[1] Mellemting mellem interview og dialog, et stilistisk eksperiment. Spørgeren er polyfonisk, er ikke tillagt et samlet synspunkt eller forhåndsopfattelse, og skal ikke afspejle en speciel naturvidenskabelig eller humanistisk baggrund. Formen markerer min gæld til en række personer, som har bidraget til eller deltaget i kurset "Naturfilosofi - naturvidenskabens teori, grundlagsproblemer og verdensbilleder" ved Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, Niels Bohr Institutet, Det Naturvidenskabelige Fakultet i København. For kritiske kommentarer til en tidligere version af teksten skal Marie Svarre Nielsen, Per Frandsen, Henrik Zinkernagel og Tove Kruse have stor tak.

[2] Se Jensen (1976) og Hegge (1978).

[3] Termen naturfilosofi har nogle traditionelle betydninger: 1. den antikke græske naturfilosofi (Thales, Anaximander, Heraklit, Parmenides, Pythagoras); 2. den romantiske Naturphilosophie (Schelling, Goethe, Hegel, Fichte) som kritiseres for at være spekulativ og udfhængigt af erfaringen at ville bevise empiriske påstande; 3. naturfilosofi som en fagfilosofisk disciplin (metafysik, ontologi), der enten (3a) bedrives udfra egne problemstillinger, fx for som N. Hartmann at finde de begrebslige grænser for naturvidenskaberne eller (3b) forsøger, fx som positivismen eller den dialektiske materialisme, at systematisere naturvidenskaberne, logikken og matematikken og deres resultater. I filosofi- og videnskabshistorien finder man en række særegne naturfilosofier hos næsten enhver betydende filosof eller videnskabsmand. Om dannelsen af en selvstændig naturfilosofi som læsning af Naturens Bog i middelalderen, se Haaning (1993).

[4] Se Fink(1990).

[5] Se den ontologiske ide om niveauer hos Gregersen & Køppe (1990), og en mere perspektivistisk tilgang hos Siggaard Jensen (1990).

[6] Se Køppe (1990). Om ideens historie, se Blitz (1992).

[7] Som påvist i Kruse (1994). Heri diskuteres forbløffende lighedspunkter mellem selve måden at tænke holistisk på hos David Bohm (1917-1993), Paracelsus (1493-1541) og Robert Fludd (1574-1637), og deres "nivellerende syntese" modstilles på inspirerende vis med det "udvidende kompromis". Bohms holisme kritiseres også af naturvidensmænd (Bang & Lautrup, 1992) og mystikere (Wilber, 1985).

[8] Anden natur i betydningen ureflekteret samfundsbestemt vane. Begrebet går tilbage til Pascal, Hegel, Marx m.fl. (Thyssen, 1982).

[9] Jf. Kants kritik af den tredje antimoni (mellem deterministisk naturkausalitet og frihed) som udtryk for metafysisk blændværk: verden som kausal helhed er ikke en genstand for empirisk erfaring.

[10] Hvilket sommetider udløser afstandtagende reaktioner fra udøvere af naturvidenskab, måske især fysikken, som ifølge det klassisk newtonske synspunkt stod i en priviligeret iagttagerposition i forhold til erkendelse af virkelighedens grundlæggende strukturer. Når naturvidenskab selv bliver objekt for udforskning, er det ikke mere helt så klart, hvilken iagttagelsesposition, der er den fundamentale. Det er interessant, at den moderne fysik selv i erkendelsesteoretisk henseende forlængst har gjort op med forestillingen om muligheden af et fundamentalt iagttageruafængigt beskrivelsesniveau - et "God's eye view" eller en priviligeret synsvinkel, som samme fysiks metoder sikrede en stadig tilnærmelse til. Alligevel trives det platoniske perspektiv og tanken om et sådant altomfattende "view" stadig i fysikkens "dagligdags-metafysik" eller spontane filosofi.

[11] Jf. Söderqvist (1993).

[12] For en kritik af den radikale form for socialkonstruktivisme i videnskabssociologien, se Gross & Levitt (1994). For et modsynspunkt, se Collins & Pinch (1993). En voldsom debat i England startede med et referat i Times Higher Education Supplement (30.9.94) af et møde i the British Association for the Advancement of Science mellem videnskabssociologer og naturvidenskabsfolk.

[13] "Men da sandheden er en illusion" (kunne den sociale konstruktivist indvende), "hvorfor så ikke opgive illusionen?" Bortset fra at påstanden er selvophævende, er den asocial for så vidt selve ideen om videnskab hviler på en etik for social kommunikation, der har sætter tvangen i det gode argument over den tvang rent retoriske former for samtale beror på. Det er i en række situationer essentielt, at vi kan tro, at påstande af formen "det er sandt at x", henviser til x, og ikke blot til vores forestillinger om x og sociale konstruktioner af x. Det gælder ikke mindst hvor x er påstande om iagttagelser, fx i det videnskabelige eksperiment eller beskrivelser af hændelsesforløb i retssager. At forskere somme tider fristes til fusk er et brud på normen som ikke ophæver denne norm som umistelig værdi i et demokratisk retssamfund. Jeg er ikke sikker på at konsekvenserne af social konstruktivisme praktiseret af dommere i forbindelse med retssager er specielt ønskelige.

[14] Det er ikke trivielt at afgrænse de udgaver af social konstruktivisme, som blot optræder som empiriske forskningsprogrammer indenfor videnskabssociologien fra de, der generaliseres filosofisk til (evt. ekstremt) relativistiske erkendelsesteorier. Naturfilosofi som undersøgelsesfelt skal selvfølgelig ikke dogmatisk forkaste erkendelsesteoretisk relativisme som sådan, men må undersøge disse positioner kritisk på linie med andre, fx realistiske, opfattelser.

[15] Der tænkes på forsøg på at tilføre (eller mere problematisk: helt at erstatte) videnskabsfilosofien og de erkendelsesteoretiske og sprogfilosofiske teorier om videnskabelig erkendelse med studier "i felten" af den faktiske adfærd hos naturvidenskabsmænd og -kvinder m.h.t. den sociale konstruktion af erkendelsens "produkter", de retoriske strategier for fremme af discipliner osv.; med biologiens filosofi som eksempel diskuteret i Callebaut (1993).

[16] I Danmark er især Peter Zinkernagel kendt for sit arbejde med disse (nærmest transcendentale) betingelser for beskrivelse, men også i den angelsaksiske sprogfilosofi har en række tænkere klargjort fundamentale træk ved sproget som handlings- og erkendelses-middel, træk som er væsentlige for de videnskabelige fagsprog.

[17] Atlan (1990). Se også Mortensen (1989).

[18] Sammenfattet fra Kruse 1994, s. 27-56.

[19] Bacon (1608), cit. fra p.122 in Farrington, ed., 1964 (min oversættelse, CE).

[20] Se fx analyserne i Pahuus (1988) og Mortensen (1993). At selve det videnskabelige arbejde, i geometrien, i matematikken eller i glaciologien, kan åbne for oplevelser af lignende art, bør ikke undre. At kalde det religiøse en "grænse" for naturvidenskab er måske et misvisende udtryk og eksempel på at sproget kan forhekse os.

[21] Eksempelvis, at "En bæredygtig udvikling må som absolut minimum ikke bringe de naturlige systemer som støtter livet på jorden i fare: atmosfæren, vandene, jorden, og de levende væsener" (Brundtland 1987, s. 53 ). Skønt de fleste tilslutter sig den slags erklæringer, synes det internationale system, der domineres af den rige verdens interesser, uvilligt til at handle i retning af at sikre de gode hensigter.

[22] Som påpeget i Køppe (1990), se også Kruse (1994).

[23] Den klassiske "formidling af ny viden" kombineres i langt højere omfang end tidligere med erkendelses- og samfundsmæssige perspektiveringer, ligesom videnskabens sociale og paradigmatiske karakter oftere understreges; dette var fx tilfældet i Gleick 1988. Om science fiction, se analysen i Baggesen (1993).

[24] At det videnskabelige system ofte kun ideelt set er selvkritisk skal man ikke kritisere selve idealet for; og at "selvkritik" ofte kun opfattes i snæver faglig (normalparadigmatisk) forstand, kan man næppe laste selve videnskabens universelle ide om stræben efter indsigt, fordomsfrihed og udfoldelse af krisitk fornuft, men måske nok den måde videnskaben institutionelt virkeliggøres på, som ofte kun fører til en alt for partiel virkeliggørelse af dens egne idealer.

[25] Naturvidenskab er ikke blot konstitueret ved en teknisk-manipulerende erkendelsesinteresse, men er også udtryk for en mere `forstående' interesse. Iøvrigt er den traditionelle ide om en entydig "overførsel" af "viden" fra naturvidenskab til teknologi problematisk, da den teknologiproducerende sektor har sin egen forskning, og teknologisk innovation kun i nogen grad forudsætter grundvidenskabelige landvindinger.

[26] Derfor er opslagsværket også en hyppigt anvendt fremstillingsform for det videnskabelige verdensbillede, fx i en håndfast, faktuel og fragmeteret form (som Trefil 1994, hvis engelske titel er karakteristisk nok "1001 Things Everyone Should Know About Science"), eller mere diskuterende (fx Ravn m.fl., 1994). Også den sammenhængende fortællings form anvendes (se Nørretranders, 1991; 1994) i forsøg på synteser (jf. diskussionen af Mærk Verden i Thrysøe & Kirkeby, red. 1992).

[27] Snow, 1959 (i Canto udg. fra 1993 en introduktion til debattens historie af Stefan Collini og Snows A Second Look fra 1963).

[28] Hvilket lyder sært - ser Brockman spøgelser, som beror på hans egen kontekst? Man kunne med lige så stor ret sige, at naturvidenskaben i store dele af den moderne kultur har haft monopol på opfattelsen af "virkelighed". Evt. åndshovmod overfor naturvidenskab kan skyldes rester fra den kristne kultur som har opfattet materien som "det lavere" og sjælen (og dens kulturprodukter) som noget "højere".

[29] Begrebet den tredje kultur går egentlig tilbage til Snow selv (i det i noten ovenfor nævnte A Second Look). Brockmans manifest, The Emerging Third Culture, blev i dansk udgave bragt i dagbladet Information d. 7. sept. 1993. Det er kritisk overfor den litterære intelligentsias elitisme og intolerance; "Den tredje kulturs styrke beror netop på at den kan tolerere uenighed om hvilke ideer der skal tages alvorligt. Der er ingen kanon eller fastlagt liste over acceptable ideer. I modsætning til tidligere intellektuelle sysler er den tredje kulturs præstationer ikke en stridbar mandarinklasses marginale bedrifter: de vil komme til at påvirke tilværelsen for hvert eneste menneske her på kloden". Brockman genspiller bastant den samme aversion mod litteraterne som Snow; blot i en hel anden social kontekst.