Artikel skrevet på baggrund af foredrag afholdt ved en konference ved Danmarks Lærerhøjskole den 26/9 1998 om "Videnskabshistorie og Videnskabsteori i Undervisningen", arrangeret af Hanne Andersen. Trykt i: Hanne Andersen (red.): De naturvidenskabelige fag - historie og filosofi. Bidrag fra symposierne `History and Philosophy of Science Teaching' `Videnskabshistorie og videnskabsteori i Undervisningen', Danmarks Lærerhøjskole, september 1998. Danmarks Lærerhøjskole 2000, s. 137-154.

Den naturvidenskabelige enhedskulturs død

Claus Emmeche

Resume:

Undervisning i videnskabshistorie og videnskabsfilosofi på de naturvidenskabelige uddannelser har, ud over sin sparsomhed, været præget af bestemte forestillinger som direkte er arvet fra positivismen, og som kan betegnes som "ideen om den naturvidenskabelig enhedskultur" (I.N.E) - at (1) naturvidenskaberne udgør et homogent hele med uproblematiske teoretiske sammenhænge mellem de enkelte fagområder, (2) ræssonneringsmåderne er universelle for alle fag, (3) metodeproblemer er nok empirisk fagspecifikke men videnskabsteoretisk almene i karakter, (4) undervisning i fysikkens metode og videnskabsteori kan uproblematisk tjene som skabelon for de øvrige videnskaber, hvorfor eksempelmaterialet er underordnet. I.N.E findes ikke blot i uddannelserne på forskelligt niveau, men også i offentligheden og internt blandt forskningens udøvere. Der er formålet med bidraget at belyse indholdet i I.N.E., om I.N.E døde med Kuhn eller fortsat lever videre, om dette liv er berettiget, samt hvilke konsekvenser en endelig bisættelse af I.N.E bør have for videnskabsteoriundervisningen.

Indledning

Det er ikke noget ukendt fænomen at fysikken stadig dominerer i mange diskussioner om videnskabshistorie og videnskabsfilosof, både generelt og specielt i forbindelse med undervisning i naturvidenskabelige fagområder. Jeg vil påstå, at vi i det ellers udmærkede program for det nærværende symposium har et godt eksempel på den tese, jeg her fremsætter til diskussion. For en ting er at konstatere, at fysikhistorie har haft og til dels stadig har en temmelig dominerende plads -- hvilket ikke i sig selv er skidt da fysik er et vigtigt og interessant emne. Noget andet er spørgsmålet om det nu også er rimeligt, at det stadig forholder sig sådan; om konsekvenserne af dette er ønskelige; og om det er med til at opretholde en bestemt forestilling om en kulturel eller metodisk enhed mellem de enkelte naturvidenskaber, som mere er en ideologi end en afspejling af virkeligheden (for nu at fastholde en sondring som er faldet i unåde hos de hypertænksomme). Det er problematisk, at fysik bruges metonymisk og sættes lig med naturvidenskab (science) eller det endnu bredere begreb om videnskab (Wissenschaft).

Tesen er, at "ideen om den naturvidenskabelige enhedskultur" stadig lever i bedste velgående iblandt os, omend sjældent udtalt, og at det bl.a. er på baggrund af dén ide, at det ofte forekommer så uproblematisk at fysik indtager den dominerende plads, når der tales om samspillet mellem læring af fagets indhold og læring af fagets historie og filosofi op igennem uddannelsessystemet.

Selvfølgelig vil man næsten pr. refleks straks undskylde sig med dét, som man kan søge at udnævne til et historisk faktum, nemlig at fysikken vitterlig har været længere tid på banen som videnskab, den er tidligere opstået som moderne disciplin end fx biologi, geologi, kemi, osv., og at der i selve dette ligger en naturlig overvægt af historiske og filosofiske studier af netop denne videnskab. Det er da også korrekt at "biologiens filosofi og historie" -- som forskningsfelt med egne tidskrifter, selskaber, konferencer osv. -- først er fremkommet meget senere end den tilsvarende aktivitet indenfor fysik (ja faktisk først for alvor indenfor de sidste 25 år). Men nu findes feltet altså, og alligevel er det som om, at selve det forhold at naturvidenskaberne er en langt bredere sammensat familie af fag, endnu ikke har fået særligt mærkbare konsekvenser for den måde, vi i en række sammenhænge omtaler dem på. Her kunne man fremsætte den formodning, at en medvirkende årsag til denne træghed, er tanken om, at det i grunden ikke gør så meget at det nu de facto er fysikkens historie og filosofi som er på tapetet, for fysikken er jo alligevel videnskabernes dronning, og at dét, som man i videnskabsfilosofi og -historie har lært om selve videnskaben som aktivitet ved at undersøge fysikken, dét skal nok vise sig at gælde også for de øvrige naturvidenskaber. En sådan pars pro toto slutning legitimeres af hvad jeg til lejligheden har kaldt I.N.E., ideen om den naturvidenskabelige enhedskultur. Det bør understreges, at denne ide stadig er virksom og indflydelsesrig langt ud over de snævre metateoretiske cirkler af reflekterende og kritiske folk som diskuterer metavidenskab, didaktik og meget andet godt.

Når jeg fremsætter denne tese, er det som led i stadigt pågående undersøgelser af forholdet mellem naturvidenskaberne som faktuelt fænomen og de forskellige aktørers opfattelser af naturvidenskab (hvor aktørerne bl.a. omfatter forskerne, `brugerne' af og ofrene for naturvidenskab, studerende, medie-arbejderne osv.), samt af forholdet mellem enhed og mangfoldighed i fænomenet videnskab.[1] Ligesom man med en vis ret (og med brede penselstrøg) kan tale generaliserende om det videnskabelige verdensbillede, kan man tale om det moderne vesterlandske videnskabsbillede, som dækker nogle almene og sjældent helt udtalte opfattelser af videnskaben som institution og erkendelsesform.

Tesen om I.N.E. kan opdeles i fire dele. Tesen siger:

(1) Idéen om den naturvidenskabelige enhedskultur lever stadig,

(2) Denne ide er ikke bare helt forkert eller en illusion, men den har en vis `empirisk' eller faktuel rod i virkeligheden,

(3) Ideen er dog dybt problematisk for ikke at sige forkert -- og

(4) Idéen har en uheldig indflydelse på den måde, hvorpå vi anskuer videnskabshistorie og videnskabsfilosofi, og deres rolle i undervisningen på alle niveauer.

Findes I.N.E?

Lad os først spørge ind til kernen, om der virkelig findes en sådan ide om, at der eksisterer et klart kulturelt enhedspræg, der sammenknytter de enkelte naturvidenskaber -- og i så fald, hvor kommer ideen fra?

I en multietnisk verden og med dén polykulturelle tidsånd som hviler over os, er det en god ting at spørge, hvad en enhedskultur egentlig er: En enhedskultur kan bestemmes som et sæt vaner, normer (implicitte og eksplicitte værdier), målrettede aktiviteter, sanktioner og videre mål, som et socialt fællesskab i større eller mindre omfang deler. I et institutionsopdelt samfund kan man hævde, at en given institution, fx ægteskabet, militæret eller skolen (uden sammenligning iøvrigt) legemliggør en bestemt kultur gennem sine omgangsformer, arbejdsmidler og -processer, sin organisering og sine værdier, herunder de styrende idealer (`rollemodeller' etc.) for sine aktiviteter. I den forstand er videnskaben en enhedskultur, hvis den har et sådant sæt værdier og praksisformer som dens sociale agenter lever efter.[2] Man behøver ikke lægge noget platonisk i begrebet ideal; det kan opfattes som dels de sociale former, vores vaner kan rettes ind efter, dels det karakteristikum at sådanne former (som en lov, en bestemmelse, en værdi, et mål, et projekt) kan gøres til genstand for refleksion ved at blive diskuteret, kritiseret, eller på anden vis synliggjort og modificeret. Det er fx et ideal i videnskab at producere erkendelse som adskiller sig fra teknologi, politik, fiktion, fantasi eller andre civilisationsprodukter. Dette ideal er igen forbundet med idealet om, at erkendelsen skal kunne tilegnes principielt af enhver -- kun det gode argument og den kontrollerbare erfaring fortolket rationelt tæller, og som den negative side af idealet, at man ikke må snyde, fuske, bedrage eller svindle; selvom videnskabshistorien er fuld af veldokumenterede fortællinger om selv de store videnskabsmænds fald for disse fristelser.

Her bliver det lidt kompliceret, idet der for mig at se ikke kan herske tvivl om, at man kan finde elementer af en sådant delt eller fælles værdisæt som et faktisk foreliggende socialt fænomen, som er fælles for alle videnskaber, også human- og samfundsvidenskaberne! Den tese jeg fremsætter hævder således ikke, at det blot er en naiv myte, at der skulle findes en sådan naturvidenskabelig enhedskultur, eller i al fald elementer af den, i denne antropologisk-empiriske forstand, altså som nogle praktisk manifesterede værdisystemer, der viser sig i det daglige videnskabelige arbejde, uanset dets nærmere karakter. Tesen udelukker altså ikke eksistensen af dette. Jeg mener tværtimod det er meget sandsynligt, at der findes en sådan kultur, men at det til gengæld er en kultur, der gælder al videnskab -- ikke blot naturvidenskab, og at denne kultur har rod i oplysningsprojektet. (Jeg vil ikke gå ind i en diskussion om denne kulturs nærmere karakter, kun understrege, at det er muligt sociologisk og antropologisk at undersøge de enhedslige aspekter af det videnskabelige normsystem, og at dette allerede er forsøgt).

Ethvert socialt system, også videnskaben og dens brugere eller proselytter, rummer både et reelt volumen af sociale former, handlinger og praksisser, og en selvbeskrivende, selviagttagende side. Det, jeg her søger at sondre imellem er altså, på den ene side, den videnskabelige (enheds)kultur som generelt socialt og kulturelt fænomen i de moderne industrielle samfund -- uanset fag, disciplin, paradigme osv. -- (som jeg mener er noget faktisk foreliggende) og, på den anden side, en særlig ideologisk forestilling eller idé (I.N.E.) som mere snævert omhandler naturvidenskaberne, og som på sin vis kodificerer elementer af den faktisk foreliggende almene videnskabelige kulturs værdistyrede arbejdsformer (som fx forbuddet mod fusk), -- men dog kodificerer dem på en særlig måde, bl.a. i forestillingen om en bestemt formaliserbar metodologi (muligheden af en eksplicit metodelære generelt for de naturvidenskabelige discipliner[3]), eller i forestillingen om formelle generalisationer som væsentlige konstituerende elementer for et hvilket som helst paradigme. Det er det sidste, som den her fremsatte tese I.N.E., ideen om en naturvidenskabelig enhedskultur, omhandler.[4]

Hvor kommer denne ide så fra? Hvilke historiske og sociale rødder har I.N.E? Jeg vil ikke afholde mig fra at angive nogle mulige rødder, men som en skarpsindig kritiker påpegede for mig, kan sådanne angivelser med hensyn til det historiske komme til at virke lettere vilkårlige, da man nævne tusindvis af den slags `rødder' -- måske ligger I.N.E. dybt i hele den vestlige tradition -- men en sådan påstand kræver i sin tur en grundige analyse end jeg kan præstere her.

Positivismerne. I den tradition der udgøres af positivismerne finder man eksplicitte elementer af I.N.E. Det gælder Auguste Comtes positivisme, hvor videnskaberne er ordnet indenfor et system, et samlet hierarki; og det gælder den logiske empirisme, som lagde afstand til de store systembyggeres metafysiske spekulationer, men alligevel selv metafysisk fremførte visioner om en enhedsvidenskab, der kunne opnås ved logisk at sammenfatte forskellige teorier i mere og mere generelle sprog til et samlet system af positiv viden, hvor det hele, udover logik, hvilede på sikre observationsudsagn. Indenfor denne tankegang var der ikke vidensformer eller videnskabelighedstyper, der kvalitativt adskilte sig fra hinanden indbyrdes; fysik, kemi, biologi og psykologi var nok metodisk forskellige, med for så vidt de fulgte de videnskabelighedskriterier positivismen angav, udgjorde de alle blot dele af et samlet videnskabeligt system.

Når positivismen således kan ses som en af rødderne til I.N.E., må der tages to forbehold. Det første er, at `naturvidenskab' i positivismen er selve prototypen på videnskab overhovedet, og at psykologi og sociologi som empiriske videnskaber i positivistisk forstand blot er naturvidenskab på specielle genstandsområder. Det andet er, at man selvfølgelig skal skelne mellem de positivistiske filosoffers egne forfinede udgaver af enhedsvidenskabstanken, og så de mere `spontane' eller ideologiske versioner som tanken findes i, hos forskere indenfor især fysik, som naturligvis ofte har opfattet enhedsvidenskaben som en fysisk videnskab. Man kan sige, at der ligger en konstant fare for at lave en kortslutning fra positivisternes teorireduktion (eller fra eksistensen af reduktive elementer af al videnskabelig metodologi) til en ontologisk eller metafysisk reduktionisme: En ting er hypotetisk at mene at man en dag vil kunne reducere biologiske teorier til fysiske gennem deduktive ræsonnementer, brobygningslove osv., noget andet er at fremføre en eller anden afart af fysikalisme i metafysisk forstand, som siger, at alt jo i virkeligheden er atomer, felter, stof og energi, eller lignende, hvorfor alt i sidste ende må kunne forklares fysisk. Det første medfører ikke det sidste, men begge (meget forskellige) former for reduktionisme kan være udtryk for I.N.E. i form af troen på at naturvidenskaberne har ét stort fælles projekt.

Romantikken En anden mulig og meget ældre rod til I.N.E. er romantikken, den romantiske traditions systemtanke der ser naturen som et samlet udtryk for Guds plan, og ønsker en enhed i erkendelsen af de menneskelige og de naturlige aspekter af den verden, hvor naturen er den synlige ånd og ånden er den usynlige natur, osv.[5] Det er klart, at der i al fald er en stærk søgen mod erkendelsens enhed i denne tradition, men denne søgen omfatter jo både de humanistiske og naturvidenskaberne, den er vel oftest religiøst motiveret, og det er nok tvivlsomt om ideerne fra romantikken (i det skjulte så at sige) har fundet vej op til i dag og stadig nærer nutidige forestillinger om naturvidenskaberne som en enhedskultur med et Gesamtprojekt.

De to kulturer. En vanskelighed ved at spore I.N.E. historisk er måske, at synet på naturvidenskab (og de eventuelle forestillinger om deres enhed) generelt er noget flimrende; somme tider ser man dette syn udtrykt pragmatisk-sociologisk i forbindelse med diskussioner af den eller de institutioner i samfundet hvori der forskes og undervises, andre gange ser man naturvidenskaberne som et genuint kulturfænomen, hvorfra der bidrages til fornyet indsigt i selve den verden, mennesket eksisterer i -- og da netop en indsigt af en særlig type. Med hensyn til sidstnævnte forestilling ledes tanken uvilkårligt hen på debatten om "de to kulturer", den humanistiske versus den naturvidenskabelige kultur. Selvom man næppe skal se C.P. Snows essay fra 1959 om De to kulturer (og den efterfølgende diskussion af Snows kritik af opsplitningen af dannelsessystemet, cf. Collini 1993) som en kulturskabende faktor, så etableredes der bl.a. under indflydelse af hele denne debat en art ideologisk tankefigur, der syntes at understrege, at der vitterligt eksisterer to vidt forskellige intellektuelle kulturer i det moderne samfund, og at de har vanskeligt ved at forstå hinanden. Hvad Snow ikke så eller understregede (måske blot fordi det ville svække hans essay retorisk) var, at der i hver sin lejr var lige så store og dybe `kulturelle forskelle' - at der er vid forskel på for eksempel en palæontologs arbejde med at kortlægge fiskenes udviklingshistorie og en kosmologs arbejde med at kortlægge universets udviklingshistorie, selvom begge dele er naturvidenskab. Snows essay artikulerede på en meget klar og umiddelbart overbevisende måde I.N.E. som én bestemt verdensanskuelse, holdning, måde at tænke på.[6]

Uddannelsessystemet. Hvis ideen om den naturvidenskabelige enhedskultur i udstrakt grad har ideologisk status (hvad der som sagt ikke modsiger dens realitetsaspekter), kan man naturligvis spørge, hvordan denne ide rent faktisk reproduceres, og om skolesystemet spiller en rolle her. Måske indgår I.N.E. i uddannelsessystemet som en mere eller mindre skjult dagsorden ved at gøre det anskueligt, at visse fag hører mere naturligt sammen med bestemte andre, og at der på den måde er forskelle mellem fx det der ofte kaldes de hårde og de bløde fag. Man kan jo spørge: Hvornår i det samlede forløb gennem de enkelte niveauer af undervisningen dannes der i elevernes hoveder en forestilling om "Naturvidenskab" som samlet begreb? Hvis der er nogen blandt læserne, der kan svare mig på dét, vil jeg gerne høre det! (Har man mon undersøgt dette?). Men man må også spørge: Er det vigtigt at denne forestilling dannes? Adskiller I.N.E sig fra dannelse af en almen videnskabsopfattelse?

I folkeskolen møder børnene blot de enkelte fag, herunder `Dansk', `Matematik', `Natur og Teknik', `Biologi', `Geografi', `Historie' osv. -- uden at skellet mellem en humanistisk eller naturvidenskabelig kultur eller samling af videnskaber gøres klart. Ret mig hvis jeg tager fejl.

I gymnasiet impliceres (men næppe klargøres) forskellen til dels gennem valg-tvangen: Man kan ikke det hele, man må vælge og vælge fra, og fravalg af visse fag betragtes uden tvivl som en lettelse for den enkelte elev (hvad enten lettelsen gælder fransk eller matematik på højt niveau), og gennem de enkelte faggrene konstitueres (igen: måske) en bevidsthed om at nogle fag er nærmere beslægtet med andre, og i indhold og tilgang minder om hinanden. Dette gjaldt måske især det tidligere gymnasium, der var klarere opdelt med færre linier. I dag er situationen mere broget. Desuden er der er jo mange fag, der samarbejder i gymnasiernes tematiske undervisning, og hvad fx et samarbejde mellem biologi, idræt og samfundsfag siger om I.N.E -- om noget -- er ikke klart.

universitetet gøres specialiseringen til en dyd, og her mister man en god del af fornemmelsen for andre fag end ens eget som andet end redskabsfag, dvs. kun i ens eget fag (+ evt. i sidefaget el. kombinationsfaget) nærmer man sig en fornemmelse af faget som videnskab, som praktisk forskning, bl.a. fordi man selv tvinges til at præstere det svendestykke, som et afsluttende speciale er. Denne `fornemmelse' vil da let omfatte elementer af I.N.E. Men også på et mere eksplicit plan, i universiteternes videnskabsteoriundervisning (og i eksperimenter med filosofikum-lignende `studium generale'-fag m.v.) reproduceres -- paradoksalt nok -- I.N.E. gennem de skemaer over videnskabelighedsformer undervisningen formidler. Enhver student forventes at tilegne sig en til kurset hørende lille videnskabsteoretisk katekismus (de findes i mange varianter), og en endnu udbredt model, i al fald i humaniora og samfundsvidenskabernes grundkurser i videnskabsteori, er den Habermas'ske trikotomi af erkendelsesinteresser svarende til hhs. naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab. Således kan i al fald kommende økonomer, sociologer, lingvister, litterater, kunsthistorikere, osv., fortsætte med at se "naturvidenskaben" som én kultur, der er gennemsyret af en (ikke-forstående og ikke-kritisk) manipulatorisk erkendelsesinteresse.

Udover uddannelsessystemet er der en række andre `steder' i samfundet, som er med til at reproducere I.N.E., måske først og fremmest mediernes formidling af naturvidenskabernes forskning. Uden at belægge mine ord med meterlange analyser af retorikken i de populærvidenskabelige artikler i dagspressen (for slet ikke at tale om science writing som en særlig genre af bøger om universets selvorganiserende blueprint og meget andet godt, der skrives af pingerne indenfor `science' eller deres ghost writers) -- tør jeg godt vove den påstand, at her legemliggøres et folkebegreb om naturvidenskab som værende det fælles projekt at afdække naturens mysterier ved hjælp af slidsom forskning og med anvendelse af dyrt teknisk grej, masser af computere og så selvfølgelig store geniale ideer som er svære at fatte for almindelig dødelige. Er der så også fysikdominans her? Selvom fysik (især kaos, kvanter og kosmologi) ikke er enerådende indenfor denne genre (biologi er også meget godt med), er naturvidenskaber som kemi, biokemi og geologi temmelig svagt repræsenterede. Man kan udtrykke samme påstand ved at sige, at der via medierne dannes visse vage, prototypiske forestillinger om naturvidenskabsmanden (m/k, men som prototype stadig en mand) og om naturvidenskaberne som særligt objektive, og om nødvendigheden af et særligt matematisk sprog hvorigennem al dyb indsigt i naturen må udtrykkes (som er utilgængeligt for de uindviede og som sikrer formidleren, videnskabsjournalisten sit levebrød). "Naturvidenskab" bliver i dette felt, for at låne et ord fra Wittgenstein, et begreb med en familielighedsstruktur -- naturvidenskab er en sammenhørende familie af videnskaber, hvor nogen er tættere på prototypen (fysik) end andre, men som ikke nødvendigvis er defineret gennem et sæt nødvendige og tilstrækkelige definitoriske egenskaber.[7] Hvad der sjældent formidles i medierne er de basale forskelle i måder at ræssonnere på indenfor de enkelte felter, eller indenfor de enkelte teorier i et så stort et felt som fysik,[8] eller i det hele taget de forskellige tænke- og arbejdsformer, der konstitueres af det givne paradigme.

Med hensyn til det institutionelle aspekt af I.N.E. kan man pege på forskerorganiseringen i samfundet (båd på universiteter og mere generelt) som en faktor, der er med til at opretholde ideen. Her fremtræder naturvidenskaben som "en institutionel kasse" (fx et Fakultet). Selvom dette er en rent social konstruktion (forstå mig ret!), er den med til at reproducere tanken om dette fakultets (eller forskningsråds) emnefelt som noget samlet netop i indholdsmæssig forstand.

Endelig kan man som tidligere antydet nævne videnskabsteoretikernes fysik-fokusering. Der kommer stadig nye grundbøger i videnskabsteori ( og -filosofi og -historie) på markedet, som kalder sig selv "philosophy of science", men som i realiteten kun trækker på den science som er fysikken.[9]

I.N.E.'s død

Jeg kan som delkonklusion sige at I.N.E. findes, den har en række rødder, og den lever stadig. Men det er ligesom med konger: De dør af og til, men ved begravelsen siger man "Kongen er død, længe leve kongen!". -- Det samme gælder ideen om den naturvidenskabelige enhedskultur. Den er jo for længst afgået ved døden, selvom den lever i bedste velgående. Hvad døde den så af?

Om de rødder, som kaldtes positivistiske, kan man sige at positivismen er en død hest der ingen grund er til at genoplive. Jeg vil blot her henvise til hele udviklingen i videnskabsteorien efter Popper og Kuhn, som på mange måder gjorde op med ikke bare tanken om enhedsvidenskab, men meget mere kritisk åbnede for sociale og historiske studier af de mange videnskaber i deres komplekse og forskellige kontekster. Alligevel må man sige (jf. Kjørup 1985), at selvom positivismen er død, ligger vi alle under for en positivistisk fristelse, spontant positivistiske tankeformer.

Snow er også død, og idag taler man så meget om at bygge broer, så man næsten kunne tro, at den lukkede selvstændige naturvidenskabelige enhedskultur er brutalt åbnet gennem angreb fra så forskellige fænomener som New Age, den nævnte science writing genre med nye og mere `personligt vedkommende' former for videnskabsjournalistik, en såkaldt "tredje kultur"s forsøg på broer mellem videnskab og kunst (som igen mere hører hjemme i ideologiens end i virkelighedens verden), osv. Men til alt dette skal man selvfølgelig sige, at hverken broer eller rænæssancevidenskabsfolk er et særligt udbredt fænomen. Set indefra det naturvidenskabelige reservat er verden stadig mere brutalt fragmenteret end i de holistiske drømmesyner.

For skolesystemets vedkommende så vi, at I.N.E. egentlig ikke spillede nogen særlig rolle før ret sent i forløbet, og man kan da håbe, at nyere ansatser til videnskabsteori og idehistorie har bevæget sig langt hinsides alt for naive forestillinger om naturvidenskab som een samlet monolitisk enhed.

Men når alt dette er sagt, må vi igen skelne: For det første: Reelt: Naturvidenskaben som samlefænomen har nok fra starten været et fler-videnskabeligt projekt, institutionelt, teoretisk, metodologisk og grundlagsmæssigt-ontologisk, dvs. i de fleste aspekter er naturvidenskab og har naturvidenskab altid været en poly-kultur, men den udspringer dog af et oplysningsprojekt, og som videnskab i moderne forstand deler de mange naturvidenskaber visse normer for sit arbejde, sin udforskning, sin vidensproduktion, som gør, at man alligevel kan tale om Videnskab som et de facto foreliggende socialt system med bestemte delte værdier. I en vis forstand døde enhedskulturen[10] reelt så snart der udspaltedes forskellige epistemiske subkulturer, forskellige discipliner osv. -- men det er rigtigere at sige, at der siden antikken har eksisteret forskellige naturhistoriske emnefelter (alkymi/kemi; medicin, botanik, naturhistorie, astronomi, geometri osv.); således har der altid været faglig polyfoni, men måske nok en vis overordnet arbejdsmæssig mono-etik.

For det andet, ideelt, det som lever videre er ideologien om enhed -- tanken om, at naturvidenskaberne da alle på en eller anden måde må være fælles om noget, nemlig den måde de udforsker verden på, og være enige om en række grundtræk ved den natur, man udforsker. Med de nævnte forbehold kan I.N.E. i al fald skitseres som en idealtypisk forestilling, der ideologisk er virksom. I.N.E. omfatter da følgende antagelser:

(1) naturvidenskaberne udgør et hele med uproblematiske teoretiske sammenhænge mellem de enkelte fagområder

(2) ræssonneringsmåderne er universelle for alle fag

(3) metodeproblemer er nok empirisk fagspecifikke men videnskabsteoretisk almene i karakter

(4) undervisning i fysikkens metode og videnskabsteori kan uproblematisk tjene som skabelon for de øvrige videnskaber

(5) eksempelmaterialet i denne undervisning er helt underordnet.

Så må man selvfølgelig spørge Er I.N.E.'s fortsatte liv berettiget? Her vil jeg sige både Ja og Nej! Lad os se på Nej'et først, som allerede skulle være begrundet af det sagte.

Hvis `science teaching' skal give nogen dybere forståelse af science, må en sådan forståelse også rumme indsigt i `the disunity of science', dvs. de mangfoldige former for ræsonnement, de mange paradigmer, de store forskelle at arbejde/forske på selv indenfor et enkelt fag som fysik. Det kræver en kvalificering af undervisningen i videnskabsteori, videnskabshistorie, videnskabsfilosofi og videnskabssociologi. Det vil jeg tro ikke er kontroversielt i denne sammenhæng, selvom det er en opgave at skaffe ressourcer til en sådan kvalificering, og skabe større forståelse for dens nødvendighed.

Hvad så med Ja'et, hvordan kan I.N.E. fortsat være berettiget? Det kan ideen også kun i en vis forstand, eller rettere i to, nemlig i en ontologisk og i en politisk variant (som ikke er den oprindelige I.N.E men i al fald en enhedsbestræbelse).

Den ontologiske variant, hvor det ikke bliver en naturvidenskabelig enhedskultur, men en art videnskabelig verdensforståelse, der tilstræbes i sin enhed, med andre ord en ontologi. Påstanden er her, at det stadig er muligt at lave metafysik på grundlag af videnskaberne (ikke blot naturvidenskaberne), når blot man er klar over, at det er metafysik.

Man kan så yderligere mene, at denne metafysik skal se ud på en bestemt måde (og her vil opfattelserne så dele sig), fx være erfaringsbaseret, kritisk, anti-relativistisk og anti-reduktionistik, men det er så et spørgsmål om argumentere for en bestemt metafysik eller naturfilosofi. Til den nævnte kombination, som har min egen interesse, vil begreber som niveauer, udvikling (minus progression), emergens (opdukken af nye egenskaber hos helheder i systemer, der udvikler sig) spille en central rolle. Men lad mig understrege at naturfilosofi bør være et åbent forskningsfelt, hvor forskellige metafysikker kan undersøges og argumentatorisk afprøves. Pointen her er blot, at man kan forsøge at skabe en enhed af de enkelte naturvidenskabers indsigter og stykke det sammen til an mosaik, der nærmer sig et verdensbillede. Og selvom der er mange problemer i et sådant projekt, bør det netop i undervisningen tematiseres hvad der er forskellen på enkeltvidenskabelige teorier og så mere metafysiske ideer. Det er trods alt en del af den ballast, videnskabsundervisning (som omfatter undervisning i videnskabernes natur) bør kunne give eleverne på de højere niveauer: Selv for instrumentalistisk eller anti-realistisk orienterede tænkere kan der ligge en pointe i, at der i forbindelse med en højere uddannelse eksplicit tematiseres sådanne forskelle mellem metafysiske og videnskabelige teorier -- netop fordi megen populærvidenskab serverer videnskab i en metafysisk indpakning.

Tillad mig at belyse den ontologiske variant af enhedstanken med et eksempel. Naturvidenskaberne kan i dag ikke være de eneste, der leverer materiale til en sådan samlet ontologi -- som i den forstand ikke kan være totalt naturalistisk -- hvilket skyldes noget meget basalt, nemlig at erfaringen som kategori for subjektet og det subjektive stadig er underligt hjemløst i det naturvidenskabelige verdensbillede. Problemet om hvilken plads i naturforståelsen bevidstheden indtager, er knyttet til den særlige form for objektiv forståelse og forklaring, naturvidenskaberne benytter. Ønsket om at etablere sikre, gentagelige og instrumentelt veldefinerede procedurer til at opnå sand og eksakt naturerkendelse, som er fri for fordomme, illusioner og subjektive præferencer, er velkendt siden Kepler og Galilei skelnede mellem målbare `primære egenskaber', såsom masse, udstrækning og hastighed, der virkeligt eksisterer i naturen uafhængigt af en iagttager, og `sekundære egenskaber', som smag, farve og lugt, som kun eksisterer i iagttagerens erfaring, ikke i naturen som den er i sig selv. Ud over at give anledning til filofisk strid om muligheden af at erkende `tingen i sig selv', har dette klassiske billede -- ved at hævde muligheden af at beskrive verden i sig selv uden at den iagttages, som fra en engels eller Guds synspunkt - haft uhyre vanskeligt ved at redegøre for den måde, hvorpå de sekundære og `subjektive' egenskaber eksisterer i naturen. På trods af de særlige modifikationer af dette natursyn, der skyldtes kvantemekanikken (hvor selve de eksperimentelle betingelser for iagttagelse er med til at fastlægge de egenskaber eller aspekter, man kan måle på et kvantemekanisk system som fx en foton, og hvor man derfor ikke længere kan opretholde en abstrakt forestilling om at subjektet helt står udenfor en natur, der kan beskrives som et samlet og kausalt lukket system, som i den klassiske mekanik), vil det være vildt at påstå, at naturvidenskaberne i dag har inddraget det menneskelige subjekt i naturbeskrivelsen. Man vil stadig indenfor fysikkens naturforståelse hævde, at nogen egenskaber er mere virkelige end andre, at fx farver ikke rigtigt findes i naturen, men kun er en art illusioner, der skabes i bevidstheden om overfladerne i naturen på baggrund af hjernens bearbejdning af den information om lysets bølgelængde, der reflekteres fra overfladerne og kastes ind på øjets nethinde. De erfarede farver er altså ikke virkelige, kun hjernen, lyset, bølgelængderne og de reflekterende overflader er dét. Vi er stadig her overladt til et naturbegreb, som er videnskabeligt renset for subjektive kvaliteter (som oplevelser, sansninger, følelser). Det skaber et åbenlyst behov for at gøre rede for hvordan en helt igennem materiel ikke-subjektiv natur (der blot består af energifelter, molekylers svingninger, fotoner, etc.) kan give ophav til fænomener, der så stærkt føles og erfares som noget, der involverer meget mere end blot lys af forskellig bølgelængde. Hvorledes forklare, hvordan farve-, smags- og smerte-oplevelser som kvalitative fænomener hører naturligt hjemme i naturen?

Man kan tænke sig, at smag, syn og lugt i sidste ende kan forklares biologisk funktionelt på darwinistisk vis - de var fra starten knyttet til nyttige organer, der gav de organismer som ejede dem en øget overlevelseschance. Men i så fald mangler man stadig at forklare, hvorfor disse funktionelle evner til at `genkende', skelne og differentiere i stimuli fra omgivelserne (funktioner som også kunstige robotter kan udstyres med rent mekanisk) desuden har den yderligere kvalitet, at `føles' eller `opleves' som specifikke sansninger. Man kan forklare det biologiske sanseorgans ydre, materielt-funktionelle aspekt, men tilsyneladende ikke dets indre, subjektive aspekt.

Det betyder, at skønt den moderne fysik med kvantemekanikken anerkender en vis form for enhed mellem iagttager og det iagttagede, og selvom den biologiske evolutionsteori kan forklare menneskets oprindelse i naturen, er naturvidenskaben på centrale måder stadig bundet til det naturbegreb, der blev knæsat med Kepler, Galilei og Newton, hvor de oplevelseskvaliteter, som iagttageren erfarer, ikke har nogen plads. Subjektet, oplevelserne og den umiddelbare erfaring er stadig hjemløse i den natur, der fremkommer af naturvidenskabens beskrivelser, og som inddoktrineres i skoler, på gymnasier og universiteter som et væsentligt led i den moderne tidsalders natursyn. Pointen er da at undersøge, om det er muligt at lave et ikke-reduktionistisk samlet verdensbillede, og hvordan indsigter fra andre videnskaber end naturvidenskaberne kan inddrages i dette. Den ontologiske variant af enhedstanken må forholde sig til dette problem.

Den politiske variant: Til den demokratiske samfundsform knytter sig begrebet videnskab som institution, hvis indhold er fri kritisk forskning, hvor tusind paradigmer kan blomstre, men hvor `tolerancen' ikke er postmoderne `ligegladhed', hvor alt bliver lige gyldigt, men kritisk-argumenterende. Det skal forstås på den måde, at oplysningsidealet skal bevares, men oplysningen skal selv oplyses, dels om sin egen historiskhed, sine egne grænser (bl.a. grænserne for rationalitet), men også om sin egen nødvendighed i et demokratisk samfund. Når der her tales om fornuftig og kritisk argumentation, bliver det for en sådan politisk eller metapolitisk variant af enhedstanken vigtigt at pointere, at fornuften er mere end den snævert intern-paradigmatiske fornuftsform, der er konstitueret gennem et givet forskningsprogram med særlige teoretiske antagelser, metoder osv.: En mere almen form for fornuft er grundlaget for såvel selve al videnskabelig aktivitet som den åbne diskussion af mål og midler, der bør kendertegne den politiske samtale generelt.

I både den politiske og ontologiske variant af tanken om enhed, er det ikke så meget naturvidenskabernes partikulære enhed som det helt alment er alle videnskabers enhed, der aktualiseres som det projekt at skabe sammenhængende forståelse og indsigt i den verden, vi i løbet af et menneskeliv opnår at se visse glimt af.

Konklusionen er, at naturvidenskaben ikke er nogen afgrænset enhed af videnskaber, men danner kontinua med videnskaberne om mennesket og den sociale, kulturelle og sproglige verden. Videnskaberne rummer mange forskellige epistemiske kulturer - bare indenfor et enkelt stort fagområde som biologien eller fysikken.

Jeg har ikke sagt meget om hvad de praktiske konsekvenser af I.N.E.'s død bør være m.h.t. didaktikken gymnasiet eller på universitet, men i mit eget forsøg på at skabe et kursus i naturfilosofi, som kan vælges af de forskellige naturvidenskabsstuderende og andre interesserede (beskrevet på internettet på www.nbi.dk/~natphil/), har jeg draget konsekvensen af, at naturvidenskaben er et kludetæppe af enkeltfag, hvor det er vigtigt at forsøge at etablere et sammenhængende overblik. Et kort signalement af kurset er, at det forsøger at give brede overblik over naturvidenskabernes problemer, betragtet metavidenskabeligt (ud fra filosofi, antropologi, sociologi, historie etc.). Som gæsteforelæsere bidrager både udøvere af naturvidenskabelige og metavidenskabelige discipliner. Kurset har haft det priveligium at kunne trække på folk, der brænder for deres emne og er specialister. I sit fokus understreger kurset videnskabens mange grænser. Kurset giver de studerende vide rammer til at forfølge deres egne interesser. Desuden sættes der ind på at skabe rammer for en kritisk dialog om de enkelte emner. Der gives ikke karakterer ved bedømmelsen, men den enkelte studerende får et uddybende personligt respons på opgaver eller oplæg. Kurset er ikke lagt i for faste indholdsmæssige rammer, men udvikler sig løbende. Jeg påstår ikke at modellen er ideel, men den synes i en vis udstrækning at fungere i sammenhængen (som her er et naturvidenskabeligt fakultet).[11]

Noter

[1] Jævnfør diskussionen i Bak & Dal (red., 1990) og Fink & Hastrup (red., 1990).

[2] Her kan man fx tænke på beskrivelse af sådanne normsæt som Mertons normer (Merton 1973) eller Mitroff's modnormer (Mitroff 1974) eller en helt tredje sociologisk karakteristik af de videnskabelige arbejdes etik, fx. Lars Henrik Schmidt's socialanalytik (i: Fink og Hastrup, red., 1990), hvor det videnskabelige arbejdes etik generelt omhandler acceptabilitet og undgåelse af afsmag dvs. udelukkelse af det gode selskab, fremfor mere positive bestemmelse som en forpligtelse på universalitet, organiseret skepticisme osv. Jeg ønsker ikke her at gå ind i debatten mellem traditionel videnskabssociologi af mertoniansk tilsnit og nyere tilgange i form af videnskabsstudier og socialkonstruktivisme (for en oversigt, se Restivo 1995 og andre af artiklerne heri).

[3] Denne ide genfindes i grundbøgerne i filosofi og videnskabsteori igennem hele dette århundrede, fra positivisten Jørgen Jørgensen (se fx kapitlet "Det naturvidenskabelige metode" i Jørgensen 1963) til nutidige videnskabsteoretikere som Helge Kragh og Stig Andur Pedersen, som i deres ellers ganske glimrende bog om Naturvidenskabsteori (1981, 2. udg. 1991) alment gennemgår "videnskabelig argumentation og begrundelse" og, som det står i forordet, udmærker sig "ved sin konsekvente fremhævelse af eksempler fra videnskabshistorien", men hvor det stort set kun er fysikkens og kemiens historie, der anvendes; biologi og geologi er så godt som fraværende -- hvilket (jævnfør bogens undertitel) er problematisk, hvis man virkelig vil dække `naturvidenskaberne' i flertal.

[4] Måske associerer man til denne behandling af I.N.E. visse elementer fra den ideologikritiske orientering på humaniora i 1970'erne. Selvom ideologikritikken (i en bestemt form) blev til en modestrømning og herved forfladiges, er dét, at ideologikritisk tænkning nu er `gået af mode' selvfølgelig ikke ensbetydende med at ideologikritik i almindelighed er forkert eller ikke længere er relevant. En ting til: Ideologi er ikke nødvendigvis det samme som falsk bevidsthed, ideologi kan også være nødvendige dagligdags kodifikationer af ret praktiske måder at orientere sig på.

[5] Det er Mads Kristian Dall Petersen, der har gjort mig opmærksom på denne mulighed.

[6] Det er bl.a. en måde, der kommer til udtryk i den tilbagevendende officielle diskussion blandt årets nobelprismodtagere om hvordan man bør løse verdens sult-, befolknings- og miljøproblemer, hvor standardsvaret synes at være, at man kun ved at anskue dem `videnskabeligt' vil kunne angive løsningsmodeller -- hvilket uden tvivl er sandt, men i sammenhængen forstås `videnskabeligt' som regel som `naturvidenskabeligt'.

[7] At familielighedsbegrebet ikke blot synes passende til at beskrive naturvidenskab som fænomenet fremstår i medierne og i hverdagsbevidstheden, men -- passende uddybet -- også kan tjene som et blandt flere vigtige udgangspunkter for en videnskabsteoretisk analyse af naturvidenskaberne som en klynge forskningsdiscipliner, der i særlig høj grad hører sammen i kraft af konkrete (eksperimentelle, teoretiske og uddannelsesmæssige) forbindelser, skal ikke forfølges her. En sådan analyse vil kunne medvirke til at transformere I.N.E. som ideologi til en egentlig naturvidenskabsteori.

[8] "Måder at ræssonnere på" i Hacking's (982) betydning af "styles of reasoning" .

[9] Der er selvfølgelig også undtagelser, fx Klee 1997, som trækker på immunologiens historie.

[10] Diskussionen af denne enhedskulturs eksistens og karakter har indtil nu antydet, at I.N.E. som ide befinder sig på flere niveauer, og der bør undersøges i flere detaljer hvorledes de institutionelle, historiske, epistemologiske og metodologiske elementer vekselvirker.

[11] Jeg takker deltagerne på konferencen på DLH og deltagerne i SiV (Studiekreds i Videnskabsteori ved Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier) for diskussion af mit oplæg og for konstruktiv kritik af et tidligere udkast til artiklen. En særlig tak herfor til Marie Svarre Nielsen og Bo Kampmann Walther.

Referencer

Bak, Thor A. & Erik Dal, red. (1990): Videnskabens Enhed-? Munksgaard, Kbh.

Collini, Stefan (1993): "Introduction", p. vii-lxxi in: C. P. Snow: The Two Cultures [1959, part II added 1964], Cambridge University Press Canto edition 1993.

Hacking, Ian (1982): "Language, truth and reason", p. 48-66 in: Martin Hollis and Steven Lukes, eds.: Rationality and Relativism, Oxford: Blackwell.

Fink, Hans & Kirsten Hastrup, red.: Tanken om enhed i videnskaberne. Aarhus Universitetsforlag, Århus.

Jørgensen, Jørgen (1963): Indledning til Logikken og Metodelæren. Munksgaard, København.

Kjørup, Søren (1985): Forskning og samfund. Gyldendal, København.

Klee, Robert (1997): Introduction to the Philosophy of Science. Cutting Nature at its Seams. Oxford University Press, Oxford.

Kragh, Helge & Stig Andur Pedersen (1991): Naturvidenskabens teori. En indføring i naturvidenskabernes og teknologiens filosofiske problemer. Nyt Nordisk Forlag, København.

Merton, Robert K. (1973): "The normative structure of science" [1942], "Science and social order" [1938], reprintet as p. 228-278 in: R. K. Merton: The Sociology of Science. Theoretical and empirical investigations. (introduced and edited by Norman W. Storer), The University of Chicago Press, Chicago and London.

Mitroff, Ian I. (1974): "Norms and counter-norms in a select group of the Apollo Moon scientists: A case study of the ambivalence of scientists", American Sociological Review 39: 579-595.

Restivo, Sal (1995): "The theory and landscape in science studies", p. 95-110 in: Sheila Jasanoff, Gerald E. Markle, James C. Petersen & Trevor Pinch (eds.): Handbook of Science and Technology Studies. Sage Publications, London.

***