Myten om informationssamfundet

Claus Emmeche


fra: Hovedområdet, 23. årg., nr.3, 11/3, s. 12-14 (1994).
I de vestlige samfund er man igang med at overbevise sig selv om, at man lever i en ny type samfund, "den globale landsby," og at det indebærer en fare for at drukne i information. Tænk blot på hvordan det er at studere. Man glemmer tilsyneladende forskellen på information og mening, og meningens bundethed til tid og sted, historie og kultur.

Hovedområdets rédacteurs har udbedt sig et par betragtninger over en af vor tids store åndelige problemer, fænomenet informationsforurening, en opgave jeg kun tøvende tog imod, bekymret over risikoen for at bidrage til selv samme fænomen. Læseren være hermed advaret: dette er et u-informativt causeri over informationsbegrebet.

Jeg tror de fleste hårdt prøvede studerende har en umiddelbar god fornemmelse for hvad informationsforurening er. Der skulle ikke være nogen grund til yderligere forklaring. Alle har hørt det før: Vi lever i et informationssamfund, væksten i information er stigende, hele verden er bundet sammen i ét globalt netværk af informationskanaler, hvor budskaber og kommunikationer af enhver art strømmer uhindret rundt via en mangfoldighed af medier. Enhver verdensborger i den globale landsby bombarderes med uanede mængder af information. Vi beskydes hver dag af tonsvis af billeder, lyd og tekst; vores skrøbelige sanseorganer udsættes for et uhyrligt antal - lad os i denne sammenhæng kalde det k sattellit programmer, l radiostationer, m aviser, n reklamer, p nyheder og så videre ad infinitum. Smertetærsklen for vores arme lille begrænsede hjerne med kun ti i elvte neuroner er forlængst overskredet.

Universitetet: dybde eller overflade?

Et studium på universitetet burde være et fristed for al informationsforurening. Et sted, hvor man ikke behøver at spilde tid på at forholde sig til en slet uendelighed af oplysninger om alverdens emner, problemer og pseudoproblemer, som man ikke kan stille noget op med eller forholde sig til, fordi man alligevel mangler relevant information, og relevans hænger sammen med viden og indsigt, som ikke automatisk popper op af en CNN-transmission. Universitetet har man vel valgt at kunne fordybe sig.

Når det måske alligevel ikke altid opleves helt sådan at læse på uni, hænger det sammen med mange ting.

Studierne er blevet effektiviseret, undervisningsinstitutionerne opfatter idag uddannelse mindre i et klassisk dannelsesperspektiv og mere under en produkt-synsvinkel; som produktion af kandidater, der opfylder visse formelle krav, har gennemgået et antal eksamener med et vist målbart resultat. Uddannelse er blevet et ord med tryk på input og hurtigt ud igen, og hvad det egentlig er man danner af kompetancer, eller danner sig selv til, diskuteres sjældent. Et studie er, hvis man skal karikere denne tendens, at have gennemgået et studieprogram og indlært bestemte informationer modul for modul og reproducet dem til eksamen. Man kan selvfølgelig vælge selv at zappe rundt i udbuddet af kurser, vagabondere i den titaniske strøm af informationer fra videnskabernes verden. Men da udsætter man sig let for et veritabelt Stendhal-syndrom (et slags psykisk break-down, efter forfatteren Stendhal, som overvælderes de indtryk Firenzes kunstskatte konfronterede staklen med).

Svarende til udviklingen i retning af effektivisering og skole-gørelse af studierne fra bachelor til ph.d.-niveau, er der muligvis sket en ændring i de studerendes indstilling til det at tilegne sig et stof. De studerende er, for at sige det pænt, blevet mere kritiske, i betydningen service-bevidste. Det at studere opfattes i mindre grad som et engageret arbejde med stoffet, som også medfører et erkendelsesudvidende arbejde med én selv og sine medstuderende. Undervisning opfattes mere som en serviceydelse og lærerne som informationsarbejdere, der skal levere varen på underholdende vis. Kritik er blevet evaluering af formen - var pensum nu serveret tilstrækkeligt spiseligt - ikke kritik af indholdets relevans eller videre betydning. Kan lærerne ikke opfylde kravet, må der selvfølgelig ordineres ambulant pædagogik, kurser i kommunikation o.l. Jeg siger ikke at pædagogiske evner er ligegyldige, de er faktisk uhyre vigtige, jeg spørger bare om vi har glemt det vigtigste.

Sammenlagt med det almindelige pres, der lægges på de studerende for at indlære store stofområder, følge et utal af fag, bestå på normeret tid osv., adskiller oplevelsen af universitetstudiet sig ikke afgørende fra oplevelsen af den moderne verdens intensiverede produktion af informationsstøj.

Information peace
Forurenes miljøet med giftige stoffer har man en række mere og især mindre succesrige tekniske "løsninger" (bortset fra det helt radikale som kun Greenpeace tør tænke, nemlig at standse udslippet); man kan oprense når skaden er sket, eller man kan forebyggende anvende filtermetoden. Er det muligt at imødegå informationsforurening på samme måde? Fristende er det jo, og der er sikkert penge i det.

Oprensning af et informationsforurenet sind er nok svært teknisk set, så her er der stadig en niche for psykologer! Men hvad med filtre? I en tankevækkende kronik i Berlingske Tidende (d. 26/11-93) foreslår fysikeren Benny Lautrup, at man skal udvikle "intelligente og adaptive filtre, som så at sige kender den enkelte persons interesser". Ifølge kronikken består al informationsbehandling i at smide information væk. Jo større strømmen er, og jo mere der skal smides væk, desto mere intelligens kræver det ikke at smide det forkerte væk. Ideen er at supplere de filtre, som allerede eksisterer i form af fx biblioteker, med kunstig-intelligent sofware, en slags aktive database-agenter, som kan sortere informationen for os.

Kan vi forestille os kunstig intelligens som vejen til en information peace ? Kan man virkelig forestille sig en sådan kunstig forlængelse af vores egne sorteringsprocedurer, en lille dæmon i maskinerne, programmeret til pr. automatik at søge efter det, vi søger, og skille det, som for os er meningsfuldt, ud fra støjen i info-strømmen? Er svaret ja burde enhver studerende jo straks gå hen og købe sig sådan en dims, eller få den tildelt sammen med sine SU-klip.

Man kan selvfølgelig diskutere hvor intelligent den lautrupske dæmon egentlig er, hvis den blot er en videreudvikling af de avancerede søgefunktioner, der allerede benyttes indenfor forskning og udvikling i kunstig intelligens, fx i ekspertsystemer, som dybest set ikke er intelligente i menneskelig henseende. At realisere et i egentlig forstand fornuftigt informationsfilter svarer til at skulle løse det fulde problem om syntese af kunstig intelligens, og der er gode argumenter for, at muligheden af noget sådant er lig muligheden af at realisere Maxwells dæmon i et fysisk system, altså nul. (Og uenigheden om umulighedsargumenterne er sikkert lige så store som her).

Men umuligheden af fuld kunstig intelligens er dog ingen hindring for udvikling af "smarte" informationsagenter til søgning efter særlige kombinationer af oplysninger. Det lyder jo herligt, og jeg tvivler ikke selv på, at vi vil se den slags software, og at jeg selv engang vil være bruger. Der er bare et andet problem ved den slags tekniske fix, at de sjældent løser de bagvedliggende problemer. Og det bagvedliggende problem i al denneher snak om information er nok det, at information er gået hen og blevet en myte. En af det moderne samfunds centrale myter. En papirtiger. En ny Gud.

Og vi er alle på vej til at blive informationsfetishcister.

Kvalitet, semantik, and all that jazz
Hvordan det? Jo på flere måder, for hele diskussionen om det allerede eksisterende informationssamfund er netop omgærdet af en række problematiske forhåndsantagelser og uudtalte fordomme.

En af myterne er, at informationerne idag faktisk strømmer frit, så vi allerede lever i "den globale landsby". Den nok så hyldede "fri" informationsstrøm er overvejende en strøm fra center til periferi, og det er en strøm af den vestlige verdens forestillinger, ideologi og måde at forholde sig på. Man kan frygte, at det ændrer værdierne i landene i den tredje verden på en måde, der truer de lokale kultures egen identitet. Denne center-til-periferi strøm har én ekstra kanal, nemlig via den unge elite fra tredjeverdenslandene, som er uddannet på vestlige universiteter og vender tilbage til hjemlandet med et vestligt normsæt. En andet problem der truer "åbenheden" af informationsstrømmen i den videnskabelige verden er privatisering af forskning og politisk begrundede begrænsinger på udvekslingen af information (fx under Reagan-administrationen i USA, hvor nogle udenlandske forskere blev forhildret i at deltage i kongresser i fx computerteknologi i USA).

En anden myte er, at det vi kalder informationssamfundet er et samfund af en hel ny slags; kvalitativt forskelligt fra det industrisamfund vi levede i, før nogen snakkede om information. Hvordan ved vi, at vi lever i et informationssamfund? Vi lider af teknofascination hvis vi tror, at blot fordi en bestemt slags teknologi opstår og udbredes (noget som iøvrigt er svært at gøre op, da al teknologi involverer brug af viden og information), en teknologi med særlige funktioner i industri, administration, handel, forbrug etc., så har vi automatisk en ny samfundsstruktur. Sociologen Ben Webster gør op med forestillingen om informationssamfundet som et brud med den hidtidige samfundsform, og kritiserer en række kvantitative (teknologiske, økonomiske, erhverhvfordelingsmæssige) og kvalitative kriterier på informationssamfundet (se Universitetslæreren nr. 72, marts 94). Kvalitativt har en række forskere søgt at definere informationssamfundet i kulturelle termer som brug af symboler på nye måder, eller under paroler om "tegnets bortgang" eller "meningens sammenbrud", men disse fænomener indebærer intet nyt samfundssystem.

Det er selvfølgelig rigtigt, at der drøner flere bits gemmen telefonledningerne end tidligere, og at vi som individer faktisk oplever en art informations-skoldning, eller "får en Stendhal", hvis vi eksponerer os ganske uhæmmet. Men her glemmer vi en anden distinktion: mellem kvantitativ information, målt ved informationsteoriens "bits", og kvalitativ information, dvs. det "noget", som har semantisk indhold, som betyder noget for os, gør os klogere, kræver aktiv tilegnelse, fortolkning, indebærer meningshelheder. Der er kategorisk forskel på information som ufortolkede data, og så viden og erfaring. Visdom, som fx den vises afvisning af at ville vide mere, er en hel tredje dimension.

Webster henviser til den amerikanske civilisationskritiker Theodore Roszak, som argumenterer for, at de grundlæggende forestillinger vores samfund baserer sig på - civilisatoriske principper som frihed, lighed, solidaritet, menneskerettigheder og lignende centrale ideer i de vestlige samfund - slet ikke er baseret på information. Disse ideer går forud for information og er helt basale for vores engagement i det samfundsmæssige liv.

Derfor bliver vi som borgere ikke mere oplyste af den stigende mængde filtreret eller ufiltreret information. Det handler om andre ting. Hvad er kvaliteten af denne information? Hvad er formålet med den viden, vi tilegner os? Hvad er formålet med de diskussioner vi fører?

Men hvis det er vigtigt at skelne mellem information, personligt tilegnet viden og måske højere former for erfaring og mening, kan det så ikke siges klart hvad dette sidste er? En definition, tak! Jeg vil undlade positive definitioner og i stedet se på det, der fremstår som manglende mening, som noget vilkårligt eller kontingent.

Information, mening og kontingens
Mening er altid nedsænket i en kulturel sammenhæng. Et godt eksempel er kontingent information, et begreb jeg vil bruge lidt tid på at forklare.

Vi har i vores kultur en klar fornemmelse af tilfældighedens rolle, og dermed de informationer, der vidner om det tilfældige. Vi er hyperbevidste om vores eget livs høje indhold af tilfældighed, af kontingens og skæbne. En tilfældig bemærkning kan være et afgørende slag i ansigtet. Et sammentræf af omstændigheder kan bringe én i en ny situation, et nyt livsspor. Skæbnen opfattes ikke som overnaturlig eller mystisk. Vi anerkender, at tilfældet, det historisk-vilkårlige, det kontingente, er et livsvilkår. Tilfældigheden opfattes tit som subjektiv i den forstand, at vi mener at vide, at et biluheld kan forklares ved at pege på en række årsagssammenhænge i naturen, der gjorde at fx dækket netop punkterede dét sted, så bilen kom ud af kontrol og dræbte føreren. Vi kan måle slidbanerne og vi kan beklage billistens uagtsomhed. Men der er tale om en enkeltstående hændelse, som vi ikke er gearet til at putte nogen mening i. Informationerne er alt hvad vi har.

Det kontingente viser sig i vores kultur som en overflade af informationer, der ikke selv giver mening. Skæbne som kontingent information er noget alle kender, men bedst beskriver indirekte. Skæbne er det, der bliver afgørende i vores liv - det, som bliver til som et voksende træ af afgørelser, der kun sjældent er rationelle og beregnelige. For at bruge et kvasividenskabeligt billede, lidt uskønt måske, så er skæbnen at opfatte som kollapset af en uendelighed af mulige livsudviklinger til en enkelt bane i livsforløbet. Kollapset producerer kontingent information. Forlæns lever vi med et mangefold af muligheder for øje, nuet er de stadige valg, baglæns prøver vi at forstå mulighedernes krystallisering til det, vi er blevet. Som i et uklart krystal kan vi prøve at skelne et mønster i en gennemlevet historie, før dens stærkeste karakter af brutalt faktum indtræffer, i form af døden. Men det er ikke sikkert vi ser noget mønster. Skæbnen er kontingent som de brud og uregelmæssigheder, der gjorde livsbanen uforudsigelig. I den udstrækning vi dog kan se et mønster, kan vi også aflæse de vaner og lovmæssigheder, der ophævede det rent kontingente til et formende princip (kærligheden er det primære eksempel).

Trafikdrab er som bekendt en skæbne. Og så almindelig i vores del af verden, at den på det statistiske niveau kan forudsiges. Som efter en naturlov dræbes pr. år et vist antal mennesker i trafikken. Men den individuelle begivenhed har ingen lovmæssig karakter. Den er kontingent i betydningen en blanding af tilfældighed og nødvendighed, en blanding af informationsfyldt kausalitet og meningstom vilkårlighed. Vi er helt på det rene med, at selvom man, på basis af detaljerede informationer om de nærmere omstændigheder ved en bilulykke, kan rekonstruere den årsagskæde, som - i overensstemmelse med naturlovene og fysikkens principper for tingenes gang - faktisk fører til tragedien, så er betragtningen fremmed for spørgsmålet om hvorfor. Hvorfor lige denne mand? Hvorfor netop nu? For de fleste af os vil det være tilfældigt. Information uden højere mening. Det kunne ligeså godt have været en andens skæbne.

Vi har lært at betragte spørgsmålet om meningen med enkelte tilfældige hændelser som meningsløse. Man kan gisne om hvorfor - man kunne påpege, at disse hændelser på ubehagelig næsten barbarisk vis bryder illusionen om individuel kontrol af al handling i et ellers gennemkontrolleret samfund, hvor selv massedød er statistisk kalkulerbar, og hvor personlig autonomi er skrumpet ind til at betyde individets evne til, udfra en begrænset og kontingent information, at maksimere sine goder, sine benefits. Dette er bagsiden af den medalje, der hedder Oplysningens triumf, Guds gåen hinsides og meningens opløsning i endeløs information. En anden grund til afvisningen af spørgsmålet om formål med tilfældigheder (eller det, som er vedtaget som sådanne), kunne være vores vrangforestilling om det voksne menneske som en person, der ikke berøres af det absurde.

At det oplyste samfunds forhold til kontingent information er snævert kulturbestemt, har antropologer stædigt understreget ved at fremhæve andre kulturers konstruktion af verden og skæbnen.

Tænk på en mand, der sidder i skyggen af et gammelt råddent kornkammer, der styrter sammen over ham og dræber ham. For folk af Azande-kulturen i Sudan ville det udløse spørgsmål om netop denne bestemte persons involvering i universet. Hvorfor skete det netop for ham? Selvom verdensbilledet her er mytisk-teistisk og ikke naturvidenskabeligt, kender man selvfølgelig "den naturlige forklaring", som vi ville sige. Man ved godt, at rådne huse har større chance for at styrte sammen. Man ved, at hvis en mand sidder dér i skyggen, dag efter dag, vil han mases hvis det falder. Men det, som er det afgørende spørgsmål, er ikke at tilfredsstille nysgerrigheden og informationshungeren efter generelle naturlige forklaringer, men efter netop den meningssammenhæng den enkelte hændelse må indgå i. Hvorfor dør netop denne mand? Hvorfor er netop den bondes afgrøde ramt af sygdom? Hvad kan der gøres ved det? Hvorfor såres denne jæger og ikke en anden under jagten? Hvorfor dette uheld? Hvorfor lige mig?

I de såkaldt primitive samfund leves kosmologien på en anderledes håndfast måde end i vesten, hvor kosmologi afgrænses til fysikinstitutter. I de primitive samfund er teknologiske spørgsmål er forlængst afklaret igennem generationers traditionelle praksis. Det er menneskets placering i den sociale verden som er i fokus, dvs. hvordan man organiserer sig i forhold til hinanden, hvordan man kommer til rette med sine naboer, opnår rettighder, undgår underkastelse, forsvarer autoritet eller løser strid. Det er blandt andet med værktøjer, som vi kalder hekseri, magi eller besværgelser, at man indlemmer det kontingente i det menneskelige univers' meningsfyldthed.

Det vigtige ved den slags eksempler er ikke om forklaringerne på tilfældige hændelser er "korrekte" målt med vores standarder. Det vigtige er den afgørende forskel, at i de primitive samfund har selve forholdet mellem kontingent information og viden en helt anden karakter. Det forunderlige er, at i disse samfund findes tilsyneladende ikke på samme måde informationer uden betydning for det menneskelige liv. De er stadig rå og bundet til det konkrete liv, ikke glatte, abstrakte og udvekslelige over lange afstande. Her er et ord som informationsforurening en by i Vesten.