Artiklen er oprindelig bragt - nænsomt forkortet - i Hovedområdet (Månedsblad for Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet), nr.4, d.2. maj, 1996, som er et temanummer om fremtidens universitet. Artiklen handler om filosofi, fornuft og forkningsstyring, a propos Johan Fjord Jensens bog Babel og Tomrum. Med eneret for internet bringes her den uforkortede version!

Fornuftens forsvindingsnummer

af Claus Emmeche

Filosofiens rolle i fremtidens universitet vil i høj grad bestemmes af dette universitets karakter. Vil det være et universitet, som er nogenlunde som det nuværende, eller vil tendensen til at forrykke nogle fundamentale balancer, som vi ser allerede nu, indvirke så kraftigt på hverandre, at der opstår brud og kriser, så fremtidsbilledet bliver et radikalt andet end hvis vi blot fremskrev udviklingen? Der er balancen mellem forskning og undervisning; balancen mellem bredde og specialisering i uddannelserne, og mellem universiteter og andre uddannelsesinstitutioner; balancen mellem grundbevillingsdefineret forskning og programforskning og mellem indre og ydre styring af forskning; balancen mellem løst og fast ansatte; og balancen mellem tradition og fornyelse, normalvidenskab og paradigmebrud. Lad os først se lokalt på filosofi her på fælleden, og dernæst på den aktuelle debat om forskningspolitik - en debat som har vist sig at være dybt metafysisk.

Filosofikum revival?
Vil den opblomstring filosofien generelt oplever i dag føre til at alle naturvidenskabsstuderende skal tage et introducerende filosofikursus, a la det gamle filosofikum? Ville det ikke være gammel vin på nye flasker? Svaret er nej nej. Heldigvis opfattes filosofi ikke længere som en kanon af tekster fra Platon til Popper, lidt hengemt ånd man altid kan dekantere til festlige lejligheder. Den opfattelse er i sig selv dræbende for den urkraft, der både er filosofiens og videnskabens væsen, at turde give los for en barnlig forundring over verden og menneskene, fastholde de helt store gåder og forskellen mellem det faktiske og det mulige. Filosofi og videnskab besvarer denne undren på forskellig vis, men lever ikke godt i adskillelse. Einstein mente at "Erkendelsesteori uden kontakt med videnskab bliver et tomt skema. Videnskab uden erkendelsesteori er - for så vidt den overhovedet kan tænkes - primitiv og konfus".

Uden at beskylde tidligere undervisning for at være konfus kan man i al fald sige, at indtil for nylig har de studerende ikke haft gode muligheder for at fordybe sig i filosofiske og etiske spørgsmål, og i det hele taget arbejde kvalificeret med deres fag udfra mere overordnede betragtninger. Det rådes der nogen bod på i kraft af det nye kursus i naturfilosofi ved fakultetet, der omhandler videnskabernes verdensbillede, grundlagsproblemer og indre og ydre grænser. Fordelen ved, at det er et tværfagligt tilbud midtvejs i studiet, er at man som studerende de første par år kan danne sig de nødvendige fordomme om sit eget og andre fag. Kurset kan så være en øjeåbner, fremfor en hæk man bare skal over i studiestarten og ikke selv har opsøgt. Det er oplagt, at kurset kan justeres på en række punkter, og måske udbygges hvis behovet for løbende at kunne arbejde med de videnskabsteoretiske dimensioner af fagene vokser. Mange synes kurset er for kort.

En tanke som har rumlet blandt nogle studerende, er at oprette en særlig linie i naturfilosofi og videnskabsteori på overbygningen. Det er værd at tage en diskussion om og se på fordele og ulemper. Jeg tror styrken i det nuværende kursus er dets bredde; at det bevarer en tæt forbindelse til de enkelte naturfag, matematik inkluderet; og at det som kursus er overkommeligt og til at passe ind i et ellers presset skema. Skal man oprette en særlig linie, skal man, som med studierne i biofysik og matematik-økonomi, grundigt overveje sammenhængen med grunduddannelsen og de kvalifikationer, man som studerende vil kunne opnå.

Det er muligt at filosofien her på fælleden fremover bliver mere integreret i de enkelte fag, hvis ellers den faglige og undervisningsmæssige udvikling går i fornuftig retning. Men hvad er fornuftigt? Kan vi planlægge os til en fornuftig udvikling?

Det naturvidenskabelige Babel
Her er det lærerigt at læse litteraturhistorikeren Johan Fjord Jensens bog Babel og Tomrum - de systemiske videnskaber og humaniora, fordi han tegner et billede af ændringen i de nævnte balancer i retning af en mere politiseret tilstand i videnskaberne, hvor en stadig større del af forskningen støttes og styres af eksterne programmidler, og hvor det har til følge, at også de humanistiske fag - trods deres tradition for at være fler-paradigmatiske, dvs. med en frugtbar mangfoldighed af tilgange uden generel konsensus om én enkelt teoris sandhed - bevæger sig i retning af det konforme og standardiserede, som ifølge Fjord Jensen kendetegner naturvidenskabernes organisationsform.

Bogen er en advarsel om at humanistisk forskning (især dens ikke-museale ikke-kumulerende dele) trues af denne tendens, herunder forskningspolitikkens krav om abstrakt målbarhed af 'videnskabelig kvalitet'. Den problematik Fjord beskriver er uhyre relevant også som afsæt for en diskussion af det, man kunne kalde naturvidenskabernes eget humaniora, og filosofiens betydning i fremtidens naturvidenskabelige landskab. Hvorfor det?

Kort sagt: For det første fordi udviklingen, i retning af en fortsat instrumentel rationalisering af videnskaberne, i særlig grad gør en ny form for filosofi og videnskabsteori nødvendig som modgift i selve hjertet af det, Fjord kalder "de systemiske videnskaber" - som omfatter de tekniske videnskaber, naturvidenskab og (nok kun en del af) samfundsvidenskab. Det er essentielt med en bredere form for fornuft end den instrumentelle, hos hvilken al værdi skrumper ind til funktionel nytte og kalkulerbar funktionalitet. For det andet er bogen aktuel, fordi dens syn på den 'systemiske' naturvidenskab er noget forenklet og fortjener diskussion. For det tredje er bogen et smukt eksempel på et stykke kritisk videnskabsvurdering og viser, at 'forskning i forskning' eller studier i videnskabernes egen struktur og udvikling kan være andet end udredningsarbejde, evaluering og legitimering af nye styringstiltag.

De systemiske videnskaber er, for nu at sammenfatte Fjords beskrivelse (jf. anm. i sidste nr.), karakteriseret ved en kumulativ videnskabsopfattelse - ny erkendelse lægges oven på tidligere, deraf videnskaben som et Babelstårn på vej mod himlen. Men som i myten, hvor Gud forvirrede tårnbyggernes sprog, så de ikke forstod hinanden, sker den eksponentielle vækst i viden på bekostning af en enorm og uoverskuelig specialisering. Det skaber det informationsproblem, at ingen kan følge erkendelsens udvikling, ikke engang i ens egen lille del-disciplin. Fornuften er encyklopædisk, men specialiseringstvangen bryder 'erkendelsens hele cirkel (encyklo-pædia) i småstykker. Det skaber en modsat rettet drift mod enhed, som imidlertid kun realiseres instrumentelt og på et ydre plan som ren katalogiseringsorden - databaser fx. De indre forsøg på enhed er problemramte. (Forsøgene på at give matematikken et konsistent og fuldstændigt logisk grundlag, eller på skabelsen af en positiv enhedsvidenskab, eller skabe én sammenhængende fysisk teori, har vist sig som hhs. umulige, futile, og forhastede).

Den eksponentielle vækst kan naturligvis ikke fortsætte, og i efterkrigstiden bliver den logistisk og flader ud. Det falder sammen med opkomsten af en egentlig forskningspolitik: Både i planøkonomierne og i de kapitalistiske lande søgte man at styre forskningen efter samfundets (vækst)behov, 'hensynet til konkurrenceevnen'. Den mere afdæmpede vækst sker herefter primært via midler, som ikke er universiteternes egne men eksterne. Man fik det forskningspolitiske systems tre niveauer: Øverst i centraladministrationen søgte man en samlet koordinering (idag Forsknings- og Undervisningsministeriet og Forskningspolitisk Råd); på mellemniveauet de enkelte forskningsråd, som fordeler penge, udformer programmer og er formidlingsleddet til det nederste niveau, hvor videnskaben arbejder og forskningen i princippet er fri. Man friholder forskningsprocessen for direkte indblanding, men søger i stedet at 'sortere' i videnskaberne, samtidig med at man i stigende grad ønsker at evaluere resultaterne. Omkostningen er, at især dén forskning prioriteres, der er forudsigelig m.h.t. resultater og som lever op til de systemiske videnskabers forskningsform - deres måde at ordne information, indeksere citationer, publicere i bestemte tidskrifter, rangordne forskere efter kvantitative mål for 'kvalitet', osv. Fjord bruger videnskabshistorikeren Thomas Kuhns paradigmebegreb for at udtrykke konsekvensen: "Den systemiske videnskab er med indre nødvendighed normalvidenskab (...) Ikke at der ikke vil ske paradigmebrud, og at nye fundamentale videnskabelige anskuelser ikke vil opstå. Systemet udelukker ikke, at at paradigmeskift kan finde sted. Men det er først parat med støtten, når skiftet har fundet sted" (p.106).

Er det ikke naivt at tro at filosofi kan stille noget som helst op med denne tingenes tilstand? Jo hvis filosofi blot opfattes som det, der er buret inde på universiteternes fagfilosofiske institutter i det videnskabelige babel. Men som dén frie og kritiske tanke, som fx Fjord selv har med i bagagen, og som en særlig åbnende, fremtidsrettet og social erkendelsesinteresse i at finde de mindst ringe måder er forvalte det der skal forvaltes på (og holde fingrene fra resten) - dvs. en interesse, der normativt ligger til grund for en videnskabsteori som ikke blot vil beskrive den herskende elendighed men også komme med forslag til dens afskaffelse - som sådan er filosofi og sociologisk fantasi forbundne kar. Med andre ord, forskningspolitikkens problem er ikke mangel på fornuft, men for megen ensporet fornuft, for megen nyttefilosofi og planmani.

Derfor er det efter min opfattelse nødvendig at give filsosofi en anden rolle i et evt. fremtidigt filosofikum end blot en genoplivet udgave af filosofihistorie og logik. Ikke at disse elementer er uvæsentlige, men den filosofiske tænkning må bringes i centrum af hele den omdannelsesproces, som det universitet den doceres i er udsat for. Det betyder at nye tværfaglige områder som fx grænsefladen mellem etik og videnskabsfilosofi, eller mellem sprogfilosofi, sociologi og politologi, må bringes i dialog med naturvidenskaberes egen filosofi. Skal filosofi af fremtidige studerende læses i større mængder end naturfilosofi nu læses på naturvidenskab, medicinsk filosofi af medicinstuderende osv., synes også det 20. århundredes fornuftsfilosofi og fornuftskritik at være et påtrængende emne.

Tomrum i naturvidenskab
Det skal så tilføjes, at megen videnskabsfilosofi allerede nu går i retning af mere empiriske studier, videnskabsstudier, af de enkelte fags opbygning, kontroverser, paradigmer, værdier, praksisser etc. - nogen taler endda om en 'naturalistisk' vending i videnskabsfilosofien; på en måde forskerne som naturobjekter! I sig selv en problematisk anskuelse, men pointen her er blot, at man næppe som Fjord bør skære alle naturvidenskaber over én kam og tro, at de kan leve med en uhæmmet systemisering, hvor kun humaniora bukker under. Som Mogens Niss skriver (Universitetslæreren nr.92) er meget i denne process ligeså ødelæggende her: "Naturvidenskabelig forskning og uddannelse trives akkurat ligeså dårligt som humaniora under udøvelse af management-vodoo'ens ritualkur: politiske prioriteringer, cigarkassebevillinger, programstyring, evalueringer, osv." Fjord forfalder her til den kritiske teoris tendens til at anskue naturvidenskab gennem positivismens briller, fx som 'opdagelser' i modsætning til humanioras 'fortolkninger'. Modsætningen er falsk, og det kreative frirum, eller 'tomrum' som Fjord forsøgsvist kalder det, er uundværligt også i banebrydende naturvidenskab.

(Et hip ud mellem sidebenet: Begrebet tomrum er hos Fjord præget i dekonstruktiv retning, men ikke særlig overbevisende. Ikke at det er afgørende for hans analyse som helhed, blot synd når den af Poul Behrendt i Weekendavisens bogtillæg (d.2/2-96) kan sammenfattes til fgl.: "Gud er død. Naturvidenskaberne ved det bare ikke. De bliver ved med at operere med et sandhedsbegreb, der forudsætter, at han findes. Kun humanisterne har taget konsekvensen. De ved, at der ikke længere eksisterer andet end menneskelige interesser og fortolkninger." Behrendt synes selv at vente på "nogen, som føler sig forpligtet af det gamle spørgsmål: Hvad er sandhed?").

Som sociologisk essay om forskningsorganiseringen i naturvidenskaberne er Fjords beskrivelse rammende. Men hvor naturvidenskaberne nok ligner hinanden i form, er de i høj grad særegne i indhold. Den enhedsgørelse og standardisering, der beskrives, omhandler forskningens rammer, og det er utopisk at tro at et enhedsprogram er muligt, andet end som meget punktvise "broer" og mere løse integrationsforsøg mellem de enkelte fagområder. Her har de enkelte discipliner en høj grad af relativ autonomi på det teoretiske plan, hvad der på sin vis forklarer den stadige specialisering. Efter min opfattelse betyder det bl.a. for en moderne naturfilosofi, at den må være åben for muligheden af irreduktibilitet mellem niveauerne, muligheden af at de systemtyper, de enkelte fag omhandler, kan have radikalt forskellige egenskaber, og at helheden derfor eksisterer i den altid spørgende dialogs form mellem de enkelte erkendelser. Det betyder ikke, at det gamle ideal om erkendelsens enhed og universalitet behøver at opgives eller forkastes, men det betyder en større bevidsthed om de problemer, som forskellen på ideal og virkelighed giver. En bredere fornuft end den instrumentelle kræves for at håndtere disse problemer.

Fornuftens utopi
Hvad er så en bredere fornuft? Noget af pointen i fornuftskritikken, såden som den bl.a. er udfoldet igennem de sidste 50 års debat om videnskab og teknologi, er jo, at den instrumentelle fornuft slår om i sin modsætning og bliver kontra-intentionel og modproduktiv (jf. loven om det faldende udbytte), eller 'effektiv' men umenneskelig (a-bomben), eller 'rationel' men etisk problematisk (genteknologi). Når filosoffer kritiserer fornuften lyder det somme tider som om de begår det andre filosoffer ynder at kalde en performativ modsigelse: De forudsætter i deres (fornuftige) kritik selve det der kritiseres. Men gør Fjord det?

Filosofferne Horkheimer og Adorno, som Fjord lader lader tale for sig, kritiserer i Oplysningens Dialektik reduktionen af "selve videnskabens begreb" til "teknisk øvelse, så langt fra refleksionen over sit eget mål som andre former for arbejde under systemets tryk" (s.136 i da. udg.). Det er værd at huske, at de fastholder "den hemmelige utopi i fornuftsbegrebet" (s. 135), selvom deres kritik - som blev til under anden verdenskrig - ellers er yderst pessimistisk på fornuftens vegne.

Det er næppe en modsigelse man behøver at blive hegelsk i hovedet af. Der gives ingen garantier for god videnskab, sande teorier eller smuk matematik gennem detailstyring af forskningen. Hvis det fornuftige både er det gode, det sande og det skønne, og hvis sandhed ikke bare er udsagns overensstemmelse med virkeligheden, men også idealernes virkeliggørelse, kan enhver se, at fornuftens forsvindingsnummer i det forskningspolitiske teater er begyndelsen til en fiasko.

Henvisninger

Johan Fjord Jensen, 1996: Babel og Tomrum. De systemiske videnskaber og humaniora. Gyldendal, København.

Max Horkheimer og Theodor W. Adorno, 1993: Oplysningens Dialektik. Filosofiske Fragmenter. Gyldendal, København (original, "Dialektik der Aufklärung", 1944, Social Studies Association, New York. 2. udg. 1969, Fischer Verlag, Frankfuhrt Am Main. 1. danske udg. 1972, Gyldendal).