Reference:
Claus Emmeche: "Berus Jer i bioteknologi! Om teknoskepsis, civilisation og krop", s. 69-90, i: Kasper Lippert Rasmussen (red.): Der må da være en grænse! Om holdninger til ny teknologi. København: Museum Tusculanums Forlag, 2003.

Net-version kan indeholde trykfejl m.v., der ligesom kommateringsfejl er rettet i den trykte version.


Berus Jer i bioteknologi!
- om teknoskepsis, civilisation og krop

af Claus Emmeche

Resume:
Er folk imod bioteknologi, fordi den bryder Naturens Orden? Snarere end at formulere nye holdninger til bioteknologi forsøger artiklen at diskutere nogle af de overvejelser, man har gjort sig om dannelsen af og begrundelsen for lægfolks og bioetikeres holdninger til bioteknologi, især den skepsis, som har præget store dele af debatten. Artiklens påstand er, at religiøse begrundelser hverken skjult eller direkte spiller nogen dominerende rolle i debatten, mens "metafysiske" begrundelser kan tænkes at have en vis betydning, dog næppe i form af tanken om en naturens orden, som ikke må brydes, men snarere i form af en metafysik som er politisk, og som dels handler om globaliseringens politik, dels om kroppens politik.


Af naturlige grunde er der en tendens til,
at forskning og udvikling koncentrerer
sig om teknikker, der har et potentiale til
at gavne mennesker.

1. Hvordan ser det bioteknologiske samfund ud?

Hvad styrer udviklingen af ny bioteknologi? Er det nye videnskabelige fremskridt? Er det menneskelige basale behov? Er det mode? Er det muligheden for indtjening, ønsket om økonomisk vækst? Er det grundliggende overbevisninger om den rette måde at indrette tilværelsen på, en indsigt i godt og ondt? Er det ønsket om sundhed, et godt eller bedre liv -- eller måske det perfekte liv?

Uden tvivl spiller de fleste af disse faktorer en rolle når det handler om udvikling af ny bioteknologi -- fra genetisk modificerede fødevarer, nye plantesorter, ny medicin og behandlingsformer, reproduktionsteknologi, kloning, stamcelleteknologi osv. Hvordan de spiller sammen er svært at gennemskue, selv i et fugleperspektiv: I den vestlige form for civilisation, som er ved at være klodens alt dominerende, udgør verdensmarkedet den kraft, som sammenbinder nationer og befolkninger med vidt forskellige historiske og kulturelle rødder i et enormt netværk. Trådene i dette globale netværk er spundet af størrelser som arbejdets og produktionens organisering, magt, penge, varer, teknologi, kapital og kommunikation. Det er i denne store og noget uanskuelige sammenhæng holdningerne til bioteknologien smedes.

Går vi tættere på kloden og ser på Europa eller Danmark, lever vi i en kompliceret verden. Det bioteknologiske samfund er en hybrid mellem en statsreguleret kapitalisme, et politisk repræsentativt demokrati, en mediesektor domineret af store virksomheder, en skrivende intelligentsia som på det ideologiske plan hylder ideen om en 'fjerde' kritisk statsmagt, og en befolkning, hvis medlemmer udfylder roller som borgere, lønmodtagere og forbrugere, som på uhåndgribelig vis antages at have indflydelse på den dagsorden, der sættes i mediernes politiske og etiske debat (en antagelse der næppe ikke står for en mere kritisk analyse). Beslutningerne om lovgivning om de fælles anliggender er delegeret ud til de demokratisk valgte repræsentanter, mens forbrugeren har beholdt sin suveræne daglige beslutningskraft i valget mellem billige og økologiske gulerødder, eller mellem 'økologiske' og kunstigt frembragte børn. Samfundet er blevet et højteknologisk videnssamfund, baseret på det alle kalder "teknologi", som i sig selv er et organiseret socialt netværk af mennesker, maskiner, penge, energi og arbejde. Vi har ikke tilbagelagt industrisamfundet, men omformet det, ligesom det traditionelle landbrugssamfund blev omformet af industrisamfundet da landbruget blev en industri.

Denne omformning er forbundet med nye risici, ikke mindst pga. teknologiens systemiske og delvist uforudsigelige karakter, og 'det almindelige menneske' forventes at have kompetencer til at navigere mellem disse ricisi; som opfattes forskelligt af eksperter og lægfolk. Befolkningen har generelt et højt uddannelsesniveau, adgang til mange velfærdsgoder, og fra alle verdenshjørner i det politiske spektrum -- hvis klassiske opdeling i højre og venstre selv er under omformning -- synes der at være enighed om, at livets dybeste mening er at realisere sig selv som individ, ganske vist under varierende grader af social ansvarlighed, og ved afbenyttelse af de til enhver tid til rådighed stående midler, herunder teknologi. Livet er blevet et projekt for den enkelte, det er essensen af dagens livsfilosofi, en langstrakt hjemmeopgave, eller sjovere anskuet, et rollespil, et Dungeons & Dragons, hvor man lægger ud med at tilegne sig de materielle og mentale redskaber, man skal bruge for at realisere sine mål. Lønarbejde er stadig lønarbejde, men stigende dele af det omtales i karriere-termer. En succesfuld karriere kræver et godt helbred, for karrieren som det moderne menneskes livsform er nærmest defineret negativt ved sin usynlige men altid tilstedeværende skygge; derouten, udstødelsen, marginalisering og deklassering. Mediernes billede af rigtige mennesker er de unge og arbejende, mens de ældre hyppigere betragtes som et problem end som en ressource. Begæret efter evig ungdom er en del af bioteknologiens raison d'etre. Livet som projekt fordrer planlægning og kontrol, specielt over truende sygdom og død. Hvis kroppen er ukontrollabel er bioteknologi et middel til at genvinde kontrol. Følger kroppens materielle substrat (dvs. de naturprocesser der kendetegner organismen Homo sapiens, og måske de fleste andre livsformer) sin egen biologiske logik, herunder flercellede dyrs tendens til ultimativt at dø, er der i det moderne og humane samfund altid et medicoteknologisk system parat til at bekæmpe de entropiske tendenser til uorden i organismen med biomedicin eller anden god bioteknologi. Heldigvis.

Det er kun indenfor en samlet forståelse af de sociologiske og idémæssige dynamikker i det globale netværk at man for alvor kan besvare spørgsmålet om holdninger til bioteknologi. Det må stå som en påstand jeg ikke kan argumentere tilstrækkeligt for her, blot antyde, men ideen er følgende. Bioteknologien er helt ind under huden blevet en integreret del af den moderne civilisation, et element i samfundslivet, som vi på ingen måde skal kimse af, men som vi som befolkning på den anden side aldrig blot har et instrumentelt-rationelt forhold til. Ligesom visse sider af civilisationsprocessen kan vække ubehag, kan man i debatten om bioteknologien iagttage, at den i nogle af sine former vækker en vis modstand. Virksomhederne har hidtil haft svært ved at forstå og håndtere denne modstand, hvilket selvfølgeligt er kedeligt, ikke bare for deres indtjening men også pga. de muligheder, der potentielt ligger i teknologien for at afhjælpe reelle behov, ikke blot hos syge vesteuropæere, men også hos syge eller fattige mennesker i andre dele af verden. Modstanden kan i mange tilfælde være berettiget, især når den er velbegrundet, og der findes da også eksempler på tåbelige måder at bruge bioteknologi på. De bioteknologiske virksomheder er iøvrigt heller ikke indbyrdes enige om hvilke aspekter af bioteknologien, der gavner mennesker mest.

2. Bioskepsis

Lad os zoome ind på et mere begrænset aspekt af spørgsmålet om holdninger til ny bioteknologi. Nemlig spørgsmålet: Hvis vi nu rationelt set og for det meste kan have glæde af endnu mere bioteknologi, hvorfor er der så al denne skepsis? For heller ikke ret mange skeptikere vil benægte at teknologien kan gavne, forudsat at vi taler om konkrete og fornuftige eksempler. Er penicillinpiller måske ikke også et resultat af bioteknologi?

Så man hører ofte spørgsmålet: Er folk bare tumpede eller bagstræberiske? Er det af religiøse årsager der er modstand imod fx genmodificeret mad, fordi den teknologisk set indebærer at 'mennesket leger Gud' og 'piller ved skaberværket' -- i al fald på en mere dybtgående måde, end når landmænd med helt traditionelle metoder leger Darwin og fremavler medisterformede grise?

Lad os ikke diskutere det på en alt for luftig måde, og lad os undgå at konstruere stråmænd, som bagefter pilles fra hinanden med en kedelig forudsigelighed, uden at det indfanger nogle af de begrundelser, som er vanskelige at gøre udtalte. Lad os i stedet finde en talsmand for bioteknologien, eller i al fald én som kritiserer alle skeptikerne, uden at vi af den grund kan mistænke ham for at være betalt af industrien. En uafhængig tænker, og dog én, som ikke synes helt at fatte den aktuelle 'bioskepsis', hvor den i sine argumenter virker rationelt tvivlsom. Jeg har valgt en filosof, en vidende og forstandig person. Mange filosoffer er i dag beskæftiget med etik, endda bioetik, og der cirkulerer den selvironiske talemåde blandt bioetikere, at det netop var den moderne bioteknologi som reddede etikken fra evig glemsel som filosofisk disciplin, og genoplivede den som bioetik. Nu vil mit eksempel, filosoffen Klemens Kappel, som arbejder på Københavns Universitet, næppe skrive bioetiker på sit visitkort: Han har i en læseværdig og provokerende artikel med titlen "Bioteknologi og bioskepsis" i tidskriftet Kritik fremført den interessante tese, at de fleste af dagens bioetikere i virkeligheden er bioskeptikere. Hermed mener han personer, som grundlæggende er imod bioteknologi af primært religiøse og, som han kalder det, 'metafysiske' grunde. Men da man ikke i et rationelt og verdsliggjort samfund med særlig politisk vægt kan kritisere teknologi med religiøse eller metafysiske argumenter, så fremfører disse bioetikere, eller bioskeptikere, i følge Kappel, i stedet nogle "erstatningsargumenter", hvoraf han opregner cirka tre: Kappel hævder, at argumenterne om at bioteknologi er en etisk glidebane; at de der laver teknologien har suspekte motiver, og at bioteknologien krænker integriteten ved det den anvendes på, alle erstatter bagvedliggende metafysiske eller religiøse overbevisninger, og at disse argumenter i sig selv er tvivlsomme eller direkte ugyldige.

Artiklen provokerer, ikke blot fordi Kappels argument i så høj grad hviler på formlen "bioetiker = bioskeptiker = skabsmetafysiker", en formel som jeg mener er hans eget filosofiske konstruktion af en stråmand. Anvender man mindre doser filosofisk stråforkorter end Kappel vil man indse, at bioskeptikerne -- de faktiske mennesker som vitterlig er skeptiske hvad angår i al fald dele af den moderne bioteknologi -- kan have helt andre grunde til deres skepsis end den holdning, at det er for galt, at intet længere er helligt. Se, dette mener jeg i en vis forstand også er "for galt", så i den forstand rammer beskyldningen om at være metafysiker også mig. Men jeg mener at 'det hellige' er for vigtigt et begreb til at overlade til den etablerede kristendom, eller en hvilken som helst anden institutionaliseret trosretning. Det hellige kan vi jo også omfatte det, som vi bør udvise særlige former for respekt for af rent menneskelige hensyn. Endvidere mener jeg der er andre former for metafysik på spil end den naive "Naturens Orden er ukrænkelig"-metafysik, som Kappel skyder skeptikerne i skoene. Så min kritik af Kappel er i korthed, at han begår to fejlagtige forkortelser:

For det første: "Det metafysiske" reduceres til enten religion eller tågesnak; noget som nærmest er uforeneligt med sund fornuft eller rationalitet. Men derved reduceres det rationelle meget let til det rent instrumentelle, og det er jo hårdkogt positivistisme (for så vidt positivisterne var folk som hævdede, at det eneste rationelle er det vi instrumentelt kan forholde os til ved så at sige at måle og veje det). For det andet, og det er det væsentligste, overses en anden, overgribende, og på en måde også metafysisk men i al fald systemisk dimension af debatten om det teknologiske liv: At behovene ikke er så 'uskyldige' som markedet præsenterer dem stykkevis og delt, men indgår forbundne med hinanden i større systemer, og at de tekniske 'svar' systemerne tilbyder gerne skulle gives som løsningen på reelle problemer, sådan som de formuleres af de mennesker der berøres af teknologien, og ikke sådan som de formuleres af de grupper som opfinder, fremfører, eller lever af teknologien. Nu er dette sagt meget kort og hvis det lyder kryptisk, så lad os se lidt nærmere på Kappels påstande.

Lad mig først slå korsets tegn og understrege at jeg selv er begejstret for bioteknologi, både i sine mange fornuftige anvendelser og i form af den viden, der ligger til grund for den, nemlig molekylærbiologi som i sig selv er fascinerende. At jeg ud fra biologiske betragtninger har teoretiske forbehold overfor de aspekter af det molekylærbiologiske paradigme, der forleder til en alt for forenklet opfattelse af forholdet mellem genotype og fænotype, spiller kun en mindre rolle her, hvor vi ikke diskuterer muligheden for at forstå komplekse levende systemer til bunds alene ud fra de i dag kendte biokemiske metoder. I vurderingen af visse ricisi ved ny biomedicin og GMO'ere bør der dog indgå en høj grad af forståelse af denne kompleksitet.

Dernæst er jeg enig med Kappel i det synepunkt, at i al fald dele af den ofte fremførte kritik af bioteknologien (fra organisationer som NOAH og Greenpeace, og fra enkeltpersoner i den offentlige debat) ikke nødvendigvis er, hvad den giver sig ud for at være. At der kan være lag af de pågældendes skepsis eller modstand, som ikke udtales klart. Men for Kappel betyder det, at bioskeptikerne i virkeligheden er modstandere af bioteknologi fordi de mener det er forkert at gribe ind i Naturens store Orden (som Kappel skriver med stort begyndelsesbogstav). En sådan overbevisning er ifølge Kappel metafysisk og religiøs, og da vi lever i et verdsliggjort samfund, hvor sådanne argumenter kun har en yderst begrænset vægt, så fremfører bioteknologiens modstanderne andre argumenter. Jeg er for så vidt enig med Kappel så langt, at den mistænksomhedens hermeneutik, han anvender, dvs. den kritiske spørgen til andre stemmer eller motiver og bevæggrunde bag en bestemt debat-position såsom bioteknologi-skepsis, kan være berettiget. Jeg mener bare ikke han er en særlig god fortolker af disse motiver. Måske fordi han andetsteds i artiklen, og lidt i modstrid med hans egen ærinde og metode, lægger generel afstand til motivforklaringer, i al fald dem som anvendes af biotek-modstandere, når de sår tvivl om motiverne bag udviklingen af bioteknologi (ved fx at hævde at forplantningsteknologi bruges fordi man anser børn for et forbrugsgode). I al fald mener jeg Kappel overser en meget væsentlig gruppe bevæggrunde til modstand imod bioteknologi, som har at gøre med hele den overgribende og globale situation, vi befinder os i. Her bliver modstanden ganske vist også let en form for erstatningsargumentation, men dét, som fx Greenpeaces kamp mod gensplejsede sojabønner er "erstatning" for (eller nok snarere symbol på), er ikke en eller anden religiøs oprindelighedstro på Naturen, men snarere en generel afstandtagen overfor "systemets" jagt på klodens ressourcer.

3. Naturens orden og ny natur

I Kappels optik er enhver biotek-skeptiker en metafysiker, der mener det essentielt er forkert at forbryde sig imod naturens orden. Nu er "naturens orden" jo et ret bøjeligt begreb. Som naturvidenskabsmands vil jeg ikke mene at det er korrekt når Kappel påstår, at "Naturen har ikke en særlig orden", for hele pointen i naturvidenskaben er jo at afdække denne orden. Det han mener er, at denne orden ikke er normativt bindende for mennesker. I en vis udstrækning er dette korrekt. Som han ganske rigtigt påpeger: "De arter, der findes i dag, har ikke nogen privilegeret status i forhold til de arter, der tidligere har eksisteret på jorden, eller arter, der vil eksistere i fremtiden. Hvis fortiden havde set lidt anderledes ud, så kunne vi have haft helt anderledes arter" (s. 128). Se, det er jo sandt nok, sådan biologisk set. Men anskuet ud fra en lidt mere antropocentrisk eller samfundsmæssig logik, må man vil omvendt sige, at netop opkomsten af mennesket i evolutionshistorien også betød opkomsten af nogle nye logikker, som er anderledes end ren naturlig selektion. Dvs. da vi dukkede op på planeten som art, opstod der nye og anderledes udviklingsprincipper, der kom til at gælde for udviklingen af menneskelige samfund, stater, institutioner og den særligt menneskelige (teknologisk medierede) form for naturbeherskelse, som først her i globaliseringens epoke har synliggjort, at de andre arter på kloden, der tilfældigvis sameksisterer med os, her og nu, så sandelig har en særstatus i forhold til tidligere arter. Det er ikke noget, der kan ses med rent naturalistiske briller; det kræver snarere samfundsvidenskabelige briller at kunne iagttage, at denne særstatus er opstået i kraft af den særlig dynamik, som skyldes civilisationens udvikling: Den levende natur som samlet system bliver i stigende grad henvist til den menneskelige globale civilisation, efterhånden som mennesker i kraft af bl.a. teknologi underlægger sig kloden (Carlsen m.fl. 1980). Somme tider udtrykkes det mere patetisk og megalomant således, at det i dag er blevet menneskets lod "at styre evolutionen", og her kan man så kun beklage vores manglende evne til bare at styre os selv eller styre selve den civilisatoriske proces, der alene i det 20. århundrede gang på gang udartede ad barbariske tangenter. Men pointen er, at givet "vi" i dag påvirker naturen i den udstrækning der er tale om, påhviler der os også et særligt ansvar overfor varetagelsen af den diversitet af livsformer, der stadig findes. Disse livsformer får dermed, i kraft af det menneskelige samfund, en særlig status.

Naturvidenskaberne i dag nøjes ikke med at være deskriptive, og afdække den eksisterende orden. Bl.a. de nye genteknikker tillader naturvidenskaberne at blive konstruktive, at nærme sig ingeniørkunst, ja måske kunst generelt, dvs. skabe ny natur, nye kombinationer af genetisk materiale, og som sådan er der igangsat en ny dynamik imellem videnskab, teknologi og den levende natur. Jeg tror det er de naturfilosofiske eller om man vil 'metafysiske' implikationer af dette skift, der bidrager til at gøre den offentlige opmærksomhed omkring netop bioteknologi særlig markant. For Kappel har jo ret i at firmaerne laver GMO mad ud fra de samme økonomiske motiver som de laver almindelig mad, og man bruger genteknologi til at forbedre husdyrracer ud fra samme motiver som man bruger traditionelle metoder til dette. Derfor kan man heller ikke forstå den særlige bekymring mht. bioteknologien, med mindre den metafysiske dimension af denne teknologi inddrages. Og med 'metafysisk' mener jeg ikke noget specielt tohubohu, mystisk, okkult eller irrationelt. Det metafysiske opfatter jeg i denne sammenhæng blot som de dimensioner ved den menneskelige livsverden, som indeholder en merbetydning ud over det logisk-praktiske. Defineret således indbefatter det ganske rigtigt nok religiøse overbevisninger, men er ikke begrænset til disse. Man kan sagtens som komplet a-religiøs være metafysiker, og en rent teknokratisk og antimetafysisk attitude er for så vidt bare én form for metafysik, dog temmelig trist. Jeg mener blot at en væsentlig del af den menneskelige etik netop omhandler fænomener, som ligger ud over den rent praktiske kalkule over nyttige eller unyttige konsekvenser. Ikke at disse kalkuler er mindre væsentlige; de er helt centrale i den politiske verden. Men den etiske dimension kan blot ikke reduceres til det rent logisk-praktiske.

Kappels forhold til system-karakteren af den moderne bioteknologi forekommer naiv. Nærværende artikels indledningscitat er hentet fra hans artikel, men her lyder han selv som en liberalistisk metafysiker, når han tilskriver naturen (menneskenaturen?) æren for at man kan have tillid til at forskningen i bioteknologi går den rigtige vej, for som han fortsætter, "Det er teknikker, der gavner, der har tendens til at blive brugt. Det er her de kommercielle interesser ligger. Ingen gider betale for noget, som de ikke mener gavner dem." (s. 127). Nej, vel? Ingen gider betale for en AIDS-vaccine, som ikke virker, det er da ganske klart, men det siger bare ikke noget om modsætningerne mellem interesserne hos de fattige og direkte sygdomstruede, som har behovet for billige vacciner, versus interesserne hos de private firmaer, der udvikler teknologien og som prioriterer forskning og udvikling af livsforlængende AIDS-medicin (som har et stort købedygtigt marked i de rige lande) over forskning i vacciner. Forholdet mellem behov hos brugerne og producenters produktudvikling er ikke ukompliceret og konfliktløst. Kappel får bioteknologi til at lyde naturligt og uproblematisk, og overser de grundlæggende konflikter der ligger i det faktum, at også bioteknologi udvikles efter en økonomisk snarere end efter en human logik. Jeg ved godt at udfordringen består i at få økonomiske og menneskelige hensyn til at gå op i en højere enhed, men det er i høj grad alle de steder, hvor dette mislykkes, at jeg tror man skal finde årsagen til den udbredte bioskepsis.

Bioskepsis bunder nok så meget i fornemmelsen af, at det i første omgang er interesser, der set fra den menneskelige livsverden opleves som umiddelbart fremmede, såsom markedet, kapitalen og videnskaben, der er drivkraften i bioteknologien. Denne skepsis er politisk, og hvis den også er metafysisk er det fordi al politik i et kapitalistisk samfund må forholde sig til en særlig metafysik, der klæber sig til et kapitalistisk system omend det er tæmmet af velfærdsstaten, nemlig den indbyggede tendens til at sætte selve interessen i indtjening over interessen i udvikling af brugsværdier. Jeg bestemte før metafysik som værende de dimensioner ved den menneskelige livsverden, som indeholder en merbetydning ud over det logisk-praktiske. Normalt forbindes den slags enten med alt det, der virkelig betyder noget for os i almindelig menneskelig forstand, eller som den del af det, som bl.a. finder mere sublime udtryk i kunst og kultur. Men der er andre former for merbetydning end det i snævert forstand kulturelle. Hvis det logisk-praktiske dækker over det, der alene omhandler brugsværdier, indebærer kapitalisme som økonomisk system jo netop dén overgribende logik, at brugsværdierne udover deres konkrete værdi desuden har den merbetydning at skulle fungere som handelsobjekter, varer. For nu at udtrykke det med den engang så berygtede "kapitallogiske" terminologi (Schanz 1973) er forholdet det, at bytteværdiens abstrakte logik underlægger sig brugsværdiernes konkrete nytte.

Det var da interessant, for her har vi fundet en egentlig metafysisk grund til noget, der sommetider ligner en irrationel folkelig skepsis, og en sporadisk aktivistisk modstand imod bioteknologi, som i et vist omfang får karakter af en symbolkamp: Bioteknologien bliver et symbol på at man påtvinges produkter, som i al fald visse forbrugere ikke er overbeviste om at de er udviklet for at dække deres umiddelbare behov, men mere behov som kommer fra "systemet". I gamle dage, dvs. i 1970'erne, kunne man, hvis man var systemkritisk indstillet, give kapitalismen skylden for alverdens rædsler. I dag er den marxistisk inspirerede kritik af tendensen til at sætte bytteværdi højere end brugsværdi forstummet; og kritikken af kapitalismen som system er nærmest blevet hjemløs. I den forstand bliver GMO-modstand og bioskepsis måske en erstatning for en mere omfattende skepsis ved en dominerende civilisationsform, og et udtryk for et ubehag ved den. Nemlig et ubehag over, at den ikke er almen nok, men mest for de rige. At menneskerettighederne nok er tænkt universelle men at der i virkelighedens verden er relativt få mennesker på kloden som har flere økonomiske og sociale rettigheder end de mange. At civilisation, teknologi og kultur er almene goder, men at de i deres kapitalistiske og globalistiske form ikke er blevet almene nok.

Det er denne mere overgribende dimension af debatten om ny bioteknologi, som har at gøre med det større system af behov (og behovsstyring) som teknologien befinder sig i. Denne dimension er genuint etisk, da den har at gøre med retfærdighed. Det kan konkretiseres til det ubehag mange mennesker i dag føler ved den proces, der betegnes globalisering, og som de europæiske forbrugere jo i stigende grad bevidstgøres om. Man indser, måske i glimt, at det ikke er den eneste mulige globaliseringsform, men en uheldig form for globalisering, nemlig en kulturimperialistisk form, hvor alverdens kulturer ikke blot bringes tættere på hinanden, men hvor kulturer, sprog, ja hele befolkninger, foruden naturområder og biologiske arter, som konsekvens trues på deres eksistens. Det er denne ensliggørende dimension af globaliseringen, som opleves som styret alene af markedskræfterne og multinationale firmaer, der med rette vækker mishag og modstand. Jeg tror at en af grundene til dette mishag er fraværet af en egentlig overstatslig myndighed med tilstrækkelig magt og legitimitet (en art FN, men uden alle FN's svagheder), som kunne medvirke til at globaliseringen i sin form var mindre amerikansk, anglocentrisk, og kapitalistisk, men i stedet var langt mere demokratisk og i egentlig utopisk forstand civiliseret, dvs. styret af menneskelige formål. Modstanden mod 'Frankenfoot', GMO afgrøder o.l., bliver ganske vist på baggrund af et (snævert natur- og samfunds)videnskabeligt synspunkt irrationel, men inddrages det bredere civilisationskritiske perspektiv, bliver den ganske forståelig, fordi den placerer sig selv i solidaritet med alverdens marginaliserede og udstødte. Ikke mindst i den skønlitteratur, der markedsføres i de vestlige lande, findes en sådan niche for civilisationskritik. Tag fx Vagn Lundbyes forfatterskab. Som Susanne Brøgger udtrykte det i sin festtale til ham i anledning af Det danske Akademis tildeling af sin pris til ham, "I den hvide mands overherredømme på jorden, som faderen kommer til at repræsentere, er der næsten ingen overgang mellem venligheden og ondskaben på samme måde som der globalt næsten ingen overgang er mellem teknologisk udvikling og den økonomiske udstødelse, der navnlig gælder kvinderne, dyrene og sprogene." Det kan virke bizart på en rationalist at bringe indianere ind i debatten om holdninger til bioteknologi, men hvorfor egentlig ikke? Netop globaliseringsprocessen forbinder mangfoldige folk og kulturer på måder, der også skaber modstand og sætter spørgsmålstegn ved teknologiens velsignelser.

4. Den bioteknologiske krop

Endelig er der det meget væsentlige aspekt af hele debatten om bioteknologi, at der er forskel på bioteknologier, og som samlebetegnelse virker biotek mere forvirrende end afklarende. Kappel hævder, at der "er imidlertid en tendens til, at er man imod en af teknologierne, så er man imod det hele" (s.127). Jeg tvivler på om der er belæg for den påstand. Tværtimod har man i en række interviewundersøgelser af europæiske borgere (Eurobarometerundersøgelserne, se BioTIK-gruppen 1999) fundet, at holdningerne varierer med anvendelsesområdet; der er fx stor forskel på folks vurdering af bioteknologi anvendt indenfor sundhedssektoren, hvor bioteknologi generelt nyder stor forståelse og opbakning, og så bioteknologi anvendt indenfor landbrug og i fødevareindustri, hvor folk føler sig mere utrygge og skeptiske, sikkert på baggrund af diskussionen om risici og fordi gensplejset mad ikke opleves som noget der i udpræget grad er nødvendigt for at opfylde ens livsvigtige behov.

Denne differentiering virker ikke specielt naturmetafysisk. Men bortset fra det kan der nu godt tænkes andre 'metafysiske' faktorer indblandet når holdningerne til de forskellige medikoteknologiske ydelser formes. Jeg tænker her på betænkeligheder, der ikke så meget grunder sig på det overgribende globaliseringsperspektiv, som de beror på nogle traditionelle opfattelser af hvad det vil sige at have en krop og at være en person. Disse betænkeligheder har jeg beskrevet udførligt andetsteds (Emmeche 2002), så jeg vil nøjes med at skitsere det ganske kort her.

Fra naturens hånd er vores organisme et halvlukket system, omsluttet af hudens delvis gennemtrængelige membraner, og kun direkte åben via de huller, vi betragter som intime og underlagt vores almindelige kontrol i forbindelse med åndedræt, fødeindtagelse, afføring, sex og fødsel. De som troede at kroppen var kortlagt fuldstændigt gennem de store anatomiske atlas og elektronmikroskopernes mange tværsnit tager fejl. I dag er også det humane genom kortlagt, og det åbner for helt nye områder af den biomedicinske forskning, med efterfølgende udvikling af nye produkter til styring af mange endnu ret dårligt kendte funktioner i vores organismes fineste dele. Perspektivet er en symbiose mellem særlige funktioner i den altid sygdomstruede krop, og et årvågent netværk af lægevidenskab, bioinformatik og biomedicin. Der er stor interesse i at kunne patentere processer knyttet til enkelte gener, som kan danne basis for syntese af bestemte helbredende proteiner.

Kan man strække perspektivet til at gælde hele den menneskelige organisme? Når den naturlige krop og en videnskabsbaseret kultur sammenflettes på den måde, som den nye bioteknologi tillader, bliver det klart, at 'min' krop ikke længere bare er min, men bindes til et helt system af sundhedsvidenskabelige og molekylærbiologiske teknikker til kropsopretholdelse og -management. Kroppen åbnes mod et teknovidenskabeligt mulighedsrum, hvor grænsen mellem det mulige og umulige hele tiden flyttes. Den bliver til en cyberkrop, ikke i nogen vild og vanvittig science-fiction betydning af ordet, men netop en styret krop, styret af de muligheder, teknologien bringer.

Men jo mere indviklede teknikker, vi betjener os af for at beherske den naturlige krop, jo mere teknisk usikkerhed forbindes kroppen med. Smuldrende hoftecement eller ødelagte silikonebryster er kun eksempler på en ny type usikkerhed. I cyberkroppen erstattes naturlige sår og sygdomme med kunstige risici. Sagt på en anden måde: Hvis den moderne verdens utopi er maximering af materiel velfærd gennem teknologi-baseret naturbeherskelse, så er anti-utopien præcis den uregerlighed, ustyrlighed og usikkerhed, som teknikken både forsøger at kontrollere, men også eksponener hver gang den bryder sammen og forårsager ulykker eller overrasker med uventede sideeffekter. Det er den medicinske bioteknologis thanatos, dvs. dødsaspektet ved teknologien i et moderne risikosamfund -- de 'entropiske' tendenser til sammenbrud, der kræver mere overvågning og vedligeholdelse. Det modsvarer den absolutte anti-utopi for det enkelte menneskes krop; ens eget livs ophør, livsfunktionernes sammenbrud. Døden er og bliver en skandale.

Vi kan ikke helt beherske kroppen og dens naturlige processer, heldigvis og desværre. Heldigvis fordi det i yderste forstand ville gøre mennesket udødeligt som guder, i sig selv en noget syg tanke. Desværre, fordi vi ofte står magtesløse overfor lidelser som rammer 'skandaløst' vilkårligt. Men også desværre, fordi vi set ud fra et instrumentelt synspunkt fristes til at perfektionere kropskontrollen. I sig selv skyer denne bestræbelse tilsyneladende ingen midler. Den har en æstetisk parallel i bestræbelsen på at tilpasse den faktiske krop til platoniske eller kommercielle idealer (som ofte er lige abstrakte) om det perfekte legeme. Cyberkroppen er både produktet af bioteknologisk naturbeherskelse og æstetik.

Fremtidens menneskekrop er altså fanget i det limbo, der ligger mellem en stadig udvidelse af den rationelle kropsbeherskelse ('mennesket vil lege Gud') og selve udødelighedens umulighed og blasfemi ('det er gudsbespottelse at tro man kan dét'). Men, kunne Klemens Kappel så indvende, er henvisningen til Gud her ikke netop beviset på at denne form for bioskepsis netop er religiøst begrundet? Det mener jeg ikke. Igen: Det kan den eventuelt være, men det behøver den langfra at være altid. Det er jo i sig selv blasfemisk at bruge begrebet blasfemi, uden at det er Gud som spottes. Men det handler snarere om nogle urørlighedszoner, som hverken er særligt omtalte eller alment accepterede. Disse zoner eksisterer i form af en traditionel og delvis tavs viden om grænser. Blandt andet grænser for galskab, grænser for hvor langt 'den gale videnskabsmand' kan gå; ham der sætter sig ud over en af kroppens naturgroede grænser -- som dens traditionelle urørlighed overfor teknik, som kendetegnede forplantningen -- ved at skabe liv på hidtil usete måder. Alle kender denne mytologiske figur, om ikke andet så fra Dr. Frankenstein. Anskuet med idehistoriens kyniske klarsyn er den lægevidenskabelige reproduktions- og livsforlængelsesteknologi blot en opdateret udgave af de førvidenskabelige magiske forsøg på, i pagt med skabelsens dæmoniske magter, at beherske både liv og død. Men ved at teknologien samtidigt frigør os fra de naturhistorisk betingede grænser for vores egen kropslighed og gør os til cyberkroppe, betegner den også et brud med den mytologiske kropsforståelse.

Der er ikke nødvendigvis noget specielt magisk eller science-fiction-agtigt ved cyberkroppen, men den indstifter en anden kropsmetafysik i forhold til den rent biologisk eller naturvidenskabeligt baseret kropsopfattelse. Det kan bedst forstås ved at betragte de urørlighedszoner, cyberkroppen bryder med. En af urørlighedszonerne er vores genom. Før i tiden fødtes man med de gener, man nu engang arvede fra sin biologiske far og mor. Den biologiske arv var urørlig, i og med at man simpelthen ikke havde (og ikke engang kunne forestille sig) teknikker til ændring af denne arv. Sådan er det ikke mere. Genterapi er et godt eksempel på et sæt eksisterende teknikker som stadig forfines, som hviler på basal molekylærbiologisk viden, og som har ført til at man kan gå ind og erstatte funktionen af syge gener med raske. Det har udløst en debat om det etisk forsvarlige i forskellige former for genterapi, såsom somatisk genterapi, hvor det kun er individets egen krop og dens gener, der ændres, versus genterapi på kønscellerne, hvor ændringerne overføres til kommende generationer. Det er især det sidste man frygter på baggrund af de historiske erfaringer med den såkaldte eugeniske videnskab under nazismen, hvor hvad som helst kunne udråbes som 'sygt' eller 'udartet' og på den baggrund fjernes. Man er bange for at havne i den situation at gener for hvad som helst bliver genstand for manipulation. Pointen her er blot, at teknovidenskaben invaderer kroppens traditionelle urørlighedszoner, og sammensmelter kroppen med hele det teknisk-videnskabelige system; gør den til cyberkrop. I dén forstand er vi allerede cyberkroppe: Vi er gennem sygehusvæsenet som potentielle patienter forbundet med det medicinalindustrielle-sundhedsvidenskabelige kompleks. Det lyder slemt, men har jo klare fordele: Dette system er den yderste forlængelse af min egen krops immunforsvar. Hvad kroppen ikke selv kan klare, håber vi på at systemet kan. Hvad der ofte er tilældet. Så lad os endelig ikke ønske os "tilbage til naturen", hvilket vil sige tilbage til den udsatte krop, der dør udslidt af sygdom 30 år gammel -- sandsynligvis det normale for de første medlemmer af Homo sapiens. Men prisen for cyberkroppen, eller Homo sapiens 2.0, er dels ophævelsen af den autonome urørlige krop, dels de nye delvist ukendte ricsici, der følger med.

Vi er i en overgangsfase, overgangen fra krop til cyberkrop: På vej væk fra den moderne epokes klart definerede autonome krop; en krop, som blot var vor biologiske organisme overtrukket med og mærket af de samfundsmæssige spor, som kulturen i løbet af livet prægede på den, fx i form af kropsholdning, klassespecifikke sygdomme, nedslidning, og hele det semiotiske system af kulturspecifik kropskommunikation. Vi bevæger os hen imod en hypermoderne og, hvad angår ansvaret for den, mere 'udflydende' cyberkrop, som er en gennem-samfundsmæssiggjort menneskekrop. Denne overgangsfase, som muliggøres af moderne bioteknologi og medicin, karakteriseres ved at en række grænser og forskelle, som kendetegnede den moderne krop, viskes ud: Grænsen mellem det naturlige og det kunstige opløses, fordi kroppen bliver et kunstprodukt i lige så høj grad som den er et naturprodukt. Forskellen på en krop og en maskine opløses, fordi det netop er via bioteknologien kroppen nu kan opfattes som en kompleks maskine. Enheden mellem hoved og krop rystes, fordi dele af kroppen gøres modtagelig for organer eller cellelinier fra andre organismer, og der er ikke noget principielt i vejen for at dette omfatter hjernen som kropsdel, eller dele af hjernen, som hjerneceller. Forskellen på min krop og din og alle andres kroppe sættes der på samme vis spørgsmålstegn ved, og man kan endnu længere ude i fremtiden forestille sig nye former for direkte informationsoverførsel mellem kroppe. Enheden mellem person og krop gøres mere tilfældig ved forskellen på hjerte- og hjernedødskriteriet, for kroppen kan leve videre uden at personen gør det. Enheden i hele kroppens liv i tid og rum forrykkes ved teknikker som æg-transplantation og reagensglasbefrugtning, der tillader sære forskydninger i generationerne når teknikken kombineres med længere tids nedfrysning af æg og sæd. Enheden mellem krop og subjektivitet trues af muligheden for at have menneskelignende kroppe, biorobotter, som adfærdsmæssigt gør det samme som vi, men er blottet for bevidsthed. Forskellen på mandlig og kvindelig krop er allerede idag tilgængelig for teknisk kontrol, tænk på muligheden for mandlig graviditet eller kønsskifteoperationer.

5. Krop og biotek: Passer kemien?

Man må antage at befolkningens holdninger til bioteknologien ikke blot formes af rationelle kalkuler over hvor nyttige eller unyttige disse teknologier er her og nu, men også af et vist mål af historisk bevisthed og sociologisk fantasi. Den historiske bevidsthed omfatter muligvis sammenligninger med det 20. århunderedes erfaringer med andre former for teknologi, fx atomare og kemisk baserede teknologier, og selvom bioteknologien langt hen ad vejen er mere snild og miljøvenlig, kan man ikke udelukke at selve kategorien "vidensintensiv ny teknologi med svært målbare risici" for alle disse teknologier spiller en rolle for holdningerne, også til bioteknologi. Den sociologiske fantasi, herunder fornemmelsen for teknologiens kontekstbestemthed, det forhold at en spade ikke bare er en spade, men at den både kan være et graveredskab og et mordvåben, og at det derfor altid er vigtigt at spørge til det større netværk af anvendelser, konsekvenser -- og motiver! -- for brugen af enhver teknologi, kan muligvis medvirke til at også bioteknologien af folk flest søges forstået på en bredere baggrund. Jeg har ovenfor peget på to felter, som nok er tæt forbundne indbyrdes, men som her anskuet som to forskellige kontekster, der farver vores syn på og mulige skepsis overfor bioteknologi: Det globale netværk og vores egen krops indre netværk, sådan som fremtiden allerede er i gang med at omforme begge.

Vi kender endnu ikke globaliseringens endelige form, og ved derfor ikke om dens goder, herunder tilbuddet om at blive beskyttet som cyberkrop, i fremtiden udstrækkes til alle, og ikke blot de rige. Men i vores hjørne af verden fremtræder cyberkroppens karakter tydeligere og tydeligere. Kroppen i det moderne samfund er allerede en cyberkrop, en til dels videnskabelig-teknologisk styret krop, afhængige som vi er fra vugge til krukke af den moderne lægevidenskabs velsignelser. Men først når samme lægevidenskab og biomedicin udvikler sig fra, som ypperste formål at have lindring af lidelse og helbredelse af sygdom, til at have forbedret livskvalitet eller 'et bedre liv', og dermed en bedre krop, da vil rekonstruktion af kroppen overgå til at blive teknologisk nykonstruktion, og cyberkroppen vil dermed fremtræde tydeligere som en krop, der kun kan opretholdes så længe navlestrengen ikke kappes til den bestandige biomedicinske overvågning. Cyberkroppen bliver en permanent dopet krop. Den vil beruses i bioteknologi.


Litteratur

BioTIK-gruppen (1999): De genteknologiske valg. Et debatoplæg udarbejdet af BioTIK-gruppen, Erhvervsministeriet, juni 1999 (også på nettet: http://www.em.dk/publika/biotik)

Brøgger, Susanne (2002): "Vagn i urskoven", festtale bragt som kronik i Dagbladet Information d. 30. nov.-1. dec., s. 10.

Carlsen, J.; H.-J.Schanz, L.-H.Schmidt & H.J.Thomsen (1980): Kapitalisme, behov og civilisation, I-II. Århus: Modtryk.

Emmeche, C. (2002): "Kroppens kaput som organisme", s. 121-156 og 238-239 i: Gert Balling, red.: Homo sapiens 2.0. Når teknologien kryber ind under huden. København: Gads forlag.

Kappel, Klemens (2002): "Bioteknologi og bioskepsis", Kritik nr. 155/156, s. 127-131. [en .pdf-version af artiklen kan downloades her]

Schanz, Hans-Jørgen (1973): Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status. Århus: Modtryk.