Artiklen er oprindeligt bragt i Hovedområdet
(Månedsblad for det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet) nr.3, 26. årg., d. 11. april, 1997, s. 12-13. (temanummer om liv).

Kunstigt liv - biologiens død?

Claus Emmeche

Det lød som en ren provokation da jeg første gang jeg hørte om Kunstigt Liv (AL), i 1989 lanceret som forskning, der søgte at syntesisere ægte liv i andre medier. Jeg mente, at organismer er sammensat af en kompliceret men nogen e velkendt biokemi, de består af celler, har et vådt stofskifte, en genotype og fænotype, hvor den genotypiske information i DNA blot rummer en delvis beskrivelse af nogle af de komponenter fænotypen består af. Og så kom de dér `alifers' som de kaldte sig, nogle folk fra det berømte Santa Fe Institute i New Mexico, og påstod, at ægte liv -- det kunne man da godt have på en computer: Liv var jo form, og om formen realiseres v.h.a. proteiner eller små stykker computer-kode, hvis stofskifte er forbrug af computerens CPU-tid, dét er helt underordnet. Den klassiske forskning i Kunstig Intelligens i 1950'erne havde derfor ret: Der er ikke principiel forskel på menneske og robot. Man var bare startet det gale sted, med det mest komplicerede. Kunstigt Liv lovede en ny start.

Det lød syret, men de mente det alvorligt, og havde rimeligt gennemtænkte videnskabelige og filosofiske argumenter. Fra slutningen af firserne og indtil idag er AL-feltet vokset, og omfatter nu både hardware, wetwere og software kunstigt liv. Hardware AL er forsøg på at bygge selvlærende animater eller `autonome agenter' -- små maskiner, der kan bevæge sig rundt, baseret på mekaniske sensorer og motorer, og styret af fx små kunstige neurale netværk. Anvendelserne er mange -- fra intelligente plæneklippere, over erstatningsmødre der rydder op, til strålingstolerante renovertions-dyr i udbrændte atomkraftværker.

Wetware kuntigt liv er de endnu ret sparsomme forsøg på i reagensglas at skabe simple celler eller informationsbærende autokatalytiske molekyler. Liv som software kendes allerede i form af computervirus (som stadig er lettere at bekæmpe end fx ægte HIV). Men det typiske computerliv er et væld af "modeller" af biologiske processer: Makroevolution, indlæring, vekselvirkningen mellem adfærd og evolution, flokdannelse, morfogenese, metabolisme, protobiologi, immun-netværk m.v.

"Modeller" er sat i anførselstegn af to grunde. For det første hævdes de jo ofte at være ægte levende, og dermed mere end blot modeller. Det er dog ikke alle AL-forskere der påstår det; mange vil bare bidrage til teoretisk biologi ved at udvikle nye og mere effektive metoder i arbejdet på at simulere liv, uden at hævde at det er det samme som at realisere det. For det andet er der store fortolkningsproblemer, fordi de processer, man modellerer, refererer sjældent til et konkret økosystem eller en kendt organisme. Man skaber suverænt sit eget virtuelle univers, og studerer dets egen komplekse dynamik. Kritikere har sagt, at der snarere er tale om eksperimentel matematik!

Aliferne kender kritikken, men fastholder nytten i den "fornemmelse for kompleksitet" konstruktionen af systemerne giver. Nogle har nærmest en ironisk distance til det de laver. Er det biologi? Næeh, ikke biologi som vi kender den. Handler det om naturen? Næeh, ikke direkte. Har det så overhovedet nogen basal videnskabelig værdi? Jo, da:

Hvis man naivt troede, at den moderne biologi var en ren succeshistorie, er Kunstigt Liv teoretisk chockerende i sin afsløring af, at biologien mangler en universel gyldig teori om liv. Behøver liv være cellulært? Er DNA og proteiner universelle? Er vand nødvendigt? Hvilke former for liv er overhovedet realiserbare? Dét kan ikke besvares på basis af selv den mest fremragende molekylærbiologiske forskning. Her fremstår AL som en øjeåbner.

Men som de spanske biofilosoffer Alvaro Moreno, Arantza Etxeberria og Jon Umerez påpeger, så har man ikke via de beregningsbaserede metoder i Kunstigt Liv kunnet frembrage nogen universel teori om sammenhængen mellem stof og form (eller stofskifte og genetisk information) i livsprocesser generelt. Deres pointe er, at selvom information (der kan duplikeres i en computer) er et essentielt aspekt ved liv, er liv ikke blot information, kode, eller form. Det stoflige aspekt må integreres -- derfor bør molekylærbiologi ikke være yt for alifers! Deres kritiske rapport "Universality without matter?" står at læse i Artificial Life IV, som Rodney A. Brooks og Pattie Maes fra MIT's robotlaboratorium har redigeret (MIT Press, 1994). Med sine 56 bidrag giver bogen et levende indtryk af et både fascinerende og ret kunstigt forskningsfelt.

Har danskere en hang til det naturlige, er det måske grunden til at så få har taget udfordringen op. En undtagelse er den DIKU-uddannede Henrik Hautop Lund, som fra sit eksil på University of Edinburghs afdeling for Kunstig Intelligens laver spændende bidrag til robotforskningen (han kan besøges på http://www.dai.ed.ac.uk/staff/personal_pages/henrikl/ eller på http://www.daimi.aau.dk/~hhl/ ).

Forskningen i kunstigt liv er genuint tværdisciplinær, og det er sjovt at se så forskelligeartede kompetencer bragt sammen om at knække biologiens gåder. Men det er endnu uklart om man faktisk nærmer sig løsninger. Håbet er bl.a. at udvide evolutionsteorien til en generel teori om komplekse adaptive selvorganiserende systemer med åben coevolution, som det hedder i Santa Fe-jargonen.

Også videnskabsteorerisk er AL tankevækkende: Måske kan Kunstigt Liv anskues som ét blandt mange tegn på, at naturvidenskabelig forskning er ved at antage andre former. Den amerikanske videnskabsjournalist ved Scientific American John Horgan taler om ironisk videnskab: For nok er Santa Fe Institutet berømt for sin kreativitet i udforskningen af komplekse og kaotiske fænomener, men instituttet er også berygtet for overdrivelser, pral og proklamation af videnskabelige revolutioner, blot fordi man har udviklet nye metoder og stillet intelligente spørgsmål. Instituttets egen grundlægger, Murray Gell-Mann, hvis bog Quarken og Jaguaren (Munksgaard 1995) er ulideligt selvsmagende, er et godt eksempel.

Nu er hybris og `hype' jo ikke noget særsyn, især ikke blandt forskere i indbyrdes konkurrence. De særligt ironiske træk, som ifølge Horgan kendetegner store dele af den (post)moderne fysik, kosmologi, evolutionsbiologi, neurovidenskab, og kaos- og kompleksitetsforskning, er, at videnskaben nu nærmer sig intet mindre end afslutningen. Svaret. På de store spørgsmål. Tilbage er blot at fylde detaljerne ud. Udlede konsekvenserne af allerede indvunden viden. I den situation dør den videnskabelige pionerånd og naturvidenskab kommer til at ligne litterær kritik, hvor man ikke diskuterer sandt og falsk, men bidrager med nye fortolkninger.

I sin bog The End of Science med den sigende undertitel Facing the Limits of Knowledge in the Twilight of the Scientific Age (Addison-Wesley 1996) opruller John Horgan et -- indrømmet noget absurd -- perspektiv, hvor videnskaben (forstået som grundforskning, ikke anvendt videnskab) hastigt nærmer sig erkendelsens grænser, eller afslutning, og ubevidst indstiller sig på at lukke og slukke. Horgans tese er uklar, men ideen er ca. dette: Når vi indser, at vi ikke kan vide alt, at "teorien om alt" ikke giver os svar på alt, bliver forskningen desillusioneret, kunstig og ironisk: Spekulativt og postempirisk, uden at konvergere mod konsensus, stiller den spørgsmål vi aldrig får svar på. I sin naive form tror den på sine egne luftkasteller, i en mere sofistikeret form har ironisk videnskab indset, at erkendelse er noget konstrueret; den tror ikke på sine resultater som udtryk for andet end mulige fortolkninger.

Kunstigt Liv og kompleksitetsforskning er et af Horgans eksempler på ironisk forskning. Desværre er hans egen bog selv fyldt af retoriske antydninger og tynde fortolkninger, og hans diagnose af den påståede erkendelseskrise i grundvidenskaben forbliver desværre så ulden, at det er svært at se, hvad ironisk videnskab egentlig er. Ironisk videnskabsjournalistik er åbenbart lettere end en egentlig kritisk.

*