Bragt i en lettere forkortet version i:
Universitetslæreren nr. 100, s.20-21, dec. 1996
(i anledning af et tema om Snow's "De to kulturer" og "hovedområdernes paradigmer").

Det videnskabelige landskabs mytologi

Claus Emmeche

"De to kulturer" er ikke blot en intellektuel kliche med rødder, der strækker sig længere tilbage end Snows berømte essay fra 1959. Det omhandler de forståelsesvanskeligheder, der afsløres i konfrontationen mellem udøvere af naturvidenskaberne og de humanistiske fag, der kun sjældent opfattes som "science" i den angelsaksiske verden. De svælg, som deler videnskaberne, kan ikke lignes ved en kløft mellem to bjerge. På de godt 40 år siden Snow skrev sit essay er videnskabernes antal vokset. Deres indbyrdes forhold aftegner i dag et billede af et kuperet landskab af mange bakker og store bjerge, forbundet af veje, floder og broer, men også adskilt af de grænser, som svarer til de institutionelle og metodiske hegn omkring hvert fags territorium.

Vel kan man finde fakultære bjerge, men deres antal er større end to, og det rum, de befinder sig i, kræver flere dimensioner end bare tre, hvis de tværvidenskabelige forskningsfelter skal placeres bare nogenlunde fornuftigt i en sådan videnskabernes topologi - tænk blot på fag som geografi, humanbiologi, socialpsykologi, pædagogik, lingvistik, matematik m.v. Er det indlysende at matematik er en naturvidenskab, når den ikke beskriver den materielle natur? Er det klart at filosofi er en del af humaniora og ikke en samfundsvidenskab? Bør medicin ikke høre under humaniora, eller er det blot en anvendt sektor af biologien?

Allerede her synes selve tanken - om et velordnet videnskabeligt landskab med tre tinder, naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab - at bryde sammen som den illusion, den er, selvom metavidenskaben (`videnskaben om videnskaben') dog har forsøgt og stadig til en vis grad forsøger at holde den i live - al snak om den postmoderne tilstand til trods. Men videnskabsfilosoffernes forsøg på at ordne og kategorisere de enkelte videnskaber i et samlet rationelt system (fx hos Comte og Peirce) er for længst opgivet. Universitetet er multikulturelt.

Hvad holder dette multiversum sammen? Kan man så ikke lige så godt tage konsekvensen, som forskningens realpolitikere allerede har gjort det, og droppe idealet om et samlet universitas, der yder plads til at søge erkendelsens enhed; et sted hvor den encycklopædiske fornuft kan udfoldes, og hvor specialiseringen ikke får `erkendelsens hele cirkel' (encyklo-pædia) til at bryde i småstykker? Bør vi nøjes med den lakoniske definition af et universitet som en forskningsinstitution, der meddeler undervisning og dækker et meget stort antal fagområder?

Selve Tanken om enhed i videnskaberne (som også er navnet på en god antologi herom, red. af Hans Fink og Kirsten Hastrup og udg. af Aarhus Universitetsforlag i 1990) synes ikke at ville dø. Illusionen om videnskaben som et landskab med en særlig naturgivet topologi (for eksempel begrundet i en antropologi om menneskets kapaciteter, eller i en lære om virkelighedens niveauer), er sejlivet, og kan formuleres kort og ideologisk både ved det der skiller og det der samler:

På den ene side er der unikke træk, der adskiller videnskab fra enhver anden kulturel virksomhed (her følger så ofte remser fra basal metodelære og elementer af den videnskabsteoretiske katekismus om testbarhed, falsificerbarhed, systematicitet, objektivitet, intersubjektivitet, osv.) - dvs. det videnskabelige projekt gøres her til et heroisk gesamtkunstværk. Ligesom de forskellige kunstarter søger forskellige udtryk for det skønne, søger videnskaberne erkendelse om forskellige dele af det sande, eller om man vil: om den sande væren, hvad enten den så opfattes naturvidenskabeligt som fakticitet, humanistisk som historicitet, samfundsvidenskabeligt som normativitet, eller teologisk som autenticitet.

På den anden side kan man pege på de enkelte typer forskning, ofte svarende til fakultetsgrænserne, som hver har deres bevaringsværdige og måske mere eller mindre truede særpræg. Fra de videnskabsteoretiske kilder følger så historierne om kausale vs. funktionelle vs. intentionelle forklaringer, ideografiske og nomotetiske videnskaber; den `tekniske', den `forstående' og den `kritiske' erkendelsesinteresse, osv.

Ligesom med de andre af vores kæreste hverdagsideologier er den almindelige opfattelse af forskningens enhed og flerhed ikke uden væsentlige elementer af sandhed. At mytologien lever i bedste velgående, skyldes vel kun i ringe grad universitetssystemets egen eksplicitte videregivelse af den i form af elementære kurser i videnskabsteori og metode, hvor den jo i heldigste fald risikerer at blive kritisk behandlet. Det har andre årsager.

Først og fremmest findes ingen universel sand eller fuldstændig teori om forskningen selv, og derfor er vi som underviserere og forskere overladt til vores egne sunde og ideologiske fornuft, erfaringer, værdier og mere eller mindre ufuldstændige teori-brokker.

Kuhns paradigmeteori fortjener ikke mindst at blive husket som et godt bud på en makroteori, ikke om videnskabens udvikling som sådan, men om fysikkens. Det er faktisk tvivlsomt om den kan overføres på de øvrige naturvidenskaber. I biologien synes "paradigmerne" at være mere fleksible og udvikle sig ved evolution (!), snarere end revolutionære brud. Kuhn blev iøvrigt selv mere evolutionistisk orienteret med alderen. Ligeledes er det tvivlsomt om Kuhns model i streng forstand er velegnet til beskrive fysikkens faktiske historiske udvikling. Det skal her være usagt om modificerede udgaver af Kuhns teori med fordel vil kunne beskrive humanvidenskabernes udvikling - hvor der til et "paradigme" så ikke nødvendigvis kræves matematiske generalisationer, og hvor der på samme felt kan være flere paradigmer i venlig konkurrence over lange perioder - eller om helt nye modeller må indføres. Vi har brug for makroteorier, og alt for få tør binde an med dem. Idag vil man hellere lave mikrohistoriske studier. Men stereotyperne af de enkelte videnskaber lever også videre på grund af mere politisk og historisk bestemte forhold.

Fjendebilleder eller karaktermasker

Relationen mellem de enkelte hovedområder og deres ligheder og særtræk er ikke blot en sag for videnskabsteorien, men gøres bestandig aktuel af den situation, hele den vestlige verdens forskning står i. Forskningen vokser ikke længere ekponentielt, de enkelte videnskaber lever ikke med hinanden i et enhedsligt universum af fredelig sameksistens, men er i bestandig krig og konkurrence på ressourcer - se bare debatten om fyringer på det naturvidenskabelige fakultet, hvor det ikke er let at se nogen påtage sig et overordnet planlægningsansvar, som måtte tilstræbe en harmonisk udvikling af de enkelte hovedområder. Man lader de blinde haarderske mekanismer i form af taksameterbevillinger efter studentertal råde, som svar på dét tidsåndens mantra, der uophørligt hvisker "ingen plan over markedets!". I en situation med skarp konkurrence, snæver fagspecialisering, trimning af studietiderne, og evalueringsbegrundede nedskæringer (døden skal jo have en undskyldning), er det måske ikke så sært, hvis de interne billeder, de enkelte hoverområders deltagere kan have af hinanden, forfalder til fjendebilleder.

Dertil kommer forsøgene på at organisere og styre forskningen fra instanser udenfor forskerverdenen selv; især igennem det korporative forskningspolitiske systems tildeling af eksterne bevillinger. Det kunne være interessant at undersøge de opfattelser af forskellige former for forskning, som de forskningspolitiske agenter bærer rundt på, men sådanne videnskabssociologiske undersøgelser må endnu vente på at blive realiseret, og toppen af dansk forskningspolitik er ofte umådelig beskedne med hensyn til at udtale visioner om hvad forskningen er, kan, og bør være. Derfor var der befriende at læse Johan Fjord Jensens Babel og Tomrum. De systemiske videnskaber og humaniora som udkom ved årets begyndelse. Bogen skabte da også en vis opmærksomhed om sit angeb på de katastrofale tendenser i retning af detailplanlægning og stram styring af den humanistiske forskning, hvis resultater - for at være andet end museal kulturbevaring - nødvendigvis ifølge Fjord må skabes i kreative tom- eller frirum, langt fra den systemiske videnskabs metodiske rigiditet og informationsfikserede graven sig ned i specialiteter. Men Fjords modstilling af humanistisk forskning som baseres på fortolkninger og naturvidenskab, der baseres på "opdagelser" og tåler uhæmmet systemisering, er en uheldig forenkling.

Fjord forfalder her til at kolportere et noget forenklet billede af de "systemiske" videnskaber (dem alle undtagen humaniora). De er karakteriseret ved en kumulativ videnskabsopfattelse, deraf videnskaben som et Babelstårn på vej mod himlen. Men som i myten, hvor Gud forvirrede tårnbyggernes sprog og forpurrede gensidig forståelse, sker væksten i viden på bekostning af overskuelighed. Det skaber det informations- og vidensproblem, at ingen kan følge erkendelsens udvikling. Løsningsforsøget er management af information, men det tilstræbte overblik realiseres kun instrumentelt og på et ydre plan, som ren katalogiseringsorden - fx databaser. Men også de indre teoretiske forsøg på enhed er problemramte. Man behøver blot at nævne de historiske forsøg i dette århundrede på at give matematikken et konsistent og fuldstændigt logisk grundlag, eller på at skabe en positiv enhedsvidenskab under filosofiens overhøjhed, eller på at skabe én sammenhængende fysisk teori - disse har vist sig som henholdsvis umulige, futile, og forhastede.

Men man skal ikke tro naturvidenskaberne lever godt med en uhæmmet systemisering, og kun humaniora svækkes. Som Mogens Niss gjorde opmærksom på her i bladet (nr.92) trives naturvidenskabelig forskning og uddannelse ligeså dårligt som humaniora med politiske prioriteringer, cigarkassebevillinger, programstyring og evalueringer. Den kritiske teori er Fjords bagland, og i dens skoleudgave er der en tendens til at naturvidenskab ses gennem positivismens briller, fx som `opdagelser' i modsætning til humanioras `fortolkninger'. Modsætningen er falsk, og det kreative frirum lige så uundværligt her som i banebrydende humaniora.

De forsimplede karaktermasker af hovedområdernes agenter er måske på vej til at blive blødt op. Heldigvis er mange studerende idag flerfaglige, og søger, i det begrænsede omfang studiestrukturen tillader, at læse et humanistisk hovedfag og et naturvidenskabeligt sidefag eller omvendt. For fagene selv er effekten dels, at de tofagsstuderende giver et mere nuanceret og modent modspil i den forskningsbaserede undervisning. Dels kan en mindre, men langsigtet effekt være, at flere kommende forskere må forventes at være oplært i mere end ét paradigme og have kendskab til mere en én form for videnskab. Alt andet lige skulle det gøre det lettere at bane nye veje, indgå teams og utraditionelle forskningsrelationer. Om ikke andet kan en bredere faglig og mental horisont næppe skade. Det er ikke blot et spørgsmål om de professionelles uddannelse, men om dannelse af de personer, der skal tegne fremtiden.

Person og paradigme

Det leder til spørgsmålet om sammenhængen mellem forskningsmæssig stil og personlighed, eller værk og liv. Her bør simpel typologisering undgås, men husker vi, at der er er tale om idealtyper, kan spørgsmålet godt stilles. Vælger personligheden den forskning, der passer til vedkommende, eller er det uddannelsessystemet og den 20 år lange socialisering igennem en af dets ruter, der skaber personlighen?

Man kan hævde, at personligheden til dels selv er et produkt af personens uddannelsesforløb: En tidlig dansk pendent til Lena og Tomas Gerholms Doktorshatten er Bo Jacobsens stadigt aktuelle uddannelsessociologiske analyse fra 1981, De højere uddannelser mellem teknologi og humanisme, der indeholder en spændende sammenlignende analyse af dansk- og medicinstudiet som uddannelses- og socialiseringsproces. Her vises det klart på hvilken måde studiets indhold, opbygning, pensumkrav, arbejdsformer m.v. præger de studerendes (og dermed også de kommende forskeres) opfattelser, ikke blot opfattelser af paradigmets kerne, men også af videnskabelighedens elementer, værdien af at kunne skelne sandt og falsk, af at kunne se en sag fra flere sider, osv.

På den anden side, og sagt uden at ville fornærme nogen, er det da muligt, at for eksempel den rent tekniske kortlægning af det humane genom på kromosom nummer XII, som ikke umiddelbart lægger op til de dybeste spørgsmål eller større synteser, passer bedre til det omhyggelige og lidt pedantiske gemyt (med al respekt for velanbragt pedanteri), og at det generelt er sådan, at bestemte temperamenter tiltrækkes af en bestemt slags forskning. Ved nogen ph.d.-projekter synes selve opgaven at kunne skitseres temmelig nøjagtigt på forhånd - bestem sekvensen af dét gen, oprens og karakterisér dét protein. Nu ved de involverede naturligvis godt, at det ikke i sig selv gør nogen til stor molekylærbiolog blot at kunne sit tekniske kram (selvom det er essentielt), og der indgår også andre elementer i de bioteknologisk orienterede ph.d.-uddannelser, men adskillige forskere beklager tendenser til rutine-gørelse af forskeruddannelsen. Dette gælder på mange fag. Er der plads til at takle de mere overordnede problemer, gennemtænke hidtidige løsninger kritisk og komme med nye? Og hvis ikke, vil det betyde at fx kommende biologer vil bekræfte de værste fordomme om naturvidenskabelige nørder med tekniske skyklapper?

Jeg fik iøvrigt af en molekylærbiolog en rammende, og også ganske almen karakteristik af nogle vigtige menneskelige egenskaber, som kræves for blive forsker: Kreativitet, samarbejdsevne og stædighed! Samarbejdsevne er jo ikke blot væsentlig i de eksperimentelt orienterede fag. Måske er kombinationen af kreativitet og stædighed - og lokale forekomster af samarbejde - det, der i dag kendetegner al universitetsforskning!

Sammenhængen mellem fagtype og personlighed er i al fald interessant, men ikke særlig godt belyst i litteraturen. Flere biografiske studier af kendte videnskabsudøvere giver et vist belæg for at der - selv indenfor de "hårde" naturvidenskabelige fag - kan være en sådan sammenhæng. Og det drejer sig snarere om en sammenhæng mellem personen og selve måden man forsker, tænker og i det hele taget forholder sig på, end om faget som helhed. Hvert fag har sine strammere og slappere, sine formalister og pragmatikere, ja, selv sine fantaster og kynikere. Jeg er dog så positivistisk indstillet at jeg tror, at disse psykologiske forskelle spiller størst rolle i de humanistiske fag, og noget mindre rolle i et fag som matematik - men lur mig, om ikke matematikere kan give eksempler på det modsatte! Det er velkendt, at matematikere tænker på meget forskellige måder; for nogle er den rumlige intuition eller forestillingsevne helt central, mens for andre er den sekundær i forhold til logisk ræsonnement og formelt bevis.

Hvis personlighed og værk hænger lige så intimt sammen som videnskabstype og forskningsideal, så bliver forsøgene på at finde typiske træk ved fx humanioras og naturvidenskabs paradigmer mindre væsentlig; forskelle vil snarere gå på tværs af udøvere indenfor een og samme disciplin. De særtræk, der skulle kendetegne tænkning i "kontrollerbare logisk konsistente forklaringer" henholdsvis "helhedsmæssige forståelser" vil ikke skille naturvidenskab og humaniora, men forskellige hjørner af de enkelte fag i begge hovedområder.

Forstået sådan, vil vi indenfor mikrobiologi - eller mikrosociologi - finde både de, der er empirisk orienterede og de, der søger mod principielle teoretiske problemer. Og både de, der er drevet af ønsket om dyb erkendelse, og de, som forsker for at besvare konkrete spørgsmål. Både de, som søger strukturelle helheder og de, som arbejder rent analytisk; man kunne blive ved med at hive den slags modstillinger frem, som selv er delvis metafysiske, delvis skyldes forskel i metafysisk præference.

Det er ikke et akut problem for geoinformatik eller retssociologi om videnskabelige begreber må opfattes realistisk (svarende til størrelser og relationer i den virkelige verden), instrumentalistisk (som brugbare værktøjer til at sammenfatte erfaringer på og evt. forudsige), eller konstruktivistisk (som videnskabelige frembringelser baseret på andre sociale frembringelser). En sådan videnskabsfilosofisk strid må løses ved at undersøge de begrebslige forudsætninger og forestillinger, der ligger bag tre så forskellige intuitioner om hvad videnskabelig erkendelse er.

Noget af det fine ved videnskab - uanset hvilken - er, at metafysisk uenige folk faktisk kan samarbejde indenfor et paradigme og udføre og være enige om den samme normalvidenskab. Dette betyder ikke, at paradigmet ikke selv kan have bestemte metafysiske forudsætninger (evt. uafklarede sådanne), men de artikuleres kun implicit igennem den forskningspraksis, der er knyttet til anvendelsen af dets teoretiske kerne og de eksemplarer, der udpeger "gode svar" på "relevante spørgsmål" og skelner "korrekt" fra "forkert" sprogbrug. Forskerens private metafysik kan, så længe normalvidenskaben glider som smurt, forblive netop privat. Der er relativ autonomi mellem det filosofiske og det normalvidenskabelige. Det videnskabelige arbejdes etik kræver, at personlige standpunkter kan skelnes fra paradigmets konsensus, men de kan stadig være motiverende drivkraft.

Hvis videnskaben er multikulturel i postmoderne forstand, vil traditionalister finde sandhedskravet truet af opløsning i de mange paradigmers relativisme. Spis brød til! For alligevel kan sanddruhed fortsat være kodeord for en sammenhængende etik for det videnskabelige arbejde - det måske vigtigste bud på enheden i videnskaben i dag. En sådan samlet etik strider ikke mod mangfoldighedens faktum og nødvendighed. Den gør heller ikke filosofien arbejdsløs. Kun som metavidenskab i traditionel forstand, som et højt hævet `God's Eye View' på de enkelte videnskaber, er den forsvundet og erstattet af mere konkrete videnskabsstudier. Udfordringen til filosofien er at fastholde helhedsfordringen på nye præmisser - både i forskning og undervisning - og ikke blot fungere som et mini-fakultet af adskilte fagvidenskaber, der hver stræber sig efter, som videnskaberne, at finde teorien - om sproglig mening, om etisk konsekvens, om sjæl og legeme. Filosofiens livtag med en fragmenteret videnskab må ikke selv at ende med blot endnu et fagspeciale.


*
http://www.nbi.dk/~emmeche/ (C.E.'s hjemmeside)