Smertens gåde

Claus Emmeche

Kronik i Kristeligt Dagblad, d. 9. febr., 1995 [kronikserie om smerte]

-----------
Det naturvidenskabelige verderdensbillede giver en forståelse af universets inventar, men ikke af hele virkeligheden. Smerte findes i levende væsener både som noget, vi principielt kan beskrive helt biologisk, og som noget oplevet, vi ikke helt forstår.
-----------

Føler pæren smerte når den plukkes? Gør det ondt på guleroden, når den flås op af jorden? Vi tror det næppe.

Ikke blot fordi tanken er uudholdelig. Kynismen i det moderne samfund har for længst vænnet os til at abstrahere fra smerten hos de dyr, vi fortærer hver dag; ikke så meget deres eventuelt pinefulde død som det halvliv, de frister i et landbrug, der endnu ikke har befriet sine høns, svin og køer. Ingen er i tvivl om at dyr kan føle smerte. Meget få tvivler på, at planter i al fald aldrig kan føle smerte. Men hvor ved vi egentlig det fra?

Vi ved det af almindelig erfaring, og vi har videnskabeligt belæg for det. Ingen har erfaret en gulerod vånne sig eller set kartoflen spjætte i gryden når vandet varmes op. Smerte forudsætter sensibilitet - nerver skal der til. Aristoteles, den gamle græker, vidste ikke noget om nerveceller. Men han antog, at planter kun har en vegetativ sjæl. En meget sporadisk form for psyke, vil vi sige idag, som udtrykker en stræben efter at vegetere, opsuge, vokse. Dyr har foruden den vegetative også en animalsk psyke. De kan jo bevæge sig rundt, de kan sanse og begære og selvfølgelig kan de også føle smerte. Endelig har mennesker en særlig tænkende psyke - og sådan er det hele vejen igennem hos Aristoteles, hvor dagligdags erfaring og filosofi hænger nogenlunde sammen. Planter er planter, og vegetarer skal ikke bekymre sig (mere end planterne selv gør) om livets mening og dødens smerte.

Idag kan de biologiske videnskaber underbygge denne intuition: Smerte må simpelthen kræve neural aktivitet; særlige biofysiske processer i levende celler i dyrets nervesystem. Ifølge ethvert oplyst menneske er dette en nødvendig betingelse for at en organisme som mig eller min hund kan føle smerte. Hverken kartoffel eller gulerod, eller nogen andre planter, har nerveceller. Det er logik a la Erasmus Montanus: Vi kan føle smerte, vi har nerveceller; planter har ingen nerveceller, ergo kan planter ikke føle smerte.

Lad nu ligge, at argumentet logisk set er utilstrækkeligt, da det må forudsætte, at nerveceller er en nødvendig betingelse for dét at føle smerte, og denne præmis kan vi jo strengt taget ikke være sikre på. Det kunne jo tænkes, at smerte vitterligt kunne have et vegetativt niveau så at sige, en meget svag og diffus smertefølelse, en vag tristesse, en skimtvis skælven. En ubekvemhed, som den morgenens pine det er at forlade dynerne. Og der kunne jo tænkes andre former for liv på fjerne planeter, liv med med en særlig smertestruktur, der realises i systemer lige så komplekse som nervessystemet hos firben eller mennesker, men uden noget, der bare ligner hjernens 100.000 millioner nerveceller. Kan en lille grøn mars-kartoffel med øjne ikke se og føle smerte? Og når vi nu er igang med spekulationerne: Hvem siger vi ved alt om gulerødder? Kunne det ikke tænkes at vi opdagede, at det fysiske korrelat til den kvalitative smertefølelse ikke så meget var nervecellerne som de små organeller kaldet mikrotubuli, som både befinder sig i nerveceller og andre celletyper på såvel højere dyr som planter. Så hvem ved?

Lad mig straks indrømme, at jeg ikke i denne omgang vil forholde mig til bøger som "Planternes hemmelige liv", og at det, jeg tænker på, når jeg siger smerte, er den genuine smerte, vi selv ville føle; eksemplevis hvis vi, begravet i jord til smilerynkerne, skulle hives op ved håret. Vi har nok alligevel god grund til at tro, at gulerødder ikke føler smerte af den art. Hvinende smerte, smerte som tandpine, i gulerødder? Selv børn ville le af os hvis vi påstod den slags.

Alligevel har vi aldrig set nogen eksakt redegørelse for det præcise forhold mellem smertens oplevede pinagtighed og dens "mål og vægt" som elektrokemisk aktivitet i et biofysik system; alene af den grund, at der ikke findes sådanne redegørelser hvorom der hersker bare nogenlunde enighed, da det ganske enkelt ikke bare er et videnskabeligt problem, men er en udløber af det gamle sjæl-legeme problem i filosofien, som stadig diskuteres intenst. Der er mange løsningsforsøg, men det er en filosofisk strid, spændende, åben og uafsluttet.

Trods dét tror de fleste, at der i al fald må bestå visse årsagsrelationer mellem det subjektive og det materielle; mellem hovedpine og hovedpinetablet (eller humør og funtex); med andre ord, mellem på den ene side en oplevet svien, prikken eller dyb smerte, og på den anden side, hjernens registrering af de fysiske påvirkninger, som sanseapparatet i hud eller indre organer udsættes for. Vi tror gerne de neurobiologer, der beskriver den biologiske aktivitet i bestemte hjernecentre (målt med PET-scannere og andet teknisk grej), når de fortæller os, at forsøgspersonens subjektive smerteoplevelse tidsmæssigt nøje svarer til de objektivt registrerbare ændringer af hjerneaktiviteten som aflæses på skærmen, når forsøgslederen i sandhedens tjeneste og efter informeret samtykke laver voodoo på patienten. Auuv! Vi tror på videnskaben, som på et synligt isbjerg af velbegrundede, empirisk testede hypoteser om verdens fysik. For er viden ikke præcis dette: Begrundet sand tro? Vi har ingen rationel grund til at tvivle.

Og dog. Smerte er stadig gådefuld. Vestlig filosofi og videnskab hviler på en god portion tvivl og systematisk skepsis. Vi er parate til at indrømme at vi kan tage fejl, hvis nye kendsgerninger omstøder gamle dogmer og kræver andre teoretiske tolkninger. Vi bygger på sand. Videnskabelige teorier kan modsige vores dagligdags intuitioner, og videnskaben undergår selv udvikling og revision. Mange vil nok mene, at de to kilder til vores vished om fraværet af planters lidelser, dagligdag og videnskab, kommer ud på ét - som om der ikke også var nok meningsløs lidelse i verden. Men én af smertens gåder er netop smertens dobbelte meningsløshed i biologisk forstand:

Asiatisk i vælde er smertens absurditet i den biologiske udviklingshistorie. Den er meningsløs på den måde, at der ikke, ifølge evolutionsteorien, er indbygget noget formål eller stræben i naturen. Darwin er godt nok påvirket af den naturteologi, der beundrede enhver tilpasning i organismerne - tænk på de fine strukturer i mælkebøttens faldskærmsformede frø, eller de nøje tilpassede munddele hos sommerfugle der suger nektar af de tragtformede blomster. Naturteologien ophøjede enhver sindrig indretning i den organiske verden til et smukt udtryk for Skaberes genialitet og visdom.

Darwin fandt inspiration i studiet af alle disse tilpasninger, men han verdsliggjorde deres konstruktør i form af sin teori om de mangfoldige tilpasningers oprindelse i en proces, der udvælger tilfældige arvelige variationer, som efter omstændighederne fungerer bedst i overlevelsesprojektet. Dermed afvistes tanken om en overordnet målrettethed (teleologi) i evolutionen: Den naturlige selektion, som er en rent historisk (kontingent) proces, er den eneste kilde til design i den organiske verden. Der er intet guddommeligt formål med evolutionen; en tanke Darwin bestyrkedes i, når han iagttog de somme tider næsten sataniske strategier for overlevelse i "kampen for tilværelsen", som var resultatet af denne naturdesigners tilfældige arbejde - parasitter, der lægger deres æg i andre dyr, hvor larverne langsomt æder deres vært op indefra i en proces, der er ækel at skue for det civiliserede menneske, og sikkert - hvem ved? - smertelig for offeret selv. Skulle Herren være bagmand for dette, måtte det være i en uudgrundelig bestræbelse på at holde munke og teologer beskæftiget i århundreder med skolastiske diskussioner om den eventuelt gode mening med det onde i Naturen.

At der ikke er overordnet "mening" med smerten i evolutionsprocessen er ikke en større gåde end fraværet overhovedet af en sådan mening i menneskelig forstand i den biologiske evolution. Det "meningsfulde" er her - stadig indenfor biologiens forståelseshorisont - det funktionelle. Det er fitness, der tæller. Er en form funktionel, bevares den og er kun meningsfuld i dén forstand. Men smerten? Er den funktionel? Det er dybt gådefuldt.
I al fald kommer det an på hvordan vi definerer smerte. Som antydet følger det af sjæl-legeme problemet, at vi kan forsøge at definere smerte såvel subjektivt som objektivt.

Hvis vi forstår smerte objektivt som en bestemt aktivitet i hjernen eller centralnervesystemet, som følger af bestemte påvirkninger af sanserne, med motoriske reaktioner til følge, så er smerten klart funktionel for dét at overleve, og dermed noget, som kan forstås darwinistisk: Dyr udviklede smertesansen, fordi det hjalp dem til at reagere passende på truende farer i deres nicher. De mere sensible varianter med stærke smertefølere klarede sig bedre! Her forstås smerte efter modellen: Stimulus (påvirkning af en smerereceptor), registrering (smerte-aktivitet i nervesystemet), respons (bevægelse af lemmer, der evt. bringer en smertelig påvirkning til ophør). Vi fokuserer på den objektivt iagttagelige adfærd. Jeg lægger en hånd på den varme plade, trækker den til mig og skriger. Men er smerte defineret rent objektivt (behavioristisk) overhovedet smerte?

Hvis vi forstår smerte subjektivt, bliver det interessante ikke den funktionelle kæde af hændelser mellem stimulus og respons, men selve følelsen bag skriget; oplevelsen af at det gør rigtigt fælt nas. Er selve denne oplevelse funktionel? Det kan være svært at se. Vi kunne jo sagtens forestille os organismer med de samme funktionelle reflekser indbygget, og endda de samme evner til indlæring baseret på "smertefulde" oplevelser, men uden at der til den objektive side af den neurale aktivitet følger de tilhørende subjektive ubehag - smerternes qualia, som filosofferne ville sige. Og vi kan da godt bygge en lille mobil robot-støvsuger, en lille "animat", der har indbygget varmesensorer; en slags reflekser, der får den til at undvige varme kogeplader og åbne kaminer, uden at nogen ved sine fulde fem ville tilskrive dette kreatur nogen som helst smerteoplevelse, hvis uheldet var ude og den ikke nåede at trække støvsuger-snablen til sig. Udstyret med de rigtige mikrochips kan brændt metal og plastik kan godt lære at sky ilden, men føle noget? Næppe det.

Jo, kunne man indvende, men den subjektive oplevelse af smerte hos dyr er alligevel overlevelsesfunktionel: Den får organismen til at huske og derved lære at undgå de situationer, hvor den klodsede i det og forvoldte sig selv pine. Dermed kan smerte forklares i en darwinitisk-naturvidenskabelig ramme.

Sandt nok, men argumentet holder næppe hvis darwinismen er af en strengt materialistisk aftapning, for med hvilke begreber skulle vi da indfange smertens fænomenologiske oplevelseskarakter? Det smertelige i smerten er netop ikke forklaret darwinistisk, fordi et funktionelt identisk input-output-forhold i nervesystemet, men uden smerteoplevelse, kunne virke som en indlæringsmekanisme helt på linie med den oprindelige. Neurobiologisk, darwinistisk og materielt ser vi kun funktionelle relationer mellem påvirkninger af organismen, aktivitet i cellerne og bevægelsesadfærd af det samlede system. Vi iagttager aldrig smerten hos andre end os selv, og dens virkelighed - som smerte - kendes kun her.

Såfremt dyr er en slags overlevelsesmaskiner, sådan som den fremtrædende biolog Richard Dawkins populært beskriver dem, er der ingen fornuftig plads til smertens realitet indenfor denne teoretiske horisont. De indre sider af dyrets oplevede omverden kan nok beskrives på rent ydre vis gennem discipliner som neurobiologi, evolutionsbiologi og økologi, men selve smertens kvalitet er den naturvidenskabelige beskrivelse ikke i stand til at forklare.

Naturen er nok det hele, men der er subjektive ting i naturen, som vi må bruge andre former for beskrivelse af, hvis vi ønsker at forstå dem rationelt. Denne erfaring af én af naturvidenskabens grænser kan synes smertelig for et rent rationalistisk projekt. Det behøver dog ikke at få os til at opgive en bredere rationalisme, som har besindet sig på sine grænser.

*