Diversitet - biologisk og kulturel.

af Claus Emmeche

En lettere redigeret version af teksten nedenfor er trykt med titlen "Helheden er anderledes end summen af delene" i: Nyt fra Nationalmuseet nr. 87, juni-august 2000, s.16-18.

Vi hylder mangfoldighed, både i den kulturelle sfære og i naturens verden. Gennem mangfoldige udtryksformer, stilarter og livsmåder bidrager den multietniske nation til udvekslingen af arbejdskraft, viden og varer på det globale marked. Her prises mangfoldigheden ofte i samme toner som de, hvormed vi hylder den biologiske mangfoldighed, både i det lokale landskab og globalt, og ikke mindst i de verdensdele hvor den kvantitative trussel mod biodiversiteten er størst, som i de tropiske regnskove.

Hvorfor er mangfoldighed noget godt? Og er der en sammenhæng, ikke blot mellem vores værdsættelse af den kulturelle og den biologiske diversitet, men også i selve fænomenet? Lad os antyde et svar på de to spørgsmål ved at se nærmere på vores forestillinger om diversitet i den sociale og den naturlige verden.

Naturalismens fejlslutning

Hvad siger biologien om kulturel diversitet? Formentlig ingenting, fordi biologien er en naturvidenskab, og dens udsagn har intet med kulturen at gøre! Sådan bør det fornuftige svar lyde, for historien har belært os med grumme eksempler på den form for kulturelt barbari, der bliver resultatet, når biologiske eller pseudobiologiske teorier bruges til at retfærdiggøre fascistiske, racistiske eller imperialistiske ideologier - tænk blot på socialdarwinisme, eugenik, og andre for længst forladte teorier om degeneration og race, der blev brugt legitimerende i udformningen af tidligere tiders social- eller udenrigspolitik. Denne historiens lære skulle gerne få alle advarselslamper til at blinke, hvis nogen vil forsøge at begrunde argumenter om samfundets indretning i biologi. Filosofisk set er noget sådant at begå "den naturalistiske fejlslutning": man kan ikke med logisk gyldighed slutte fra hvordan naturen "er" indrettet til hvordan samfundet "bør" være indrettet. Derfor virker selve spørgsmålet - om man kan finde et biologisk grundlag for vores tilsyneladende hang til kulturel mangfoldighed - problematisk fra starten. Med fare for alligevel at forfalde til lignende fejlslutninger, lad os da alligevel tilføje et par spor der går i en lidt anden retning.

Det er klart at mennesket som en biologisk art med en vis intern variation selv er en del af naturen og som sådan 'tæller med' i den almindelige biologiske artsdiversitet. Menneskets overgang fra naturhistorie til kulturhistorie er jo ikke ensbetydende menneskets udtræden af naturen; men med en tiltagende dominans og styring, især fra agerbruget og frem, af de stof- og energikredsløb, der i forhistorisk tid forløb rent spontant gennem de naturlige økosystemer. Men udgør agerbruget og den senere fremkomst af de større bydannelser civilisationens første vugge, så fremstår disse aktiviteter samtidig som begyndelsen på ensliggørende og destabiliserende indgreb i naturen, som vi først i det 20. århundrede for alvor får øje på som særlige kendetegn ved Homo sapiens, og som relativerer det ædle navn vi har givet os selv.

Hvis der overhovedet er nogen grund til at vi generelt værdsætter mangfoldighed i naturen er det derfor ikke, at vi som art er født med en sådan påskønnelse, at vi går rundt med gener for det skønne i naturen eller lignende, men at vi selv - gennem udbredelsen af civilisation, kapitalisme og imperialisme - har medvirket til at gøre naturens mangfoldighed til en mangelvare, en truet art. Også i den forstand er værdsættelsen af biodiversitet dybt kulturel: Den er en sencivilisatorisk reaktion mod samme civilisations universelle udbredelse. Fra Rosseau's "tilbage til naturen" til Inger Christensens Alfabet udgår der en dyb længsel efter at bevare vores evner til at se og fornemme alt det, vi endnu ikke har kontrol over, det ikke-underlagte, alt 'det andet', som var det for at finde en autentisk verden, som ikke er kunstig eller opfundet af os selv.

Det må være den samme ængstelse for den moderne verdens gnidningsfrie funktionalisme og massesamfundets mastodontiske endimensionalitet, der i dag, hos den velstillede del af befolkningen, nærer nysgerrigheden overfor det kulturelt anderledes og ønsket om at kæmpe imod tendenserne til kulturimperialistisk homogenisering af kunst og medier og amerikaniseringen af hele livsformen. Det sker samtidig med at de grupper i samfundet, der står svagere overfor globaliseringens udfordringer til arbejdskraften, søger i retning af den nationale muld og danske hygge som forankringspunkter, og vægrer sig ved enhver tanke om kulturel og etnisk mangfoldighed, der opfattes som en truende balkanisering af vores lille land der flyder af homogeniseret mælk og honning.

Det er altså ikke alle, der sætter den naturlige og den kulturelle diversitet lige højt, men på det ideologiske plan og i det verdenshistoriske perspektiv er der nogle grunde til at de to slags mangfoldigheder optræder side om side i diskussioner mellem traditionalister og globalister.

Her i reservatet

Biologernes modtræk overfor ensliggørelsen af naturen og landskabet har typisk været reservattanken: Fred naturen, lad frimærker af (mere) oprindelig natur overleve i et iøvrigt gennemforvaltet og funktionsopdelt landskab (og at reservater med f.eks. hede slet ikke er oprindelig natur er så en anden sag). Strategien har i et vist omfang været en succes i et land som Danmark, hvor vi i dag ellers havde været mange naturtyper fattigere. Det paradoksale, som ligger i selve ordene 'naturgenopretning' og 'naturpleje', er, at den oprindelige natur opfører sig så dynamisk, at der bestandigt skal udøves et vist kustodisk pres mod fx højmosens spontane tilbøjelighed til at blive til birkeskov, hvis denne landskabets fredssikrede diversitet skal opretholdes. På det plan er den landskablige mangfoldighed en klar konstruktion, ikke blot ideologisk, men rent praktisk forvaltningsmæssigt. Enkelte steder har man da også overvundet al skam og konsekvent konstrueret hele naturlandskaber som almene goder, som fx Vestskoven og Køge Bugt Strandpark. Med hensyn til den ensliggørelse der ligger i udslettelse af arter har man ikke kunnet stille meget op, den foregår i dag i et tempo, der langt overgår den naturlige evolutions kreative frembringelse af nye arter, den er definitiv, og den er derfor en egentlig tragedie, set med biologens øjne - som næppe finder trøst hos den astrofysiker der stoisk bedyrer, at livet blot er et midlertidigt overgangsstadium i den kosmologiske overgang fra helium og brint til jern. Dog har visse biologer futuristiske forhåbninger, begrundet i avanceret ny bioteknologi, til at man en dag genetisk kan rekonstruere i al fald nogle af de arter, der for nyligt er udryddet, men hvor vi stadig har adgang til dele af deres DNA (fx i tørrede skind).

Det er svært at finde en lige så resolut og ædel modstrategi overfor den kulturelle forarmelse. Den sproglige diversitet er katastrofalt faldende, man regner med at mere end halvdelen af de ca. 6000 sprog der tales verden over i dag vil overleve de næste 100 år. Sprog og kultur er ikke identiske men tæt sammenknyttede, og også hvad angår de såkaldte oprindelige befolkningers kulturelle mangfoldighed står man i dag overfor en stor trussel om udryddelse. Reservattanken er også her nærliggende, men har unægtelig en anden karakter og historie, dels fordi mange af fx Amerikas befolkninger blev tvangsforflyttet til reservater efter at være frataget deres bedste arealer, dels fordi de oprindelige folk gerne betakker sig for at betragtes på linie med truede dyr i zoologiske haver - genstand for turisme eller antropologiske studier. Det er måske kun den civiliserede efterkommer af de hvide kolonisatorer, som begræder tabet af kulturel oprindelighed hos de ædle vilde, mens selve folkene i "den fjerde verden" bl.a. har travlt med at tage den nyeste informationsteknologi i brug i kampen for et værdigt og civiliseret liv i de områder, de har krav på men oftest må kæmpe hårdt for.

Kompleksitet

Men alligevel, kan biologien ikke sige os noget om det gavnlige ved mangfoldighed, der på en eller anden måde kunne overføres til den kulturelle sfære? Kunne der ikke være formelle ligheder, selvom det materielle indhold er forskelligt? Kan formerne, de sociale og de biologiske, ikke være ens på et mere systemisk plan? Når nu både den organiske verden og kulturens verden spontant udfolder en evolutionær kreativitet uden lige, er der da ikke nogle dybe sammenhænge skjult, som ville være gavlige at undersøge og forstå, selvfølgelig uden at forfalde til platte analogier eller legitimerende påstande?

Lad os med en grundlæggende skepsis i behold undersøge muligheden, som først kræver en forklaring af følgende lille sentens: Selvom der er emergente lag i virkeligheden kan der godt være gennemgående principper for kompleksitet og selvorganisering. Oversat til spørgsmålet om diversitet: Måske er der abstrakte love for komplekse systemer som gør, at både kulturel og biologisk kompleksitet er noget, der generelt foretrækkes i selvorganiserende systemer fremfor homogenitet. Men lad os først se på hypotesen.

"Der er emergente lag i virkeligheden", eller med andre ord: Der er mange og vægtige argumenter for at vores verden, som videnskaberne beskriver den, synes at være inddelt i nogle niveauer, hvor fx det biologiske niveau nok afhænger af det fysiske og det kemiske, men også går ud over disse, ved at bero på principper, som ikke lå fast fra universets skabelse i lovene for tyngdens kraft eller kvanternes spring, men som er opstået, kommet til, som nogle senere og genuint nye principper, der medfører at ting og processer på de højere niveauer har nogle nye egenskaber (såkaldte emergente egenskaber) som delene på de lavere niveauer ikke havde. I biologiens verden er DNA-afhængig selvreproduktion og evolution gennem naturlig selektion et par virkelig gode eksempler på principper, som ikke kunne forudsiges alene ud fra en rent kemisk og fysisk viden. Helheden er mere end summen af delene, eller med en bedre metafor: det "mere" som helheden er, er nogle anderledes og mere komplekse egenskaber, man ikke finder i de enkelte dele som helheden består af. Det betyder, at man må forvente at hvert niveau - fx det fysiske, det kemiske, det biologiske, det psykiske og det sociale (disse niveauer kan inddeles på forskellig vis) - har egenskaber og lovmæssigheder, som kun karakteriserer netop dette niveau: Atomer kan splittes, men de undergår ikke selvreproduktion. Celler kan deles, men de har ikke problemer med deres ubevidste. Institutioner er basis for magtudøvelse og adfærdsregulering, men de har ingen oplevelser eller samvittighed sådan som de personer, der indgår i dem.

Men selvom der er disse lag af virkeligheden, kan der også eksistere en type abstrakte bevægelsesformer, som vi genfinder på flere eller måske alle niveauer: Det er man især blevet klar over gennem erfaringerne med ikke-lineær dynamik i fysikken (populært kaldet kaosteori) og de såkaldte studier af komplekse systemer, som altså både kan være sociale, biologiske, kemiske eller fysiske: Alle kan de udvise bestemte typer bevægelse gennem deres 'rum' af mulige tilstande. Et system som jordens atmosfære, havene og solen kan bestrages som et kaotisk system, hvor forudsigeligheden af principielle grunde er begrænset (ikke blot af praktiske grunde som mangel på flere vejrstationer). Uforudsigeligheden skyldes stor følsomhed på begyndelsesbetingelserne, hvor små ændringer får store konsekvenser, og aftrykket af denne "sommerfugleeffekt" finder man måske netop ikke blot i vejret, men også i de endnu lidet udforskede principper for artsdannelse på biologiens felt og sprogdannelse på sociolingvistikkens felt. Indenfor kompleksitetsforskningen søger man at karakterisere (bl.a. via informationsteoretiske metoder) den form for mangfoldighed, der opnås i fysiske systemer, der bevæger sig fra en ret uordnet tilstand til en bevægelsesform, hvor flere og flere dele af systemet underlægges begrænsninger ("constraints") på deres bevægelsesfrihed, som bevirker at systemet nærmest koordineres i et kollektivt bevægelsesmøsner, som kan være cyklisk eller quasi-cyklisk, eller egentligt kaotisk, dvs. det aldrig gentages præcist, men alligevel befinder systemet sig i et bestemt foretrukket hjørne (attraktoren) af tilstandsrummet, der karakteriserer netop en mere organiseret klynge af tilstande. Humlen i det hele er, at man kan karakterisere disse bevægelsesformer abstrakt og matematisk på tværs af konkrete forskelle mellem systemerne, og således studere kaos i både økonomiske, biologiske og fysiske systemer (valutahandlen er et godt ekempel på kaos).

Men er det ikke lettere vidtløftigt at tro, at man skulle kunne karakterisere artsdiversiteten i et økosystem på samme måde som den kulturelle mangfoldighed i Europa, og med matematiske metoder? Indrømmet, men al teori er på en måde allerede langt ude over det rent empiriske, og spørgsmålet må besvares konkret: Kan man konstruere en model - hvad enten den omhandler artsdiversiteten af plankton i Esrum Sø eller blæseinstrumenternes stamtræ og udbredelse i Europa - som angiver ændringen i tid af nogle størrelser der indbyrdes er kausalt forbundet, vil man kunne undersøge systemets dynamiske egenskaber, herunder dets tendens til at drosle ned i bestemte hjørner af mulige bevægelsesmønstre. Nogle af disse hjørner i det abstrakte mulighedsrum vil kun kunne tolkes som homogene, ensformige, med relativt få elementer, mens andre vil svare til mere indviklede bevægelsesformer med en større variation. For så vidt der i sådanne modeller også kan simuleres størrelser, der udbredes i tid gennem reproduktionsprocesser, hvori rekombination og mutation indgår (uanset om det omhandler artefakter, organismer eller adfærdsformer), vil modellen også kunne sige noget om tendensen til kompleksificering af systemet eller det modsatte.

Kreolske tanker

Summa summarum: vi kan ikke udelukke, at forskningen i kompleksitet en dag vil give os ny forståelse af hvorfor kultur og natur - i al fald i visse perioder - synes at foretrække det mangfoldige. Enhver kultur huser sin fundamentalisme og isolationisme. Men mellem kulturerne er der altid opstået zoner af kontakt, hvor der udveksles varer og tjenester (det gælder selv videnskabens mange discipliner opfattet som et sæt af kulturer). Her udvikles mangfoldigheden, nye skikke og udtryk dukker op, hele kreolske sprog opstår, ligesom nye erhverv og nye myter. Der sker en differentiering ikke ulig den dannelse af økologiske nicher vi ser i naturen på steder hvor vækstbetingelserne er gode. Både natur og kultur kan, i dette fugleperspektiv, betragtes som åbne dynamiske systemer, hvor udviklingen ikke er styret, men åben, uafsluttet og svanger med nye livsformer.

*