Filosofikums nødvendighed

Kronik i Politiken, lørdag den 12. februar, 2000.

af Claus Emmeche, Simo Køppe og Frederik Stjernfelt.

Et nyt filosofikum er ønskeligt, bl.a. for at understøtte tendensen til tværfaglig forskning og samtidig hindre, at unge forskere hæmmes af fagligt snæversyn, manglende overblik eller misforståelser af forskningens væsen, mener de tre kronikører, der alle er lektorer ved Københavns Universitet.

I 1971 blev det længst eksisterende fag nedlagt på universiteterne: filosofikum. Det var oprettet i 1675 og havde stadig en genkendelig form. Der var tale om et kursus i filosofi og logik fælles for alle universitetsstuderende, uanset hvilket fakultet og fag de var indskrevet på. Det var et eksamensfag, og det skulle bestås i løbet af det første år.
    Der var givetvis mange forskellige grunde til at det blev nedlagt. Dels var studenterantallet eksploderet i de foregående år, og der var simpelthen problemer med at skaffe auditorier og lærerkræfter til hold af dette format og antal. Dels var de ideologiske strømninger i periodenfor nytækning og imod traditioner. Alene at bevare et obligatorisk kursus som var indført i 1675, var tilstrækkelig til at mange ønskede det nedlagt. Hertil kom, at kurset i stort omfang blev kørt som indlæring af paratviden, som mange studerende havde svært ved at se relevansen af, og prøven blev oplevet som en mærkelig hurdle man skulle passere før man kunne få lov til at beskæftige sig med det, man egentlig var interesseret i. Hvorom alting er: Nedlagt blev det, - og hvorfor skulle vi dog så indføre det igen ca. 30 år efter?
    Det er velkendt, at filosofi er gået hen og blevet moderne. Stort set alle medier har tilknyttet filosoffer, bøger om filosofi udkommer og sælges i et hidtil uset omfang, filosofi er indført som tilvagsfag i gymnasiet og på hf og der udbydes højskolekurser af varierende længde i alle mulige filosofiske emner og forfatterskaber. En sådan udbredelse er naturligvis interessant, men den kan ikke begrunde en genindførelse af et obligatorisk kursus for alle studerende på universitetsniveau. Det kunne jo tænkes at det var en døgnflue, hvad det nu næppe er, - og skulle man så nedlægge det igen, hvis vinden blæser en anden vej om et par år?
    Et af de begreber der fungerede som en rød klud i slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne var dannelse eller almendannelse, og filosofikum blev ofte netop forsvaret med at det gav de universsitetsstuderende en almen og fælles baggrund, en fælles intellektuel platform af åndshistorisk karat. Er det da med baggrund i almendannelsen og dens eventuelle styrkelse, at et nyt filosofikum skal forsvares? Nej, det er det ikke. Spørgssmål om almendannelse kan godt nok ikke længere give anledning til de samme sværdslag som tidligere, men det er stadig et noget luftigt begreb. Endvidere er det ikke universitets uddannelser, der skal være almendannende, men derimod gymnasiet. Det er en af hensigterne med den gymnasiefaglige uddannelse, og der er umiddelbart ingen grund til at føre dannelsesprojektet op på univeristetsniveau.
   
Den væsentligste grund til at indføre et nyt filosofikum er for os at se i sidste ende et spørgsmål om videnskab. Der er vigtige sammenhænge mellem filosofi og videnskab, og et nyt filosofikum ville på længere sigt kunne styrke forskningen. Og hvad mere er, disse sammenhænge er for en stor dels vedkommende først blevet klarlagt i de sidste ca. 30 år. Et nyt filosofikum skal derfor adskille sig fra det gamle bl.a. ved at inkludere nyere erkendelser og diskussioner af forholdet mellem filosofi og videnskab. Nogle eksempler kan illustrere den betydning, som et nyt filosofikum ville kunne have.
    Det første eksempel vedrører opfattelsen af videnskabelig sandhed og hvad videnskab egentlig er for noget. Hovedparten af de universitetsstuderende (hvilket selvsagt er en generalisering) er relativister pr. rygmarv. Relativisme vil bl.a. sige, at et synspunkt, en beskrivelse af et mikroskopisk aspekt af verden eller en overordnet teori altid er bestemt af den der har synspunktet, beskrivelsen eller teorien, og at der ikke findes sandheder som er gyldige for alle. Det er ikke længere muligt at opstille nogle fælles kriterier for sandhed. Man vælger den teori m.m. som man nu synes bedst om, men man kunne for så vidt lige så godt have valgt en anden; andre vælger på andre måder - og sådan er det bare. Synspunktet er så indgroet at de fleste ikke er klar over at det er et synspunkt, det opfattes som indlysende og som noget alle andre også mener.
    Det er interessant i denne sammenhæng, at relativismen kan ses som en konsekvens af de selvsamme strømninger, som var medvirkende årag til at filsofikum blev nedlagt. Fra begyndelsen af 1970erne og de næste ca. 20 år, var udskiftningen i skoledannelser som man "burde" være tilhænger af uforholdsmæssig stor. Først skulle man gerne være tilhænger af marxismen, så skulle man være tilhænger af marxismen i en bestemt variant, dernæst af strukturalismen, af semiologien, af psykoanalysen, af sociolingvistikken, så skulle man indarbejde økologiske, kønspolitiske og etiske principper i sine teorier, så skulle man være holist, postmodernist, dekonstruktivist, socialkonstruktivist, fænomenolog osv. Disse skift i dominerende skoledannelser er faktisk foregået på ca. 20 år. Ikke underligt at en sådan udvikling, hvor man skal skifte grundteori ligeså tit som man skifter TV-serie, ender i en relativisme. Hvis man i sin egen udvikling i løbet af en ganske kort årrække har skiftet mellem 4-5 grundparadigmer bliver selve skiftet nærmest et princip, hvor det bliver en lille smule til grin at insistere på, at der er noget der hedder videnskabelig sandhed. Og det er denne tendens de nuværende studerende er børn af.
    Et af filosofiens traditionelle områder er videnskabsteori, altså forskellige teorier om og undersøgelser af hvad videnskab og vidneskabelig sandhed er. Et nyt filosofikum burde opprioritere videnskabsteorien, da det er de videnskabsteoretiske diskussioner, som viser konsekvenserne af en relativisme. Den væsentligste måde relativismen kan diskuteres og sættes i perspektiv på er inden for en videnskabsteoretiske ramme. I forhold til det gamle filosofikum kunne videnskabsteori og metode passende erstatte den dominerende vægt som formel logik oprindeligt havde. Relativismens tro på, at den enkelte forsker efter forgodtbefindende kan skifte et paradigme ud med et andet, giver et helt urealistisk billede af den måde forskning rent faktisk fungerer på, hvor forudsætningen for at bidrage til ny erkendelse er det grundige og møjsommelige arbejde med at tilegne sig og langsomt udvide den forskningstradition, et fagområde bygger på. Det er også en misbrug af selve begrebet paradigme, der stammer fra fysikhistorikeren Thomas Kuhn. Han talte rigtigt nok om paradigmeskift ved ægte videnskabelige revolutioner, men de var undtagelserne fra den normale forskningsaktivitet. Kuhns ynglingseksempel er overgangen fra den newtonske fysik til Einsteins relativitetsteorier, som fysikken stadig bygger på. Og forresten: Einstein mente netop ikke at alt er relativt.
   
Mens eksemplet med relativismen måske hovedsagelig vedrører humanvidenskab og samfundvidenskab er der andre grunde til at et nyt filosofikum er af værdi for studerende inden for naturvidenskab. Her kan man som eksempel nummer to tage udgangspunkt i den formidling af naturvidenskabelige erkendelser, der foregår i medierne. Mens det tidligere især var astronomi og atomfysik som blev formidlet i en populariset udgave er der idag kommet to områder til, som vækker mindst lige så stor interesse. Det er biologien og hvad man samlende kan kalde computervidenskab. Inden for biologien er det for tiden genernes betydning som har den største tiltrækningskraft, mens det inden for computervidenskaben især er spørgsmålene om hvor langt man er fremme med at kunne gentage bl.a. tænkeprocesser i maskiner. Det er i denne sammenhæng interessant., at begge disse områder i sidste ende vedrører spørgsmålet om reduktionisme - det at et givet komplekst fænomen kan reduceres til mere elementære enheder. Den menneskelige adfærd reduceres til gener og den menneskelige tænkning og bevidsthed reduceres til elektriske impulser i kredsløb. Ret beset er det jo ganske interessant at vi mennesker er så interesseret i at blive reduceret til kemiske maskiner, men det er vi tilsyneladende.
    Her er det imidlertid centralt at de studerende som kommende eksperter i formidling, undervisning eller forskning lærer at skelne reduktionismens forskellige former fra hinanden. Der er forskel på den reduktionisme, der som metodisk redskab indgår i den praktiske forskning, hvad enten det er analytisk teoretisk eller i laboratoriet, og så den ideologiske reduktionisme, der lidt forhastet vil uddrage et helt menneskesyn af den nyeste forskning i f.eks. det humane genom. Fordi vi snart har hele DNA-koden til et menneske er det jo ikke givet at man så skal til at betragte mennesket som en genetisk maskine: Der er lang vej fra genet til organismen, såvel som der er det fra kogebog til kage.
    Spørgsmålet om reduktionisme og om forholdet mellem videnskabelige beskrivelser og komplekse fænomener i det hele taget er i sig selv et filosofisk problem, som filosofien og videnskabsteorien kan levere tilbundsgående analyser af. En bedre filosofisk fundering vil ikke direkte give sig udslag i en anderledes naturvidenskab. På kort sigt vil det gøre naturvidenskabsfolk bedre i stand til at deltage i den offentlige debat om anvendelsen af de naturvidenskabelige resultater og konskevenserne af ny teknologi. På længere sig vil det også kunne påvirke hvilke forskningsområder som naturvidenskabsmænd og -kvinder vælger at beskæftige sig med. Og de filosofiske spørgsmål i både den ny biologi og den ny computervidenskab har forgreninger langt ind i områder som sundhedsvidenskab, jura, politik, etik og teologi, der studeres på de øvrige fakulteter.
    Det tredje eksempel er heller ikke knyttet til en bestemt grundvidenskab eller et bestemt fakultet, men dækker alle fagdiscipliner. Mange forskningsprojekter - f.eks. mange af de yngre forskeres ph.d. projekter - er tværvidenskabelige. Når projekter er tværvidenskabelige er de det ved at trække på erkendelser og viden fra flere forskellige videnskaber, f.eks. psykologi og lingvistik; biologi og psykologi; historie, antropologi og sociologi - og nogle forskningsfelter er simpelthen umulige at placere. Det gælder fx udforskningen af kaos og kompleksitet, som oprindeligt foregik inden for fysikken, men som nu også udfoldes inden for discipliner som biologi, medicin, matematik, økonomi og sociologi. Et tilsyneladende humanistisk område, som hedder kognitiv semantik, samler folk fra computervidenskab, matematik, lingvistik, litteraturvidenskab, biologi og filosofi. Sådanne felter opstår spontant.
    Inden for ganske få år er der mange forskere inden for vidt forskellige discipliner, som begynder at beskæftige sig med det samme emne. Et nyt filosofikum ville kunne bidrage til tværvidenskabelighed. Det skal ikke i sig selv være et forskeruddannelseskursus, men det skal forhindre at de studerende, der senere i deres studium vælger forskervejen, ikke hæmmes af fagligt snæversyn, manglende overblik, eller misforståede opfattelser af forskningens væsen.
    Samtidig må man ikke glemme, at tværfaglighed forudsætter faglighed. De studerende på et universitet skal have tid til fordybe sig, trænge langt ned i en forskningstradition og lære mindst et fagområde grundigt at kende indefra. Har man først den basale videnskabelige faglighed med sig i bagagen, forstår man bedre forskellene på sit eget og andre fags metoder og paradigmer. Derfor bør filosofikum nok ikke ligge helt i starten af universitetsstudiet, men kan med fordel placeres midtvejs, så man nærmer sig de videnskabsteoretiske spørgsmål på basis af en allerede etableret faglig indsigt.
   
På universiteter er der tæt sammenhæng mellem forskning og undervisning. Selvom dette ideal er truet af bl.a. et stigende antal løst ansatte heltidsundervisere på mange studier, er der grund til at fastholde at det særlige ved universitetsundervisningen som værende forskningsbaseret. Det må også gælde for et nyt filosofikum. Derfor bliver det en vigtig opgave at sikre gunstige forskningsmæssige betingelser for et filosofikum, der skal have fokus på tværvidenskabelighed og videnskabsteori. For det første er det urealistisk at pålægge alene de filosofiske institutter en så stor undervisningsopgave. Filosofiske fag som etik og videnskabsfilosofi udgør centrale felter af et nyt filosofikum, men man bør også trække på ekspertice fra f.eks. de sociologiske fagområder. Endvidere ville en opprioritering af videnskabshistorien kræve undervisere fra de studerendes egne fakulteter. En model med halvdelen til filosofihistorie (undervist af filosoffer og idéhistorikere) og halvdelen til videnskabsteori og videnskabshistorie (undervist af fakultetsspecifikke lærere) kunne være en farbar vej. For det andet må filosofikum sandsynligvis indføres etapevis, i stil med det såkaldte Studium Generale i Århus, hvor man trækker på eksisterende kompetencer på alle fakulteter og langsomt opbygger en integreret model, som kan rumme både generelle og fakultetsspecifikke elementer. Der er tale om en stor udviklingsopgave, og den bør støttes ved at styrke den tværvidenskabelige forskning i videnskabsteori, f.eks. i form af centre, som dels leverer undervisere til diverse dele af et nyt filosofikum, dels forsker i videnskabsteori på tværs af fakulteter.
    Hvordan med det rent praktiske? Hvor kan et sådant filosofikummodul indpasses i de eksisterende uddannelser? Her ligger et problem. Det er næppe nogen hemmelighed, at de højere uddannelser i disse år er trængt - fra politisk side pålægges man at uddanne stadigt flere studerende, uden at bevillingerne følger med i samme takt, og den nuværende 5-årige grundmodel for uddannelsen forekommer i mange fag stram i forhold til den videnstilegnelse, der kræves. Skal et nyt filosofikum forbedre videnskabeligheden generelt, indfries dette mål næppe ved at skære i tiden til de allerede eksisterende fagstudier. Et filosofikum, Studium Generale eller hvad man nu vil kalde det, vil fordre i omegnen af et kvart årsværks yderligere studietid. Givet en sådan tilvækst vil et filosofikummodul være bedst at placere på uddannelsens 2. eller 3. år - efter studiestart, på et tidspunkt, hvor den studerende er ved at have greb om de grundlæggende emner og begreber i faget, men inden dette skal udmønte sig i mere selvstændig beskæftigelse. Her ligger for os at se den rette plads for et nyt filosofikum.

***