Fra s. 64-79 i: Andreas Jürgensen & Carsten Ohrt (red.): Massens Ornament. Massefænomenet ved årtusindskiftet. Kunsthallen Brandts Klædefabrik, Odense, 1998. (En engelsk version af teksten her).

Biomassens agenter

Claus Emmeche

Physics is a science whose objective is to study
the components of matter and their mutual interactions.
In terms of these interactions the scientist
explains the properties of matter in bulk,
as well as other natural phenomena we observe.
[1]

Der var dage i 70'erne, hvor det at studere et fag på universitetet og det at deltage i en kulturrevolutionær omvæltning af samfundet kunne tage sig ud som en og samme ting. På et studium som biologi var det således ikke spor underligt, at `biomassen' blev studenterpolitisk slang for massen af biologistuderende, som ustanseligt skulle `mobiliseres' imod borgerskabets reaktionære tiltag vendt mod RUC, universitetsmarxisme, lange studietider og andre af det ny samfunds goder. Det virkede også helt selvfølgeligt, at biomassen ikke selv kunne være et revolutionært subjekt og derfor måtte mobiliseres udefra, af partiet eller de fagkritiske fortropper. Jeg skal ikke hovere over periodens revolutionsromantiske naivitet, det er der andre der gør, selvom man næppe kan forstå historien gennem ironi og fordømmelse. Men netop i sammenhængen her dukkede tanken om den mobiliserbare masse op igen. Måske knytter der sig til selve forestillingen om masser - ganske alment - den ide, at masser må være uden egen vilje, eller hvis de har en sådan, at den i al fald ikke er særlig fornuftig og må tilføres noget logos og forstand udefra, hvad enten det er Sandheden og Vejen, en guro, en Gud, en indfoldet orden eller et parti der mangler. Agenter må der til!

Ikke alene eller for sig selv.

Medens der indenfor det videnskabelige studium af det menneskelige sind findes en delvis glemt forskningstradition, massepsykologien, som undersøgte de lovmæssigheder der opstår når mange sind spontant forenes i en samlet bevægelse, en masse, en flok, en gruppe, så findes der tilsyneladende ikke tilsvarende en særskilt forskningtradition indenfor studiet af det levende, som ser på de lovmæssigheder der opstår, når lidt liv slår sig sammen og bliver til mere liv, masseliv, eller biomasse. Og dog: Biomasse er jo et solidt økologisk begreb, og store dele af biologien er beskæftiget med at undersøge mekanismerne for livets fortsatte eksistens - og som William Blake sagde det (i Book of Thel, 2) "Everything that lives, / Lives not lone, nor for itself." Så er der alligevel ikke en `massebiologi', skjult i det videnskabelige landskab af biologiske discipliner og paradigmer, og studerer den ikke netop massefænomener i biologien? Lad os undersøge det.

Det nævnte diktum Blake må læggge navn til her, er jo en helt basal biologisk opfattelse: Liv er noget grundlæggende relationelt, levende organismer er blandt andet defineret ved særlige relationer til deres omverden, relationer som både har en stoflig-økologisk side og en mere kommunikativ side. Organismen tilegner sig sine subsistensmidler, men for at gøre det, må den orientere sig i sin omverden. De to sider af organisme-omverden forholdet, det stoflige og det semiotisk-kommunikative, har ikke hængt særlig godt sammen i den moderne biologi - eller rettere, det sidste har nærmest været fortrængt, til små specialiteter som etologien, uden at ville forkleine Tinbergen og Lorenz.

Hvor ligger biomassen?

Sagt meget kort: Biologien er i det 20. århundrede blevet fejltolket som en mekanistisk disciplin, som blot kunne beskrive det levende under stoffets og kemiens aspekter. At man, når det kom til stykket, benyttede andre forklaringstyper i tillæg til fysikkens kunne let overses. Selv når man dyrkede god biokemi og molekylærbiologi og fejrede triumfer med kortlægningen af DNA's struktur og opklaringen af den genetiske kode, kunne biosystemerne ikke blot forklares ved henvisning til den effektive dyadiske kausalitet (årsag-virkning). Dette var ellers den eneste årsagstype som det Newtonske verdensbillede lod tilbage, efter at have afvist et rigere årsagsbegreb hos Aristoteles, grækeren der også lod form, stof og formål optræde som gyldige årsagskategorier. Selv i den moderne biologi brugte og bruger forskerne fortsat funktionelle forklaringer, der implicit ser organismens dele som bestemt af den rolle, de spiller i forhold til helheden. Del og helhed betinger gensidigt hinanden, som Immanuel Kant udtrykte det. Hjerte, lever og nyrer har bestemte formål. Derfor er biologiens grundlagsfilosofi ikke mekanicisme, men en organicisme, hvor en art teleologi (lære om hensigtsmæssige formål) i form af funktionelle del-helhedsforklaringer er styrende for vores forståelse af hvad, et levende væsen er.[2] Det forhindrer ikke, at store dele af biologi og økologi er solidt forankret i en fysisk-kemisk forståelse af de levende landskaber:

Når en systemøkolog kaster et blik på en regnskov med dens myriader af arter, ser han jo ikke alene disse enkelte former, men, hvis han kan sin økologi, mængder af biomasse, som han en ordbogs præcision definerer korrekt som "den totale mængde af stof (hvis ikke-vandholdige komponent er tørmassen) i de organismer, der danner et trofisk niveau eller en population eller som lever i en bestemt region".[3] Dette organiske stof stammer i første omgang fra de grønne planter, primærproducenterne. Ved hjælp af den snedigt indrettede biokemiske energifælde, der kaldes fotosyntese, opfanger planternes blade fotonerne fra solen og får dem til at drive det vandhjul af metaboliske processer i cellerne, der fører til opbygning af sukkerstof og de vigtige makromolekyler. Disse makromolekyler danner det meste af planternes biomasse ... som så spises af primærkonsumenterne, dvs. planteæderne ... som igen spises af sekundærkonsumenterne, og således næsten ad infinitum, fordi disse `trofiske niveauer' i virkeligheden ikke er adskilte niveauer, men et helt netværk af overførsel af stof og energi i det supermarked af økologisk rigtige produkter, som systemøkologen ender med at beskrive regnskoven som. Her er biomasse reduceret til strømme af stof og energi, en nyttig og håndfast beskrivelse hvis man vil forstå sådan noget som trofisk effektivitet, det forhold, at kun omkring 10% af energien fra det lavere trofiske niveau opsamles som biomasse i det næste niveau, hvorfor det som bekendt kræver 10 gange så stort et areal at bespise en population af oksebøf-ædende mennesker som en population af overbeviste vegetarer - eller risbønder. På den måde kan biomassen fra fx regnskovens trofiske niveauer opstilles i en pyramide, med primærproducenterne som den grønne base. For så vidt man i økologien interesserer sig for de enkelte arter i deres konkrete særegenhed, gøres det under nichens aspekt, hvor nichen er den enkelte arts funktion i økosystemet, dens særlige bidrag til det energetiske og stoflige netværk.[4]

Agentens vaner vækkes

Nu er biomassen jo organiseret på andre og langt mere sind-rige måder, end blot i de dyadisk-økologiske relationer af den type, der illustreres med figuren af en "lillebitte fisk ædes af en lille fisk ædes af en fisk ædes af en stor fisk ædes af en kanonstor fisk". Den omstændighed, at fiskefødekæden ikke blot er simpel og dyadisk, men kompleks og beroende på bestandig kommunikation mellem organismer af forskellig eller samme art, betegner den semiotiske dimension af Nordsøen eller mangrovesumpen. Fisk skal jo gerne kunne finde hinanden før de overhovedet kan spise, parre sig, og hvad de nu ellers har for. Præcis dét forhold, at en stor del af de levende organismer, ja måske i virkeligheden dem alle, netop "har noget for" - dvs. udviser formålsrettet adfærd, søger, leder, vil noget, gør noget, oplever noget, osv. - viser, at de ikke blot er økologiske objekter men biosemiotiske agenter som følger bestemte vaner ("hvad enten de véd det eller ej!" som Marx brysk udtrykte det i en lidt anden sammenhæng) - vaner de enten er født med eller har lært sig.

Som en samling semiotiske agenter optræder biomassen i sit komplekse triadiske aspekt ved at være forankret i et netværk af tegn, forstået på den radikale måde, at det ikke blot er det menneskelige subjekt, der tilskriver naturens organismer den evne at producere, overføre, opbevare og fortolke tegn - de gør det da selv! Det er i al fald den fortolkning den såkaldte biosemiotik foreslår. Den står for en semiotisk realisme; det er netop naturen selv, der igennem sine evner til selvorganisering har overskredet en tærskel i kompleksitet, over hvilken tingene ikke bare spontant degenererer, men over hvilken evolutionen tager fart, antager en kreativ karakter, og danner et semiotisk netværk af relationer, der forbinder biomassens økologiske forbrugere og producenter i et dramatisk marked, hvor der udveksles signaler og foretages tegnhandlinger på liv og død.

Ligesom den menneskelige økonomi ikke blot er en ren stoflig eller økonomisk sag, men kun træder i kraft igennem det menneskelige sinds evne til at repræsentere ret så abstrakte forhold (som en almen ækvivalent for værdien af menneskeligt arbejde), således træder den naturhistorisk forudgående opkomst af en økologisk cirkulations- og produktionssfære først i kraft, når materien eller `stofmassen' her på Jorden har opnået et organisationsniveau, der tillader dannelse af agenter, ikke med bevidsthed, men med en kapacitet til tegnhandling og dannelse af en umwelt (som er den semiotiske pendant til nichen, og som rummer et subjektivt aspekt ved at være en oplevet omverden). Denne tegnhandling sker på to planer, dels et endosemiotisk plan, dvs. inde i cellerne, på basis af den opståede kodedualitet mellem en digital genetisk kode (som er fysisk båret af DNA) og et dynamisk analogt stofskifte (som ikke i sig selv er en kode, men som implicit og partielt er kodet i DNA). Og dels et exosemiotisk plan, der omhandler cellernes tegn-produktion og -formidling til omverdenen og den måde signaler fra omverdenen interpreteres på af cellerne (ikke som `bevidst fortolkning' men som triadisk tegnhandling i Peirce'sk forstand[5]). Det er således cellerne, der er de primære semiotiske agenter; cellen sætter ved sin lukkede organisation (tænk på cellemembranen) den primære forskel mellem ydre og indre, og derved indirekte mellem levende og dødt. Det er denne primære `organismiske information'[6] som er forudsætningen for både endo- og exosemiotikken. Og det er hele netværket af tegnrelationer, semiosfæren i global forstand, som er forudsætningen for at biomassen i første omgang kan være organiseret i noget så sindrigt som et økosystem, og biosfæren i et globalt system af økosystemer.

Biomassepsykologi?

Den subtotale konklusion er, at en biomassepsykologi rent faktisk findes, omend som en lidt skæv, delvis ny, men ikke helt etableret tradition i biologien ved siden af de etablerede fag som cellebiologi, evolutionsteori, genetik osv.[7] At denne biosemiotik ikke har noget med massepsykologi at gøre, ud over en svag formel lighed (der viser sig i interessen for "nedadgående kausalitet", se nedenfor!), skyldes dens genstands egenart. Massepsykologien er jo en art socialpsykologi der ser på samspillet mellem det psykiske og det sociale i menneskelig forstand. Den omhandler de kritiske punkter, hvor en masse `psyker' eller individer bryder med en institutionelt sat ramme for `normalt' samvær og samtidig bryder med deres egen isolerede individualitet, og derved danner politisk ustabile og socialt ukontrollable fænomener, som fx massehysteri. Massehysteri er ikke nødvendigvis noget blot spontant frembrydende, en art nedefra-og-op selvorganiserende struktur; historien rummer masser af eksempler på nøje iscenesatte situationer, hvor målet er ophævelse af individets grænser for rationalitet og normalt samkvem og skabelse af en kollektivistisk og manipulerbar flok, hvor flokkens dynamik af sociale vaner som det emergente[8] fænomen virker `ned på' de enkelte individer (nedadgående kausalitet) ved midlertidigt eller permanent at udviske deres individualitet, og dermed fordreje et kollektiv af mennesker i kollektivistisk, dvs. konform retning.[9] Biomassepsykologi er jo egentlig ikke psykologi, men netop biosemiotik, der grundlæggende forsøger at forklare selvorganiseringsfænomener på et meget lavere niveau, hvor der ikke er tale om noget psykisk i menneskelig forstand, men nok om agency, her forstået som tegnhandling i semiotisk forstand (produktion, udveksling og interpretation af tegnrelationer): En organisme, en enkelt celle, ja selv et biologisk makromolekyle i en celle - såsom et protein, der `genkender' et andet protein, fordi de to stoffers overflade matcher og svage interaktioner (i form af brintbindinger) etableres - kan optræde som knudepunkter i en tegnrelation, fordi disse størrelser sammenknyttes i selve vekselvirkningen med agenten, den biologiske organisme som funktionel helhed.[10] Det enkelte makromolekyle har altid en eller flere funktioner (dette fremgår af den almindelige biofunktionelle beskrivelse), men dette forhold kan også beskrives relationelt og semiotisk som sammenknytningen af delen (molekylet) til helheden (agenten, organismen) i en kompleks tegnrelation.

Vi ser her som den anden konklusion, at biomassen på Jorden er organiseret som et massivt forgrenet netværk af tegn: Tegnene virker - ved deres forbindelser (`sign-links') til de tegnproducerende, tegnbærende og tegnfortolkende semiotiske agenter - som dét, der sammenknytter disse ellers organisatorisk lukkede og selvopretholdende (autopoietiske) systemer til et evolutionært og økologisk åbent netværk af liv; ja et rent bio-internet. Denne biosemiotiske fremstilling er sandt for dyden ikke naturvidenskabelig for så vidt som den etablerede biologi ikke har indoptaget de biosemiotiske grundbegreber. At der her er tale om en naturfilosofisk tolkning af den etablerede biologi, snarere end et fuldt færdigt `alternativt eksperimentelt paradigme' skal imidlertid ikke skygge for det faktum, at biosemiotikken er en væsentlig bropille, når vi engang skal opbygge en egentlig teori, der forklarer betydningens naturhistorie, dvs. hvordan sådan noget som agenter med en psyke i menneskelig forstand (og dermed også muligheden af en massens psykologi) kunne opstå i et univers, der oprindeligt - hvem ved? - var blottet for betydning.

Agenten der kom ind i verden

Biosemiotikkens påstand er altså, at organismen - sådan som den forstås i organicismen og i god moderne main-stream ikke-reduktionistisk og evolutionsteoretisk biologi - rummer en subjektiv side, der gør, at alle organismer, selv de encellede, kan betragtes som agenter. Agens betyder jo blot at sætte i bevægelse, at udføre noget af egen kraft (for Aristoteles var organismer netop de legemer der af sig selv bevægede sig). Begrebet subjekt er af filosoffer siden 1600-tallet blevet brugt snævert om det, der giver enhed i menneskets bevidsthed, og som ligger til grund for al følelse, sansning, tænkning, og vilje. Biosemiotikken fremhæver det menneskelige subjekts dybe naturhistoriske rødder ved at pege på agens (engelsk: agency) som noget meget mere alment for livet som sådan. Hermed rejser sig straks en række oprindelsesspørgsmål om hvor denne agency kommer fra (i hvilken udgave vi end omtaler den, som sansning, perception, genkendelse osv.) - henter biosemiotikken den ned som en Deus ex Machina, et halleluja, der magisk forklarer det, den traditionelle biologi hverken kan eller vil forklare? Hvordan kan agency opstå i en verden af naturlovsbestemte årsager og virkninger?

Den filosofiske masse af gåder, der knytter sig hertil, når vi ikke til bunds i her, men vi kan - sprogfilosofisk - huske at besinde os på det forhold, at vore grundliggende hverdagsbegreber i sproget, om årsag, handling, valg, erfaring, osv., danner udgangspunkt for mere forfinede begreber i videnskaben, og skal vi forstå disse på et dybere plan, er vi i sidste ende henvist til denne sprogets indholdsmasse af flertydige og vage meninger. Meningen med begreber som masse, handling og årsag er et sandt morads. Filosoffen Jennifer Hornsby nævner et sted[11] at man kan antage, at begrebet om agency som subjektivt oplevet handlekraft, som mennesker tilegner sig netop via deres erfaringer med at handle, er primær (i en eller anden forstand) i forhold til begrebet kausalitet. Collingwood hævder fx, at vores oprindelige begreb om årsag er afledt af begrebet om agency.

I den førmoderne verden var enhver forårsagelse (ethvert årsagsforhold) i fravær af mennesker enten noget der foregik ved guddommelig indgriben eller det var den agenslignende handling eller aktion hos et objekt, hvis natur det var at realisere bestemte formål. I den moderne verden blev formålsårsager udryddet. Astronomen Kepler[12] fastslog at ordet anima i afhandlinger om fysik måtte erstattes med ordet vis (kraft), og senere gjorde cartesianere op med kraftbegrebet som metafysisk og hævdede kun stof i bevægelse var det som eksisterende, der var ikke plads til formål i årsagsforklaringer. Men hos den postmoderne tænker, naturvidenskabsmanden og metafysikeren C.S. Peirce, genoptages interessen for formålsårsager (`final causation'), nu indlejret i en semiotisk realistisk metafysik.[13] Ifølge denne opfattelse bliver forholdet mellem det vi her har kaldt biomasse og biosemiotik nærmest at opfatte således: Der er to slags handlinger (actions) i vores univers, dyadiske og triadiske. Den dyadiske aktion er mekanisk eller dynamisk, og angår effektiv forårsagelse som den beskrives i eksempelvis økologien i forbindelse med biomassen. Den triadiske aktionstype er semiotisk, eller intelligent; den angår final forårsagelse (final causation) som den beskrives i biosemiotikken. De to slags handlinger er irreducible, men uadskillelige og overlejrede. De kan også kaldes:

Det brutale og det finale

Pointen er nu følgende: Der er groft sagt to forskellige opfattelser på spil, en gammel og en ny, lad os se på den gamle først: Både den klassiske og den moderne fysik har været underkastet en metafysik, der kun opererede med dyadiske relationer a la den klassiske årsag-virkning relation (dét, som Peirce kaldte "brute force", nemlig at noget uformidlet påvirkes af noget andet, har denne dyadiske karakter). Opfattelsen passer med at man forestiller sig, at et system altid kan beskrives ved en begyndelsestilstand plus et sæt deterministiske bevægelsesligninger svarende til naturlovene, hvor så systemets tilstand til tiden 0 samt bevægelsesligningerne entydigt bestemmer ("er årsag til") systemets tilstand til tiden x. Det gør det svært at forestille sig, at massefænomener skulle kunne styres af noget andet end lovene for de partikler, de er sammensat af. Herved bliver massen et makroskopisk fantom uden betydning, for det er dynamikken på mikroniveauet, der har den kausalt bevægende kraft for systemet som helhed. Udtrykt anderledes skulle det implicere, at man for ethvert massefænomen, uanset om det er psykologisk, socialt, biologisk eller fysisk, skal kunne beskrive det i følge teorien om dynamiske systemer som et sæt partiklers bevægelse igennem et tilstandsrum. Men her får man det problem, at teorien om dynamiske systemer sætter snævre grænser for kategorien af de systemer, vi reelt kan behandle i en sådan beskrivelsesramme. Her falder komplekse ikke-lineære og evolutionære fænomener, hvor der opstår nye, emergente egenskaber på det højere niveau, massens niveau, ud af beskrivelsen. Principielt kan det hele indfanges af den deterministiske beskrivelse, men i praksis kan det ikke lade sig gøre. Såkaldt deterministisk kaos repræsenterer overfor dette problem et grænsefænomen, dvs. det kan godt underkastes den deterministiske beskrivelse via differentialligningerne, men vi kan ikke i praksis for det virkelige system ligningerne repræsenterer være sikre på at kunne forudsige hvad der vil ske, eller fx hvilken attraktor systemet vil indfanges i. Kaosteori er altså i en vis forstand et felt der afslører anomalier i den gamle opfattelse: Forudsigelse og kontrol er ikke længere mulig i klassisk forstand. En anden vanskelighed for den gamle opfattelse er som antydet, at den tenderer til at gøre alle overlejrende (superveniente) fænomener til rene epifænomener, fordi det er det kausalt lukkede mikrofysiske niveau, der alene bestemmer udviklingen af alle kausalt potente faktorer i systemet. Også bevidstheden bliver et epifænomen.

Del-masse komplementaritet

Den nye opfattelse er så, at de to beskrivelsesniveauer - delens og helhedens, individets og massens niveau - nødvendigvis må opfattes som komplementære, hvor vi ikke totalt kan reducere masseniveauet til den mikrofysiske beskrivelse. Igen: dette gælder indenfor såvel som udenfor fysikken. Indenfor fysikken - hvor `komplementaritet' bruges i streng forstand - kender vi Niels Bohrs påpegning af den erkendelsessituation, vi står i med kvantemekanikken, at nok har vi gennem kvanteformalismen adgang til at forstå mikroskopiske fænomener, men i denne forståelse slår vores gamle begreber om kausalitet, sted og tid ikke længere til - til gengæld kan vi trøste os med, at forudsætningen for selve mikrobeskrivelsen er, at vi kan opretholde en klassisk og makroskopisk beskrivelse af fx vores måleapparatur: Vi kan aldrig reducere hele målesituationen til et kvantemekanisk system, ligesom vi ikke kan forstå kvanteverdenen blot i klassiske termer; disse beskrivelser er komplementære. Udenfor fysikkens beskrivelsesdomæne, fx i biologi og massepsykologi, har `komplementaritet' (brugt i bred forstand om beskrivelsesniveauer) blot den væsentlige konsekvens, at massefænomenerne lader sig studere "i deres egen ret" uden at skulle betragtes med skepsis som nogle mystiske endnu-ikke-til-mikrofysik-reducerede epifænomener. Skal man give et vist fysisk intuitivt begreb for den biologiske fænomænologi (af celler, DNA, proteiner, ja organer og organismer) som massefænomen i forhold til de atomare og subatomare niveauer, bliver det noget med at sige, at nok er en organisme - under en partikelfysisk synsvinkel - blot et sæt vekselvirkende partikler, men disse er så højt og komplekst organiseret,[14] at disse makroskopiske niveauer udgør selvstændige grænsebetingelser for de lavere partikelniveauers dynamik, og at disse grænsebetingelser selv har en dybt historisk (og dermed også biofunktionel og biosemiotisk) karakter, hvorfor partikelbeskrivelsen aldrig kan blive effektiv.[15] Dette lyder måske ret fysisk, og det er det også, men denne nye fysiske opfattelse (som man kan finde vidt udbredt indenfor `komplekse systemers fysik', kaosteori, kunstigt liv osv.), har også en mere metafysisk, eller om man vil, biosemiotisk tolkning: Det er betydningen i naturen som emergent fænomen - altså noget genuint nyt skabt gennem evolutionshistorien som dog er kontinuert (synechistisk) forbundet med det gamle - der udgør de egentlige grænsebetingelser, som sørger for at de vaner naturen har antaget på det pågældende niveau forbliver relativt stabile.

Massernes vaner og uvaner

Nogle vaner er bogstaveligt talt `elementære' da de angår elementerne: grundstofferne, dem finder man på det kvantemekaniske niveau hvor de sørger for at stoffet ikke kollapser men er stabilt (kvantemekanikken repræsenterer disse fundamentale vaner udtrykt i det periodiske system); andre vaner er siden dannet på et langt højere niveau, nemlig de biologiske agenters niveau, hvor den biosemiotiske funktion af DNA bl.a. er at huske hvilke aminosyresammensætninger, der gav de rette, livsduelige proteiner. På dette niveau er vanerne ikke stivnede så voldsomt, her finder man et samspil mellem miljømæssig nødvendighed og mutationel og rekombinatorisk tilfældighed, i dette samspil er agenternes vaner eksempel på det Peirce ville kalde tredjeheden, for jo mere forfinede vaner en organisme kan mestre, ikke bare implicit kodet i et lukket adfærdsprogram, men tillært genem indlæring, jo mere kan de ontogenetiske vaner virke tilbage på den fylogenetiske udvikling: De mere kompetente agenter selekterer (adfærdsmæssigt i kraft af deres semiotiske kompetence) selv deres niche, og herved det selektionspres, som deres fylogenetiske trajektorie vil underkastes: Dette er ikke Lamarckisme, men det er alligevel "evolution guided by learning", evolutionen styret af indlæring, en iøvrigt gammelkendt effekt i biologien (Baldwin-effekten[16]), som for nyligt er genopdaget via studier i Kunstigt Liv, som kombinerer genetiske algoritmer med neurale netværk.[17] Liv som massefænomen, de enkelte arters samlede spor gennem det evolutionære søgerum er derfor `ført' eller styret af semiotiske kompetencer, hvor de agenter med de bedst udviklede umwelts også vil have de største chancer for en stærk feed-back fra læring til evolution.

Engang omhandlede fysikken de atomare masser, `matter in bulk', aggregater af atomer på fast, flydende eller gasagtig form. At begrænse dens genstand i dag til atomare massefænomener er passé. Der klæber til begrebet masse en bibetydning af noget simpelt og disorganiseret. Fysik og biologi vender i dag en fælles nysgerrighed mod det komplekse, mod liv og udviklingsprocesser, og mod opkomsten af nye vaner i naturen. Biomasse er mere end masse, biomassen indeholder højt organiserede og superspecifikke strukturer fra det molekylære niveau helt op til niveauerne for de mangfoldige arter, økosystemet og biosfæren. Disse strukturer er organiseret som agenter, og agenter er kendetegnet ved at de både har ydre `objektive' egenskaber, og en individuel umwelt, en indre sanselig side, som gør, at agenten, hvad enten den er lidt til en side eller befinder sig midt i massen, ikke blot følger vanens love, men også bryder dem. Semiotiske agenter er mobiliserer sig selv. Hvilken uvane!

Noter

[1] Marcello Alonso & Edward J. Finn 1970: Physics. Addison-Wesley, Reading, Massachusetts. (p. 2). Sammenlign samme kilde p. 13: "Matter in bulk, in the way it affects our senses, is an aggregate of a very large number of atoms or molecules. Grossly speaking, these aggregates appear to be in three physical states or phases designated as gases, liquids, and solids." [Stoffet som masse, som det påvirker vore sanser, er et aggregat af et meget stort antal atomer eller molekyler. Groft sagt optræder disse aggregater i tre fysiske tilstande eller faser, kaldet luftarter, væsker og faste stoffer].

[2] At formålsårsager eller funktionsforklaringer spiller en stor rolle i biologien forhindrer ikke, at man længe har diskuteret om ikke også formålsårsagerne lader sig forstå ud fra (og eventuelt kan reduceres til) forklaringer ud fra alene den effektive årsag. For et grundigt overblik over hele den filosofiske diskussion, se Colin Allen, Mark Bexkoff and George Lauder (eds.), 1998: Nature's Purposes. Analyses of Function and Design in Biology. MIT Press, Cambridge, Massachusetts.

[3] Biomass: "The total quantity of matter (the non-aqueous component frequently being expressed as dry mass) in organisms, commonly of those forming a trophic level or population, or inhabiting a given region" (M. Abercrombie et al., 1992: The New Penguin Dictionary of Biology. London).

[4] Det bør bemærkes at denne artikels fremstilling af økologien som ensidigt fokuseret på stof- og energiaspekter ved biomassen kun er dækkende for systemøkologi men ikke økologien som bredt videnskabeligt felt. Se fx. M Begon, J.L.Harper & C.R. Townsend, 1990: Ecology. Individuals, populations and communities. (2.ed.).

[5] Det lyder måske lidt mystisk for den agent, der aldrig har stødt på Peirce og hans teori om tegn før, men tænk på det omtrent sådan: Et tegn er en relation mellem tre aspekter, tegnets fysiske bærer (repræsentamen), det som tegnet står for (objektet), og den virkning (interpretanten) som tegnet har, potentielt eller aktuelt, på en organisme eller en del af en organisme. Dette sidste, den eller det som tegnet har virkning på, kan selv være et tegn i en ny semiotisk proces. Der skelnes således teknisk mellem interpretant og organismen som mulig fortolker (engelsk: interpreter). For en introduktion til biosemiotikken, se Emmeche, 1997: "Den biosemiotiske tanke" [The idea of biosemiotics], s. 62-94 in: Keld Gall Jørgensen (ed.): Anvendt Semiotik. Gyldendal, København.

[6] Se også Claus Emmeche 1998: Information i naturen, Nyt Nordisk Forlag, København; C. Emmeche 1989: Det biologiske informationsbegreb, Kimære, Århus (s. 134f); Jesper Hoffmeyer 1996: Signs of Meaning in the Universe. Bloomington: Indiana University Press; J. Hoffmeyer 1998: "Surfaces inside surfaces: on the origin of agency and life", Cybernetics and Human Knowing 5(1): 33-42.

[7] Væsentlige pionerer (udover Peirce) på biosemiotikkens område er figurer som Jakob von Uexküll, Thure von Uexküll, Thomas A. Sebeok, Martin Krampen, John Deely, Jesper Hoffmeyer, Kalevi Kull med flere. For et programskrift, se: M. Anderson, J. Deely, M. Krampen, R. Ransdell, T.A. Sebeok, & T. von Uexküll, 1984: "A semiotic perspective on the sciences: steps toward a new paradigm", Semiotica 52(1/2), 7-47. Yderligere materiale om biosemiotik kan findes på [skrives uden mellemrum] http://www.molbio.ku.dk/MolBioPages/abk/PersonalPages/Jesper/Hoffmeyer.html

[8] At fænomenet er emergent betyder at det er nyt, at det repræsenterer et højere ordens fænomen, at det er opstået af de lavere ordens fænomener, og at det ikke fuldt ud kan forklares eller forstås ud fra disse. Massepsykologiske eksempler: Dannelsen af en ny `Zeitgeist'; milleniaristiske sekters messiaslængler; ungdomsoprøret sidst i 60'erne. Fænomener som disse kan ikke forklares blot ud fra summen af en række enkelte individers ændrede orientering eller holdning. Fænomenet får sin egen dynamik, sit eget liv. Biologiske eksempler på emergens: Den evolutionære dannelsen af de første celler ud fra simplere makromolekyler; danelsen af sexuelt formerende populationer der konstituerer en genpulje i genetisk forstand; dannelse af mentale fænomener hos organismer med nervesystem. .

[9] Man bør socialpsykologisk skelne mellem en kollektivisme, der reducerer den enkeltes personlighed og som tendens derfor er totalitær, og så kollektivitet i mere egalitære og tolerante former der tillader eksistensen af en rig individualitet.

[10] Jeg har i artiklen "The Sarkar challenge to biosemiotics" (Semiotica, in press) søgt at problematisere forholdet mellem molekylærbiologiens og biosemiotikkens måder at beskrive `molecular recognition' på.

[11] Hornsby, artiklen `agency', p. 18 in: Ted Honderich (ed.), 1995: The Oxford Companion to Philosophy. Oxford University Press. Se også Olaf Pedersen, 1990: "Naturvidenskabens fødsel - et sprogligt problem", s. 13-35 i: Thor A. Bak & Erik Dal, red.: Videnskabens Enhed-? Munksgaard, København.

[12] `Il Saggiatore' (Opere, 1890, &c, vi, p. 232), her citeret efter p. 102 i R. G. Collingwood, 1945 (1960): The idea of Nature. Oxford University Press.

[13] Peirce, C.S. (1931-58): Collected Papers of Charles Sanders Peirce, vol.1-8, eds.: Charles Hartshorne, Paul Weiss & Arthur Burks. Harvard University Press, Cambridge, Mass. En introduktion til årsagsbegrebet hos Peirce er: Lúcia Santaella Braga, 1994: "Peirce's broad concept of mind", European Journal for Semiotic Studies 6 (3, 4): 399-411; og Lúcia Santaella Braga, 1996: "Semiosphere: The growth of signs", Semiotica 109 (1/2): 173-186.

[14] komplekst organiseret, dvs. i første omgang som atomer og molekyler, i anden omgang som celler og genetisk information (dét var nogle af de digitale tegn!) samt vekselvirkninger mellem celler på "massens" niveau, den flercellede organisme. Biologisk information og biologisk organisation er to intimt sammenknyttede størrelser, jf. Emmeche 1989 op.cit.

[15] Bernd-Olaf Küppers har som noget karakteristisk for biologiske systemer peget på, at i disse er grænsebetingelserne selv komplekse grundet deres historiske karakter; se B.-O. Küppers 1992: "Understanding complexity", p. 241-256 in A.Beckermann, H. Flohr and J. Kim, eds.: Emergence or Reduction? Essays on the Prospects of Nonreductive Physicalism. Berlin & New York: Walter de Gruyter.

[16] også kaldet `organic selection', og kendt fra bl.a. James Mark Baldwin, 1896. (Peirce kendte til Baldwin, men jeg er ikke klar over om han kendte til hans teori om organisk selektion). Det var flere som mere eller mindre uafhængigt af hinanden kom på sporet af effekten, for en vis udredning heraf, se Robert J. Richards 1987: Darwin and the emergence of evolutionary theories of mind and behavior. The University of Chicago Press, Chicago and London.

[17] G. Hinton & S.J. Nowland, 1987: "How learning can guide evolution", Complex Systems 1: 495-502; se også D. Parisi, S. Nolfi, and F. Cecconi, 1992: "Learning, behavior, and evolution" p. 207-216 in: F. J. Varela and P. Bourgine, eds.: Toward a Practice of Autonomous Systems. Proceedings of of the First European Conference on Artificial Life. Cambridge, Mass.: The MIT Press.

*