Naturfilosofi og naturerkendelse i dag

Claus Emmeche

(bragt i tidskriftet KvaN nr.52, s.7-18, November 1998)

I skriftet Eksistentialisme er humanisme fra 1946 sagde Sartre at "Der er ikke nogen menneskelig natur, fordi der er ikke nogen Gud til at udtænke den". Den tanke, at mennesket er væsensmæssigt anderledes end det, vi opfatter som natur, det givne, eller fakticitet som Sartre kaldte det, er selv et produkt af en lang historisk proces, hvor mennesket i sin opfattelse af naturen i stigende grad ser den som noget fremmed og ikke-levende, og opfatter sin egen bevidsthed som frit svævende i forhold til naturen, kroppen, og til dels også samfundet og historien. I hverdagslivet, i sproget og i vores praktiske handlinger lever vi stadig med en moderne naturopfattelse, som cementerer den adskillelse mellem mennesket og naturen, som også det moderne videnskabelige verdensbillede har bidraget til. Men den levende natur selv har det ikke helt godt med at blive reduceret til død materie, et rent råstof for menneskets produktion og forbrug, og blandt andet derfor er en ny naturfilosofi nødvendig.

Jeg vil skitsere nogle naturfilosofiske tendenser der aktuelt tegner sig på grænserne mellem naturvidenskab, hverdagsliv, metafysik, religion, verdensbilleder og almen filosofi. Grænserne flytter sig bestandigt, de er historiske og dynamiske: Naturvidenskaberne har ekspanderet voldsomt i dette århundrede, dog uden at de ser ud til endeligt at kunne erobre hverken metafysikkens eller religionens domæner, sådan som nogle filosoffer ellers påstod tidligt i starten af 1900-tallet.

Hvad er naturfilosofi?

Først kort om ordene: Natursyn er menneskers ideologisk bestemte opfattelse af naturen og deres materielle og (om det findes) åndelige forhold til den. Et natursyn kan være mytisk, religiøst, videnskabeligt, humanistisk, etisk eller politisk funderet - eller dette i kombination (se fx Hegge 1978, Hoffmeyer 1984). Naturfilosofi kan bestemmes på to måder. For det første kan det kort beskrives som den filosofiske refleksion over menneskets erfaringer med naturen, sådan som de vindes gennem den praktiske omgang med naturen og i det mere teoretisk bestemte arbejde. Naturen er den ydre verden, jorden, planterne, havet, himlen, kvæg og kryb, sten og stoffer. Men naturen er også den indre natur, kroppen og - hvis vi bruger et altomfattende naturbegreb - sindet og anskuelsen. For det andet kan man mere teoretisk sige, at naturfilosofi er dels ontologi (filosofi som læren om det værende), dels metafysik (filosofi om hvad det værende betyder for mennesket), dels videnskabsteori med særlig henblik på naturvidenskaberne, hvor videnskabsteori jo som bekendt omfatter såvel filosofiske, historiske, sociologiske og andre teoretiske `blik' på videnskaben. Naturfilosofi beskæftiger sig derfor med natursyn, men ikke kun det.

Jeg definerer naturfilosofi bredere end mange fagfilosoffer gør. Grunden er enkel: Moderne naturfilosofi må besinde sig på mangfoldigheden af erkendelsesformer; naturen er så omfattende, at den ikke kan begribes med blot en enkel eller nogle få (Emmeche 1999; i litteraturlisten henvises til yderligere materiale). Selvom vi i det moderne primært forstår naturen gennem videnskabens briller, gør vi ikke kun dét. I vor hverdag spiller den umiddelbare naturerfaring (Wolf 1990) heldigvis stadig en central rolle, men den blander sig med en række andre oplevelsesformer (og oplevelser af kultur og civilisationsprodukter), så det sjældent er til at se, hvad der er úmiddelbart og hvad der er naturerfaring formidlet igennem de store systemer - teknik, politik, etik osv. (Thyssen 1982, 1985).

På vej mod et nyt natursyn?

Vi har i dag har brug for et andet natursyn og en anden naturfilosofi, og vi kan allerede kan se elementer af en sådan. I den givne historiske situation må den være en mellemting mellem et verdensbillede, et natursyn, og en filosofi (hvor filosofi skal forstås i betydningen en kritisk refleksion over viden og erfaringer fra mange, adskilte områder). En af de ting, der bragte mig på det naturfilosofiske spor var paradoksalt nok forsøgene på at skabe liv kunstigt, både ved ny bioteknologi, især genteknologi, og mere radikalt ved "Artificial Life" (AL), hvor forskere forsøger at skabe liv i computeren, eller kemisk i reagensglasset, eller via robotter udstyret med sensorer, bevægemoduler og `tænke'-moduler i form af computerkraft. Både naturfilosofisk og videnskabsteoretisk er begæret efter at konstruere liv tankevækkende. Det er, som om man både indenfor kunstigt liv og kunstig intelligens søger at finde det spøgelse i maskinen, som det moderne mekaniske verdensbillede fik blæst ud af organismerne med "den naturvidenskabelige revolution" (fra ca. 1550-1700).

Hvor naturen i den klassiske naturopfattelse var levende og besjælet, blev naturen i den moderne epoke mere og mere afsjælet og betragtet som en død ting (en maskine, et urværk). Det er selvfølgelig en grov beskrivelse, for selvom det mekaniske verdensbillede vitterligt dominerede tankegangen hos mange naturforskere langt op i 1800-tallet, rummer dette natursyn mange varianter, og der var en hel del forskning - indenfor botanik, geologi, fysiologi, lægevidenskab - som kun i spekulativ forstand kan siges at have været helt underlagt mekanicismen. I biologien blev striden mellem mekanicisme og vitalisme snarere løst i løbet af 1900-tallet ved at et tredje standpunkt, organicismen, vandt frem. Synspunktet understregede både, at den vitalistiske tanke om en vital ikke-materiel livskraft var uholdbar, hvis det levende skulle forklares videnskabeligt, og samtidig pegede organicismen på det forhold, at nok er levende organismer "blot" sammensat af molekyler, men: 1) organismernes organisation er uhyre kompleks; 2) nogle af organismernes molekyler fungerer som en art biologisk information; og 3) organismernes tilpasninger rummer så mange evolutionshistoriske og funktionelle aftryk, at alt dette bidrager til, at de ikke kan forstås, hvis man blot forsøger at reducere biologi til fysik og kemi. Alligevel var den reduktionistiske tænkning i den moderne videnskabs- og naturopfattelse så dominerende, at organicismen kun langsomt blev formuleret eksplicit. Den fandtes i en lang periode af 1900-tallet blot som en understrøm i biologiens filosofi. Det er først her i slutningen af århundredet at den organicistiske tænkning i biologien for alvor begynder at blive synlig - ikke mindst med genopdagelsen af naturens kommunikative sider; jævnfør forsøget på at udvikle teorier for naturens tegn, deres opståen, dynamik og betydning - det biosemiotiske projekt som en art betydningens naturhistorie (Hoffmeyer 1993, Brier 1995, Emmeche 1997).

I opfattelsen af naturen som en afsjælet maskine kunne den moderne naturvidenskab og det industrielle beherskelsesorienterede naturforhold understøtte hinanden. Ikke mindst derfor er det interessant, at vi nu ser en række tendenser i fysik, kemi og biologi (og en hel masse andre steder) som peger på, at naturen "genfortrylles" ved at man for alvor begynder at få øjnene op for dens kompleksitet, skrøbelighed, dynamiske balancer og uforudsigelige lunefuldhed. I en situation, hvor man stadig bygger på en klassisk naturvidenskabelig tænkning med rødder tilbage i den videnskabelige revolution, men samtidig en tradition som har erfaret en række brud - bl.a. bruddet med determinismen (nødvendighedens lov) og indlemmelsen af tilfældigheden i naturbeskrivelsen på et helt grundlæggende niveau (Christiansen 1986) - i denne situation opstår nye åbninger i det naturvidenskabelige projekt i retning af et mere levende naturbegreb, hvor biologien synes at få en mere central rolle i verdensbilledet, som ellers de sidste 500 år har været defineret primært ud fra fysikkens position. Når man taler om verdensbilleder er det jo typisk de store skift i astronomiens opfattelse af Jordens plads blandt planeterne, der omtales. At en del af interessen for levende komplekse fænomener nu manifesteres under ret så overmodige overskrifter som "kunstigt liv" kan nok undre, men det antyder, at den nye naturvidenskab er svanger med modsætninger.

Det gælder bl.a. modsætningen mellem en natur som konstrueres (i laboratorieforsøg, eller simuleres på en computer), og en natur, som man forestiller sig at den "er i sig selv", "the real thing" - den oprindelige natur. Naturvidenskabsfolk har ofte en sådan realistisk intuition, selvom temmelig mange har taget lektien fra Kant til Kuhn ad notam, og derfor kun vil udtale sig om naturen som den er "for os", dvs. erfaret igennem vore kategorier, teorier og paradigmer. Den filosofiske modsætning mellem anti-realisme og realisme kan ses som en modsætning mellem på den ene side en forsigtig instrumentalistisk (anti-realistisk) tolkning af naturvidenskaben - en tolkning som siger "det er jo bare modeller", og hvad der er den egentlige sandhed om den bagvedliggende virkelighed kan vi aldrig forvente videnskaben skal give os svar på - og så, den anden side, en mere optimistisk og knap så skeptisk tolkning, videnskabsfilosofisk realisme, som siger at naturvidenskaben trods alt giver os øget viden om den virkelige natur, et relativt mere sandfærdigt billede af verden, selvom vi aldrig opnår den fuldstændige sandhed i bogstavelig forstand. Mange befinder sig på steder midtvejs i kontinuet mellem en skeptisk antirealistisk tolkning og en dogmatisk materialistisk opfattelse af det "billede" af verden, videnskaben giver.

Denne modsætning kan genfindes også indenfor Kunstigt Liv, nemlig mellem de som siger, at dette felt blot er en interessant samling modeller og metoder til at studere vidt forskellige ting - fra molekyler og celler over myrer til biltrafikken i København eller Albuquerque - til dem der med Chris Langton mener, at Kunsigt Liv er vejen til en dybere forståelse af hvad liv egentligt er, samtidig med at denne dybere indsigt vil sætte mennesker i stand til for første gang i historien at konstruere liv fra bunden.

Kunstigt Liv kan anskues som ét blandt mange tegn på, at naturvidenskabelig forskning er ved at antage andre former. Den amerikanske videnskabsjournalist John Horgan taler ligefrem om ironisk videnskab (Horgan 1996). For nok er Santa Fe Institutet i USA berømt for sin kreativitet i udforskningen af komplekse og kaotiske fænomener, men instituttet er også berygtet for overdrivelser, pral og proklamation af videnskabelige revolutioner selvom man bare har stillet et par intelligente spørgsmål. Nu er overdrivelser jo ikke noget særsyn, især ikke blandt forskere i indbyrdes konkurrence. De særligt ironiske træk, som ifølge Horgan kendetegner den (post)moderne kosmologi, evolutionsbiologi, neurovidenskab og kompleksitetsforskning, er, at videnskaben nu nærmer sig intet mindre end afslutningen. Svaret. På de store spørgsmål. Tilbage er blot at fylde detaljerne ud. Udlede konsekvenserne af allerede indvunden viden. I den situation dør den videnskabelige pionerånd og naturvidenskab kommer ifølge Horgan til at ligne litterær kritik, hvor man ikke diskuterer sandt og falsk, men bidrager med nye fortolkninger.

John Horgan opruller et - noget absurd - perspektiv, hvor videnskaben (grundforskningen, ikke anvendt videnskab) hastigt nærmer sig erkendelsens afslutning, og ubevidst indstiller sig på at lukke og slukke butikken. Horgans tese er uklar, men ideen er ca. dette: Når vi indser, at vi ikke kan vide alt, at "teorien om alt" ikke giver os svar på alt, bliver forskningen desillusioneret, kunstig og ironisk: Spekulativt og post-empirisk, uden at konvergere mod konsensus, stiller forskningen spørgsmål vi aldrig får svar på. I sin naive form tror den på sine egne luftkasteller, i en mere sofistikeret form har den ironiske videnskab indset, at erkendelse er noget konstrueret; den tror ikke på sine resultater som udtryk for andet end mulige fortolkninger.

Forskningen i Kunstigt Liv kan godt virke ironisk. Men desværre er Horgans bog selv fyldt af retoriske antydninger og tynde fortolkninger, og hans diagnose af den påståede erkendelseskrise i grundvidenskaben forbliver så ulden, at det er svært at se, hvad ironisk videnskab egentlig er. Ironisk videnskabsjournalistik er åbenbart lettere end en egentlig kritisk. Horgan indser ikke den fundamentale betydning af opdagelsen af bestemte grænser for forskningen (i fysikken grænser for hvad man kan måle, fx belyst i kvantemekanikken ved Heisenbergs usikkerhedsrelation; i matematikken grænser for hvad man kan bevise formelt, belyst ved Gödels teorem). Disse grænser repræsenterer jo basale indsigter. Men selvom Horgans tese er mislykket, er det jo ikke ensbetydende med, at han ikke har fat i nogle tendenser, som er reelle nok og som - med syv kors for ansigtet og påkaldelse af alle forbehold - kan betegnes som den postmoderne tendens. Lad os først se i hvilken forstand naturvidenskab er moderne.

Naturvidenskaben som et (post)moderne projekt:

Naturvidenskaben kan opfattes som en del af det moderne projekt Den følgende skitse er meget grov og delvis kalkeret over positivismens videnskabsfilosofi, men den kan illustrere dette.

NATURVIDENSKABEN SOM DEL AF DET MODERNE PROJEKT:

(a) Den forankrer det moderne verdensbillede: Naturen som død genstand for udnyttelse af mennesket.

(b) Den er knyttet til dualismen: Naturen har grænser, kulturen og menneskets intellekt, som mange opfatter som noget immaterielt. Paven har, lidt forsinket (i 1996), godkendt Darwin's evolutionslære. Naturvidenskaben må gerne få menneskets krop, når blot kirken beholder sjælen. Den moderne dualisme er også den moderne deling af videnskab og religion.

(c) Naturforståelse, naturforudsigelse, og naturbeherskelse går hånd i hånd.

(d) Enhedsvidenskab er i princippet mulig, fra sociologi til fysik må videnskab hvile på neutrale basale iagttagelser sammenkædet i højere og højere teoretiske niveauer v.h.a. logik.

(e) Determinismen hersker. Naturen er et stort luket kausalt system, med kun én slags kausalitet: Den "effektive", mekaniske.

(f) Videnskaben er værdifri (bortset fra at dens objektivitet og politiske neutralitet selv er værdier for videnskab).

(g) Viden er god og uproblematisk. Problemerne ligger i anvendelsen: brug og misbrug af viden.

Hvis denne karakteristik bare er nogenlunde dækkende for den moderne epokes naturfilosofi, hvordan ser da konturerne af en `postmoderne' naturvidenskab ud? Hvorfor ikke forsøge med denne skitse:

DEN POSTMODERNE SITUATION I VIDENSKABEN:

(a) "Det" videnskabelige verdensbillede findes ikke længere som en helhed. Videnskaben er fragmenteret og hyper-specialiseret, den er et kludetæppe af "små fortællinger" om brudstykker af naturen.

(b) Man ser en række forsøg på at overvinde dualismen, fra Bohr transcendentale filosofi til biosemiotikkens semiotiske materialisme. Kernen er, at "noget tredje" (hhs. betingelserne for beskrivelse, eller tegnenes egen udvikling) inddrages for at forbinde videnskaben om stoffet med menneskets subjektivitet.

(c) Der brydes med determinismen i fx kaosteori og man fokuserer på studiet af emergente egenskaber (opdukken-af-nye-strukturer) og selvorganiserende fænomener (Køppe 1990).

(d) Enhedsdvidenskab forkastes som en filosofisk drøm; til nød fremhæves videnskabens enhed som en etisk dimension: man deler en række normer (fx "undgå at blive offer for illusioner"; "fusk aldrig"; osv.).

(e) Fokus lægges på på indeterminisme og tilfældighed(ens samspil med vanedannelse og nødvendighed). Naturlovene er selv historiske produkter - dels naturhistorisk (som i Big Bang kosmologi og peirceansk naturfilosofi), dels kulturhistorisk (i videnskabssociologi og -historie). Forskellige slags kausalitet (funktionalitet, intentionalitet) anerkendes.

(f) Videnskaben er ét ud af flere mulige værdisystemer (med vægten på sondringen sand/falsk eller "empirisk adækvat/empirisk inadækvat") og er blot én ud af flere mulige erkendelsesformer (kunst er en anden, med vægt på sondringen smukt/grimt eller sigende/absurd). Videnskaben er bestemt af partikulære interesser som ikke er universelle.

(g) Videnskaben er "skyldig" - dens image er plettet af to verdenskrige og et truende økologisk sammenbrud. Som skyldig hævdes den også forpligtet på at inddrage relevans og miljøsensitivitet; fx som faktorer i de forskningspolitiske belutninger.

Til disse skitser skal det først siges, at den nuværende situation bedst beskrives som en overgang mellem de to billeder. Stadig er mangt og meget i naturvidenskaberne helt i den klassisk-moderne ånd. Desuden bør man skelne mellem dét at postulere eksistensen af en ny "postmoderne videnskab" (og angive kompleksitetsforskningen som muligt eksempel, som fx Horgan beskriver den) og dét at fremføre en "postmoderne opfattelse af videnskab", inspireret af forsøgene på at karakterisere det postmoderne som sådan. Men fremfor alt skal der nu til sidst gives nogle grunde til, at vi ikke kan nøjes med en ren accept af den postmoderne opfattelse af videnskab:

1. Det er intellektuelt utilfredsstillende at give afkald på en dybere helhedsforståelse. Ønsket om helhed er, som bl.a. Kruse (1996) har påpget det, et reelt behov, og 1980'ernes nyholisme skal forstås på den baggrund. En ny naturfilosofi må ikke havne i nogen nivellerende synteser, hvor væsentlige forskelle mellem forskellige erkendelsesformer og (hvilket ikke er det samme) forskellige videnskaber udviskes. Det må snarere, for nu igen at låne Kruses begreber, være et udvidende kompromis, som tilstræber et helhedsperspektiv. For nogle mennesker vil dette inklude religiøse momenter, for andre ikke.

2. At én stor fortælling (om liberalismen, eller socialismen, eller fremskridtet, eller Videnskaben) er forkert eller forsimplende, ugyldiggør ikke nødvendigvis alle forsøg på store fortællinger. At verden ikke gør fremskridt i nogen entydig forstand, ophæver heller ikke historien. Naturfilosofien genopliver bevidstheden om naturens realitet og historie efter den postmoderne bølge.

3. Moderne naturvidenskab tilbyder faktisk nye indsigter om verden, mennesket og bevidstheden (evt. i form af "negative indsigter" om det de ikke indfanger), og dette kalder på filosofisk genfortolkning.

4. Naturen er ikke en social konstruktion. Den virkelige verden er dybt præget af naturvidenskab og teknologi. Det har medført økokrise, men også økosyn: Det har ført til økologisk krise, som ofte kræver naturvidenskab for overhovedet at kunne "ses", måles og behandles. Og det har det givet et `økosyn' på naturen, der omfatter dybe indsigter og en bred viden om kosmos', livets og menneskets historie. Dette natursyn kan videreudvikles.

Dette er sagt programmatisk: Som naturvidenskaben må naturfilosofien derfor være et åbent projekt.



Litteratur

Brier, Søren (1995): "Cyber-semiotics: On autopoiesis, code-duality and sign games in biosemiotics", Cybernetics and Human Knowing 3(1): 3-14.

Christiansen, Peder Voetmann 1986: "Tilfældighedens nødvendighed", Paradigma årg. 1 nr.1 s.35-47.

Emmeche, C. 1995: "Naturfilosofiens genkomst" Kritik 113, s. 15-29. (Denne og andet uddybende materiale kan findes i det virtuelle kontor på http://www.nbi.dk/~emmeche/ ).

Emmeche, C. 1997: "Den biosemiotiske tanke", p. 62-94 i: Keld Gall Jørgensen (red.): Anvendt Semiotik, Gyldendal, København

Emmeche, C. 1998: "Hvorfor naturfilosofi? - introduktion til et begreb og et kursus", s. 1-18 i: C. Emmeche, red.: Kompendium i naturfilosofi - naturvidenskabernes teori, grundlagsproblemer, og verdensbilleder. 6. rev. udg., HCØ-tryk, København. (artiklen + mere info om kurset findes på http://www.nbi.dk/~natphil/kur/KurNF.html)

Emmeche, C., 1999: "Natur", i: Den Store Danske Encykolpædi (in press).

Hegge, Hjalmar 1978: Mennesket og naturen. Naturforståelsen gjennom tidene - med særlig henblikk på vår tids miljøkrise, Universitetsforlaget, Oslo.

Hoffmeyer, Jesper 1984: Naturen i hovedet. Rosinante, København.

Hoffmeyer, Jesper 1993: En snegl på vejen. Om betydningens naturhistorie. Rosinante, København. (Yderligere materiale om biosemiotik kan findes på http://www.molbio.ku.dk/MolBioPages/abk/PersonalPages/Jesper/Hoffmeyer.html)

Horgan, John 1996: The End of Science. Facing the Limits of Knowledge in the Twilight of the Scientific Age. Addison-Wesley, Redwood city.

Kruse, Tove 1996: Helhedsvision og Videnskab - hos 1500- og 1600-tallets naturforskere. Reitzel, København.

Køppe, Simo 1990: Virkelighedens Niveauer, Gyldendal, København.

Thyssen, Ole 1982: Den anden natur. Vindrose, Kbh.

Thyssen, Ole, 1985: Teknokosmes - om teknik og menneskerettigheder. Gyldendal.

Wolf, Jakob 1990: Den farvede verden. Om Goethes farvelære, Hans Lipps' fænomenologi og K.E.Løgstrups religionsfilosofi. Munksgaard, Kbh.

*