[1] Tak til arrangørerne for et godt mødeoplæg og gode spørgsmål. Jeg har som afsæt for diskussionen ændret enkelte af disse og selv stillet ekstra. Teksten er en tilrettet version af mit indlæg, inspireret af den efterfølgende diskussion.

[2] Jeg tvivlede på om jeg havde noget at bibringe dette seminar og den overvejelse, som gjorde udslaget til at jeg forsøgte, var at de fundamentale usikkerheder al for sjældent udtales og diskuteres eksplicit.

[3] Se fx Wimsatt (1976), Pagels (1988), og Kauffman (1993).

[4] Kristensen (1984).

[5] Det er især "simple" egenskaber, hvor et enkelt gen har en relativ veldefineret virkning i planten, jeg her taler om. En hel anden problematik ligger i pleiotrope virkninger eller egenskaber, der er styret af mange gener, for slet ikke at tale om egenskaber, der kun metaforisk eller meget upræcist kan kaldes "genetiske" (jf. Emmeche 1994).

[6] At vi i nogle tilfælde kan vælge at fremstille "samme" ændring i planten ved hhs. traditionel planteavl og ny genteknik - hvor førstnævnte ikke kræves underlagt nogen risikovurdering - kan på en måde virke absurd; eller sætte hele diskussionen i perspektiv. Spørgsmålet om risikovurdering ved genteknologi (mht. planter) viser sig her blot som en øjenåbner for den langt mere almene og brede problemstilling, der handler om vore muligheder for at vurdere konsekvenserne af menneskelig påvirkning (inkl. gennem traditionel plante- og dyreavl) af de genetiske ressourcer. Perspektivet må som konsekvens medføre tilsvarende krav om bredere former for teknologivurdering. Tilsvarende må spørgsmålet om genteknisk tilført herbicidresistens føre til diskussion af det lang dybere spørgsmål om hvilken form for landbrug, vi faktisk ønsker.

[7] Dette aspekt er kraftigt understreget i en række værker af den tyske samfunds- og systemteoretiker Niklas Luhmann. For en dansk introduktion til Luhmann findes en række interessante artikler af Gorm Harste, der selv har forsket i miljøadministrationens politologi.

[8] Samtidig er den systemiske tyngde i dette "vi" (forstået ikke som et kollektivt subjekt men som et multisystemisk organisatorisk, samfundsmæssigt objekt) et faktum, som selv lader metaforen om det frie valg spænde betænkelig langt over en række beslutningsprocesser, som sjældent lader sig skue lige klart, bla. pga. de forskellige delsystemers forskellige interesser.

[9] En populær introduktion til ikke-lineær dynamik ("kaosteori") er Gleick 1987; om kunstigt liv se Emmeche 1991.

[10] Hvilket viser, at også indenfor dette område er man tilbøjelig til at overse en "diskursetisk" diskussion om hvorvidt selve dagsordenen for debatten er acceptabel (tilsvarende med de humane reproduktionsteknikker, jf. Emmeche 1994).

[11] Jeg er ikke selv sikker på, at den luhmannianske systemanalyse af "the risk management" i de moderne samfund logisk medfører en sådan radikal socialkonstruktivisme (som gør "the social construction of scientific facts" til argument imod en realistisk opfattelse af viden som fx. Latour & Woolgar 1986) og jeg er ret sikker på, at havde det ikke været for naturvidenskabens evne til, skal vi sige, at transcendere det sociale og nå til egentlig sand viden om naturen, så havde vi aldrig kunnet tale alvorligt om en miljøtrussel som ozon-hullet i himlen. At denne trussel så er forårsaget af de industrielle samfunds brug af bestemte former for kunstig kemi, gør den selvfølgelig "social konstrueret" i materiel forstand.

[12] se Emmeche 1995.