En essay-anmeldelse (nov. 1996) af Tove Kruses bog "Helhedsvision og Videnskab". (Bragt i Dagbladet Information, fredag d. 3. jan., 1997, i rubrikken "Det filosofiske rum" under overskriften "Sværmeriets faldgruber") .

Visionen om sameksistens mellem viden og tro

af Claus Emmeche

Idag betragtes det som en selvfølge, at videnskaben er opsplittet, og at en forsker ikke med særlig autoritet kan udtale sig om helheder, der er rækker ud over et snævert fagområde. Fornemmelsen for helhed henvises til politik, filosofi eller religion.

En undtagelse kan fx være formidling af naturvidensskab, hvor ny erkendelse bringes ind i en bredere naturhistorisk sammenhæng, beskrevet ved biologiens evolutionsteori og fysikkens kosmologi - to hjørnesten i det naturvidenskabelige verdensbillede. Men det er dog kun den ydre, objektive og materielle helhed, der tales om. Menneskets forhold til andre; håb om værdifuldt liv; oplevelser af skønhed, kærlighed og dét, der rækker ud over det individuelle subjekt - hele denne realitet opfattes normalt ikke som noget, der kan forstås ud fra naturvidenskabernes metoder.

Naturvidenskab, science, har ofte stået som selve indbegrebet af videnskab og rationalitet, hvor man har glemt, at dét, som er uforklarligt for en naturvidenskabelig betragtning, ikke behøver at være irrationelt, mystisk eller ubeskriveligt ved andre typer af systematisk undersøgelse.

Naturvidenskabens materielle fokus og en indsnævret opfattelse af videnskabelighed og rationalitet har medvirket til, at vi igennem hele det 20. århundrede har set en intens diskussion mellem de tænkere, som oplysningsfilosofisk fastholder fornuftens fremskridt som en umistelig civilisatorisk værdi, og en lang række modstrømninger, som ikke alene påpeger oplysningens afmagt overfor konkrete tilfælde af barbari, men også dens fremmedgørende tendens til at reducere dét, den ikke kan underlægge sig, til skinfænomener.

Historikeren Tove Kruse har skrevet en fascinerende bog, Helhedsvision og videnskab, som udgraver nogle rødder til dualismen mellem den videnskabelige rationalitet og alt `det andet' eller `det hele' - det som søges fanget med de net, der kastes af folkekirken, kunsten, New Age, Etisk Råd, de politiske partier og al den underholdning. Bogen sporer konflikten mellem tro, helhedsvision og videnskab til den videnskabelige revolution i 15-1600 tallet, hvor naturforskningen løsrev sig fra kirken. I overgangsperioden var det ikke altid let at skelne religiøs middelalderlig astrologi og alkymi fra moderne rationel naturvidenskab. Det er i klar modsætning til de udgaver af videnskabshistorien, der skildrer løsrivelsen som et absolut brud med kirken, og fremstiller de videnskabelige pionerer som fornuftens helte, der erstattede såvel overtro som tro med viden.

Men bogen er også et særdeles velskrevet indlæg i debatten om nutidens holisme, der ifølge Kruse er udtryk for et religiøst forfald, ikke mindst i de tilfælde, hvor helheden søges baseret på naturvidenskab. Tove Kruse forudsætter udtrykkeligt, at 1990'er-holismen, fra astrologi og nyreligiøse retninger til alternativ medicin med healing, tarotlæsning og krystalkraft, udtrykker reelle menneskelige behov for at føle sig forbundet med naturen, universet og Gud. Den dybe længsel efter helhed udspringer af de vestlige samfunds moderniserings- og sekulariseringsproces. Den civilisationsform medfører, at mennesket lærer at beherske sig selv og naturen ved at adskille sig fra bindingerne til Gud, sjælen, det sociale fællesskab, kroppen og drifterne. Holismen tilbyder os at blive genforenet med denne helhed. Den afviser den etablerede videnskab, eller søger en mere omfattende videnskab, eller udøver former for medicinsk og spirituel praksis, som hverken er baseret på eller forenelige med den rationelle videnskabs dogmer.

Tove Kruse analyserer ikke holismens enkelte retninger, men borer i selve tanken om en syntese af tro og moderne videnskab. Hun gør her det kup at slå ned på David Bohm, som var anerkendt fysiker, og indtil sin død i 1993 samtidig en kontroversiel fortaler for et "holografisk" verdensbillede, hvor alle fænomener ses som manifestationer af en bagvedliggende `indfoldet orden' under kvanteniveauet. Når Bohms teori lægges under Kruses lup afsløres det ret overbevisende, at den ikke holder hvad den lover. Den får ikke verden til at vokse, snarere skrumper den, for teorien nivellerer radikale forskelle mellem niveauer, fx niveauet for videnskabelig udforskning af naturen, for politisk forandring, og for religiøs praksis.

Det meste af bogen er viet forholdet mellem religiøse eller mystiske visioner og konkret empirisk naturforskning hos videnskabelige reformatorer som Paracelsus og Robert Fludd, begge alkymistisk inspirerede læger; og astronomerne Tycho Brahe og Johannes Kepler. De to astronomer anses som repræsentanter for det moderne gennembrud i fysikken, og Kruse belyser hvordan begge på forskellig vis var motiveret af dybt religiøse ideer om universets harmoni og enhed; ideer som naturvidenskaben for længst har afskrevet. Kepler er den, som i Kruses øjne bedst mestrer den svære balance, hvor bestemte religiøst inspirerede analogier eller arketyper (hentet i pythagoræisk naturfilosofi i den kristne mystiks udgave) ikke forfladiges eller gøres identiske med det, vi kan erkende gennem konkret iagttagelse af naturen. Tove Kruse lægger ikke skjul på, at analysen kan ses som et opgør med naturvidenskabens refleksagtige tabu imod at indrømme plads til religiøse dimensioner af verdensbilledet. Opgøret må dog ske på nogle betingelser. Der bør nemlig, ifølge Kruse, være spilleregler for holisme, hvis niveauernes forskellighed skal respekteres, og hun giver en skitse af sådanne regler.

Det sker ved at fremdrage en struktur for to forskellige måder at kombinere empirisk videnskab og religiøs helhedsfornemmelse på. Den første er den reduktionistiske syntese, repræsenteret ved nutidens David Bohm og - med slående ligheder - datidens Fludd og Paracelsus. Her gøres alt til udtryk for "den indfoldede orden", eller, som det hedder hos Paracelsus, Gud er kroppen i al skabt, Gud er jord, vand, ild og luft, han er salt, svovl og kviksølv, Gud er Den store Arkitekt, Den store Kemiker. Naturerkendelse og gudserkendelse, videnskab og helhedsvision får ingen selvstændige rolle i denne helhed, men ender med at æde hinanden op.

Keplers naturfilosofi eksemplificerer den anden form for helhedsopfattelse, som er balancens, eller det Kruse kalder det udvidende kompromis. Det er baseret på en virkelighed af indbyrdes forbundne, men selvstændige niveauer, som ikke lader sig nivellere eller reducere. Kruse er her inspireret af bl.a. Simo Køppes ontologiske pluralisme, beskrevet i bogen Virkelighedens Niveauer (1990), hvor fx det biologiske og det psykiske niveau er forbundne, men særskilte, så deres karakteristiske fænomener ikke kan reduceres til hinanden. Men hvor Køppes niveauer alle er tilgængelige for videnskab (af forskellig slags), udvider Kruse niveau-tanken til at omfatte de aspekter af virkeligheden, vi ikke kan erkende gennem rationel og empirisk forskning, men nok kende til i det almindelige eller det religiøse liv.

I sit forsøg på at afgrænse gyldigheden af videnskabelig erkendelse - videnskaben udtømmer hverken naturen, livets gåde eller Gud - tiltrækkes Kruse af en opfattelse af videnskabelige teorier, der ser dem ikke som afdækkende bagvedliggende reelle naturlove, men som vores (empirisk kontrollerede) mentale konstruktioner hvormed vi ordner fænomenernes mangfoldighed - en opfattelse, der minder om matematikeren Poincaré's konventionalisme og moderne udgaver af instrumentalismen. Omvendt vil en realistisk tolkning lettere komme i konflikt med i al fald nogle udgaver af religionen. Man kunne så spørge, om en naturvidenskab som biologien lettere indbyder til realistiske opfattelser af begreber som organisme, art og evolution; en nærliggende intuition hos fx den palæontolog, der rekonstruerer fossilers udviklingslinier. Hvis udgangspunktet havde været evolutionstanken (jf. den aktuelle genudgivelse af det prægtige værk om Naturens Historiefortællere, Gad 1996), ville Kruses kompromis nok have holdt, men videnskaben havde dér sine egne helhedsvisioner. Det forlyder netop i år, at selveste Paven har indgået et radikalt udvidende kompromis med Darwinismen, så Vatikanet nu overlader den menneskelige krop til naturvidenskaben, mod at kirken endnu råder over sjælenes evige liv eller fortabelse.

Tove Kruses bog fremprovokerer mange spørgsmål: Hun understreger med mentalitetshistorikeren Gurevitj, at helhedsopfattelser er bundet til materielle livsbetingelser - middelaldermenneskets organiske opfattelse af mikrokosmos og makrokosmos hang sammen med epokens nære materielle forhold til naturen og andre mennesker. Men er så de abstrakte regler for holisme i det udvidende kompromis (bl.a. at der skal være nødvendige mellemrum mellem helhedsvision og videnskab) ikke ganske enkelt et udtryk for den moderne funktionsopdeling, der opstod som led i hele rationaliseringsprocessen? Er det udvidende kompromis mon en `alternativ holisme' der mere ædrueligt bevarer visionen om helhed, eller er det i virkeligheden blot en registrering af dens umulighed som alment gældende princip, en tagen ad notam adskillelsen mellem stat, kirke og videnskab? Hvor meget vision og hvilken helhed kan en sådan rationel holisme rumme uden selv at blive missionerende (hvad Kruse er meget langt fra)? Naturvidenskaben møder ofte holismen med én af to holdninger: Enten total afvisning på grundlag af en `hård' reduktionisme. Eller en tvivlende agnosticisme, der indrømmer eksistensen af flere niveauer, endda om muligt religiøse. Det sidste er ikke i modstrid med den humaniske holdning, som bogen ikke forholder sig til, og som hævder, at man kan leve et anstændigt og lykkeligt liv uden noget helhedssyn, og endda have visse visioner i behold. Men ønsker man hele den himmelske harmoni, så er der brug for sikkerhedsseler mod sværmeriets faldgruber. De kan hentes i denne glimrende kombination af idehistorie, videnskabsteori og samfundsdebat.

Tove Elisabeth Kruse: Helhedsvision og videnskab - hos 1500-1600 tallets naturforskere. C.A.Reitzels Forlag, Kbh., 1996. (267 sider, kr. 225).


*
http://www.nbi.dk/~emmeche/ (Claus Emmeche's hjemmeside)