Kroppen, dyret og organismen

- biologihistoriske spørgsmål.

af Claus Emmeche


En tilrettet version af artiklen er bragt i Den Jyske Historiker, nr.53, s. 27-40, 1990.

Biologien er læren om det levende. Den må som naturvidenskab have en del at sige om kroppen. Tag for eksempel lægevidenskaben, der ofte fremstår som en avanceret del af biologien, omhandlende det menneskelige "særtilfælde". Den kvantitativt betydeligste del af medicinstudiets pensum handler om ting som makroanatomi, mikrobiologi, celle- og vævsbiologi, immunologi, embryologi, genetik, biokemi og lignende genuine biologiske fagområder. Vil man virkelig vide noget om kroppen og dens funktioner, er der nok at gå i gang med! Men skal man tale om kroppens historie i naturvidenskaben, må biologien selv sættes i videnskabshistorisk lys, og det kræver mere begrebslige overvejelser om, hvad det egentlig er, vi mener med kroppen -- er den "the real thing"?

Det følgende indeholder først nogle almene overvejelser over kropsbegreberne. I anden omgang sættes kroppen, eller rettere, organismen, i naturvidenskabshistorisk lys i forbindelse med biologiens konstitution som videnskab. Bemærkningerne om forholdet mellem biologi, krop og historie i denne artikel er af ret foreløbig karakter, og skal ses som spørgsmål og ideer til nærmere undersøgelse, snarere end som svar. Et af de spørgsmål jeg ikke besvarer er: Hvad er betydningen af den biologiske kropsforståelse -- hvis man overhovedet kan tale entydigt om en sådan -- for de opfattelser af kroppen, som har vundet hævd udenfor selve biologien? Er det alene gennem lægevidenskaben, at den biologiske beskrivelse af kroppen er blevet institutionelt iværksat og kulturelt anerkendt?

Teoretisk kropumulig!

Kroppen som sådan, i almindelighed og ikke som specifik videnskabelig genstand, kan synes rent ud umulig at skrive om, af den simple grund, at "den" på linie med kategorier som livet, døden, kærligheden og naturen er et uhyre flertydigt begreb, der kun i selve ordet som forskydelig betydningsenhed danner en flygtig sammenknytning af forskellige kropsbegreber. Hvert af disse bærer henvisninger til en række opfattelser, billeder, associationer og tegn, som først i en given konkretiseringsproces iklæder det nøgne ord mening; giver det kød og blod. Desuden vil den skrivende krop, "kropssubjektet", gennem beskrivelsen af sit objekt i denne eller hin sammenhæng søge at gøre det nærværende, forståeligt og tilgængeligt for refleksion, men vil dog være henvist til et resultatet, der viser sig som endnu en yderliggørelse, som kræver nye tilnærmelser. En proces, som afslører det fravær kroppen også rummer, for så vidt den ejer evnen til betydningsproduktion. Forståelsen, den personlige viden vi fx har om vores eget legeme, er nok en del af kroppen, men den er altid kun tilnærmelsesvis -- der vil aldrig være fuld isomorfi mellem krop og kropsbillede. Kroppen rummer det uudsigelige.

Musik, billeder eller film kan bevæge os dybt og rent korporligt. Den levende fortælling kan give forestillingen om kroppen kød og blod. Men naturvidenskabens konkretisering af kroppen er af en anden art; kødet er de godt 400 skeletmuskler, hver med sit navn, der udgør ca. halvdelen af legemsvægten, afhængig af kostvaner; blodet er plasma og blodceller, en sag for fysiologien.

I det daglige betyder ordet krop forskelligt om det bruges synonymt med legeme, torso, substans eller masse. Dets forhold til sine oppositioner som "hoved", sjæl, og psyke er intrikate. Det er vanskeligt at tænke udenom disse modstillinger, for de sidder i sproget, som jo - til en vis grad[1] - er tankens redskab. Vi opfatter eksempelvis en person som en legemliggjort biografi, resultatet af et menneskes kropslige og mentale tilegnelse af sig selv og sin omverden. Vinen har krop og sjæl, mennesket ligeså, men dualismen mellem krop og sjæl kan kun overvindes i det lykkelige møde mellem vin og menneske. Sådan har det i al fald været anskuet i den vesterlandske filosofi siden Platon og i den jødisk-kristne kulturtradition. Og drikkeri er syndigt.

Tømremændene efter traditionen har for længst meldt sig. Der sættes nu fokus på den undertrykte halvdel af hver af de dualismer, traditionen har produceret. Vi må nu have mere åndelighed frem for materialisme, mere oprindelighed frem for kunstighed, mere krop frem for "hoved", mere landlighed frem for by, mere "mellem himmel og jord" frem for tør støvet rationalitet, mere moral frem for teknik, mere økologi frem for økonomi. Og det er der gode grunde til. Men i selve dette fokus, denne ideologiske "opprioritering", vil tanken let gentage de selv samme forståelsesformer, som den opponerer imod.[2] Hvis mennesket endnu opfattes, som Grundtvig udtrykte det, som et guddommeligt eksperiment i støv og ånd, har ordvalget ændret sig. Gud er erstattet af kompleksitet og kaos, eksperimentet er blevet et spil, ånden er indskrumpet til psyke og dermed blevet genstand for videnskab.

Nu er forskellige udgaver af dualismen mellem sind og krop kulturelt virksomme, nogle er knivskarpe og gensidigt udelukkende, andre rummer dynamiske, smidige eller komplementære modsætninger. Man skal heller ikke være blind for, at opretholdelsen af i al fald en ikke-identitet mellem krop og "psyke" (fx som vejledende princip i den praktiske lægegerning) kan være et middel til at undgå reduktionen af alle moralske, eksistentielle eller sociale anliggender til naturvidenskabelige spørgsmål (en hyppigt kritiseret fejl-implikation af den biologiske psykiatri).[3] Selv indenfor psykologiens eget område ligger der en scientisme gemt i det at anskue sindstilstande, der er forbundet med personlige kriser af moralsk og eksistentiel art, som symptomer på psykologisk definerede forstyrrelser og dermed sygelige afvigelser fra normaliteten.[4] Der er en udbredt tendens til at vi idag forstår os selv i sygdommens billede, så det syge, det patologiske, indirekte bliver normen ("den lægelige antropologi", som i sine grundtræk er biologisk anlagt) -- selv når vi er allermest optaget af sundhed og livskvalitet.

Det kan foreløbig konstateres, I) at kroppens kultur- og civilisationshistorie ikke er det samme som dens biologiske historie, II) at menneskekroppen også besidder et fænomenologisk aspekt,[5] som næppe lader sig udtømme af de gængse human-, social- eller naturvidenskabelige beskrivelser, III) at kroppen faktisk også har en biologisk historie, der er dels ontogenetisk (individets biologiske krops historie[6]), dels fylogenetisk (den naturhistoriske genese af den organisme, der er karakteristisk for mennesket som art,[7] inkl. den variation, der kendetegner den). Endelig, IV) at biologien (som en videnskab om III) selv har en historie, hvis "kropsbegreber" kan underkastes analyse.

Kroppen i naturvidenskabens historie

Kroppens status i naturvidenskabens historie er uklar af flere grunde. Det skyldes ikke blot den nævnte flertydighed og historiske variabilitet af det dagligdags begreb om kroppen; "begrebet" tranformeres under den proces hvori det videnskabeliggøres; og forskellige discipliner gør på hver sin måde forskellige aspekter af kroppen til objekt. Alligevel er der generelle træk. Dannelsen af moderne naturvidenskab og den "mekanisering af verdensbilledet"[8] som skete parallelt hermed, kom til at præge synet på mennesket og dermed kroppen dybt, og fortsætter på sin vis med at gøre det (tænk blot på debatten om hjerte/hjernedødskriteriet). Her ved slutningen af det 20. århundrede er det mere præcist at beskrive hele denne historiske proces frem til idag som en sektorisering af verdensbilledet, svarende til opsplitningen i enkeltvidenskaber; en sektorisering som også udtrykkes i modernitetens billede af mennesket. Idag tager vi det for en given sag, at en person kan beskrives ud fra en moralsk, en psykologisk, og en "fysisk", dvs. medicinsk/biologisk betragtning, og at disse betragtninger kan holdes adskilt, men denne opfattelse og den lethed, hvormed vi skifter perspektiv, er et historisk novum (Michelsen 1989). Forholdet mellem krop, biologi (som videnskab) og (kultur)historie, må altså belyses i flere dimensioner:

Det specifikt biologiske kropsbegreb er af yngre dato, idet biologien som naturvidenskab om det levende først opstod og etableredes ret sent, dvs. i løbet af 1800-tallet.[9] Denne datering forudsætter dog følgende distinktion.

Selvom moderne, institutionaliseret og "professionel" medicin og biologi hver især har rødder i både naturfilosofi og lægekunst, bør der minimalt skelnes mellem biologi, naturfilosofi og lægekunst, som tre traditioner med hver sin "fødsel", historie og bud på hvad en krop er.

Lægekunstens "krop" er hele det menneskelige legeme som praktisk problem i lægens møde med fordringen at helbrede sygdom og lindre lidelse. Sygdom defineres ikke nødvendigvis snævert somatisk eller materielt, og begrebet om kroppen kan antage mange former. Som kundskabstradition går lægekunsten i vores kulturkreds tilbage til antikken. Dens betragtninger er i lommen på den til enhver tid herskende naturfilosofi, og dens begreber er derfor svære at sammenligne med nutidens begreber om "mentalt" og "fysisk/biologisk". Læger, der fulgte Hippokrates (5. - 4. årh. f.Kr.) så sig selv som en slags healere, de var naturens tjenere og kunne udnytte hendes helende kræfter i patientens krop, snarere end at skulle kæmpe mod naturen. I den aristotelisk-galenske medicin blev alle livsfunktioner, fra ernæring til forestillingsevnen, forklaret af et hierarki af vegetative, vitale og animale "ånder" (pneuma), som hverken var materielle eller mentale i vores forstand, men blev forstået som både formale og effektive årsager til den formålsrettede ændring af kroppens tilstand.

Naturfilosofien, der civilisationshistorisk viderefører og afløser de tidligere mytologier, søger systematisk at bestemme menneskets plads i kosmos i forhold til Gud og den øvrige skabning.[10] Mennesket -- og her er kroppen ikke nødvendigvis spaltet ud fra "sjælen" -- bestemmes fx som et mikrokosmos, der afspejler makrokosmos. I den kristne idealisme profaneres kroppen som det jordiske legeme i modsætning til en udødelig sjæl, men den er stadig en del af skaberværket. Det er et fælles træk, at naturfilosofiens "krop" indgår i et større, ordnet system, og kun får sin mening herigennem. Ofte opfatter naturfilosofferne denne større sammenhæng selv som en krop, en organisk helhed -- verden som krop, om man vil.[11]

Biologien i sin moderne form (fra 1800) har ikke den menneskelige krop i lægelig eller naturfilosofisk forstand som genstand -- men derimod det levende i sin helhed; idag ofte udtrykt ved "studiet af levende systemer". Organismen erstatter i biologien det dagligdags begreb om kroppen.

Det samme sker med "dyret", forstået som de kulturelle koder for medskabningen eller bæstet, "dyret i os". I dannelsen af en videnskab om dyr træder forståelsen af "dyret" i sin kreaturlighed, venlighed, vildskab eller som udyr i baggrunden for den distancerede beskrivelse og klassifikation (allerede indledt af den naturhistoriske zoologi) og senere den eksperimentelt baserede analyse af organismers "struktur og funktion". Det betyder selvfølgelig ikke, at dyret som kulturelt symbol -- eller stribe af symboler -- ophører med at eksistere. Noget af deres dæmoniske kraft forsvinder måske, men det sker mere som følge af den generelle videnskabeliggørelse og "rationalisering" af samfundet. De mere eller mindre umiddelbare begreber, vi har om dyret i forhold til mennesket, kan grupperes i to; dels mennesket som et dyr blandt andre, en art tilhørende dyreriget, dels mennesket som noget, der står i modsætning til dyr, evt. formuleret som humanitet overfor dyriskhed.[12] En meget lignende struktur har naturbegrebet, som er spaltet i et "afgrænset" og et "grænseløst" naturbegreb.[13]

Den "klassiske" naturhistorie i 1700-tallet, som nidkært beskrev og kategoriserede skaberværket, "Naturens store Bog", omfattede bl.a. botanik, zoologi, mineralogi, geologi og arkæologi. Som en transformation af denne tradition[14] bliver nu også den menneskelige krop i biologien objekt for udforskning gennem komparative undersøgelser af dyr, deres anatomi og funktioner. Kroppen sammenlignes (også før darwinismen) med andre pattedyrs anatomi, dog endnu med det fromme ønske at demonstrere menneskets fortrin fremfor dyrene, også på det arkitektoniske plan. Med darwinismens gennembrud bliver den menneskelige krop for alvor biologisk tidsliggjort, ikke blot i ontogenetisk forstand (organismens embryologi og videre vækst). Mennesket indsættes i en ny, fylogenetisk tid, der beskriver den naturhistoriske udvikling af Homo sapiens.

Selvom biologiens "krop" er organismen, betegner organisme ikke en menneskelige krop i sin konkrete mangfoldighed. Som begreb er det konstitueret ved en abstraktionsproces, der i sin begyndelse sætter parentes om kroppens sanselige, dyriske -- eller idag ville man måske sige psykiske, eller "subjektive" -- sider. Organismebegrebet i den nye biologi indgår i et program for eftersøgningen af generelle lovmæssigheder gældende for det, der fælles karakteriserer levende væsener, hvad enten der er tale om dyr, planter eller de fascinerende mikrober, som pludselig myldrede frem i det 19. århundredes bøger om naturhistorie.

Organisation

Biologien som fagvidenskab er fra starten i en modsigelsesfyldt position, der, som vi skal se, reflekteres i organismebegrebet. Som genstand så biologerne en kompleks, levende natur, der ikke umiddelbart syntes tilgængelig for den samme eksakte mekaniske naturbeskrivelse, som lå til grund for den Newtonske fysik. Det må have været åbenbart for både naturhistorikerne under den videnskabelige revolution og for det 19. århundredes første biologer, uanset en eventuel materialistisk grundopfattelse.[15] Samtidig var fysikken nærmest blevet idealet for enhver videnskab, og mange mente, at dens metodiske forskrifter og underliggende begreber måtte overføres på den nye videnskab om det levende.[16] Dog var biologien blevet til i en proces, hvor man var blevet mere bevidst om forskellene på det organiske og det uorganiske univers, der ellers tidligere var blevet set som hørende til den samme store, kontinuere tilværelseskæde.[17] I slutningen af 1700-tallet havde anatomer som Johann Blumenbach og F. Vicq d'Azyr, botanikeren A.-L. de Jussieu og naturhistorikeren L. J. M. Daubenton fremført, at det vigtigste træk, der adskilte levende fra uorganisk var organisation, som kun det levende besad. Denne forskel, hævdede de, var mere fundamental end forskellen mellem dyr og planter, og billedet af naturen som tre sidestillede riger blev her slået itu.

Begribelsen af denne organisatoriske lighed mellem dyr og planter var en forudsætning for dannelsen af det generaliserede begreb om liv, der som Foucault (1970) har understreget ikke eksisterede før -- i al fald i dén form (allerede den aristoteliske psyke var jo et sådant begreb). Selvom anatomien ikke afslørede samme grad af organisatorisk sammensathed hos planter som hos dyr, måtte deres funktioner som ernæring, vækst og formering kræve en funktionel kompleksitet, der oversteg den døde naturs. Før nogen begyndte at tale om biologi, begyndte organisationsbegrebet så småt at blive anskuet som nøglen klassifikation af naturens orden. De enkelte karaktertræk kunne ifølge de Jussieu og George Cuvier rangordnes efter den vægt, de måtte tillægges i en naturlig -- fremfor arbitrær -- klassifikation, og Lamarck foretog et dristigt opgør med forestillingen om en evig ordnet tilværelseskæde: Han vendte den så at sige på hovedet, temporaliserede den, og påstod, at det komplekse kunne udvikles af det lavere. Plante og dyrs naturlige orden var i hvert tilfælde bedst afbildet ved serier af stigende sammensathed af organisation.14

I det billede af verden, den newtonske fysik havde skabt, var naturfilosofiens antropocentrisme erstattet med et samlet system af stof i bevægelse, hvis fænomener genereredes af evige, præcist beskrivbare naturloves virke. Ikke bare verdensorganismen var erstattet af et urværk, også dyret kunne nu betragtes som en maskine, en mekanisme. Eller var det blot de nye filosoffers påstand? Var "den videnskabelige revolution" da et rent fysisk/astronomisk anliggende? De metoder, som var typiske for udforskningen af levende væsener tog sig unægteligt temmelig anderledes ud, diskursive og deskriptive, -- det (før)biologiske verdensbillede forblev præget af antropocentriske, mytiske og ikke-uniformitaristiske[18] tanker helt frem til den darwinistiske revolution.[19] Alligevel bidrog læger og naturhistorikere til skiftet i verdensbillede, og de blev for deres undersøgelser af den levende natur af deres samtid vurderet ligeså væsentlige og progressive.[20]

I en vis forstand er det organisationsbegrebet (i sammenhæng med begrebet om organismen), der i begyndelsen af det 19. århundrede bliver brugt til filosofisk at begrunde (og institutionelt legitimere) biologiens autonomi som videnskab overfor "fysisk eller kemisk fagimperialisme". Pudsigt nok sker det særligt markant hos Auguste Comte. Selvom han mest er kendt som fader til både "positivismen" og sociologien, har hans betydning for disse været minimal. Han huskes for en positivisme, som ikke var hans egen, og er glemt for den antireduktionisme, der faktisk lå i hans program.[21] Comtes originalitet lå i, at han (måske som den første?) udviklede en teori om videnskabernes historiske differentiering, som bygger på distinktionen mellem forskellige niveauer af kompleksitet. Videnskaberne danner en udviklingslinie af øgende kompleksitet og aftagende generalitet. Monistiske eller reduktionistiske videnskabsteorier, som under naturvidenskabernes institutionalisering i de franske akademier ofte var bundet til interesserne hos udøvere af bestemte discipliner, blev afvist af Comte. En given videnskab måtte bestemmes dels historisk efter faser i en almen kulturel udviklingsproces, dels efter specifikke særtræk ved dens aktuelle objekter. Fysikkens enkle love gælder alle naturfænomener, men biologiske fænomener kan ikke reduceres til fysik, uanset hvor gerne den mekaniske materialisme end så det. Biologiens love er mere komplekse og har kun gyldighed for levende organismer. Lovene for det menneskelige samfund er igen mere komplekse men samtidig mindre generelle, for så vidt menneskeheden udgør den mindste delmængde når det gælder hele naturen. Forholdet mellem biologi og fysik blev således for Comte en nyttig model for forholdet mellem sociologi og biologi, i hans forsøg på at grundlægge en autonom samfundsvidenskab.

Organisme og maskine

Hvad organismebegrebet angår peger den konsekvens, man må drage af Comtes opfattelse, i samme retning som jeg har antydet ovenfor: Både dyret og mennesket er nok fysiske systemer med en fysisk "mekanik"[22], men deres "fysik" giver ikke en forståelse af deres specifikt biologiske egenskaber og måde at være til på: Organismen som biologisk system er en særlig måde at realisere et fysisk system på, som ligger udenfor fysikkens hidtidige beskrivelseshorisont. (Det skyldes bl.a., at organismer kan reagere selektivt på respons fra omgivelserne, og er beroende på det, man idag vil kalde behandling af information i forskellige former). Tilsvarende kan man sige, at menneskekroppen nok er et biologisk system, men den specifikke og samfundsmæssige måde, det realiseres på, og som netop gør kroppen menneskelig, ligger det uden for biologiens grænser at beskrive.

I 1790, 10 år før ordet biologi blev lanceret, udgav Kant sin "Kritik af Dømmekraften", hvor biologien, eller studiet af de levende væsener, dømtes til for evigt at forblive udenfor området for teoretisk videnskab i streng forstand, hvilket for Kant ville sige newtonsk fysik. Det var netop p.g.a. organismens karakter af en formålsrettet genstand: Skal man forstå en organismes særegenhed, og dén tilsyneladende formålsbestemte selvorganisering i den levende natur, rækker det netop ikke med rent mekaniske forklaringer; disse må suppleres med regulative ideer om finalitet eller formålsrettethed. Sådanne ideer lå udenfor den rene forstands grænser. Derfor var Kant på den ene side restriktiv m.h.t. bestemmelsen af "biologien" som videnskab. En fremtidig "græsbladets Newton" var og blev en utopi.[23] På den anden side implicerer hans syn, at ideen om "dyremaskinen" som metafor for en levende organisme må afvises som en reduktion. Og herved gøres der netop plads til et selvstændigt studium af det levende.

Begrebet om organismen hos Kant kunne kun meningsfyldt forstås som helhed af dele der gensidig betinger hinanden. I en mekanisk ting som et ur eksisterer delene "for" hinanden, dvs. de er betingelser for hinandens funktion i forhold til det mål som er selve urets; i en organisme, som er en selvreproducerende og derfor selvorganiserende helhed, eksisterer delene ikke blot for hinanden, men også ved hjælp af hinanden, idet de bidrager til hinandens produktion og opretholdelse, så en organisme er både en funktionel og strukturel helhed. For Kant er en organisme således det, hvori helheden og delene er gensidige formål og midler for hinanden.[24] Selvom organismens kropslige teleologi hos Kant fremstod som et erkendelsesteoretisk, regulativt princip, giver det dog ikke anledning til at opfatte denne formålsmæssighed som rent ydre. Tværtimod skelnede Kant mellem "iboende" formål og "ydre" formål (som når noget, fx et ur, er nyttigt), og organismens teleologi er klart iboende. Man kan sige, at der i denne bestemmelse af organismens teleologi (som hos Kant medierer mellem natur og frihed) peges på et subjektivt aspekt af det, at være en levende ting. En tanke, som både vitalister som Driesch og biosemiotikeren Jakob von Uexküll overtog og udviklede.

Er det en utidig forenkling at konkludere, at forståelsen af kroppen i biologisk videnskabelig sammenhæng fra starten har været splittet mellem to (mere eller mindre eksplicitte) fortolkninger, der kan ses som idéhistorisk knyttet til hver sit verdensbillede, og som kort kan udtrykkes ved metaforerne om "dyret som maskine" versus "dyret som organisme"? Selvom Kant jo var imponeret over den newtonske bedrift, var han erkendelseskritisk interesseret i at trække grænser, bl.a. for gyldigheden af fysikkens forklaringer.

Der er sket meget siden biologien fødtes i begyndelsen af det 19. århundrede. Celleteorien, som fremhævede de "biologiske atomer" enhver krop, dyr eller plante, består af, blev bekræftet. Darwinismen -- efter en periode med en tro på evolutionen som virkelig, men tvivl om den naturlige selektion som plausibel mekanisme -- slog for alvor igennem i vort århundrede som den accepterede generelle biologi, da den blev "forenet" med genetikken og fik en pæn matematisk formulering i den neodarwinistiske syntese. Molekylærbiologien gav neodarwinismen det biokemiske stempel, da det blev muligt at karakterisere arvelighedens substans som DNA, og beskrive dets kemiske struktur i detaljer. Ved hvert af disse fremskridt har der været biologer og filosoffer som har ment, at organismen som teleologisk begreb nu var overflødig, og hver gang har det vist sig ikke at holde stik. Teleologien, det formålsrettede, helhedspræget -- om det så blot var i måden man forklarede fænomenet på (som noget adaptivt/funktionelt) -- sneg sig ind ad bagvejen, og dukkede frem i hjertet af de teorier og begreber, man anvendte i den nye forståelse af organismerne. Den enkelte celle kan kun leve i en funktionel kropslig helhed, og hvis der er tale om encellede væsener, har cellen selv dette selvorganiserende helhedspræg og må beskrives som en organisme.[25] Teorien om naturlig selektion forudsatte eksistensen af organismer med et indbygget overlevelsesprojekt og eksistensen af arvelighed, og sidstnævnte viste sig igen -- med molekylærbiologien -- at bero på genetisk eller biologisk information, som igen er et teleologisk, og i al fald ikke-mekanistisk begreb.

Cellebiologi, evolutionsteori og molekylærbiologi er idag på vej imod en fælles integration (som også omfatter andre områder af biologien), og organismebegrebet er blevet et rigt begreb i den forstand, at vi aldrig før har vist så meget om jordens planter, dyr, mikroorganismer, deres livsprocesser og funktioner, som vi gør idag. Om organismen så ikke netop kan reduceres til en ren fysisk-mekanistisk beskrivelse? De fleste biologer vil nok svare, at spørgsmålet kun har hypotetisk interesse, for de befinder sig godt indenfor det instrumentel og vokabular, som deres disciplin eller paradigme nu engang forsyner dem med. Men at det i princippet skulle være muligt, er der vel stadig nogle få, der mener.

Det ville være synd at sige, at begrebet om organismen i biologien idag er afklaret -- og måske også udtryk for en misforståelse at forvente det. En videnskab har altid visse metafysiske forudsætninger og grundbegreber, som den ikke selv kan afklare eller "forklare", selvom dens terminologi gøres stringent og operationel. Således også med begreber om jeget og selvet i psykologien eller felt og gravitation i fysikken.

Man kan fortolke den uafklarede status af biologiens krop på flere måder. En af dem leder opmærksomheden hen på den ikke-viden, enhver videnskab skaber gennem sine abstraktioner.[26] Kroppen er det umiddelbart sansede; organismen er en videnskabelig konstruktion. En anden tolker uafklaretheden som beroende på genstanden selv: En organisme, en krop, er en særligt "uafklaret" tilstand for den fysiske materie; og så længe en klump af materien har antaget denne termodynamisk set højst instabile form, der kendetegner mange "energigennemstrømmende" systemer (fra bakterieceller til biosfæren) kan man heller ikke forvente helt entydige begreber om dem. Biologiens fader, som i denne sammenhæng hverken er Linné, Lamarck eller Darwin, var heller ikke entydig på dét punkt, men han helgarderede meget viist, og opererede med hele fire typer af årsager til det, der bevæger det levende -- og netop den teleologiske, eller formålsårsagen, er ét af disse tilblivelsesprincipper. Biologien begyndte med Aristoteles, og han blev siden fortrængt af det mekanistiske verdensbilledes revolutionære avantgarde, men som bekendt vender det fortrængte altid tilbage. Organismen rummer visse mysterier, som biologien næppe kan løse. Men hvem siger, at biologien behøver at være særlig mystisk af den grund?

Noter

Litteratur

Allen, Garland E. (1975): Life Science in the Twentieth Century. Wiley, New York.

Bonde, Niels, Jesper Hoffmeyer & Henrik Stangerup, red. (1985-87): Naturens Historiefortællere. Udviklingsideens historie fra Platon til Darwin, bd.1-2. Gad, Kbh.

Coleman, William (1971): Biology in the Nineteenth Century. Wiley, New York.

Cooter, Roger (1979): "The Power of the Body: the Early Nineteenth Century", p.73-92 in: Barry Barnes & Steven Shapin, ed., Natural Order. Historical Studies of Scientific Culture. SAGE Publications, Beverly Hills, Calif.

Cornell, John F.(1986): "Newton of the grassblade? Darwin and the problem of organic teleology", Isis 77: 405-421.

Dijksterhuis, E.J. (1961): The Mechanization of the World Picture. Clarendon Press, Oxford.

Emmeche, C. (1990): Det biologiske informationsbegreb. Forlaget Kimære, Århus.

Farber, Paul L.(1982): "The transformation of natural history in the nineteenth century", Journal of the History of Biology, 15(1): 145-152,

Foucault, Michel (1970): The Order of Things: An Archaeology of the Human Sciences, Tavistock, London.

Fink, Hans (1983): "Om naturens grænser", Philosophia 12(1-2): 130-145.

Hall, Rupert A. (1981): "Scientific Revolution", i W.F.Bynum, E.J.Browne & Roy Porter, ed.: Macmillan Dictionary of the History of Science. Macmillan Press, London.

Heilbron, Johan (1990): "Auguste Comte och den moderna epistemologins genombrott", VEST, tidskrift för vetenskapsstudier, nr.2 s.16-24 [årg.4, nr.14].

Henriksen, Aage (1972): "Organismetanken", Kritik 21, s.78-95.

Ingold, Tim (1988): "Introduction", p.1-16 in: Tim Ingold, ed., What is an Animal? (One World Archaeology 1), Unwin Hyman, London.

Jacobs, Natasha X.(1989): "From unit to unity: protozoology, cell theory, and the new concept of life", Journal of the History of Biology 22(2): 215-242.

Kant, Immanuel (1790): Kritik der Urteilskraft. [The Critique of Judgement. (transl. J.C.Meredith), Claredon Press, Oxford, 1964].

Køppe, Simo (1983): Psykologiens udvikling og formidling i Danmark i perioden 1850 til 1950. Gad, Kbh.

Lovejoy, Arthur O. (1936): The Great Chain of Being. A Study of the History of an Idea. Harvard University Press, Cambr.

Mayr, Ernst (1982): The Growth of Biological Thought. The Belknap Press, Harvard, Cambr.

Merchant, Carolyn (1980): The Death of Nature. Women, ecology and the scientific revolution. Harper & Row, San Francisco.

Michelsen, Knud (1989): Synålejomfruen og lægevidenskabens menneskeopfattelse. Munksgaard, Kbh.

Nørretranders, Tor (1987): Naturvidenskab og ikke-viden. Forlaget Kimære, Århus.

Olesen, Søren Gosvig (1985): "Psykologiens Tidsalder", essay i Dagbladet Information den 15. maj 85, s.5.

Prigogine, Ilya & Isabelle Stengers (1985): Den nye pagt mellem mennesket og universet. Ask Forlag, Århus.

Richards, Graham (1987): Human Evolution. An introduction for the behavioural sciences. Routledge & Kegan Paul, London.

Thyssen, Ole (1982): Den anden natur. Vindrose, Kbh.

Ulbæk, Ib (1989): Evolution, sprog og kognition. Licentiatafhandling, Inst.f. Almen og Anvendt Sprogvidenskab, Københavns Universitet.

Webster, G. & B.C. Goodwin (1982): "The origin of species: a structuralist approach", Journal of Social and Biological Structures 5: 15-47.

Wulff, Henrik R., Stig Andur Pedersen & Raben Rosenberg (1986): Philosophy of Medicine, an introduction. Blackwell, Oxford.

*