Universiteterne mellem ideal og virkelighed

af Claus Emmeche

En anmeldelse af:
Hans Fink, Peter C. Kjærgaard, Helge Kragh & Jens Erik Kristensen (2003): Universitet og videnskab. Universitetets idéhistorie, videnskabsteori og etik. København: Hans Reitzels Forlag.
224 sider, kr. 250.


Anmeldelsen bragt i:
FORSKERforum nr. 168 (oktober 2003), s.16-17 (under titlen "72 Nobenpristagere tager næppe fejl").

Bogen Universitet og Videnskab er skrevet som en lærebog til filosofikums afløser, så først lidt om forhistorien. Filosofikum blev afskaffet i Danmark i 1971. Efter 33 års filosofisk tomrum hvad angår nye studerendes mulighed for en grundig orientering om ideen bag den indstitution, de indskriver sig på, indføres i 2004 et nyt studieelement ved alle universiteter, kaldet "Fagets Videnskabsteori". Det sker ifølge en aftale, som med bred folketingspolitisk opbakning blev indgået i december 2000 mellem undervisningsministeren og rektorerne for landets universiteter. Det vil typisk tage form af et kursus på 2. eller 3. studieår, tilrettelagt på de lokale fag, evt. i samarbejder mellem grupper af fag, med det formål at give de studerende mulighed for at reflektere over deres studium, set i et filosofisk, historisk, etisk og alment samfundsmæssigt perspektiv.

Det nye Fagets Videnskabsteori skal ikke primært handle om filosofihistorie og logik. Videnskabsteori er en rammebetegnelse for en flerhed af teorier og perspektiver fra forskellige metadiscipliner, som undersøger videnskabernes filosofi, fagenes historie, de sociale forhold i forbindelse med forskningen og dens institutioner, og centrale ideer om viden, udforskning og rationalitet. Forskningen skal iagttages både ud fra det enkeltfaglige perspektiv, og i lyset af den menneskelige erkendelsesproces i den bredest mulige forstand. Videnskaberne handler jo ikke om sig selv, selvom forskningspolitik kan få det til at se sådan ud, men om en verden udenfor. For at kunne reflektere over samspillet mellem verden og videnskab, og forstå hvordan "verden" konstitueres i de enkelte videnskaber som afgrænsede domæner, er kombinationen af klassisk filosofi og moderne videnskabsteori helt essentiel.

På det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet hvor denne anmelder er ansat, er de enkelte studienævn langt fremme med at afklare rammerne, beliggenheden og indholdet af det nye studieelement (som i følge aftalen får et omfang på 1/8 studenterårsværk; om aftalen iøvrigt, se www.nbi.dk/natphil/FVT).

Da universiteterne derfor snart skal indføre det moderniserede filosofikum, er det oplagt at se sig om efter passende lærebøger. Her er Universitet og Videnskab et velkomment bidrag til de nye kurser. Bogen er unik i forhold til eksisterende danske og engelske lærebøger i videnskabsteori ved at fokusere på universiteternes idéhistorie. Forfatterne, et århusiansk firkløver af en filosof, en videnskabshistoriker og to idehistorikere, har villet, at skriftet skal kunne benyttes som grundbog i den almene del af fagets videnskabsteori, hvor der så må suppleres med litteratur om de enkelte fags mere specifikke forhold. Lad mig straks sige, at jeg er meget glad for bogen, og mine kritiske forbehold er små. Det kan anbefales, at ikke blot de universitetsstuderende, uanset om de når at få de nye kurser eller ej, men at også alle forskere og undervisere, læser Universitet og Videnskab. På forsiden er titlens "og" fremhævet med røde, men mindre bogstaver, og det er en af bogens vel nærmest forskningspolitiske pointer, at forbindelsen mellem universitetet som institution og videnskaben som den frie, kritiske og systematiske søgen efter ny erkendelse - en forbindelse universiteterne ikke fik i vuggegave, men er et historisk produkt af bl.a. oplysningstiden - i dag er udsat for et pres. Bogens historiske afsnit føres helt op til de aktuelle debatter om autonomi, styring af forskning og det nogle kalder `postakademisk videnskab' (omtalt i ForskerForum nr. 145).

Bogen sætter på sagkyndig vis den aktuelle universitetspolitike debat i perspektiv. I forhold til den nye universitetslov diskuteres de ændrede spilleregler for selvstyret. De er ifølge bogen ikke helt ensbetydende med ekstern ledelse, da universiteterne selv udpeger de eksterne medlemmer i bestyrelserne. Men bogens budskab i den sag er en stille advarsel: "Universiteternes mulighed for at leve op til deres formål står og falder med de ansattes og de studerendes mulighed for at identificere sig med deres opgave og deres arbejdsplads, og kun en ledelse, der understøtter det, vil have en chance for at gennemføre de reformer af forskning, uddannelse og forskningsformidling, som løbende bliver påkrævet i et samfund under hastig forandring." (s.27). Det bliver interessant at se, hvordan denne politiske kommentar bliver fulgt op i de kommende udgaver.

Fremstillingen er klart opbygget af fire kapitler, der omhandler ideen bag det moderne universitet, universiteternes historie, videnskabernes filosofi, og de etiske spørgsmål i forbindelse med forskning.

Filosoffen Hans Fink søger i første kapitel at angive en tydelig idé om hvad et universitet og dets formål dybest set er. Det lykkes ganske godt. En sådan klargøring er bl.a. nyttig på baggrund af den enorme vækst de gamle universiteter har oplevet, og væksten i antallet af uddannelsesinstitutioner der kalder sig universiteter, og i vid udstrækning også lever op til betegnelsen. For Fink er universitetsbegrebet ikke blot en bekvem administrativ betegnelse for en serie enkelte institutioner, hvor der foregår undervisning og forskning; det foregår jo så mange andre steder. Universitetet som begreb indebærer, at institutionen kan leve op til de idealer, der udtrykker kernen i universitetets idé. Disse er: 1) tæt forbindelse mellem forskning og uddannelse; 2) forskningsfrihed; 3) undervisningsfrihed; 4) selvstyre; 5) videnskabens enhed. Det er altså ikke nok at der forskes og undervises, undervisningen skal være forskningsbaseret, dvs. der skal undervises af folk der selv forsker, og den skal være forskningsorienteret, dvs. at de studerende skal få kendskab til faget som forskningsfag, og på de senere stadier af uddannelsen selv få lov til at forske. Forskningsfrihed handler ikke mindst om at forskningsprocessen ifølge Fink skal være styret af "viljen til sandhed" og interessen i en stadig mere forfinet videnskabelig erkendelse; ellers risikerer man i værste fald ikke at kunne skelne forskning fra propaganda.

Det med enhedsvidenskab skal forstås under pluralistiske betingelser, ikke i nogen positivistisk variant, men Fink henviser til at de forskellige fag trods alt beskriver den samme verden. Et minimum af realisme må derfor kræve, at hvis teorier på fra ét område direkte strider mod teorier udviklet på et andet fagområde, så er det en udfordring til afklarende forskning, ikke en relativistisk laden stå til. I en tid, der er præget af trivialiserede efterdyndinger af dekonstruktion og postmodernisme (begreber som bogen desværre undlader at behandle), er et sådant synspunkt helt befriende. I det afsluttende kapitel om forskningsetik, også af Fink, tolkes idealet om enhedsvidenskab i en bredere samfundsetisk forstand; nemlig at videnskaben er til for at gavne mennesker, øge livskvalitet, og bidrage til bæredygtighed. Det sker i forlængelse af en UNESCO-erklæring, som Fink tilslutter sig, men som videnskabshistorikeren Kragh, i sit kapitel om videnskabens filosofi, tøvende kalder problematisk. Forfatterne har valgt at stå hver især for de enkelte kapitler, dog er den idéhistoriske duo Kjærgaard og Kristensen fælles om det store universitetshistoriske midterafsnit, som er ganske glimrende.

Vi får her historien om de europæiske universiteter, som - ud over at gå tilbage til Platon og Artistoteles (hvad gør ikke det?) og deres respektive akademi og peripatetiske skole, som i parentes bemærket var organiserede som kultsamfund - for alvor tager deres begyndelse i middelalderen. Her grundlægges der laug eller sammenslutninger for lærere og studerende. Hvor man i dag ideelt set søger sandheden, søgte man dengang Gud; videnskabernes pryd var ikke højenergifysik men teologi, og støttefagene var "de syv frie kunster" som bl.a. omfattede astronomi og musik. Universitas var et juridisk-tekniske begreb for den slags fællesskaber, som havde opnået civilretslig status, som fx sammenslutningen af lærere og studerende i Paris, universitas magistrorum et scholarium parisiensis, her skriver vi 1200-tallet. Det var skoler på et højere og mere alment plan end kloster- og katedralskolerne, med henblik på studium generale, dvs. henvendt til elite-spirer alle vegne fra (globaliseringen foregik på latin), for at imødekomme behovet for professionsrettede uddannelser af præster, jurister, læger, advokater og administratorer. Universiteterne eksisterede længe før det, vi i dag opfatter som videnskab opstod. Og længe før tværvidenskabelighed, men de studerende forventedes at mønstre alle fire fakulteter, det vil i datidens hierarkiske orden sige det teologiske, det juridiske og det medicinske fakultet, samt `det nedre' artes-fakultet (senere det filosofiske, hvorfra naturvidenskab endnu senere skulle spaltes ud).

Kapitlet er en historisk zoo af opfattelser af viden som i dag synes sære, og som sammenfattes i løbet af gennemgangen til nogle få grundopfattelser eller legitimitetsfortællinger: Den skolastiske tradition med fokus på lærdomsbevarelse og udlægninger i en religiøs kontekst. Oplysningstænkningens tradition, der opfatter viden i lyset af fremadskridende forskning som øger naturbeherskelsen og frigør det fornuftige subjekt fra overtro og formynderi - i starten en tradition der med de tekniske og videnskabelige akademier i 1600- og 1700-tallet stod udenfor universiteterne. Så er der Humbolt-universitetets nyhumanistiske ideer om almen menneskedannelse i en kulturstat af myndige borgere, en tradition som betoner de humanistiske fags bidrag til åndelig højnelse af civilisationsprocessen. Særdeles idealistisk, men forfatterne fremhæver hvordan den langsigtede virkning af Humoldts reformer var at skabe det stadig mere specialiserede og disciplinopdelte forskningeuniversitet vi kender i dag, i kontrast til Humbolts egne ideer om videnskabernes enhed.

Og i kontrast til Finks enhedsideal, kunne man spørge? Der er dog næppe noget selvmodsigende i på en gang at pege på enhed på overordnet og normativt plan, og flerhed hvad angår en række specifikke måder, som idealet om den kritiske og systematiske søgen efter rationel forståelse af verden er udformet på. De reelle modsætninger ligger i snarere i hele den udvikling Kjærgaard og Kristensen også beskriver, for perioden fra 1945 og frem, som er gået fra forskning, undervisning og uddannelse til også at omfatte en række nye uddannelsesformer, evalueringer, "kontraktforskning, formidling, vidensudveksling og andre eksterne engagementer. Masseuniversitetet er nu ved at udvikle sig til et multiversitet". (s.131).

Bogens ambition er som sagt at være almen grundbog til de nye kurser i Fagets Videnskabsteori: Men hvor meget skal universitetets egen historie fylde her? Ret meget, synes forfatterne at mene. Selvom bogens afsnit herom vigtigt og interessant, tror jeg nogle studerende i dag vil finde det en anelse skolastisk, beklager udtrykket, at have de sidste 800 års universitetshistorie som pensum. Der skal jo også være plads til andre almene blik på videnskaberne. Til gengæld synes jeg ikke bogens videnskabsfilosofiske afsnit af Helge Kragh kan erstatte de mere omfattende introduktioner til emnet der findes på markedet. Det må forudses, at der stadig skal sammenstykkes pensum på ret forskellige måder på de enkelte fag.

Der var noget ved Kraghs indledende beskrivelse af videnskab, som gav mig en association til hvad journalisten Gitte Meyer kalder "videnskaben som bevægelse", dvs. videnskab som en art oplysningens jægerkorps imod pseudovidenskab. Her handler videnskab mindre om åben nysgerrighed, og mere om autoritet - Kragh kalder det social og kognitiv autoritet - og om grænsen mellem et `os' og et `dem', demarkationen mellem ægte videnskab og pseudovidenskab. Eksperter der søger sandheden, og de der forsøger at låne autoritet fra videnskaben ved at tale om videnskabelig socialisme eller creation science. Alternativ medicin er uden den rigtige autoritet, fordi den ifølge Kragh ikke kan begrundes rationelt; den er mere et `terapeutisk håndværk' end et forsøg på at forstå naturen og kroppen. Retfærdigvis får vi at vide, at grænsen er svær at trække og historisk foranderlig, jf. astrologi og astronomi. Men som Kragh så skriver: "Alligevel er der en forskel, og den markerer sig forskningspolitisk. Et forskningsråd behøver ikke argumentere videnskabsteoretisk for at afvise midler til et astrologisk forskningsprojekt." Nu er forskningsråd som bekendt ikke forpligtet til at give dybsindige begrundelser for afslag af selv lødige projekter, så her glider den kognitive autoritet sammen med den sociale og økonomiske. Ligesom viden er magt, gælder det her at magt er ret. Synes man ikke et forskningsråds konsensus om manglende støtteværdighed er et argument i sig selv, nævner Kragh, at 72 nobelpristagere næppe tager fejl, når de skriver under på en definition af naturvidenskab udfra begreber som testbarhed, pålidelighed, forklaringskraft, etc. Sikkert ikke, men demarkation er også social, og handler bl.a. om strategier for anseelse, som da et dansk universitet takkede nej til et privat sponsertilbud om støtte til parapsykologisk forskning. Man kan stille spørgsmålet, om en for strikt demarkation kan lukke for nysgerrighed? Det forekommer mig, at "videnskaben som bevægelse" ved sin blotte afvisning af overtro, imod hensigten i visse situationer kan skabe mere uvidenhed end viden, fx om naturen af alternativ medicin. Vi kan nok først for alvor forstå overtroens mekanismer, hvis vi ser dem gennem et bredt og forskelligartet spektrum af enkeltvidenskabelige briller, i stedet for blot at stigmatisere alternativ videnskab som irrationel og uvidenskabelig, og derved udelukke en dialog på flere niveauer mellem videnskab og andre former for erkendelsespraksis.

Et pædagogisk problem ved Krags videnskabsfilosofiske tour de force er, at de dominerende retninger i det 20. århundredes diskusison af videnskab ikke ridses op. I stedet bliver vi præsenteret for en kort, ganske vist ræsonnabel lille syntese af disse retninger, men derved mistes hvad vi kunne lære af kontroverserne. En egentlig videnskabsteoretisk indføring bør have en skarpere profilering af de væsentlige positioner (fx Popper vs. Kuhn). At firkløveret har valgt at nedprioritere dette stof, måske fordi der allerede findes fortrinlige gennemgange på dansk (som Kragh selv har bidraget til), gør at bogen ikke kan stå alene.

Gennemgangen af forskningsetik, herunder de definerende regler for arbejdet i Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed, er særdeles instruktiv. Her må man fra anden side supplere med tekster om den etik, der ikke primært omhandler forskningsfup og svindel, men bredere samfundsmæssige konsekvenser af forskning, det vil sige bioetik, miljøetik, medicinsk etik, og etik - hvis man kan tale om det - i forbindelse med videnskabs- og teknologibaseret magtanvendelse (krig, overvågning m.v.). Som nævnt er Fink afslutningsvis inde på at videnskaben også her har et ansvar, og mange af de kommende kurser i videnskabsteori, ikke mindst i biofagene, har behov for netop at inddrage bioetiske tema mere uddybende. Alt i alt er bogen et must for de kommende kurser, også selvom den må suppleres med mere materiale, også hvad angår de almene, ikke-fagspecifikke dele af videnskabsteorien.