Videnskabernes århundrede

(fra: Universitetsavisen, 27. årg., nr. 20, s.10-13 (d. 16. dec., 1999).

Claus Emmeche


Alt andet er sjældent lige. Videnskaberne afdækker og komplicerer den fælles verden. Videnskaberne er blevet perspektiviske, risikofyldte og selvrefleksive. I det 20. århundrede har samfundet og videnskaberne udviklet sig i en symbiose, som har skabt et videnskabsnarkotisk risikosamfund og et kludetæppe af forskningsfelter. De er under bestandig opbrydning, umulige at forudsige, men nødvendige at åbne for offentlig debat, hver gang forskningen sprænger grænserne for sin formåen.

 

Set her fra reservatet er det 20. århundrede videnskabernes århundrede. Kundskabens træ blev ganske vist plantet længe før den videnskabelige revolution begyndte sidst i 1500-tallet, og træets store hovedgrene af forskellige typer videnskab var allerede formet i 1800-tallet. Men siden 1900 er det gået stærkt. Aldrig før i menneskets historie har videnskab og teknologi ændret verden så gennemgribende og paradoksalt. Vores verden blev uendelig meget større, nye horisonter viser sig stadig, men det hænder også at verden under videnskabens lup truer med at skrumpe ind.

Træet forgrenes

Lad os imidlertid starte lige så optimistisk som århundredet selv, og konstatere hvor banebrydende en lang række erkendelser har været. De kan kun nævnes her i flæng. Dybe indsigter i selve sproget blev skabt. Ferdinand de Saussures lingvistik forenede de historiske og filosofiske traditioner i den tidlige sprogvidenskab og lagde grunden til den strukturalistiske orientering, der fik afgørende betydning, ikke bare i studiet af sprog hos pionerer som Hjelmslev, Jakobson og Chomsky, men også i fag som antropologi, økonomi, sociologi og litteraturvidenskab. I økonomien spillede, foruden marxismen, John Maynard Keynes' makroøkonomiske teorier en central rolle, ikke blot for etableringen af faget som videnskab, men også for selve den økonomiske politik i en række vestlige lande. Sociologien ydede, gennem konkrete studier af de selvsamme samfund, og ved sin særlige blanding af empiri, teoretisk analyse og kritik, centrale og ofte overraskende nysyn; i fx den begrænsede sociale mobilitet på trods af institutioner der skulle øge den, i uddannelsesinstitutionernes bidrag til at opretholde hierarkier, i de processer der er med til at hæmme den omfordeling af goder, man ellers troede kendetegnede et moderne industrisamfund, og endelig i de livs- og politikformer, der opstod i det postmoderne risikosamfund. Netop ved som et af sine studieobjekter at have normer, idealer og deres ufuldstændige realisering, er sociologien et smukt eksempel på at objektiv og saglig videnskab kan være andet end blot dataindsamling og statistik.

På naturvidenskabernes område repræsenterer kvantemekanikken og relativitetsteorierne teoretiske revolutioner, og var forudsætningen for hele den efterfølgende udvikling på felter som højenergifysik, astrofysik, standardmodellen for the Big Bang, m.v. De gennembrud, der blev gjort her ændrede det fysiske verdensbillede, ikke blot i den forstand at det teoretiske kort over disse dele af verden måtte fornys - også filosofisk var især kvantemekanikken anledning til radikalt at gentænke forholdet mellem kortet og kortlæggeren. Tanken om at videnskaben skulle opnå et engleagtigt og kontekstløst totalsyn på verden måtte forlades. Videnskaben kunne besinde sig på begrænsningerne på selve den type af enhed, som metaforen "et verdensbillede" så forjættende antyder.

Tværvidenskabelig videnskabsforskning

Bohrs refleksioner over det erkendelsesteoretiske grundlag for fysikken er et væsentligt moment i den langstrakte proces, hvori videnskaberne i det 20. århundrede bliver selvrefleksive, og vender sig mod egne forudsætninger. Det er en bevægelse, der sidst i århundredet videreføres ikke alene ved filosofiske midler, men også gennem videnskaberne selv, på områder som videnskabshistorie, videnskabssociologi, videnskabsantropologi m.v. Hele denne videnskabsforskning er dybt tværvidenskabelig (men på mange måder stadig selv præparadigmatisk) og vil, tror jeg, lang tid fremover stå som et udfordrende forskningsfelt.

En af videnskabsforskningens foreløbige indsigter er, at der ikke er den traditionelle dybe afgrund i metoder og tankeformer mellem naturvidenskaber (der tidligere ansås som blot forklarende og fokuseret på love) og de humane videnskaber (der var fortolkende og optaget af enkeltfænomener). Fortolkning er en integral del af enhver videnskabelig proces. Et godt eksempel er de stridigheder, vi finder i geovidenskabernes tolkning af egne iagttagelser. De tolkningsmæssige vanskeligheder og teoretiske stridigheder er dog uomgængelige forudsætninger for de store fremskridt, der er gjort på områder som kontinentaldrift og teorierne om vulkanisme. Eller tænk på klimaforskningen, meteorologiens udvikling og den tiltagende integration af biologi, geologi, klimatologi og geofysik i forsøget på at forstå balancerne i `Gaia' (jordklodens samlede 'økosystem'), samt de nye dateringsteknikker, som helt afgørende bidrager til forståelsen af vores egen klodes historie - og mulige fremtid.

Udviklingen af computeren er bundet til en række opdagelser indenfor matematik og logik (med navne som Turing, Church, Gödel, von Neumann m.fl.), og muligheden af at implementere dynamiske betydningsstrukturer i hierarkiske niveauer af programmer har på mange måder medført nye broer mellem videnskaberne om betydningsdannelse og videnskaberne om tal og data. Her er begreber som kommunikation, information, repræsentation og kognition nøgleord i en hel serie tværvidenskabelige forskningsprogrammer. Samtidig ændrede computeren videnskaberne selv ved at være et medium for simulation af systemer af enhver art, biologiske, fysiske, økonomiske, psykiske. En ny hybrid mellem teoretisk analyse og eksperimentel intervention i naturen var hermed skabt.

Den nye biologi

Modellen for strukturen af DNA i 1953 og blotlægningen af den genetiske kode i 60'erne vil fremover blive stående som et af århundredets vigtigste gennembrud, ikke blot fordi konsekvenserne af disse opdagelser på godt og ondt vil præge samfundet i lang tid fremover, og vil bidrage til at forny den etiske refleksion. På områder som økologi, immunologi, cellebiologi og embryologi har den nye biologi revolutioneret vores opfattelse af liv og mulighederne for at manipulere det. Men først i disse år viser det sig, at også på det mere forståelsesmæssige og naturfilosofiske plan er det molekylærbiologiske gennembrud en revolution. I kortlægningen af de erkendelsesteoretiske konsekvenser tjener semiotikken som hjælpediciplin, og meget tyder på, at de strukturer og funktioner, der udforskes af bioinformatikken (aspekter af organismernes genetiske information), er et særtilfælde af en mere generel tegnaktivitet, der kendetegner netop de fysiske systemer, der evner at opretholde en tilstrækkelig kompleksitet og autonomi. Der er her åbnet for et helt kontinent af udforskning, som vil optage store dele af det 21. århundredes natur- og lægevidenskab.

Disse eksempler skal blot antyde, at mangfoldigheden er slående når man kaster blikket ud over hele erkendelsesudviklingen i det 20. århundrede. Er det ikke bevis på at videnskabernes træ er på vej til at vokse ind i selve himlen og give os nøglerne til både jordens og himlens gåder? Hvorfor skulle videnskab kunne indskrænke verden? Her må vi stille skarpt på nogle andre tendenser.

Snavs på hænderne?

Per definition, og som regel også i praksis, producerer videnskaberne nye erkendelser, og ny viden er potentielt ny magt. Magt over naturens tendenser, sindets dunkelheder og de sociale samspil mellem individer og grupper. Og alt andet lige giver det os større handlefrihed. Men da alt andet sjældent er lige (måske den væsentligste pointe i historien om det 20. århundredes videnskab), vil videnskabelig udvikling ikke uden videre føre til større handlefrihed for det enkelte menneske. Ligesom videnskaberne selv forgrenes og kompliceres, breder kompleksiteten sig til det omgivende samfund. Vi skal måske snart til at vælge mellem gensplejsede og ikke genetisk modificerede fødevarer i vore supermarkeder - og måske er det et eksempel på en ny `handlefrihed' de fleste forbrugere i dag helst vil være foruden.

En gennemgående tendens i debatten om videnskab og samfund i den sidste halvdel af dette århundrede er dilemmaet mellem videnskab som problemknuser og videnskab for medansvarlig for de problemer, samfundet stilles overfor.

Hvem sagde den kemiske industri? Industri er jo ikke videnskab. Men kemi er, og kemi udvikles ikke isoleret fra det omgivende samfund. Tilsætningsstofferne i maden havde ikke været mulige uden god kemisk grundforskning. Og vi kan ikke skelne mellem gode og dårlige tilsætningsstoffer uden videnskab. Noget kemi skaber problemer for os, andet kemi løser dem igen. Videnskaberne er i dag med til at sætte dagsordenen for den politiske debat, selvom det ofte sker ganske diskret.

Viden om alt - viden over alt?

De videnskabelige discipliners antal er vokset eksponentielt, og menneskets potentielle forståelse af sig selv og sine omgivelser er ekspanderet mageløst gennem de talrige perspektiver, erkendelser og indsigter, som er vundet ved intens udforskning af verdens kosmologi, energiens og stoffets love, livets mønstre, kultureres myter og fortællinger, og de store systemer af penge, magt og beslutninger. Om noget burde alt dette være sandt bevidsthedsudvidende.

Alligevel ligger der en grundlæggende fare gemt i enhvert videnskabeligt perspektiv, det være sig nok så fagspecifikt, nemlig faren for at dets indsigter ekstrapoleres ud over grænserne for den pågældende teoris gyldighedsområde.

Tendensen til det giver sig mangfoldige udtryk. Den simple fagidioti har mange af os en rem af huden af. Megalomane påstande er måske sjældne, men overdreven og totaliserende brug af et enkeltfagligt perspektiv ses i mange sammenhænge, uanset om det kommer fra fysikere, biologer, økonomer, antropologer eller sågar teologer og professionelle etikere. Og så er der forsøgene på at genoplive en særlig type reduktionisme som siger, at "alt er i virkeligheden bestemt af X", hvor X efter interesse kan stå for markedet, felter, molekyler, behov, naturlig selektion, magtrelationer, aktanter, eller andet godt fra forskningens zoo af teoretiske størrelser der tildeles selvstændig forklaringskraft.

At man som `lover of science' (et udtryk brugt selvbeskrivende af folk fra begge sider af `the science wars') kan falde for den reduktionistiske fristelse skyldes ikke bare dumhed. Det er et iboende træk ved ethvert videnskabeligt paradigme, at forskerne (i det normalvidenskabelige arbejde med at artikulere paradigmet) afsøger grænserne for en teoris gyldighed gennem forsøg på at anvende de centrale teoretiske modeller på stadig flere fænomener. Denne proces - "prøv at forklare så meget som muligt!", "take science to its limit!" - kommer let til at friste til faglig imperialisme. Og er der noget, der kendetegner videnskaberne i det 20. århundrede, er det imperiale kampe mellem discipliner, hvor knopskydning og nye faglige territorier bliver et redskab til at opnå midlertidig fred.

Misbruget af genetikken

Et aktuelt eksempel på den reduktionistiske fristelse er misbruget af genetikken. Det er hundrede år siden arvelighedsforskingen genopdagede Mendel, små halvtreds år siden strukturen af DNA blev beskrevet, og i dag står vi på tærsklen til at have kortlagt hele det humane genom, således at vi i princippet skulle have adgang til alle data om de dele af et menneske, som er genetisk determineret. Nu behøver der ikke være tvivl om at genomprojektet giver ny og værdifuld viden, men fristelsen til at strække den molekylærbiologiske indsigt ud over sin gyldighed, og drage forsimplede slutninger fra gener til adfærd, er enorm. (Bemærk: En disciplin som adfærdsgenetikken behøver ikke i sig selv at være reduktionistisk, så længe den selv kan skelne mellem dét at beskrive korrelationer mellem gener og adfærd, og det at postulere, at gener entydigt og kausalt koder for bestemte typer adfærdsmønstre. Kun sjældent når denne skelnen igennem videnskabsjournalisten ud til offentligheden). Paradokset er, at samtidig med at det er fantastisk spændende indsigter genetikken og molekylærbiologien har givet os i mennesket som biologisk væsen (fordi vi rummer en svimlende verden af organiseret kompleksitet spundet sammen af intrikate netværk af kommunikerende molekyler), så reduceres disse indsigter ofte til forestillingen om mennesket som alene bestemt ved en genetisk algoritme. Hvis denne forestilling vinder frem, har videnskaben og dens formidling spillet fallit, og omsat til praktisk lægevidenskab (genetisk diagnostik m.v.) risikerer man i det sociale og sundhedsmæssige system at implementere et endimensionalt billede af mennesket. Et billede, der heldigvis modsiges af andre videnskaber.

Skal videnskab styres?

Samtidig med den stadigt fremadskridende kollektivt reelle erkendelsesudvidelse er videnskaberne selv spundet ind i systemer af tekniske, økonomiske, politiske og sociale processer, som ingen enkelt udøver af forskningen eller bruger af dens frugter kan overskue. Den stigende efterspørgsel overalt i samfundet efter forskningsbaseret viden er med til, ikke blot at øge væksten i forskningens emner, omfang og discipliner, men også at transformere både forskningens karakter og samfundet selv. Alt gøres til forskning, eller baseres på forskning. Især naturvidenskabsfolk irriteres ofte over at studier af emner som ældreomsorg, arbejdsmarked, eller af folks forestillinger om køn og ligestilling, kaldes for forskning. Hertil er blot at sige, at videnskaber om natur og om samfund kan være lige gode som videnskab; man bør her undgå science-chauvinisme og samtidig kunne skelne, for det første mellem rene udredningsopgaver og så sociologisk eller fysisk grundforskning, og for det andet mellem meningsfulde og meningsløse forventninger til hvad forskningen selv kan tilføre samfundets politiske og administrative systemer.

Videnskaberne politiseres, og samfundsmæssige beslutningsprocesser - såvel indenfor som udenfor rækkevidden af demokratiske kontrol - videnskabeliggøres. Når videnskaberne igennem næsten hele århundredet vokser eksponentielt og markant berører dagliglivet gennem konkrete anvendelser - nyttige, tvivlsomme eller katastrofale - er det ikke underligt at der op imod århundredets afslutning breder sig et ønske om at befolkningen aktivt inddrages i at vurdere forskningen på sine frugter. Teknologivurdering i vor forstand var ikke opfundet på Bohrs og Einsteins tid, hvor ingen forudså nogen folkelig modstand mod fredelig udnyttelse af atomkraft. Værre er det med en egentlig forskningsvurdering som led i en demokratisk politisk proces. Hvem kan forestille sig det i dag? Hvem ønsker, når det kommer til stykket, politisk korrekt forskning? Hvem andre en forskerne selv kan vurdere selve det erkendelsesmæssige i videnskaberne? Som Tor Nørretranders påpegede det i den stadigt aktuelle bog Videnskabsvurdering kommer vi ikke udenom dét politiske spørgsmål at prioritere økonomisk i hvad samfundet vil investere i, og det væsentlige er, at denne vurdering ikke kun sker ud fra samfundets præmisser, men at også de videnskabelige samfunds egne vurderingsmekanismer inddrages.

Og som Johan Fjord Jensen understregede det i sin bog om samme emne, Babel og Tomrum, så rummer de humanistiske videnskaber med deres `principielle dissensus' et ofte anderledes, nærmest ikke-systematisk sæt af normer for vurdering og sameksistens, der gør at "strukturalister, eksistentialister, dekonstruktører og gammelhumanister trives side om side og uden illusion om, at de tilsammen danner et hierarki", og hvor de kvantitative evalueringsparametre fra naturvidenskaben, som antal citationer i tidskrifter med peer-review nærmest bliver meningsløse her.

Etiske grænser for forskning

Spørgsmål om styring af videnskab minder om spørgsmålet om samfundets investering i kunst. Kunsten hverken kan eller skal styres, men der er alligevel institutioner, der må sørge for, at både det anerkendte og sikre og det nye og eksperimenterende har udfoldelsesmuligheder - institutioner, der altid vil skulle kritiseres og har tendens til at stivne. Kunsten selv vil stå for skud hvis den overskrider etiske grænser (som da en tysk kirurg og skulptør anvendte døde menneskekroppe som råmateriale). Også forskningen er i sit væsen ustyrlig, vi kan ikke planlægge dens relevans, for selv det mest eksotiske stykke matematik eller fysik kan senere vise sig at have enorme muligheder på helt andre felter. Forskningen har også etiske grænser (ellers havde hjerneforskningen allerede en langt større viden om hjerner end de pågældende hjerner selv og deres pårørende ville have brudt sig om). Kun etisk hjerneblæste forskere, eller forskning udført under diktaturer, ønsker at overtræde sådanne grænser. Generelt udfolder den videnskabelige udvikling sig indenfor de etiske rammer i et kompliceret evolutionært spil mellem indre-videnskabelige kognitive faktorer og den ydre kontekst, som omfatter undervisning, modeluner, forskningens image, og de generelle politiske og økonomiske konjunkturer. Havde vi fået molekylærbiologien 10 år senere hvis det ikke havde været for the Rockefeller Foundation?

Udvidelsen af den videnskabs- og teknologibaserede naturbeherskelse, industrialiseringen af landbrug og fødevareproduktion, opkomsten velfærdssygdommene, det øgede pres på arbejdsmiljø og naturressourcer, sundhedssektorens ekspansion, og i det hele taget moderniseringen af industrisamfundet via service- og kommunikationssektoren, informationsteknologi og psykosocialt management i offentligt regi, skabte alle et øget behov for tilvejebringelse af videnskabsbaserede beslutninger og en hidtil uset videnskabeliggørelse af mange professioner. I hele denne proces ændres holdningen til naturvidenskab og teknologi sig fra at de opfattes som neutrale midler til sikring af fortsat fremskridt i velfærd, til at de ses som integral del af de problemer, der karakteriserer det såkaldte risikosamfund. Deraf kravene om teknologi- og videnskabsvurdering, som, hvis de fører til bastante politiske styringsforsøg, truer selve forskningens autonomi. Det var der ingen der bekymrede sig om ved århundredes begyndelse hvor verden endnu var ung og videnskaben uskyldig. Forskningspolitik og politisering af `viden' er en væsentlig konsekvens af samfundsudviklingen i det 20. århundrede, der har øget samfundets kompleksitet og accelereret den kulturelle produktion af generationer og sprogspil, i befolkningen såvel som i videnskaben.

Globalisering og videnskab

Finmaskningen af de globale netværk af produktion og kommunikation, og den dertil hørende udbredelse af den vestlige livsform og verdensopfattelse, betyder også udbredelse af den vestlige videnskab, både horisontalt i nye regioner og vertikalt i befolkningslag. Det er muligvis godt for videnskaben, der som alle institutioner har egen vækst som iboende mål - og for så vidt videnskaben i sin ambition og værdigrundlag tilstræber universel erkendelse, er det vel også en gevinst for selve oplysningstanken. Og på et rent praktisk plan er eksempelvis et mere rationelt syn på den menneskelige forplantning og muligheden af prævention blevet nødvendiggjort af de sociale og demografiske problemer, der præger den postkoloniale epoke i tredjeverdenslandene. Eller tag AIDS-epidemien, som videnskaben er uden medskyld i (hvis man ser bort fra Edward Hoopers teori om poliovaccination som HIV-virusets bro fra aber til mennesker). Her håber de fleste på at ny molekylærbiologisk forskning en dag vil redde os; men hvor det også bliver nødvendigt med myndigheder, der tør ophæve medicinalindustriens misbrug af patenter og ensidige prioritering af forskning i helbredende medicin fremfor billige vacciner. Det er naivt at tro at makkerparret globalisering og videnskab fører til global oplysning.

Det er et klart socialt fremskridt at videnskab ikke længere er for en lille elite af fyrstesposorerede skønånder, aristokrater eller rige gentlemen. Den er blevet en profession og et lønarbejde, der forsøger at afbalancere motiver som `kald', karriere, nysgerrighed, anerkendelse og løn. At videnskab stadig kun er for den globale elite bør ikke glemmes. Som påpeget af den amerikanske sociolog Robert K. Merton under anden verdenskrig hører det med til videnskabens ethos, at den skal give alle, uanset klasse, køn, race, eller religiøs overbevisning, adgang til at indgå i en sand erkendelsessøgen, der kun begrænses af evnerne hos dens udøvere og naturen af de gåder, man søger at besvare (begreber som `nazistisk' eller `leninistisk videnskab' bliver her absurde).

Fornuft og videnskab

Videnskab handler om det vi kan forstå med fornuften, og dens rationalitet er for alle og enhver. Det er idealet, og det er værd at stå ved. Men det skal selvfølgelig ikke gøre os blinde for den generelle spænding der ligger mellem på den ene side den videnskabelige rationalitet, der trods sin indre mangfoldighed af forskellige metoder og tilgange kendestegnes ved nogle særlige fælles normer og dyder, og på den anden side alt det, der er denne rationalitet fremmed. Den rationelle fornuft søger at gennemtrænge alt, den møder på sin vej ved fornuftens lys; alle sære, underlige, mærkværdige og egensindige fænomener, alt `det andet' og ufornuftige, med det ædle sigte at forstå, forklare, og finde logikkerne i dette andet, og derved indlemme det fremmede og det sære i rationalitetens domæne. Men mange af de fænomener, der møder os, lader sig ikke uden videre indfange af fornuften. At dette kan accepteres med fornuften i behold er noget af det fine ved videnskaben. Rationalitet er ikke det samme som manisk rationalisme eller hæmningsløs rationalisering.

Videnskaberne voksede, men blev verden større? Ja, den beskrevne, begrebne, medierede verden - det vi ser gennem teorier, paradigmer og teknisk instrumentel - disse verdener blev udvidet. At videnskabernes verden ikke er hele verden er selvklart. Striden om grænserne for videnskab bliver et centralt tema i det 21. århundrede.

*