En essay-anmeldelse af:
Søren Harnow Klausen: Metafysik. En grundbog. Gyldendals filosofi-serie. 1997. 323 sider. kr. 248.-
(bragt i Dagbladet Information den 2. maj, 1997, s.12, under overskriften "Metafysikkens nødvendighed")

Metafysikken og det metafysiske

af Claus Emmeche

Hvad er metafysik? Selve ordet har i dette århundrede været brugt om vidt forskellige fænomener. Det metafysiskes mening må forstås i forhold til den konkrete situation og historiske sammenhæng.

Fagvidenskabernes ekspansive udvikling synes at have bestyrket opfattelsen af erkendelse som værende lig med det, der kan produceres og gentages igennem en bestemt metodisk praksis indenfor hver enkelt disciplin. Metafysik bliver da identisk med de ideer, der ikke lader sig belyse videnskabeligt. I værste fald blot en spekulativ lære om en transcendent virkelighed, der overskrider den naturlige verden, som videnskaberne beskriver. Denne brug af ordet svarer til positivismens opfattelse. Den logiske positivisme forsøgte at sætte et skarp skel mellem sund videnskab og usund metafysisk spekulation. Det skete v.h.a. det såkaldte meningskriterium. Her bliver kun dét meningsfuldt, som kan verificeres i kraft af den videnskabelige metode. Derimod skulle sætninger om det, der ikke kan erfares empirisk eller opløses analytisk i ren logik, betragtes som meningsløs metafysik.

Positivismens program løb ind i store vanskeligheder, og det viste sig bl.a. selv at hvile på bestemte metafysiske antagelser om virkelighedens og erkendelsens natur. Det radikale opgør med enhver form for metafysik måtte opgives. Hvor positivisterne havde vendt sig mod opfattelsen af at filosofi alene gennem tænkning (a priori) kunne nå til erkendelse af virkelighedens verden, var de selv i deres videnskabsfilosofi kommet tæt på at formulere en a priori opfattelse af forskning.

I tiden efter anden verdenskrig øgedes interesseren for videnskabens sociale og historiske karakter. Ifølge videnskabshistorikeren Thomas Kuhns teori om videnskabelige paradigmer kan metafysik ikke adskilles skarpt fra videnskab. Hvert paradigme definerer så at sige en lokal ontologi: dvs. en lokal teori om det, der er forskningens egentlige genstand. Paradigmet har indbygget et sæt metafysiske antagelser om denne genstands natur. Men denne metafysik er netop lokal og implicit, den har ikke det krav på at gælde universelt, som den klassiske metafysik. Forskere i samme paradigme kan derfor have vidt forskellige metafysik i klassisk forstand (f.eks. modstridende opfattelser af den fri vilje) og alligevel dele en faglig forståelse af paradigmets grundbegreber med deres kolleger. Kun hvis paradigmet må ændres kan det blive nødvendigt direkte at overveje dets metafysiske grundantagelser.

Vi får et billede af forskning, som ligger langt fra positivismens enhedsvidenskab, hvor alt i sidste ende kunne reduceres til et fysisk sprog. Mangfoldighed dominerer, mange former for videnskab sameksisterer, og filosofien præges af interessen for sprogets komplekse og situationsbestemte rolle i erkendelsen. Ved siden af den sproglige vending i filosofien gøres der op med selve opfattelsen af filosofi som en særlig aktivitet udenfor eller hævet over videnskaben. Ingen kan a priori og én gang for alle bestemme selve erkendelsens mulighedsbetingelser. Vores opfattelse af de anskuelsesformer og forstandsformer i den menneskelige erkendelse, som Kant beskrev, må revideres i lyset af biologiens, fysikkens og matematikkens udvikling. En `naturalistisk vending' i filosofien kommer til at betone erkendelsens placering i naturlig forlængelse af den fysiske, biologiske og sociale verden.

Filosofien kan derfor ikke bestemme grundlaget for videnskab uafhængigt af selve videnskabens historiske udvikling. Derved bliver selve metafysikken en historisk videnskab, eller i al fald en tænkning, der er dybt indlejret i historien. Størrelser som stof, energi, tid og rum er ikke længere absolutte størrelser, men undergår begrebslig forandring med udviklingen af relativitetsteori og kvantemekanik. Anerkender man den videnskabelige udvikling som relevant for beskrivelsen af det værende, står den klassiske metafysiks behandling af disse størrelser i bestant risiko for at blive opfattet som forældet eller overflødig. Metafysikken bliver da reduceret til enten videnskabshistorie (hvilken rolle spillede denne og hin metafysiske antagelse faktisk for Einstein?) eller til blot en underafdeling af fagvidenskaberne, som analyserer de rent begrebslige spørgsmål.

Imod denne reduktion er Søren Harnow Klausens nye grundbog en lindrende medicin. Bogen Metafysik rummer en glimrende og klar fremstilling af hele den klassiske metafysiks grundproblemer. Efter et indledende afsnit med metodiske overvejelser føres man gennem en bred vifte af de fænomener, den klassiske metafysik traditionelt har diskuteret -- sjæl og legeme, tid og rum, frihed og nødvendighed, Guds eksistens, begreberne abstrakt og konkret. Harnow Klausen formår den kunst at gøre vanskeligt stof levende og tilgængeligt uden at forsimple. De ofte stærkt modstridende opfattelser behandles sobert og nøgternt, selvom forfatteren ikke skjuler sine egne sympatier. Bogen kan bruges i gymnasiet og på universitetet og kan anbefales enhver, der føler sig ramt af de metafysiske spørgsmål. (Som malurt til forlaget må det bemærkes, at bogen mangler stikordsregister, og at formatet, som Gyldendal har valgt til sin filosofi-serie, er underlig smalt og brochureagtigt. Figurerne 2 og 7 mangler, eller afbilder en dybere metafysisk pointe end jeg kan gennemskue).

Harnow Klausen opfatter metafysik som en videnskab. Tro mod denne opfattelse er fremstillingen systematisk ordnet efter de enkelte problemer, og man kan selvfølgelig spørge, om det nu også er den bedste måde at lære metafysikken at kende på? Enkelte steder går det over stok og sten i gennemgangen af de mange positioner og `-ismer', som man ikke når at blive fortrolig med. Her havde en bredere mere idehistorisk formning af stoffet kunnet bidrage til at gøre de enkelte positioner og deres begrundelser mere forståelige.

Mest spændende er bogen i et afsluttende kapitel, der vender sig mod de `opgør med metafysikken' som er sket i det 20. århundredes filosofi, og som uden tvivl har været medvirkende til at præge den almindelige opfattelse af metafysik som formålsløs spekulation. Harnow Klausen kritiserer de mere filosofisk begrundede forsøg på at ville opløse de metafysiske problemer som enten rent meningsløse spørgsmål eller blot semantiske vanskeligheder ved det sprog, de er formuleret i. Udover positivisterne kriseres - lidt hastigt - tænkere som Kierkegaard, Sartre, Heidegger, Marx, Nietzsche og Adorno for deres afvisning af den klassiske metafysik. Wittgenstein udsættes for en mere indgående kritik.

Blandt andet ved hjælp af sin teori om ordenes betydning som givet gennem konkrete sprogspil kritiserede Wittgenstein metafysikken for at løsrive af ordene fra deres oprindelige betydning, når den lader sproget køre på frihjul og `feste' i underlige konstruktioner. I kraft af sproget lader metafysikken forstanden forhekse.

Harnow Klausen indvender, at selvom sproget er en samling redskaber og sprogspil, er ikke alle spil nødvendigvis lige konkrete og ukomplicerede. I vores naturlige søgen efter generel erkendelse er vi henvist til at konstruere abstrakte videnskabelige og filosofiske sprogspil. De behøver på ingen måde repræsentere et syndefald i forhold til mere jordnære former for sprogbrug, sådan som blandt andre Wittgenstein gav udtryk for, i sin afvisning af at der skulle eksistere et særligt filosofisk sprogspil.

Her brænder det virkelig på, og det er synd at diskussionen bliver så kortfattet. For det er klart, at fremhævelsen af metafysikken som en videnskab ("en særdeles `teknisk' disciplin" som Harnow skriver) selv udtrykker et bestemt filosofisk syn på forholdet mellem filosofi og videnskab. Metafysikken bliver opbyggende; der kan skrives grundbøger i faget; man kan iagttage `fremskridt' i løsningen af filosofiske problemer (der gives mindst ét eksempel herpå); metafysik er en samling teorier, der søges udbygget og gjort stærkere. Uden ligefrem at love at metafysikken når frem til nogen endegyldig sandhed, kan Harnow sige, at den er "den eneste nogenlunde videnskabelige og `professionelle' måde at behandle tilværelsens store gåder på".

Skønt jeg er enig med Harnow i metafysikkens nødvendighed -- bl.a. som aktivitet, der tager naturvidenskabernes resultater alvorligt, og derfra afsøger grænserne for vores erkendelse -- har jeg lyst til at fremæve et træk ved det metafysiske, som modsiger metafysikkens videnskabelige karakter:

Medens vi forventer svar af videnskaben, kan den metafysiske erfaring snarere siges at udgøre besindelsen på, at der er spørgsmål vi kan stille, men som vi ikke kan få tilfredsstillende intellektuelle eller teoretiske svar på. Ligesom der er ting, som vi ikke suverænt kan styre. Livet, døden og kærligheden, for nu bare at tage et par ganske simple eksempler. Der er givet os fænomener i den menneskelige tilværelse, som vi ikke kan skabe gennem tænkning eller arbejde, og som unddrager sig beherskelse og præcis videnskabelig bestemmelse. Det forhindrer ikke videnskaberne i at tage fat på bestemte kontrollerbare sider af disse fænomener og forsøge at underlægge dem præcis bestemmelse, men denne bestemmelse fjerner ikke den undren, som den metafysiske erfaring åbner for.

Som sådan er det metafysiske en fornuftig besindelse på fornuftens egne grænser.

*


hjemmeside for Claus Emmeche.