Videnskab som grundlag for regulering af genteknologi

Claus Emmeche


Bidrag til seminar om regulering af anvendelsen af genetisk modificerede landbrugsafgrøder, den 30-31. marts 1995 arrangeret af Miljøstyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen og Teknologinævnet. Udgivet i:

Gensplejsede Planter - regulering og anvendelse. Rapport fra et ekspert-seminar, marts 1995. Teknologirådets rapporter 1996/1. Teknologirådet, København. (s. 27-39).


Indledning

En af velfærdsstatens civiliserende virkninger har været forsøgene på at imødegå de trusler for menneske og miljø, som stammer fra den industrielle produktion, gennem indgående statslig eller korporativ regulering af virksomhedernes udnyttelse af materielle, menneskelige og samfundsmæssige ressourcer. Regulering af ny genteknologi ser umiddelbart ud til blot at være et nyt eksempel herpå, men samtidig er genteknologien her ved det 20. århundredes slutning også et eksempel på noget nyt.

Genteknologi er ikke bare en teknologi som rejser "klassiske" forurenings- og ressourceudnyttelsesproblemer. Som et bredt sæt af teknikker til manipulation med arvematerialet - omprogrammering af planter og dyr - rummer den muligheder for at bidrage til mere miljøvenlige produktionsformer, samtidig med at den selv rejser særlige problemer for risikovurderingen. Det skyldes ikke mindst stor usikkerhed i vores viden om mulige virkninger og manglende erfaringer som reguleringen kunne tage udgangspunkt i.[1]

En del af de økologiske risici, som man søger at regulere sig udenom, er af en spekulativ art i den forstand, at de kun i de færreste tilfælde kan undersøges eksperimentelt. Til gengæld kan det ikke udelukkes, at de kan være dramatiske, hvis spekulationerne holder stik. Situationen rejser nogle generelle spørgsmål, som jeg skal forsøge at besvare; dels om risikovurdering som (i en eller anden forstand) "hvilende på" naturvidenskab, dels om risikobegrebet som sådan i det moderne samfund.

Et forbehold: I denne sammenhæng er min rolle mere videnskabsteoretikerens end biologens. Det er videnskabens funktion og erkendelsesmæssige status, der interesserer mig. Min baggrund i teoretisk biologi berører helt andre aspekter af molekylærbiologien, og jeg taler ikke med ekspertens autoritet mht. forhold der vedrører de enkelte plantearter, spredningsmekanismer eller mikrobiologiske forhold. Mine "svar" er også i denne forstand ufuldstændige.[2]

Hvor langt kan man konkludere?

Det første spørgsmål, man kan stille, er hvor langt man kan tillade sig at konkludere mht. risici på baggrund af naturvidenskabelige undersøgelser af konkrete hændelsesforløb, såsom udsætning af bestemte genetisk modificerede organismer. Det bedste svar er: Ikke særligt langt! Der er flere problemer, både af teoretisk og praktisk-metodisk art.

* Teoretisk: Den teoretiske økologi giver ikke noget klart grundlag for at benytte generelle økologiske teorier som direkte skema efter hvilke konkrete vurderinger af konkrete organismer kan gives.

Problemet kan formuleres alment således: Givet økosystem E1 og organisme p1 med genom g1, vil en ændring af g1 (fx ændring af genet a1 til genet a2 eller indsættelse af et ekstra gen h1) føre til uønskede ændringer m.h.t. p1, E1 eller de øvrige organismer p2, p3, ..., pn i E1 ?

Man skal ikke kende meget til biologi ud over gymnasieskolens pensum, før man kan se, at problemet er fantastisk komplekst og at en besvarelse, der blot ønskes nogenlunde sikker, er uhyre vanskelig at give. Den teoretiske økologi - inklusive den evolutionære økologi - rummer, så vidt jeg kan se, ikke tilstrækkelig forudsigelseskraft (eller forklaringskraft med hensyn til generelle reguleringsmekanismer for økosystemers udvikling) til at takle dette problem generelt.

Måske kan en analogi illustrere forholdet. Man kan sammenligne med ingeniørvidenskabens beregninger af effekten på bæreevnen for støttepiller i en bro, hvis man nedsætter diameteren i de cylindriske støttepiller - et problem, der også er forbundet med risikobetragtninger. Dette problem kan, i al fald i princippet, beregnes, og der ligger - som et (relativt) eksakt grundlag herfor - hele det teorikorpus, der kaldes klassisk mekanik. Et tilsvarende eksakt teorikorpus findes ikke for biologiens vedkommende, og det ligger næsten i sagens natur - nemlig de levende organismers særdeles komplekse karakter.

* Empirisk og metodisk: Der kan rejses en lang detaljeret intern videnskabelig diskussion om de udsætningsforsøg, man gennemfører og hvad de egentlig viser helt konkret. Det skal jeg ikke vove mig ind på her. Ofte er der jo tale om god populationsbiologisk grundforskning, som faktisk giver os ny viden trods det, at den er underlagt den almindelige ufuldstændighed og observationelle usikkerhed, som biologisk feltarbejde af denne art indebærer. Men det er temmelig oplagt, at det er forbundet med store vanskeligheder at slutte fra enkelte udsætningsforsøg, der forløber over en kort årrække og i et enkelt eller ganske få typer landbrugsøkosystemer, til langtidseffekter på den samlede biodiversitet i landskabet: Dvs. slutninger

- fra ét økosystem (hvedemark 1) til mange (er alle hvedemarker ens?);

- fra én forsøgsperiode til lang tids anvendelse fremover;

- fra nogle få populationer til mange populationer, med øget chance for mutationer, som bevirker utilsigtet rekombination af det spjelsede gen.

Hvilken erkendelse er da mulig?

Forventer man at finde hard science som grundlag for risikovurdering, må forventningene altså skuffes. Man kan så fundere over hvilken erkendelsesmæssig status, man kan tilskrive de slutninger, som faktisk drages ud fra de gennemførte udsætningsforsøg (og ud fra almen økologisk, genetisk, mikrobiologisk viden om de pågældende arter af organismer m.v.), når de nu ikke kan gælde som udtryk for "eksakt" naturvidenskab.

Her er det væsentligt at betænke, at forventninger til en videnskab som økologien om samme grad af "eksakthed" som de teorier der ligger til grund for at forudsige planetbaner og lignende "simple" systemer er absurd. Biologi, økologi og mikrobiologi er helt forskellig fra det nogen kalder eksakt videnskab. Det skyldes systemerne selv, men det afspejles også i vores mangelfulde erkendelse af dem:

Risikovurderinger betydningsløse?

Nu kunne en og anden positivistisk sjæl måske føle sig fristet til at konkludere, at på denne baggrund må enhver risikovurdering anses for ikke blot ueksakte, men simpelt hen helt uden betydning? At tale om videnskab som grundlag for risikovurdering ville ifølge denne holdning tilmed være at tilsmudse naturvidenskabens ry som ypperste kilde til sikker viden om naturen. En sådan "positivistisk defaitisme" (opgiv risikovurdering: det kan aldrig blive rigtig videnskab) må imidlertid afvises, både ud fra en videnskabsteoretisk, en biologisk og en samfundsfaglig begrundelse.

Videnskabsteoretisk er det som antydet en fejl at overføre nogle ret opskruede forventninger om eksakt forudsigelighed baseret på en meget snæver type teorier (som selv her har åbenbare grænser) til at skulle gælde som norm for al videnskab overhovedet. Mindre kan også gøre det.

Biologisk er det jo også sådan, at vi for mange egenskaber, og mange plantearter, ud fra almindeligt botanisk og "autøkologisk" kendskab til disse arters normale biologi kan skønne, at der næppe vil være de større risici ved at ændre et gen, så visse pryd-planter får en blomsterfarve fremfor en anden. Genetisk bestemte "egenskaber" er jo så mange ting,[5] og vi kan i en række konkrete tilfælde netop foretage en biologisk baseret vurdering af konsekvenserne ved genetisk modifikation via ny genteknologi.[6] Sådan set er en vis pragmatisme på sin plads - det er næppe helt rigtigt at vi slet ikke kan overskue hvad vi gør, ligesom det heller ikke er sandt, at vi har tjek på det hele.

Endelig kan man på det samfundsmæssige plan hævde, at det er udtryk for en misforståelse af risikovurderingens egentlige funktion i det moderne samfund kun at ville anerkende den, hvis den kan baseres på eksakt videnskab. Risiko-diskussioner er meget vigtige, fordi de er én af de måder, et komplekst samfund kommunikerer (mere eller mindre demokratisk) om udviklingen og anvendelsen af sin teknologi på.[7] Det ville være uansvarligt om man ikke foretog systematiske risikovurderinger af genteknologien, men man må blot være klar over deres begrænsninger. De må ikke komme til at skygge for, at det i sidste instans er et politisk problem at beslutte sig til den måde, man ønsker at regulere bioteknologien på.

Problemet kan formuleres sådan: For en af de første gange i historien har samfundet mulighed for at iværksætte en politisk, demokratisk og rationel beslutningsproces med sigte på at undgå uønskede virkninger og bivirkninger af en ny teknologi før den for alvor frigives til generel anvendelse. Hermed skulle man kunne komme ulykker, forurening og eventuelle katastrofer i forkøbet, og sikre, at den nødvendige administrative og juridiske regulering foregriber sådanne hændelser. Problemet er, at det tilsyneladende er vanskeligt på et rationelt-videnskabeligt grundlag overhovedet at diskutere risici, som kun science-fiction forfattere (jf. Jurassic Park) eller "dybdeøkologiske miljø-fanatikere" synes at have fantasi til at forestille sig. Men måske kun tilsyneladende, for med et kynisk "held" har den menneskelige historie udstyret os med et rigt kildemateriale af erfaringer af større eller mindre dramatiske ændringer i økosystemernes sammensætning som er fremkaldt ved at udsætte organismer fra fremmede himmelstrøg som hidtil har været effektivt isoleret fra det pågældende økosystem.

Her synes en opfordring til økologerne nødvendig, skønt den i første omgang kan lyde paradoksal: Brug den økologiske fantasi! De videnskabelige økologer er virker bange for at beskæftige sig med muligheden for egentlige uheld, ulykker eller sammenbrud, blot fordi man ikke rent empirisk kan udlede katastrofiske scenarier af konkrete undersøgelser af denne eller hin sukkerroe eller tomatplante. Man vil helst ikke gå udover en empirisk-beskrivende naturvidenskabelige tradition, og skønt den har rødder tilbage i god, spekulativ aristotelisk naturhistorie, mener man sig i dag hævet over spekulation. Men såkaldte spekulationer behøver ikke at være hinsides videnskab; blot de "skoles" og kombineres med rationel kritik. Der burde være en fase, hvor "de værst tænkelige scenarier" søges skitseret, alene for at overveje muligheden seriøst, hvorpå man så kan give sig til at diskutere hvilken gyldighed, det er rimeligt at tilskrive det pågældende scenarie på det konkrete vurderingsmæssige plan. Selv i risikovurderingen af atomkraftteknologien (og trods det, at den af andre grunde må betragtes med skepsis) indgår betragtninger om "det værst tænkelige"; dét, som ifølge teknologerne aldrig sker - eller som man før Tjernobyl aldrig mente ville ske.

Her går anvendt økologi over i en art fremtidsforskning, men det er - så vidt jeg kan se (og med støtte i den tyske samfundsteoretiker Niklas Luhmann) - præcis det, der kendetegner videnskaberne om risici, hvis man ellers kan tale om risikoforskning som videnskab i traditionel forstand. For risici netop er samfundets måde i nutiden at kommunikere med sig selv om sin egen fremtid på - hvilket kan synes sært, idet fremtiden jo netop ikke kendes som "fortiden" (eller det billede vi i nutiden kan tegne af fortiden). Fremtiden og de fremtidige risici eksisterer altid kun her og nu som nutidens måde at forholde sig til beslutninger og tage beslutninger på.

Beslutningsaspektet er centralt og skal forstås i videste forstand: Et samfundssystem kan vælge forskellige fremtider - gennem de beslutninger samfundets subsystemer tager om handleformer og typer af forpligtelser samfundets medlemmer pålægges at indgå i nationalt og internationalt. At vi kan vælge forskellige fremtider er relativt banalt, men alligevel dybt vigtigt, fordi den måde, "vi" (samfundets system af subsystemer) vælger at leve med og regulere genteknologien på, har betydning for vores livsform i det hele taget.[8] Også i mindre skala spiller konkrete beslutninger - fx om godkendelse eller ikke godkendelse - en rolle, ikke blot for for den hastighed, hvormed nye genmodificerede planter vil blive indført på, men også for hvilke sjove nye planter vi får, og for selve holdningen hos almindelige borgere til hele systemet.

Et af særtræk i forbindelse med de tilladelser, miljømyndigderne i Danmark indtil nu (marts 95) har givet til udsættelse af genetisk modificerede organismer til forsøg, har været, at alle ansøgninger fik tiladelsen. Man kan så håbe på det er fordi alt er i skønneste orden. Vil denne tendens fortsætte - også med de forventede ansøgninger fra firmaer om tilladelse til markedsføring - rejser det dog spørgsmålet om disse godkendelser blot er "en formel sag" som man siger; dvs. om myndighederne faktisk udøver sin beslutningskraft og dømmekraft på betryggende vis.

Ny disciplin - eller kaos?

I bestræbelsen på at sikre et godt vidensgrundlag for beslutninger kunne man godt forestille sig, at man skulle etablere en disciplin, som er i stand til at overskue de mangeartede risici, genteknologien rummer (alt fra klimaøndringer til iltsvind eller hudsygdomme). Jeg tror nu ikke man skal forestille sig en sådan disciplin som andet en et tværfagligt felt for anvendt forskning. Der blev ikke udviklet en ny grundvidenskab om atomkraftkatastrofer på baggrund af atomteknologiens udvikling i 60'erne og debatten om den i 70'erne eller miljøkatastroferne i 80'erne. Der er simpelt hen ikke ét samlet problem her. Jeg tror selv den eneste mulige "videnskab" i streng forstand om risici ved komplekse teknologier er af samfundsvidenskabelig art, men samtidig af tværfaglig karakter mht. de humanistiske, etiske og naturmæssige aspekter. Som allerede antydet har risikoforskning karakter af fremtidsforskning.

Man kunne selvfølgelig spørge om ikke også de nye kaosteoretiske udviklinger kan lære os noget; m.a.o. om ikke studiet af komplekse systemer i forskningsfelter som ikke-lineær dynamik og kunstigt liv[9] kan belære os om forudsigelighed, beregnbarhed og kontrollerbarhed af naturprocesser. Der er jo flere forhold, man umiddelbart kunne trække frem:

(a) Naturen er ikke-lineær: Der er ikke et lineært forhold mellem input og output. Dette gælder i særlig grad biologiske organismer.

(b) Komplekse systemer opretholder deres stabilitet indenfor en vis tolerancetærskel; denne tolerancetærskel er ikke-beregnbar: dvs. dens beliggenhed kan ikke på forhånd forudsiges , men kendes efter at denne tærskel er overskredes, til direkte skade eller direkte disintegration af systemet til følge.

(c) Selvom naturen skulle være deterministisk (hvad der er en del der taler for at den ikke er), vil ikke-lineariteten medføre uforudsigelighed mht. fremtidige tilstande af den som fysisk system: Dvs. en model for fx et økosystem kan være beregnbar, samtidig med at modelsystemet udviser deterministisk kaos og samtidig med at det virkelige system p.g.a. stor følsomhed på begyndelsesbetingelserne ikke er forudsigeligt.

Dette er imidlertid ikke nok til at forestille sig en egentlig disciplin for risikovurderinger på baggrund heraf; dels fordi fysikkens studier af komplekse systemer ikke endnu er ordentligt integreret med de biologiske videnskaber; dels fordi en sådan fremspirende "de komplekse systemers videnskab" ikke lægger op til anvendelser men snarere til at begrunde en form for erkendelsesmæssigt mådehold, dvs. begrunde hvorfor det er nødvendigt med uhyre forsigtighed hvad angår det at ville lave "videnskabelige" modelberegningsbaserede risikoanalyser. Man kan tale om et videnskabeligt begrundet afmagtspostulat: Vi kan ikke kontrollere risici på baggrund af eksakt videnskab; og dette er bl.a. begrundet i komplekse systemers fysik, biologi og matematik!

Er videnskabens rolle tilfredsstillende?

Skønt det ville kræve en dybere analyse af den rolle, forskningen spiller i risikovurderinger af genmodificerede planter, at vurdere, om denne rolle "spilles" godt eller skidt, kan der skitseres et foreløbigt svar.

Man kan først konstatere, at risikovurderinger indgår i den politiske beslutningsproces, og den ræson, der ligger til grund for dem, adskiller sig næppe specielt fra den almindelige ræson for politiske beslutninger om infrastrukturelle, teknologiske o.a. forhold, som skal reguleres politisk: En umiddelbar opfattelse vil være, at det administrative apparat i statsmagten har til opgave at frembringe et faktuelt korrekt beslutningsgrundlag for de politiske beslutninger. Kort: Videnskaben leverer facts til embedsmænd, og embedsmænd må forarbejde og fortolke dem og derved gøre det muligt for politikere - udfra disse oplysninger og politiske interessehensyn - at træffe beslutninger om lovgivning.

For en mere differentieret betragtning er der tale om et kompliceret samspil mellem fire subsystemer:

Hvert af disse systemer har deres egne kriterier for hvad der er vigtigt, interessant, betydningsfuldt osv. - for eksempel er noget kun vigtigt i medierne, hvis det er nyt og har begivenhedskarakter, og dermed selekteres kommunikationen indenfor offentlighedssystemet ud fra anderledes kriterier end indenfor fx det videnskabelige system, hvor der idealtypisk set kommunikeres om "løsbare problemer", "gåder" eller normalvidenskabelige "puslespil" på fronten af forskningen i det pågældende felt. Organisationssystemerne kommunikerer ikke om begivenheder men om sager, og selekterer efter juridiske og administrative kriterier, måske også efter politiske signaler; og det politiske system er kendetegnet ved en art formidling mellem de øvrige subsystemer af samfundet og har selv selektionskriterier for kommunikation som er orienteret efter ændring i aktuel fordeling af magt, indflydelse og evt. andre værdier som kan oversættes til politiske systems sprog.

Allerede kompleksiteten i dette samspil, og selve vanskeligheden ved indenfor det offentlige og politiske system at kommunikere om de vage ikke-videnskabelige former for frygt og utryghed overfor ny teknologi -- tænk på den folkelige visdom om troldmandens lærling; myten om Golem eller Frankenstein, kunstnernes erkendelse af tilværelsens absurde eller ikke-kontrollable sider, eller for den sags skyld hele hybris & nemesis-motivet i vestlig filosofi og litteratur -- disse vanskeligheder betyder, at presset på videnskaben for at udfylde rollen som garant for en rationel og sikker anvendelse af genteknologi øges; samtidig med at man risikerer, at subsystemerne taler forbi hinanden, og at teknologien udvikles efter en logik hinsides anticiperende styringsforsøg (så regulering altid blot er efterregulerende småjustering). Det synes ikke at være i EU eller miljøministeriet udviklingsretningen fastlægges; og sådan noget som en strategi for et bæredygtigt landbrug synes indtil videre uden for rækkevidden af de reguleringsforsøg, der munder ud i godkendelser af bestemte genetisk modificerede planter.

Især det sidste forekommer uacceptabelt: herbicidresistente planter bør også vurderes på deres indirekte virkninger på landbrugets økosystemer i relation til forbruget af kemiske bekæmpelsesmidler. En økologisk vurdering må være en helhedsvurdering, og denne effekt kan være en meget væsentlig del af helheden.

Videnskaben har grundlæggende to mulige roller i dette samspil mellem de forskellige subsystemer af samfundet:

a) legitimerende:

Man kan bruge videnskabelige undersøgelser legitimerende i en politisk argumentation for at det er "sikkert" at træffe de og de beslutninger. Det behøver ikke i sig selv at være forkert at der er sammenhæng mellem politik, legitimering og forsknings- og udredningsarbejdet; det afgørende er hvordan sammenhængen er tidsligt og rumligt organiseret: Det er jo delvist indbygget i systemet, at store dele af sektorforskningens rolle er at yde de statslige delsystemer midler til løbende justeringer i den politiske og administrative proces. Det er imidlertid af afgørende vigtighed, at såvel sektor- som grundforskning netop er forskning; dvs. kritisk og fri til at undersøge virkeligheden som den er, og ikke som bestemte politiske aktører gerne ville have den til at være.

Lad to måske helt absurde (og til lejligheden udtænkte) eksempler illustrere dette: I X-land kræves den økologiske fagvidenskabs forhåndsgodkendelse af anvendelse af alle nye genetisk modificerede organismer, og de x'ske økologer afviser alle sager med henvisning til, at de strengt taget ikke kan overskue alle tænkelige risici i alle mulige verdener, hvorfor der aldrig godkendes nogen plante i X-land som bare har været tæt på et molekylærbiologisk laboratorium. I Y-land er der samme formelle krav til forhåndsgodkendelse, og y-økologerne arbejder indenfor nøjagtigt det samme økologiske paradigme som x-økologerne. Arbejdsgangen i Y-land er til gengæld den, at der er indført brugerbetaling af den sektorforskning, der kræves i forbindelse med de ret bekostelige udsætningsforsøg og lige så omfattende kontrol (som i X-land) af de genetiske, cellebiologiske og andre forhold, før hver ny genetisk modificerede plante kan godkendes. Y-land er stort, markedet er enormt, og der er stor konkurrence, og her lader man de genteknologiske firmaer, der betaler bedst for undersøgelserne, få førsteprioritet i sagsgangen, hvad der efterhånden også afspejler sig i disse firmaers markedsandele. De fleste produkter i Y-land ender med at blive godkendt; det tager bare meget lang tid, koster mange penge, og opretholder en temmelig stor genetisk-økologisk ekspertise af sektorforskningsøkologer.

Der er to konklusioner på historien. Den ene er, at det er fuldt ud tænkeligt, at man i to lande, ud fra samme videnskab, samme informationer om risici og samme regelsæt, henholdsvis godkender og ikke godkender en ansøgning, fordi der ikke går nogen simpel logisk vej fra viden om risici til beslutning om godkendelse. Den anden konklusion er videnskabssociologisk: X- og y-økologerne plejer at mødes på konferencer om risici, men efter nogle år bliver det sjældnere og sjældnere at x-økologerne dukker op: Staten skar ned i deres stab, da man fandt ud af at de stort set intet havde at lave.

b) kritiske:

Det ligger i videnskabens natur at være kritisk, skeptisk og stille ubehagelige spørgsmål, også til sig selv. Videnskab har en væsentlig kritisk funktion i forbindelse med genteknologi: (1) De ikke-statslige organisationer kan henvise til videnskabelige undersøgelser, der viser noget andet end det man i offentligheden eller hos firmaerne forventer eller forsikrer om - eller undersøgelser, som understreger forskellen mellem dette at tro på sikkerhed og dette at vise ikke-eksistensen af risici. (2) Videnskaben kan ved selv-kritisk selviagttagelse understrege den enorme ikke-viden, som risikovurderinger bygger på. (3) Videnskaben kan yderligere, gennem den almindelige metode- og teoriudvikling, bidrage til at gøre området for risici, der faktisk kan kommunikeres om, større, således at sådanne risici ikke længere er ikke-problemer, der er henvist til det politologer kalder området for "non-decision". (4) Videnskabens og filosofiens rolle er desuden overfor offentligheden at påpege, at der ligger et kommunikationsetisk problem i at offetligheden er underlagt en "kommunikationens ontologi", så kun det, der kan kommunikeres om, er vigtigt - kun det, som kan gøres til en "begivenhed" i den offentlige kommunikation "er" også en begivenhed. Videnskabens rolle m.h.t. genetisk modificerede planter er her tvetydig: på den ene side er det godt at den muliggør kritisk diskussion af risici; på den anden side er det problematisk, hvis debatten herved skygger for andre og muligvis langt alvorligere miljøproblemer.[10] Her ligger der måske en opgave for en tværfaglig forskning i økologiske risici: At vurdere hvilke af de globale og lokale miljøproblemer, der bør tiltrække sig størst politisk opmærksomher (ozonlagets nedbrydning, den globale opvarmning med drivhusgasser, og tabet af biodiversitet er nok de tre værste).

Political Risk Management

Der bliver så i mødeoplægget spurgt, om den videnskabelige usikkerhed kan håndteres, så den er anvendelig i den politiske proces? Her må man straks gen-spørge: Anvendelig for hvem? Og "håndteres" hvordan? Spørgsmålet udtrykker selvfølgelig organisationssystemets (fx Miljøministeriets) interesse i at kunne styre v.h.a. noge klare kriterier for hvornår noget kan tillades eller må forbydes. Nogle grænseværdier ville være bekvemt. Men hvor stor en risiko skal der til med de genmodificerede planter før grænsen er nået? Svaret blæser som pollen i vinden. Usikkerheden m.h.t. risici skaber behovet for at reducere kompleksiteten, fx til nogle formulerbare regler for sagsbehandling; dette behov for kompleksitetsreduktion skaber så ny kompleksitet i systemet i form af af undersøgelser, som skal belyse problemet nøjere, og efter de mange undersøgelser står man så nu tilbage med en ny form for usikkerhed, måske på et højere niveau: Man har fået belyst nogle konkrete ting ved en enkelt plante eller det gen den har fået tilført; så man har opnået en ny viden, men har samtidig erhvervet en ny ikke-viden og dermed en ny kompleksitet om de faktorer man kunne have overset, om selve forsøgenes pålidelighed, om muligheden af at slutte fra small-scale til large-scale osv., og dermed et væld af nye beslutninger. Det bliver ikke lettere. Kravet om enkelthed fører til ny kompleksitet, nye former for usikkerhed, måske til nye risici. Det kan være svært at se en vej ud, og det forekommer (i en sådan Luhmann-inspireret optik) overhovedet ikke oplagt, at det er indenfor det videnskabelige system i sig selv, vi skal vælge at finde hjælp.

Nu kan man netop indvende mod dette perspektiv, at det gør risici til noget nærmest socialt konstrueret, som ikke afspejler faktiske tendenser og trusler, faktiske "dispositioner for uheld" i den eksisterende teknologi.[11] Hvis det vi ikke kan se, føle eller lugte, ikke behøver at bekymre os, kunne problemets løsning kunne være at lukke øjnene for de risici, hvis realitet vi alligevel ikke er sikre på. Selvom det er oplagt, at vi på det psykologiske plan har hver vores individuelle risk management profil -- vi kan jo ikke konstant være bekymrede for regnskov, bil-os, narkotikamisbrug og krig; af og til lukker vi af -- så er det knap så oplagt at vi kan gøre psykisk flegma til overlevelsesstrategi for samfundet. Men måske det er ved at være på tide at naturvidenskabsfolk mødes med samfundsforskere og psykologer i et risikabelt samarbejde om at omtænke hele risiko-begrebet.

Der er i disse år ved at ske et skift, som er ret fundamentalt, m.h.t. den måde vi opfatter naturen på. Både naturen i vekselvirkning med samfundet, men også vores egen krop: Tendensen peger bort fra en udpræget manipulerende kontrol-tankegang, der hele tiden -- gennem det Bacon'ske diktum at viden er magt -- søger at udvide grænsen for kontrol og udnyttelse; og så henimod en tankegang, som ikke ophæver magt- og beherskelsestanken, men samtidig søger at beherske beherskelsen; at anerkende, respektere og tilmed værdsætte de ikke-kontrollerbare og mere komplekse aspekter af naturen. Her bliver en ny naturfilosofi[12] nødvendig, ikke blot som et kritisk bidrag til at sammentænke forskellige indsigter fra både human- og samfundsvidenskaberne, men også som en besindelse på den afmagts-erkendelse, at vi ikke kan beherske verdens totalt, og at vi derfor systematisk bør vælge måder at indrette vores teknologi og samfund på som minimerer muligheden for katastrofer.

Problemet er, at det er svært at se præcis hvilken livsform der gør det, for det er som om vi ikke kender andre livsformer end den moderne Vestlige. Vi tror, det er som at vælge mellem pest og kolera: Siger vi nej til A-kraft og udsigt til med mellemrum forekommende katastrofer og affaldsdeponeringsproblemer, siger vi måske også ja til mere snigende katastrofer som det globale drivhus. Her hjælper naturfilosofi der forbliver "ren" filosofi ikke: Et bedre naturforhold må realiseres i sammenhæng med politiske, sociale og økonomiske reformer på det globale plan. Vi lever i en verden af risici. Både kynisme og utopisme frister som alternativer til pragmatisme, mens pragmatismen som filosofi selv misforstås som værende identisk med principløshed og opportunisme. En mere bæredygtig naturfilosofis opgave er indtænke det globale og overskride det trøstesløse i oplysningens dialektik.

Litteratur

Emmeche, C. (1991): Det levende Spil. Munksgaard, København.

Emmeche, C. (1994): "Biologisk beregning og genets metafysik", Philosophia 23 (1-2): 9-23.

Emmeche, C. (1995): "Naturfilosofiens genkomst", Kritik nr. 113, s. 15-29.

Gleick, James (1987): Chaos: Making a New Science, Viking, New York.

Harste, Gorm (1992): "Politiseringen af Risici", Menneske og Natur - Arbejdspapir nr. 7 (Humanistisk Forskningscenter, Odense Universitet).

Harste, Gorm (1993): "I begyndelsen var kommunikationen - eller: Kan sociale systemer have økologiske kriser?", Humanekologi nr.3/4, s. 42-53 [Nordisk Förening för Humanekologi, Telemark].

Harste, Gorm (1993): "Risikosamfundet", Tendens 5(2): 9-23.

Harste, Gorm (1995): "Politisk kommunikation i risikosamfundet", s. 92-99 i: Johs. F. Sohlman, red.: Autopoiesis II. Udvalgte tekster af Niklas Luhmann. Forlaget politisk revy, København.

Kauffman, Stuart (1993): The Origins of Order. Self-organization and selection in evolution. Oxford University Press, Oxford.

Kristensen, Peer Hull (1984): Informationens og forandringens dobbeltspiral. 1.del. Arbejdspapir nr.7/84, Inst.f.Samfundsøkonomi og Planlægning, RUC, Roskilde.

Latour, Bruno & S. Woolgar (1986): Laboratory Life: The construction of scientific facts. Princeton University Press, Princeton. [1st ed. 1979].

Pagels, Heinz R.(1988):The Dreams of Reason. The computer and the rise of the sciences of complexity. Simon & Shuster (Bantam Books, N.Y.1989).

Wimsatt, William C. (1976): "Complexity and organization", pp.174-193 in: M. Grene & E. Mendelsohn, eds.: Topics in the Philosophy of Biology. Reidel, Dordrecht (= Boston Studies in the Philosophy of Science, vol.27).