Noter til Den biosemiotiske tanke.
[1] Kobayashi Issa (1763-1827), japansk digter, her i Hans-Jørgen Nielsens gendigtning; nr. 96 fra samlingen Haiku (Borgen, København 1963). Jeg ønsker at takke Jesper Hoffmeyer og Per Frandsen for kommentarer til 1. version af nærværende artikel.

[2] Teoretikere som den estiske Jakob von Uexküll, amerikanerne Thomas A. Sebeok og Gregory Bateson, og danskeren Jesper Hoffmeyer står her som pionerer. Denne artikels fremstilling er primært baseret på det, jeg kender bedst til: Hoffmeyers bidrag. Hans bog En snegl på vejen må anbefales som den bedste uddybende introduktion til emnet.

[3] Tegnet supervenierer på det fysiske. Begrebet superveniens er oprindelig brugt i moralfilosofi og æstetik til at angive forholdet mellem værdi og materialitet (at skønhed som egenskab ved et maleri supervenierer på dets fysiske egenskaber vil sige, at hvis to malerier mht. deres fysiske egenskaber er totalt identiske, vil de også have identiske æstetiske egenskaber). Senere har bl.a. D. Davidson og J. Kim brugt begrebet bevidsthedsfilosofisk til at karakterisere forholdet mellem sind og stof (Davidson's "anormale monisme" som en ikke-reduktionistisk identitetsteori). Se fx Kim 1994; Kincaid 1988; eller The Southern Journal of Philosophy vol. XXII, Supplement, 1984 (tema-nr.). Det synes oplagt, at forholdet mellem den semiotiske proces og de fysiske processer i et givet system har samme superveniens-lignende relation.

[4] Jfr. Dabelsteen 1985 for de metodiske problemer ved den etologiske "afkodning" af solsortesang. (Etologi er lære om dyreadfærd; "dyrepsykologi").

[5] Bemærk her to ting: 1. De særligt biologiske relationer (som fx signaler mellem dyr eller andre "tegn"), der supervenierer på det fysiske, kunne man med en vis ret vælge at forstå rent funktionalistisk i darwinistisk forstand: Biosemiotisk betydning sættes da lig biofunktionel tilpasningsværdi og forklares ved naturlig selektion. Dette vil imidlertid af biosemiotikken opfattes som en uheldig reduktionisme, ikke mindst fordi visse udgaver af neodarwinismen (fx hos R. Dawkins) tilsyneladende tillader mekanicisme eller fysikalisme som filosofisk grundlag. 2. Det kan langt fra udelukkes at nogle tegn eller signaler, som fx fuglesang, under visse omstændigheder produceres uden at have nogen (funktionel eller anden) betydning. Man skal hverken forfalde til adaptationisme (troen på at alt er udtryk for biologisk tilpasning) eller komme til at "overfortolke" eller projicere en rent menneskelig betydning ind i de pågældende tegn.

[6] Udforskningen af disse sansefysiologiske processer i en art tegnteoretisk perspektiv går (mindst) tilbage til fysikeren og fysiologen Hermann von Helmholtz (1821-1894), som under indflydelse af kantianismen mente, at det, en organisme opfatter som virkeligt, ikke er afbildninger, men de tegn fra objekter og begivenheder, som formidles til organismen; dog vil den menneskelige sansnings tegnsystem kunne gengive virkelighedens lovmæssigheder. Se Wagner 1965.

[7] Der findes af og til biosemiotikere, der lyder som om biosemiotik var et mere altomfattende projekt. Et sådant får imidlertid let et reduktionistisk præg, dvs. alt søges reduceret til biosemiosis (biologisk tegnaktivitet) uden at anerkende, at særlige fænomener falder udenfor biosemiotikkens forståelseshorisont. En lignende tendens findes i det, jeg har kaldt pansemiotik; troen på at alt er tegn (eller tekster); at der ingen substans eller processer findes, som ikke involverer eller har karakter af tegnprocesser. Pansemiotik kan modstilles pragmasemiotik, som anerkender tegnenes realitet (semiotisk realisme) og det semiotiske perspektivs virkelige nytte, men også semiotikkens begrænsninger (Emmeche 1991).

[8] Med "sprog" forstås således et begrebsbaseret kommunikationssystem, der ytres i form af ord (der igen er opbygget af fonemer) og sætninger i et samfund af sprogbrugere, med den funktion at kommunikere et tankeindhold (jf. analysen i Emmeche 1990a, afsn. 4.3.6 og Ulbæk 1990). Der tænkes ikke på sprog i mere metaforisk forstand; biernes "sprog" er en helt anden type kommunikationssystem. Sprog har specifikke karakteristika som semanticitet (knyttet til kognitiv fortolkning af kommunikationssystemets elementer som refererende til ting og begivenheder), konventionalitet, og strukturdualitet. Det sidste er hvad lingvisten André Martinet beskrev som den dobbelte artikulation, hvor udsagnet består af betydende monemer (nærmest men ikke helt svarende til stavelser) og disse igen består af ikke-betydende fonemer (nærmest bogstaver). Lingvisten Roman Jakobson (1973) gjorde opmærksom på, at den genetiske kode også havde denne struktur-dualitet med de enkelte DNA-tripletter (codons) som de mindste "betydende" enheder (svarende til monemer), og disse er igen opbygget af ikke-betydende (men betydningsdifferentierende) enheder, baserne (svarende til fonemer), se også Emmeche & Hoffmeyer 1991.

[9] Jeg siger ikke at det er et mirakel, men ret fantastisk og ufuldstændigt forstået. Vi kan fx ikke huske hvordan vi lærte sproget dengang vi endnu ikke kunne det. Og hvorfor ikke? Muligvis fordi vores hukommelses organisering selv delvis er determineret af vores sprogevne. At sprog, bevidsthed, tænkning og hukommelse ikke er det samme, men ofte er sammenkoplede fænomener hos det voksne menneske, gør det ikke ligefrem lettere at analysere sprogets dannelse. Sprogets oprindelse, både hos det enkelte individ og hos menneskearten, må altså forstås i samspil med bevidsthed og med den differentiering af bevidsthedsfænomenerne, der sker med sprogdannelse (fra den opmærksomheds-, oplevelses- og tanke-mæssige funktion af bevidstheden vi deler med højere dyr, til mere specifikt humane former for bevidsthed som refleksiv selv-bevidsthed og sproglig bevidsthed).

[10] Peirce 1994, s. 116. Vel, måske ikke krystalklart, men tænk på, at "den samme triadiske relation" i citatet kan anskues ud fra knudepunktet i et Y som forbinder tre størrelser, som hver især gennem Y'et er forbundet med de to andre. Bemærk, at interpretanten (engelsk: the interpretant) kan være en idé og/eller den effekt, som tegnet efterlader sig i den organisme, der modtager tegnet. Dvs. interpretanten (i den betydning Peirce bruger ordet) behøver ikke altid at være identisk med "fortolkeren" (engelsk: the interpreter) forstået som den konkrete organisme, på hvilken tegnet har en effekt.

[11] Denne skepsis, som primært gælder teorier med et tydeligt metafysisk eller filosofisk præg, er delvist historisk begrundet i biologiens "angst for vitalisme". Et begreb som tegnfortolkning lyder for biokemikere og biologer som alt for vagt og upræcist, nærmest mystisk og vitalistisk - og stridende mod opfattelsen af liv som blot en masse komplicerede molekyler - til at man synes det kan bruges i en eksakt naturvidenskab. (Vitalismen var læren om at der var "vitale kræfter" i organismen, som aldrig kunne forstås fysisk-kemisk, men som på en eller anden uforklarlig måde styrede en række biologiske fænomener, fx vækst og formdannelse). Man kan godt forstå denne skepsis, men den beror på en misforståelse: Troen på, at fysikkens mekanicisme ("alt er maskiner, og i sidste ende atomer") sejrede som biologiens grundlag, da vitalismen døde; snarere end den mere korrekte opfattelse, at biologien fik sit eget grundlag, som hverken var vitalisme eller fysikalisme, men kan kaldes organicistisk.

[12] Selvfølgelig ikke som et bevidst valg: Det er snarere sådan, at organisationsniveauerne er opstået som delvist historisk kontingente resultater af den generelle materielle evolutions forløb, i al fald her på jorden. Vi ved ikke om liv andre steder i universet er organiseret efter de samme niveauer; muligvis er ikke alt liv celle-baseret (selvom det er svært at tænke sig til hvad det ellers skulle være). Om det rumlige (økologiske) og tidslige (genealogiske) hierarki, se Eldredge & Salthe 1984.

13 Hoffmeyer 1987b, 1989, 1993a; Hoffmeyer & Emmeche 1991.

[14] dvs. deres Umwelt, deres subjektive oplevelse af omverdenen. Begrebet Umwelt stammer fra Jakob von Uexküll, jf. Emmeche 1990b, Hoffmeyer 1993a.

[15] Selve betegnelsen "analog kode" for organismer afføder, som Hoffmeyer (1993a: 71) pligtskyldigt bemærker, spørgsmålet "koder for hvad?". Svaret her ("En krokodille er en kode, der udtrykker budskabet 'krokodillehed'") er ikke tilfredsstillende. Noget af problemet er selve kodemetaforen, der går tilbage (via Wilden 1980) til G. Bateson, og er upræcis hos begge. Man kan søge at redde begrebet kodedualitet ved at (a) understrege, at det betyder den samtidige tilstedeværende af to (en digital og en analog) "eksistensformer" (eller modi) i organismen; (b) koble det til begrebet fænotype, hvor fænotypen i streng forstand ikke er lig den konkrete organisme, men netop er - en type, kodet af genotypen; (c) give begrebet en historisk-økologisk dimension ("opsamlede erfaringer med nichen"). Hoffmeyer giver i en kommentar til 1. version af artiklen her denne uddybning: "Bedre ville det være at skrive: Hver eneste krokodille udtrykker et analogt-kodet budskab, som på én gang rummer det at være krokodille, 'krokodillehed' (det overleverede budskab fra arvemassen), og det at være denne specielle krokodille, mig - fænotypen om du vil. Det sidste budskab er en slags meta-budskab supervenierende på arvens digitale budskab. Krokodillen er en analog kode i den forstand, at den indgår i en parringssemiotik (der jo forudsætter at dyr udtrykker sig), der principielt omfatter mange krokodiller (konkurrence etc.). Budskabet er afsendt af den befrugtede ægcelle, som krokodillen engang var, men udgør samtidig ægcellens rumlige fortolkning af et andet budskab, det digitalt kodede budskab, der var indeholdt i æggets krokodille-genom. Og budskabet modtages af artsfæller, idet parringssemiotikken udspiller sig. Jeg insisterer på kode-karakteren af organismerne. Deres indvirkning på hinanden er ikke forståelig som rent fysisk - idet kattens reaktion på hunden kun lader sig forstå historisk - dvs. som erindringsspor fortolket af ægget, fosteret, ja endog killingens hjernevæv".

[16] Ligesom en sætning må overholde visse grammatiske regler for at blive forstået, og et computerprogram må overholde en formel syntaks for at kunne udføres af maskinen, forestiller man sig, at generne og de DNA-sekvenser, som regulerer det enkelte gen (om det skal være aktivt eller passivt), er ordnet i et quasi-logisk mønster, en slags genetisk grammatik, som sikrer et ordnet udtryk af de mange forskellige gener i tid og rum, hvilket er helt afgørende for en vellykket fosterudvikling. Denne genetiske syntaks (den funktionelle organisering af genomet; sommetider kaldt "den epigenetiske kode"), er stadig næsten ukendt, bortset fra et detaljeret kendskab til et stort antal regulerende sekvenser, bl.a. i coli-bakterien og bananfluen.

[17] Hvor der med "selvorganisering" netop ligger en ide om dannelse af organisation uden nogen eksplicit forhånds-instruktion eller beskrivelse. For en beskrivelse af visse aspekter af dette samspil under brug af simulering af ikke-lineære dynamiske systemer, se Kauffman 1993.

[18] Selve evolutionsperspektivet som en bestandig "oversættelse" mellem analoge og digitale koder kan kritiseres for kun at omtale de arter, der har en anden livscyklus end den hos højere dyr fremherskende, hvor en diploid (2n) generation vekselvirker med en kort haploid (n) fase (gameterne); jf. Buss 1987. Der er dog næppe noget i vejen for at argumentet også kan gennemføres på arter med anderledes livscyklus, bl.a. fordi forholdet mellem det analoge og det digitale som nævnt er strukturelt, med kontinuitet i begge modi.

[19] Denne betingelse kan ikke have været opfyldt for de allerførste cellers vedkommende (for godt 3,6 mia. år siden) hvis man antager, at celler med primitivt proteinstofskifte opstod før nukleinsyrerne DNA og RNA. Disse celler har i så fald været væsentligt simplere og har reproduceret sig uden noget digitalt register over "tilladte" proteiner. Det nærmere forhold mellem udviklingen af det tidlige proteinstofskifte og nukleinsyrestofskifte kendes ikke. Jr. nedenfor om livets opståen.

[20] Bemærk iøvrigt, at selvom termen "genetisk kode" har to betydninger og er af metaforisk oprindelse, så er begge betydninger, som ikke må forveksles, specifikke og rimeligt veldefinerede: 1. Den oprindelige betydning er koden som det skema af 64 forskellige DNA-tripletter (fx AAA, AAG, AAT, AAC, AGA, osv.) der hver koder for en specifik aminosyre (den kode, som man knækkede, "løste" i 1960erne). 2. "Den genetiske kode" for en organisme, mere korrekt betegnet genomet, som i menneskets tilfælde består af ca. 3.000.000.000 basepar (det haploide genom). I denne anden betydning er selve koden af epigenetisk karakter og med en delvis ukendt "syntaks", jf. note 15. Da forholdet mellem gener og komplekse fænotype-egenskaber er så ufuldstændigt kendt (og hyppigt medbestemt af miljø og indlæring), fører betegnelsen "genetisk kode" her let til den misforståelse, at organismen blot er et bundt egenskaber, der hver især er eksplicit kodet i genomet.

[21] "Open ended evolution" betegner det forhold, at der ikke er et endeligt eller finalt endemål med den biologiske evolutionsproces; den virker lokalt, efter de forhåndenværende søms princip, mens dens tid er lang og dens muligheder mange.

[22] Hoffmeyer 1993a, s. 77. Om semiotisk frihed, se Hoffmeyer 1992, 1993a.

[23] Se Siggaard Jensen 1990 om til hinanden irreduktible systemtyper.

[24] Andre begreber for samme fænomen (DNA-hukommelsen i levende celler) kunne være af kybernetisk eller informationsteoretisk art. Det er også tænkeligt, at forklaringen må henvise til en selektionsproces, hvorved "naturlig selektion" (af makromolekyler, og senere celler) bliver et af forklaringensprincipperne (se Küppers 1990). Om en selektionsforklaring kan reduceres til en ren kemisk teori (eller om forholdet her involverer superveniens), se note 3.

[25] Hoffmeyer (1984, s.244). Denne bog, som er stærkt inspireret af G. Bateson og A. Wilden, indleder på en måde begge veje til biosemiotikken, endnu før projektet defineredes som semiotisk (især i En snegl på vejen); se også artiklen Hoffmeyer 1989.

[26] med citat fra Prigogine og Stengers (1985, s.364), se Hoffmeyer 1987a, s.536. Samme tanke indeholdes af figuren "naturen i hovedet i samfundet (i historien) i naturen" (se Hoffmeyer 1984) og er en af inspirationskilderne til den ny naturfilosofi, der søges skitseret i Emmeche 1995.

[27] Jfr. Emmeche & Hoffmeyer 1991, som gennemgår forskellige semiotiske metaforer i biologiens filosofi.

[28] Metaforen om cellen eller organismen styret af et genetisk program (jf. Emmeche 1989b, 1990a) overtages ofte temmelig ukritisk indenfor "Artificial Life" og computersimulering af biologiske processer som fx formdannelse og evolution (Emmeche 1992).

[29] Harmoni - mellem teori (enten en videnskabelig teori eller en filosofisk position, som semiotisk realisme) og vore praktiske, dagligdags common sense intuitioner om hvordan verden er skruet sammen - er i sig selv ingen garanti for rigtighed af teorien. Forholdet mellem videnskab og praktisk-livsverden er intrikat, for selvom videnskaben ofte har påvist at vore intuitioner er falske, forkerte, eller kun tilnærmelsesvist sande, så forudsætter videnskaben også denne livsverden. Samtidig er livsverdenen dybt præget af vores teknisk-videnskabelige civilisation. Videnskab og fænomenverden er begge historiske størrelser og står ikke i noget ydre forhold til hinanden, hvor den ene side kan "fundere" den anden; en fejl som begås (symmetrisk) af både scientismen (fx den eliminative materialisme i cognitive science) og den radikale fænomenologi (med sin Heidegger-inspiration).

[30] Emmeche 1990 (afsn.4.3.3); Hoffmeyer 1993a.

[31] Det er muligt at "landskab/kort"-metaforen for "natur/teori"-forholdet på visse måder virker naiv og mangelfuld, men den er dog tilpas åben for nøjere erkendelsesmæssig og videnssociologisk specifikation. Således afvises en radikal socialkonstruktivisme (som hos Latour & Woolgar 1986), der vil eliminere det epistemiske spørgsmål til fordel for "ren" empirisk sociologisk undersøgelse af de betingelser hvorunder viden konstrueres i laboratoriet eller på skrivebordet. Men det er sociologisme at identificere viden og vidensproduktion med de sociale betingelser for denne.

[32] Se fx Emmeche 1991, Ulbæk 1991, 1994. Se også debatten mellem Hoffmeyer og Per Aage Brandt i Almen Semiotik nr. 3, s.152-161 (med afsæt i en anm. af Brandt i nr. 2). Til diskussion af En snegl på vejen, se Petersen (1993), Götke (1993), Hoffmeyer (1993b), Olsen (1993), Larsen & Larsen (1993).

[33] Begrebet paradigme introduceredes oprindeligt af fysikhistorikeren Thomas Kuhn i 1962 i førstnævnte betydning (paradigme = et videnskabeligt forskersamfunds teoretisk og praktisk funderede forståelsesramme, som omfatter filosofiske, eksperimentelle, indlæringsmæssige og faktuelle komponenter, herunder bestemte standarder for rigtige metoder og interessante spørgsmål, et sæt mønstergyldige eksempler, der videregives i lærerbøgerne, osv). I begrebets bredere og mere vagere betydning (som det fx bruges af F. Capra eller i den offentlige debat) svarer det mere til "en helhedsopfattelse", evt. en sådan der følger med, hvis man generaliserer et videnskabeligt paradigme til en hel verdensanskuelse. Paradigmebegrebet har i sidstnævnte sammenhæng fået et uheldigt decisionistisk præg som om paradigmer blot er noget, man kan vælge frit, eller uden videre beslutte sig for at skifte ud.

[34] Jf. Kincaid 1988, Rosenberg 1985.

[35] Som fx når Hoffmeyer (1993a) bruger begrebet subjekt om zygoten (den befrugtede ægcelle) som fortolker af den digitale kode. Se også Götke 1993, Hoffmeyer 1993b. Det gælder sikkert alment for den metaforiske form for begrebsgeneralisation, at når et begreb generaliseres ved at dets ekstension udvides til at dække nye fænomener, ændres også dets intension, hvorved der opstår et behov for en ny term, der dækker det oprindelige begrebs ekstension og intension. (Hvis fx også enkeltceller er subjekter, må "subjekt" betyde noget nyt, men vi får så brug for en ny term for begrebet om H. sapiens' særlige form for subjektivitet).

[36] Jane van Lawick-Goodalls studier forekommer mig at antyde, at en form for hermeneutisk metode med held kan anvendes på studiet af en chimpanse-floks individer, trods det katagoriale skel, der ligger mellem en sprogbrugende og en sprogløse art (van Lawick-Goodall 1972).

[37] Man kan ikke engang sige "informationsstyrede selvorganiserende systemer" thi så har man implicit allerede forudsat det man skulle vise; da "informationsstyring" i semantisk forstand implicerer tegnfunktioner.

[38] Se fx Küppers 1990 og Dyson 1987.

[39] Se Langton 1990 og diskussion heraf m.h.t. semiotik i Emmeche 1994. Hos Barham 1990 finder man et interessant forsøg på at udlede (eller snarere begrunde) semiotiske processer fysisk v.h.a. blandt andet ikke-lineær dynamik ("kaosteori").

[40] Hoffmeyer, interview (Syberg 1995). Hoffmeyer: "I mine egne skriverier tales om en udfoldelse eller emergens af semiotisk frihed på stadig nye niveauer, fra det fysiske over det levende til det kulturelle: Altså intet nyt jerntæppe. Dannelsen af selv-refererende kode-duale systemer optræder her som spørgsmålet om 'origin of semiosis'." (cit. fra kommentar til 1. vers. af nærværende artikel).

[41] se Mogens Kilstrups artikel i denne bog.

[42] Her er Peirces evolutionære metafysik et interessant udgangspunkt for overvejelser over tegnets opdukken i det fysiske. Forholdet mellem almen semiotik og biosemiotik er nærmere diskuteret i Emmeche 1990a. M.h.t. sprogets opståen ud af en mimetisk kulturs kropsbaserede kommunikation i en allerede menings- og indholdsfuld sammenhæng, se Hoffmeyer 1993 (kap. 8).

[43] Jeg er klar over, at de tre typer biosemiotik her er fremstillet som idealtyper, der i konkrete tekster af forfattere (blandt den ret beskedne kreds af biosemiotikere) næppe findes i ren form: Hensigten er netop at bidrage til en "filosofisk oprydning" af grundlaget for en egentlig biosemiotik.

[44] Jeg karrikerer måske en anelse, men jeg har mødt mange, hvis entusiasme for biosemiotik har denne revolutionære tone. Jeg takker her for inspiration og gode samtaler men gruppe RUC-studerende (som både talte revolutionære og revisionister), som i efteråret 1992 skrev et projekt om biosemiotik (Bauman et al., 1992).

[45] Se fx analysen af punktuerede ligevægte som paradigme i Ruse 1989.

[46] Dvs. som intern-videnskabelig eksperimentel praksis. Det udelukker ikke at biologien på anden vis udviser krisetegn, fx af relevansmæssig eller etisk art. Hoffmeyer fremhæver, at livsvidenskaberne for ham at se er i krise; de "ser det bare ikke selv, fordi de måler sig selv med sig selv." Og: "Biosemiotikken erstatter ikke traditionel biologi, men leverer en radikal forskellig teoretisk forståelsesramme for den. Derved ville biosemiotikken også indirekte komme til at influere den egentlige biologi, som denne udøves i praksis - hvis den ellers fik lov." (kommentar til 1. version).