Kommentar bragt i Berlingske Tidende, 2. sektion (Magasin, s. 14), lørdag den 21. januar, 2006.


Videnskaben - tør hvor andre tier?
af Claus Emmeche

videnskabsteoretiker, ph.d. Leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, Det naturvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
  Innovation. Regeringen satser for ensidigt på de tekniske videnskaber og har en nærmest plansocialistisk tankegang i sin forskningspolitik. Det er på tide at droppe den forsimplede modsætning, som regeringens forskningspolitik opererer ud fra: Ny viden går på tværs af humaniora, samfundsvidenskab, sundhedsvidenskab og naturvidenskab.

 
  Er mere af det samme altid godt?
 
Hvad er viden? Jens Martin Knudsen, den hæderkronede og alt for tidlig afdøde fysiker ved Niels Bohr Institutet sagde ofte, at videnskab handler om at søge sandheden, og altid om at være skeptisk overfor dem, der siger at de har fundet den! Se, det er en ægte videnskabelig indstilling. Den holdning ville have pyntet på stamcelleforskningen, som nu er kommet i vanskeligheder, efter at det er afsløret, at den sydkoreanske stamcelleforsker Woo Suk Hwang slet ikke var så genial og smart til det der med stamcellelinier, som vi troede. Han snød i forsøget på at imødekomme de forventninger, som patienter, kolleger og investorer nærede til stamcelleforskningen - en forskning baseret på en hel industri af forhåbninger, han selv både var et produkt af og leverandør til.
     Det er ting som stamcelleforskning, udført på mere forsvarlig vis ganske vist, der er udset som dét, der skal være med til at sikre Danmarks fremtid som velfærdssamfund i en globaliseret verden. Danmark har forudsætninger for en position som et avanceret videnssamfund, med en højt uddannet befolkning, hvor man ikke er låst fast på livstid i et bestemt job, har en rigdom af kulturer, også en iværksætterkultur og brede veje mellem institutioner for uddannelse og forskning og et dynamisk erhvervsliv. Vi skal ikke alene lette vejen "fra forskning til faktura", som Dansk Industri har udtrykt det, men også vejen videnskab til velfærd.
     Selvom der blandt regereringens strateger synes forståelse for kompleksiteten i det videnssamfund, vi er på vej ind i, er det som om der trives en nærmest plansocialistisk tankegang, når det handler om at forstå mangfoldigheden af de videnstyper og evner vi har brug for, hvis vi, som det så yndefuldt hedder, bedre skal brande Danmark og danske virksomheder som interessante partnere på det internationale marked. En ledende tanke i de plansocialistiske samfund var at `teknologi og naturvidenskab' siden den industrielle revolution er blevet primære produktivkræfter. Bag den forestilling lå en lineær opfattelse af forholdet mellem naturvidenskab, teknologi og produktivitet, som genfindes i vore dages forskningspolitik: At jo flere penge, man tilfører de tekniske videnskaber, jo større effekt får det på udviklingen af teknologi og i sidste ende velfærd. At der mange gange, og på basis af økonomiske og historiske undersøgelser, er sat spørgsmålstegn ved denne opfattelse af en nødvendig logik mellem naturvidenskab, teknologi og velfærd, forhindrer ikke tankegangen i stadig at præge politikernes beslutninger. Vi har i videnssamfundet brug for at vide mere, ikke bare om verden, men også mere om vidensprocesser. Det viser eksemplet Woo Suk Hwang.
     Der rumles netop nu med tanker om at tilføre flere politisk definerede midler til universiteter og højere læreranstalter. Her må man frygte, at det politiske design af bevillingerne nok en gang præges af den lineære models logik, og at de teknologiske, såkaldt våde områder af forskningen (våde, fordi metoderne her er eksperimenter med natur eller krop) prioriteres på bekostning af de »tørre« human- og samfundsvidenskaber. Tør videnskab opfattes som billig og noget man ikke for alvor behøver at satse på. Man glemmer at »tør« ikke bare står for tal i samfundsvidenskab, tolkninger i humaniora, for slet ikke at sige nøgtern saglighed. Tør videnskab er også videnskab der tør - tør tænke frit og selvstændigt, tænke nyt og kreativt, kritisk, utraditionelt og på tværs. Det er videnskabelige dyder som disse, der skal sikre Danmarks deltagelse i det globale videnssamfund som kreativ medspiller, så vi undgår billedet af et land, der ikke formår at bruge ytringsfriheden til at fremme mellemmenneskelig forståelse.
     Fornuftige folk i Dansk Handel og Service, Globaliseringsrådet, Det Strategiske Forskningsråd og andre med ørerne rettet mod tidsånden har advaret om en skævvridning af vores forskning, hvis logikken følges slavisk og de tørre områder igen underprioriteres. Innovation ikke blot er et spørgsmål om teknologi, men at det, som nogle har kaldt multidisciplinær innovation også må fokusere på samspillet mellem social innovation og teknologisk udvikling, så også den forskningsmæssige baggrund for de såkaldt bløde kompetencer må styrkes. Social innovation handler fx om at finde nye måder at mindske det spild af talent på det danske arbejdsmarked.
     Våd og tør videnskab er ikke en opdeling vi kan bruge længere. Det er på tide at droppe de forsimplende modsætningspar, som regeringens forskningspolitik opererer ud fra. Den internationale forskning i det 21. århundrede vil producere megen ny viden, der går på tværs af humaniora, samfundsvidenskab, sundhedsvidenskab og naturvidenskab. Man kan blot tænke på tværvidenskabelige forskningsområder der studerer fænomener som læring, kognition, energi, netværk, sundhed, ernæring, medier, miljø. Vi er dårligt rustede til at følge med på de felter, hvis vi kun satser snævert på naturvidenskab og teknik. Vi kan være nok så gode til det tekniske, men hvis vi ikke kan gennemskue et marked, et sprog, en historie, en mentalitet, en social dynamik eller en ideologisk hindring, bliver vi let overhalet.
     Man skal selvfølgelig ikke skære i den naturvidenskabelige grundforskning. I mange år er naturvidenskabelige forskningsmiljøer blevet udsultet, bl.a. på grund af den markedslogik man indførte, hvor studentertal påvirker tildeling af midler til områderne. Det er næppe udtryk for nogen højere fornuft at fx et geologisk institut skal fyre forskere fordi geologi som fag er usynligt i gymnasiet.
     Selve billedet af hvad de enkelte forskningsområder omhandler, er under ændring. Fysikken bliver mere biologisk, biologien bliver mere humanistisk og orienteret mod betydning og kompleksitet, sprogvidenskab bliver mere sociologisk, og samfundsvidenskaberne vil bruge flere fysik-inspirerede teknikker. Det er vigtigt i samfundets støtte til forskningen at gøre plads til opbrydning af gamle grænser og nye forskningsområder, uanset om de kaldes våde eller tørre.
     Det tilsvarende gælder uddannelserne. I uddannelsen af humanister til brugbar kommunikation indgår i dag en række tekniske færdigheder, både i forbindelse med informations- og kommunikationsteknologi og i form af sociale teknikker, ligesom kandidater fra de tekniske og naturvidenskabelig uddannelser må have styrket den bløde side af kompetenceprofilen, der omhandler en formidlingsmæssig, pædagogisk og socialanalytisk kunnen.
     Skal kvaliteten af uddannelserne sikres, skal de studerende møde ægte forskere, ikke kun løst ansatte undervisningsassistenter. Princippet om forskningsbaseret undervisning må genindføres i alle led på universiteterne. Hvis Danisco efterspørger en biokemiker, søger de én som er uddannet til videnskabeligt top-niveau i biokemi, ikke en person, der kun kan bruge de teknikker, man allerede råder over. Universiteternes medfinansiering af de eksternt delfinansierede projekter truer den forskningsbaserede undervisning, fordi det »frikøber« forskere fra undervisning.
     To nye tiltag omkring universitererne peger i den rigtige retning, men må sikres bedre betingelser:
     Den ene fornyelse er, at det naturvidenskabelige fakultet i København har indført en ny struktur på alle bachelorstudier, og at andre danske universiteter forbereder sig på det samme: Året deles op i korte intensive kursusforløb, med tilsvarende flere prøver pr. år. De studerende kan nu lettere komponere en menu af kurser på tværs af studier og andre uddannelsessteder. Det øger fleksibiliteten, men skal følges op med planer, der sikrer en samlet fremdrift og en overordnet hensigt med de enkelte studieforløb. Det gode er, at det store frafald ved studiestart er mindsket, og at man letter en løbende tilpasning til den faglige og jobmæssige udvikling, med en større mangfoldighed i de færdige kandidaters profiler.
     Den anden fornyelse er fagets videnskabsteori. Det tæller som modvægt til tendensen til et fragmenteret studieforløb. Dette moderniserede filosofikum er, modsat sin forgænger, tilpasset det enkelte studiums mere overordnede emner. Det omfatter videnskabernes filosofi, sociologi og etik, og et historisk perspektiv på fagenes udvikling, og de samfundsmæssige dimensioner af forskningen. Alle bachelorstuderende skal nu have et kursus i deres eget fags videnskabsteori, ligesom de medicinstuderende længe har haft medicinsk etik. Man kan sige, at i vidensamfundet er kravene til proper udøvelse af enhver videnskabsbaseret profession lige så komplekse som kravene til en god læge. Fagets videnskabsteori er et rigtigt refleksionsfag i den forstand, at det giver den studerende mulighed for at træde et skridt tilbage, og fundere over hvad et fag, en videnskab, og et vidensamfund i det hele taget er - og kan bruges til, på basis af undervisning i teorier, case-studier, og begreber om videnskabens indretning og samspil med samfundet.
     Det var derfor fornuftigt at Folketingets partier i 2000 bakkede bredt op om at indføre videnskabsteori, for det øger den faglige kvalitet af uddannelserne, og er med til at sikre, at studerende har bedre mulighed for at forholde sig kritisk til viden, information og omverden. Men man glemte, at også undervisning i videnskabsteori skal være forskningsbaseret, på en lige så seriøs baggrund som andre kurser. I 2000 pålagde politikerne universiteterne at løse opgaven "udgiftsneutralt". Man er i dag kommet langt med arbejdet. Men for at sikre en forskningsbaseret undervisning er der nu behov for en ekstra indsats for at rekruttere forskere, som både er specialister i et konkret fag og i videnskabsteori. Skal det udbydes på seriøs vis, på linie med andre kurser, er der brug for at kunne fastholde de nu løst ansatte undervisere, der lever en usikker karriere og ikke kan få ph.d.-stipendier og dermed indgang til den nødvendige forskning, fordi »systemet« endnu tænker i enkeltfaglige kasser og ikke i tværfag som videnskabsteori.

***

Artiklen kan hentes her i sin uforkortede version (i pdf).