Artiklen "Den biosemiotiske tanke" er trykt p. 62-94 i: Keld Gall Jørgensen (red.): Anvendt Semiotik, Gyldendal, København, 1997.

Den biosemiotiske tanke

Claus Emmeche


Tågen
er tyk

En ko
dukker
frem

Muh

Issa[1]



Biosemiotik er et uskønt ord, der henviser til en smuk tanke. En tanke, som ikke altid lader sig fremstille helt enkelt, og som nok ville blive misforstået, hvis vi oversatte ordet direkte til "livstegnteori". Jeg skal her gøre to ting: (A) Give en introduktion til biosemiotik som begreb og forskningsfelt, som kort indfører i selve grundtanken.[2] (B) Undersøge hvad det er for en type viden, biosemiotikken giver. En bestemt kritik af biosemiotikken, som vi skal se på, synes nemlig at bero på en mistolkning af dens erkendelsesmæssige status. Jeg vil argumentere for en anden opfattelse af forholdet mellem biologi og semiotik. Mine påstandene er: Semiotik kan ikke anvendes på biologisk grundforskning som færdig metode. Biosemiotik ligger mellem videnskab og filosofi, og kan anskues som del af en almen semiotik og som en selvstændig naturfilosofi. Den er ikke et alternativ til biologisk forskning (et "alternativt paradigme"), men yder bidrag til at perspektive den hvad angår selve vores opfattelse af, hvad liv er. Den første påstand om anvendelse kan måske lyde lidt som Spielverderberei, men det er nu ikke tilfældet. Undervejs vil det blive klargjort hvad der ligger i påstandene, så hvorfor ikke starte med det samme? (Artiklen kan læses uden brug af noterne, som mest er skrevet til de nidkære og problemelskende).

A. Introduktion til biosemiotik: naturens tegn

Det kan siges enkelt: Biosemiotik er læren om tegn-processer i den levende natur. Et tegn er fx en solsorts sang. Den er et tegn for andre solsorte på, at her er et territorium optaget. Før vi definerer tegn præcist, kan vi allerede nu se, at et tegn i al fald er noget (fx sang), der står for noget andet (fx et territorium), så længe nogen (fx en solsort) kan opfatte det sådan. Hvis biosemiotikken er en videnskab - lad os antage det et øjeblik - ligger den på grænsen mellem almen biologi og almen semiotik; de to kontinenter af viden om organisk liv og viden om tegn og deres betydning, produktion og udveksling.

Tegn har betydning for os. Men hvad vil det sige? Tegnet * kan i en bestemt tekstlig sammenhæng betyde "se fodnote" og virke som en forbindelse, et link, mellem det sted, asterisken optræder i en sætning og den forklarende bemærkning. Men som nøgent tegn, som et rent "noget" - noget sværte på papiret før nogen fortolker tegnet - har det ingen realiseret betydning, kun en potentiel. Et tegn har en materiel bærer (fx sværte på papir), men fysikken som videnskaben om det materielle kan ikke i sig selv gøre rede for noget tryksværtes potentielle betydning. Tegnene er ikke immaterielle: Ødelægger vi deres fysik gennem støj eller slid påvirker det tolkningen (et * kan udviskes så kun et ' er tilbage). Men selvom tegn er materielle kan et givet tegn fysisk realiseres på mange måder med forskellige materialer eller i forskellige fysiske systemer (en asterisk kunne være skrevet med blod eller bladguld, på papir eller i CD-ROM) og i den forstand "overlejer"[3] tegnet sit fysiske grundlag. Dette gælder helt alment alle tegn, også de biologiske.

Solsortens fløjten er fysisk set blot en sekvens af trykbølger gennem luften, men selve den fysiske beskrivelse fortæller intet om den overlevelsesfunktion territoriemarkeringen har for en solsortefamilie. For så vidt der er en indre betydning i biologiske systemer, sådan som biosemiotikken hævder, kan denne betydning ikke reduceres til en rent fysisk beskrivelse. Betydningen af bestemte signaler mellem dyr, fx fløjt eller kalden, er ikke altid lige let at afkode for etologerne,[4] men dens eksistens som netop tegn, i modsætning til helt tilfældigt frembragte fysiske lydbølger, tages som regel for givet af biosemiotikken. Tegnene må have en biologisk funktion; de står - for de pågældende organismer (eller celler, eller molekyler) - for "noget", og denne funktionalitet vælger biosemiotikken at tolke som en biologisk betydning.[5]

Da mennesker selv er en del af naturen, kunne man tro, at biosemiotik også omfatter de menneskelige tegn. Det gør den også, for så vidt vi alle indgår i basale sanseprocesser med vores omgivelser, som på det rent sanseligt-fysiologiske niveau hviler på den samme biokemi og biologi som beslægtede dyrearter.[6] Vores evne til at lugte modne frugter eller råddent kød beror på kemiske "genkendelsesprocesser" i særlige sansereceptorer i næsen, og disse sanseorganer og deres cellulære og molekylære opbygning og svarer nogenlunde til (er evolutionært homologe med) kattens, hundens eller chimpansens lugteorganer. Kombinationen af de molekyler, en moden frugt udsender og som havner i vores næse, fungerer som tegn for os; tegn der fortæller os et og andet om objektet, frugten, men kun efter en lang, indviklet og ubevidst (og til dels neurobiologisk uforstået) fortolkningsproces i hjernen, der bearbejder den information, den modtager fra sanseorganet i næsen.

Det ville dog være vanvittigt at hævde, at biosemiotikken i sin nuværende form kan beskrive alle tegntyper i den menneskelige verden. Som teori betragtet har den begrænset gyldighed, og grænsen går mellem det alment biologiske og det specifikt menneskelige.[7] Mennesker er fælles om evner og egenskaber, man ikke finder hos andre arter i naturen, fx den semiotiske egenskab at have sprog og kunne tale sammen. Kan vores sprog anskues på samme måde som de signaler dyr bruger til at kommunikere? Det er tvivlsomt, for løvers brølen og menneskers tale er opbygget efter ganske forskellige principper. Vi finder strukturelle principper i sproget, som ikke er fundet i nogen andre dyrearters kommunikation.[8] Disse principper er kortlagt af den moderne sprogvidenskab, hvis tradition kan føres tilbage til sprogforskeren og semiologen Ferdinand de Saussure. Hans tegnbegreb - tegnet som en enhed af indhold (signifié) og udtryk (signifiant), begreb og lydbillede - har det sproglige ord som prototypisk eksempel, men dette tegnbegreb har været forsøgt generaliseret til andre tegn i vor kultur.

Biosemiotikken er ikke særlig relevant for vores videnskabelige forståelse af sprog, måske med én undtagelse: Sprogets genese, dets opståen ud af det ikke-sproglige. Sprogets mirakel-lignende opståen forekommer to steder: Dels i hovedet på hvert lille barn der første gang lærer sprog, dvs. ontogenetisk: i individets egen udvikling.[9] Og dels fylogenetisk: i artens historie, hos de første tidlige menneskelignende aber (antropoider), der begyndte at udvikle sprog på et eller andet stadium i det lange tidsforløb mellem de nuværende Homo sapiens og de for længst uddøde australopitheciner (vi ved fx ikke om Homo erectus eller H. habilis kunne tale, eller om sprog opstod for mindre end blot 40.000 år siden, dvs. efter de første H. sapiens). I både fylogenesen og ontogenesen er der tale om et kompliceret overlap eller en vekselvirkning mellem rent biologiske tegnfunktioner, som er endnu-ikke-sproglige, og de fremdukkende sproglige tegn, som i dag er genstand for videnskaber som udviklingspsykologi, antropologi og lingvistik.

I forhold til lingvistikken hos Saussure er det et helt andet tegnbegreb, som ligger til grund for biosemiotikken, nemlig det peirceske - tegnet som et udeleligt treleddet forhold mellem selve "det fysiske tegn" (repræsentamen), tegnets objekt og tegnets interpretant, dvs. den mening eller idé det fysiske tegn vækker, eller den effekt det har på fortolkeren. Som sagt: Noget står for noget andet for nogen; solsortesangen står for okkuperet territorium for konkurrerende solsortehanner. Eller som Charles Sanders Peirce selv sagde med vanlig elegance og klarhed: "Et Tegn, eller Repræsentamen, er et Første, der står i en ægte triadisk relation til et Andet, der kaldes dets Objekt, og derved er i stand til at udvirke, at et Tredje, der kaldes dets Interpretant, indtager den samme triadiske relation til dets objekt, som tegnet selv står i til det samme objekt."[10]

Udforskningen i biologien af tegnprocesser - hos højere dyr, i kroppens celler og i selve det biokemiske maskineri - har afsløret et så umådeligt væld af signal- og informationsprocesser, at en art spontan biosemiotisk indsigt nærmest af sig selv er opstået på baggrund af denne forskning; en indsigt, som først relativt sent er forsøgt udtrykt i en egentlig teoretisk biosemiotik.

Spontan biosemiotik.

Der har blandt biologer hersket en vis skepsis overfor generelle teoridannelser i biologien; end ikke den neodarwinistiske evolutionsteori er undtaget. Årsagerne til denne skepsis er flere,[11] men resultatet er i al fald, at biosemiotik ofte kun accepteres i en indirekte forstand; som det jeg vil kalde ureflekteret eller spontan biosemiotik. Læren om biologisk kommunikation anskues her ikke som en særlig teori eller forståelsesramme, men som en løs samling erfaringer i forskellige biologiske discipliner, der omhandler tegn-processer i naturen: De fleste vil gå med til, at tegn, information og kommunikation i den levende natur forekommer på flere niveauer. Hvad fænomener som tegn er, helt generelt, anses ikke for at være en opgave for biologien at besvare. Biologien er kendetegnet ved at dens objekt, den levende natur, findes udfoldet på forskellige organisationsniveauer: Niveauerne er så at sige de måder, naturen har valgt[12] at organisere det organiske liv på i tid og rum. De rumlige niveauer er: Molekyle, celle, væv, organisme, population, økosystem. De tidslige niveauer (eller det hierarki, hvis man vil bruge det begreb) er: DNA-byggesten, gen, (genotype og) genom, (populationens) gen-pool, art, slægt, familie, klasse, "alt liv i biosfæren". På alle niveauer kommunikeres der, dvs. der sendes signaler med mulige bioregulatoriske funktioner, fx mellem nerveceller og kirtelceller i kroppen, eller feromoner (duft-signaler) mellem individerne i en insekt-koloni; eller andre signaler mellem dyr og planter, rovdyr og byttedyr, parringspartnere indenfor samme art, osv.

Uanset om man er biokemiker og undersøger makromolekylers "genkendelse" af andre makromolekyler (proteiner, nukleotider, carbohydrater, lipider m.v.) inde i cellen; eller man er cellebiolog eller fysiolog og udforsker cellers kommunikation med hinanden i kroppen v.h.a. signal-molekyler (som fx hormoner), eller man som adfærdsbiolog ser på myrers udveksling af feromoner, som får dem til at danne små veje fra tue til ådsel eller som afslører, at den myre man har mødt på sin sti er fra en fremmed koloni; ja så bidrager man til biosemiotisk forskning i denne umiddelbare forstand som dét at lægge brikker til det puslespil af viden om de måder, levende organismer bruger tegn på. Det kan ganske vist være svært at se noget overordnet mønster i de utallige fænomener, men pyt med det; vi har i forvejen evolutionsteorien, der fortæller at ethvert nyt signalmolekyle i kroppen er opstået ved naturlig selektion og stadig kan undergå evolution; og vi har molekylærbiologien, som kan fortælle os en masse om den molekylære "mekanik" i cellerne, der sørger for at producere det pågældende signalstof.

Teoretisk biosemiotik.

For at gå videre end den blot spontane fornemmelse af kommunikationens vigtighed overalt i den levende natur forsøger den teoretiske biosemiotik at finde generelle mønstre og principper, som styrer tegnenes vej igennem biosystemerne på forskelligt niveau. Biosemiotikken vover endog, i al fald i én udgave, at spørge efter meningen med den megen palaver i naturen. Dens erkendelsesinteresse er ikke blot at øge vores muligheder for at forklare biologiske processer semiotisk eller kommunikationsteoretisk, men også at forstå dem som led i et overordnet mønster i den kosmiske udvikling af liv og kompleksitet; et mønster der forbinder os selv som mennesker med det øvrige biosemiotiske netværk på kloden.

Et centralt begreb i forsøget på at beskrive for den levende naturs spil med tegn er kodedualitet.13 Det betegner det særlige oversættelsessystem, som sikrer viderebringelse til næste generation af de "erindringer" eller erfaringer, som den samlede population af dyr eller planter har gjort sig med samspillet mellem organismerne og deres økologiske niche. Evolutionen foregår ikke efter en lamarckistisk proces, og det betyder, at erhvervede egenskaber ikke nedarves på individniveau. Individer med nervesystem kan indlære, men deres "viden" går tabt når organismen dør. "Indlæring" i en udvidet forstand - som en genetisk opsamling af erfaringer med miljøet - kan dog gøres af den samlede population, og det involverer bl.a. naturlig selektion, blandt en hel population af forskellige genotyper. Her kan hver genotype kan ses som en kodet opskrift på det voksne individ, fænotypen. Kodedualiteten er en dualitet eller et samspil mellem en analog og en digital kode. Den analoge kode er den fysiske organisme betragtet som en slags budskab eller "tegn" i andre organismers omverden[14]; den er analog i betydningen fysisk kontinuer, rumligt udstrakt, og aktiv og processuel - og den er kode i betydningen "af denne type budskab", og "rummende disse artshistoriske erfaringer".[15] Den digitale kode er "opskriften" i DNA på denne organisme; den er digital i betydningen af informationel natur, den eksisterer som diskontinuerte tegn, ordnet i en endnu delvis ukendt syntaks[16] (som er af betydning for den afkodning, der sker i ontogenesen); den kan opretholdes over tid og kan eksistere - som i frø i dvale - over lang tid i passiv form; den er med andre ord af beskrivelsesagtig natur.

Det er i ontogenesen (fra befrugtet ægcelle til voksent individ) at oversættelsen fra digital til analog kode finder sted, mens det er i den seksuelle formering (i samspil med økologiske og selektionsmæssige processer) at oversættelsen fra analog til digital kode sker som en komposition af næste generations genotyper ud fra den samlede gen-pulje. Disse processer omfatter ikke blot det enkelte individ, men hele populationen. "Oversættelse" er muligvis et uheldigt ord, for hele processen kan næppe sammenlignes med oversættelsen fra ét sprog til et andet. Det må pointeres, at den digitale "beskrivelse" i DNA af organismen kun er en partiel beskrivelse, og at ontogenesen netop beror på en blanding af informationsstyrede og selvorganiserende processer.[17] Det er også vigigt at huske, at modstillingen af en analog og en digital modus er strukturel; der er altså ikke tale to forskellige "faser" som afløser hinanden: Under hele generationsskiftet er der kontinuitet i cellelinien mellem generationerne; på et tidspunkt ganske vist kun via en enkelt celle, den befrugtede ægcelle, men også denne rummer begge modi - det digitale (koden i genomet) og det analoge (selve den rumlige celle med det enzymatiske maskineri, der kan fortolke koden, og som er en forudsætning for at cellen kan deles og organismen vokse, differentieres og formdannes).[18]

Derfor er selve den levende celle - og dermed den simplest mulige organisme - af kodedual natur: Vi må altså antage, at for at sådan noget som den levende celle overhovedet skal kunne eksistere som et materialt komplekst fænomen (en semi-autonom enhed med evne til selvreproduktion), er det en nødvendig betingelse, at cellen rummer en evolutionshistorisk skabt partiel genbeskrivelse, som "husker" de proteiner (og dermed indirekte - via stofskiftet - de øvrige substanser og strukturer), cellen består af.[19] Hvis proteinerne blot skulle sammensættes tilfældigt af de i cellen forhåndenværende aminosyrer, ville det resultere i en slags kombinatorisk eksplosion af næsten uendelig mange forskellige proteiner, og de fleste ville være ubrugelige. Det ville være som at sammensætte sin beklædning af tilfældigt valgte støvfnug i hele byens klædeskabe; det ville være utraditionelt, men grimt og ubrugeligt. For at undgå dette kaos, er det DNA's opgave at kode for et uhyre lille - sammenlignet med antallet af mulige - men effektivt og specifikt register af proteiner, som i cellens stofskifte fungerer som værktøjskasse for organisering af de højere livsfunktioner i den flercellede organisme.

Der er for så vidt intet biokemisk eller biologisk nyt i dette (man har i store træk kendt dette mønster siden man i 1960'erne knækkede den genetiske kode[20]). Det biosemiotiske begreb om kodedualitet sætter os blot i stand til at fatte vigtigheden af at repræsentere komplekse dynamiske systemer ved hjælp af en kodet beskrivelse, som selv kopieres med cellernes selvreproduktion i den åbne evolution[21] af disse systemer. Det er netop samspillet mellem selvorganiseret kompleksitet, åben evolution og de biosemiotiske tegnfunktioner (informationsstyringen, om man vil), som har været central for dannelsen af klodens mangfoldighed af livsformer. "Da kode-dualiteten kom til verden, begyndte verden at digte", som Hoffmeyer udtrykker det.[22] Det hænger sammen med et bestemt aspekt ved de digitale koder: De er ikke i sig selv forpligtet på at beskrive verden - eller organismen - fuldstændigt og på blot én måde; de kan mutere og sammenklippes på helt andre måder end det oprindelige, og denne semiotiske frihed er af afgørende betydning for den organiske evolutions kreativitet. Den biosemiotiske ide om kodedualitet er en slags blik-åbner, der får os til at se (og måske respektere) evolutionens kreativitet på en ny måde.

Samtidig findes der, foruden denne primære kodedualitet (mellem digital DNA-kode og analoge organismer), som karakteriserer alt levende, en langt senere opdukken i verdenshistorien af en sekundær kodedualitet - som er en helt anden form for kode-dualitet - nemlig sproget. I forhold til den "analoge" kropssproglige kommunikation etablerer den "digitale" sproglighed en ny form for semiotisk frihed hos vores antropoide forfædre, da talen første gang blev udviklet og tillod nye former for digterisk konstruktion og bearbejdning af mulige verdener.

Det historiske perspektiv i biosemiotikken er vigtigt og rimer godt med de almindelige videnskabelige formodninger i det forskningsprogram, der ønsker at forstå dannelse af liv ud af ikke-liv (biogenesen). Disse formodninger omfatter tre indbyrdes forbundne antagelser om livets eksistens, dynamik, og forklarlighed:

Antagelse af noget overordnet formål i udviklingen, et endemål, særlige livskræfter eller okkulte principper, udelukkes fra forklaringsprogrammet. Er det så ikke at reducere liv til fysik og kemi? Ikke helt, for vi ledes af dette program til en ide om den levende celle som et komplekst og særligt organiseret fysisk-kemisk system, som ikke udtømmende lader sig beskrive ved hjælp af fysik og kemi alene, fordi den organisation, der er definerende for systemet, nok er i harmoni med fysikken, men kan realiseres på mange forskellige fysiske måder, og vi derfor kan forstå den levende celle som et højere (emergent) niveau i forhold til det fysiske niveau. Samtidig er cellen som system betragtet genuint historisk, idet det rummer "fastfrosne" spor af dets delvis kontingente forhistorie. Dannelsen af selve stofskiftet og den genetiske kode, der tilordner DNA-tripletter bestemte aminosyrer, er endnu et af de afgørende kompleksitetsspring, hvis natur endnu udgør en gåde for vor forståelse af livets opståen. Vi vil utvivlsomt gøre fremskridt her m.h.t. de molekylære detaljer. Men det, der mangler i fysikken og kemien er netop begreber som funktion, kode og information (i DNA), og selvreproduktion. Af disse er i al fald begrebet om information (der henviser til den digitale genetiske "hukommelse") et semiotisk begreb. Det er også det kernebegreb, som kan karakterisere biologiske systemer som en ganske særlig systemtype, der ikke, så vidt vi kan se, lader sig forstå ud fra (eller som blot en kombinatorik af) andre systemtyper.[23] Så selv om teorier for dannelse af det første liv forsøger at opfylde punkt (3) m.h.t. forklaringsmåde, så er det meget tænkeligt, at man må supplere forklaringen af livets opståen med begreber, der ikke selv er fysisk-kemiske, men netop semiotiske (eller andre[24]). Hvilket betyder, at biosemiotikken i sidste ende får fat i et afgørende træk ved det levende, der begrunder biologien som en nødvendigvis selvstændig videnskabsgren, og ikke bare som en provins af fysikken. Vi ser her en mulig sammenhæng mellem tre felter med hver sin gåde; den videnskabelige gåde om biogenesen, livets opståen; den videnskabsfilosofiske gåde om det, der konstituerer liv som videnskabeligt objekt; og den semiotiske gåde om tegnets opståen i det fysiske univers.

Det er ikke muligt at komme ind på alle aspekter af biosemiotikken her. Hele spørgsmålet om grænsen mellem de exosemiotiske tegnprocesser (der foregår mellem organismerne) og de endosemiotiske (som sker indenfor huden), og om samspillet mellem psyke, nervesystem og immunforsvar er store områder, som både udforskes af myriader af molekylærbiologer, neurologer, genetikere og økologer, og efterhånden også af en lille håndfuld biosemiotikere.

Den teoretiske biosemiotik inkarnerer en interesse for generelt at kunne forstå tegnprocesser som noget, der konstituerer eller definerer biologisk liv. Denne interesse kan tage to veje, som er komplementære. Af agtelse for fremmedordene, disse sprogets indvandrere, vil vi kalde dem for den ontologiske og den epistemologiske vej. Lad os, som indledning til afsnit B, kort beskrive disse veje.

Den ontologiske vej

Ontologi, læren om det værende, var engang en respekteret filosofisk disciplin, men opfattes i dag af mange som omhandlende spørgsmål, der klogeligt er overladt til de empiriske fag, der undersøger - kritisk og videnskabeligt - hvordan verden "faktisk" er. Biosemiotik placerer sig her i tomrummet mellem filosofi og naturvidenskab i sin hævdelse af, at naturen er rigere end vi troede, dvs. rummer mere betydning for mennesker end en mekanistisk tolkning af biologien lægger op til. Jesper Hoffmeyer skriver i Naturen i hovedet at

"I det øjeblik vi ophører med bestandig at søge naturen struktureret i lyset af kausalitet, energi og substans og i stedet søger at strukturere den omkring informationsudveksling mellem kodningsoverflader, så genfinder vi en forbindelse mellem natur og kultur. Når den levende natur forstås som noget, der i altovervejende grad må beskrives som informationsudveksling, når vi altså ikke søger at beskrive den, som om den var død, så bliver dens lighed med vores eget hovede og med kulturens funktionsmåde ikke blot påfaldende, men dejlig. Det er vores forestillinger om hvad der er "dyrisk", der er fordærvede - ikke vores forestilling om, at vi er "dyriske"."[25]

Det er denne forståelse som - på baggrund af den peirceske semiotik og en del moderne biologi - bliver udmøntet i bogen En snegl på vejen, der som undertitlen siger, skal ses som en Betydningens naturhistorie. Sagen er nemlig den, at det ikke er nok at forstå naturen på baggrund af informationsudveksling, så længe vi lever i en teknisk kultur med et mekanistisk informationsbegreb, der fokuserer på informationens kvantitet og ikke dens betydning, mening, eller hensigt (den intentionelle side af informationen). Det, som Hoffmeyer i 1984 kalder "kodens vidunder" er et nyt natursyn, der implicerer en nysgerrighed overfor naturen, ikke fordi den er hellig eller blot fordi den er miljømæssig nødvendig, men fordi vi er åndsbeslægtede og tæt forbundet med den gennem dybe historiske koder. "Vi skal forstå verden sådan, at det ikke er absurd at påstå, at den har frembragt os", siger Hoffmeyer[26], og for at forstå sådan noget som vores åndelighed, det forhold, at "der er nogen hjemme", at vi indskriver mening i fænomenerne, eller skaber betydning i forhold til alt det, som omgiver os - for at forstå det må betydningen selv kunne anskues rodfæstet i naturhistorien - ellers vil vi altid som mennesker være splittet mellem kultur og natur. En forståelse af tegn som noget naturligt - med rod i naturprocesser og noget, som hverken er blot fysisk eller blot sprogligt - danner indgangen til den biosemiotik, som Hoffmeyer og andre udvikler i 1990erne. Det værende er ikke splittet op i to riger, naturens og kulturens, en fysisk og en sproglig verden, for den menneskelige eksistens er tæt forbundet med semiosfæren - den levende naturs tegnprocesser - der ligger som en hidtil overset virkelighed, dybt integreret i den biosfære, der omfatter alt levende, men som biologien langt hen ad vejen har troet man kunne forstå på samme måde som støv, sten og stoffer.

Den epistemologiske vej

Epistemologi er erkendelseslære, og en epistemologisk orienteret biosemiotik søger - på videnskabsteoretisk baggrund - at inddrage de semiotiske, filosofiske, historiske og sociale forudsætninger for vores erkendelse af naturen i de spørgsmål, biosemiotikken kan stille; fx:

Hvordan kan det være, at mange af de begreber, metaforer og forståelser, som allerede "spontant" forefindes i biologien, lyder som om de er hentet fra områder, der er af sprogvidenskabelig eller måske informations- og computervidenskabelig art? Når molekylærbiologerne taler om den genetiske kode, er det så bare en metafor, eller er det et egentligt videnskabeligt begreb? Hvordan opstod overhovedet ideen om at det, som overføres mellem generationerne, ikke blot er noget materielt, noget kemisk, men må have en art - om ikke immateriel så i al fald - informationel karakter? Når biokemikere laver modeller af hvordan gener reguleres, og her bruger begreber som "feedback-kontrol", "hæmmer", "dæmper", "fremmer", "signal" og "genkendelse", hvad siger disse informationelle begreber så om det pågældende system (den levende celle), som undersøges? Hvis cellen anskues som en indviklet tegn- eller informationsbehandler, er denne information så alene naturens egen, eller klæber der stadig en metaforisk rest til dette begreb, som stammer fra metaforen om cellen som en computer, styret af et genetisk program?[27] Må den slags modeller ikke selv anskues kritisk, således at al den betydning, modellens egne tegn udtrykker, både henviser til naturen af det pågældende system og naturen af den forskningsproces, der har ført til modellen?[28]

Den epistemologiske vej til biosemiotikken pointerer, at videnskaben selv er en semiotisk proces, dvs. den søger at fremstille vores begrundede formodninger (om cellens eller organismens egne tegnsystemer) i et symbolsk begrebsligt sprog (og ved diagrammer, tabeller, etc.). Videnskabelig viden er resultatet af kognitive og sociale processer blandt forskere, der på baggrund af en række teoretiske forhåndsantagelser og tekniske forudsætninger søger at fortolke de tegn, naturen selv giver som "svar" på de spørgsmål, der stilles den i eksperimentet. Og som ofte fristes til at projicere egne totalbilleder ud i naturen som system.

Erkendelsesteoretisk er der flere mulige tolkninger af den videnskabelige konstruktion af beskrivelser af naturens egne tegn, men en form for semiotisk realisme harmonerer godt med mange forskeres intuition om, at teorier og beskrivelser ikke bare er vilkårlige tankekonstruktioner, men kort over naturen, de være nok så ufuldstændige og tilnærmede.[29] Realismen ligger i antagelsen af, at der findes tegnprocesser i naturen, uanset om vi beskriver dem som sådanne eller ej - biosemiosis fandtes her på planeten før mennesket dukkede op (og troede at gøre alt til et spørgsmål om sprogspil). Modsætningen er en form for nominalisme, som siger at "biosemiosis" ikke eksisterer uafhængigt af erkendende mennesker, men blot er vores måde at tænke og benævne nogle iagttagelser og ideer på. En semiotisk variant af nominalismen er visse retninger i fransk semiotik, der gør alle tegn til tegn indenfor en menneskelig kultur. Den semiotiske realisme er naturalistisk i og med at den besinder sig på et evolutionært verdensbillede. Der findes en tegnenes naturhistorie.[30] Indenfor en sådan semiotisk realisme er der plads til at anerkende, at den udformning, som "landkortet" (vores teori om naturen) har fået, på den ene side er påvirket af interesser, retoriske strategier og andre sociale, psykologiske og kultursemiotiske forhold, som alene skyldes den konkrete institutionelle kontekst, hvori landkortet blev skabt, og på den anden side skyldes den "modstand" der stammer fra konkrete iagttagelser af landskabet (naturen), hvis egen topologi sætter grænser for hvilke billeder vi med videnskabelig ret kan hævde afbilleder landskabet.[31]

(B) Den biosemiotiske tankes natur

Hvad er det for en slags erkendelse biosemiotikken giver os? Selvom den henter eksempelmaterialet fra moderne biologi, som er empirisk og eksperimentelt rettet, tilbyder den et helhedsperspektiv - en holisme af den slags, der ikke blander de enkelte niveauer sammen, men respekterer forskelle (mellem fx sprogets og naturens tegn). Biosemiotik må primært opfattes som et naturfilosofisk perspektiv på livsprocesserne: at de alle er centreret om produktion, udveksling og fortolkning af tegn. Biosemiosis (tegn-aktivitet) er noget centralt ved levende systemer, og kode-dualiteten mellem den genetiske kode og organismerne i økosystemet er et vigtigt eksempel. Det har som konsekvens for natursynet at den radikale splittelse mellem natur og kultur ophæves: Den levende natur er forbundet med den menneskelige kultur (og adskiller sig fra den døde, rent fysiske natur) derved, at der foregår tegn-fortolkning i både tid og rum. Det åndelige er "grounded", rodfæstet i naturens tegnprocesser. Perspektivet rummer også den pointe, at biologien, fordi den omfatter studier af kommunikation på flere niveauer, ikke lader sig reducere til fysik: Fænomener som signaler, tegn, betydning og fortolkning lader sig ikke beskrive alene ud fra fysikkens begreber.

Man kan indvende forskelligt imod den biosemiotiske tanke, og der har allerede været en vis debat.[32] Uden at gå i detaljer vil jeg groft sammenfatte den hidtidigt fremførte kritik af biosemiotikken i tre punkter:

1. Tegn-begrebet kun er en metafor, ikke en egentlig teori, og beviser derfor ikke at biologiske fænomener skulle have en særstatus overfor rent fysiske systemer. Derfor kan vi ikke udelukke, at en fremtidig reduktion af biologi til fysik vil kunne erstatte udsagn om tegn-fænomener med udsagn om fysiske hændelser. (Kritik af biosemiotikkens anti-reduktionisme).

2. Tegn-teorien giver ikke ny information i forhold til den traditionelle biologi. Der er bare tale om en omskrivning af al kendt biologi til et nyt, ofte mere vagt, "semiotik-sprog", som er svært at forstå, upræcist, og som ikke giver egentlig ny viden. Det nye henter biosemiotikken fra allerede udført biologisk forskning, men hvis semiotik skulle lægges til grund for denne, ville dens upræcise og spekulative præg være en direkte hæmsko. (Kritik af biosemiotikkens forklaringskraft).

3. Biosemiotikken indfører en ny dualisme, mellem levende og død natur, til erstatning for de gamle dualismer mellem kultur og natur, eller mellem sjæl og legeme. Ganske som Bateson, der erstattede det gamle skel mellem ånd og materie med et nyt skel mellem den levende og den døde natur (creatura og pleroma). Biosemiotikken har tegnet (og dermed også henvisning, intentionalitet, forklaring osv.) som aksiomatisk udgangspunkt, snarere end som det problem, der skal løses. (Kritik af biosemiotikkens metafysik eller filosofiske grundlag).

Svaret på kritikken afhænger, som vi skal se, af den rolle eller status, man tilskriver biosemiotikken - er den et alternativ til biologien, et nyt paradigme, en metode, en livsanskuelse, noget helt femte? Det har ikke været tilstrækkelig afklaret. De to første indvendinger synes at antage, at biosemiotik er ment som en specifik videnskabelig teori på linie med andre testbare teorier. Denne opfattelse kan man især få, hvis den biosemiotiske bestræbelse præsenteres som et bud på et nyt "paradigme", et begreb hvis betydning har haft en uheldig tendens til at glide fra "videnskabelig forståelsesramme" til "verdensbillede" og tilbage igen, som om et metafysisk billede af verden direkte kan omsættes i en metode til at skaffe ny erkendelse.[33] Hvis biosemiotik derimod ses som et bidrag til biologiens filosofi, eller til en ny naturfilosofi, skaber ikke overdrevne forventninger til brugbarhed som forskningsmetode eller status af nyt paradigme. Man skal nok tilføje, at selvom filosofiske overvejelser sjældent afføder konkrete empiriske forskningsprogrammer, så hænder det dog, at de bidrager til nødvendig begrebsanalyse eller fungerer kritisk som brækjern, der er med til at rydde grunden for nye teoretiske strukturer.

Første indvending forudsætter en sondring mellem metafor og (ægte videnskabeligt) begreb, som er meget omdiskuteret i videnskabsfilosofien. Givet er det, at ikke blot biosemiotikken, men også store dele af biologien selv, anvender metaforer. Det sker ofte i de første faser af forskningsprocessen, hvor de størrelser man arbejder med, fx "gen", "kromosom", "genetisk kode" o.l., endnu har en usikker, hypotetisk karakter (genet var i starten nærmest en regneenhed for genetikerne). I løbet af udforskningen, efterhånden som objekterne bliver mere tilgængelige for eksperimentel håndtering, antager de metaforiske begreber umærkbart en mere fast karakter. Dog kan der, som i tilfældet med den genetiske kode, sagtens klæbe mange af metaforens oprindelige betydningsassociationer til termen, selvom man efterhånden får en mere og mere molekylært detaljeret forståelse af det pågældende fænomen. En sådan forståelse af det kemiske grundlag for fx en celle eller et gen er dog ikke ensbetydende med en fuldstændig reduktion til kemi, og selve dette spørgsmål om en eventuel "fremtidig" reduktion af biologi (fx genetik) til kemi og senere fysik er både meget omfattende, men også meget hypotetisk.[34] En anden ting er, at de metaforer biosemiotikken anvender (bl.a. for at udtrykke kompleksiteten i fortolkningsprocesserne[35]) kan give uheldige associationer til fænomener, der vitterlig er specifikt menneskelige eller specifikt tekstlige, og hvor nye begreber derfor synes påkrævet.

Til anden indvending - at biosemiotikken intet nyt bringer forskningen - er der først at sige, at biosemiotikken ikke bør foregive at kunne erstatte almindelig biologisk grundforskning. Men den tilbyder trods alt et helt andet overordnet syn på det levende. Netop som naturfilosofi siges der noget nyt i forhold til den lidt triste opfattelse af liv som noget, der ikke adskiller sig principielt fra den døde natur. Desuden kan en naturvidenskab som biologien ikke nøjes med at opsamle data og lave "små" teorier; den må kunne bidrage til vores verdensbillede, og her bliver naturfilosofiske spekulationer uomgængelige, når blot de holdes i tøjler af kritisk fornuft. Det er tilmed muligt, at semiotikken på specifikke områder kan bidrage med analyser af kommunikation. Semiotisk omtanke kan være med til at klargøre betingelserne for, at vi som mennesker kan have en art begrænset forståelse af eksempelvis hvad løver kommunikerer til hinanden, når de brøler, eller betingelserne for overhovedet at lave felt-etologiske studier af fx chimpanser, hvor man både må undgå antropomorfe projektioner (af specifikt menneskelige forestillinger ud på disse dyr) og pseudo-objektive fortolkninger, der slet intet bevidsthedsindhold tilskriver de enkelte medlemmer af chimpanseflokken.[36]

Den tredje indvending om biosemiotik som kryptodualisme er filosofisk omfattende. Men den semiotiske tænkning behøver ikke være dualistisk anlagt. Jeg mener, at det er en stor udfordring for biosemiotikken at forklare tegnfænomeners oprindelse i rent fysisk/kemiske systemer. Dvs. ud fra en teori, der ikke selv har den semiotiske henvisnings- og fortolkningsfunktion som indbyggede forhåndsantagelser, men hvor disse så at sige kan udledes "naturalistisk" af fx særlige typer selvorganiserende systemer i hvilke der under særlige betingelser opstår tegnfunktioner.[37] Forsøg på i biologien at forklare den genetiske kodes opståen[38] og forsøg på i datalogien og indenfor udforskningen af komplekse adaptive systemer at forklare opdukken af evnen til informationsbehandling "på grænsen til kaos"[39] kan ses som de første spæde forsøg, som, hvis de lykkes, måske vil kunne gives en semiotisk fortolkning. Også Hoffmeyer selv fremhæver risikoen for en ny dualisme, men siger sammenfattende, at "selv før livets opståen kan man måske tale om en 'protosemiotisk proces': i den døde materie dannes der først klumper, det vil sige, der dannes forskelle på det fysiske niveau. På et givet tidspunkt begynder forskellene at blive til distinktioner, her opstår livet og semiotikken og til sidst bliver distinktionerne selvfortolkende: med mennesket. Peirce kalder det, at naturen har en tendens til at udvikle vaner".[40]

Det er i sig selv filosofisk kontroversielt om naturalistiske forklaringer på tegnfunktioners opståen er mulige. Det svarer til at man forestiller sig en naturalistisk forklaring på sådan noget som intentionalitet, som er begrebet for bevidsthedens rettethed; det at bevidstheden er om noget, tænker øl, retter sig mod sine objekter, osv. Mange vil mene, at det intentionelle ved bevidsthed netop er det, der adskiller den principielt fra andre naturfænomener, og således ikke kan forklares på linie med disse.

Anvendt semiotik?

Semiotik kan næppe bruges på biologisk grundforskning som en fiks og færdig metode, der lader sig anvende på forskellige felter. Indenfor de humanistiske videnskaber er der eksempler på udarbejdede teorier om strukturen af forskellige tegnsystemer og betydningsproduktion, men disse teorier er skabt med særligt henblik på specifikt menneskelige former for kommunikation. Biosemiotik må udvikles efter sin specielle genstand, og vil selvfølgelig falde forskelligt ud alt efter om det drejer sig om semiosis i den enkelte celles biokemi[41] eller fx signaler, der bruges til at kommunikere mellem individer af højere dyr med sociale gruppestruktur.

Spekulationer over fortolkning eller afkodning af tegn foretages som antydet gerne uden brug af semiotik. Her kan den semiotiske redskabskasse - eksempelvis Peirces ideer - være til nytte i den konkrete udforskning, men det afhænger af situationen. Den teoretiske biosemiotik har mere karakter af filosofisk eftertanke. Biosemiotik ligger mellem videnskab og filosofi og kan anskues som et særligt teori-område under almen semiotik. En egentlig almen semiotik, der vil leve op til sit navn, må kunne redegøre for tegn i et evolutionært perspektiv, og derfor må en sådan generel tegnteori nødvendigvis forsøge at forklare tegns opståen under den biologiske udvikling, herunder også sprogets opståen. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på her.[42] Som naturfilosofi er biosemiotikken interesseret i at forstå særegenheden af den levende natur i forhold til resten af det fysiske univers og den menneskelige livsverden.

Det biosemiotiske alternativ: Afsluttende interpretanter

Skønt semiosis i princippet er uendelig (i sproget fordi vi altid kan genfortolke vore udsagn), er det i praksis sådan, at tegnprocesser er lokale, med en begyndelse og afslutning i tid, og ofte forbundet med dannelse af vaner. Også denne tekst har sin tid.

Hvis man har hørt, at det, som biosemiotikken essentielt antager, er, at det er tegnet og ikke molekylet, der er den grundlæggende enhed for studiet af liv, ja så er det jo nærliggende at se to paradigmer for sig; et gammelt traditionelt molekylærbiologisk paradigme, der mener at alt liv kan reduceres til molekyler, og et nyt biosemiotisk paradigme, som radikalt bryder med molekylærbiologien. Jeg har allerede antydet, at jeg ikke mener det forholder sig sådan. Biosemiotik er ikke et alternativ til traditionel biologiske forskning, et alternativt paradigme, men yder bidrag til perspektivering af denne forskning. Sammenfattende kan vi sondre mellem tre former for biosemiotik, som i virkeligheden er tre forskellige opfattelser af biosemiotikkens funktion som teori: Spontan biosemiotik, revolutionær biosemiotik og naturfilosofisk biosemiotik.[43]

Den spontane biosemiotik er teori-løs, den ønsker ikke nogen sammenfattende teorier eller synteser, og bibeholder en ganske naiv og ureflekteret omgang med ord som "signal", "kommunikation", "fortolkning" osv. Den tror at holde sig til den rene empiri, "de biologiske kendsgerninger", og anser teoretiske synteser (og tanken om kodedualitet som et generelt træk ved alt organisk liv) som gold spekulation. Den står i fare for at glemme videnskabens forpligtelse på at søge sammenhængende erkendelse, og risikerer det selvbedrag, der ligger i at tro, at fakta og iagttagelser er teori-neutrale. Herved mangler den selv midler til at skelne mellem metaforer, antropomorfismer (i adfærdsbiologien) og egentligt teoretiske begreber.

Den revolutionære biosemiotik lancerer sine teser som et nyt paradigme, der skal erstatte "det mekanistiske" paradigme i biologien. Ofte er det molekylærbiologien, som anskues som håbløst forældet, reduktionistisk eller "positivistisk". Den revolutionære biosemiotik vil indføre en ny naturetik i den videnskabelige biologi; vil genindføre respekten for livet ved erkendelsen af, at der er "menneskelige" (semiotiske) strukturer i livet selv, som bør få os til at afstå fra at betragte det levende med kolde, fremmedgjorte, objektivistiske øjne. En ny fundamental enhed, tegnet, erstatter molekylet som det centrale i biologien, og det ny paradigme indvarsler derfor en ny æra for vores forståelse af liv.[44] Som antydet hviler det på en lidt fejlagtig opfattelse; dels af biologiens karakter som værende totalt underlagt en forældet mekanicisme (hvilket ikke synes at være tilfældet), dels i form af en tro på, at "nye paradigmer" kan indføres "ad filosofisk vej". Sidstnævnte er problematisk: Videnskabshistorisk er det ikke oplagt at paradigme-begrebet overhovedet er egnet til at beskrive udviklingen i biologisk erkendelse (det blev udviklet med fysikken som eksempel[45]). Desuden, hvis det endelig skulle kunne bruges på biologien generelt, måtte overgangen fra ét paradigme til et andet i så fald ske ved interne teoretiske kriser, og her synes der netop ikke - i denne forstand[46] - at være erkendelsesmæssige fundamentale "krisetegn" i den moderne teoretiske biologi (og en tilsvarende ny "teori" eller nyt paradigme som løser de gåder det gamle paradigme ikke kunne løse) som retfærdiggør betegnelsen nyt paradigme.

Den naturfilosofiske biosemiotik opfatter (erkendelsesteoretisk) biologien som en autonom videnskab, med metoder, standarder og teorier som er særegne og på flere måder forskellige fra fysikken, og opfatter (ontologisk) det levende som et særegent felt for udforskning; noget som er irreduktibelt til den rent fysiske "døde" natur, og som er karakteriseret ved at rumme tegnfænomener i forbindelse med organismer, der aktivt formidler de tegnbærende processer på forskelligt niveau. Det er bl.a. disse tegnfænomener der gør, at biologi ikke kan reduceres til fysik. Biosemiotikken er her et blandt flere mulige bud på en ny naturfilosofi, der på kritisk måde søger at omformulere den moderne biologis bidrag til et verdensbillede, som overskrider de helt naive og mekanicistiske forestillinger, som fysikken i princippet overskred ved århundredeskiftet. Som naturfilosofi er biosemiotikken samtidig partikulær og begrænset, idet den af gode grunde ikke siger meget om den før-organiske naturs egenart (fx stoffets tilstandsformer i sorte huller, eller lige efter the Big Bang). Her bliver biosemiotik et bestemt filosofisk blik på naturprocesserne, hvor naturens "tale" eller tegn-karakter ses som noget essentielt, fordi den levende natur derved er forbundet historisk og strukturelt med den menneskelige natur.

Der er i høj grad brug for at forskningen afsætter plads til at foretage metafysiske refleksioner og systematisk undersøge deres konsekvenser, så man ikke pr. automatik binder fri forskning til kun at foretage endeløse indsamlinger af data og foranstalte nye variationer over samme typer eksperimenter. Hvor paradoksalt det end lyder, hører man ofte forskere, der sukker over at de aldrig har tid til at tænke. Det er jo absurd, ikke mindst fordi vi stadig har brug for en kritisk stillingtagen til de nye muligheder, videnskabelig erkendelse giver. I det næste århundrede, hvor videnskaben vil tilstræbe en sammenhængende forståelse af stof, liv og bevidsthed, og tilbyde midler til at skabe kunstigt liv, kunstig bevidsthed og en menneskestyret evolution, er der brug for at holde semiotikkens omveje åbne, om ikke andet, så for at afsløre blændværker.

Et sidste muh: Selvom læren om naturens tegn tillader større sensibilitet overfor de meningsfulde sider af den levende natur - uanset om man tænker på de suveræne livsytringer, eller på livets karakter af under og gave, eller på tilværelsens poetiske og paradoksale sider - så siger biosemiotik intet om hvad betydningen af disse dimensioner er. Og for biologien som naturvidenskab ligger fænomener som meningsfuldhed og bevidsthed stadig indhyllet i tyk tåge. Måske godt det samme - i al fald for koen.

Litteratur

Barham, James (1990): "A Poincaréan Approach to Evolutionary Epistemology", Journal of Social and Biological Structures 13 (3): 193-258.

Bateson, Gregory (1984): Ånd og Natur. Rosinante, Charlottenlund. [opr. 1979].

Bauman, Ivan; Peter Roland Christensen, Therese Holter, Toke Løw Kristensen, Tove Holm-Larsen, Lars Peter Melgaard, Eg Nicolajsen, Rune R. Stilling & Kamma Theisen (1992): Biosemiotik. En forskel, der gør en forskel? Upubl. projektrapport (Roskilde Universitetsbibliotek).

Brier, Søren (1995): "Cyber-semiotics: on autopoiesis, code-duality and sign-games in bio-semiotics", Cybernetics and Human Knowing 3(1): 3-15.

Buss, Leo W. (1987): The Evolution of Individuality. Princeton University Press, Princeton, N.J.

Dabelsteen, Torben (1985): "Messages and meanings of bird song with special reference to the blackbird (Turdus merula) and some methodology problems", Biol.Skr.Dan.Vid.Selvsk. 25(part 2):173-208.

Dyson, Freeman (1987): Livets to begyndelser. Biologiens hardware og software. Munksgaard, København. [orig.: Origins of Life. Cambridge U.P., Cambr. 1985]

Eldredge, Niles & Stanley N. Salthe (1984): "Hierarchy and evolution" pp.184-208 in: R. Dawkins & M. Ridley, eds.: Oxford Surveys in Evolutionary Biology, vol.1. Oxford University Press, Oxford.

Emmeche, Claus (1989a): "Peirce og biologien" Almen Semiotik nr. 1, s. 64-77.

--- (1989b): "Biologiske informationsteorier og naturens tegn - om symbolparadigmet i biologi og cognitive science", s. 10-44 i: Niels Ole Finnemann, red.: Tidens Tegn: Natur - Information - Kultur. Aarhus Universitetsforlag, Århus.

--- (1990a): Det biologiske informationsbegreb. Kimære, Århus.

--- (1990b): "Kognition og omverden - om Jakob von Uexküll og hans bidrag til kognitionsforskningen" Almen Semiotik nr. 2, s. 53-67.

--- (1991): "Hvad ser en myre, hvis den ser? - en kommentar til Ib Ulbæk", Almen Semiotik nr. 4, s.154-161.

--- (1992): "Modeling life: a note on the semiotics of emergence and computation in artificial and natural living systems", pp. 77-99 in: Thomas A. Sebeok & Jean Umiker-Sebeok (eds.), Biosemiotics: The Semiotic Web 1991. Mouton de Gruyter, Berlin.

--- (1994): "The computational notion of life", Theoria - Segunda Época 9(21): 1-30. (San Sebastian).

--- (1995): "Naturfilosofiens genkomst", Kritik (28.årg.) nr.113, s. 15-29.

Emmeche, C. and J. Hoffmeyer (1991): "From Language to Nature - the Semiotic Metaphor in Biology." Semiotica 84 (1/2): 1-42

Götke, Povl (1993): "Åndens naturhistorie", Kritik nr. 102 s. 78-80.

Hoffmeyer, Jesper (1984): Naturen i hovedet. Om biologisk videnskab. Rosinante, København.

--- (1987a): "Epilog", i Niels Bonde & Jesper Hoffmeyer, red.: Naturens Historiefortællere, bd.2. Gad, København.

--- (1987b): "The constraints of Nature on Free Will", p.188-200 in Viggo Mortensen & Robert C. Sorensen, eds.: Free Will and Determinism. Aarhus University Press, Århus.

--- (1989): "Har naturen blivet modern?", Ord & bild nr.1, s. 68-89.

--- (1992): "Some semiotic aspects of the psycho-physical relation: The endo-exosemiotic boundary", p. 101-123 in: Thomas A. Sebeok and Jean Umiker-Sebeok, eds.: Biosemiotics: The Semiotic Web 1991, Mouton de Gruyter, Berlin/New York.

--- (1993a): En snegl på vejen. Om betydningens naturhistorie. Rosinante/Munksgaard, København.

--- (1993b): "De ikke-menneskelige subjekter", Kritik nr. 104, s. 42-47.

--- (1995): "The swarming cyberspace of the body", Cybernetics and Human Knowing 3(no. 1): 16-26.

--- (in press): "The unfolding semiosphere" (Paper presented at the conference on evolutionary systems, Vienna march 1995). Eds. Stanley Salthe and Gertrudis van der Vijver.

Hoffmeyer, J. & C. Emmeche (1991). "Code-Duality and the Semiotics of Nature", pp. 117-166 in Myrdene Anderson & Floyd Merrell, eds.: On Semiotic Modeling, Berlin: Mouton de Gruyter.

Jakobson, Roman (1973). Main Trends in the Science og Language. London: George Allen & Unwin (på dansk s.19-70 i R. Jakobson: Elementer, funktioner og strukturer i sproget. Udvalgte artikler om sprogvidenskab og semiotik, Nyt Nordisk Forlag, Kbh. 1979).

Kim, Jaegwon (1994): "Supervenience", pp. 575-83 in S. Guttenplan, ed.: A Companion to the Philosophy of Mind, Blackwell, Oxford.

Kincaid, Harold (1988): "Supervenience and explanation", Synthese 77: 251-281.

Kauffman, Stuart (1993): The Origins of Order. Self-organization and selection in evolution. Oxford University Press, Oxford.

Küppers, B.-O. (1990): Information and the origin of life, MIT Press, Cambridge, Mass.

Langton, C.G. (1990): "Computation at the edge of chaos: Phase transition and emergent computation", Physica D 42: 12-37.

Larsen, Steen Nepper & Signe Nepper Larsen (1993): "... er tegn på regn", Hovedområdet nr.4 (22.årg.), d.6. maj, s.10-12.

Latour, Bruno and Steve Woolgar (1986): Laboratory Life: The social construction of scientific facts, 2nd. ed. [1st ed. 1979], Princeton University Press, Princeton.

Olsen, Kasper Nefer (1993): "Sympati med snaglen", Kristeligt Dagblad d. 5. marts, s.7.

Peirce (1994): Charles Sanders Peirce. Semiotik og pragmatisme. Gyldendal, København.

Petersen, Per Serritslev (1993): "En sælsom ajourført atavisme?", Kritik nr. 102, s. 10-14.

Prigogine, Ilya & Isabelle Stengers (1985): Den nye pagt mellem mennesket og universet. Forlaget Ask, Åbyhøj. [orig. 1979].

Rosenberg, Alexander (1985): The Structure of Biological Science. Cambridge University Press, Cambridge

Ruse, Michael (1989): The Darwinian paradigm. Routledge, London (paperback 1993).

Siggaard Jensen, Hans (1990): "Mangfoldighedens paradigmer. Om enhedsvidenskab og typer af systemer", s. 88-113 i Hans Fink & Kirsten Hastrup, red., 1990: Tanken om enhed i videnskaberne. Aarhus Universitetsforlag, Århus.

Syberg, Karen (1995): "Den enkelte celle er en storby", interview med Jesper Hoffmeyer, Dagbladet Information, d. 12. august 1995, s.8.

Ulbæk, Ib (1990): "Sprog og kognition i evolutionshistorien", Psyke & Logos 11: 32-64.

Ulbæk, Ib (1991): "Fluernes herre: Nogle bemærkninger til semiotikkens tegnbegreb belyst ved Th. Sebeok", Almen Semiotik nr.4, s.146-153.

Ulbæk, Ib (1994): "Semiotics ain't dead, - it just smells funny" (upubl.).

van Lawick-Goodall, Jane (1972): I skyggen af mennesket. Gyldendal, København [opr. 1991].

Wagner, Kurt (1965): "Zur richtigen Deutung der Helmholtzschen Zeichentheorie", Deutsche Zeitschrift für Philosophie 13: 162-172.

Wilden, Anthony (1980): System and Structure. Essays in Communication and Exchange. 2.rev. ed. [1.ed. 1972], Tavistock Publications, New York.