Bioteknologisk Legoland

af Claus Emmeche

En anmeldese af
Lone Frank: Det nye liv. Opgør med usund skepsis og politisk uansvarlighed. København: Gyldendal. 211 sider. Kr. 168.

Anmeldt i: Weekendavisen Bøger, 23.-29. januar 2004, s. 7.

Vi oplever i disse år om en biologisk revolution. Ikke blot har videnskaben løst livets gåde, gennen indsigt i dna-molekylets struktur og en række teknikker til at rekombinere dna, flytte rundt på gener, og forbedre egenskaberne i de organismer, vi bruger til produktion af fødevarer, medicin, forureningsbekæmpelse, og meget andet godt. Vi kan komme af med en masse farlig forurenende kemi i landbrug og industri, og erstatte den med snilde bioteknologier, der udnytter naturens egne måder at frembringe nyttige produkter på, fordi vi nu har fået greb om den biologiske information i dna, og med den kan tilpasse naturen til vore egne formål. Vi kan bekæmpe sygdomme vi ellers måtte stå magtesløse overfor, og vi kan endda forbedre vores normale helbred og præstationer ved at skrue lidt på kroppens egen biologi.

Vi burde juble over det, men mange er meget skeptiske. Miljøorganisationer er modstandere af GMO-food, mad der er lavet ved at bruge genetisk modificerede organismer. Folketingspolitikere har svært ved at forholde sig klart til de medicinske muligheder, der ligger i den nye bioteknologi som stamcelleforskning, organdonation, zenotransplantation (fx af hjerter fra svin til menneske), kloning, genetisk screening, individuel genetisk baseret medicin, samt de i bogstaveligste forstand dybtgående muligheder for at ændre på og forbedre vores egen krop. Der findes tilsyneladende en udbredt modstand imod at kaste sig i armene på den nye bioteknologiske fremtid og indfrie dens forjættende løfter.

Men nu har Lone Frank fået nok. Hun hører til de bedste videnskabsjournalister i Danmark, har selv en forskningsbaggrund i neurobiologi, og har i en årrække beriget denne avis med mange glimrende artikler, især om ny biovidenskab. Hun har derfor et indgående kendskab til feltet set fra forskningens side, og har desuden tæt fulgt den dækning medierne har givet den nye bioteknologi. I den veloplagte debatbog Det nye liv fremfører hun et, som det hedder med bogens undertitel, Opgør med usund skepsis og politisk uansvarlighed. Bogen en stor spand rationalistisk vand i hovedet på de mest skingre røster blandt bioteknologiens modstandere, og den rammer et tørt sted i det generelle mediebillede af den ny teknolgi. For der har vitterligt manglet indlæg i debatten, som velargumenteret og lidenskabeligt taler for nødvendigheden af, at tage bioteknologien til sig og markere en god portion sund fornuft, som modvægt imod den mere fortænkte del af de bioetiske synspunkter. Offensivt kaster Frank et argument ind i debatten, som modstanderne har svært ved at håndtere: undladelsens etik, det problematiske i at undlade at bruge midler, der ville kunne gavne og hjælpe mennesker i nød, blot fordi disse er nye, kunstige eller føles unaturlige. Her støtter hun sig til en yngre generation af socialliberalistiske nyttefilosoffer, som også i Danmark har markeret denne antikritik af den bioetiske kritik af bioteknologien.

Lone Franks bog vil forhåbentligt blive læst nøje, ikke blot indenfor de bioetiske cirkler, men også af de politikere hun kritiserer for at undlade at udforme en egentlig politik for den nye bioteknologi.

Bogen indeholder ikke nogen egentlig indføring i hvad bioteknologi er, men læseren bliver godt informeret og forsynes med gode henvisninger. Frank skriver godt og teksten glider som gensplejset olie. Men måske er bogens engagerede stillingtagen for bioteknologien også den svaghed. Dens opgør med tendensen til at gøre al diskussion om bioteknologi til et spørgsmål om individuel etik, snarere end om samfundsmæssig politik er velgørende, men hvad er det så for politik, der udkrystalliseres hos forfatteren?

Somme tider forfalder Frank til et naivt liberalistisk billede af individet, der suverænt træffer beslutninger på et åbent marked af bioteknologiske ydelser - "det er os selv, der vælger. Sundheden kommer i vores egne hænder. Man kan selvfølgelig vælge at ignorere alt, hvad der ikke ytrer sig som sygdom, men man kan også vælge at blive undersøgt, få en risikoprofil og forsøge at indrette sit liv efter det". Der gøres opmærksom på faren for ulige fordeling af de bioteknologiske herligheder med et B-hold, som ikke har reel indflydelse på deres egen skæbne, men spørgsmålet er, om opgaven så blot er at fremelske ansvarlighed og "give folk en selvfølgelig interesse i selv at skaffe sig viden" (s. 200).

Man savner også en analyse af hvem modstanderne egentligt er, og af deres motiver, som reduceres til at være begrundet i religion eller i en lettere idiotisk forestilling om at det er syndigt at påvirke naturen. I den forbindelse er det interessant, at man for nylig kunne læse tre danske samfundsforskere som med udgangspunkt i empiriske studier beskrev en situation, som er mere kompleks end den front af fanatisk eller blot ubegrundet modstand, som Lone Frank antyder. I en kronik i Politiken (6. jan., 2004) beskriver Lene Koch, Maja Horst og Mette Nordahl Svendsen "nye konstellationer i det etiske landskab. Hvor tilhængere og modstandere i begyndelsen var stærkt polariserede og i et vist omfang repræsenterede forskellige sociale grupper, er der nu en voksende tendens til, at accept og modstand mod genetisk viden eksisterer samtidig - også i den enkelte person. Både i sundhedsvæsenet, i den offentlige debat og hos folk privat foregår en løbende forhandling om fordele og ulemper." Hvis det er en korrekt beskrivelse af situationen, er vi måske i praksis allerede dér, Lone Frank vil have os hen, men som medievirkeligheden blænder af for: I en almindelig fornuftsbaseret afvejning af gavn og risici. - Fra usund til sund skepsis?

Hvad samfundsforskerne har konstateret er en bevægelse væk fra det de kalder genetisk exceptionalisme, dvs. troen på at gener er noget helt specielt og at genetikkens udvikling derfor rejser helt særlige etiske problemer. For så vidt det samme Lone Frank gør op med. Men Frank er alligevel så meget biolog, at der i det menneskesyn, der parallelt med hendes argumenter udsondres i teksten, stikker en ny form for exceptionalisme frem - ikke genetisk, men en biologisk: Det er i vores biologi, her forstået som generne i samspillet med hjernen, at vi finder vores skæbne (s. 147), dvs. grundlaget for al adfærd. Frank bliver her lige så meget metafysiker, som dem der får på hatten for hyklerisk at helliggøre naturen. For hos Frank fremstår bioteknologiens forvandling af det levende til et gigantisk Legoland (hvor levende organismers dele kan pilles fra hinanden og sættes sammen efter behov), ikke alene som en vild vision, vi bør forholde os til og kan være anfægtet af, men som en sand beskrivelse af det levendes natur. Ganske vist er bogen så nuanceret, at den fremhæver spørgsmålet om kompleksiteten i samspillet mellem gener og miljø som et af de helt store spørgsmål, forskningen nu står overfor. Men det ville have klædt fremstillingen at levne mere plads til de dele af den nye biologi, der klart og skarpt kritiserer tendensen til at give generne en næsten metafysisk forrang i årsagsforståelsen af liv.

Tendensen til biologisme i menneskesynet og til individualisering af ansvaret for sundhed og sygdom er problematisk. Alligevel er bogen et tiltrængt slag i den danske bioteknologidebat, og i den automat-skepsis man finder ikke blot hos organisationer som Greenpeace, men også i dele af mediernes tilgang til stoffet.