Menneskeracer: natur eller social konstruktion?

af Claus Emmeche

artiklen er bragt i Universitetsavisen [Københavns Universitet] 29. årg., nr.1, d. 18. januar 2001, s. 10-11.



Troen på visse racers medfødte overlegenhed og ret til at herske er udtryk for en afskyelig racisme de fleste i dag tager afstand fra. Selv de få, som udgyder etnocentriske fordomme, indleder med et besværgende "jeg er ikke racist, men ...". Hvis en person meldes til politiet for at overtræde straffelovens racismeparagraf, er anklagen oftere etnochauvinisme, ingen vedkender sig racisme. Men hvad så med selve menneskeracerne, tror vi på deres eksistens?

De færreste har nok et særligt afklaret forhold til spørgsmålet. Derfor er det interessant, at ikke bare kulturstudier og andre humanistiske discipliner, men også den nyeste biologi har bidraget til nærmest at dekonstruere et gammelt og alligevel moderne begreb om menneskeracer.

En social konstruktion!

I debatter om etnicitet og kultur, og om danskernes forhold til andre, er det ofte opfattelsen, at begrebet race brugt om mennesker må ses som noget socialt konstrueret, og at det er farligt at søge at forankre raceforskelle i menneskets biologi. Det ville være ren og skær biologisme, dvs. ideologisk misbrug af videnskaben biologi i politisk øjemed.

Uanset hvor velmenende synspunktet er, kan man alligevel spørge om racer helt og aldeles er et kulturfænomen, eller om der ligesom med et fænomen som sprog gør sig såvel en kulturside som en naturside gældende. Sproget er ganske vist et kulturfænomen sui generis, og studeres bedst af lingvistik, semiotik, psykologi og soiologi, men sproget har også en naturside, som gør det relevant at se på de biologiske aspekter af hjernens arkitektur og menneskets udviklingshistorie. På samme måde med racer: Der synes at være en biologisk rest tilbage, selv efter at socialkonstruktivismen har afsyret alle kulturhistorisk betingede fordomme om racernes natur.

Selv de, som mener sig hinsides etnocentriske fordomme, kan jo alligevel umiddelbart og tilsyneladende pålideligt kategorisere mennesker i racegrupper som fx europæer (kaukasisk), neger (negroid), asiat (mongoloid), australoid og indfødt amerikaner - grundinddelingen i den klassiske racesystematik, som vi finder næsten uforandret helt tilbage til Linné (1740) og Blumenbach (1775). Er det en rent socialt indlært mekanisme, der får os til at videreføre en videnskabeligt set håbløst forældet inddeling?

Meget af den fysiske antropologi har siden Linné handlet om at modificere og fininddele grundsystemet, nogen gange helt ud i det absurde. Fx fortæller Hagerups Konversationsleksikon (bd. 7, 1924) at Denikers system fra 1900, "det for tiden mest ansete", opererer med hele 29 racer. Definitionen på en race er her "en type med et vist antal arvelige fællestræk". Helt op til midten af 1900-tallet opererede videnskaben med et sådant typologisk og essentialistisk racebegreb, hvor de typiske egenskaber blev opfattet som racens uforanderlige essens - selvom klassifikationerne hele tiden forandredes, og man havde sit hyr med at blive enige om hvad der var typisk!

Nu er det let at latterliggøre de gamle forestillinger om de enkelte racers fejl eller fortrin (tænk på vore bedsteforældres geografibøger), men hvad siger biologien i dag om racer, og hvorfor fortsætter vi nærmest pr. refleks med at inddele folk i de samme store racegrupper?

Et kompromis

Vi kunne jo fristes til at antage, at det gør vi, simpelthen fordi racerne findes og kan genkendes, uanset om racismen er død eller ej. Det er jo ikke i sig selv racisme eller biologisme at acceptere eksistensen af biologiske forskelle. Vi kunne altså hævde, at racerne har en biologisk realitet, blandt andet som dét i vores fysiognomi, som sætter os i stand til genkende en person som hørende til en specifik race, og at dette skarpt må skelnes fra racen som etnisk kategori. Etnisk er 'race' højst en vag betegnelse for gruppe mennesker, som nøjere kan beskrives kulturanalytisk - en bestemt social livsform, osv. Der er ingen nødvendig sammenhæng mellem det at leve kulturelt som en europæer og det at være kaukasoid i biologisk forstand. At acceptere eksistensen af biologiske forskelle mellem mennesker gør ikke automatisk én til racist. Det er humanistisk børnelærdom. Som etnisk kategori er racen en social konstruktion - lidt ligesom nationalitet; begge er basalt symbolske, men socialt set ret virkelige og konsekvensrige. Som biologisk kategori er race ikke konstrueret, men et naturprodukt.

Dette kompromis lyder nok fornuftigt og sympatisk, men det har et problem. Det overser, at hvis man anskuer racer ud fra den biologiske forsknings seneste erkendelser, giver det ikke nogen klar mening at hævde, at en person tilhører en bestemt racekategori, som fx at være kaukasoid eller negroid. Det biologiske racebegreb har fået en tvivlsom status. Og hvorfor det?

Menneskeracer som underarter?

Her er det nødvendigt først at se generelt på hvordan man i biologien forstår racebegrebet (uanset om vi taler om mennesker, dyr eller planter). I den gamle før-darwinistiske biologi havde man et typologisk begreb om både arter og racer. Arterne var evige og uforanderlige, udstyret med et sæt essentielle egenskaber, der var nødvendige og tilstrækkelige for at afgøre om en organisme tilhørte den ene eller anden art. Relationen mellem individ og art var begrebsligt af samme slags som relationen "medlemskab af et element i en given (uforanderlig) klasse", dvs. bestemt ved tilstedeværelsen af de essentielle egenskaber. Racebegrebet blev oprindeligt forstået i denne typologiske tradition: Forskellen mellem racer havde samme essentielle karakter som forskellen mellem arter.

Darwins Origin of Species fra 1859 indledte en revolution i den biologiske tænkning, som i 1900-tallet blev videreført i syntesen af Darwins evolutionsteori, Mendels genetik og den nye populationsgenetik (også kaldet "den moderne syntese" eller neodarwinismen). Det førte til at arterne blev opfattet som dynamiske størrelser. Det essentialistiske artsbegreb - som blev taget for givet af de botanikere og zoologer der arbejdede videre i Linnés tradition med arternes systematik - kom under angreb. Nu krævede man at systematikken skulle afspejle virkelige, historiske relationer (slægtskab ved evolution), og ikke bare være et abstrakt system af klasser. Et essentialistisk begreb om arter kunne ikke honerere kravet om at forstå arterne som historisk forbundne dynamiske systemer, hvor al variation var lige virkelig, og ikke som i den gamle aristoteliske opfattelse, hvor man skelnede mellem reel (essentiel) og tilfældig (ligegyldig) variation.

I kølvandet på neodarwinismen og til dels som resultat af et samarbejde mellem biologisk og filosofisk forskning, fulgte der en begrebsafklaring, som indebar et helt nyt syn på både arter og racer. Artsbegrebet ændrede sig fra det typologiske til blive systemisk, hvor relationen mellem organisme og art mere fik karakter af en del-helhed relation end en element-i-klasse relation. Arten defineredes biologisk gennem muligheden for at videreføre forplantningsdygtigt afkom, og der var ikke ontologisk forskel på variationen indenfor og mellem populationer, eller variationen indenfor og mellem arter. Arter blev altså virkelige, historiske størrelser, en slags slægtskabslinier. Hvor arter ofte tidligere blev opfattet som zoologens eller botanikerens bekvemme navne for naturens uoverskuelige mangfoldighed, uden at man skulle lægge for meget i den præcise inddeling (en nominalistisk tolkning), inviterer det nye dynamiske artsbegreb til en mere realistisk tolkning: Begrebet art repræsenterer virkeligt eksisterende slægtskabslinier - både art og organisme anskues som virkelige systemer - og folk som M. Ghiselin og D. Hull foreslog endda at betragte arter som 'individer' i filosofisk forstand: tidsligt og rumligt individuerbare enheder.

Opgøret med essentialismen fik også konsekvenser for synet på racer, men her gik opfattelsen i mere nominalistisk retning. Neodarwinismens 'populationstænkning' medførte nemlig, at artens enkelte populationer og deres indbyrdes variation blev det egentlige undersøgelsesobjekt. Da gener via forplantning og migration kan udveksles frit mellem populationer indenfor arten, vil der oftest være noget vilkårligt i en skarp kategorial afgrænsning mellem to racer indenfor en art. Racer tolkes som underarter - populationer eller klynger af populationer, som går jævnt over i hinanden pga. stadigt 'genflow', for nu at bruge branchens egen betegnelse for sex. Racen bliver her blot nominel; en bekvem inddeling. Man vil hellere tale om kliner. En klin er en jævnt skiftende hyppighed af forskellige gener, når man går fra fx nord til syd i artens udbredelsesområde. Da hyppigheden skifter jævnt, er det vilkårligt hvor man trækker grænsen.

Ydermere er det sådan, at man får forskellige opdeling af en art i underarter (eller kliner eller økotyper) alt efter hvilke genetiske markører man fokuserer på. Lidt groft kan man sige, at indenfor arten flyder alt, så at tale om 'geografiske racer' skal tages med et gran salt. Variationen kan være geografisk struktureret for både morfologiske og molekylære træk, og kan ofte forklares som tilpasninger til lokale forhold, eller som forårsaget af 'genetisk drift' der giver tilfældig variation i forhold til retningsbestemt selektion.

Den molekylære dekonstruktion af racer

Men det var kun starten. Da man for alvor begyndte at karakterisere variationen indenfor såvel menneskelige som andre arters populationer med hensyn til de molekylære træk - først proteiner med elektroforese-teknik tilbage i 1960'erne, siden med de nye teknikker til analyse af DNA-sekvenser - fandt man gigantiske mængder af variation, vel at mærke indenfor de enkelte 'racer' eller populationer. Man opdagede, at den genetiske variationen indenfor populationen var større end variationen mellem de enkelte populationer. Den molekylære revolution i biologien førte til fremkomsten af overvældende mængder data, som på linie med morfologiske data om anatomiske træk kunne bruges til fylogenetisk analyse, dvs. forsøg på at rekonstruere evolutionsforløbet som stamtræer.

Det har givet anledning til videnskabelige kontroverser at der sjældent er rent sammenfald mellem analysernes resultat for de molekylære og de morfologiske træk, men sideløbende har man forbedret metoderne for fylogenetisk inferens, dvs. fundet frem til de logisk set mest sunde måder at foretage sådanne slutninger på. Især har fremkomsten af den såkaldt cladistiske skole, der grundlagdes med Willi Hennigs værk fra 1966, ført til større klarhed.

Imidlertid udviklede Hennig sin metode til analyse af slægtskab mellem arter (fx gorilla, orangutang, chimpanse og menneske). Men set med den moderne cladistiks briller er det et åbent spørgsmål om metoden meningsfuldt kan anvendes til opstilling af stamtræer for menneskeracer. For det første forudsætter en cladistisk analyse at man har at gøre med reproduktivt adskilte slægtsskabslinier (arter). Først da kan man forsøge at undersøge hvilke egenskaber ved arten som er "avancerede" (og evt. kun denne art besidder) og hvilke der er "oprindelige" (og må stamme fra før arten spaltedes ud) - en central skelnen i en fylogenetisk analyse. Men racer er netop ikke i samme forstand reproduktivt adskilte. For det andet kan distinktionen mellem avancerede og oprindelige egenskaber ikke foretages med sikkerhed for mange af de molekylære karakterer, der adskiller menneskepopulationer eller grupper af sådanne.

Betyder det så, at man ikke kan bruge de molekylære metoder til at sige noget om slægtskabet mellem de store grupper af menneskelige populationer (som nu ikke længere betragtes som racer i klassisk forstand)? Nej, ikke helt.

Man kan sagtens forsøge at rekonstruere stamtræer - hvad bl.a. L. Cavalli-Sforza og hans gruppe er kendt for. Blot skal man i relation til racespørgsmålet huske to ting: Resultaterne er meget følsomme overfor valg af data (sml. fig. 1). Og resultatet af analysen, de pågældende populationers indbyrdes slægtskab, siger intet om racer i klassisk forstand, men indikerer højst nogle mulige hovedlinier i udbredelsen af de moderne mennesker (Homo sapiens) siden artens dannelse, som antageligt skete i Afrika for godt 200.000 år siden.




Molekylære stamtræer

Rekonstruktion af slægtsskabet mellem verdens befolkningsgrupper ifølge to forskellige analyser baseret på molekylære data. Figuren stammer fra J. Marks: Human Biodiversity: Genes, Race, History (New York: Aldine de Gruyter, 1995, p. 180). En mere detaljeret figur her.

Så også på det molekylære niveau dekonstrueres vores almindelige opfattelse af "racer". Der er ikke sammenfald med de klassiske store racegrupper og de populationsgrupper, som den cladistiske analyse udpeger. Der er intet i analysen, der udpeger fx "asiater" eller "negre" som nogen naturlig (monofyletisk) slægtsskabsenhed.

Var der tidligere racer?

Tilspidset kan man som filosoffen Robin O. Andreasen hævde, at menneskeracer ikke længere eksisterer, men at de engang har gjort det. Globaliseringen har i dag ført til en stærkt øget genetisk udveksling mellem de såkaldt oprindelige populationer. Om så denne "biologiske globalisering" ikke reelt er en meget ældre proces end dén kulturimperialismens epoke, som p.t. kaldes globalisering, er et godt spørgsmål. I al fald rummer historien mange vidnedsbyrd om tidlige forbindelser mellem fjerntliggende samfund, man tidligere troede var totalt isolerede.

Men bortset fra det, siger hypotesen altså, at der tidligere har eksisteret relativt isolerede populationer af mennesker, som via naturlige evolutionsprocesser har undergået modifikationer i en række synlige og usynlige træk (fx hudfarve og blodtype), og at det er nogle af de synlige træk, vi i dagligdags tale identificerer som racetræk, uden at de svarer til racer i nogen essentialisisk forstand.

Racekategorier som mønstergenkendelse

Men hvad er så grunden til at vi alligevel ikke kan lade være med at sætte folk i de kategorier, som både biologisk og kulturanalytisk savner videnskabeligt grundlag? Hvis det skal forklares skal vi måske inddrage elementer af perceptions- og socialpsykologi. Perceptuelt opøves vores evne til at skelne fx ansigter indenfor et rum af mulige former, og evnen til at kategorisere opnås ved indlæring og er bestemt af både pragmatiske, kulturelle og perceptionspsykologiske processer. Det er velkendt, at når en europæer første gang ser japanere, forekommer de ham forbløffende ens - og omvendt.

Desuden har de klassiske racekategorier anvendt på dagligsprogs niveau mere karakter af hvad psykologen Rorsch kalder prototypiske begreber end logiske kategorier: Vi lærer begrebet ved at få udpeget centrale 'typiske' eksemplarer (hvad enten det drejer sig om fugle og fiske, eller euopæere og aboriginals), så det bliver forskelle snarere end ligheder, disse begreber bygges op omkring. Prototyperne er pragmatiske tegn, der virker i, men også dækker over, en mere kompleks virkelighed:

Den psykologiske inddeling matcher ikke med det genetiske stamtræ, og det genetiske stamtræ er ikke et stamtræ af racer.

Hvis menneskerace forsvinder som begreb, hvad så med racismen? Den uddør desværre nok først definitivt, når dens egentlige grundlag, som den har fælles med etnochauvinismen, forsvinder: Den manglende evne til at se sig selv i det andet menneske.



Litterarur

Andreasen, Robin O. (1998): "A new perspective on the race debate", Brit. J. Phil. Sci. 49: 199-225.

Blumenbach, J. F. (1775): On the Natural Variety of Mankind. (The 3rd ed. is translated in: Thomas Bendyshe, ed.1865: The Anthropological Treatises of Johann Friedrich Blumenbach. London: Longman, Green.)

Cavalli-Sforza, L. L. (2000): Genes, Peoples and Languages. North Point Press.

Cavalli-Sforza, Luigi Luca, Paolo Menozzi and Alberto Piazza (1994): The History and Geography of Human Genes. Princeton: Princeton Univ. Pr.

Cavalli-Sforza, Luigi Luca and Francesco Cavalli-Sforza (1995):The Great Human Diasporas. The History of Diversity and Evolution. Reading, Massachusetts: Addiso-Wesley Publischin Company. [ translated from the Italian Chi Siamo: La Storia della Diversità Umana, Milano: Arnoldo Mondadori Editore Spa, 1993 ].

Dobzhansky, Theodosius (1973): Genetic Diversity and Human Equality. (dansk udg.: Genetisk variation og menneskelig lighed. København: Nyt Nordisk Forlag).

Elliott, M. (1998): "DNA studies challenge the meaning of race", Science 282: 654-655.

Ghiselin, Michael T. (1997): Metaphysics and the origin of species. Albany: SUNY Press.

Hennig, Willy (1966): Phylogenetic Systematics. Urbana: University of Illinois Press.

Hull, David L. (1978): "A matter of individuality", Philosophy of Science 45: 335-360 (reprinted p.193-215 in: E. Sober, ed.1994: Conceptual Issues in Evolutionary Biology. 2nd. ed. Cambridge, Mass.: MIT Press).

Linnaeus, C. (1740): Systema Naturae, 2nd ed. Laurentii Salvii.

Lund, Allan A. (2000): "Rassenkunde und Nationalsozialismus. Erster Teil: Rassenkunde und Rassenhygiene", Paper zum Symposium "Wissenschaften und Wissenschaftspolitik - Interaktionen, Kontinuitäten und Bruchzonen von späten Kaiserreich bis zur frühen Bundesrepublik/DDR", 18.-20. Mai 2000 in Berlin. (manus.)

Marks, Jonathan (1995): Human Biodiversity: Genes, Race, History. New York: Aldine de Gruyter.

Petersen, H.C. (1999): "Menneskeracer", i: Den Store Danske Encyklopædi, bd. 13. København: Gyldendal.

Rorsch, E. B. and C. B. Mervis (1975): "Family resemblances: studies in the internal structure of categories". Cognitive Psychology 7: 573-605.

***