Det er videnskabens skyld!
- til en ansvarets anatomi

Claus Emmeche

Har videnskaben et ansvar for det lille udvalg af samfundsproblemer, der handler om miljø, befolkning, mad, krop, børn, psyke, arbejde, teknologi, krig og fred? Har en kemiker ansvaret for giftig kemi? For mit indre blik ser jeg journalisten i laboratoriet holde mikrofonen op foran læberne på en af de hvidkitlede, som med stort ubehag, grebet på åstedet, prøver at udnytte de tyve sekunder til sit forsvar. Spørgsmålet er da ellers godt nok. Eller er det? Hvorfor dette ubehag?

Et lille eksempel er fra et forholdsvis nyt forskningsfelt som kunstigt liv. Det handler om at bruge computere, kemikalier eller robotter til at skabe noget, der minder om liv. I første omgang for at kunne lave grundforskning på grænsen mellem fysik, biologi og datalogi. Men det er indlysende, at forskningen kan få næsten ufattelige konsekvenser, hvis der sker gennembrud og skabes nye former for liv - ligesom forskning i kunstig intelligens vil kunne ændre mange ting, hvis datamaterne faktisk blev suveræne, og ikke blot dygtige og enfoldige som nu. Erfaringen fra kunstigt liv er, at der hos forskerne var en ret stor interesse for at diskutere ansvaret. I starten. Ved de første internationale konferencer om kunstigt liv blev der brugt en del tid på at drøfte filosofiske og etiske spørgsmål. Men det faglige og tekniske trådte hurtigt i forgrunden. Det blev klart for de fleste, at nok kunne man kalde simulationerne for liv, men på dette tidlige stadie af forskningen var man langt fra at have skabt ægte liv i al sin kompleksitet. De skræmmende konsekvenser af forskningen blev påpeget, men på få år døde diskussionen om ansvar. Videnskaben blev business as usual.

Eksemplet er næppe enestående. Når der tages tilløb til at bringe spørgsmålet om videnskabens ansvar op i den offentlige debat, er der ofte larmende tavshed fra dem, der til daglig går og pusler med atomfysik, genteknologi, datalogi eller andre nyttige ting, der siges at høre til forudsætningerne for teknologiens velsignelser og ulykker. Hvorfor er det tilsyneladende så svært som forsker at forholde sig til det?

Det er næppe uvidenhed om problemerne. I medierne råbes der på konkret etik, ikke mindst i forbindelse med biomedicin og forplantningsteknologi. Man kan så diskutere hvor graverende for menneskeheden emner som in vitro befrugtning er - nu er det; i morgen er det glemt. Det har heller ikke skortet på interesse fra filosoffer. Filosoffen Stephen Toulmin mener, at lægevidenskaben har reddet den klassiske moralfilosofi ud af et akademisk og abstrakt-formalistisk dødvande, især perioden 1900 - 1960 i angelsaksisk moralfilosofi, ved at tvinge den til at forholde sig til teknologipolitiske problemer og bringe praktiske overvejelser ind i filosofien igen. Det viser, at spørgsmål om videnskabens ansvar ikke uden omkostninger kan stilles abstrakt. Men det er nok ikke den eneste grund til at videnskabsfolk, som gerne tænker specifikt og præcist, forbinder spørgsmålet med et vist ubehag.

For hvad er - præcis - den enkelte forskers ansvar? Må vi ikke først skelne mellem forskning for forskningens egen skyld og så anvendt, strategisk og sektorforskning, hvor man har bestemte og evt. problematiske anvendelser af viden for øje? Er grundforskerens ansvar mindre? Hvis naturvidenskab blot handler om at finde kendsgerninger om naturen, er selve forskningen værdifri, og kun dens brug eller misbrug er et spørgsmål om værdier og ansvar. Brug/misbrug-modellen er enkel: viden om arsenik, dynamit, hjernevæv og bakterier er i sig selv neutral, men kan anvendes i det godes eller det ondes tjeneste. Det kan også gælde sociologien: Viden om magt og manipulation er bare viden, men den kan bruges med dyd eller misbruges.

Modellen er fristende for forskerne. Måske mindre fristende for teknologerne, hvis vi overhovedet kan skelne dem fra forskere. Men forenklet. Opfattelsen af naturvidenskaben som værdifri blev bl.a. forsvaret af sociologen Max Weber. Han opfordrede forskere til i offentligheden at understrege, at deres værdidomme ikke fulgte logisk af deres videnskab. Weber fremhævede ganske vist værdiers store rolle i forbindelse med udvælgelsen af det, som skal undersøges videnskabeligt. Men den værdineutrale opfattelse blev senere kritiseret voldsomt for - imod Webers hensigt ganske vist - at lede forskerne til at fornægte ansvaret for konsekvenserne af deres virke. Unægteligt speget, især hvis konsekvenserne netop er det, der pejles imod. I den biomedicinske forskning ser vi fx en snæver sammenhæng mellem ønsket om bestemte anvendelser, fx behandling ved genterapi, og udformningen af konkrete grundforskningsprojekter indenfor molekylær genetik, proteinkemi, immunologi og neurologi.

Også i udformningen af atombomben under Manhattan-projektet, uden sammenligning iøvrigt, var ønsket om specifik anvendelse styrende for de teoretiske og praktiske problemer, som måtte løses af nogle af verdens førende fysikere og kemikere, samlet i Los Alamos. Spørgsmålet er, om det gør atomfysik mindre værdifri, mere værdiladet så at sige. Der er vel stadig forskel på fundamental teori om atomer og teorier om atombombekonstruktion. Det er ofte sagt, at i 1945 mistede den moderne naturvidenskab definitivt sin uskyld. Jeg er enig, men tror i og for sig det begyndte at ske allerede da vi lærte at beherske ilden. Det er snarere en bestemt naiv opfattelse af videnskab som en aktivitet, der er isoleret fra sin sociale og politiske kontekst, der definitivt afgik ved døden. Den isolerede naturforsker kunne ikke længere lukke øjnene for at være en del af verden, også den politiske. Deraf medansvaret. International videnskab i stor skala som højenergifysik eller humangenetik handler ikke længere blot om ren naturerkendelse, men indgår i mægtige sociale systemer financieret af tilsvarende store militære, offentlige eller private organisationer med forskellige interesser i forskningen. Interesser som i høj grad, men ofte på uigennemskuelig vis, styrer hvad der forskes i. Brug/misbrug modellen rummer stadig en kerne af sandhed for så vidt angår basal naturerkendelse, men i sin naivitet er den uinteressant og måske direkte vildledende i den politiske debat om den forskning, de forskellige samfundsinteresser ønsker: Disse interesser bygger på andre værdier end blot sandhed og ønsket om basal viden.

Det er jo slemt, så lad os et øjeblik glemme, at spørgsmålet om ansvar ikke kan besvares abstrakt. Vi antager så følgende for indlysende ideelle sandheder:

Forskerens ansvar er ikke at finde sandheden, men at søge den, at forske - lade sig lede af sin nysgerrighed - og at lære, bl.a. af sine fejl. Og ikke kun selv at lære, men også lære andre: Kun i dialog med andre bliver han eller hun lærd. Og "andre" er ikke kun de fagfæller, forskeren henvender sig til i de videnskabelige cirkler i fælles sandhedssøgen og kamp om anerkendelse og karriere; men alle og enhver det vedkommer. Således har forskeren også et ansvar for at gøre sin forskning vedkommende.

I et civilt og demokratisk samfund bidrager alle og enhver, gennem kollektivet, til at muliggøre forskerens virke. Forskning er dyr, men antages at være et fælles gode. Derfor står det til åben debat, hvad vedkommende forskning er, hvilke områder der er relevante; og hvilken forskning vi tilskriver høj værdi. Og forskning er ikke kun naturvidenskab, for et mangfoldigt spektrum af videnskaber er nødvendige for at beskrive verden.

Forskerne har ikke alene et ansvar for, men en direkte interesse i, at der i offentligheden er et højt niveau af indsigt i forskningens mangfoldighed og særpræg, ikke mindst dens egenart som videnskab, en aktivitet knyttet til store indsatser uden sikkerhed for afkast på kort sigt. I dag, hvor management-sproget i mange lande breder sig fra erhverv og administration til politik, kultur og videnskab, ønsker forskningens bureaukrater og politiske rådgivere ofte håndfaste instrumenter til at "kvalitetsstyre" ved at måle (fx efter antal citerede publikationer) og sammenligne kvaliteten af et lands forskning for at styre den efter effektivitet og produktivitet. Bliver disse kvantitetsmål styrende for fordelingen af ressourcer, frygter jeg at nysgerrigheden overfor selve forskningens genstand bliver erstattet af en jagt på lette resultater, som kan publiceres i metermål, men som bliver dybt forudsigelige og ligegyldige.

Ansvaret for det ligger ikke blot hos den menige forsker, men også hos beslutningstagere i det politiske system. Ser vi bort fra sektorforskningen, som sigter mod specifikke formål og styres strammere, og kigger på den "frie" forskning på universiteterne, har tendensen til større ekstern financiering været så massiv, at universiteterne i dag er de rene fonds-narkomaner. Det må ophøre, hvis den fri forskning skal forblive fri, og den enkelte forsker og institutionen bevare en vis selvstændighed. Universiteterne må selv råde over midler til at sikre sammenhængen i kerneområderne. De må ikke gøres totalt afhængige af ekstern støtte via kortvarige projektpenge, som umuliggør langsigtede krævende opgaver, og frister ansøgerne til direkte at lyve om hensigten med deres forskning! I et tema om fund-raising skriver Magisterbladet (1995 nr.16, s.9) at en af de gyldne regler for udformning af ansøgninger til EU er, at man ikke skal "søge på baggrund af sine egne intentioner med projektet. I stedet skal man søge at finde ud af, hvorfor EU støtter det pågældende formål og skære sin ansøgning til derefter". Ansvarlig forskning?

Der er flere grunde til at spørgsmålet om videnskabens ansvar er forbundet med ubehag og usikkerhed. Spørgsmålet er kulturelt forbundet med begrebet skyld, og kan, stillet til forskeren, vække associationer til mytiske historier om hybris og efterfølgende ulykke - fortællinger som dem om Frankenstein eller Troldmandens Lærling, hvor videnskaben eller dens magiske kræfter inkarneres af en enkelt person, som forbryder sig mod den givne orden i sin énsidige anvendelse af opnået viden. På én gang rummer myten en sandhed, der passer og ikke passer til forskerens virkelighed:

Den passer: Forskeren er en del af en samfundsinstitution, der historisk bygger på oplysningens ide om det indbyggede gode i al rationel videnskab (en ide visse intellektuelle har sendt på pension men fortsætter med at bygge på i deres faktiske praksis). Forstås oplysning kun positivistisk, som ren dennesidighed uden noget andet, eller uden andre værdier end den kalkulerende forstands, da er det rigtigt, at mennesket også i det 20. århundrede gennem Videnskab og Teknologi har begået det hybris, som allerede myten advarer om. Gud er død, men genopstået som videnskab.

Og den passer ikke: Pga. den fremadskridende rationalisering af selve videnskaben befinder den enkelte forsker sig som brik i et ekstremt specialiseret apparat, og har måske ringe muligheder for at forholde sig overordnet til og have reel indflydelse på andet end de gøremål, der dikteres af selve den specialiserede virksomhed. Der er en fare ved denne specialisering, idet den enkeltes forhold til ansvar forskydes til systemet og bliver ikke personligt. Det er ikke den enkelte biokemiker, der har taget beslutning om gensplejsning på dyr eller genterapi. Det er "systemet", og er man ikke idealist, ser man - realistisk - kun sig selv som en ubetydelig brik.

Ansvaret kan da, som en abe i en tamil-sag, sendes videre til andre. Problemet er, at selve de beslutninger og handlinger, videnskaben eller forskeren forventes at kunne stilles til ansvar for, har systemisk karakter og kan ikke placeres entydigt noget enkelt sted: Det er ikke én forsker, som i kraft af at have opdaget en ny molekylærbiologisk teknik, alene kan drages personligt til ansvar for brugen af denne teknik, fx i screening ved graviditeter for at finde arvelige sygdomme eller evt. andre ikke-sygelige afvigelser fra det normale. Et helt system af interessenter - forskere, patienter, politikere, administratorer, meningsdannere - indgår som partshavere i beslutningen om anvendelse. Det er som om beslutningen hverken tages centralt eller decentralt, men spredt og snigende. Derfor vækker det opsigt, når en konkret person en sjælden gang imellem siger fra, som fx den afhoppede hjerneforsker fra Cuba, med henvisning til de etiske problemer i selve forskningen eller de omstændigheder den udføres under.

Der synes at mangle strukturer, der kan placere ansvaret for komplekse beslutninger taget af mange interessenter. Problemet er næppe forskningens alene, men forskeren har, for nu at konkludere, alligevel - i kraft af den intellektuelle karakter af sit arbejde - et særligt ansvar for at arbejde ikke blot ud fra egne interesser, men ud fra helhedens. Det ligger nemlig, efter min bedste overbevisning, i selve videnskabens begreb, at den må tilstræbe kritisk og rationel forståelse af større helheder - også de helheder den selv indgår i. Det kan naturvidenskaben ikke alene, men der er heldigvis også andre videnskaber, og de må alle samarbejde om det projekt.

I en fragmenteret verden med globale problemer er videnskab både en del af problemet og en del af løsningen, men også kun en del. Dens ansvar er ikke en substans eller blot en tilstand. Ansvar er også en aktivitet, der skal udøves. Videnskaben har endnu ikke lært hvordan.

***

(kronik, bragt under titlen "Det begyndte da vi lærte at beherske ilden", i Dagbladet Information, d. 11.sept., 1995.).Home.