Kognition og omverden
- om Jakob von Uexküll og hans bidrag til kognitionsforskningen.

CLAUS EMMECHE


Bragt i Almen Semiotik, nr.2, s.52-67, 1990.

Det kan virke overraskende men bør strengt taget ikke undre, at forskning i kognitionens mekanismer støder på erkendelsesteoretiske problemer, som for længst er lagt på hylden af de implicerede fagvidenskaber, og nu vækkes til live af selve de bestræbelser og mål, forskningen sætter sig. Bedømmelsen af omfanget af et forskningsprograms mulige opfyldelse og begrænsninger kan understøttes af fornyet refleksion over disse vanskeligheder. Når jeg her genopliver en ret kontroversiel biolog, der virkede ved begyndelsen af dette århundrede, er det fordi hans teorier kan pege på én af de mulige grænser for den aktuelle kognitionsforskning, men også fordi de spørgsmål, han tumlede med, ganske enkelt har interesse for en almen semiotik.

Kognitionsforskning

Kognitionsforskningen (KF) eller "Cognitive Science" kan velvilligt opfattes som et nyt, tværvidenskabeligt anlagt forsøg på at studere tænkning, eller "tænke-lignende evner", i naturlige og kunstige systemer. Det er naturligvis fundamentalt vagt og uklart, hvad forskningsobjektet "tænkning" eller kognition dækker over; hvad det er for en slags kapaciteter eller en kompleks kunnen, man er interesseret i at undersøge. Dette er kognitionsforskningens gåde nummer ét: Hvad er tænkning, eller m.a.o.: Hvad er det vi laver?

På trods af mysteriet er der dog indenfor kognitionsforskningen en implicit fælles fornemmelse for de typer af evner, der hentydes til. Man kan ikke udelukke, at denne "tavse viden" om hvad tænkning er, bunder i direkte prævidenskabelige intuitioner om fænomenet, evt. udtrykt i common sense begreber som "tanke", "klog", "viden", "vide at...", "finde ud af...", eller i situationelle bemærkninger som "Kan du tænke dig...", eller "Brug knoppen!". Trods de tilsyneladende ret forskellige tilgange til problemet i den konnektionistiske ("neurale netværk") del af kognitionsforskningen, hvor man især forsker i hukommelse, indlæring og løsning af ikke-formaliserbare problemer, og i den klassiske "kunstig intelligens" afdeling, som bidrager med metoder, modeller og koncepter om tænkning og problemløsning udfra den logicistiske grundtanke, at intelligens må betragtes som besiddelse af viden (en database) + logiske slutningsregler (inferens), er kognitionsforskere som regel enige om, at genstanden kan udforskes under den synsvinkel, at der er tale om typer af informationsbehandling (symbolsk eller non-symbolsk) eller "beregning".

Hvad information er, diskuteres sjældent, og der findes ikke noget entydigt informationsbegreb i kognitionsforskningen (jfr. Finnemann 1989). Det er derimod oplagt, som Pierre Quellet for nylig har påpeget, at ligesom alle menneskelige tegnaktiviteter (talehandlinger, gestik, visuel kommunikation etc.) er knyttet til kognitive processer der kan beskrives med symbolske eller informationelle begreber, så er kognition som sådan ikke mindre en form for semiosis, der involverer typer af repræsentation, og har karakter af "tredjehed", som Peirce ville sige. Men selvom målet med kognitionsforskningen er at gøre sindets semiotiske mekanismer eksplicitte, hvad enten det sker ved analogier til de formelle symbolske kunstsprog eller ved konstruktion af "subsymbolsk" arbejdende netværk, er det endnu kun få kognitionsforskere, der har søgt at drage nytte af de semiotiske traditioners indsigter og begreber.

Det, der samler forskerne under noget, der ligner et forskningsprogram, er snarere, at der tilstræbes en science om det kognitive - hvor det angelsaksiske science-begreb ikke på samme måde som vores germanske videnskabsbegreb indbefatter "de fortolkende videnskaber". Man vil levere præcise beskrivelser og forklaringer af det kognitive på samme måde som andre naturfænomener kan forklares: Gennem et detaljeret kendskab til dets mekanismer. Herved kan fænomenet principielt også syntetiseres, dvs. implementeres i elektroniske computere, og omvendt: I det omfang man faktisk får maskinerne til at være "intelligente" og tænkende, skulle den kognitive performans være forklaret mekanistisk; maskinen gør jo ligesom naturen ingen "spring" til en særlig sjælelig eller kognitiv substans.

Allerede her tårner problemerne sig op - uden nødvendigvis at hæmme den "praktiske" forskning i kognition, der ofte mere har karakter af en ingeniørmæssig "det muliges kunst". Hvad menes der fx med forklaring? Hentydes der med "andre naturfænomener" til de fysiske kausalforklaringer af den døde natur, eller reserverer man et selvstændigt forklaringsniveau til informations- og/eller symbol-processer, som da anses som irreducible til det fysiske niveau? Det sidste hævder funktionalister i KF, som derved indirekte genindfører dualiteten mellem det fysiske og det tænkende. Endelig må man spørge om konstruktionen af artificielle systemer med komplekse egenskaber (fx medicinske ekspertsystemer; neurale netværk der husker og genkender forbryderansigter; eller, for nu at tage AI's ækvivalent til termodynamikkens perpetuum mobile af 2.art: en "generel problemløser") skulle være det samme som at forstå den menneskelige kognitions mekanismer? En uhørt psykologisering af automatiske formelle systemer.

Man bør her skelne mellem 1) KF som bidrag til en psykologisk (eller lignende) teori om den specifikt menneskelige tænkning, dvs. som en videreførelse af den kognitive psykologis heroiske bestræbelser, og 2) KF som det, man i et semiotisk perspektiv kunne kalde et maksimalprogram for en videnskab om det kognitive, der går ud på at udforske tænkningens almene muligheder, mekanismer og relationsstruktur - hvor "tænkning" (næsten som thought hos Peirce eller Geist hos Hegel) da betegner et område af topologisk/semiotisk eller ontologisk/metafysisk karakter, som kan udforskes som abstrakt genstand i relativ uafhængighed af de materielle realisationer af denne guddommelige evne. Distinktionen mellem KF som psykologi og KF som forudgribelse af en metasemiotik muliggør en tredje markering af et specifikt forskningsfelt af mere fænomenologisk art: KF som videnskaben om omverdenen, set ud fra subjektets egen synsvinkel.

Kognition om verden

Det er præcis det sidste felt, som kognitionsforskningen, især den klassiske AI tradition, kritiseres for helt at overse. Dette felt mellem det kognitive og den subjektive og sociale omverden er dog flerdimensionalt.

I forhold til forståelsen af det menneskelige individ rejses spørgsmål om reduktionen af subjektet i afgrænsningen af det kognitive, hvor den logicistiske AI-tradition udgrænser betydningen af følelse og vilje, engagement og begær, for selve de måder det kognitive subjekt repræsenterer "viden" om sin "mikroverden" på. At fx beslutninger, der er truffet i kritiske situationer eller angår selve vores tilværelse, vel kan være understøttet af kognitive "ræsonnementer", skønt de dog i selve deres form beror på "hjertets grunde" der altid har det afgørende udslag, er nok alment kendt, men umuligt at formulere indenfor kognitionsforskningens begrebshorisont, for slet ikke at tale om forsøg på "simulering" af den slags situationer med de kendte AI-teknikker. Problemet er ikke blot manglende kendskab til det, man kunne kalde "det ubevidstes algoritmer" og den "emotionelle inferens", eller til forholdet mellem de kognitive mikroverdener og subjektets totale makroviden som konstituerer dets "omverden", men noget så radikalt som selve frihedens problem.

I forhold til den mellemmenneskelige verden som kollektivt subjekt, som forståelsesfællesskab og betydningskredsløb, mangler kognitionsforskningen at beskrive kognitionens "overindividuelle" eller sociale sider. I det omfang KF forbliver et forskningsprogram, der vil beskrive kognition som funktionelle tilstande af programmer instantieret i hjernens wetware eller computerens hardware, mangler man helt forbindelsen til den sociale kognition og de kulturelle betydningsstrukturer, individet under opvæksten tilegner sig, gør til sine egne eller overskrider.

I forhold til det oplevelsesmæssige støder KF på spørgsmålet om formerne for tænkningens forbundethed den måde, vi igennem vores umiddelbare bevidsthed, sansning og kropslighed har adgang til omverdenen på. Hvis målet er en ydre og i princippet objektiv, eller klassisk naturvidenskabelig beskrivelse af tænkningens apparatur og funktion, vil denne tilgang alene ikke muliggøre forståelse af kognitionens bundethed til den menneskelige selvrefleksion, til den kropslige indlejrethed i de fysiske omgivelser og til subjektets egne erfaringer. KF kan i sit tværfaglige perspektiv heller ikke identificeres med et så snævert metodisk ideal, som de fremstår af visse programskrifterne.

Kritikken af KF (især klassisk AI) for at reducere subjektet tager ofte afsæt i Heideggers fænomenologiske kritik af hele den bevidsthedsfilosofiske tradition fra Platon til Husserl, eller i den eksistentielle fænomenologi hos Merleau-Ponty. Dreyfus fremhæver fx, at viden oftest ikke er et spørgsmål om at vide at..., dvs. ikke et spørgsmål om eksplicitte meninger eller relationer mellem sindet og propositioner eller domme, men oftest drejer sig om at vide hvordan..., dvs. være i stand til at handle adækvat i en livsverden af sociale vaner og normer, fælles formål og personlige projekter, og i den brugende omgang med værktøj, fodtøj, køretøj, strikketøj og andet -tøj. Hermed bliver viden og problemer i AI som vidensrepræsentation, kontekst, ramme-problemet osv., i langt højere grad et spørgsmål om typer af kunnen, der i første omgang er intimt forbundet med den menneskelige livsverden - for så vidt denne bl.a. kræver den sproglige og dermed specifikt menneskelige kunnen - men som samtidig gennem kropsligheden peger på såvel menneskelige nonverbale kommunikationsformer (som fx. ansigtsgenkendelse, jfr. Stjernfelt 1988) som på evner, der er forbundne med det senso-motoriske system og derfor ikke nødvendigvis er specifikke for den menneskelige bevidsthed. Det er oplagt, at "rammeproblemet" i AI - fx problemet med at opdatere det enorme "trossystem" om miljøets dynamiske struktur (hvilke ting som fandtes dér, ændres, flyttes, forgår eller opstår og nu findes hér) - også gælder for de dyr, som er i stand til at repræsentere aspekter af deres omgivelser mentalt.

I modsætning til en kritik af AI, der trods gentagne opgør med traditionen fra Descartes endnu er bundet til en dualistisk og antropocentrisk bevidsthedsfilosofi, kunne man med udgangspunkt i studier af dyrenes aktiviteter undersøge den subjektive karakter ikke bare af den menneskelige verdensoplevelse, men af enhver levende organismes opfattelse af sin egen verden. Kropsligheden har et organisk udspring som ikke skal forstås som noget rent fysisk, for alle organismers verden har en en irreduktibel subjektiv side, som biologen von Uexküll fremfor nogen har fastslået.

En baltisk baron om en subjektiv Umwelt

Jakob von Uexküll er en interessant skikkelse betragtet som en slags forløber for såvel den moderne semiotik, kognitionsforskning og etologi, men kun få kender ham. Han glimrer ved sit fravær i de normalvidenskabelige introduktioner til tegn, tænkning og adfærd. Hvem var han?

Jakob Johann baron von Uexküll - efternavnet udtales ['ykskyl] - blev født på godset Keblas i Estland d. 8. september 1864. Han studerede zoologi i Dorpat og Reval, og her lægges kimen til hans senere lære om forholdet mellem organismerne og deres omverden. Efter sin eksamen arbejder han fra 1892 til 1909 hos W. Kühne på Physiologische Institut i Heidelberg og ved den zoologiske station i Napoli. Hans aktivitet har her den klassiske karakter af privat, fri forskning i de emner der interesserer ham, og han foretager forsknings- og studierejser til bl.a. Afrika. I 1903 gifter han sig med Gudrun Schwerin, og sammen får de datteren Dana og sønnerne Thure og Gösta. I 1907 modtager han et æresdoktorat ved Heidelberg Universitet som anerkendelse af sit arbejde med muskelfysiologi, men hans senere anstrengelser var helliget studiet af levende væseners opfattelse af deres omverden og hvordan perceptionen påvirker adfærden. Som hørende til en af de "tyske baroner" i Estland mistede han sin formue, der stod i russiske statspapirer, efter den russisk-japanske krig 1904-5 og den efterfølgende revolutionsbølge, som også nåede Estland, hvor de store godser blev socialiseret og udstykket efter jordreformen i 1918. Man skaffer ham i 1926 et professorat i Hamburg, så han her, i beskedne rum, kunne indrette et "Institut für Umweltforschung". Her arbejder han især sammen med sin elev og efterfølger, Friedrich Brock. Den II.Verdenskrig skiller ham fra Hamborg, han tager til Capri og arbejder videre dér. Jakob von Uexküll dør d. 25. juli 1944 på Capri.

Han efterlod sig en ny grundopfattelse af adfærdsstudiet og en mase ufærdige idéer, som sønnen Thure von Uexküll (født 1908) har arbejdet videre med. Thure er medicinsk doktor og professor emeritus ved universitetet i Ulm; han lever og bor, så vidt jeg ved, endnu i Freiburg, BRD. Hans forskningsområde er psykosomatisk medicin, filosofi og semiotik. Bearbejdningen af faderens tegnlære rummer udkastet til en ny biosemiotik. Den er loyal mod grundidéen om den subjektive Umwelt, men rummer ikke de samme anti-evolutionære synspunkter som hos den gamle baron, der ikke kunne udstå darwinismen.

Det er sikkert en af årsagerne til, at Jakob von Uexküll ikke levnes nogen plads i standardværker om "væksten i biologisk tænkning" (Mayr 1982), og betragtes som en outsider, evt. rubriceret som "vitalist" (Nordenskiöld 1928), selvom betegnelsen ikke er helt dækkende. Han har nok også været for svær at kapere for mange af hans samtidige kolleger, som mente, at den nye fysiologi og genetik skulle bringe biologien frem til eksakt og mekanistisk naturvidenskab. De forstod ikke hans tale om planmæssigheden i naturen. Graupner beskriver i sin polulært anlagte biologihistorie sit møde med den "kraftige mand med bondekranium":

"Øjnene, der kan have et bydende blik, har tendens til at vise spot, og læberne er tykke. Når han begynder at tale, må man være forberedt på kårdestød. Baron Jakob von Uexküll fra Baltikum holder af at fægte, hans forfædre var vant til turneringer og forstod at hævde sig i kamp. Han ligner dem hele sit liv igennem. (...) Da jeg første gang mødte baronen - det blev han også kaldt, da han var blevet professor og æresdoktor - var han i disput om dyrepsykologi. Hans modstander sagde, at der jo var mange veje, som førte til Rom, og at der også var mange veje til dyrepsykologien foruden den Uexküll'ske. Uexküll rejste sig, støttede hænderne på bordpladen og sagde forbindtligt, men eftertrykkeligt, med baltisk tonefald: >>Hr. kollega, der er også mange veje, som fører bort fra Rom!<< Så satte han sig igen. Han har ofte demonstreret denne evne til at komme en videnskabelig modstander til livs med slagfærdige bemærkninger." (Graupner 1961: 157)

Når Jakob von Uexküll nævnes i forbindelse med etologiens grundlæggelse er det som regel kun som inspirationskilde for Konrad Lorenz, der dedikerede sin berømte artikel "Der Kumpan in der Umwelt des Vogels" (Lorenz 1935) til ham i anledning af hans 70 års fødselsdag. Her præsenterer Lorenz de ideer og begreber, der skulle blive den klassiske etologis. Bl.a. bruger han Uexküll's term for nervereceptor-korrelatet til en kombination af udløsende stimuli, den "udløsende mekanisme", til at betegne paratheden til at give et specifikt respons på visse nøglekombinationer og dermed aktivere et givet adfærdsmønster.

Det var først og fremmest von Uexküll's fortjeneste at udvikle ideen om Umwelt som begreb for den subjektive fænomenale verden, som dyret selv ser den, i modsætning til det faktiske miljø. Umweltsforskningens primære opgave skulle være at identificere de perceptuelle tegn (Merkzeichen) blandt totaliteten af stimuli, der omgiver et dyr. I bogen Umwelt und Innenwelt der Tiere beskrev von Uexküll midens (dvs. flåter af familien Ixodidae) sanseverden: Efter parring klatrer hunnen ud på spidsen af gren på en busk. Hun klynger sig fast i passende højde så hun kan falde ned på små pattedyr under sig eller afbørstes af lidt større dyr, der kommer forbi. Den øjeløse mide ledes hertil ved hudens fotosensitivitet. Et bytte, der nærmer sig, afslører sig for den blinde og døve hun ved hendes lugtesans. Den odeur af smørsyre, der udgår fra svedkirtlerne på alle pattedyr, virker på hende som signal til at slippe pinden og lade sig falde ned. Hvis hun lander på noget varmt - en fin varmesans røber det for hende - har hun nået sit bytte, et varmblodet dyr. Hun skal så blot begrave sig i skindet, finde en hårløs plet og langsomt pumpe sig selv op med blod. Eksperimenter med kunstige membraner og andre væsker end blod viser, at hun mangler smagssans - når membranen er perforeret drikker miden enhver væske med den rigtige temperatur. Hvis hun lander på noget koldt søger hun igen op på en højtsiddende kvist og venter der.

Selvom miden har en forholdsvis kompleks adfærd, er dens Umwelt uhyre simpel sammenlignet med fx fugle og pattedyr, hvis perceptionssystem er langt rigere udviklet, og som kan danne sammensatte og differentierede repræsentationer af verden. Det er imidlertid en pointe hos von Uexküll, at både fuglen og miden og enhver anden organisme bærer rundt på sin egen (artskarakteristiske) subjektive Umwelt, - "som i bobler af selvverdener" - således at midens Umwelt ikke kan siges at være mindre "rigtig" end fuglens, og fuglens ikke mindre rigtig end menneskets. Vi deler det kår med andre organismer at være på en måde indesluttet i vores artsspecifikke Umwelt, givet de sanseorganer vi besidder, med hvilke vi som "betydningsmodtagere" opfanger specifikke perceptuelle tegn (Merkzeichen). En sammenligning af Umweltbegrebet med Leibniz' monader er nærliggende.

De ideer om perception, von Uexküll fremsætter, er ikke i sig selv nye, men han giver dem en særlig semiotisk drejning: "Kun en brøkdel af den ydre verden opsamles via dyrs sanseorganer og behandles som stimuli, som da transformeres til nerveimpulser og ledes til de centrale perceptuelle organer. Perceptuelle tegn dannes da i disse perceptuelle organer og projiceres som "mærker" (Merkmal) for at blive egenskaber hos betydningsbæreren" (J. von Uexküll 1940 [1982:34]). Selvom mærkerne som tegnkategori tilhører betydningsmodtageren, som er en del af organismen, projiceres de over på de "objekter", der tilhører en given Umwelt. Her skelner Uexküll mellem objekt og genstand; en genstand er ikke sammenfaldende med et objekt hos en given organisme; genstanden tilhører en uafhængig observatørs Umwelt, den er en kategori på linie med miljøet i modsætning til den subjektive Umwelt. Typisk vil organismen kun opfatte nogle af genstandens egenskaber i sin Umwelt. Således foretager von Uexküll en semiotisk relativering af ideen om en objektiv virkelighed, for så vidt den altid foreligger indenfor grænserne af en artsspecifik Umwelt. Dog antager denne Umwelt hos den menneskelige art en særlig (genstandskonstituerende) karakter.

Blandt hele den serie af tegnbegreber, von Uexküll udviklede for at redegøre for forholdet mellem organisme og omverden, skal kun få antydes. Fra betydningsmodtageren transformeres impulserne fra sanseorganet til impulser, der aktiverer musklerne i effektoren, f.eks. et ben, en arm, en klo. Det hedder, at effektoren udstyrer objektet med egenskaber: Ligesom perceptuelle tegn "projiceres" som mærker på et objekt, "opererer" effektoren på betydningsbæreren (objektets funktion er at bære betydning), som herved udstyres med "greb" (Wirkmal). Et greb er altså en projiceret handleimpuls, og handlingen har ofte som virkning at ændre et mærke, hvorved et veritabelt feed-back-loop er etableret i form af det, Jakob von Uexküll kalder den funktionelle cirkel (se figur 1). Her foregreb han ligesom Poincaré kybernetikkens begreb om tilbagekobling.

Figur 1. Den funktionelle cirkel. Dyret griber objektet som med en knibtang bestående af en perceptor arm og en effektor arm. Visse egenskaber i objektet bliver bærere af "mærker" og "greb"; de egenskaber der påvirkes gennem effektorgrebet udøver gennem genstanden indflydelse på de egenskaber, der bærer mærkerne, så evt. vil "grebet udslette mærket" (Efter: Jakob von Uexküll 1940 [1982:32], også gengivet i Thure von Uexküll 1986a:139 og 1986b: 207, se kritik i Emmeche 1990).

Filosofisk lyder nogle af von Uexküll's teser som fænomenalisme, fx når han understreger tegnenes "private" karakter eller hævder, at "Al virkelighed er subjektiv tilsynekomst" (J.v.U. 1920 [1973:9]; jfr. T.v.U. 1982a: 8ff). Hans engelske kollega, bioteoretikeren Joseph H. Woodgar placerede ham da også på linie med Ernst Mach. Placeringen er tvivlsom, for Uexküll er en alt for religiøs og "økologisk" tænker for den positivistiske ånd.

Jakob von Uexküll var tydeligvis påvirket af den nykantianisme, der fra 1870'erne gennemsyrede det filosofiske miljø på de tyske universiteter helt indtil trediverne. Han diskuterer i Teoretische Biologie fysikeren og fysiologen Herman von Helmholtz' teorier. Helmholtz repræsenterede den "fysiologiske" retning i nykantianismen, der fortolkede Kants aprioriske former biologisk: Vores indtryk af tingene i omverdenen er et produkt af dels de ydre sansestimuli fra tingene, dels vore egne subjektive processer; derfor afbilder vore forestillinger ikke selve tingene, men tegn eller symboler herpå (Wagner 1965). Baron von Uexküll kan dog ikke forlige sig med Helmholtz' materialistiske hævdelse af en fysisk lovmæssig virkelighed "bag" tilsynekomsterne og hans erklærede mekanistiske videnskabsideal. Om det var en verdensånd eller en fysisk verdensformel, der blev påstået som ontologisk basis, var for Uexküll ét fedt, "en smagssag" (1920 [1973:9]), lige utroværdigt. Selvom Uexküll's anti-evolutionisme ikke tillod ham at tænke den menneskelige erkendelses fylogenese, har han givetvis påvirket Lorenz (1941) i retning af den naturaliserende tolkning af de kantianske apriori, og er derfor også forløber for den evolutionære epistemologi (Campbell, Wuketits).

Med hensyn til semiotikken stod Uexküll på bar bund (når vi ser bort fra Helmholtz) og måtte udvikle sine egne begreber, for han kendte hverken til de Saussure eller Peirce's tegnlære, selvom de var hans samtidige. Sønnen Thure, der er ivrig Peirce-læser, lader det dog stå åbent om han gennem sin ven, nykantianeren Ernst Cassirer, har hørt om Peirce, omend det er tvivlsomt (T.v.U. 1982a: 19). Cassirer var mest interesseret i Uexküll's argumenter for biologiens autonomi i forbindelse med striden mellem mekanicisme og vitalisme (Cassirer 1950).

Det, der interesserer Uexküll mest hos Kant er ikke så meget de apriori anskuelsesformer - hvad enten de nu tolkedes Helmholtz'sk-fysiologisk eller mere sociologisk og kulturhistorisk som hos Cassirer og Simmel. Det er Kants transcendentale æstetik, som Uexküll's Theoreticshe Biologie og den senere Bedeutungslehre skylder mest. Det er ikke så sært, for den har virkelig talt til hans dybe beundring for den orden og komplekse harmoni mellem alt levende, som han ser realiseret i naturens opbygning. Kant omtaler netop i Kritik der Urteilskraft (1790) det naturskønne som det, der besidder den højeste grad af æstetisk fuldkommenhed. Kant kommer bl.a. frem til, at vor refleksion (den reflekterende dømmekraft) efterlyser et princip at gå frem efter, når vi går fra det særlige (de enkelte empiriske love) til det almene (disse loves enhed og sammenhæng). Dette princip viser sig at være naturens formålstjenlighed. Formålsideen er ganske vist ikke selv et videnskabeligt begreb for Kant, men et nødvendigt heuristisk princip. Vi føler da også en æstetisk glæde og beundring når de empiriske love går sammen til en systematisk enhed. Ja, naturen kan betragtes som et system af formål, hvor alt på en gang tjener et formål og samtidig selv er formål i forhold til noget andet.

I anden halvdel af betydningslæren (1940) beskriver Jakob von Uexküll udførligt denne systemiske planmæssighed i det levende. Med lån fra musikteorien kalder han de sindrigt sammenpassede forhold mellem forskellige organismers Umwelten for kontrapunktisk - der jo kommer af punctus contra punctum, node mod node, som henviser til kunsten at føre to eller flere stemmer mod hinanden uden at klangbilledet forstyrres. Både den komplementære korrelation mellem forskellige dyrs Umwelten (fx han-hun, byttedyr-rovdyr) og den komplementære korrelation mellem subjektets bygningsplan og mediet (finne-vand, hov-steppe, vinge-luft) er kontrapunktiske relationer. I eksemplet med flåten som betydningsmodtager er lugtorganet, der kun kan lugte smørsyre, et "punkt", og betydningsbæreren, den dunst der er fælles for alle pattedyr, smørsyren, et "kontrapunkt". Alle dyr er indbyrdes forbundet ved sådanne "betydningsregler". Edderkoppens spind er dannet på en "flue-lignende" måde, og edderkoppen er selv "fluet".

Denne "økologiske" del af betydningslæren rummer mange rigtige og smukke iagttagelser, men munder ud i en nærmest Leibniz'sk forestilling om en art præ-etableret harmoni og den konklusionen, at "intet er overladt til tilfældighed i naturen" (1940 [1982:54]). Her vil de fleste biologer stige af - ét er, at von Uexküll ikke accepterer et darwinsk adaptationsbegreb, det er dog stadig omdiskuteret i biologien af andre grunde; værre er, at han falder tilbage til en art Paley'sk naturteologi, og i en konservativ kritik af et specifikt darwinistisk udviklingsbegreb blokerer for almene spørgsmål om naturens historiske selvorganisering af stadigt mere komplekse former for stof- og tegnrelationer. Det er intellektuelt uacceptabelt. Alligevel rummer denne del af hans lære en sandhed på et andet plan, af normativ art, om forholdet mellem økologiske og æstetiske naturformer. Læst sådan minder hans natursyn om Gregory Bateson's, som pegede på en nødvendig enhed mellem ånd og natur, en enhed som kan skabes hvis den indses.

Biosemiotik

Thure von Uexküll har videreført Umweltslæren. Han udvikler den i retning af en mere moderne konciperet biosemiotik, som beskriver integrationen af de simpleste levende tegn i mere komplekse. Herved kan et begrænset antal semiotiske niveauer i naturen skitseres, hvor de højere indeholder de lavere. Det simpleste niveau svarer til den enkelte celle som "semiotisk atom", der bibringer særegen betydning til de impulser, den responderer på gennem specifikke kodningsprocesser. På det trin opstår den kvalitet at kunne skelne "selv" fra "ikke-selv". Der er endnu ikke tale om en egentlig funktionel cirkel, men om en mere simpel "autokinetisk cirkel", hvor cellen i sit miljø udgør en triadisk enhed af 1) det ydre miljø som tegnbærer, 2) det intracellulære miljøs steady state, og 3) ændringer i dette gennem indre eller ydre påvirkninger.

Til det næste niveau hører de vegetative tegn fra temperatur-, føle- og smertereceptorerne på vores hud eller hos planter fotosensitive celler på organismens overflade. Der er på dette niveau endnu ikke tale om egentlige objekter i en Umwelt, men om tegn, der på en mere umiddelbar, ikonisk eller indeksikal måde indikerer fx vækst/fald i selv-similaritet. Herved forsøges Jakob von Uexküll's begreb om planters "Wohnhülle", det bohylster de har i stedet for en Umwelt, ekspliciteret som en almen biosemiotisk kategori indenfor dette - "phytosemiotikkens" - område.

Det tredje niveau er de animale tegns samlede domæne, der danner de artsspecifikke Umwelten, der kan beskrives i de funktionelle cirkler. Det forudsætter organismer med nervesystem, og er dermed evolutionshistorisk af senere dato end det vegetative. Opfattelsen af afstand, af bevægeadfærd, i det hele taget dannelsen af en tids-rumlig verden for et subjekt er knyttet dette niveau, som svarer til Thomas A. Sebeok's domæne for zoosemiotik. Hos Thure von Uexküll omfatter det ikke blot studiet af kommunikation mellem dyr, men må nødvendigvis fokusere på de i bred forstand kognitive kapaciteter hos dyr til repræsentation af omgivelserne. Hvor kognitionsforskningen forstår denne repræsentation denotatorisk, primært ud fra tegnenes ydre sider, viser Umwelt-begrebet det subjektive aspekt af denne relation.

Endelig er de humane tegn, der omfatter sproget, et sidste, men ikke ret nuanceret niveau i den Uexküll'ske biosemiotik. På dette niveau opstår "neutrale" genstande (i modsætning til umweltens objekter) med de nye sproglige tegns evne til at repræsentere fraværende objekter og mulige verdener som ikke sanses; dermed opstår et nyt subjekt-objekt forhold. Derfor findes der, som Berger og Luckmann bemærker, ingen menneske-verden i samme forstand som man kan tale om en hunde-verden eller en heste-verden (1987:65). Hvor dyrs Umwelt er lukket, er menneskets forhold til dets omgivelser præget af en specifik verdens-åbenhed. Den menneskelige Lebenswelt kan ikke udtømmende beskrives med begrebet om dyrets Umwelt. Med henvisning til bl.a. Wilhelm von Humbolt, Benjamin Lee Whorf, George Herbert Mead og Jean Piaget udvikler Thure von Uexküll hvordan den antroposemiotiske konstruktion af en særdeles kulturspecifik "objektiv verden" finder sted gennem viden forstået som en socialt etableret og socialt kontrolleret forestilling (Vorstellung; imagination) om en ydre omverden, dens genstande og regler. Dette gælder også for videnskaben, og det er naturligvis denne forestillingsevne, som er forudsætningen for, at vi kan danne tilnærmelsesvise rekonstruktioner andre arters Umwelt gennem tekniske undersøgelser af deres perceptionssystemer. Som den eneste art kan vi i derfor i forestillingen kognitivt overskride vores umiddelbare erfaringsverden, uden dog nogensinde at kunne overskride vores sanselige bundethed til den primært menneskelige Umwelt.

Kognitionsforskning som omverdensforskning

I Winograd & Flores indflydelsesfulde kritik af "rationalismen" i KF knyttes der an til neurobiologen Humberto Maturanas biologiske epistemologi, som på visse punkter ligger tæt op ad von Uexküll's. Der er bare det store problem i Maturanas tænkning, at enhver form for semiotiske relationer og begreber som information, repræsentation m.v. på forhånd og i enhver form udelukkes (jfr. Emmeche 1990). Det er dybt problematisk at skulle overtage mekanicismen og struktur-determinismen hos Maturana i en fænomenologisk kritik af KF. Det kunne være undgået om den Uexküll'ske tegnlære var valgt i stedet som afsæt for en ikke-reduktionistisk forståelse af kognition som biologisk fænomen.

Selvom Thure von Uexküll's udgave af tegnlæren hverken udgør et færdigt teoretisk korpus eller er særlig operationel betragtet som forskningsprogram, rummer den indsigter, som kognitionsforskningen idag burde indoptage. Hans semiotik bidrager til at forstå kognitive evner som tegnprocesser på forskelligt niveau og af forskellig evolutionær oprindelse, og til at afsætte én erkendelseskritisk grænse for en rent ydre forståelse af den kognitive kapacitet: ved et dyrs Umwelt oplevet indefra. Jakob von Uexküll's ofte empatiske "forståelse" af midens, kattens eller flagermusens Umwelt bliver let illusorisk (jfr. Schiller's 1957-forord til J.v.U.1934 og Engelsted 1989:137) - hvis man glemmer, at der altid er tale om rekonstruktioner i en menneskelig omverden. Umweltsteorien præciserer det forhold Thomas Nagel har beskrevet, og som bruges i den subjektivistiske AI-kritik, at erfaringen af noget (hvordan det er/føles/opleves/vides at ...) altid kræver et synspunkt, et indre "punkt" fra hvilket det "ses".

Spørgsmålet er så, om erfaring og viden om noget forudsætter denne subjektive erfaring af dette noget oplevet fra denne bestemte levende organismes synsvinkel. I normal forstand er det tilfældet, men man kan ikke på forhånd sige, om det også gælder for artificielle systemers eventuelle "viden" - i den udstrækning man implementerer fortolkende og symbolbehandlende evner i disse. Erfaring kan måske metasemiotisk forstås som sammenfaldet mellem I) en kognitiv viden om noget (repræsenteret på en eller anden form) og II) en organisk viden om, hvordan dette noget opleves fra den subjektive omverdens (Umwelt) synspunkt. Her er II. indre forbundet med psykiske processer, der er specifikke for organisk liv, mens mængden af realisationer af I. teoretisk set ikke behøver sammenfalde med mængden af legemliggørelser af II. Omverdensforskningen udgør da en del, men ikke den hele, af den almene kognitionsforskning.

I kognitionsforskningens "symbolparadigme" (H. Simon, A. Newell) er selve begrebet om et "fysisk symbol" uklart. Man bør som Thure von Uexküll (1978:146f) og Peirce skelne mellem tegnets bærer (af fysisk eller biologisk art) og selve tegnet som triadisk relationel proces (for en kritik, se Meunier 1989). Ligesom tegnet ikke er sammenfaldende med tegnets bærer, gælder dette også for interpretanten. Man kan udtrykke ovenstående distinktion ved at sige, at den kognitive viden ikke nødvendigvis - som den organiske - behøver en levende organisme som effektiv interpretant, for i selve den triadiske semiotiske relation kan andre instanser end en Umwelt godt indtage interpretantens plads. Der er der intet til hinder herfor i den Peirce'ske semiotik og metafysik.

Ved at fremhæve et semiotisk aspekt af relationen mellem en organisme med nervesystem og omverdenen, som hverken neurologi, økologi, etologi eller kognitionsforskning - discipliner som ellers udforsker denne relation - har beskæftiget sig med, endsige begrebsliggjort, har Jakob von Uexküll samtidig peget på noget, der ikke går restløst op i alt det, der faktisk eller potentielt lader sig beskrive med de eksisterende neurologiske, etologiske osv. metoder, og som samtidig ikke på forhånd kan udelukkes som medvirkende eller formende årsag til den kognitive adfærd.

Litteratur

Berger, Peter L. & Thomas Luckmann (1987 [1966]): Den samfundsskabte virkelighed. En videnssociologisk afhandling. Lindhardt og Ringhof, København.

Campbell, Donald T.(1982): Evolutionary epistemology. pp.73-107 in: H. C. Plotkin, eds.: Learning, Development, and Culture: Essays in Evolutionary Epistemology, Wiley, Chichester, New York. [orig. in P.A.Schilpp, ed.: The Philosophy of Karl Popper. Book 1, pp.413-463, La Salle, Ill., 1974].

Cassirer, Ernst (1950): The Problem of Knowledge. Yale University Press, New Haven.

Engelsted, Niels (1989): Personlighedens almene grundlag. II. Aarhus Universitetsforlag, Århus.

Emmeche, Claus (1990): Det biologiske informationsbegreb. Kimære, Århus.

Finnemann, Niels Ole, red.(1989): Tidens Tegn, natur - information - kultur. Aarhus Universitetsforlag, Århus.

Graupner, Heinz (1961): De udforskede livet. Rosenkilde og Bagger, København.

Kant, Immanuel (1790): Kritik der Urteilskraft. [transl.: The Critique of Judgement. Claredon Press, Oxford, 1964.]

Lorenz, Konrad (1935): Der Kumpan in der Umwelt des Vogels. Journal für Ornithologie 83: 137-213, 289-413 (transl.: Companionship in Bird Life, in: Claire H. Schiller, ed.: Instinctive Behavior, The Development of a Modern Concept, International Universities Press, New York, 1957).

---- (1941): Kants Lehre vom Apriorischen im Lichte gegenwärtiger Biologie. Blätter für Deutsche Philosophie 15: 94-125 (transl. in: General Systems 7: 23-35, 1962; and in: H.C.Plotkin, ed.: Learning, Development, and Culture: Essays in Evolutionary Epistemology, Wiley, Chichester, New York, 1982)

Mayr, Ernst (1982): The Growth of Biological Thought. Belknap Press, Harvard University, Cambridge.

Meunier, Jean Guy (1989): Artificial intelligence and sign theory. Semiotica 77(1/3): 43-63.

Nagel, Thomas (1982): What is it like to be a bat? pp. 391-403 in: Douglas R. Hofstadter & Daniel Dennett, eds.: The Mind's I. Penguin Books, New York. [orig. in The Philosophical Review, october 1974].

Nordenskiöld, Erik (1928): The History of Biology. Tudor Publishing Co., A.A.Knopf, New York [oversat fra den svenske udg., 1920-24].

Qullet, Pierre (1989): Introduction: the 'AI turn' in semiotics and language sciences. Semiotica 77(1/3): 1-3.

Schmidt, Jutta (1980): Die Umweltslehre Jakob von Uexkülls in ihre Bedeutung für die Entwicklung der Vergleichenden Verhaltensforschung. (Inaugural-Dissertation, Phillips-Universität, Marburg/Lahn), Marburg.

Sebeok, Thomas A. (1979): Neglected figures in the history of semiotic inquiry: Jakob von Uexküll (lecture given at the III Wiener Symposium über Semiotik, Vienna, August 27th, 1977), pp. 187-207 in Sebeok: The Sign and its Masters. University of Texas Press, Austin.

Stjernfelt, Frederik (1989): Det naturlige ansigts semiotik. En note i anledning af spørgsmålet om kognition og inferens i semiotikken med stadigt stigende hensyn til C.S.Peirce. Almen Semiotik nr.1 s.106-118.

Uexküll, Gudrun von (1964): Jakob von Uexküll, seine Welt und seine Umwelt. Chr. Wegner Verlag, Hamburg.

Uexküll, Jakob von (1909): Umwelt und Innenwelt der Tiere. J.Springer Verlag, Berlin.

---- (1920): Theoretische Biologie. Verlag von Gebrüder Paetel, Berlin. [2.Aufl.: 1928; Neudruck: Suhrkamp Taschenbuch Wissenschaft 20, Frankfurt a.M., 1973, mit Vorwort von Rudolf Bilz; transl.: Theoretical Biology, Kegan Paul, London 1926, Harcourt and Brace, New York 1926].

---- (1934): Streifzüge durch die Umwelten von Tieren und Menchen. Springer, Berlin (transl.: A stroll through the worlds of animals and men: a picture book of invisible worlds, in: Claire H. Schiller, ed.: Instinctive Behavior, The Development of a Modern Concept, International Universities Press, New York, 1957).

---- (1940): Bedeutungslehre. (Bios 10. Johann Ambrosius Barth, Leipzig), [transl.: 1982: The theory of meaning. Semiotica 42(1): 25-82].

Uexküll, Thure von (1978): Autopoietisches oder autokinetisches System? p.141-149 in: Peter M.Hejl, Wolfram K.Köch & Gerhard Roth (eds.): Wahrnehmung und Kommunikation. Peter Lang, Frankfurt a.M.

---- (1981): System and crises in human physical and mental development. p. 132-144 in: Gerhard Roth & Helmuth Schwegler (eds.): Self-organizing Systems. An interdisciplinary approach. Campus Verlag, Frankfurt.

---- (1982a): Introduction: Meaning and science in Jakob von Uexküll's concept of biology. Semiotica 42(1):1-24.

---- (1982b): Semiotics and medicine. Semiotica 38(3/4): 205-215.

---- (1984): Semiotics and the problem of the observer. Semiotica 48(3/4): 187-195.

---- (1986a): From index to icon, a semiotic attempt at interpreting Piaget's developmental theory. pp.119-140 in: Paul Bouissac, M.Herzfeld & R.Posner, eds.: Iconicity. Essays on the Nature of Culture. Festschrift for Thomas A.Sebeok on his 65th birthday. Stauffenburg Verlag, Tübingen.

---- (1986b): Medicine and semiotics. Semiotica 61(3/4): 201-217.

---- (1986c): Commentary on "The doctrine of signs" by Thomas A.Sebeok. J.Social Biol.Struct. 9: 353-364.

---- (1988): Possible contribution of biosemiotics to the problem of communication among lymphocyts. (unpubl.manus.)

---- (1989): Naturwissenschaft als Zeichnenlehre. Merkur 43(3)[#481]: 225-234.

Wagner, Kurt (1965): Zur richtigen Deutung der Helmholtzschen Zeichentheorie. Deutsche Zeitschrift für Philosophie 13: 162-172.

Winograd, Terry & Fernando Flores (1986): Understanding Computers and Cognition. A new foundation for design. Ablex, Norwood, N.J.

Wuketits, Franz M.(1986): Evolution as a cognition process: towards an evolutionary epistemology. Biology and Philosophy 1: 191-206.

Woodger, J.H. (1929): Biological Principles. A Critical Study. Kegan Paul, London.

*

Claus Emmeche, home page: http://www.nbi.dk/~emmeche/