Reference:
      Claus Emmeche: "Biovidenskaberne mellem kompleksitet og fortolkning", s. 198-213, i: Lars Aagaard og Steen Brock (red.): Videnskabens Ansigter. Århus: Forlaget Philosophia, 2004.
      (Net-versionen nedenfor er den fulde version - i bogens version er noter og litteraturhenvisninger reduceret af pladshensyn).[*]


Biovidenskaberne mellem kompleksitet og fortolkning

af Claus Emmeche


Liv studeres i dagens biologi på et meget specialiseret plan. Jeg har forsøgt at fokusere generelt på liv, ikke blot som genstand for en højt specialiseret afdækning af molekylære, evolutionære og økologiske processer, men også på naturen af selve denne udforskning. Jeg vil gerne forstå hvad biologerne selv er for en slags dyr; dvs. forstå biologien som videnskab, hvilket er genstand for videnskabsteori. Når et dyr fortolker en kompleks omverden, indfanger fortolkningen langt fra al kompleksitet. Det fortæller biologien os, men det samme kan siges om biologien selv. Der er aspekter af liv som biologien er langt fra at forstå. Som biolog og videnskabsteoretiker skal jeg først at sige lidt om min opfattelse af begrebet videnskab, før jeg forsøger at besvare spørgsmålet om videnskabsopfattelser i forhold til de områder af teoretisk biologi (især biokompleksitet, biosemiotik) og generel videnskabsteori (og cyborgstudier), som har min interesse.

Fornuftig og kritisk nysgerrighed

Min grundantagelse er at videnskab, ligesom kategorien 'dyr', såvel betegner en virkelig mangfoldighed - der er mange forskellige slags dyr og der er mange forskellige typer forskning - som en virkelig enhed - dyr har fællestræk, der adskiller dem fra svampe, planter eller ting der slet ikke er levende, og jeg vil også hævde at videnskab er karakterieseret ved nogle fællestræk på tværs af de forskellige slags forskning, som gør at såvel litteraturvidenskab, molekylærbiologi som kultursociologi er videnskaber, dvs. de er kendetegnet ved en måde at erkende verden på, som er social, kritisk analyserende, systematisk, rationel, og sidst men ikke mindst nysgerrig efter hvordan verden (galaksen, fortællingen, dyret, ritualet) er indrettet, også forud for vores undersøgelser. Da erkendelsesformen ejer denne erfaringsberoende nysgerrighed, har man også kaldt den sandhedssøgende. Efter alle dekonstruktioner af begrebet sandhed (i sig selv et led i det at verdsliggøre selve verdsliggørelsen) har vi bedre mulighed for at finde den rette ånd i hvilken vi stadig kan hævde, at den videnskabelige erkendelsesform er sandhedssøgende.[1] Når man i dag taler (som redaktionen af denne antologi) om opgøret med det klassiske videnskabsideal, tænker man primært på det filosofiske opgør med den positivistiske videnskabsfilosofi, som hypostaserede enheden på bekostning af mangfoldigheden, men måske også på den mere skeptiske og somme tider næsten vulgærrelativistiske holdning til videnskab, der af og til finder udtryk i den almindelige debat (såsom at videnskab blot er ét trossystem helt på linie med mange andre, uden særtræk). Det kan ligne ren antiintellektualisme (Jørgensen 2002). Der kan dog også være grund til spørge, hvorvidt den postmoderne videnskabsskepsis i perioden 1970-2000, som den kommer til udtryk folkedybet og dele af offentligheden, alene skyldes debatten om positivismen og udviklingen i videnskabsstudierne selv -- fx traditionen for sammenkoblede historiske og filosofiske studier af videnskab som efterfulgte Kuhn-debatten og ofte situerede forskningen i dens sociale kontekst; endvidere de sociologiske, litterære og kulturelle studier af videnskab (se fx Biagioli 1999); for slet ikke at tale om 'science wars' debatten -- eller i hvor høj grad den skeptiske holdning til videnskab også skyldtes det fænomen, der er blevet betegnet som "videnskabens tab af uskyld", og som udover nøgleord som Hiroshima, DDT, Bhopal og Tjernobyl, generelt refererer til en øget offentlig opmærksomhed omkring former for misbrug og uheldig brug af forskning, militærteknologiens afhængighed af videnskab m.v., samt de ideologiske og filosofiske tolkninger, som samspillet mellem videnskab, teknologi, natur og menneske er blevet udsat for. Jeg mener selv den nævnte videnskabsskepsis må ses på denne baggrund, men jeg tror egentlig ikke at de misbrug af videnskab, vi har set, for alvor har rystet tilliden til videnskabens grundlæggende rationalitet. (Dette er blot en personlig fornemmelse, som bør betragtes som en hypotese, der kan underkastes empiriske, fx videnskabssociologiske, undersøgelser, se eksempelvis Siune & Vinther 1998). Når jeg påstår at videnskaben grundlæggende er rationel kræver det naturligvis en nærmere uddybning af hvad der menes med rationalitet (og med videnskab), i forlængelse af de brudflader i forholdet mellem logik, empirisk videnskab og etik, der findes indenfor selve oplysningsprojektet (Fink 1987), eller brudfladen mellem 'system' (rationalisering) og 'livsverden' (Habermas), for slet ikke at tale om de problemer om usikkerhed og kontrol, som en systematisk instrumentel rationalitet sammenkoblet med store tekniske systemer har at kæmpe med i et hyperkomplekst risikosamfund (Qvortrup 2003). Rationalitet er ikke blot teknisk rationalitet; et bredere rationalitetsbegreb må knytte an til en historisk og social forståelse af menneske og civilisation. Historien er rig på eksempler på udartet forskning, som viser os begrænsningen i en snæver instrumentel rationalitet (en art "videnskaben for videnskabens egen skyld" holdning). I et demokratisk samfund kan den enkeltvidenskabelige rationalitet ikke udstikke retningslinierne for sin fornuftige brug udenfor det videnskabelige system selv.

      Videnskaben som et komplekst socialt og erkendelsesmæssigt fænomen kalder således selv på fortolkning, og hvis der er noget som er kendetegnende for udviklingen i opfattelserne af videnskab i det 20. århundrede, er det netop en øget erkendelse af mangfoldigheden af aktiviteter, der alle kan kaldes videnskab, og af nødvendigheden af at oparbejde bedre forudsætninger for en offentlig forståelse af de filosofiske, historiske og sociale sammenhænge, forskning foregår i.

      Indenfor videnskaben og specielt grundforskningen er der i dag behov for at værne om de akademiske videnskabers autonomi, fordi man i det forskningspolitiske system ser en stigende tendens til at anskue al forskning på samme måde som anvendt og strategisk forskning (Ziman 2000). I samfundsvidenskab i særdeleshed, men også i humaniora og naturvidenskab, ser man et politisk pres i retning af kombinationen af tværfaglighed, tættere organisatorisk tilknytning til anvendelseskontekst, orientering mod eksterne målgrupper, og større vægtning af praktisk relevans og anvendelsesorientering. "Sat på spidsen kan man sige, at måske vil [det] vise sig, at den universitets- og disciplinforankrede, grundforskningsbaserede model for vidensproduktion har været en kort parentes i historien" (Andersen 2000: 141). Det er nok så meget dén virkelighed, som en diskussion af videnskabsopfattelser bør forholde sig til, fordi videnskaben i sig selv, for at være dette begreb værdigt, indebærer et kritisk moment, som bør være i stand til at sætte spørgsmålstegn ved etablerede 'sandheder' og myter, og dertil kræves et mindstemål af autonomi. Det er da fint og godt, at biologi benyttes til at lave snild og miljøvenlig bioteknologi, eller bedre og sundere medicin, men der er også brug for en uafhængig og kritisk biologisk (og anden) forskning, som kan problematisere hvad der er snildt, bedre, miljøvenligt og sundt.

      Da jeg nu har forsøgt at skitsere min opfattelse af videnskab som en række erkendelsesproducerende aktiviteter, som alle bør være præget af en kritisk og fornuftig nysgerrighed, skal vi nu specifikt se på biologi (og til dels bioteknologi) og dens forhold til filosofi.

Filosofien og den postgenome livsvidenskab

Da liv er et normativt og dagligdags begreb er det værd at huske, at biologi er ikke er nogen "videnskab om livet" (sådan i al almindelighed), men en videnskab om liv forstået som specifikt biologisk fænomen omfattende udvikling, vækst, reproduktion og stofskifte. Biologi som naturvidenskab bortabstraherer de normative aspekter ved liv og konstituerer sin genstand som fx cellebiologiske processer, økosystemer, osv. Denne abstraktion er selvfølgelig nødvendig for at kunne bedrive forskning, men den bliver et problem så snart den opnåede viden skal anvendes udenfor den laboratorie- eller feltstudiesammenhæng den blev skabt i; fx på mennekser, hvor de normative spørgsmål straks vil rejses på ny. Abstraktionen bliver også et problem for så vidt den omfatter naturlige aspekter af afgørende betydning for selve adfærden af det system, man er interesseret i at forstå. Tænk blot på den for naturvidenskaben så karakteristiske bortabstraktion af de 'indre' eller umiddelbare erfaringer af liv, som vi qua mennesker har førvidenskabelig viden om, herunder bevidsthed i forskellige former, hvoraf nogle oplagt må antages også at foreligge hos dyr, men herom er biologien i sin videnskabelige variant forløffende tavs.[2]

      Mit eget forskningsfelt afgrænses i praksis af en interesse for ganske bestemte (men tematisk meget generelle) spørgsmål, snarere end af konventionelle faggrænser. De emner jeg arbejder med indenfor teoretisk biologi, videnskabsteori, og blandingsformer af begge, kan eksemplificeres ved en håndfuld ynglingsspørgsmål: "Hvad er genetisk information?"; "Hvad betyder begrebet liv i forsøgene på ved hjælp af evolutionsteori og molekylærbiologi at forstå livets oprindelse på jorden?"; "Hvad er minimumsbetingelserne for at skabe liv kunstigt?"; "Hvordan skal man karakterisere kompleksitet i biologiske og fysiske systemer?"; "Hvilken rolle spiller begreber som krop, organisme og funktion i biologisk og biomedicinsk forskning?"; "Kan man se tendenser til et skift i typen af videnskab når biologien bliver til bioteknologi?"; "Hvor meget kan vor krop ændres vha. bioteknologi?".

      Selvom der er store forskelle på de to områder, tror jeg ikke der er nogen skarpt adskilte grænser mellem filosofi og videnskab, for selv i sit mest operationelle og pragmatiske arbejde med at måle og veje naturlige størrelser og processer, og forklare dem via modeller, forudsætter forskeren teoretiske begreber, der indgår i en større forståelsessammenhæng som kendetegner et pågældende fag. For bedre at fatte denne kontekst og forskerens egen horisont er man nødt til at kaste såvel det filosofiske som det historiske og sociologiske blik på sammenhængen. Grunden til Thomas Kuhns succes som fysikhistoriker er bl.a., at han nægtede at acceptere skarpe grænser mellem fysik, filosofi og historie, og at han evnede at kombinere disse 'meta-blik' på sin egen videnskabs udvikling med en enkel model (forskning som paradigmatisk normalvidenskab punktvist afbrudt af revolutioner). Mine ynglingsspørgsmål har en tværfaglig karakter og involverer grænseflader, ikke alene mellem videnskab og videnskabsteori, men også mellem biologi og andre fagfelter som fysik, informationsteori og semiotik. Da eksempelvis en genetiker og en økolog ligner hinanden lige så meget som en bakterie og en elefant, har spørgsmålet om biologiens indre sammenhæng som videnskab også interesseret mig, hvilket er parallelt til spørgsmålet om der findes noget, som alment karakteriserer alle videnskaber på tværs af opdelingerne i natur-, kultur- og samfundsvidenskab. Det levende, set med biologiens øjne, spænder over mange organisationsniveauer, fra det molekylære, over cellen og samspillet mellem mange celler i kroppen, til niveauet for mange dyr der vekselvirker i en population med resten af økosystemet. Tilsvarende er biologien opdelt i et hav af specialiserede fagområder, og der er da også væsentlige forskelle på "den epistemiske kultur" (for at anvende et udtryk af videnskabssociologen Karin Knorr-Cetina) i et felt som etologi, der studerer fx sociale interaktioner, herunder leg, mellem chimpanser, og genomforskning, der fx undersøger forskellen på det genetiske udstyr hos mus, orm og mennesker. Alligevel er der grundlæggende begreber (fx organisme og funktion), forklaringsmæssige strategier (abstraktion, reduktion, modelbaseret syntese), og teoretiske perspektiver (celle- og evolutionsteori) der i al fald overfladisk set er fælles for alle fagområder i biologien (jf. Schaffner 1993, Sober 1994, se dog Dupré 1993).[3] Desuden tilbyder det generelle evolutionære perspektiv på såvel den fysiske som den biologiske og humane verden af fænomener -- at mælkevejen er ældre end jorden, jorden ældre end det biologiske liv, som igen er ældre end menneskelivet -- en mulighed for i mere naturfilosofisk forstand at stille et dobbelt spekulativt spørgsmål, nemlig om graden af nødvendighed og kontingens i forholdet mellem den antydede ontologiske trinstige (det fysiske univers, det biologiske, det specifikt humane og kulturelle), og en muligvis tilsvarende epistemologisk serie af fagspecifikke blik på universet, hvis overgange mellem erkendelsesniveauer sikkert rummer aspekter af såvel nødvendighed som kontingens. Er det naturen eller iagttageren, som inddeler i niveauer? Forbundet hermed er diskussionen om reduktion og emergens i forståelsen af virkelighedens niveauer (Køppe 1990, Andersen 2003).

      Nu har naturfilosofiske spekulationer i lang tid haft et dårligt ry i videnskab, men igennem de sidste 20 år har netop bidrag fra den naturvidenskabelige kompleksitetsforskning (Emmeche 1997) fornyet interessen for forståelsen af "uforudsigelig opdukken af mønstre med komplekse helhedsegendkaber" (emergens) fra allerede eksisterende, mere simple systemer. Lysten til se de samme mønster- eller formdannede principper virkeliggjort i alle "ikke-lineære dynamiske systemer", på tværs af de gamle skel mellem sociale, økonomiske, biologiske, kemiske og fysiske fænomener, er øget betydeligt.[4] Der synes virkelig at være tale om noget mere og anderledes (Anderson 1972) end blot gammel vin (fysikalisme) på nye flasker (kaosteori og emergens)!

      Det er klart, at jeg i mit arbejde med med disse generelle spørgsmål ofte møder en videnskabsopfattelse, som udspringer af idealet om naturvidenskab som "de løsbare problemers kunst" (Medawar 1967) og som derfor betoner fokuserede, snævert afgrænsede undersøgelser af veldefinerede og eksperimentelt tilgængelige systemer, indenfor et etableret og klart artikuleret forskningsprogram. Enkelte steder møder man en opfattelse af at videnskabsfilosofi er direkte skadeligt at beskæftige sig med hvis man skal være forsker, men som regel er opfattelsen baseret enten på fordomme, et utilstrækkeligt kendskab til moderne videnskabsstudier (som selv hylder de basalt set samme normer for rationalitet og empirisk baseret forskning som videnskaberne selv), eller uheldige eksempler på videnskabsstudier, hvor man ganske enkelt har manglet tilstrækkeligt kendskab til den studerede videnskab.[5] Gennemgående er forskere, der arbejder specialiseret med biologi, nysgerrige og positive overfor de anderledes blik på og refleksioner over den samme forskning, som videnskabsstudier kan levere. Bl.a. fordi standarderne indenfor disse studier selv er videnskabelige, og fordi de virkeligt bidrager til at gøre os klogere på detaljer af fænomenet videnskab. Spørgsmål af typen "Hvordan påvirkede det faktum, at evolutionsbiologen Gould selv var en blændende god popularisator, hans egen forsknings gennemslagskraft overfor hans videnskabelige kolleger i palæontologien?" kan undersøges empirisk og til dels scientometrisk (Shermer 2002). Man kan desuden i den teoretiske biologi finde mange eksempler på samarbejde mellem filosoffer og videnskabsfolk, ikke om "ren filosofi", men om virkelige problemer i selve biologien (for eksempler, se Callebaut 1993, Hull & Ruse 1998).

      Biologien er blevet ekstremt specialiseret, og tilgangen til det at studere celler og væv er ofte så konventionel teknologi-drevet, at mange bioforskere i dag anser det for en bydende nødvendighed at uddanne kommende forskergenerationer så de får et sæt af kompetencer, som er bredere end selve det at bemestre det aktuelle register af molekylærbiologiske teknikker til karakterisering af gener og proteiner og kende litteraturen herom. Man er klar over, at fremtidens biologi kræver nye metoder, og måske også grundlæggende nye tænkemåder for at håndtere de enorme mængder data, som følger med de store genomprojekter (kortlægningen af menneskets, musens, bananfluens osv. gener), proteomprojekter (proteomet er det samlede sæt proteiner den enkelte celle aktuelt udtrykker, og data herom kan fås bl.a. gennem den nye DNA-chips teknologi) og endda "transkriptomics" og andre fremtidige mega-kortlægninger. Dels ønsker man sig mere tværfagligt udrustede biologer, som fx er bedre til matematik, datalogi eller fysik, og derfor lettere vil kunne samarbejde med disse faggrupper indenfor bioinformatik, der netop søger efter møstre i de molekylære data (Larsen 2003, Lange 2003). Vi vil i "den post-genome verden" se mange eksempler på samarbejder mellem fysikere, biologer, matematikere og dataloger med det formål at forstå biokompleksitet. Og dels ønsker man sig biologer med kompetencer og begrebslige værktøjer til at forholde sig mere reflekteret til de etiske og politiske spørgsmål den nye bioteknologiske forskning rejser. Bioetik skal ind på alle niveauer af biologiuddannelserne, en proces, der vil udfoldes parallelt med den oprustning af videnskabsteori i alle universitetsuddannelserne, der blev resultatet af en aftale mellem den daværende undervisningsminister Margrete Vestager og rektorkollegiet i 2000 og som nu er under implementering på universiteterne.[6] Begge niveauer, såvel det tværvidenskabelige som det humanistiske og etiske, betegner en begyndende indsigt hos fagets udøvere i nødvendigheden af en re-intellektualisering af biologien. Fra at være naturhistorie blev biologi en rigtig naturvidenskab, men fortabte sig så meget i teknisk kortlægning, at de store teoretiske spørgsmål for en tid blev underbetonet, men tiden er nu moden til at overveje hvilken intellektuel profil den postgenome biologi skal have.

      Lige nu er den postgenome situation i molekylærbiologien præget af en spøjs blanding af på den ene side en vis nøgtern skuffelse over at den fuldbragte kortlægning af det humane genom (der viste omkring 30.000 gener i mennesket, og dermed af samme størrelsesorden som musens genom, hvorfor forskellen på mus og mænd muligvis alligevel skal findes andre steder end blot i generne) ikke gav "nøglen" til livet, og på den anden side en begejstring for de enorme muligheder for ny frontforskning, som man med rette fornemmer de mange data trods alt giver os. Bl.a. som følge af denne situation er biologiske netværk og biokompleksitet og blevet nye catchwords[7] i biologisk, bioteknologisk og biomedicinsk forskning. Der er et stærkt håb om, via tværfaglige satsninger, at finde nye veje til at håndtere (forstå og beherske) den kompleksitet, der er involveret i, som biologisk individ, at komme fra vugge (dvs. en enkelt befrugtet ægcelle) til krukke (dvs. et flercellet fuldt ud differentieret og struktureret voksent individ, med kontinuerligs adaptations-, lærings- og aldringsprocesser, og det sluttelige ophør af integrationen af kroppens metaboliske, fysiologiske, immunologiske og neurobiologiske balancer). Det rejser store spørgsmål, som kræver hard science, men også ny science, og dermed også kritisk tænkning.[8] Jeg vil nu forfølge den kritiske tænknings rolle i biologisk sammenhæng ved ganske kort at sammenligne to af dens former, som begge spiller en overset eller marginal, men principielt vigtig rolle som reflektionsbaggrund for hele den situation, den moderne biologi og bioteknologi befinder sig i, her ved indgangen til den postgenome fase: biosemiotikken og cyborgstudierne.

Biosemiotik - en ny videnskab om liv?

Biosemiotik er blevet navnet på studiet af livsprocesser under den synsvinkel, at de er en form for informationsbehandling, kommunikation, eller mere præcist, produktion og fortolkning af tegn. Ordet kommer af bios (liv) og semiotik (tegnteori), og man anvender især den semiotik der skyldes C.S. Peirce. Den danske biokemiker Jesper Hoffmeyer er en pioner indenfor biosemiotikken, et som felt også søger at afklare grundlaget for den generelle semiotik. Man kan opfatte biosemiotikken som et felt indenfor biologiens teori og filosofi, der giver et nyt svar på det gamle spørgsmål: Hvorfor kan biologi ikke reduceres til fysik? Der er i dag blandt biologer og videnskabsteoretikere overvejende enighed om, at dette ikke er muligt, men biologer tilskriver det ofte blot blot praktiske vanskeligheder: Biologer tager afstand fra vitalisme og mener ikke det levende rummer ikke-fysiske "livskræfter". På den anden side er biologer heller ikke mekanicister i klassisk forstand, da man mener at organismer er for komplekse til blot at kunne beskrives ud fra den klassiske mekanik; selv med kvantemekanikken er det i praksis umuligt. Opfattelsen er derfor en art pragmatisk organicisme: Vi har ikke tilstrækkelige teoretiske og praktiske midler til at beskrive organismer rent fysisk-kemisk, men vi anvender i stedet mekanisme-forklaringer i sammenhæng med funktionstilskrivninger på et højere niveau.[9] Biosemiotikken tolker vanskeligheden mere principielt (dog ikke vitalistisk): Den levende natur indeholder noget, som ikke på samme måde, eller i samme omfang, forekommer i den uorganiske natur, nemlig tegn (dvs. produktion, overførsel og fortolkning af tegn). Derfor er det ikke molekylet men tegnet (eller tegnprocessen) som er den mest interessante mindste enhed, når det drejer sig om liv, for molekylernes funktion i levende celler er at være bærere af tegn, og indgå aktivt i cellens formidling og fortolkning af tegn. Her forstås tegn i meget bred forstand, så selv et enzyms molekylære genkendelse af sit substrat, et proteins genkendelse af et DNA-molekyle, eller sekvens-informationen af baser i DNA udgør dele af de samlede indre semiotiske processer i cellen. Men der er også tegn på højere niveauer end de molekylære (fx neurobiologisk og etologisk), og hvis den levende natur selv fortolker tegn (en slags primær eller 1. ordens fortolkning), er det i følge biosemiotikken på tide at biologien, i sin 2. ordens fortolkning af naturens semiotiske mylder, tager teoretisk højde for tegnenes liv og for alvor besinder sig på dette mere kvalitativt organicistiske grundlag.

      Biosemiotikken leverer hermed en kritik af den traditionelle opfattelse af biologi, og af den videnskabelige konstitutiering af forskningsobjekterne i biologi: Liv er ikke blot et spørgsmål om molekyler og deres organisation; der er tegn, og det er dybest set dem, som studeres i levende systemer. Det, som i denne sammenæng er interessant, og som også diskuteres internt i de biosemiotiske cirkler, er hvilken status den biosemiotiske kritik og teori har, betragtet som forskning? Spørgsmålet må stilles både videnskabsfilosofisk, -historisk og -sociologisk: 1) Repræsenterer den biosemiotiske kritik selv et alternativt videnskabeligt paradigme eller forskningsprogram indenfor hvilket der kan bedrives biologisk forskning, eller er der blot tale om en form for alternativt filosofisk grundlag for biologien, som egentlig ikke ændrer ved selve den måde man udfører fx molekylærbiologi på? Dette spørgsmål er endnu uafklaret. Måske er selve den i spørgsmålet forudsatte modstilling mellem 'filosofisk grundlag' og 'praktisk forskning' uholdbar. 2) Hvornår og hvordan skal biosemiotikken lokaliseres rent historisk som en bevægelse i biologien, der har haft forløbere,[10] men som først i 1990'erne (Kull 1999) er dukket frem som et samlet felt? Muligvis har der altid i biologien kunnet lokaliseres eksistensen af en 'spontan biosemiotik', som blot havde tendens til at blive undertrykt af dominerende mekanicistiske og behavioristiske forestillinger om videnskab. 3) Hvordan skal biosemiotikken som felt organiseres og afgrænses fra hhs. biologi, filosofi, systemteori o.a. 'alternative' approaches, og i forhold til sine egne varianter?[11] Det sidste spørgsmål implicerer ikke mindst strategiske overvejelser, dels om hvorvidt man skal søge at nå frem til noget, der minder om en normalvidenskabelig konsensus indenfor feltet, eller om biosemiotikken som diskurs fortsat skal være præget af en mere humanistisk lignende "principiel dissensus" (Jensen 1996); dels om ønsket om at få solgt budskabet, gøre en virkelig forskel, og komme i reel dialog med den øvrige meget empirisk orienterede biologiske forskning. Dette er igen forbundet med den sædvanlige kamp om anerkendelse og ressourcer indenfor det organiserede forskningssystem; en udfordring biosemiotikken deler med alle andre nye tværfaglige felter, der ikke blot sprænger rammerne for almindelige disciplinopdelinger, men tilmed stiller sig kritisk an overfor det etablerede. Det vidensskabelige systems grad af rationel selvkritik kan måles på dets villighed til at støtte selvkritisk forskning. Noget analogt kan siges om et demokrati.

      Biosemiotikkens yderste ambition er at frigøre vores rationelle forståelse af biologisk liv fra de bånd, som den klassiske naturvidenskab, og dens "mekanisering af verdensbilledet", lagde på muligheden for at begribe den menneskelige subjektivitets naturlige rødder. Det er ikke en holistisk forestilling om ånden i naturen man søger, men på en måde et forsøg på at naturalisere ånden på et videnskabeligt grundlag, der ikke fra starten er åndløst. Derfor kan biosemiotikken opfattes som en radikal reformation af biologien som almen videnskab. Der er ikke p.t. tale om at den tilbyder et andet decideret forskningsprogram indenfor bestemte biologiske discipliner, eller en 'løsning' på specifikke vanskeligheder, der hidtil har hæmmet løsningen af bestemte eksperimentelle gåder. Der er næppe tale om et paradigmeskift i snæver Kuhnsk forstand. Forsøger man at karakterisere biosemiotikken som en ny tværvidenskab, der trækker på biologi, semiotik og tilgrænsende fagområder, må konklusionen være, at biosemiotikken både bevarer og lever af den eksisterende biologi, men at den samtidigt og forbinder, og med stor detaljeringsgrad nyfortolker, kendt biologisk viden i en ganske anderledes ramme, som i sidste ende vil kunne virke tilbage på den forskning og de spørgsmål, den traditionelle biologi arbejder med. Dens kritik er både intern og ekstern i forhold til den etablerede videnskab; den ønsker at hæve reflekstionsniveauet i biologisk forskning.

      Lad os nu se om noget tilsvarende gælder for vores andet eksempel på kritisk forskning i relation til biologien, de såkaldte cyborgstudier, som for alvor blev synlige i det akademiske landskab i slutningen af 1990'erne.

Cyborg-studier: Fra kød til data til kød?

På et nyligt afholdt møde i det internationale selskab for biovidenskabsstudier[12] kritiserede biologen Pieter Lemmens fra Nijmegen Universitet i Holland forestillingen om, at en ny systembiologi (fx Kitano 2002) for alvor vil kunne håndtere biokompleksitet og forstå alle detaljer og principper for levende systemer, når denne (som nu) primært bygger på gængse metoder i genom- og proteom-kortlægningen, kombineret med bioinformatik. Groft sagt er tanken i den nye systembiologi, at man via genomforskning kan 'afkode' en organisme, lægge al dens information, hele dens genetiske program, ind i en computer, og at man derved kan blive i stand til ganske gennemgribende at omprogramme dyret eller planten til ønskværdige formål. Omforme kød til data, og data til kød.[13] Foredraget var en interessant påvisning af en overraskende kort afstand og glidende overgang mellem, på den ene side, de futuristiske forestillinger om kontrol med liv, som normalt afvises som dybt useriøse eller blot hørende til science-fiction genren, og på den anden side, forestillinger, der hidrører fra de ledende spidser indenfor systembiologi og bioteknologi (fx Leroy Hood), og af samme personer artikuleres som basale motivationer for hele den postgenome forskning.[14]

      Foredraget repræsenterede en anderledes spørgen til hvad meningen med hele den moderne biologi er, når den går fra at være traditionel deskriptiv naturvidenskab til at blive ingeniørvidenskab, der fx ønsker at kunne re-designe vores krop og forlænge og 'forbedre' det normale menneskeliv (Balling 2002); en spørgen man oftere finder indenfor etiske, humanistiske og samfundsvidenskabelige studier af bioteknologi end i biologien selv. Dette felt er vældigt heterogent, spændende fra (I) en i Danmark velkendt teologisk og fænomenologisk inspireret bioetik (fx Kemp et al. 1997), som ofte spørger skeptisk til grænser for omformning af organismer og mennesker; over (II) cyberfeministiske[15] og (III) transhumanistiske[16] manifester for den posthumane epoke, der snarere er skeptiske over for forestillingen om, at der overhovedet eksisterer nogen endegyldigt normgivende grænser; til (IV) en række herhjemme mindre kendte humanistiske studier af den posthumane epoke[17], som kritisk og nøgternt søger at afdække den kulturelle betydningsproduktion, som diskursen om krop, teknologi og biologi implicerer. Typisk vil biologien som naturvidenskab ikke selv være i stand til at stille, endsige besvare, de særdeles relevante spørgsmål som rejses her. I elementær forstand kræver det andre begreber end biologiens egne, omhandlende samfund og kultur, at kunne skelne mellem vores artsspecifikke organisme og vores krop som noget, der nok forudsætter organismen, men samtidig transcenderer den i form af kulturspeficikke tydningssystemer: Kroppen er i eksistentiel og kulturel forstand mere og anderledes end biologi. De humanistiske cyborgstudier sætter bl.a. fokus på sammenhængen mellem viden i tekniske systemer som både situeret og kropslig, og leverer en nødvendig kritik af tendensen (i molekylær- og systembiologi) til at fremstille biologisk information eller (i kognitionsforskning, kunstig intelligens og biomedicin) menneskelig erfaring og viden, som størrelser der er 'disembodied', dvs. løsrevet fra deres materielle bundethed til kroppen og dennes hyperkomplekse kontekst af køn, kultur, etnicitet, alder og social klasse.

      Cyborgtanken kan præciseres på forskellige måder, men jeg mener selv at det er hensigtsmæssigt at benytte begge ender af spektret -- fra de helt vilde og utopiske (eller dystopiske) visioner om en radikal omformet og forbedret menneskekrop, forstærket, designet og direkte sammensmeltet med teknolgi; til de ganske velkendte og meget jordbundne eksempler på teknologisk forstærkning af mennesket (fra briller til biler) -- og i lyset af hele dette "cyborg spektrum" udføre dels case-baserede undersøgelser samspillet mellem teknologi, menneske og samfund, eksempelvis undersøgelser af makrotendenser i nutidens lægevidenskab, der meget lidt postulatorisk og skematisk sagt gennemgår faserne

      (1) traditionel lægevidenskab (organismen som genstand; sygdomsbehandling som formål),

      (2) sundhedsvidenskab (den sunde krop som genstand; velvære som formål),

      (3) perfektibilitetsvidenskab (det perfekte menneske som genstand; livskvalitet som formål),

og dels udføre, hvad jeg vil kalde en spektralanalyse af det menneskelige vilkår og de måder, hvorpå vores cyborg-natur, dvs. menneskets altid allerede teknologisk medierede eksistens, struktureres af de faseskift, der er ved at ske, ikke blot i sundhedssektoren (tænk blot på debatten om livsstilmedicin), men i samfundet generelt. Metaforen spektralanalyse peger på nødvendigheden af samlet at se på hele spektret af de eksistensformer, som påvirkes af samspillet mellem social og teknovidenskabelig udvikling; det vil minimum sige det biologiske niveau, det sociale, det samfundsmæssige og altså også (og sammenvævet med de øvrige) det cyborgmæssige. I de medicinske videnskabers tredje fase bliver cyborgen som tendens idealbilledet på det perfekte menneske, og først i denne fase tydeliggør oplysningens dialektik sine effekter på selve det biologiske grundlag for vores menneskelighed. Derfor tvinges vi til at forholde os kritisk til oplysningens og perfektibilitetsprojektets negative konsekvenser. For at kunne gøre dette på et rationelt og empirisk grundlag, bør de kritiske videnskabsstudier inddrages.

      Nu skal man ikke tro, at et kritisk blik på teknovidenskaben i sig selv er teknologi- eller videnskabsfjensk. Fremfor alt er fagområder som STS (science and technology studies) og SLS (science and litterature studies) interesseret i de former for kulturel, social og politisk betydningsproduktion og netværksdannelse (mellem mennesker, projekter, teknologier, organisationer, etc.), som omgiver bioteknologien i et postindustrielt samfund, og denne humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning søger derfor at studere den hertil hørende dannelse af myter, magt og meninger, i princippet uden at lade sig styre af nogen på forhånd fastlagt moralsk stillingtagen til ønskværdigheden af fx kloning, xenotransplantation, stamcelle forskning, RNA-vacciner o.l. tiltag til at forbedre os eller gøre os 'posthumane'. Tværtimod er erkendelsesinteressen, som i al humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning, dels at forstå også disse nye former for menneskelig interaktion i al deres heterogenitet, samt om muligt at fremdissekere uigennemskuede og måske repressive former for iscenesættelse og anvendelse af teknologi, og dermed bidrage til indsigt i og evt. kritik af den nye 'biomagt', som fx de genetiske teknologier er indlejret i. Kritikformen, for så vidt der er tale om kritiske studier, er typisk immanent; dvs. den skrider frem via analytisk-empirisk og hermeneutisk fremdragelse af modsætninger i studieobjektet selv, snarere end via anvendelse af moralske målestokke på materialet.

      Som et moment af disse studier vil der også være tale om kritikformer, som er præget af et decideret aktionistisk frigørelsesperspektiv. Det er jo med rette, at feminister har set den moderne biologi og genetik som en bekræftelse af den fallit, som traditionel essentialistisk tænkning om køn (sex og gender) og race[18] har spillet; og det er heller ikke overraskende at visse feminister ser fremtidig bioteknologi -- fx muligheden for lige fordeling af graviditeter mellem mænd og kvinder -- som alliancepartner i den kønspolitiske kamp. Cyborgen, som er en sammensmeltning af menneske og teknologi, kan jo enten anskues som et uhyre, en frelser, eller blot en realistiske fremskrivning af tendenser man allerede i dag ser i biomedicin og lægevidenskab. Endelig kan cyborgen vise sig at kunne anvendes som en yderligere antropologisk bestemmelse af af det specifikt menneskelige ved os: Vi er altid allerede henvist til ikke bare politiske, sociale, økonomiske (osv.) systemer, men også til sundhedssystemet, som for alvor gør vores egen krop samfundsmæssig (Emmeche 2002). Det er en kompliceret diskussion, men under alle omstændigheder er det mit gæt, at også cyborgstudier, feminisme og queer theory[19] vil bidrage til at øge vores forståelse af bl.a. de måder, hvorpå den biologiske teknovidenskab er farvet af idologiske og dermed i en vis forstand uvidenskabelige opfattelser af køn.

      Konkluderende mener jeg, at både biosemiotikken, der fortolker tegnene i selve den levende natur (i en vis forstand en 1. og 2. ordens fortolkning), og cyborg-studierne, som fortolker bl.a. den kulturelle betydning vi indenfor sociale systemer som videnskab og teknologi tillægger forskellige tegn på liv, død, krop, sundhed osv. (en art 2. og 3. ordens fortolkning), vi kunne virke som regulerende eller kritiske korrektiver til en alt for endimensionel opfattelse af såvel rationalitet som kompleksitet, og dét både i liv og i forskning.

Noter

[*] Om denne artikels anledning: Forlaget Philosophia indkaldte i september 2002 til bidrag til en antologi om videnskabsopfattelser. Redaktørerne skrev:
      "Anledningen til denne udgivelse er at finde i opgøret med de klassiske videnskabsidealer, som det seneste årtis videnskabsstudier har frembragt. Særligt er det anført, at de enkelte videnskaber helt bør glemme de store filosofiske overbegreber såsom natur, kultur, stof, proces, handling, bevidsthed, værk osv. Det hævdes, at sådanne begreber, der ellers synes at definere de enkelte videnskabers genstandsområder og videns-idealer, kan kastes bort. Derimod påpeges det at de enkelte faggrene snarere er bestemt ved kontekstspecifikke aktør-netværk, biokræfter, cyborg-regimenter, kropsterapier eller selvterapier o.a. Endvidere er den 30 år gamle diskussion i kølvandet på Thomas Kuhns og Ludwig Wittgensteins værker, vedrørende videnskabernes historiske og kulturelle relativitet og værdibundethed, endnu ikke ebbet ud. Hverken videnskabsteoretiske realisters forsøg på at fastholde bestemte videnskabsidealer omkring kausalitet og objektivitet, eller kritiske teoretikeres forsøg på at placere videnskaberne præcist som et bestemt træk ved det de moderne samfund, har kunnet dæmme op for kontekstualismens bølge.
      Samtidig synes der, i modstrid med det ovenstående, at være en klar tendens til at forbinde de etablerede videnskaber med nogle grundlæggende humanistiske idealer. Det diskuteres hvor grænser går, eksempelvis indenfor bioteknologierne, og uenigheden er stor; men at der er kan trækkes grænser som er fornuftige og indebærer gode konsekvenser for menneskeheden synes ingen at betvivle."

      Desuden ønskede redaktørerne at bidragyderne kom ind på spørgsmål, "der er beslægtede med de nedenfor anførte" nemlig følgende spørgsmål:
      "Hvorledes afgrænser du/man i praksis dit forskningsfelt?
      Hvordan er du/man berørt eller uberørt af den videnskabsopfattelse, som dit fag ofte forbindes med?
      Er dit/deres videnskabelige arbejde præget af idealer og generelle begreber?
      Er der noget afgørende [ved] dit/deres fag og arbejde, du har på fornemmelsen IKKE er kommet til sin ret i fagets aktuelle selvforståelse eller i den videnskabsteoretiske refleksion deraf?
      Er der overhovedet noget der, generelt betragtet, hedder "videnskab" indenfor dit/deres felt; hvorfor/hvorfor ikke?
      Hvilke værdier og interesser forbinder du specielt med dit/deres fag?".

Jeg finder langt fra at ovenstående artikel besvarer alle spørgsmålene, men er blot et forsøg på nogle antydninger indenfor det omfang ("max. 10-12 sider"), som redaktørerne satte.

[1] Man kan måske kalde denne holdning postgrundlagstænkning ("the postfoundationalist model of rationality"), da den søger "a middle way between the objectivism of foundationalism and the relativism of many forms of nonfoundationalism" (Shults 2003: 688).

[2] Når bevidsthedsfilosoffer på basis af en naturvidenskabeligt inspireret tankegang søger at "naturalisere" bevidstheden (dvs. give en "naturlig forklaring" på intentionalitet o.l.) kommer de ofte i problemer fordi det naturbegreb, de tager udgangspunkt i, allerede har foretaget en bortabstraktion af subjektive aspekter af naturen. Som Fink (1987) bemærker, er naturalismens problem ikke at opfatte naturen for alt for vigtig, men at opfatte den for snævert.

[3] At der bag disse ligheder kan skjule sig store forskelle i fx formen for abstraktion er påvist af Winther (2003), der skelner mellem to former for konstituering af objekter - 1) Locke-Lewis abstraktion (med nødvendige og tilstrækkelige betingelser), typisk for formal biologi; 2) Wittgenstein-Boyd abstraktion (intensionelt definerende objektet som en disjunkt mængde egenskaber), typisk i kompositionel biologi - som kan hæmme forsøg på teoretisk syntese.

[4] En anbefalelsesværdig diskussion af emergens i bl.a. biokemiske netværk, som viser værdien af et tæt samarbejde mellem videnskabsfilosofi og naturvidenskab, er Bruggemann et al (2002) og Boogerd et al (2002); et videre arbejde med dette blev præsenteret på ISHPSSB-mødet i Wien 2003, se Boogerd et al (in press).

[5] Hermed ikke være sagt at man nødvendigvis bliver en bedre forsker i fx fysiologi af at være videnskabsteoretiker samtidig; på ingen måde. Lidt kendskab til fysiologiens historie og almen forskningsmetodik kan selvfølgelig ikke skade, heller ikke kendskab (om så blot implicit) til forskningens eget normsystem, så man fx ikke forsynder sig og evt. uden fortsæt begår fusk ("objektiv men ikke subjektiv uredelighed"). Allerede dette viser, at der ikke er klare grænser mellem viden om sit specifikke videnskabelige fagområde og viden om videnskabsteori. Der rejses blandt forskere, som er skeptiske m.h.t. videnskabsteori som element i undervisningen, ofte det spørgsmål om ikke man kan risikere at videnskabsteori i virkeligheden forringer chancen for at blive god til faget eller en dygtig forsker? Jo, lige såvel som idrætshistorie forringer chancen for at blive en god cykelrytter hvis man helt glemmer at træne for at studere historie; men helt banalt udelukker det ene jo ikke det andet. Videnskabsfilosofi og -historie kan, når de er bedst, direkte inspirere forskningen, der altid står i fare for at tørre ud, glemme at forny sig, sande til i metoder der alene virker som relativ automatisk kortlægning og dataproduktion.

[6] Om aftalen og det nye filosofikum, se www.nbi.dk/natphil/FVT/ og Undervisningsministeriets Nyhedsbrev, d. 15. jan., 2001.

[7] og indsatsområde, bla. i USA, men her mest i forbindelse med miljøforskning, se internetadresserne biocomplexity.indiana.edu/bionet/bionet02.php, www.eng.nsf.gov/be/ og www.nsf.gov/geo/ere/ereweb/fund-biocomplex.cfm. Se også Solé & Pastor-Satorras 2002.

[8] det vil utvivlsomt kræve kritisk og måske endda paradigmatisk nybrydende forskning (eller måske blot banebrydende nye teknikker) at skabe afgørende gennembrud indenfor den postgenome forskning, hvis man fx skal "løse kræftens gåder" eller generelt ønsker at kunne "håndtere biokompleksitet". Man bør sondre mellem forskellige niveauer af kritik, og måske er netop 1) "biokompleksitet", 2) "biosemiotik" og 3) "cyborgologi" (her blot taget som foreløbige bestemmelser) kendetegnet ved hhs. forsøg på 1) intraparadigmatisk, 2) paradigmatisk og 3) transparadigmatisk kritik, dvs. forstået som hhs. 1) kritik på naturvidenskabens egne præmisser; 2) kritik på præmisser der overskrider metafysiske fordomme i klassisk naturvidenskab for på sin vis at danne rammerne for en bedre naturvidenskab; 3) kritik, der ønsker at forbinde videnskabelig rationalitet (i sin bedste og ikke-scientistiske form) med et bredere (køns- og fordelings)politisk frigørelsesprojekt. Se nedenfor.

[9] Baron (2003: 43) kalder positionen "mekanistisk organicisme", en udemærket betegnelse for det jeg selv har kaldt "mainstream organicism" (El-Hani & Emmeche 2000: 237). Denne, samt en mere radikal "kvalitativ organicisme" (Emmeche 2001), som tæller biosemiotikken som et eksempel, har idehistoriske rødder i Diderots "materialistiske vitalisme" (Diderot 1999 [1769]; Fastrup 1999).

[10] bl.a. i Jakob von Uexkülls Institut für Umweltsforschung (jf. Rüting 2003). Rüting var selv tæt på at svare bekræftende på spørgsmål 1) m.h.t. dette institut; her var man tæt på at have realiseret et aktivt virkende forskningsprogram (som var biosemiotisk om ikke af navn så af gavn) for empiriske studier af dyreadfærd.

[11] der er ikke tale om, at biosemiotikken idag kan kalde sig én sammenhængende teori; nogle taler hellere om en "semanisk biologi", Barbieri 2003, eller "hermeneutisk biologi", Markos 2002. Der er tale om en løbende afklaringsproces. De her stillede spørgsmål om biosemiotikkens karakter kan ikke besvares indenfor rammerne af denne artikel. Se også materialet på nettet, fx søg "Biosemiotics" på www.google.com.

[12] International Society for the History, Philosophy and Social Studies of Biology; mødet 2003 havde 424 registrerede deltagere, en rekord i selskabets historie og et klart indicium på den stigende aktivitet indenfor biovidenskabsstudierne. Om ISHPSSB, se www.phil.vt.edu/ishpssb/

[13] Formuleringen er lånt fra den glimrende artikel af Thacker (2003).

[14] Hvad er "hype" (pral, ordgas og reklame overfor bl.a. de bevilgende myndigheder), og hvad er "real science" (specielt hvis man hertil inkluderer de betydningsstrukturer, der har styrende indflydelse på de forskningspolitiske prioriteringer)? Det ville være dybt interessant at få belyst dette spørgsmål nærmere. Det kræver en tværfaglig indsats (fx et samarbejde mellem antropologer, historikere, videnskabsteoretikere, medicinere, jurister og naturvidenskabsfolk) at studere samspillet mellem netværksdannelse og netydningsproduktion i de sociale systemer, der omgiver eller legemliggør den nye bioteknologi.

[15] som locus classicus nævnes ofte Haraway 1991, men den cyberfeministiske bevægelse er meget heterogen, og tæller udover Donna Haraway teoretikere som Sandy Stone og Anna Balsamo (se også Braidotti 1996, Flagan & Booth 2002, Kember 2002).

[16] om den transhumanistiske bevægelse, der for at "adlyde det hedonistiske imperativ" vil forbedre menneskekroppen; se Sandberg (2002), hjemmesiden for World Transhumanist Association (www.transhumanism.org/), samt Etropy Institute (More 2003).

[17] Et godt sted at starte er Hayles (1999). I Danmark er det især Nina Lykke og Mette Bryld ved Syddansk Universitet, som repræsenterer de humanistiske cyborg-studier (se fx deres bidrag til Balling 2002), samt Finn Olesen og Randi Markussen ved Århus Universitet (se F.O's artikel i dette bind). Der er glidende overgange mellem listens punkt (II) og (IV).

[18] I al fald for racebegrebet er det tydeligt at den moderne evolutions- og molekylærbiologi understøtter en kritik af essentialistiske forestillinger om race; for egenskaber vedrørende køn er findes stadig en stor spontan uberarbejdet og uvidenskabelig essentialisme og genetisk determinisme blandt biologernes rækker.

[19] se Kvinder, Køn & Forskning nr. 1/03, som har queer og skæve køn som tema.

Referencer

Andersen, Heine (2000): "Udviklingstendenser i samfundsvidenskaberne", s. 129-141 i: Karen Siune & Thomas Vinther (red.): Forskningens rolle i det 21. århundrede. (Rapport nr. 2000/1). Århus: Analyseinstitut for Forskning.

Andersen, Peter Bøgh (2003): "Heterogene systemer. På krydstogt mellem semiotik, datalogi og ingeniørvidenskab" (bidrag i nærværende bog).

Anderson, P.W. (1972): "More is different", Science 177: 393-396.

Balling, Gert, red. (2002): Homo sapiens 2.0. Når teknologien kryber ind under huden. København: Gads Forlag.

Barbieri, Marcello (2003). The Organic Codes: An Introduction to Semantic Biology. Cambridge: Cambridge University Press [orig.: (2001): The Organic Codes. The birth of semantic biology. Ancona: peQuod.]

Baron, Christian (2003): Historien og naturhistorien - en videnskabsteoretisk analyse af den historiske dimension i evolutionsbiologien. Speciale. (Afd. for Zoologisk Morfologi v. Zoologisk Institut, og Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier), Københavns Universitet.

Biagioli, Mario, ed. (1999): The Science Studies Reader. London & New York: Routledge.

Boogerd, Fred, Frank Buggeman, Cathjolin Jonker, Huib Looren de Jong, Allard Tamminga, Jan Treuer, Hans Westerhoff & Wouter Wijngaards (2002): "Inter-level relations in computer science, biology, and psychology", Philosophical Psaychology 15 (4): 463-471.

Boogerd, F.C.;, F. J. Bruggeman, R. C. Richardson, A. Stephan and H. V. Westerhoff (in press): "Emergence and its place in nature: a case study of biochemical networks", Synthese.

Braidotti, Rosi (1996): "Cyberfeminism with a difference", New Formations No. 29 (Autumn 1996): 9-25. (Reprinted in: Silvia Eiblmayer (ed.), Zones of Disturbance. (Steirischer herbst 1997): 112-120 [også på http://www.let.uu.nl/womens_studies/rosi/cyberfem.htm]

Bruggeman, F.J.; H.V. Westerhoff & F.C. Boogerd (2002): "BioComplexity: a pluralist research strategy is necessary for a mechanistic explanation of the 'living' state", Philosophical Psychology 15 (4): 411-440.

Bryld, Mette og Nina Lykke (2002): "Cyborgbabyer og den politiske debat om 'det naturlige'", s. 195-215 i Balling, red. (2002).

Callebaut, Werner (1993), Taking the naturalistic turn - or how real philosophy of science is done. Chicago: The University of Chicago Press.

Diderot, Denis (1999): "D'Alambert's Dream" (orig.: Le Rêve de D'Alambert, 1769), p. 91-146 in: Diderot: Thought on the Interpretation of Nature and other Philosophical Works. (Introduced and annotated by David Adams). Manchester: Clinamen Press.

Dupré, John (1993): The Disorder of Things. Metaphysical Foundations of the Disunity of Science. Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press.

Hawthorne, Susan & Renate Klein, eds. (1998): CyberFeminism. Connectivity, Critique and Creativity. North Melbourne: Spinifex Press Pty Ltd., (pbk. 1999).

El-Hani, Charbel Niño & Claus Emmeche (2000): "On some theoretical grounds for an organism-centered biology: Property emergence, supervenience, and downward causation", Theory in Biosciences 119 (3/4): 234-275.

Emmeche, Claus (1997): "Aspects of Complexity in Life and Science", Philosophica 59 (1997/1): 41-68. [www.nbi.dk/~emmeche/cePubl/97g.complisci.html]

Emmeche, Claus (2001): "Does a robot have an Umwelt? Reflections on the qualitative biosemiotics of Jakob von Uexküll", Semiotica 134 (1/4): 653-693.

Emmeche, Claus (2002): "Kroppens caput som organisme", s. 121-156 i: Balling (2002).

Hoffmeyer, Jesper (1993): En snegl på vejen. Betydningens naturhistorie. København: Rosinante/Munksgaard. [eng.udg. (1996): Signs of Meaning in the Universe. Bloomington: Indiana University Press]

Hoffmeyer, Jesper (in prep., 2003): Biosemiotik. En afhandling om livets tegn og tegnenes liv. København: Københavns Universitet.

Fastrup, Anne (1999): Materiens subjekt. Om naturimitationen og den sociale pantomine i Dennis Diderots forfatterskab 1754-1772. Ph.D.-afhandling, Institut for Litteraturvidenskab, Københavns Universitet.

Fink, Hans (1987): "'Postmoralitet' og 'neonaturalisme'", s. 141-157 i: Hans Fink, Henrik Horstbøll og Ole Høiris (red.): Grænser for rationalitet. Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Flanagan, Mary & Austin Booth, eds. (2002): Reload: Rethinking woman + cyberculture. Cambridge, Mass.: The MIT Press.

Haraway, Donna (1991), "A Cyborg Manifesto: Science, Technology, and Socialist-Feminism in the Late Twentieth Century," (originally published in 1985), pp.149-181 in: D. Haraway: Simians, Cyborgs and Women: The Reinvention of Nature. New York: Routledge.

Hayles, N. Katherine (1999): How We Became Posthuman: Virtual Bodies in Cybernetics, Literature, and Informatics. Chicago: University of Chicago Press.

Hull, David L. and Michael Ruse, eds. (1998): The Philosophy of Biology. Oxford: Oxford University Press.

Jensen, Johan Fjord (1996): Babel og Tomrum. De systemiske videnskaber og humaniora. København: Gyldendal.

Jørgensen, Dorte (2002): Viden og visdom. Spørgsmålet om de intellektuelle. København: Det lille Forlag.

Kember, Sarah (2002): Cyberfeminism and Artificial Life. Taylor & Francis Books. [London: Routledge, 2003].

Kemp, Peter; Mette Lebech og Jacob Rendtorff (1997): Den bioetiske vending. København: Spektrum.

Kitano, Hiroaki, ed. (2002): Foundations of Systems Biology. Cambr., Mass.: The MIT Press.

Knorr-Cetina, Karin (1999): Epistemic Cultures: How the Sciences Make Knowledge. Cambridge, Mass.: Harvard University Press.

Kull, Kalevi (1999): "Biosemiotics in the Twentieth Century: A view from biology.", Semiotica 127(1/4): 385-414. [an uptated version is in preparation for Journal of Biosemiotics 1(1)]

Køppe, Simo (1990): Virkelighedens Niveauer. København: Gyldendal.

Lange, Lene (2003): "Novozymes' technologies - unlocking the Magic of Nature", paper presented at Novozymes, July 14, at the "Gatherings in Biosemiotics 3" meeting in Copenhagen.

Larsen, Thomas Schou (2003): "Coping with Complexity - a Bioinformatics perspective", paper presented at Novozymes, July 14, at the "Gatherings in Biosemiotics 3" meeting in Copenhagen.

Lemmens, Pieter (2003): "Systems biology: A new (w)holism or life understood as just bytes and bytes and bytes of digital information", [orig. abstract title: "Genetic Causality and the Organism,"], paper presented at the ISHPSSB (International Society for the History, Philosophy and Social Studies of Biology) meeting, Vienna, July 2003.

Markos, Anton (2002): Readers of the Book of Life: Contextualizing Developmental Evolutionary Biology. Oxford: Oxford University Press.

Medawar, Peter B. (1967): The Art of the Soluble. London: Methuen.

More, Max (2003): "Extropian Principles 3.0", på: www.extropy.org/ideas/principles.html

Qvortrup, Lars (2003): The Hypercomplex Society. New York: Peter Lang Publishers.

Rüting, Torsten (2003): "Uexkülls "Institut für Umweltforschung" - Biosemiotics in action?", paper presented at the "Gatherings in Biosemiotics 3" meeting in Copenhagen, July 11-14, 2003.

Sandberg, Anders (2002): "Kong Markatta II - en transhumanists erkendelser", s. 216-234 i: Balling, red. (2002).

Schaffner, Kenneth F. (1993): Discovery and Explanation in Biology and Medicine. Chicago: University of Chicago Press.

Shermer, Michael B. (2002): "This View of Science: Stephen Jay Gould as historian of science and scientific historian, popular scientist and scientific popularizer", Social Studies of Science 32(4): 489-524.

Shults, F. Leron (2993): "Postfoundationalism", p. 688-690 in: J. Wentzel Vrede van Huyssteen (ed.): Encyclopedia of Science and Religion. New York: Macmillan Reference.

Siune, Karen & Thomas Vinther, red. (1998): Folk og Forskning. (Rapport nr. 1998/1, 1998/2, 1998/3, 1998/4, 1998/5 fra projektet "Folk og forskning"). Århus: Analyseinstitut for Forskning.

Sober, Elliott, ed. (1994): Conceptual Issues in Evolutionary Biology. 2nd ed. MIT Press, Cambridge, Massachusetts.

Solé, Ricard V. and Romualdo Pastor-Satorras (2002): "Complex Networks in Genomics and Proteomics" In: Handbook of Graphs and Networks, S. Bornholdt & H. G. Schuster (eds.) John Wiley-VCH. pp. 147-169. Også på: www.santafe.edu/sfi/publications/Working-Papers/02-06-026.pdf

Thacker, Eugene (2003): "Data made flesh. Biotechnology and the discourse of the posthuman.", Cultural Critique 53 (winther 2003), p. 72-97.

Winther, Rasmus (2003): "Is a synthesis between levels of selection theory and evolutionary developmental biology forthcoming?" [orig. abstract title: "A View to a Failure? Part-Based and Kind-Based Science in Evolutionary Developmental Biology"] paper presented at the ISHPSSB (International Society for the History, Philosophy and Social Studies of Biology) meeting, Vienna, July 2003. [se også http://php.indiana.edu/~rwinther].

Ziman, John (2000): Real Science. What it is, and what it means. Cambridge: Cambridge University Press.

*