Naturfilosofiens genkomst


fra Kritik nr.113, s. 15-29, 1995. (En .txt-version af artiklen: her)
Claus Emmeche

Oversigt:

Indledning

-- Hvad mener du med naturfilosofi, og hvordan adskiller det sig fra naturvidenskab?

Som en første tilnærmelse vil jeg præsentere naturfilosofi som en undersøgelse af især naturvidenskabernes måde at forstå naturen på i vid forstand. Eksempelvis i kontrast til andre former for forståelse. Det er en art tænkning, som genoptager visse spørgsmål i den klassiske filosofi af metafysisk og erkendelsesmæssig art - spørgsmål, som længe har været lagt på hylden, bl.a. under indflydelse af positivismen, og som idag aktualiseres af interessen for nye verdensbilleder og for naturvidenskabens egne grundlagsproblemer. Naturfilosofi er udtryk for en almen lyst til at forstå såvel natur som naturvidenskab. Det er et forsøg på at finde lovlige måder at tænke større sammenhænge på.

-- Kan man her tale om naturfilosofiens genkomst?

Kun som genopdukken af en gammel helhedsbestræbelse, men i en ny og mere kritisk form. En søgen efter forbindelser, der ellers glemmes på grund af den måde, produktionen og tilegnelse af naturerkendelse er indrettet på i dag.

-- Og det hér er altså en slags manifest for en ny naturfilosofi?

Det kommer an på hvad der menes med "en ny naturfilosofi". Det er primært en invitation til debat og eftertanke. Det er et felt, hvor man, hvad enten man er humanistisk eller naturvidenskabeligt orienteret, kan indgå i dialoger. Naturfilosofi er netop en art filosofi, dvs. et område for diskussion og kritiske undersøgelser; et forskningsområde, snarere end filosofi i betydningen et filosofisk system af en eller anden art, eller min egen lommefilosofi. For at understrege det åbne i projektet er teksten her konstrueret som en interlog.[1]

Naturbegrebet

-- Et sådant projekt forudsætter vel et bestemt naturbegreb. Hvilket naturbegreb opererer du med?

Det ved jeg ikke om det gør. Jeg vil helst ikke lægge mig fast på ét bestemt naturbegreb - ideen er netop at undersøge forskellige måder at opfatte natur på. I første omgang med udgangspunkt i fysik, biologi, kemi, geografi osv., men allerede dét rejser problemer. Naturvidenskab har jo en ret høj status i samfundet, men ofte er det kun udvalgte dele af videnskaberne, især fysikken, som tegner det, vi med en lidt misvisende betegnelse kunne kalde det naturvidenskabelige naturbegreb.

-- Hvorfor misvisende?

Fordi man burde starte med at spørge, undersøgende: Findes der et "videnskabeligt baseret" naturbegreb, og hvad mener vi i det hele taget med naturbegreb? Er det en filosofisk størrelse? Fysikere selv kan jo sagtens være indbyrdes uenige, rent ontologisk og metafysisk, men det forhindrer dem jo ikke i at lave storartet fysik. En seriøst arbejdende fysiker kan typisk sige: Sådan noget som et naturbegreb er slet ikke nødvendig for at lave eksperimentel faststoffysik, teorier om højenergifysik, osv. Og det er rigtigt. Men fysik er ikke bare forskning. I offentligheden fremtræder fysikken som en monolitisk enhed med ét samlet bud på naturens indretning. På basis af populærvidenskabelige tekster, eller i begrundelser for støtte til grundforskning eller teknologiske anvendelser af fysik, kan man så forsøge at fremanalysere et naturbegreb, som er dækkende for forskernes egne opfattelser af naturens basale dele. Er det et materialistisk, reduktionistisk naturbegreb? Har det subjektive, det iagttagende subjekt en plads i dette begreb? Alt det kan man så spørge om. Man vil sikkert finde, at fysikkens, biologiens og (for nu at tage en humanistisk videnskab) psykologiens begreber om natur og subjekt kan være ret forskellige.

-- Og hvorfor skal vi overhovedet interessere os for det?

For at forstå os selv. Tænk på hvordan vi selv lærer at tænke abstrakt, eller omgås store ord som ordet natur. Det er ikke så ligetil. Tænk på Snøvsen fra Benny Andersens børnebog. Han spørger troskyldigt: "Hvor ligger naturen?". Det er ikke sikkert vi er så meget klogere end Snøvsen. Måske smiler vi af den, fordi vi véd, at det er svært at sætte ord på den dér natur. Det skyldes også vores egen historie.

-- Vores naturhistorie?

Både kultur- og naturhistorie. Antag, at biologiens perspektiv på menneskets oprindelse i store træk er korrekt. Selvom det er tilfældet, så betyder det ikke, at det mytiske, det overnaturlige, eller det religiøse er uvedkomnmende for vores forsøg på at forstå verden som helhed, og forstå de kriser, vi befinder os i. Siden vi kravlede ned fra træerne og begyndte at fortælle historier om Adam og Eva og deres bortvisning fra paradisets uforskyldte umyndighed, har vores kultur været præget af troen på ordet som løftet over naturen, svævende over vandene. Flere har peget på, at naturopfattelsen i den jødisk-kristne tradition har spillet en ikke uvæsentlig rolle for den industrielle side af vores omgang med naturen.[2] Mennesket ses som den skabning, som er nærmest Gud, og af Ham sat til at herske over den øvrige natur, som er noget lavere. Opfattelsen banede vej for at se naturen som død materie og objekt for omformning; en tankegang som historisk faldt fint i tråd med den moderne naturvidenskabs fremvækst. Først nu indser vi for alvor, og iøvrigt med naturvidenskabelige metoder, at vi ikke har behandlet naturen fornuftigt. "Vi" betyder primært den moderne civilisation, der har frembragt en række indbyrdes modstridende skel mellem natur og kultur. Og "behandle" betyder fremmedgøre og misbruge, og idag forsøgsvist genetablere og konservere. Om historien fortælles som skæbnebestemt syndefald eller som produktionsmådernes seje fremadskriden, er underordnet i forhold til resultatet, Jordens tilstand her og nu.

Mens kosmos er kold overfor vores skæbne, har den biologiske natur mistet sin autonomi og er blevet afhængig af os. Ud fra en industriel og økologisk betragtning er den levende natur - biodiversiteten, som biologerne kalder det - blevet henvist til et verdensomspændende civilisatoriskt system, og lever på dette systems skrøbelige nåde. Vi behersker ikke universet i stor skala, men vi kan smadre planetens biodiversitet.

Vi har altså spaltet naturen. Den er både det kosmiske hele og kun det, som snævert afgrænses fra kultur og civilisation, eller det, som i sin økologiske skrøbelighed er dødelig som os selv. Naturen er snart blæsten, sandet og stjernerne, snart den grøft eller å, som skal fredes og genoprettes. Vores ideer om naturen er så splittede som den faktiske opdeling af de nære omgivelser i rekreative områder og industriparker. Natur kan være konstrueret som en iscenesat idyl af paradisisk oprindelighed eller gøre modstand som et vildt dyb af kræfter, der både truer os på livet og fremhæver det kultiverede i vores livsform.

-- Men vil du "tilbage" til et enhedsligt naturbegreb, som ophæver disse spaltninger? Er det ikke snarere godt med skarpe skel?

Jo i mange sammenhænge er det en helt afgørende civilisatorisk gevinst, at vi kan sondre mellem det naturgroede og det samfundsskabte, mellem natur og kultur. Det primære i praktisk henseende må være at finde bedre former for samspil mellem eksempelvis økologi og økonomi. Så kan det da godt være, at vi i filosofisk henseende alligevel kræver en sammentænkning af natur og kultur. Iøvrigt er det væsentlige ikke hvad jeg mener, men hvilke frugtbare spørgsmål man kan rejse, når man først har konstateret, at naturbegrebet er som sæbe der smutter, når man griber om det. Naturen er både det hele og modsætningen til kultur. Den tvetydighed har længe været vilkår og udfordring for den filosofiske tænkning. Jeg ser tegn på, at en ny naturfilosofi er ved at fødes, mere i form af spørgsmål end svar, og mere som kritiske undersøgelser end altomfattende synteser à la den traditionelle naturmetafysik.

-- Og hvad er så naturfilosofi i traditionel forstand ?

Helt banalt er naturfilosofi nogle overvejelser over vores erfaringer med naturen, sådan som de vindes både gennem praktisk omgang med naturen og i det mere teoretisk bestemte arbejde.[3] Og her er naturen ikke alene den ydre verden, jorden, himlen, kvæg og kryb, sten og stoffer. Naturen omfatter også den indre natur; kroppen og - hvis vi bruger et altomfattende naturbegreb - sindet og anskuelsen.

Emergent evolution

-- Hvis alting er natur bliver det vel et meningsløst begreb?

Nej, for man kan godt have et altomfattende naturbegreb, og samtidig opretholde en række forskelle på det, vi normalt kalder naturprocesser og så kulturelle, sociale og bevidste processer.[4] Hvis naturen er det hele, så må vi selvfølgelig stadig kunne sondre mellen forskellige typer systemer eller beskrivelser eller niveauer eller hvad vi nu vil kalde det; fx det fysiske, det biologiske, det psykiske og det samfundsmæssige.[5]

-- Så samfundet er en del af naturen, men alligevel noget andet?

Samfundet er en del af naturen. Vi kan bare ikke beskrive den internationale politik eller kapitalismen eller kernefamilien ved hjælp af naturvidenskab. Det betyder ikke umiddelbart at naturvidenskaben er helt irrelevant, hvis vi vil forstå fx de økologiske forudsætninger for økonomien, de neurobiologiske forudsætninger for psyken, eller måske endda de spilteoretiske forudsætninger for politikken, hvis de findes. Ligesom humaniora på ingen måde er irrelevant for vores forståelse af fx de lingvistiske forudsætninger for videnskaben.

-- Men hvad er så sammenhængen mellem de enkelte niveauer?

Ud over at de er hinandens forudsætninger kan man argumentere for, at disse niveauer med fordel kan forstås i dét, som kan kaldes et emergent udviklingsperspektiv, som både giver sammenhæng i forståelsen og respekterer radikale forskelle mellem de enkelte fænomen-områder.[6]

-- Hvad er emergent?

Emergent evolution er ideen om, at universet gennemengår en generel udviklingsproces, under hvilken der dannes noget kvalitativt nyt. Det nye består i "opdukken" (emergens) i systemer af nye egenskaber, eller størrelser, relationer, lovmæssigheder, som ikke findes hos systemets enkelte dele. Virkeligheden kan derfor beskrives som niveauer, der består af systemer, der hver har særegne emergente egenskaber.

-- Kan du give et eksempel?

Bevidst opfattelse kan forstås som en emergent egenskab ved bestemte neurale processer i et system, organismen, som er produkt af en ontogenetisk (genetisk og miljøbestemt) interaktionsproces. Emergens implicerer, at egenskaben ikke kan udledes på nogen simpel måde af egenskaberne ved de enkelte dele af systemet, altså de enkelte nerveceller. Men det implicerer ikke, at egenskaben "bevidsthed" kun kan analyseres på sit eget niveau (fx introspektivt) - både overliggende og underliggende niveauer kan bidrage til forståelse af det emergente fænomen. Bevidsthed, i al fald m.h.t. bestemte aspekter, lader sig både beskrive "ovenfra" (hvordan er bevidsthed forbundet med det samfundsmæssige?) og "nedefra" (hvad er forbindelsen mellem den rene sansning og opmærksomhed og så højere former for bevidsthed?).

Generelt betyder emergent evolution noget i retning af, at i det helt lange løb giver det fysiske ophav til det biologiske, og senere føder det biologiske det sociale og det psykiske. Man kan diskutere hvor mange niveauer der er, og hvordan de afgrænses i forhold til vor nuværende viden, men det er underordnet her. Også vores viden udvikles. Forholdet mellem vores teorier om erkendelse (epistemologi) og vores ideer om verdens inventar (ontologi) er selv underlagt en sociokulturel evolution.

-- Men det metafysiske eller det mytiske og religiøse kommer vel ikke bare ind som et eller andet emergent fænomen? Risikerer det ikke at få en stedmoderlig behandling i et sådant perspektiv?

Jeg er jo ikke ude på at det perspektiv skal erstatte religionssociologi, myternes fænomenologi eller de religiøse fortællinger selv for den sags skyld. Naturfilosofien er tværtimod selv et felt, hvor både religionssociologer, filosoffer og naturvidenskabsfolk bør kunne mødes om en kritik af forskellige forsøg på at gøre naturvidenskab til religionserstatning. Filosofisk er der flere forskellige mulige måder at tænke et grænseløst naturbegreb på (hvis vi nu antager, at man vælger et sådant), men det er ikke pointen her. Pointen er blot, at naturfilosofi genoptager interessen for det bredest mulige perspektiv på alle de erfaringer, vi har med forskellige dele af naturen - herunder naturen af de menneskelige tegns liv i samfundets liv.

-- Men kan der netop ikke i forhold til det religiøse være en idé i at opretholde et grænse-bestemt naturbegreb, hvor natur ikke bliver en holistisk pære-mære af alting?

Jo, netop en række tidligere naturfilosoffer i historien, som var holister, havde en tendens til at udviske enhver forskel mellem videnskabelig naturiagttagelse og religiøs eller mystisk enhedserfaring[7] - noget man ser gentaget i flere af de såkaldte "alternative paradigmer" i 1980'erne. Det mener jeg er en uheldig tendens. Fysik og mystik er næppe to komplementære metoder til at undersøge den samme virkelighed, de er to forskellige metoder til at omgås to vidt forskellige former for menneskelig virkelighed.

Men igen: naturfilosofien som felt skal åbent kunne undersøge disse strømninger og indgå i en seriøs diskussion også med denne type holisme. Selv de, der er skeptiske, må prøve at forstå hvad det er, der motiverer en sådan altomfattende metafysisk enhedslængsel, som man ser hos de helt radikale holister, hvor religion og videnskab ender med at æde hinanden op. Når jeg med den danske filosof Hans Fink taler om muligheden af et grænseløst naturbegreb, er det blot i første omgang indenfor en dennesidig pragmatisk naturfilosofi uden reduktionisme, dvs. en filosofi, der selv har grænser og ikke ønsker at gennemtvinge reduktive forklaringer af de henvisninger til det mystiske eller overnaturlige eller lignende, der forekommer i en religiøs ramme, så længe denne omvendt ikke påstås at skulle dække det hele.

Genkomst eller ny fødsel?

-- Men hvis naturfilosofi bare er bestemte overvejelser over vores erfaringer med naturen, hvad er det nye, har vi ikke altid overvejet de erfaringer?

Jo, men naturfilosofi er netop et forsøg på at se alle de erfaringer i en større sammenhæng, uden ukritisk at glemme grænserne for en sådan mulig helhedsforståelse. I historisk perspektiv er der i al fald fire forhold som er nye: (I) Adskillelsen af vores forståelse af den naturlige verden fra indsigt i selve denne forståelses natur; (II) opsplitningen i måder at reflektere over og systematisk undersøge erkendelse på; (III) historiens irreversibilitet, dvs. det, at vi ikke kan gå tilbage og gøre gamle enhedsopfattelser til almen norm for alle former for erkendelse; og (IV) selve tilstanden af den natur, man vil erkende.

(I) Videnskabens skilsmisse fra filosofien

-- Kan du uddybe det første? Hvad er det for en adskillelse?

Jo, i de moderne samfund er det i stigende grad blevet naturvidenskaberne, der formulerer en række kollektive erfaringer med naturen, både den kosmiske og den jordiske. Det har fjernet os fra nogle erfaringer og givet os andre. Naturvidenskabernes fremvækst er sket på basis af stadig mere forfinet teknologi og udvikling af abstrakte fagsprog. Resultatet er, at vi mere detaljeret og nuanceret end tidligere afdækker naturprocesser på enhver tænkelig skala. Derved lever vi med naturen igennem teknikken, og opfatter den i naturvidenskabens lys. Det er blevet så selvfølgeligt, at vi næppe tænker over det. Det er indgroet vane, `anden natur'[8] for os.

-- Men der er vel ingen, der alene forholder sig videnskabeligt til virkeligheden?

Nej, vores naturerfaringer har heldigvis en række ikke-sproglige sider som oplevelse og sansning, som det er vanskeligt, og heller ikke altid lige meningsfuldt, at søge at kortlægge ved hjælp af naturvidenskab. Sansen af natur, iagttagelsens oplevelses-aspekt og selve det tænkende og handlende subjekt er tilmed selv forudsætninger for videnskab. Så naturvidenskaben er både udtryk for en abstraktion fra visse sider af helheden af menneske og natur, nemlig fra det subjektive, flertydige og sanselige; og udtryk for en bestræbelse på at omfatte og forstå alle sider af naturen som samlet system, der både indeholder det fysiske univers og alt levende, herunder mennesket og dets tanker. Denne modsætning er en mægtig udfordring for en moderne naturfilosofi. Naturen som samlet system er på én gang naturvidenskabens og metafysikkens genstand. På sin vis et metafysisk skin, vi aldrig helt vil kunne fatte.[9]

Påstanden er, at naturfilosofien på én gang må handle om det videnskabelige verdensbillede med dets forudsætninger, og så dets forhold til de poetiske, mytiske og religiøse fortællinger og de mere filosofisk prægede helhedsopfattelser, mennesker orienterer sig efter. Med andre ord, forholdet til alt det, man har haft en tendens til at betragte som mindre objektivt, mindre seriøst og mindre "virkeligt". I al fald hvis det ses ud fra den rationelle videnskabs iøvrigt udmærkede bestræbelse på at opnå erkendelse i betydningen: præcis kommunikation om det, vi véd om naturen i form af bestemte iagttagelser, testbare hypoteser og begrundbare antagelser. Problemet er, at i den rationelle erkendelses udvikling er visse sider af virkeligheden blevet sat i parantes. Derfor løber mange nye forsøg på helhedstænkning, "nye paradigmer" osv., som alene bygger på naturvidenskaberne, ind i problemer. Man glemmer, at naturvidenskaben som helhed er et begrænset projekt; ambitiøst indenfor sit område, men begrænset i metode og genstand - naturen som en verden af objektiverbare størrelser. Naturfilosofiens første opgave er at kritisere det moderne naturbegrebs spaltninger og abstraktioner, der også rammer naturvidenskaben selv; men i form af en solidarisk kritik, som ikke afskriver selve videnskaben.

-- Men det er vel bare en form for filosofi, der fortsætter helt klassiske filosofiske bestræbelser i fx erkendelsesteorien?

Det kan da godt være. Men for det første: Der er intet trivielt over disse bestræbelser. Vi kan lære umådeligt meget af dem, ikke mindst i forhold til modeprægede strømninger, som ofte kører helt på frihjul i forhold til filosofien. For det andet er det vel også fornuftigt, at den moderne filosofi ikke kører på frihjul i forhold til de erfaringer man har gjort i de empiriske videnskaber om natur, menneske og samfund. Naturfilosofi må tænkes i dialogens form. Det er netop et gode i et moderne samfund, at det muliggør en rigdom af teorier og synsvinkler. Men de må holdes i udveksling, ellers forstener de i én eller nogle få dominerende måder at anskue på. Og mere kaotiske diskussioner må kunne afklares gennem åben diskussion af fagligt begrundede fordomme.

(II) Opsplitningen i meta-videnskaberne

-- Men er problemet at filosofien har ignoreret naturvidenskaben? Er det omvendte ikke også tilfældet? Og skal de fusioneres?

Filosofi og videnskab må forblive selvstændige felter, men skal også være i kontakt. Der er måske ingen grund til at kritisere filosofien at den på en lang række områder har specialiseret sig for at kunne trænge ned i en række særlig vanskelige problemstillinger, fx indenfor den analytiske filosofi, ligesom det historisk har været nødvendigt for naturvidenskaben at afgrænse sig fra det metafysiske. Men det er væsentligt, at filosofien bevarer sine forbindelser også med de mere almene, universelle spørgsmål.

Det hænger sammen med den anden ting, der stiller det naturfilosofiske projekt anderledes end tidligere: Ikke blot er vores viden om naturen i de moderne samfund videnskabeliggjort; men selve den filosofiske refleksion over hvad viden, videnskab og naturvidenskab er, har i sig selv undergået en institutionalisering, videnskabeliggørelse og specialisering. En hel serie meta-videnskaber danner nu rammerne for systematisk iagttagelse og forståelse af den måde, videnskabelig erkendelse produceres på: Videnskabssociologi, videnskabshistorie, videnskabsfilosofi, politiske, økonomiske, organisatoriske og tekstvidenskabelige studier af forskningen. Der udvikles altså del-systemer af videnskaben, hvis opgave er at iagttage den institutionaliserede erkendelse selv. Naturvidenskab kan gøres til objekt for humaniora og samfundsvidenskab.[10] Det kan tænkes, at man kan få mere systematisk indsigt i de sociale mekanismer, der er med til at danne de bedste forskningsmiljøer. Med redskaber fra litteraturvidenskaben kan man analysere de retoriske strategier, der anvendes i videnskabelige tekster, foredrag og kontroverser. Man overlader ikke længere biografierne til forskerne selv, og stiller større metodiske krav til de videnskabshistorikere, der fx graver i samspillet mellem "liv og værk" hos den enkelte forsker.[11]

-- Er denne opsplitning uheldig?

Både-og. Specialiseringen og professionaliseringen af hele denne meta-forskning rummer fordele. Den medfører langt mere præcise spørgsmål og en mere empirisk tilgang til at beskrive vilkårene for produktion af viden i forskningsinstitutionerne. Men den rummer også farer. Der er selvfølgelig faren for politisk misbrug i form af forsøg på at lave management af videnskab, fx ved en rent scientometrisk baseret forskningsevaluering, og en deraf følgende mistro hos forskerne selv overfor enhver art videnskabsforskning. Der er faren for at videnskabsforskere og deres `objekter' - naturvidenskabsfolkene selv - går fejl af hinanden, bl.a. fordi kriterierne for videnskabelighed i samfunds- og naturvidenskabelige miljøer opfattes forskelligt og der er fordomme på begge sider. Det ses i debatten om objektiv viden som en social konstruktion.[12] Flere naturvidenskabsfolk føler, at videnskabssociologi som sådan er anti-videnskabelig, fordi videnskab her blot anskues som én form for social praksis, som tilmed påstås ikke at være specielt rationel. Man frygter, at det kan true offentlig støtte til forskning. Der findes da også forgrovede udgaver af "social konstruktivisme" i videnskabsforskningen, hvor hver disciplin siges at "konstruere" sin egen virkelighed. Jeg mener selv at der er en vis fare for, at man helt opgiver de klassiske normer som at søge sandheden[13] og stræbe efter helhedsforståelse på tværs af fænomenerne og på tværs af videnskabens egne sub-systemer, og i værste fald forfalder til en slap og kynisk systemtænkning, som blot accepterende beskriver de herskende systemers egne virkeligheds- og værdikonstruktioner.[14] Men det står til debat. Den pågående naturalisering af erkendelsesteorien[15] vil som tendens kunne føre til at man overser de relativt invariante erkendelses- og beskrivelsesbetingelser, der rækker ud over det historiske og kontekstuelle, og som overhovedet muliggør vores erkendelse af verden.[16] Endelig er der er faren for en overspecialisering af videnskabsforskningen.

Situationen er kompleks, og naturfilosofien må reflektere denne kompleksitet og forholde sig kritisk-produktivt til videnskabsforskningen. Man kan ikke idag reflektere over "naturen som samlet system", "det moderne verdensbillede" osv., uden at medtænke de institutionelle betingelser for produktionen af de fragmenter til et verdensbillede, de enkelte deldiscipliner møder op med. Her er det vigtigt, at der findes en kvalificeret faglighed af format. Den må ikke være så smålig, at den ikke selv kan se ud over de disciplingrænser i videnskabsforskningen, den selv har konstrueret! Heldigvis er der netop i dag tendenser til tværfaglig integration af metafagene, så fx et givet projekt ikke altid kan karakteriseres som rent videnskabshistorisk eller -filosofisk.

(III) Bruddet med identitetstænkningen

-- Men den mangfoldighed af erkendelsesformer, der karakteriserer det moderne (eller måske snarere det postmoderne), den sikrer vel ikke konvergens imod én samlet naturfilosofi?

Nej, heldigvis. Der er en styrke at opretholde muligheden for at føre diskussionen om det religiøse og det videnskabelige som omhandlende to adskilte sfærer af virkeligheden. Og hvis man nu ikke føler sig særlig religiøs, kan man i stedet for det religiøse tænke på den etiske virkelighed, der handler om kærlighed, omsorg, respekt, indlevelse, ansvar og skyld, liv og død, godt og ondt. Og man kan tænke på den æstetiske dimension; det, vi kan anskue som smukt eller grimt, uden at skulle forklare det eller forbinde det med noget formål af teknisk-praktisk eller mere ophøjet art. Noget smukt skaber et rum, hvor der kan opstå en anden fornuft og en sanselighed, som overskrider den fornuft, der er indbygget i det almindelige samfundsliv.

Den franske cellebiolog Henri Atlan[17] har meget overbevisende argumenteret for, at forsøget på at ville forene det mystiske og det videnskabelige kan føre på afveje: Man skal ikke prøve at give det mystiske - og her tænker han på den form for indsigt, der findes i den jødiske kabbala - nogen videnskabelig forklaring; så forsvinder det, ligesom man ikke skal forklare videnskabens resultater mystisk, som det nogen gange forsøges, fx i forbindelse med fortolkninger af kvantemekanikken; for så mister den videnskabelige erkendelse sin styrke og egenart.

-- Der er altså ikke tale om en genkomst af "den gamle" naturfilosofi i den forstand?

Nej. Her er det nyttigt med et nøgternt tilbageblik på de tidligere forsøg på store naturfilosofiske synteser. Tag fx Paracelsus, en tidlig overgangsfigur mellem okkult lægekunst og moderne lægevidenskab. I hans alkymistisk prægede tænkning trækkes der temmelig håndfaste forbindelser mellem de ting, vi kan erfare i naturen, og de ting, der står for det religiøse. Hos Paracelsus sker der, med historikeren Tove Kruses ord, en naturalisering af Gud og en åndeliggørelse af naturen, som bringer gudserkendelse og udforskning af naturen på niveau.[18] Et resultat er, at selve naturiagttagelsen mister sin selvstændige status (som den gjorde af andre grunde i socialkonstruktivismen); naturen udforskes ikke som selvstændigt fysisk fænmomen, men som en magisk virkelighed, der holdes sammen af alkymiske analogier og korrespondancer, fx mellem mikrokosmos og makrokosmos. Et andet resultat er, at Gud ikke eksisterer som en selvstændig åndelig kraft, men bliver på én gang til såvel "den store arkitekt" som Ordet i begyndelsen og den hellige Treenighed. Det er en Gud af partikler og kemi, Han er Naturens elementer og processer. Salt, svovl og kviksølv ikke bare svarer til men er Faderen, Sønnen og Helligånden. Hos Paracelsus er det som om forholdet til det religiøse bliver til et spørgsmål om kemien passer - og det sørger overensstemmelsen mellem makrokosmos og mikrokosmos for!

En tidlig kritik af den form for nivellering af væsensforskellige fænomener findes hos Francis Bacon. Han hudfletter den alkymistiske elementlære, for som han siger, "Som konsekvens [af denne lære] findes der intet i himmel, luft, vand, jord der ikke har en konjugeret eller parallel i de andre tre. Selv mennesket har de forvandlet til en pantomime eller universel imitator, en kombination af alle elementerne, ved fejlanvendelse af ordet mikrokosmos. Denne fantasifulde konstruktion sikrer ingen sagkyndig nogen troværdighed. Jeg tror ikke nogen ægte naturfilosof, end ikke i sine drømme, ville tillade en så arbitrær ordning af naturen."[19] For Bacon skulle "naturfilosofi" (naturvidenskab) ikke sammenblandes med teologi, som man havde gjort det siden Platons Timaios, men baseres systematisk og kritisk på forskning.

I dag handler det også om at undgå de typer nivellerende holisme, der forsøges begrundet alene i naturvidenskab, og fx mener at kunne redegøre for både menneske, sprog og univers gennem den infoldede orden, holobevægelsen, kvantepotentialet (David Bohm) eller forklare bevidstheden og fri vilje gennem såkaldte Bose-Einstein kondensater (Danah Zohar), etc. - men på den anden side også undgå den refleksbetingede afvisning hos fagfolk af enhvert forsøg på at bringe filosofi, humaniora og naturvidenskab på talefod. Det er ikke altid lige trivielt at trække grænsen mellem skidt og kanel.

En moderne naturfilosofi må undgå identitetstænkningens skråplan og respektere bruddet mellem teologi og naturforskning, og det senere brud, indenfor naturforskningen, mellem filosofi og naturvidenskab. At disse brud ikke har forhindret naturvidenskaben i at optræde som en art billedmager af verden, i al sin metafysiske vælde, bør vække til sund skepsis, men må ikke afskære en levende vekselvirkning mellem filosofi og naturvidenskab. Det jeg ønsker, er altså en ny form for sameksistens mellem filosofi og videnskab, hvor grænser respekteres og forskelle opretholdes, men hvor det også er muligt at overskride disciplingrænser og lade de enkelte erkendelser udfordre hinanden i en mere kritisk gennemtænkt helhedsvision. Et verdensbillede, som selv er klar over sin egen karakter af kludetæppe.

-- Men er det ikke en form for pseudo-religion at beskæftige sig med sådan noget som et helt verdensbillede? Har man overhovedet brug for det? Hvorfor ikke indrømme at det er religion?

Hør nu! Vi må da stadig kunne sondre mellem videnskab, filosofi og religion! Der er religiøse og ikke-religiøse verdensbilleder, som ikke nødvendigvis medfører et bestemt livssyn. Det står enhver frit for at søge at forbinde disse ting på en konsistent måde, men man kan ikke sætte filosofi lig med religion. Iøvrigt kan en religiøs dimension som en side af den menneskelige eksistens godt have plads i en tænkning, der ellers kun vil forholde sig historisk og videnskabeligt til de store institutionelle religioner. Naturfilosofi er hverken nogen skabsreligion eller naturreligion. Den er historisk et barn af en række moderne modsætninger og differentieringer. Det naturfilosofiske projekt skal ikke have det religiøse som primær genstand, men det skal heller ikke afvise dets eksistens som en måde at forholde sig på; en måde som i nogen situationer kan vise begrænsningerne i en ren videnskabsbaseret rationalisme. Om ikke andet, så må selv de mest hard core materialister respektere, at der findes særlige følelser, stemninger, måder at forholde sig på, og handlinger, som nok kan udtrykkes gennem poesi eller billeder, men som beskrives autentisk som ganske enestående og som noget, der ligger hinsides enhver følelse eller handling, som faktisk lader sig meddele i sproget.

-- Skal de være genstand for naturfilosofi? Burde man ikke trække en grænse her?

Jo, akkurat. Men naturfilosofien bør være et projekt, der åbner for nye spørgsmål. Det spændende er at forsøge at forstå hvorfor der er disse grænser. Man behøver ikke på forhånd afskære naturfilosofien fra at inddrage forholdet mellem `overnatur', menneske og natur, dvs. samspillet og konflikterne mellem naturvidenskab, menneskesyn og verdensopfattelse, inklusive de religiøse verdensbilleder.

-- Risikerer man ikke at det religiøse bare bliver et residual, et relikt eller en `anomali', der skal undersøges eller værre, legitimeres udfra en iøvrigt totalt naturvidenskabeligt domineret forståelse?

Det håber jeg ikke. Når religion diskuteres i forbindelse med naturvidenskab er der altid fare for at forveksle religiøsitet med det paranormale eller det okkulte. I spørgsmålet om det overnaturlige, mirakler og paranormale fænomener ligner debatten ofte kampen mellem to trossamfund, der begge er dogmatiske; den hellige naturvidenskabs rene materialisme og de vanhelliges alternative holisme, hvad enten det er krystalhealere, jordstrålefindere, astrologer, clairvoyante, eller nyreligiøse bevægelser, hvis praksis ikke altid har særlig meget med religiøsitet at gøre.

-- Hvad er så religiøsitet ?

Dét skal jeg ikke forsøge at definere. Men det er vel blandt andet hvad mange digtere og forfattere har beskrevet som mødet med det helt andet, det sublime, eller det ubegrænsede - at sindet kan blive rykket af at se solen glimte i en skarnbasse, som sad hele mælkevejen i skjoldet.[20] Den slags sker. Vi behøver ikke gå til yderligheder a la den kvanteholistiske indfoldede orden for at forstå det.

-- Det religiøse skal vises, i måder at handle og forholde sig på, snarere end beskrives?

Øh... ja. Det man kan sige er, at naturfilosofien netop må forholde naturvidenskabens grænser, og her er det religiøse blot én af dem. Den videnskabelige fornuft har også andre, langt mere praktiske grænser. Jeg tror ikke der er megen ide i at finde en ny plads til Gud i den kvantemekaniske indeterminisme eller i bifurkationspunkterne i den nye ikke-lineære kaosteori, sådan som enkelte teologer har forsøgt at spekulere på. Det bliver en temmelig søgt form for teologi. Teologi er så mange ting, og de bedste former for teologi kan have en hel del at sige, også for troende ateister vil jeg tro.

(IV) Naturens tilstand: bæredygtighed

--Du sagde der var langt mere praktiske grænser?

Ja, der er en fjerde ting, som aktualiserer en ny grænsebevidst naturfilosofi: Indsigten i nødvendigheden af en bæredygtig udvikling har antaget et nyt omfang - og selvom ordet bæredygtighed allerede er ved at blive godt fortærsket, har den overlevelsesmæssige og moralske nødvendighed, begrebet udspringer af, ikke ændret sig.[21] Og det betyder, at en anden ide om natur og kultur er under opsejling, en ide som indtænker økologien, uden grøn fundamentalisme og romantisering af de førindustrielle samfund, men også nøgtern i forhold til de kriser verden står i nu. Naturfilosofi har en lettere altmodish klang, men det vil antage en ny mening.

-- Er dét så ikke noget med en ny holisme?

Holistiske tankegange er jo ikke i sig selv nye. I den måde naturfilosofi foreslås brugt på her, er der ikke tale om nogen videnskabelig begrundet syntese, for den slags synteser ender let med at blive reduktionistiske.[22] Nyhed er jo ikke det samme kvalitetsmærke for en filosofi, som det er for en leverpostej. Det nye er vores situation. Med den globale krise står vi i en situation, hvor dét vi foretager os i vores liv på den ene side af kloden har konsekvenser, der rækker over på den anden, og ud i fremtiden for de næste generationer. Selve dén situation er ny, og det burde påvirke måden at tænke på.

Snarere end en sammenhængende helhedsfilosofi om forholdet mellem menneske, natur og samfund bliver naturfilosofi mere et værksted for den på én gang filosofiske, videnskabelige og etiske refleksion over forholdet mellem det vi ved, det vi kan og det vi vil.

-- Og det vi tør håbe?

Ja. Håbets princip, at vi faktisk gennem tanke og handling kan foregribe fremtidige tilstande som er mere ønskelige end det forhåndenværende, og gøre dem nærværende, det burde indgå som erkendelsesideal i al god filosofi.

Sprækker i rationaliteten

-- Og hvor skal denne refleksion finde sted?

Naturforholdet granskes allerede på alle områder af samfundshelheden, og tænkearbejdet må tilsvarende foretages i alle rum; det poetiske, det videnskabelige, det politiske, det kommunikative, det produktionsmæssige og det private. Kagen kan skæres forskelligt, men hvis den kritiske fornuft ikke skærer igennem, rådner den. At der er noget muggent ved vores naturforhold er ikke nyt, men problemerne har et hidtil uset omfang. Bl.a. derfor er naturfilosofien ved at få en renæssance.

Det skyldes ikke alene den økologiske elendighed, men også de mangfoldige tegn på revner og sprækker i den vestlige form for rationalitet. Det kommer til udtryk på modsætningsfyldte måder i så forskellige ting som i science fiction litteraturen og "new science" bøgerne, altså den populærvidenskabelige litteratur, som de sidste 10 år har undergået en genremæssig fornyelse.[23] Og både i sci-fi og i new science bøgerne ser vi videnskaben fremstillet med en blanding erkendelsesmæssig fascination og frygt for videnskabens følger af teknologisk, miljømæssig eller etisk art.

Den samme tvivl angående den teknologisk-videnskabelige udviklings entydige rationalitet ser vi også på en række andre felter: Det ses i det, man kunne kalde de vital-ikoniske medier, hvor tekst og levende billeder tilgængeliggøres og rekombineres på måder så referencen til naturgrundlaget gøres ren virtuel. Eller det ses i forbindelse med biomedicinens nydefinering af kroppen som en molekylærbiologisk justerbar maskine. Og det kommer til udtryk i den alternative medicin og i hele terapimarkedet, hvor overnaturlige eller spirituelle fænomener anskues som modsætning til det såkaldt naturvidenskabelige verdensbillede.

-- Er det selve rationaliteten, der er i krise?

Kun hvis det rationelle, det fornuftige bliver noget rent kalkulatorisk. Påstanden er ikke, at vi med de nævnte krisetegn står overfor en fundamental krise i selve rationaliteten, som man ofte definerer al for snævert som teknisk rationalitet. Det er ikke sådan, at rationaliteten må opgives og vi må begynde helt forfra. Nogle af tilhængerne af "deep ecology" bevægelsen vil måske mene noget lignende, men det tror jeg er farligt. Vi må bare ikke tage det rationelle for givet. Rationalitet må selv underkastes rationel kritik, og det må ikke adskilles fra det etiske. Den filosofiske kritik må realiseres under former, der ikke nøjes med at inddrage de berørte "videnskabelige" parter, fordi parterne i sidste ende er os alle.

Når det videnskabelige system fungerer bedst, er det allerede selvkritisk,[24] i modsætning til det økonomiske system, som er anderledes lukket i forhold til sine grundlæggende profitmaksimerende aksiomer. Vi har det politiske system til at sætte grænser for det fri marked og dermed i praktisk henseende kritisere den "rene forstand" i økonomien, men vi er først ved at udvikle det politiske system til også at kunne sætte grænser for og kritisere den rene tekniske forstand, fx ved en bevidstløs anvendelse af ny naturvidenskabelig viden til ny teknologi.[25] Det er jo dét, hele debatten om teknologivurdering, etiske råd osv. handler om, ligesom "det alternative" indenfor livsfilosofi og verdensbilleder kan ses et oprør mod den tekniske forstand. Det oprør må bare ikke ske på bekostning af fornuften selv. Her bliver naturfilosofi væsentlig som den omtanke, der må kombinere naturvidenskabelig erfaring, kritisk fornuft og sociologisk fantasi og indsigt. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort.

Påstanden er, at de nævnte krise-tendenser forstærker behovet for kritisk og rationel undersøgelse af netop naturvidenskabens forudsætninger og begrænsninger, og at det kan bidrage til løse op for de bastante modsætninger mellem "alternative" og "naturvidenskabelige" syn på selve virkelighedens indretning. Det er et reelt behov for at sætte den viden om menneskets og universets mursten og mørtel, som naturvidenskaberne trods alt har givet os, i et videre perspektiv. Det kræver nye former for samarbejde mellem filosoffer, videnskabsfolk og andre erkendelsesarbejdere.

Anti-videnskab og absolutistisk videnskab

-- Har vi ikke et mere afslappet forhold til naturvidenskab i dag? Der er vel ingen, der for alvor tror, at naturvidenskab har svaret på alt?

Det er der nu nok. Historikere vil sikkert kunne påpege den konstante eksistens af både en mørk anti-videnskabelig strømning og en agressiv scientistisk strømning, der bekæmper hinanden på hver sin side af en mere moderat holdning til videnskabelig erkendelse og dens grænser. Debatten mellem astronomi og astrologi ser fx aldrig ud til at ville dø ud. Idag, godt tyve år efter dén kritik af den "reduktionistiske" og "positivistiske" naturvidenskab, som fulgte med studenteroprøret og de politiserede intellektuelle strømninger i 1970'ere, er naturvidenskab tilbage i den offentlige bevidsthed som stedet for højeste ekspertise udi produktion af objektiv viden om alting; en viden som potentielt kan omsættes i udvikling af ny teknologi, og dermed en viden som både skræmmer og fascinerer.

-- Hvordan skræmmer?

Det er ikke mindst de historiske spor, som skræmmer. Netop i det 20. århundrede blev oplysningsfilosofiens naive fremskridtstro gjort til skamme. Det var ikke alene den globale miljøkrise, som udløste tvivlen på ideen om den iboende uskyldighed af videnskaben og teknologi. Tænk på den totale adskillelse af moralsk fornuft og teknokratisk effektivitet, der udfoldedes under nazismens barbari -- et regime, som misbrugte genetikken i sin absurde ideologi, hvor denne videnskabsgren tilsyneladende ikke selv kunne angive grænser imod disse forvridninger. En lignende, men ikke identisk problematik ligger i Manhattenprojektet, som alle deltagere fra starten vidste var et krigsprojekt, men hvis videnskabelige indhold i sig selv kunne opfattes intellektuelt som uhyre besættende, rent videnskabeligt. De videnskabelige resultater dannede baggrund for en hidtil uset drabskapacitet. Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki var ikke blot en frygtindgydende afslutning på krigen; atomvåbnene kom til at sætte dagsordenen for den internationale politik de næste årtier.

Det generelle boom vi ser i interessen for filosofi er ikke bare gammel visdom i ny indbinding, eller udtryk for nostalgisk søgen tilbage til tiden før videnskabens mistede sin uskyld, dengang man virkelig kunne stole på fremskridtet. Opblomstringen i den filosofiske nysgerrighed skyldes bl.a. globaliseringen af dødsbevidstheden, af den endelighedserfaring, der udtrykkes i det gamle memento, "Husk, du er dødelig". Globaliseringen er knyttet til dét større perspektiv, videnskaberne trods alt giver vores eksistens: planetens universelle lidenhed og skrøbelighed, den biosfæriske balances dødelighed, det civilisatoriske hybris, som opretholder uligheden mellem folk i Nord og Syd. Det er kendsgerninger som kan dokumenteres videnskabeligt, måske endda forklares videnskabeligt, men nogen højere mening i tingenes tilstand er svær at se.

Som politiske dyr har vi låst os fast i livsformer, der ligger lige vidt fra den glade rus og det middelmådige mådehold. Den ulykkelige bevidsthed om verdens konflikter nærer hos mange mennesker en metafysisk længsel efter at trænge ned under tingenes kaotiske og meningsløse overflade, eller hæve os op over skyerne i en søgen efter det absolutte.

-- Behøver filosofisk nysgerrighed at være ensbetydende med "søgen efter det absolutte"?

Nej, og denne søgen behøver ikke have ekstreme udtryk. Om den i sig selv er fornuftig kan man selvfølgelig skeptisk betvivle. Det naturfilosofiske projekts håb er, at fornuften stadig kan korrigere den rene forstands retningsløshed og den rene desparations rådløshed.

Det ville hjælpe, hvis man besindede sig på andre udtryk for menneskelig fornuft end blot de, vi kender fra den vestlige videnskabelige kultur. Erkendelsen af, at der i andre kulturer findes andre opfattelser af tid kunne eksempelvis tænkes at være relevante for vores egne problemer med at organisere livstiden i en opdelt arbejdstid og fritid. På samme måde kunne man jo overveje andre opfattelser af vækst end vækst i produktion.

-- Men hvis vi nu fastholder, at naturfilosofi er den sammenfattende eftertanke over vores erfaringerne med naturen, er det så ikke, når det kommer til stykket, hovedsageligt naturvidenskaben som har formuleret den moderne naturfilosofi?

Der er jo et traditionelt, næsten positivistisk standpunkt som siger, at videnskaben snarere har overflødiggjort filosofien i forståelsen af naturen. Tanken er, at filosofisk spekulation er afløst af velkontrollerede iagttagelser ved eksperimenter og udledning af naturlove formuleret i et eksakt matematisk sprog. På grundlag af denne udforskning fremkommer det videnskabelige verdensbillede. Det er ikke en "filosofi". Det er heller ikke i sig selv er nogen videnskabelig teori, men det hviler på naturvidenskabens teorier om verden. Der er noget rigtigt i synspunktet for så vidt vi vitterligt ikke lever med én sammenhængende, ren filosofisk-metafysisk eller mytisk helhedsforståelse af vores verden, men pragmatisk deler den op efter de enkelte tekniske eller videnskabelige spørgsmål vi finder på at stille.

Men et af problemerne er, at man antager, at der kan trækkes skarpe og stabile skel mellem filosofi (metafysik) og videnskab, at vi kan skære metafysikken væk, og at videnskaben er en enhed. Det viser sig, at selv eksakte videnskaber som fysik og matematik hviler på metafysiske antagelser, og at fx bestemte erkendelsesteoretiske opfattelser spiller en aktiv rolle i udøvelsen af videnskabelig aktivitet. Desuden så vi, at ideen om en enhedsvidenskab ikke lod sig realisere i den positivistiske udformning. Det betyder, at de enkelte naturvidenskabers særpræg og selvstændige karakter må anerkendes, og at "det videnskabelige verdensbillede", når man ser det efter i sømmene, snarere er en mosaik af mange små billeder eller fortællinger fra de enkelte fagområder end en stor færdig syntese.[26] Her ligger den naturfilosofiske interesse i at undersøge de enkelte billeders indbyrdes forhold. Hvis fysikkens superstrengteorier hævder at være forsøg på at finde en "teori om alt", hvad kan en sådan teori så sige om biologiske organismer eller psykens natur? Og hvis ideen kun er at forene "alt" indenfor fysikken, hvad er så forholdet mellem fysikkens, biologiens og psykologiens verden? Se det er helt uafklaret.

-- Men problemet er vel ikke, at man har trukket skarpe skel mellem filosofi og videnskab, men at den ene part, filosofien, ikke anerkendes, og den anden, naturvidenskaben, ikke kendes, og derfor misforstås og tillægges en helt forkert betydning?

Ja, der er en del fagchauvinisme og mange fordomme, der skal brydes ned. Jeg tror faktisk naturfilosofien i nogen sammenhænge kan fungere som et sådant mødested for fordomsnedskydning og erfaringsudveksling.

En tredje vej til kulturen?

Så uanset om man køber tanken om at naturvidenskab har overflødiggjort filosofien eller ej, så er det naturvidenskabelige verdensbillede kun i en meget umiddelbar forstand dét, der svarer til "en moderne naturfilosofi". Dette verdensbillede er jo ofte meget ureflekteret, sådan som det udtrykkes i den populærvidenskabelige litteratur og i det, man har kaldt "den tredje kultur".

-- Hvad er "den tredje kultur"?

Ja de to første kulturer, det var jo den rene naturvidenskabelige kultur og den rene humanistiske kultur, som C. P. Snow beskrev som adskilt af en foruroligende kløft af snævertsyn -- dog havde Snow nok større tiltro til naturvidenskabsmænds kendskab til Shakespeare end til litteraternes viden om termodynamikkens anden lov. Snows sympati lå hos science, der stod som garant for de materielle fremskridt, modsat det Snow så som en romantisk, finkulturel litterær elite. Snow var klar over, at opdelingen var umulig grov, men han behøvede en slagkraftig metafor for et generelt problem han mente at kunne se i vores civilisation.[27]

"Den tredje kultur" er så tanken om, at et fremspirende mødested mellem den naturvidenskabelige og den humanistiske kultur er de videnskabsfolk, journalister og forfattere, der diskuterer implikationerne af de naturvidenskabelige teorier for vores forståelse af mennesket som helhed. Denne "tredje kultur" skulle være "tættere på virkeligheden" end de finere skønånder blandt kunstnere og litterater, som hidtil, ifølge ideens fortalere, har haft monopol på kulturens virkelighedsopfattelse.[28] Altså en ny realistisk avantgarde, i alliance med naturvidenskabsfolket. Det er bl.a. den litterære agent og redaktør John Brockman, der har formuleret ideen om den tredje kultur.[29] Noget af det nye skulle være en gåen bort fra den traditionelle ide om journalistisk popularisering af videnskab som en formidlende og filtrerende instans mellem ekspert og menigmand. I stedet får man en situation, hvor forskerne taler direkte til publikum og selv diskuterer med hinanden i deres respektive bøger, og derigennem bidrager til en naturfilosofisk debat. Det er jo stadig de store klassiske spørgsmål i filosofien, der tumles med, men altså sat i realistisk relief af ny frontforskning.

Brockmans egen version er, at debatten foregår udenom de traditionelle litterære intellektuelle -- den tredje kulturs intellektuelle synes ikke at have brug for dem; de kan godt skrive selv. Som eksempler nævnes videnskabsmænd som zoologen Stephen Jay Gould, fysikerne Freeman Dyson og Steven Weinberg, astronomen Carl Sagan, biologen E. O. Wilson, computer-forskerne Marvin Minsky, Danny Hillis og Douglas Hofstadter, og matematikerne Benoit Mandelbrot og John Poulos.

-- Kan de virkelig skrive?

Hvis man skulle opholde sig 10 år på en øde ø, kun medbringende én reolmeter, ville man nok tage noget andet med. Det er fjollet af Brockman at foregive, at det er litteratur. Men okay, mange af dem er gode skribenter. Som filosofi og bidrag til diskussion af verdensbillede peger deres bøger i temmelig mange retninger. Amerikaneren Brockman har selv sine kæpheste og langer ud efter humanisternes selvtilstrækkelighed, men jeg synes ikke han selv lytter til deres budskab. Man må kritisere Brockman for, at han egentlig ikke ønsker dialog mellem de to kulturer. Han afviser den ene kultur som verdensfjern og tilbyder den anden som løsning på de eksistentielle problemer, som litteraterne i Brockmans øjne ser sig som privilegerede til at tage sig af.

I den forbindelse må udfordringen være at undersøge, hvad denne nye videnskabslitterære genre, de omrejsende fysiske kosmologer og matematikere som Hawkins, Weinberg og Penrose, egentlig siger om "de store spørgsmål", og se på den måde, de siger det på; dvs. se kritisk på dens ideologiske og filosofiske funktion, og iøvrigt selv bidrage til de diskussioner, den igangsætter. Naturfilosofi i den her skitserede forstand må altså gå på to ben; både et naturvidenskabeligt og et kritisk-filosofisk.

-- Hvad er det for "store" spørgsmål, der diskuteres?

Eksempelvis: Hvad siger fysikken om universet som vores materielle ophav? Er der intelligent liv andre steder i universet -- og hvad skal vi bruge en sådan indsigt til? Fortæller det os noget om vores bestemmelse som menneske, som individualitet, eller som del af et fællesskab? Hvad er det særlige ved den naturvidenskabelige aktivitet blandt andre aktiviteter i kulturen? Hvilken rolle spiller det historiske og tilfældigheden for verdens udvikling? På hvilken måde vil naturvidenskabelig og datalogisk indsigt i hjernen og psykens natur kunne anvendes i fremtiden? Vil man kunne konstruere tænkende og følende robotter, baseret på avanceret informationsbehandling? Hvilken status har i det hele taget information blandt de øvrige naturprocesser?

-- Men kan naturvidenskaben overhovedet sige noget om vores "bestemmelse" som mennesker?

Det er netop et af de spørgsmål, en kritisk naturfilosofi må formulere så skarpt som muligt: Hvor går grænsen mellem den naturvidenskabelige erfaring, der er baseret på naturiagttagelse og eksperiment, og andre typer af menneskelige erfaringer? Hvad er det for spørgsmål, der ikke skrives om i den slags bøger? Det, som ikke eller ret sjældent tages op, er spørgsmål som: Kan alt besvares naturvidenskabeligt? Hvilke lakuner i vores viden ligger gemt i det videnskabelige verdensbillede? Giver det en harmonisk, helhedsmæssig forståelse af verden, eller er det fragmentarisk, en mosaik af hypoteser, som kun med velvilje lader sig forstå i sammenhæng? Giver det os nogen forståelse af hvad det fx vil sige at være en person, et selv, at være til i verden som menneske? Altså en serie kritiske spørgsmål som er nødvendige at medreflektere, hvis der endelig skal være noge mening med galskaben.

-- Galskaben?

Altså de undersøgelser, den tredje kultur lancerer som en ny realisme; ikke socialrealisme, men hvad man kunne kalde kosmorealisme, hvis grænser til science fiction ikke er helt klare.

Naturfilosofiens to ben

-- Men hvis du nærmest siger, at naturfilosofien må gå på to ben, både et naturvidenskabeligt og et kritisk-filosofisk; er det så ikke at sætte sig mellem to stole. Må man ikke klart beslutte, om objektet for ens kritiske undersøgelse er naturen selv (helheden kosmos' ontologi eller økologi eller lignende) eller videnskabenens institutioner og udøvere? Kan naturfilosofien virkelig gabe over begge dele?

Ja da. Det svarer til at spørge en biokemiker om det ikke er at sætte sig mellem kemi og biologi at ville lave noget så omfattende som biokemi. Sagen er, at biokemien netop ikke "omfatter" hele kemien og biologien; den synliggør en virkelighed, som ellers ville falde ud af vores erkendelse "imellem" klassisk biologi og klassisk kemi. På samme måde skulle naturfilosofien gerne synliggøre en virkelighed, der ellers ville forsvinde som et umuligt valg mellem klassisk naturvidenskab og klassisk filosofi; en filosofi som idag - hvilken skandale - opfattes som en enkel disciplin under de humanistiske fag. Når du siger, at objektet enten må være naturen eller den videnskab, der erkender den, så svarer det til at sige til biokemikeren, at hans genstand enten må være molekyler eller levende celler. Heldigvis kan vi se, at det er et tåbeligt valg: Biokemi er netop studiet af store molekylers vekselvirkning i levende celler, ligesom naturfilosofi kan betragtes som studiet af naturen som den forstås i forlængelse af det moderne samfunds verdensbillede og videnskabelige institutioner. Dette "enten/eller" spørgsmål blokerer blot for nye typer undersøgelser!

Men ligesom biokemikeren ikke kan gabe over hele biokemien på én gang, men går fodgængeragtigt og dermed videnskabeligt frem, med ét løsbart spørgsmål ad gangen, så er det også klart, at naturfilosofisk erkendelse må bygge på noget konkret materiale - ellers er vi tilbage i ren spekulation.

-- Er det i virkeligheden ikke en smule megalomant at tro, at naturfilosofi skulle kunne bidrage til at redde os ud af de mange kriser, vores civilisation står i? Ligge problemerne ikke alene på det politiske plan og bør udkæmpes der?

De ligger på mange planer. De civilisatoriske kriser er også politiske problemer. Der er bare en tendens til at gøre politik til sagsbehandling - se hvordan medierne hellere vil forfølge "sager" end bidrage til debat om fundamentale målsætninger. Men det er nødvendigt at diskutere de store linier, og det er ikke specielt megalomant at ville besinde sig på de globale problemer. Der ligger en vis idealisme i enhver filosofi, der ønsker ændringer. Vi kan selvfølgelig vælge den holdning, at hver videnskab bare skal passe sin egen have. Men det er ikke sundt for filosofien at afsondre sig fra de samfundsmæssige problemer eller fra videnskaberne, ligesom et samfund uden en levende filosofi er et fattigt samfund.

Hvis filosofi er kærlighed til visdom, så må den også vide hvordan verden ser ud. Filosofi bliver ikke bedre af at undgå konfrontation med videnskab og virkelighed. Både videnskab og virkelighed kommer til os gennem sproget. Sproget er nødvendigt, og det er sprogfilosofi også. Men det er en fejl at tro, at virkeligheden kun kommer til os gennem sproget, og at filosofien derfor kan nøjes med at være sprogfilosofi. Der er en virkelighed udenfor sproget, og den er ikke helt så nydeligt opdelt efter det skema, vi grupperer videnskaberne efter.

Litteraturliste

Atlan, Henri 1990: Myte eller videnskab - hvem har sandheden? Ask, Århus (opr. 1986).

Bacon, Francis 1608: "The refutation of the philosophers" , in: Benjamin Farrington, ed., 1964: The Philosophy of Francis Bacon, Liverpool University Press.

Baggesen, Søren 1993: Natur/videnskab/fortælling. Om science fiction som civilisationskritik. Odense Universitetsforlag.

Bang, Jens & Benny Lautrup, 1992: "Mystifysik", s.174-191 i: Ib Ulbæk og Lars Peter Jepsen, red.: Er der mere mellem himmel og jord? Gyldendal, Kbh.

Blitz, David 1992: Emergent Evolution, Kluwer, Dordrecht.

Brockman, John 1993, The Emerging Third Culture, dagbladet Information d. 7. sept. 1993.

Brundtland, 1987: Vores Fælles Fremtid. Brundtland-kommisionens Rapport om Miljø og Udvikling, FN-forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke, Kbh.

Callebaut, Werner 1993: Taking the Naturalistic Turn or how real philosophy of science is done. University of Chicago Press, Chicago.

Collins, Harry M. and T. J. Pinch, 1993: The Golem: What Everyone Should Know About Science, Cambridge University Press, Cambridge.

Fink, Hans 1990: "Naturens enhed og videnskabernes. Kulturforskning som naturforskning", s. 9-48 i: Fink & Hastrup, red.

Fink, Hans & Kirsten Hastrup, red., 1990: Tanken om enhed i videnskaberne. Aarhus Universitetsforlag, Århus.

Gleick, James 1988: Chaos: Making a New Science, Cardinal/Penguin, London.

Gregersen, Frans & Simo Køppe, 1990: "Enhedsvidenskab og reduktionisme", s. 66-87 i Fink & Hastrup, red.

Gross, Roger & Norman Levitt, 1994: Higher Superstition, John Hopkins University Press, Baltimore.

Hegge, Hjalmar 1978: Mennesket og naturen. Naturforståelsen gjennom tidene - med særlig henblikk på vår tids miljøkrise, Universitetsforlaget, Oslo.

Haaning, Aksel 1993: Middelalderens Naturfilosofi. Reitzels Forlag, Kbh.

Jensen, Ole 1976: I vækstens vold. Økologi og religion, Fremad, Kbh.

Kruse, Tove 1994: Helhedsvision og Videnskab, Skrifter fra Inst.f. Historie og Samfundsforhold, nr. 25, Roskilde Universitetscenter (ISBN 87-7349-259-0).

Køppe, Simo 1990: Virkelighedens Niveauer, Gyldendal, København.

Mortensen, Klavs P. 1993, Himmelstormerne, Gyldendal, Kbh.

Mortensen, Viggo 1989: Teologi og Naturvidenskab- hinsides restriktion og ekspansion, Munksgaard, Kbh.

Nørretranders, Tor 1991: Mærk Verden, Gyldendal, Kbh.

Nørretranders, Tor 1994: Verden Vokser, Aschehoug, Kbh.

Pahuus, Mogens 1988: Naturen og den menneskelige natur, Philosophia, Århus.

Ravn, Ib m.fl., 1994: De nye Videnskabers Ord: 200 opslag fra attraktor til økosystem, Munksgaard, Kbh.

Siggaard Jensen, Hans 1990: "Mangfoldighedens paradigmer. Om enhedsvidenskab og typer af systemer", s. 88-113 i Fink og Hastrup, red.

Söderqvist, Thomas 1993: "How to write the recent history of immunology - is the time ripe for a narrative synthesis?", Immunology Today, 14 (11): 565-68.

Snow, C.P. 1959: The Two Cultures (Canto edition 1993, Cambridge University Press.

Thrysøe, Willy & Ole Fogh Kirkeby, red. 1992: Krop, Intuition og Bevidsthed. En debatbog. Tiderne Skifter, Kbh.

Thyssen, Ole 1982, Den anden natur, Vindrose; og Thyssen 1985, Teknokosmos, Gyldendal, Kbh.

Trefil, James 1994: Naturvidenskabens Hvem Hvad Hvor, Politiken, Kbh.

Wilber, Ken 1985: "Fysikken, mysticismen og det nye holografiske paradigme", s. 172-202 og 267-314 i Wilber, red.: Det holografiske Verdensbillede, Ask, Århus.

Zinkernagel, Peter 1988: Virkelighed. Munksgaard, Kbh.