Guide til virkeligheden?

af Claus Emmeche


Reference: C.E. (1990): "Guide til virkeligheden?", Hovedområdet 20(8): 6-8. (anm. af Hans Fink & Kirsten Hastrup, red.: "Tanken om enhed i videnskaberne" (Kulturstudier, 9), Aarhus Universitetsforlag, 1990, og Simo Køppe: "Virkelighedens niveauer: de nye videnskaber og deres historie", Gyldendal, 1990).

Er kundskaben så fragmenteret, at enhed i videnskaberne kun er illusorisk? Eller svarer videnskabernes mangfoldighed til virkelighedens niveauer? Her anmeldes to nye bøger, som giver forskellige bud på mangfoldighed og enhed i viden og verden.

Som studerende gik jeg på et stridbart hold. Jeg husker en af de heftige diskussioner om videnskab. En lærer stillede sig en dag op og spurgte, om vi da nogensinde havde tænkt over hvad det var, der adskilte videnskab fra andre kulturelle aktiviteter i samfundet?

    Det skal lige indskydes, at det var sidst i 70'erne, hvor alt var politisk. Den fagkritiske studenterbevægelse udgav tykke rapporter om videnskab som ideologisk redskab for den herskende klasse og teknologisk redskab for kapitalen. Videnskab var gennemsyret af borgerlig ideologi og tekniske manipulationsinteresser. Det gjaldt om at afsløre disse interesser, analysere akademikerens rolle i klassekampen, og fremme forskning for folket, ikke for profitten. Vi var mange, der havde helt tjek på videnskabens modsætningsfyldte rolle i samfundet og var dybt skeptiske overfor dens repræsentanter. Væsentlige pejlemærker var de folkelige bevægelser imod atomkraft, og nogle talte om en engelsk bevægelse for "radical science". Deres parole var, at videnskab er lig med sociale relationer. Videnskaben var i sin inderste essens politisk.

    Men nu stod denne lærer altså dér, og hårdnakket efterlyste det, der skulle være særligt udsøgt ved netop den videnskabelige aktivitet. Videnskaben havde noget, mente han, som adskilte den fra politik, ideologi, religion og kunst -- men hvad? Et provokerende spørgsmål han selv besvarede: Videnskabelige udsagn er af en sådan form, at de kan efterprøves og tilbagevises. Det garanterer om ikke sandheden, så i al fald en rationel udvikling af objektiv viden. Det lød i vore ører som skinbarlig positivisme -- højborgerlig skyklapfilosofi om en postuleret objektivitet som slet ikke fandtes. Han kvitterede med at reklamere for den postpositivistiske filosof Popper. Det snakkede vi meget om den sommer, men tiderne skifter.

    I 1980'erne ændres debatten om videnskab og samfund totalt. Vi fik en etisk diskussion om det individuelle menneske overfor de nye, truende bio- og info-tekniske systemer. Og vi fik en ofte åndrig tale om kosmos, kaos og nye "alternative" videnskaber, om postmodernisme og new age. En diskret holisme afløste som trend den maskulint målbevidste politisering af videnskaben. Verden blev pludselig mere kompleks.

    Hvad der nu får mig til at mindes svundne tider er et par nye bøger om videnskab: En dybsindig afhandling, som jeg vender tilbage til, og en idérig samling artikler fra det produktive Center for Kulturforskning i Århus: "Tanken om enhed i videnskaberne", redigeret af centerlederen og filosoffen Hans Fink og antropologen Kirsten Hastrup.

Enhed i junglen

    Den enhedstanke, der behandles og problematiseres i bogen, er ikke positivismens postulater om at kunne reducere al viden til fysiske rådata (for nu igen at prygle prügelknaben). Heller ikke firser-holismens halve helheder hilses velkomne. Det er en langt ældre og enklere tanke, at vores viden må kunne forenes i en vidtspændende og sammenhængende enhed -- som det håbefuldt udtrykkes: "om ikke i praksis, så i princippet; om ikke før, så i sidste ende". Det er selve Universitetets idé -- og utopi. I en tid, hvor forskningspolitik ensidigt betoner effektivitet og management, er det overraskende og glædeligt at finde idealistiske folk, som vedkender sig en bestræbelse på omfattende udsyn og indsigt.

    Enhedstanken stiller en række åbne spørgsmål; praktisk, teoretisk og filosofisk. Den studerende møder enhedsproblemet helt konkret, bl.a. som fagopsplitning, mangel på synlig relevans af hjælpefag, forældede faggrænser, fragmentering af pensum, og en fremmedhed overfor selve processen i det videnskabelige arbejde. Men svarer faggrænser til grænser i naturen? Næppe helt. De 10 bidragsydere debatterer den slags spørgsmål, dog overvejende teoretisk. Er der én bestemt videnskabelig måde at tænke på? Er de videnskabelige discipliner ikke så forskellige at al snak om enhed er en illusion? Er der uoverstigelige forskelle på forskellige forskningsgenstande (som samfund, psyke, biokemi)? Er der nogen skarpe grænser mellem videnskab og fx håndværksmæssig kunnen? Er videnskab så indspunden i andre menneskelige praksisformer, så det kun er af strategiske og forskningspolitiske grunde, at man opretholder sondringen mellem videnskab og "resten" -- kunst, litteratur, religion, etc.? Engang var "enhedens modsætning og kamp" en dialektisk lov -- idag er det jungleloven på universiteter.

    Hans Fink lader begreberne arbejde: Verden, virkeligheden og naturen er enhedslig og oprindelig ikke opsplittet i det, vi idag ser som modsætninger mellem kultur og natur. Kulturen er en en del af naturen, kulturforskning er også naturforskning! Videnskaberne kan altså anskues som en enhed. Men i modsætning til positivismens formalistiske idealbillede af videnskabelig metode og simplistiske begreb om natur (som blot protoner, neutroner and all that stuff), tænker Fink sig videnskabernes enhed uden reduktionisme eller holisme. Faren ved det holiske alternativ er, at man kommer til at tro, at man med sine begreber kan indfange den helhed, man hele tiden påberåber sig. Men "naturens enhed bør man i videnskaberne holde sig for øje, men ikke tro, man kan efterligne" understreger Fink. Han søger på baggrund af et altomfattende naturbegreb en 3. vej mellem på den ene side en "reduktionistisk ekspansionisme" -- som vil gøre alt til beskrivbart gennem én form for videnskabelighed -- og på den anden side "restriktionismen", som gør opdelingen mellem forskellige domæner af verden så skarp, at grænseovergange forbydes, og dét umuliggør tværgående spørgsmål og løsning af samfundsproblemer, der ligger "mellem" den etablerede fagligheds grænser.

Afsmag for klarhed

    Moderne filosofi afspejler selv fagopsplitningen: Der er fagfilosofier som logik, analytisk sprog-, moral-, kulturfilosofi, æstetik etc., som ofte kører på frihjul i interne disputser. Filosoffen Jan Riis Flor formår i sit bidrag at give den uskyldige læser et klart bud på de kriterier, som videnskabsfilosoffer af idag bruger til at indkredse kernen i science, i forhold til "alt det andet". (Klarheden krakelerede lidt, da jeg ikke kendte "diskussionen efter Gettier" og en 7-8 forskellige krav og kriterier, som diskuteres indforstået). Der er stadig mange problemer i et sådant projekt, men Flor viser, at det godt kan lade sig gøre at bevare forestillingen om fælles dyder ved det videnskabelige håndværk. Flor mener at videnskab altid bør være traditionsbevidst, være opmærksom på fordomme af enhver art, og være "á jour med teorier og historier om, hvordan der dannes meninger". Det bekræfter indirekte hvad filosoffen Peirce påpegede: at videnskabsteori rummer et normativt element. Man nøjes ikke med at beskrive videnskabens egne normer, man sætter dem op som gyldne regler.

    Man kan gå videre og hævde, at der ligger en implicit etik i selve det videnskabelige arbejde. Idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt skelner her mellem de eksplicitte, moralske forskrifter, som andre (typisk videnskabsfilosoffen) sætter op som erkendelsesidealer, og så den næsten uudsigelige, eller i al fald temmelig uartikulerede etik, der styrer selve det videnskabelige arbejde. Moralreglerne er i bedste fald ligegyldige udtryk for en pseudo-enhed, i værste fald ødelæggende. Selvom det (måske i sagens natur) ikke er meget Schmidt siger om denne etik, er det altså her enheden ligger begravet. Etikken viser sig som en lighed i arbejdsstil i de forskellige fagområder. Den kan ikke klart kodificeres og prædikes, kun praktiseres, tillæres og gentages, mener Schmidt. Vi hives med på en halsbrækkende tur gennem faseovergangene i de sidste 100 års videnskabsteori. Essayet er en modpol til Flors. Videnskab er en social værdi, mere noget man gør, end noget man siger eller finder ud af; mere performance end indsigt: "Det afgørende er ikke anerkendelsen, men ikke at blive offer for afsmagen", ifølge Schmidt. Alligevel kan han ikke undvære enhedstanken som ideologi i videnskaben, for den fordrer os at stille spørgsmålet om værdien af værdien videnskab.

Dyb citronsaft

    Hvad kan man sige om citronen, hvis man kun har saften fra pressede citroner?", spørger historikeren Niels Ole Finnemann i et meget dybt essay "Om viden og det vi ikke ved". Han svarer ikke, men pressede man ham ville han nok indrømme, at noget dog kan siges. For han er ikke tilfreds med nominalismen, der siger at begreber blot skulle være navne (nomen) i folks hoveder uden at betegne noget reelt. Her kommer vi vidt omkring. Det er dén artikel, der er mest teknisk og indforstået, både i sit forhold til de diskussioner den henviser til (fx Habermas vs. Derrida, Bohr vs. Einstein), og i forhold til Finnemanns eget projekt. Den kræver læserens fulde medarbejde. Redaktørerne har ladet for meget ordslam gå igennem (sætninger som "Det er Peirce måske imidlertid også alligevel.") og indholdet havde vundet ved en opstramning. Det er synd, for Finnemanns projekt med at sammentænke diskussionen om postmodernitet med 70'ernes videnskabskritik kunne godt fortjene opmærksomhed. Hvorfor redigeres der altid med neglefil, og aldrig med ragekniv?

    Når Peirce spøger hist og her, skyldes det ikke mindst fysikeren Peder Voetmann Christiansen, som utrætteligt har fremhævet hans brugbarhed for forståelsen af de nye paradigmer i videnskaberne. Peirces egen enorme viden og fabulerende tænkning gør ham til et inspirerende (men også svært) input til tværvidenskabeligt arbejde. Voetmann indfører os kort og smukt i de fascinerende begreber om naturens vaner, abduktionen (en særlig "kreativ" form for logisk slutning), evolutionsprincippets selvhenvisende struktur, og meget andet. Den "formalistiske reduktionisme" i forbindelse med matematikkens grundlagsproblemer kritiseres (det er kort sagt troen på, at matematisk intuition kan mekaniseres), og vi får den klareste og helt utekniske udlægning af Gödels bevis, jeg endnu har set.

Shamanistisk videnskab

Skal man forstå enhedstanken, er det ikke nok at se på den interne (u)enighed om metoder i de forskellige faggrene. Man må se videnskab i forhold til selve kulturhistorien, for nok er mennesket af natur tænkende, men det er næppe "af natur" videnskabsopbyggende! Det er dog et ret konstant (transhistorisk?) træk ved mennesket, at det forsøger at forstå sammenhængene i sin omverden, også selvom årsagsbegreber kan være nok så historisk bestemte. "Kausalitet er en del af den kulturelle orden, således som den er baseret i den lokale erfaring", skriver Kirsten Hastrup i sit essay om "Videnskabens magi". Hun giver som eksempel shamanen Quesalid, der ikke blev en stor shaman, fordi han helbredte de syge; men som helbredte de syge, fordi han var blevet en stor shaman! Hastrups grundtanke er, at forskellen mellem videnskab og magi er mindre end man normalt tror, for magien stemmer overens med den (videnskabelige) forestilling, at mennesket kollektivt kan gribe ind i naturen og få årsagssammenhængene til at arbejde for sig. Den magiske praksis kan være lige så åben overfor løbende justeringer som videnskaben kan være lukket fast i forældede paradigmer. Tilsvarende fremhæves ligheden mellem natur- og kulturvidenskab. Fysik og historievidenskab har "samme effekt i den selvdefinerede verden", ifølge Hastrup. Jeg er nu ikke ganske overbevist. Nu skal man ikke tro at artiklen er spor magisk -- den er spækket af henvisninger til videnskabelig litteratur, hvis man skulle tvivle på påstandene.

Det er nok nerver

Alle bidrag peger peger på tværvidenskab som det arbejdstøj, enhedstanken må udfoldes i. Ét essay bevæger sig ud over det metateoretiske i en konkret diskussion af et tværvidenskabeligt område: neuroimmunologien, som hidtil er blevet monopoliseret af en ret biomedicinsk tankegang. Keld Fredens, der selv er læge, skriver om lægevidenskabens begrænsninger og om nødvendigheden af at inddrage andre dimensioner end den mikrobiologiske hvis man vil fremme sundhed og helbrede fx kræft. Patientens følelser og holdning til sin sygdom kan have væsentlig indflydelse på forløbet af behandlingen; psyke, nervesystem og immunforsvar hænger sammen, og neuroimmunologi alene kan ikke forklare dette. Det er spændende læsning, for hér er virkelig noget på spil. Både m.h.t. den strategi, der bør lægges overfor alvorlige sygdomme -- et eksempel på at de forskellige videnskabssyn har praktiske konsekvenser -- men også for Fredens selv, som er ude i en debat imod "det oncogene synspunkt" (at årsagen til kræft primært er af genetisk art).

    Et andet kup for antologien er Hans Siggaard Jensens artikel om beskrivelse, forklaring og forudsigelse af fundamentalt forskellige typer af systemer. Bortset fra en ufuldendt sætning (s.95 f.o.) får vi det næsten fuldendte argument for, at vi som minimum må regne med følgende typer systemer, som ikke kan reduceres til hinanden: mekanisk-deterministiske; tilfældige; kaotiske; beregnende; bevidste; og intentionelle systemer. (Hertil kan tilføjes sociale og biologiske systemer). Artiklen rummer bl.a. en dybtgående beskrivelse af den status, der må tilkendes faktiske datamaskiner som repræsenterer matematiske strukturer for sine "brugere", dvs. personer som er medlem af et sprogfællesskab og som fortolker maskinens fysiske tegn. Artiklen kan anbefales alle, der tror, at computere kan tænke: Her er mere at tænke over.

    Artiklerne fremviser en bevægelse fra enhedsvidenskab til "mangfoldighedsvidenskab" eller perspektivisme. Hvor Siggaard begrunder det ud fra de radikalt forskellige slags systemer, bruger sprogforskeren Frans Gregersen og psykologen Simo Køppe i stedet evolutionen og den materielle fremkomst af nye "niveauer" af virkeligheden til at pege på nødvendigheden af antireduktionisme. De kritiserer bl.a. forsøg på at bygge enhedsvidenskab på sprogvidenskabens præmisser (Louis Hjelmslevs store vision). Desuden genfindes i artiklen en række pointer fra Simo Køppes nye afhandling: "Virkelighedens niveauer. De nye videnskaber og deres historie".

Anti-romantisk videnskabshistorie.

Afhandlingen, der nu er udgivet på Gyldendal, er resultatet af et prisværdigt projekt. På én gang forsvares det synspunkt at niveauerne -- uorganisk materie, liv, psyke og samfund -- må udforskes på deres egne præmisser fordi de hver har deres egen tid, lovmæssighed og historie; og samtidig, at det er muligt at danne en syntese: Ikke bare af den moderne videnskab, men en syntese som også omfatter det bedste i de alternative paradigmer vi har set i 80'erne.

    Imidlertid har disse "alternativer" haft et mildest talt anstrengt forhold til deres egen (fortrængte) forhistorie, og det har fået dem til at fremstå som mere nye og alternative end de i grunden er. Der er nye tendenser som er lovende, men alternativet ødelægger mulighederne for at se dem i deres rette sammenhæng. Køppe langer kraftigt ud efter alternativets polarisering af de traditionelle og de nye videnskaber: "alternativet overser, at noget af det mest spændende ved de nye videnskaber er netop, at de er opstået inden for den traditionelle naturvidenskab." Det kan man så diskutere, for der har vitterlig været eksempler på "paradigme-bestemt undertrykkelse", som har sinket udviklingen af fx kaosteorierne. Hvad Køppe især kritiserer, er påstanden om, at den gamle videnskab har ødelagt verden, så nu må vi have en ny videnskab, der kan redde den igen. Det er både forkert, naivt, romantisk og farligt.

Høj niveauføring

    En af de afgørende styrker ved bogen er dens historiske bevidsthed. Rødderne til reduktionisme-diskussionen i den moderne naturvidenskab graves omhyggeligt frem. Det er imponerende så bredt et udvalg af fagområder indenfor fysik, biologi og neuropsykologi, der behandles systematisk og historisk. Man guides fx igennem områder som relativitetsteori og kvantemekanik, superstrenge, evolutionsteori, sociobiologi, morfogenese, hukommelsesforskning og neurale netværk. Altsammen meget lødigt og grundigt. Et langt kapitel gennemgår "tværvidenskabelige" teorier som system- og katastrofeteori, og matematisk kompleksitets- og kaosforskning og sandsynlighedsteori. Slutkapitlet former sig som et langt opsamlende argument for den antireduktionistiske hovedtese om virkelighedens materielle niveauer. Køppe indrømmer at en sådan tese nødvendigvis må være af meget abstrakt karakter, for ingen af de enkeltstående teorier han har behandlet kan give entydige svar på ønsket om en antireduktionisme.

    Og her må læseren undskylde, for det bliver virkelig meget filosofisk (men filosofien er vel også en del af virkeligheden): Mange antireduktionister er det kun "af nød", dvs. de henviser til at man af praktiske grunde, "indtil videre" er nødt til at beskrive fx folketinget i sociologiske termer, da det ville være alt for besværligt at skulle bruge kvantemekanikken her, selvom alt (også folketinget) i princippet er af kvantemekanisk art! De er altså m.h.t. erkendelsen antireduktionister, men m.h.t. "ontologien" (verdens væren) er de reduktionister. Køppe vil imidlertid have ontologien med, og forsvarer derfor en ontologisk antireduktionisme ("pluralistisk materialisme"). Vi skal ikke bare anvende sociologien på folketinget fordi kvantemekanikerne er lidt langsomme til at finde egnede formler for folketing, men fordi folketinget tilhører et reelt, selvstændigt niveau af virkeligheden (det samfundsmæssige), som ikke kan reduceres til psykologi, biologi eller fysik -- men som har samme grad af materialitet som de øvrige niveauer.

Lagkage eller kaos?

    Den filosofiske position, Køppes udvikler, er sikkert et godt grundlag for tværvidenskabeligt arbejde. Der ganske vist også problemer (fx er begrebet om omvendt superveniens, der hævdes at være en betingelse for irreduktibilitet, for uafklaret, og vel heller ikke nødvendig for en pluralistisk materialisme). Er niveau-ontologien nødvendig i kritikken af reduktionismen? Og forklarer den særlig meget? Fx fremhævede Siggaard, at mekanisk-deterministiske og kaotiske systemer kan befinde sig på samme ontologiske niveau; men alligevel kan de ikke reduceres til hinanden. Man kunne tilføje, at kaotiske systemer også kan være fx sociale og økonomiske systemer. Vi står her overfor et fagområde (kompleks kaotisk dynamik), hvis genstandsfelt spænder over alle de ontologiske niveauer, Køppe opererer med. Hvis virkeligheden er delt op i niveauer, er fænomenet kaos og videnskaben om kaos åbenbart ikke niveau-specifikke. Niveau-ontologien synes ikke at kunne forklare eksistensen af dybt forskellige slags systemer som går på tværs af niveauerne eller naturens lagkage.

    Køppe løber yderligere ind i det problem, at insisteringen på, at niveauerne skal være ontologiske (og ikke blot pragmatisk begrundet i forskellig metodisk tilgang til forskellige fænomener i verden), afføder kravet om også at forklare dem som selvstændige fænomener der opstår i evolutionen: Ontologien afkræves videnskabelig forklaringskraft. Køppe er klar over den indbyggede modsigelse i dette krav om en art reduktionistisk forklaring på de irreduktible niveauers første dannelse (s. 444). Han kan ikke løse modsigelsen, og må håbefuldt udskyde problemet til fremtidens forskning -- en strategi han ellers kritiserer andre for.

    Det ligner en spidsfindig detalje og er måske heller ikke så vigtigt, for som Køppe selv siger: "Det afgørende er ikke hvor niveauovergangene findes. Det afgørende er, at de findes. Ontologier kan aldrig bevises." (s.448). Det er jo sandt. Køppe har på fornem måde vist, at den filosofiske refleksion over naturvidenskaberne er en nødvendig del af det samlede erkendelsesprojekt.

    Bogen slutter med at pege på alle ontologiers ideologiske karakter; en ontologi er jo en totalisering af synet på natur, menneske og samfund. Vi er fremme hvor vi startede. Videnskab er (også) politisk.


Hans Fink & Kirsten Hastrup, red.: Tanken om enhed i videnskaberne. (Kulturstudier, 9). Aarhus Universitetsforlag, 1990. 216 sider, kr. 148.-
Simo Køppe: Virkelighedens niveauer. De nye videnskaber og deres historie. Gyldendal, 1990. 574 sider, kr. 268.-

Claus Emmeche er forskningsstipendiat ved Institut for Biologisk Kemi B.