[1] Et langt argument for, at tænkning (i evolutionsteoretisk forstand) går forud for sproget, og at sprogets genese må forstås instrumentelt på denne baggrund af det kognitive, se Ulbæk 1989, hvor det formuleres sådan, at "Sproget opstod (evolutionært) således at et kognitivt dyr kunne kommunikere sine tanker til sine gruppefæller", s.397, og "Sprog har den funktion at kommunikere et kognitivt indhold", s.395, ibid.. Problemet i et sådant argument er dels at definere tænkning uden at implicere sprog, hvilket filosofisk let bliver problematisk, dels at forstå forholdet mellem biologisk og kulturel evolution på en ikke-reduktionistisk måde. Hverken tænkning eller sprog er jo som sådan evolutionsteoretiske kategorier.

[2] Det er næsten som med Skvalderkål: jo mere man bekæmper dem, jo flere kommer der af dem. Man glemmer det kan fortæres.

[3] Således fremtræder dualistiske bevidsthedsteorier i Wulff et al. (1986) bl.a. som en moralsk påmindelse om patientens autonomi som person, og umuligheden af at forstå fænomener som angst, vilje, frihed, og forståelse totalt indenfor en naturalistisk ramme.

[4] Dette skyldes ikke blot, at det i høj grad var var medicinere og neurofysiologer, som skabte faget psykologi i sidste del af 1800-tallet (Køppe 1983), og at en naturvidenskabelig tilgang m.h.t. metode og begreber ofte kom til at dominere. Michelsen (1989) har i en skarp og opsigtsvækkende historisk analyse påvist hvordan det moralske nødvendigvis måtte blive "psykologiens ubevidste" i forbindelse med etableringen i det 19. århundrede af det, han kalder den lægelige antropologi, som endnu hersker og deles af (og i vid udstrækning udgør forudsætningen for) den institutionaliserede psykologi. Idag er samfundet "psykologiseret" (jfr. Olesen 1985), og vi har "ingen problemer med i det daglige at skifte fra en moralsk vurdering af en sag til en psykologisk beskrivelse", selvom det moralske og det psykologiske ikke i virkeligheden kan skilles ad (Michelsen s.63, ibid.).

[5] Jfr. filosoffer som Heidegger, Marcel og Merleau-Ponty, eller udenfor den subjektfilosofiske tradition, Peirce. Det fænomenologiske er et aspekt ved hele den menneskelige eksistens, ikke blot kroppen; og det biologiske samt psykologiske omfatter ikke nødvendigvis de eksistentielle sider af et menneskes liv.

[6] Problemet om ethvert begreb om menneskets "første natur" (fx den biologiske krop og dens ontogenese, men især begreber på det adfærdsmæssige og psykiske felt) er, 1. at begrebet altid er en abstraktion fra dét sociale, samfundsmæssige (den "anden natur") som "overlejrer" det biologiske, og 2. at denne analytiske abstraktion ofte glemmer, at andennaturen "virker tilbage på" og former det materiale, som derved ikke forbliver rent biologisk. Appetit og seksualitet er fx ikke biologiske begreber selvom de nok vedrører kroppen. Den erkendelseshungrende Marx præciserede så vidt jeg husker, at nok var sult sult [fysiologisk set], men der er forskel på sult, der hos den vilde stilles med råt kød, og sult, der civiliseret stilles ved kniv og gaffel. Thyssen bemærker, at også seksualiteten er anden natur. "Den har sin rod i kroppen, og fordi vor krop er stemplet som køn, vil den være et tema i ethvert samfund. Men hvilken betydning kønnet har, er ikke givet på forhånd" (1982: 66). Den anden natur sætter ikke de biologiske lovmæssigheder ud af kraft, men de "ophæves" (i hegelsk forstand) eller overskrides i kraft af nye love -- sociologiske, psykologiske -- som ikke kan udledes af biologien (s.24-27, ibid.). Ganske som Comte kunne have forstået, jfr. nedenfor.

[7] Den menneskelige krops naturhistorie er idag et problemfelt, der behandles af evolutionsteori (Richards 1987), palæontologi, arkæologi og antropologi.

[8] Se Dijksterhuis (1961).

[9] Termen biologi blev første gang brugt i 1800 af den tyske fysiolog Karl Friedrich Burdach som betegnelse for studiet af mennesket i et kombineret morfologisk, fysiologisk og psykologisk perspektiv. I 1802 fik termen en bredere definition og udbredelse gennem dels den tyske botaniker Gottfried Treviranus' afhandling Biologie som definerede ordet som "videnskaben om livet", dels (og tilsyneladende uafhængigt heraf) ved den franske botaniker og zoolog Jean-Baptiste Lamarcks Hydrogéologie hvor det defineredes som den del af den "terrestriske fysik", der inkluderede "alt det som angår levende kroppe og især deres organisation, deres udviklingsprocesser, deres strukturelle kompleksitet..." (Coleman 1971). Både Treviranus og Lamarck mente, at de havde identificeret et nyt forskningsfelt, snarere end at give et gammelt nyt navn: Biologien skulle ikke fortsætte naturhistoriens klassifikations-monomani, men udforske livets fænomener, fx det levendes funktioner. Hos Lamarck var det klart et led i kampen om at legitimere feltet videnskabeligt; han vendte sig mod de matematiske fysikeres indtrængen på området og forkastede gyldigheden af deres metoder. I 1820'erne havde ordet opnået en vis gangbarhed i England, men blev sikkert først for alvor kendt i 1830'erne som en af "de højere videnskaber" gennem Auguste Comte og hans tilhængeres propagandaskrifter. (Om biologi som et relativt autonomt netværk af subdiscipliner, se Emmeche 1990).

[10] Naturfilosofien er naturligvis en problematisk samlebetegnelse, når den skal sammenfatte de ofte meget forskelligartede samfundsmæssigt dominerende syn på naturen der strækker sig helt fra antikken til og med renæssancen. Alligevel er betegnelsen nyttigt for at markere tiden før den mere institutionelt baserede naturvidenskab spaltede sig ud fra religion, filosofien professionaliseredes og opspaltedes, og naturfilosofien tabte terræn eller transformeredes til videnskabsfilosofi. At naturfilosofien, efter institutionaliseringen af naturvidenskaben, bliver hjemløs, splittet og praktiseres som teologi, fagfilosofi eller videnskabsteori, betyder ikke, at den erkendelsesmæssigt har mistet sin betydning, selvom dens "praktiske" gyldighed er ændret. Det er blot en effekt af verdensbilledets sektorisering. Fx er den tyske Naturphilosophie ved indgangen til det 19. årh. (Schelling, Herder, Goethe, Steffens) en del af det romantiske oprør mod en snæver tro på fremskridt båret af oplysning og videnskab. Understregningen her af det organiske fremfor det mekaniske peger tilbage på den førvidenskabelige naturfilosofi. Den organismiske metafor i 1800-tallet, fx i dens romantiske form, som Aage Henriksen har kaldt "organismetanken", eller i andre og mere "funktionalistiske" udgaver, har givet haft bestemte ideologiske sideeffekter, jfr. Cooters essay om populær-fysiologiens udbredelse.

[11] Billedet af "the World an Organism" er beskrevet vældigt godt i Merchants bog, og ikke blot i kapitlet af samme titel. Bemærk, at etymologisk har de gamle ord (hvor gamle?) organ, organisme og organisation samme rod: på græsk organon, som betyder redskab. Et organ er netop enhver del af et dyr eller en plante, som har en bestemt funktion; en organisme er en forbindelse af en række bestemte organer til en helhed.

[12] Jfr. Ingold (1988) om animalitet vs. humanitet. Samme bind yder tværfagligt bidrag til undersøgelse af begrebet dyr (antropologi, semiotik, psykologi m.v.).

[13] Se Fink (1983).

[14] Flere af kapitlerne i Bonde, Hoffmeyer & Stangerup (1985-87) giver en mere detaljeret fremstilling. Bemærk, at den nye biologi ikke så meget afløser den hidtidige naturhistorie; snarere transformeres og specialiseres naturhistorien op gennem det 19. årh., jfr. Farber (1982).

[15] Det var fx allerede klart for en oplysningsfilosof og "mekanisk materialist" som Denis Diderot, der var særdeles lydhør overfor kemikernes og medicinernes protest imod newtonianernes abstrakte fagimperialisme. I værket D'Alamberts drøm fra 1769 gav han malende udtryk for sin tvivl: "Ser De dette æg ... der dannes kød, næb, vinger, vingestumper, øjne ... Det går, det flyver, det pirres, det fjerner sig, kommer nærmere, det klager sig, lider, elsker, begærer, føler lyst; det har alle Deres følelser; det gør alle de ting, som De gør. Fastholder De virkelig som Descartes, at det simpelt hen er noget i lighed med en maskine? Selv små børn må le ad dem ..." (osv.). (Citeret i udpluk fra Prigogine & Stengers 1985, kap.3).

[16] Kravet om at beskrive den levende natur med den døde naturs love måtte føre til kontroverser, og et af de mest markante i biologiens historie har været striden mellem mekanicisme og vitalisme, som ikke skal forfølges her, se Coleman (1971), Allen (1975) og Mayr (1982).

[17] Lovejoy (1936), og Journal of the History of Ideas 48(2): 187-263, 1987, et temanummer om denne klassiker.

[18] Uniformitarianismen er den af Darwins lærer Whewell (i en anmeldelse af George Lyells bog Principles of Geology, 1830-33) skabte betegnelse for den geologiske doktrin, Lyell fremførte, at igennem jordens historie har virket ganske de samme kræfter, som dem, vi kender idag (erosion, vulkanisk aktivitet etc); den modsatte doktrin er katastrofismen. Darwin anså uniformitarianisme for nødvendig for sin lære om evolution ved naturlig selektion, dels fordi den garanterede en tilstrækkeligt lang tidsskala, dels fordi den implicerede meget graduelle ændringer (se dog Mayr 1982 for flere nuancer).

[19] Origin of Species udkom i 1859.

[20] A.Rupert Hall nævner fx at dén almene appel, mikroskopet havde, var mindst lige så stor som teleskopet, og han advarer om at man er blind for den "dybere metafysiske harmoni", der binder "biologer" og "fysikere" til hinanden (bl.a. deres fælles tillid til Guds visdom som den viser sig i naturen) selvom den synes skjult. Også dristigheden i tesen om dyret som maskine kan måles med den universelle gravitation.

[21] Grundtanken i dette program finder man hos Comte allerede i 1819, længe før den systematiske Cours des philosophie positive i seks bind (1830-42). Heilbrons nylige rehabilitering af Comtes videnskabsfilosofi er ganske bemærkelsesværdig.

[22] Idag anerkendes det, at en organisme som fysisk system vel kan underlægges mekaniske betragtninger (hvor stor en kraft kan et ben klare før det brækker?, etc.), men dets energetiske aspekter hører under den udvidelse af varmelæren, der kaldes ikke-ligevægts termodynamik (se Prigogine & Stengers 1985), som på det fysiske plan overskrider den klassiske mekanik.

[23] Ikke engang et græsblad kunne der ifølge Kant gøres rede for uden princippet om formålsmæssighed. Haeckel kaldte i 1889 Darwin for "den nye Newton" som havde forklaret organismer ved strikt brug af mekaniske årsager -- og dermed ugyldiggjort Kants påstand. Cornell (1986) tager denne debat op og viser, at darwinismen ikke ugyldiggjorde, men misforstod Kant.

[24] Jfr. Webster & Goodwin (1982: 18), sml. Cornell (1986).

[25] Se Jacobs (1989).

[26] "Vi véd vel for pokker hvad en krop er", kunne man fristes til at udbryde, "i det mindste er vi én, men for at lave videnskab om den lader vi et imaginært subjekt opstå ved at træde "ud af kroppen" og legemliggøre sig institutionelt i en videnskabelig offentlighed, der på én gang konstruerer og iagttager det hylster, der lades tilbage." (Begrebet ikke-viden i forbindelse med blindheden for abstraktionsprocessens forløb og konsekvenser findes hos Nørretranders 1987).