Mine molekyler vil frikende mig

Claus Emmeche


s. 15-52 i: Ingvar Cronhammer, Jane Havshøj, Poul Ingemann & Anita Jørgensen (red.): LfToR (Laboratorium for Tid og Rum). Kunsthallen Brandts Klædefabrik, Odense, 1997.

Giv mig et fast punkt,

hvor jeg kan stå,

så skal jeg dreje jorden.

Et metafysik dyr blandt verdens dele

Biologer ejer en ubændig nysgerrighed efter at forstå mennesket videnskabeligt ud fra den enkle betragtning, at vi som andre dyr kan beskrives ved hjælp af moderne genetik, molekylærbiologi, evolutionsteori og andre biologiske discipliner. Vi figur 1har i det 20. århundrede opnået en forbløffende detaljeret beskrivelse af vores organisme og dens molekyler. Det har skabt stor entusiasme og respekt for den forskning, der har tilført opfattelsen af kroppens virkemåder så umådelig meget. Men hvor vi på den ene side gør fremskridt og nærmer os en stadig større indsigt i mange detail-processer, synes det på den anden side som om problemerne vokser.[1]

Det drejer sig ikke alene om de etiske problemer med den rette anvendelse af den opnåede viden indenfor biomedicin og bioteknik; og de forskningspolitiske problemer om financiering og organisering af alt det, der bedst udfoldes som fri grundforskning. De kan være vanskelige nok. Det drejer sig også om rent indre videnskabelige vanskeligheder. Spørgsmål, der viser sig sværere at besvare end forventet. Forholdet mellem viden og uvidenhed er som forholdet mellem et træ og det voksende areal, hvormed det med sine blade berører den omgivende luft. Når kundskabens træ vokser, tiltager uvidenheden parallelt.[2] Enhver videnskab har sine abstraktioner, og kan kun gøre et udvalg af verdens dele synlige ved at se bort fra andre. Og hvis forskningen er god, producerer den ikke blot svar, men lige så mange udfordrende nye spørgsmål. Såsom spørgsmålet om dannelsen af en menneskelig krop og hjernens arkitektur, og måske også spørgsmålet om hvordan hjernens mentale indhold dannes; noget videnskaben ikke helt har fået skovlen under endnu. Her er der, trods entusiasmen, grund til forbehold. Det er jo muligt, at videnskaben ikke kan give os svar på alt.

Det billede af forskningen som pressen formidler er orienteret mod sensationer. Selve forskningsprocessen og de bagvedliggende gåder overses. Dikteret af det journalistiske arbejdes vilkår formidles spredte resultater snarere end sammenhængende teorier og indsigt i selve den måde der arbejdes på. Til gengæld peppes nyt fra hjerneforskningen, for nu at bruge den som eksempel, op med udsagn, der sjældent er hold i, men er af umådelig principiel art, i stil med "centeret for den fri vilje endelig fundet", eller "forskere beviser, at den fri vilje er en illusion". Det samlede resultat af den slags hver især ubetydelige kommentarer er et overspændt billede af naturvidenskaben og den lære, vi som mennesker kan drage af dens resultater. Der trækkes større eksistentielle og filosofiske veksler på forskningen end der er dækning for.

Tendensen til at gøre fysik til metafysik, eller videnskab til religionserstatning, er uheldig, og kan i historisk perspektiv virke besynderlig. Striden mellem videnskab og religion i 1800-tallets viktorianske England - tænk på debatten om Darwins evolutionsteori contra bibelens skabelsesberetning - kan ikke sidestilles med de debatter, der føres her i den senmoderne kultur om videnskab og etik. Spørgsmålet om vi stammer fra aberne eller Gud er ikke ladet med samme moralske tragik som dengang, og tilsyneladende eksisterer videnskab og religion nu fredeligt sammen som institutioner. Det udelukker ikke ideologiske modsætninger, på samme måde som forholdet mellem humaniora og naturvidenskab (eller, på det politiske plan, mellem praktisk-moralsk og teoretisk-instrumentel fornuft) ikke er noget harmonisk forhold. Tolkningerne strides. Det er jo ikke rigtigt, at der slet ikke kan skitseres nogen konsekvenser for den menneskelige eksistens af naturvidenskabernes resultater. De søges ofte udtrykt i et sprog, som alt efter smag er smukt, pseudo-poetisk eller skingert. "Vi er dybest set stjernestøv". "Universet er vores ophav." Eller "vi sidder på en hårfin økologisk balance som er ved at tippe." "Vi er dybest set bananfluer" - eller måske "nøgne aber", eller "en evolutionær blindgyde", eller noget helt femte. Her træder naturvidenskaben frem som en synlig del af vor kultur, og det er tydeligt, at denne kultur - foruden de mytologiske, religiøse, og politiske kilder - søger at basere sin selvforståelse på videnskab. Disse forsøg må blot acceptere, at de konstant er genstand for kritik og skiftende tolkninger. Debatten om det naturvidenskabelige verdensbilledes universelle gyldighed er ingenlunde slut.[3]

Derfor er det væsentligt at diskutere grænsen for de spørgsmål, vi kan forvente os videnskaben besvare. I en avisomtale af en nylig afholdt foredragsrække, som skulle formidle ny naturvidenskab, blev videnskaben kaldt for "redskabet til at skelne mellem sandhed og vildfarelse". I sandhed et smukt billedet af videnskab som et erkendelsens redskab, men det er kun en tilnærmelse til en sandhed, der er langt mere kompleks: For det første, selvom den eksperimentelle metode og de forskellige former for matematisk bevisførelse er gode redskaber, er videnskab ikke kun naturvidenskab; for det andet er redskabet ikke ufejlbarligt; for det tredje kontrolleres det ikke som et almindeligt redskab af den enkelte bruger men er et overindividuelt system; og for det fjerde kan vi som mennesker næppe nøjes med sandhed som værende blot summen af videnskabelige kendsgerninger i verden. Sandhed kan være mere end blot et udsagns overensstemmelse med virkeligheden. I den forstand er mennesket ikke blot er et dyr, men et metafysisk dyr, der bærer rundt med et - i zoologisk forstand uforståeligt - behov for at kende sin oprindelse og bestemmelse i eksistentiel forstand; et behov for at vide hvorfor det er blevet til dét det er, og hvad det endnu kan blive. Mennesket er det eneste dyr, som er dømt til at søge føde på ideernes slagmarker og stille de evige spørgsmål.

Videnskaben drives af en nysgerrighed, der rummer metafysiske elementer. Ved at stille de største spørgsmål drives den mod selve grænserne for det, der kan besvares videnskabeligt. Nogle af disse grænser skal afsøges i dette skrift, som falder i tre afsnit: Et første, teoretisk biologisk, om formdannelse: Hvad er en levende form? Et næste, som metafysisk spørger om viljens frihed sidder i hjernens fængsel. Og det sidste, videnskabsteoretisk, som vender tilbage til sandhedens relativitet og nødvendighed.

1. Levende form

Et menneskes ydre skikkelse, f.eks. ansigtets fysionomi, ændres gradvist livet igennem, men visse træk forbliver konstante. Vi transformeres; vores form er en plastisk gestalt, i hvilken et karakteristisk ansigt langsomt tager form i den helt spæde fase, for herefter at udvikles, modnes og ældes, ja endda hærges af de omstændigheder biologien kalder miljøet, men dog bevare sine særegne træk. Dette gælder ikke bare ansigtets folder og menneskets særlige skrøbelighed, for alt liv har form.

Formens problem i biologien er forbundet med spørgsmålet om liv generelt og med to former for skabelse af en mikroorganisme, en plante eller et dyr, nemlig dannelsen af organismen i geologisk tid (og økologisk rum) som lige netop denne art, der er opstået af andre arter (dén skabelse kaldes fylogenesen eller artshistorien), og dannelsen af dette bestemte individ igennem formering og vækst (den individuelle ontogenese), som ved kønnet formering sker ud fra en befrugtet ægcelle, der deler sig, vokser, differentierer cellerne og på forunderlig vis antager en form, som netop karakteriserer den pågældende art. Derfor kan spørgsmålet om hvad en levende form er, opdeles i spørgsmålene (a) hvad er `levende', (b) hvorledes dannes formerne i evolutionen?, og (c) hvordan skabes form under individets egen udvikling?

(a) Liv som fysisk fænomen

Vi må kunne forstå os selv og alt liv på en måde, så det ikke fremstår som komplet uforståeligt at de første levende celler her på Jorden kunne opstå af rent kemiske og fysiske processer. Ifølge de noget usikre spor vi har at gå efter, skete det for godt 3,6 mia. år siden. Liv er opstået af det fysiske, men overskrider samtidig det blot fysiske.

Meget tyder på at liv er en særlig form for fysisk orden, som ganske vist ikke strider mod fysikkens principper - det ville være næsten mystisk eller vitalistisk[4] - men som på den anden side ganske adskiller sig fra det, vi er vant til at beskrive i fysikken (de rent mekaniske, termodynamiske, elektromagnetiske, kvantemekaniske, eller partikelfysiske fænomener) så vi må anvende nye (biologiske) principper, begreber og metoder for at forstå sådan noget som levende væsener. Derfor er det ganske naturligt at slutte, at liv helt enkelt er en særlig kompleks form for fysiske systemer, hvis organisation indebærer noget nyt og særegent, i modsætning til blot komplekse ikke-lineære dynamiske systemer i fysikken.[5]

Man kan også sige, at liv skyldes dannelse af nye egenskaber (f.eks. evnen til selvreproduktion og evolution gennem naturlig selektion), som ikke i streng forstand kan reduceres til (eller udledes af) det underliggende, fysiske niveaus egenskaber. Sådanne egenskaber ved en helhed, som ikke kan udledes af dens dele, kalder man emergente egenskaber; det kan vel oversættes til `kvalitativt-nyopdukkede-helhedsegenskaber'.[6]

Fysikere har ofte lidt svært ved at forstå dette, dels fordi de naturligt nok er prædisponeret til at se alt som fysiske systemer, dels fordi de - hvis jeg skal give en lødig karrikatur - tænker noget i retning af:

"O.k., men hvis vi kan skrive nogle bevægelsesligninger op for sådan en organisme, og ligningerne mere eller mindre dækkende beskriver det aspekt vi fokuserer på - det være sig formeringsmønstret, bestandstørrelsens svingninger, de fysiologiske parametres indbyrdes vekselvirkning, osv. - og på en måde, så vi enten kan løse disse ligninger analytisk eller simulere dem på en computer, ja, så må vi vel have en fysisk beskrivelse af systemet, som kan være den første tilnærmelse til en egentlig fysisk teori for liv. Vi véd godt, at vi ikke kan `udlede' noget så komplekst som en enkelt levende celle med dens tusinder af makromolekyler af kvantemekanikkens ligninger, men det er en praktisk begrænsning, og mindre kan også gøre det, netop ved en sådan mere fænomenologisk[7] tilgang."

Det er sandt nok en tilgang, som har ydet frugtbare bidrag til biologien. Min pointe er blot, at der er begreber i biologiens beskrivelse af levende organismer, som ikke uden videre kan `forklares' fysisk, eller sidestilles med rent fysiske principper. Det viser ikke blot noget afgørende, tror jeg, om forholdet mellem to videnskabelige discipliner som fysik og biologi, det siger også noget om den levende naturs egenart, så lad mig uddybe det lidt. At naturlig selektion som evolutionsmekanisme ikke findes i nogen fysiklærebog skyldes ikke, at den bryder de fysiske love (heller ikke termodynamikkens lov om entropiens tendens til altid at vokse[8]), for det gør den ikke. Det skyldes heller ikke, at fysikere blot endnu ikke har `udledt den' af mere fundamentale teorier. Det skyldes, at dét at tale om naturlig selektion overhovedet forudsætter levende organismer (hvis dele har bestemte funktioner) som miljøet kan selektere på, og som varierer indbyrdes, og som har arvelige egenskaber (hvilket igen forudsætter en genetisk kode som indeholder biologisk information), og som danner et reproduktivt overskud (som forudsætter evnen til selvreproduktion, formering). Er alle disse forudsætninger opfyldt, ja så bevirker hele dette organiske maskineri, at forskellige typer organismer (genotyper) i løbet af mange generationer tilpasses evt. ændrede vilkår (adaptation). Findes der nogen rent fysisk definition af alle de her forudsatte størrelser? Det gør der tydeligvis ikke. Så når vi begynder at tale om væsentlige biologiske processer som naturlig selektion, vikles vi i vor beskrivelse ind i et begrebsligt netværk af gensidige forudsætninger, der henviser til en biologisk virkelighed, som er anderledes end de systemer, fysikken beskriver (Figur 1).

Figur 1. En celle. Cellen er blevet kaldt `livets atom'. Alt liv vi kender på jorden er organismer (i økosystemer) som er opbygget af celler (flercellede organismer) eller består selv af enkelte celler (f.eks. bakterieceller), eller parasiterer på celler (virus). Alle organismer, også encellede, består af dele med bestemte indbyrdes funktioner. En celle har stofskifte, hvor indkommende stof og energi transformeres under dannelse af varme og affaldsstoffer og opbygning af nye molekyler. Celler indeholder (bortset fra røde blodlegemer) DNA-molekyler, som igen indeholder en delvis beskrivelse af protein-molekylerne i kodet form. Her er et andet og måske pænere skematisk billede af cellen..

Men kan liv da ikke anskues som et komplekst system, og studerer fysikken da ikke sådanne? Svaret er, at liv med fordel kan anskues sådan, men at liv er andet end blot kompleksitet - et bjerg har f.eks. komplekse former, en indviklet geofysisk historie og en kompleks mineralsk komposition, men det er ikke målrettet eller `funktionelt' eller indeholder `information' som en levende celle. Men kan man så ikke beskrive målrettethed og tilpasningsevne rent fysisk? Det mener jeg endnu er et åbent spørgsmål. Selvom man i fysikken finder studier af `komplekse adaptive systemer' (især ved det kendte Santa Fe Institute i New Mexico, USA), er der enten tale om, at man forudsætter biologisk definerede begreber, eller man bruger begreber som adaptation, selektion eller reproduktion i en mere metaforisk og generaliseret forstand.[9] Hvis økonomisk konkurrence mellem virksomheder modelleres som et sådant `komplekst adaptivt system' der `udvikles' ved `naturlig selektion', sker det jo blot i analogi med biologisk evolution - ingen forestiller sig f.eks. virksomheder der `formerer' sig kønnet eller ved celledeling. Denne forskning er bestemt vigtig; analogier kan være frugtbare og give anledning til afgørende nye ideer. Blot skal man huske, at der også er væsentlige disanalogier - steder hvor de to områder der sammenlignes ikke stemmer overens.

Det er tankevækkende at høre fysikeren Doyne Farmers næsten rådvilde udtalelse om vanskeligheden ved netop at opnå en fysisk og universel forståelse af den levende verdens fænomener:

"Vi ved ikke hvad `organisation' er, vi ved ikke hvorfor nogen systemer er adaptive[10] mens andre ikke er, vi kan ikke på forhånd sige hvilke systemer der er stærk eller svagt adaptive, eller om der er en minimal grad af kompleksitet et system må have for at være adaptivt. Vi véd, at komplekse adaptive systemer må være ikke-lineære og kunne opbevare information. Også at delene må være i stand til at udveksle information, men ikke for meget. I den fysiske verden svarer det til at sige, at de må befinde sig ved den rigtige temperatur: ikke for varme, ikke for kolde."[11]

Nu har fysikere heldigvis mere at sige om liv som `komplekse dynamiske systemer' end at de er lunkne eller, som det hedder, ligger på kanten af kaos. Kaosteorierne i fysikken har ført til en bedre kvalitativ forståelse af selvorganiserende fænomener, som er ustabile, uden at være helt uordnede eller tilfældigt fordelte som partiklerne i en røgsky. Liv har netop en vis orden, som bare ikke er krystallets. Liv befinder sig - med hensyn til det fysiske ordensaspekt - midt mellem røgen og krystallet. Det kan kun lade sig gøre ved at være organiseret, og det er igen forbundet med at have et lager af information om den specifikke sammensætning af de molekyler, livet består af. Derved bliver sammenhængen mellem fysisk orden, biologisk organisation og (genetisk og anden) information helt central i forståelsen af liv som fysisk fænomen.

Forskere som Farmer, C. G. Langton og de, der har forsøgt at `syntetisere' liv på computere, peger netop på information som noget centralt ved levende systemer (information er en af Farmers kriterier på liv indenfor Kunstigt Liv) men kun sjældent forsøger de at anvende informationsbegrebet i strikt matematisk forstand[12] eller drage nogen egentlige ontologiske konsekvenser af livets informationskarakter. Med det ontologiske tænker jeg på naturen af det, der findes, i denne sammenhæng: det levende. Den ontologiske konsekvens af at anerkende eksistensen af information som noget, der ikke blot ligger i vor beskrivelse, men i de levende systemer selv, er klar: Den er, at et levende system har et (i generaliseret forstand) semantisk aspekt. Her er information - forstået som andet end `meningsløse' bits - altid information om noget. Informationens `om'-aspekt eller semantiske aspekt drejer sig om tre ting:

* Informationen betyder noget for det pågældende system: Den har konsekvenser for dets chance for at overleve som metastabilt fænomen. Den er funktionel.

* Informationen er funktionel som særlig kode med intern reference; i det jordiske livs tilfælde som en `mapping' fra DNA-nucleotider til aminosyrer, hvilket på dansk vil sige, at hver DNA-triplet af `bogstaver' i et gen henviser til (koder for) én bestemt aminosyre i det protein, genet koder for. At DNA virker som kode betyder (med en computermetafor) at det fungerer både som hukommelse (passive data der kan kopieres) og som aktive instruktioner (der kan påvirke proteinsyntesen).

* Information har et historisk aspekt, den videregives (delvis ændret af mutationer) fra generation til generation, og er derfor en optegnelse (record) over de proteiner, som fik tidligere generationers organismer til at overleve i det pågældende miljø.

Man kan sige, at når et selvorganiserende komplekst fysisk fænomen ikke blot opbevarer meningsløse bits (som de tilfældige baser i de RNA-molekyler, der nok gik forud for levende celler i `ursuppen'), men semantisk betydende information, ja så er systemet blevet til en levende organisme. Det er nok sagt uformelt,[13] men det giver i al fald en ide om at liv som sådan er et dybt informationelt fænomen - hvor informationen er om noget, er tegn. I stedet for informationelt kan man også sige at liv er et semiotisk - tegnmæssigt - fænomen: Organismen kan altså fortås på biosemiotisk grundlag.[14]

Vi kan konstatere, at et begreb som organisme ikke er rent fysisk defineret. Organismen er et system med en særlig afgrænsning udadtil, en helhed af dele med bestemte funktioner som tjener til helhedens opretholdelse og fortsatte liv - i al fald så længe delene faktisk er `funktionelle'[15] - idet stof og energi passerer igennem organismen, og en del af dette bruges til rekonstruktion af det materiale, som nedbrydes spontant eller enzymatisk. En organisme er derved et højt organiseret dynamisk system, som har en historie (genetisk via slægtsskabslinien) og et potentiale for indgåelse i en videre evolution. Dette er faktisk tæt på en egentlig definition af liv.

Som kontrast til Farmers desperate slag i luften, kan det være godt at huske filosoffen Kants bestemmelse af organismen som en særlig form for helhed: "Dette princip, som samtidig er en definition, er som følger: Et organiseret produkt af naturens er et, som i hver del er gensidigt mål og middel. I det er intet forgæves, uden formål, eller blot noget som kan tilskrives en blind naturlig mekanisme."[16] En del biologer vil nok afvise definitionen, fordi den opererer med et begreb om en (guddommelig?) formålsmæssighed, der sættes i modsætning til en blind naturmekanisme. Man mener ikke denne modsætning er gyldig efter Darwin, som jo viste, at variationers og mutationers blinde tilfældighed i samspil med miljøets ligeledes blinde nødvendighed kan skabe højt tilpassede strukturer. Alligevel rummer Kants analyse af organismen en vigtig indsigt, som andre har reformuleret. Bl.a. biokemikeren Joseph Needham, som påpegede nødvendigheden af at lade organisation være et centralt biologisk begreb, og at det ingenlunde medfører vitalisme.[17] Needham er her eksponent for den organicisme, som i biologiens videnskabsfilosofi blev det dominerende standpunkt efter at striden mellem vitalisme og mekanicisme var ophørt - tilsyneladende til mekanicismens fordel, men i virkeligheden som en sejr for dette tredje standpunkt, der altså fremhæver organismen og biologisk organisation som hørende til et særligt integrativt eller strukturelt niveau af virkeligheden, der har sine egne lovmæssigheder.

Man kan naturligvis indvende "Er alt ikke, når det kommer til stykket, fysiske systemer?". Vi kan blende en blæksprutte eller opløse en bakterie i floursyre; tilbage er stof, molekyler, noget rent fysisk. Sandt nok. Den opfattelse, jeg har fremsat her,[18] afviser ikke, at alle systemer er indlejret i fysiske systemer. Det fysiske indlejrer - fungerer som basis for virkeliggørelsen af - det biologiske. Men humlen er, at der f.eks. i en suppe af komplekse molekyler i urhavet kan opstå systemer af en anden orden, organiserede systemer, som stadigt er indlejret i ursuppens kemi, men som udviser nye - emergente - egenskaber; i cellens tilfælde evnen til liv ved stofskifte og selvreproduktion. På samme måde kan et biologisk delsystem som hjernen indlejre et system, der ikke selv kan beskrives med blot biologiske begreber, nemlig det psykiske system (sanseoplevelse, perception og forskellige former for bevidsthed). Sådan noget som bevidstheden er ikke et fysisk system (så skulle det kunne beskrives udtømmende gennem fysik), men er netop realiseret i et sådant[19] - og kan iøvrigt vekselvirke fysisk og kemisk med det system, det indlejres i; tænk blot på hjerneskader forårsaget af hhs. mekanisk eller kemisk påvirkning. Dermed er hele verden ikke bare fysik, der er andet end fysik, selvom det er realiseret i fysik. En maleriudstilling er også realiseret i en masse fysiske rum og materialer, men indholdet er budskaber, koder, meddelelser, erfaringer, oplevelser osv., som ikke adækvat kan beskrives v.h.a. fysik.

En sidste ting skal siges om liv som biologisk fænomen: Man kan godt forsøge at definere liv på forskellige måde. Man kan komme med lister over egenskaber, eller give en teoretisk smukkere og mere sammenhængende definition.[20] Så snart man gør det begynder afgrænsningsproblemerne, undtagelserne, "hvad med virus?", osv. Disse er dog sekundære i forhold til det centrale: Liv er et sammenhængende og historisk fænomen her på Jorden, og liv kan kun forstås indenfor denne helhed. Biologien - som et netværk af discipliner, teorier osv. - beskriver idag store dele af det levende. Det er nødvendigt at inddrage biologien som helhed, med evolution og økologi, molekylær-, celle- og adfærdsbiologi, osv., hvis vi ønsker at forstå fænomenet liv. Selvom et virus kan være i krystallinsk tilstand, er simplere end en celle, og ikke har noget selvstændigt stofskifte, og derfor synes at undslippe de fleste definitioner af liv, kan virus slet ikke forstås uden en forståelse af virusets `biologi', af dets måde at parasitere en celle på når det kopieres, og uden en antagelse om at virus selv har undergået evolutionsproces. Derved bliver virus ikke et mystisk `grænsetilfælde' af liv/ikke-liv, men et genuint biologisk fænomen - en ultimativ parasit, der selv har en biologisk oprindelse.

Der er ikke noget i vejen for at mennesket kan skabe simple former for liv kunstigt (`from scratch'), f.eks. i form af syntetiske vira (må vi forbyde det!) - men denne skabelse vil nærmest have form af en kopiering: Med naturen som forbillede efterligner vi det, evolutionen selv har brugt millioner af år på at frembringe. Vi `skriver af' efter naturen, og denne form for syntetisk afskrift vidner ikke om vor genialitet, men om teknisk snilde. Det er ikke kreativ skabelse af `noget' ud af nærmest `ingenting' eller af simple molekyler. Tænk på et hus: Vi kan skabe det efter to forskellige metoder: (1) Ved at kopiere et eksisterende hus, og evt. modificere det. (2) Ved at lade arkitekten udfolde sig frit og opfinde nye fantastiske konstruktioner, som kan gøres virkelige i det omfang ingeniøren og naturen tillader. Mennesket kan muligvis skabe liv, men, tror jeg, kun ved kopiering og modifikation. Den yderste bestræbelse indenfor forskningen i kunstigt liv går ud på at gøre det efter den anden metode, ved at lade computeren eller reagensglasset erstatte arkitekten, og håbe på at noget kreativt opstår. For så vidt vi stadig kan skelne mellem simulation og realisering - efterligning og virkeliggørelse - har vi i den branche indtil videre kun set simulationer af liv - ikke `the real thing'.[21]

(b) Formerne i evolutionen

Da vi nu har set, at levende former er noget ganske specielt i det fysiske univers, kan vi spørge hvorfor de ser ud som de gør; hvorledes dannes formerne i evolutionen? I én forstand kender vi svaret allerede. Den moderne biologi tror på Darwin. Vi tror som biologer på ideen om naturlig selektion som kilden til nyskabelser, mekanismen bag "Arternes Oprindelse" - titlen på Darwins værk fra 1859, som mere præcist kunne have heddet: "de eksisterende arters modifikation". Og vi tror på gener, DNA og proteiner som de tandhjul, der får den naturlige udvælgelses maskineri til at køre (figur 2).[22]

Figur 2. DNA-basesekvens. (Stærkt skematisk). Idag er den nøjagtige rækkefølge af de 4 baser (forkortet A, T, G og C) ved at blive kortlagt i mennesket, det s.k. Humane Genome-projekt. De 4 basers rækkefølge fungerer (som rækkefølgen af bogstaverne i en bog) som en kode, der bestemmer hvilke byggesten af aminosyrer, cellen kan udvælge til opbygningen af proteiner. `Oversættelsen' fra DNA til protein, som man kender i detaljer, forudsætter selv et kompliceret maskineri af enzymer, der selv består af protein og er kodet i DNA. Således kræver proteinsyntesen selv allerede færdigt-syntetiserede proteiner, næsten (men også kun næsten!) ligesom vores egen fortolkning af en roman forudsætter, at der i vores sind allerede eksisterer forståelse af mange af de ideer og begreber romanen opererer med. Figuren viser TIL VENSTRE de to 'vænger' af stigen med sukker (S) og fosfat (P) dele, og 'trinene' med de 4 baser som holdes forbundet i par af hydrogenbindinger; i MIDTEN: størrelsesforhold, hele spiralen er 2,0 nanometer (nm) tyk (= 20 Ångström) og der er ca. 0,34 nm mellem hvert trin på stigen; TIL HØJRE en model som giver bedre indtryk af 'rumudfyldningen' af DNA-molekylet.

Men flere af Darwins nulevende diciple er begyndt at tvivle. Det gælder enkelte molekylær- og cellebiologer, en hel del embryologer og biofysikere, og bestemte grupperinger indenfor selve evolutionsbiologien - et felt, som i de sidste tyve år selv har udviklet sig kraftigt gennem en række kontroverser. Uenighederne går bl.a. på hvor langt man på neodarwinistisk vis kan slutte fra selektion af enkelte gener til de store mønstre i evolutionen. Det er mønstre, som palæontologiens knoglegravere og genetikkens DNA-fortolkere kan opspore, og som aftegner dels evolutionens store begivenheder, f.eks. skabelsen af bygningsplanet for hvirveldyrene eller opfindelsen af sanseorganer som øjet, og dels de markante trends, fx tendensen til sammenklumpning af neuroner i hjerner, fra orme til mennesker.

Alle disse umage og indbyrdes uenige forskere mener, at Darwin og neodarwinismen ikke, i al fald ikke alene, kan forklare al den orden og struktur, vi ser i det levende. Noget orden skyldes måske slet ikke naturlig selektion, og omvendt, umuligheden af visse former (se figur 3) kan ikke forklares særlig godt udfra darwinismen.

Figur 3. Umulig form. Eksempler på former, den naturlige selektion sikkert aldrig vil kunne frembringe:

(Øverst:) På grund af horns særlige vækstmåde findes der ifølge biologen Rupert Riedl umulige former for horn.

(Nederst:) Efter forlæg fra Hieronymus Bosch har Riedl illustreret et sammenbrud på den `hensigtsmæssige sammenhæng' (interdependens) mellem organer, en art indre afhængighed som udgør historisk og ontogenetisk betingede grænser for form.

En måde at anskueliggøre det sidste på er at spørge: "Hvorfor er der huller i det morfologiske rum?". Det morfologiske rum skal man forestille sig som et abstrakt rum, der udspændes af eksisterende og mulige biologiske former. Her er alle nulevende plante- og dyreformer placeret sådan, at to dyr, der ligner hinanden, ligger nær hinanden i rummet, mens de, der ser ganske forskellige ud, er fjernere. Hver art er et punkt i dette rum, og punktets koordinater karakteriserer den pågældende form. Rummet er m.a.o. et hyper-space, fordi der skal langt mere end de sædvanlige tre dimensioner (længde, bredde og højde) til at karakterisere et dyr eller en plantes form. Alle mågearter vil ligge meget tæt på hinanden, mens ørne, spurve og strudse vil ligge noget længere væk, men alligevel indenfor fuglenes region, hvor det fælles er den grundform, som er fuglens karakteristiske `arketype'. Alle gnavere (mus, rotter, kaniner osv.) vil ligge i en hel anden region af rummet, menneskets punkt vil ligge tæt op ad de store menneskeabers, og så fremdeles. Man kan så anskue evolutionen som en søgeproces, hvor udviklingen af to nye arter fra en fælles forfader svarer til at følge en sti igennem rummet, der deler sig i to nye. Kan man nu se det for sig, vil det morfologiske rum være organiseret som et rum med en masse skyer, men med store tomme områder imellem eksempelvis skyen af insekter og skyen af pattedyr (figur 4). Der er simpelthen store tomme huller, hvor de mulige former, som i en abstrakt forstand findes, bare ikke er realiseret: Der er ingen jævne overgange (af eksisterende former) mellem myg og elefanter, eller mellem mennesker og flagermus.[23] Kun den tilbagelagte historie er kontinuer ( i al fald hvis evolutionen af form antages at være sket på almindelig darwinistisk maner). Man kan sige at det er da ikke så mærkeligt at ikke alt muligt virkeliggøres, for netop kun nogle få ud af de mange mulige former er egentligt tilpassede til den `opgave' eller niche, arten faktisk lever i. Det er den klassiske forklaring. Problemet med den er, at man sagtens kunne forestille sig adaptationer, som ville øge organismernes egnethed (fitness) kraftigt, men som blot ikke kan realiseres. Ville det ikke hjælpe katten af have vinger når den jagtede fugle? Objektivt set skulle kattens miljø udgøre et selektionspres i retning af favorisering af katte med vinger.

Figur 4. En simpel pædagogisk illustration af det morfogenetiske rum. Det har mange dimensioner, men anskues her blot i tre (de tre akser for hver sin tænkte morfologiske parameter). Figuren illustrerer hvordan de virkeliggjorte former i naturen samler sig i klumper.

Men darwinisten har en god forklaring på det: Variationen, som er selektionens forudsætning, mangler: Man ser aldrig varianter af katte med vinger. Og hvorfor ikke? Fordi det genetisk set ville være ganske usandsynligt og kræve en mutant organisme - et `håbefuldt monster', som man har kaldt det - som faktisk måtte være et helt kompleks af samtidigt indtrufne mutationer, der totalt reorganiserede kattens bygningsplan. Det er ikke nok at have vinge-gener for et par ekstra lemmer (med en hel anden bygning end for- og bagben), men det ville kræve et væld af andre genetiske modifikationer, for fx udvikling af fjer eller tilsvarende. Evolutionen formåede at udvikle fugle (fra en øgle-lignende forfader og via Archeopteryx), men kun på den bekostning at forlemmerne blev til vinger. Evolutionen gik frem efter de forhåndenværende søms princip, i modsætning til en fantasifuld monster-mutation, som vi forestillede os skulle til for at give en kat vinger. De grænser for mulige former, vi finder i naturen, er `constraints'[24] eller `bånd', som skyldes det historiske forhold, at evolutionen er en kedelflikker, der kun udvælger nye former blandt de tilfældigvis foreliggende varianter, og det er sjældent at disse adskiller sig så meget fra det, der allerede er udviklet.

Problemet i forklaringen er, at den næsten er for generel: Det, som findes, findes af historiske og delvis tilfældige årsager. Ser vi en underlig art dybhavsfisk med besynderlige organer, nå ja, så er det altså fordi denne form er adaptiv, og har kunnet opstå (som håbefulde men lidet afvigende varianter) på basis af selektion ud fra de tidligere populationers variationer. Man kan aldrig på forhånd sige hvor grænserne for det mulige går. Dermed mangler en god teori om den evolutionære morfogeneses realiserbare processer. Hvis det nu er sådan, at nogle af hullerne i det morfologiske rum skyldes rent fysiske grænser, må man også inddrage disse i forklaringen af hvorfor der ikke dannes fx elefantstore insekter. Sådanne monstre kan nemlig ikke trække vejret! Insekternes trache-system af små rør, som går fra det ydre skelet ind i kroppen, ville være totalt uhensigtsmæssigt som iltoptagelsessystem i så store dyr som elefanter - eller bare katte. Dvs. i selve bygningsplanen for et insekts indre organer ligger en begrænsning m.h.t. dyrets størrelse.

Det betyder, at hvis vi skal begribe den specifikke udvikling af klodens biodiversitet af former, er det ikke nok at sige naturlig selektion. Går vi et spadestik dybere handler det om organisationsprincipper. Fysiske naturlove er én type almene organisations- eller rettere ordensprincipper for materien. Men der er også almene principper, der får planter til at leve, vokse og blomstre. Nogle kender vi, andre ikke. Vi ved ikke, om de har samme universelle karakter som fysikkens love. Der er et stort islæt af historisk tilfældighed i biologien, men der er også trends, mønstre i og bånd på naturens form-eksperimenter. Det er derfor ikke alt er tilladt; der eksisterer forbudte zoner af umulige monstre i det morfologiske rum. Der er langt fra insekter til pattedyr, og tilsyneladende ingen anden overgang end stamtræets; historiens forgangne forbindelse. Grænsen mellem former, som i naturlig forstand er tilladte eller forbudte, kender den moderne biologi kun sporadisk og intuitivt, næsten som grænserne for det kulturelt tilladte udi gensplejsningens kunst. Men modsat etiske grænser, som ikke er naturgivne, er de biologiske bånd på form genstand for udforskning. Sandsynligvis kan hverken en gud, den naturlige selektion eller mennesket splejse sig frem til hvad som helst. Også af den grund bliver det interessant at se resultaterne af disse års forsøg på at finde almene love for kompleksitet og selvorganisation, som kan bidrage til at forklare livets opståen af død materie og dannelse af komplekse organismer på evolutionens veje og vildveje.

Søgningen efter bioformernes reelle dynamik rejser samtidig naturfilosofiske spørgsmål om forholdet mellem karakteren af de bestanddele, liv består af - atomer, fysiske kræfter, molekyler, osv. - og de komplekse egenskaber, livet selv har - i form af celler, der kan formere sig; dyr som er autonome og kan sanse, føle smerte og opleve; og væsener der kan forestille sig verden anderledes og diskutere det. Den biologiske forskning drejer sig ikke blot om at afpudse viden vi har i forvejen; den nye biologi må leve op til en stolt tradition i naturvidenskaben: at bryde med fordomme, etablerede dogmer og fastfrosne faggrænser. Biologernes barnetro - at darwinistisk selektion kan forklare al den orden, vi erfarer i den levende verden - ser ud til kun at være en del af sandheden.[25] Darwins triumf var ganske vist en sejr for det evolutionære verdensbillede. Ligesom jorden blot var en plet i den kosmiske udvikling blev mennesket blot en art med en stamtavle som alle andre arter, opstået og udviklet efter en generel mekanisme. Evolutionens motor, den naturlige selektion, blev opfattet som biologiens grundlov. Ikke matematisk smuk som fysikkens love, men alligevel et organiserende princip for liv, der tilsyneladende forklarer det under, at udviklingen er kreativ, og at det million-mylder af dyr og planter, der findes på jorden, stammer fra nogle få simple encellede livsformer. Idag indser vi, at vi var for hurtige, og at det darwinistiske paradigme, trods sin forklaringskraft, også kan være en skyklap. Der er indledt en jagt på nogle supplerende principper, der er med til at frembringe en skøn mangfoldighed af organismer. Kompleksitet er et af nøgleordene, selvom det endnu mangler indlejring i en god teori, og står i konstant fare for blot at blive et rent modeord.

Men udover at være uafklaret som teoretisk begreb,[26] har interessen for kompleksitet en vigtig naturfilosofisk pointe, som hænger sammen med en ændret holdning til store, simple syntetiserende teorier (som Darwins) og muligheden af at omsætte dem i teknologi. Der er en stigende accept af, at det langt fra er givet, at den erkendelse af det levende, biologien opnår, kan koges ned til nogle få universelle lovmæssigheder. Der er en større bevidsthed om, at vores indsigt i det komplekse ikke nødvendigvis giver os forøget naturbeherskelse. Derfor går holdningen blandt forskerne i komplekse systemer indenfor fysik, kemi og biologi i retning af en mere realistisk og ydmyg naturopfattelse. En opfattelse, som tilstræber at beherske selve naturbeherskelsen, snarere end at opnå perfekt kontrol over naturen. En opfattelse, som værdsætter selve forskningens genstand, livet selv. Og en opfattelse, hvor viden ikke kun er magt, men også indsigt i afmagt.

(c) Formdannelse af et individ

En dansk filosof, der engagerede sig i den videnskabsteoretiske undersøgelse af en særlig form for afmagt i videnskab, det videnskaben ikke kan vide eller gøre eller beregne eller formalisere, var Johannes Witt-Hansen. Når vi nu spørger hvad vi kan vide om individets formdannelse, dukker en interessant forbindelse op mellem en bestemt erkendelsesmæssig afmagt og selve naturen af organismen som komplekst system med emergente egenskaber. Forbindelsen, som er hypotetisk og skal forklares mere detaljeret om lidt, er denne: Ligesom man ikke rent logisk kan udlede hele matematikken fra nogle få regler og grundsætninger, kan man heller ikke rent genetisk forudsige hvilke form-egenskaber den opvoksende organisme vil virkeliggøre, hvis ens viden er begrænset til det molekylære niveau. I begge tilfælde handler det om opkomsten af egenskaber, der ikke kan beregnes eller forudsiges rent formelt - med andre ord emergente egenskaber.

Witt-Hansen beskæftigede sig indgående med betydningen af bestemte afmagtssituationer i den moderne naturerkendelse.[27] I en række kritiske situationer har fysikerne under udviklingen af deres forskning måtte erkende nogle grænser for videnskabens erkendelsespotens. Der findes nogle berømte afmagtspostulater, som stammer fra analysen af disse situationer, f.eks: En evighedsmaskine af første orden er umulig (man kan ikke skabe ny energi ud af ingenting). En ren kemisk stofforvandling er umulig (man kan ikke skabe guld). En bestemmelse af den relative bevægelse i æteren er umulig (æterens eksistens kan ikke godtgøres). Den samtidige bestemmelse af sted og impuls for en elektron er umulig (den klassiske kausalitet gælder ikke på mikro-niveauet). Når først disse afmagtspostulater blev accepteret, medførte de ofte epokegørende ændringer i fysikken - f.eks. opdagelsen af principperne for energi- og masse-bevarelse, relativitetsteori, kvantemekanik - og Witt-Hansen interesserede sig for den generalisering af de oprindelige fysiske begreber, som disse udviklinger var forbundet med.

Når vi ser bort fra mere uldne udtalelser om umulighed hvad angår det levende (f.eks. at ikke alt er muligt i det morfologiske rum), finder vi ikke i biologien tilsvarende afmagtspostulater. Alligevel er analysen af visse logiske former for afmagt også af relevans for videnskaben om det levende og en egentlig bio-logik. Lad os se på en form for logisk afmagt først. Witt-Hansen fremhæver logikeren Kurt Gödels arbejder og hans ufuldstændighedsteorem. Afmagtspostulatet går her ud på, at ikke alle sande sætninger i et konsistent (modsigelsesfrit) formelt system (af tilstrækkelig kompleksitet) er bevisbare. Nu kan man ikke på få ord redegøre for betydningen af dette postulat, men essensen er, at omend man kan bygge `teoretiske systemer' - dvs. smukke og omfangsrige rent logiske teorier ud fra hvilke man i princippet kan udlede store dele af matematikken - så vil disse formelle systemer (givet de er konsistente) indeholde sætninger, som nok kan indses at være sande, men som ikke kan bevises (`afgøres' eller beregnes) alene ud fra det formelle system selv.[28] Vi kan kalde sådanne uafgørbare sætninger G-sætninger, efter Gödel. At der findes sådanne sande men (indenfor systemet) ubeviselige sætninger, er ubehageligt for de teoretikere som troede, at man ad logikkens vej kunne få et sikkert grundlag udfra hvilket man kunne bevise alle de sætninger, matematikken indeholder. Matematisk sandhed overskrider altså det, der kan bevises rent `mekanisk' eller formelt.[29] Selvom vi programmerede en computer med de formelle regler for logisk slutning (som benyttes ved udledning af teoremer og i beviser) og gav maskinen Zermelo-Fraenkel-aksiomerne som input (grundsætninger for mængdelæren, der igen ligger til grund for talteorien), ville der stadig - ligegyldigt hvor længe maskinen regner og hvor stor computerkraft den har - findes sande matematiske sætninger, computeren aldrig ville kunne afgøre, dvs. bevise som tilhørende dens eget formelle univers, bevise som `sande'. Der er dermed et skarpt skel mellem sandhed i almen matematisk forstand og formel bevisbarhed. I en vis forstand er en G-sætnings sandhed en emergent egenskab i forhold til de rent interne og logiske egenskaber i det formelle system (som sætningsegenskaberne `bevist som teorem' eller `bevist som ikke-teorem').[30]

Vi begynder nu at kunne ane en sammenhæng: Med en vis ret kan man sammenligne en organismes vækst og formdannelse med en beregningsproces, nemlig `beregningen' af en fænotype med alle dens egenskaber ud fra genotypen og de `epigenetiske regler' som svarer til de biokemiske og cellebiologiske processer, som `fortolker' de genetiske `program'.[31] Det befrugtede æg ville aldrig kunne udvikle sig til en flercellet organisme med en bestemt form, hvis alle æggets gener blot blev `tændt' på én gang - det ville svare til kaos! Der må altså findes regler, der styrer hvilker gener der skal aktiveres eller inaktiveres hvor og hvornår i fosteret, under de og de betingelser, f.eks fravær eller nærvær af bestemte proteiner, der selv kan være kodet genetisk. Mange har talt om en art epigenetisk kode, som svarer til nogle kybernetiske regler (for feedback aktivering og inaktivering), som selv dannes under opbygningen af en flercellet organisme. Men også for en `simpel' bakteriecelle vil en stor del af dens struktur - f.eks. orienteringen af proteinerne i dens yderside/inderside-asymmetriske cellemembran - være arvet direkte fra modercellen og ikke specificeret af DNA-sekvensen eller deducerbar alene ud fra denne.

Lad os antage, i analogi med matematisk bevisførelse, at der også i biologien findes flere måder, hvorpå vi kan komme frem til at sige noget om et systems højereordens egenskaber. I matematikken handler det om egenskaben sandhed, som vi enten kan `beregne' formelt (og som i så fald bør kaldes bevisbarhed); eller som vi kan `vise' v.h.a. andre og måske snildere indirekte former for bevis (som i tilfældet med vores G-sætning). I biologien kan det handle om egenskaben form eller formrealiserbarhed, og vi kan tilsvarende forestille os dels de former, vi kan beregne ud fra vores detaljerede og evt. formaliserede viden om gener, molekyler og celler; dels former, hvis forklaring som værende mulige eller umulige snarere kræver indsigt i celle-kollektivets geometrisk-topologiske dynamik, en viden som ligger uden for det rent kemisk-molekylære. Ligesom vi i matematikken finder emergente egenskaber ved visse sætninger (deres sandhed) som ikke kan bevises logisk ud fra det `underliggende' formelle system, indeholder biologien former, hvis mulighed ikke kan deduceres alene på grundlag af viden om de enkelte processer i cellens biokemiske netværk af metabolitter og gener, men som er ægte emergente. Afmagtspostulatet i matematikken, som skyldtes Gödels ufuldstændighedsteorem, betød at mængden af bevisbare sætninger kun er en delmængde af mængden af sande sætninger. Hvis biologien har et tilsvarende[32] afmagtspostulat lyder det, at mængden af former som er `genetisk determinerbare' kun er en delmængde af realiserbare former. Eller med andre ord: Generne bestemmer ikke alt, når det handler om organisk form.[33]

Vi kunne kalde det det topologiske afmagtspostulat i molekylærbiologien, fordi topos betyder sted, og topologi - forstået som en generel geometrisk videnskab her anvendt på biologien - omfatter genernes `steder' på kromosomerne i cellen, men også cellernes `steder' i organismens hele struktur som molekylærbiologien ikke beskriver. Der er mere struktur i organismen end det, der `eksplicit' er indskrevet i det genetiske materiale som kodende DNA-sekvens. Det betyder, at skal man genetisk-molekylærbiologisk analysere fosterudviklingen, må klassisk og molekylær genetik kombineres med morfologi (topologi) som selvstændig videnskab. Sådanne forsøg på at kombinere den reduktionistisk prægede molekylærbiologi med mere syntetiske tilgange til analysen af dynamikken af komplekse udviklingssystemer præger en række markante bidrag til de sidste 20 års teoretiske biologi, bl.a. hos biologer som Brian Goodwin og Stuart A. Kauffman (og tidligere hos C.H. Waddington og René Thom).

Nu er det for så vidt ret oplagt, at gener ikke kan rumme al den information, alle de gigabytes, der skal til at karakterisere en hel organisme. Generne rummer simple opskrifter, men de indgår i en kompliceret biokemisk (og biosemiotisk) proces, og fortolkes derved af cellen og af resten af organismen. Information fra det ydre og det indre miljø indgår, og fortolkningsprocessen afhænger af, at cellen i forvejen er et fint organiseret netværk af små molekylære agenter, som processerer stof og energi. Det er i kraft af sin komplekse dynamiske struktur, at cellen formår det mirakuløse trick: at opretholde sig selv og videreudvikle sit netværk. Leve, gro, dele sig. Men: har molekylærbiologien ikke altid vidst dette?

Det har den nok, men den har også i høj grad fokuseret på de enkelte gener og molekyler, at andre niveauer er blevet overset. Molekylærbiologien er genial til det med gener. Den har den fået skovlen under en mængde detaljer i den mekanik, der indebærer en form for molekylær kommunikation, som metaforisk og teoretisk kan forstås som cellens fortolkning af den genetiske kode.[34] Senest har man lagt en meget smuk brik til puslespillet, ved at kortlægge strukturen af en central klynge molekyler (kaldet det ternære kompleks), der er en vigtig krumtap i cellens informationsbehandling.[35] Molekylærbiologien er mere drevet af det som eksperimentelt og teknisk kan lade sig gøre, end den er drevet af store teoretiske spørgsmål. Teori betragtes som en heldig sidegevinst. Hele den molekylærbiologiske udforskning af livet er sket på et så detaljeret plan, at de generelle strukturer endnu virker meget gådefulde. Det er, som hvis sprogforskningen ikke var kommet længere end til at beskrive, hvordan vi opfatter de enkelte fonemer i den lydmasse, øret modtager. Ligesom der er mere i en sætnings mening end ord og bogstaver, er der mere orden i en organisme end den orden, cellens forskellige proteiner er udtryk for. Det holistiske slagord, at organismen er `mere end summen' af sine dele, er en upræcis sandhed: Organismen er forskellig fra sine molekyler og har anderledes egenskaber.

På organisme-niveauet er man ikke kommet langt. Den molekylære genetik blotlægger cellens hardware: molekyler og deres vekselvirkninger, men der er et mere soft niveau. Det svarer til hjerneforskningen, hvor det ikke er nok at beskrive enkelte cellers input-output-adfærd, hvis man skal forstå hvordan kollektivet af neuroner tænker. Fysikere og dataloger har bidraget til neurobiologi ved at betragte hjernen som et komplekst dynamisk system, hvis helhedsmæssige `globale' egenskaber kan undersøges og simuleres i en computer (kunstige neurale netværk). Noget lignende vil sikkert ske på cellebiologiens område, hvor vi kan vente os kraftige justeringer i vores forståelse af orkestreringen af stofskifte, celledifferentiering og formdannelse.

2. Viljens problem

Men én ting er at have skabt en færdig organisme med lemmer, knogler og muskler, nerver, hud, sanser, indre organer, herunder den sammenklumpning af neuroner, vi kalder hjernen - noget helt andet er at forstå sammenhængen mellem den objektive, biologiske krop og den indre oplevelse af kroppen, vores sjæl, vores forestillinger, vores bevidsthed, vores frie vilje. Sidder viljens frihed i hjernens fængsel?

Nu er det muligvis ved at gå af mode at tale om fri vilje - et udtryk som er stærkt belastet med metafysik. Men uanset hvordan vi omformulerer problemet, som vi gør nu, kan vi ikke undgå det.

Mordet på det selvfølgelige

Vi kan spørge: Er vi rationelle i vore beslutninger, eller styres vi mekanisk af molekyleprocesser? - Spørgsmålet er uden direkte svar, som en mord-gåde i en kriminalroman. Vi står med et lig og de to mistænkte. Liget er vores naive forståelse af, at vi da selvfølgelig selv kan tage beslutninger, uanset hvem vi er og hvad vi er. Det er vores almindelige, hverdagsmæssige intuition, som vi lærte da vi var helt små. Det er opfattelsen af, at det er os selv, der styrer det skib vores krop udgør.[36] Men har vi aldrig tvivlet på dét, så dør denne uskyldige forståelse så snart nogen begynder at stille nærgående spørgsmål. Evt. os selv, når vi kom til at gøre noget, der ikke var `med vilje', som man siger. Så kan vi jo beslutte at gøre det godt igen. Men så snart spørgsmålet om oprindelsen til det vi gør uden at ville det (eller det gode vi ikke gør selvom vi gerne vil - den bibelske variant) dukker op og borer i vores refleksion, ja så dør umiddelbarheden ved det selvfølgelige.

De to størrelser i spørgsmålet, `rationalitet' og `molekyleprocesser', er de mistænkte. Eksistensen af fornuft eller rationalitet ville måske kunne begrunde det, der før var så selvfølgeligt: Det er fordi vi er rationelle væsener, der handler efter fornuftig omtanke, at vi overhovedet kan siges at beslutte os for at handle. Vor umiddelbare tiltro til evnen til at vælge og beslutte kan altså genopstå i ny, begrundet form. Molekyleprocesser i vores hjerne ville omvendt kunne sandsynliggøre, at liget aldrig var andet end blot et spøgelse, og at vi lå under for en illusion om frihed: Det var ikke `mig', der tog beslutningen, for jeg var forudbestemt til at handle sådan ud fra den struktur af molekylære processer, der befinder sig i min hjerne.

Tvivlen melder sig igen. Måske er vi rationelle, men betyder det at vi bruger logikkens regler når vi kan træffer beslutninger? Måske styres vi af molekyler, men kan vi så egentlig tale om, at vi beslutter noget som helst? Hvad er sandt? Og kan man tænke sig et svar, som undviger selve valget af én af de to mistænkte? Overfor spørgsmål af typen `Gud eller videnskaben?', der ikke just lægger op til tilbageholdenhed, bør man huske tavshedens mulighed. Wittgenstein mente, at spørgsmål om så metafysiske størrelser som Gud eller den fri vilje, som slet ikke kan indfanges i et dagligdags eller videnskabeligt sprog, omhandler noget vigtigt, ja helt essentielt - men vi gør blot bedst i at tie om det, de omhandler. Det er værd at huske, også når vi nu alligevel overskrider dette taleforbud.

Naturalismen, det bevidste og fornuften

Styres vi af rationalitet eller molekyler? Spørgsmålet antyder at der er to muligheder: Enten handler vores beslutninger om valg vi træffer frit efter nøgtern omtanke, i overenstemmelse med fornuftens dømmekraft eller logikkens principper om modsigelsesfrihed og gyldige former for slutning fra én tanke til den næste. Eller også er vi dybest set kemiske maskiner, der fungerer efter naturlove og ikke de fornuftsprincipper, vi tror vi selv kan styre os efter. Naturvidenskaben har jo vist, at hjernen består af nerveceller med en biokemi, som godt nok er speciel, men ikke unaturlig. Enten er mennesket frit og kan selv vælge godt eller ondt, eller også findes der, hvad enten vi erkender det eller ej, kun ren naturnødvendighed - den fri vilje er måske funktionel for det sociale livs forestillinger om ansvar og pligt, men ret beset en illusion.

Svaret er ikke uden betydning for vores opfattelse af personen og individets ansvar. Hvis nu det er et stof i min hjerne, som gør mig tilbøjelig til højaggressiv adfærd og voldsomme følelsesudladninger; er det så min fejl at jeg kommer til at slå en idiot, der provokerer mig? Genetikere studerer i disse år et væld af tilstande og adfærdsformer, der ses som afvigende, hævdes styret af enkelte gener, og søges kortlagt genetisk - lige fra sengetisseri, alvorlige sygdomme som cystisk fibrose og Huntingtons chorea, til mere tvivlsomme kategoriseringer som det at være bøsse, manio-depressiv eller skizofren. Disse genetikere fremholder ofte det positive i, at `fundet' af disse gener fritager såvel barnet, som bærer af genet, som dets opdragere for skyldfølelse. Når ordet `fundet' er sat i anførselstegn her, skyldes det dels, at dét man finder, ofte blot er indirekte tegn på en genetisk komponent i fremkomsten af tilstanden; dels at man bør være forsigtig med at tro på en direkte og lineær årsag-virkning-kæde fra gen til en kompleks egenskab: Et gen kan udløse mange forskelle (kaskade-effekt), vekselvirke med andre gener (epistasi) i en proces som også er bestemt af miljøet, af tilfældig `støj' under fosterudviklingen, af indlæring, og evt. kan bevidste og ubevidste valg også spille ind. Men o.k., visse gener kan sikkert holdes ansvarlige for organismens dannelse af visse stoffer, som igen kan få organismen til at ændre adfærd. Men det betyder netop ikke, at vi så blot er adfærdsmaskiner for vores gener.

Det er karakteristisk for vor tid, at klassiske filosofiske spørgsmål som det om forholdet mellem frihed og naturnødvendighed forventes besvaret af naturvidenskaben. Der er en udbredt tillid til, at det i sidste ende må være naturvidenskaben, som finder nøglen til alle gåder. Naturalismen er et udtryk for denne forventning. Naturalismen er i denne sammenhæng troen på, at alle processer - også erkendelsesprocesser - finder sted i naturen, og derfor i sidste ende må kunne gøres til genstand for en af de empiriske naturvidenskaber. Naturalismens argument er: Vi erkender, dvs. der foregår noget i vores hjerne og dens molekyler, og dette `noget' må kunne undersøges v.h.a. biokemi, neurobiologi, fysiologi, perceptionspsykologi, osv.

Selvfølgelig foregår der også nogle kommunikationsprocesser mellem de enkelte erkendende iagttagere eller forskere indbyrdes, men også disse processer kan gøres til genstand for erfaringsvidenskab, f.eks. videnskabssociologi og psykologi, som ifølge naturalisten også er en slags naturvidenskab. Forskeren er jo en del af en institution med bestemte traditioner, normer og magtforhold, og det er faktorer, som kan påvirke selve erkendelsesprocessen. (Nogle hævder mere radikalt, at det konstituerer eller definerer vidensproduktion som sådan, hvor videnskab da forstås som en del af en rent samfundsskabt virkelighed[37]). Da en institution er en del af et samfund, og da kultur og samfund ifølge naturalismen hører med i naturens store totalitet, er der intet til hinder for, at alle forhold, der vedrører den menneskelige tænkning og erkendelse, kan gøres til genstand for erfaringsvidenskab - ja, ikke blot det, men at disse forhold også helt og fuldt ud lader sig forstå ved hjælp af de empiriske videnskaber, dvs. uden de filosoffers særlige argumenter, som grunder sig på (transcendentale) principper, som hævdes at ligge hinsides eller forud for den erfaringsbaserede erkendelse.

Mange aspekter af naturalismen påkalder sig bestemt sympati: Den placerer menneske og samfund midt i naturen - endda én af samme samfund truet natur - og den sigter mod at ophæve den ulykkelige opsplitning af mennesket i en sjæl og et legeme. Alligevel bør man huske to ting: For det første er naturalismen selv en filosofi, ikke videnskab.[38] Man kan sagtens være god forsker og have en ikke-naturalistisk metafysik; naturalismen kan ikke `bevises' videnskabeligt, der er tale om et metafysisk valg. For det andet er det ikke givet, at det naturalistiske forsøg på at lade videnskaben bemægtige sig ethvert filosofisk spørgsmål falder heldigt ud, hvis spørgsmålet selv hviler på tvivlsomme antagelser af filosofisk art. Det synes at gælde netop spørgsmålet om rationelle frie valg contra deterministisk naturbestemte hjerneprocesser.

I filosofien er denne modsætning mellem frihed og naturnødvendighed diskuteret skarpest hos Immanuel Kant.[39] Tesen er, at for at forklare erfaringerne som helhed, må man ud over naturens kausalitet antage en art kausalitet igennem frihed (dvs. eksistensen af en fri vilje). Men Kant accepterer samtidig forestillingen om at naturbeskrivelsen for at være videnskabelig må følge den Newtonske model, og dermed være kausal-deterministisk: Antitesen er altså, at enhver hændelse eller virkning har sin årsag - der er ikke her plads til tilfældighed eller spontane fænomener i naturen - alt i verden sker udelukkende som følge af naturlovene. Groft sagt er Kants `løsning' at sætte skarpt skel mellem teoretisk og praktisk filosofi, mellem videnskabsfilosofi (om den kausale naturbeskrivelses betingelser) og moralfilosofi (hvor frihed, værdi og pligt sættes i centrum). Naturalistiske forklaringer gælder da kun indenfor det videnskabelige domæne, hvor vi kan bruge vor forstand på empiriske genstande i omverdenen. Men taler vi om `hele verden' taler vi ikke om genstande for videnskab men om metafysik, filosofi. Netop i filosofien kan vi beskæftige os med fænomener som frihed og moral, det vi skal gøre og tør håbe som mennesker. Desuden er det jo ikke sådan, at videnskaben siger hvordan verden er i sig selv; fysik handler - ifølge Kant (og Niels Bohr) - kun om hvad vi kan sige præcist om verden sådan som den fremtræder for os i f.eks. det fysiske eksperiment og som den er udtrykt gennem vore begreber og (ville vi sige nu) paradigmer. Virkeligheden udtømmes muligvis ikke i det der lader sig indfange med vore erfaringsformer, og det må jo så også gælde den del af virkeligheden, som udgør os selv som del af naturen: Kant karakteriserede personligheden som "friheden og uafhængigheden af hele naturens mekanisme"[40], personen er "ikke underkastet andre love end de han giver sig selv".[41]

Med denne filosofi grundfæster Kant på raffineret vis kløften mellem naturvidenskab og humaniora. Det er klart, at selve naturalismen som filosofi vil ikke acceptere denne løsning: alt er jo natur, og må kunne forstås inden for en og samme altomfattende ramme (egentlig et ret ambitiøst projekt som Kant ville kritisere som metafysisk blændværk).

Man kan sige at Kant forudsætter at alle naturprocesser kan forklares med en deterministisk fysik - her har fysikkens egen udvikling tilbagevist denne antagelse, jf. omtalen af det uforudsigelige `kaos' i vejret, af kvantemekanisk indeterminisme osv. Der er altså ikke noget i de komplekse systemers fysik, der strider mod eksistensen af menneskelig frihed.[42] Men spørgsmålet er, om ikke også psykologien og sociologien, som stort set er udviklet efter Kant, kalder på revision af forestillingen om menneskelig frihed som noget, der står i modsætning til naturkausalitet. Eksempelvis viser Freuds psykoanalyse og sociologiens klassiske undersøgelser, at mennesket på én gang er `determineret', dvs. medbestemt eller præget af opvækst, social baggrund og psykisk struktur, men samtidig i stand til refleksivt at bearbejde, forholde sig frit til sine erfaringer, vælge selvstændigt, etc. At indse det er også at lægge afstand til en kras psyko- eller socio-determinisme, som kun de helt vulgære udgaver af naturalismen ville abonnere på. Det må konkluderes, at Kants antimoni mellem nødvendighed og frihed peger på et vigtigt problem, som den ikke selv er nogen løsning på: Selve antimoniens naturvidenskabelige forudsætninger er ikke længere gyldige; og desuden har vi bl.a. gennem human- og samfundsvidenskaberne fået større indsigt i den nærmere karakter af den menneskelige frihed og dens sammenhæng med det at være et bevidst, selvbevidst og socialt væsen.

Lad os angribe spørgsmålet anderledes. Lad os først konstatere, at naturvidenskaben ikke altid har svar på rede hånd. Ofte kræver forsøget på at give `videnskabelige' svar, at vi oversætter det oprindelige spørgsmål til et andet, mere teknisk sprog, i hvilket vi kan anstille forsøg eller teoretiske ræsonnementer. Her vil de videnskabelige svar man finder frem til, i sin tur kræve en `tilbageoversættelse' til et mere dagligdags sprog. Vi kan nok finde stoffer i hjernen som f.eks. neurotransmittere, der påvirker centrale hjerneprocesser - men hvad siger det generelt om forbindelsen mellem hjernen og den fri vilje? Måske kan særlige stoffer (tag bare alkohol) under bestemte omstændigheder påvirke det, vi normalt opfatter som vores mulighed for at træffe fornuftige beslutninger. Men det vidste vi jo godt, og modbeviser næppe at vi (under andre omstændigheder) kan handle rationelt. I diskussionens spil må de filosofiske spørgsmål omformes før de kan skydes over på videnskabens banehalvdel. Videnskaben arbejder, men den bold, den returnerer til filosofferne, er forsigtig, usikker, empirisk begrænset, og rummer ikke i sig selv filosofiske svar. Trods de store overskrifter i pressen behøver nye og spændende opdagelser af hjernens indretning ikke at være afgørende m.h.t. de oprindelige spørgsmål.

Videnskab er en fin ide, når vi vil afdække bestemte naturprocesser vi ikke forstår. Men når vi har kortlagt en umådelig masse detaljer af hjernens biologiske mekanik og strukturen af cellernes molekyler, vil vi indse, at hvis vi vil forstå os selv, kan vi ikke nøjes med opdagelser beskrevet i et videnskabeligt, objektivt, `ydre' sprog. Bevidstheden har, uden nødvendigvis at være mystisk eller ligge udenfor naturen, bestemte kvaliteter, som har at gøre med den indre oplevelse fra en bestemt persons eller et subjekts eget synspunkt;[43] dette, at noget opleves kvalitativt (filosofferne kalder det qualia), intentionelt og `indefra'. Noget som ikke kan indfanges af naturvidenskabens brug af (matematiske, fysiske, biologiske) beskrivelser af systemet set udefra; f.eks. af hjernecellernes komplekse myriader af signaler. Det svarer til forskellen mellem spontant at genfortælle handlingen i en spændende bog, og så linie for linie at angive den grammatiske struktur af sætningerne og den leksikale betydning af de enkelte ord.

Bogen som eksempel viser en pointe m.h.t. fornuften, vores første mistænkte: Vi læser ikke litteratur for at analysere personernes handlinger ud fra deres grad af rationalitet i nogen formel forstand. På den anden side er vi ikke i tvivl om at f.eks. en frøken Smilla træffer en række beslutninger, som ikke bare er fornuftige og velovervejede, men som er båret af et projekt, et engagement og en vilje. Udfra sine egne forudsætninger og den skæbne, der er overgået hende, handler hun rationelt. Kun hvis vi forstår rationalitet i den indskrumpede forstand som ren logik eller en rent kalkulerende nytte-rationalitet bliver hendes handlinger uforståelige. Som så mange andre inkarnerer hun i en og samme person en blanding af den netop nævnte rent instrumentelle mål-middel-fornuft, der kendetegner teknisk videnskab, og så en fornemmelse for en større eksistentiel sammenhæng, som i hendes tilfælde er brudt sammen. Den større sammenhæng og bestræbelsen på at hele den, eller kompensere for dens fravær, repræsenterer en mere praktisk-etisk rationalitet. I selve sin sætten sig mål, sin beslutning på at finde ud af hvem der dræbte barnet, styres hun ikke af instrumentel fornuft; hun realiserer en værdibevidst form for fornuft ved at påtage sig en mægtig opgave: at finde sandheden om barnets skæbne. Den instrumentelle fornuft, den rene forstand, er god til at finde effektive midler, hvis først målet er givet. Denne `formålsrationelle' fornuft afvejer fordele og ulemper, costs og benefits, men afvejningen sker ikke isoleret, men under vejledning af samvittigheden. Målet helliger kun midlet for det menneske, der ikke er i stand til at underkaste sine egne mål en kritisk refleksion. Det understreger, at vi nok er rationelle i vore beslutninger, men dermed er intet sagt, før vi nærmere har angivet hvad vi mener med fornuft og rationalitet. Det er kun hos psykopater eller i et totalitært teknokratisk samfund at al fornuft er indskrumpet til blot instrumentel fornuft. Fornuften er i sin sande form tillige normativ, med en moralsk dimension forstået som en kærlig rettethed mod det gode liv; evt. mod det liv som kunne være men endnu ikke er.

Der er stadig - for nu at vende tilbage til videnskaben - molekyler på spil i bevidsthedens materielle substrat, men også på dette område, i den naturvidenskabelige tilgang til beslutningernes molekylære biologi, mangler der noget. Ikke blot eftertankens kølige blod til den fremskridstbegejstrede hjerne, som tror snart enhver gåde løst. Skumringens eftertanke gør ikke dagens videnskab mindre storslået, men påminder os at selvom videnskab handler om virkelighed, er den menneskeværk og fejlbarlig. Det er godt at huske når naturvidenskaben tilbyder os `sande' billeder af verden, der overskrider faktuel viden. Det, der mangler, når vi taler om at forstå bevidsthedsprocesser ud fra et molekylært grundlag, er en opmærksomhed om følgende tre forhold, som leder os til det afsluttende spørgsmål om sandhed:

(1) Som vi spørger får vi svar. Spørger vi naturvidenskaben om det, den allerede som erkendelsesredskab har måtte abstrahere fra - f.eks. de indre oplevelsers subjektive kvaliteter - kan vi ikke forvente at den i sit svar levner megen plads til det, som i udgangspunktet er sat i parantes. Det betyder ikke, at der ikke kan være `plads' til bevidstheden i et videnskabeligt verdensbillede. Det betyder, at dette verdensbillede må supleres med bidrag fra f.eks. litteratur- og sprogvidenskab, psykologi og sociologi, der ligger udenfor naturvidenskab i traditionel forstand. Det medfører heller ikke at naturvidenskaben ikke har noget at sige om bevidsthed. Slet ikke! Kan den ikke sige noget om de indre oplevelsers subjektive kvaliteter, kan den til gengæld belyse (hvad jeg i mangel af bedre vil kalde) de indre oplevelsers `objektive' korrelater - forstået som en parallel beskrivelse af den hjerneaktivitet, der er forbundet med f.eks. dét at smage på en Madeleinekage dyppet i linne-te. Nok så mange NMR-scanninger vil bare aldrig kunne give data nok til at man kunne `beregne' de faktiske erindringer, smagen fremkaldte hos subjektet.[44]

(2) Umuligheden af at `beregne' sig til frem til de subjektive kvaliteter ud fra en objektiv beskrivelse af hjerneaktiviteten sikrer en metafysisk frihed i fortolkningen af dette forhold. Anderledes sagt vil man ikke empirisk eller rationelt[45] videnskabeligt kunne `afgøre' striden mellem f.eks. dualister og monister, eller striden mellem reduktive og non-reduktive materialister. Den må føres med filosofiske argumenter - i dialog med videnskaben.

(3) Et sådant filosofisk argument er, at selve videnskabernes mangfoldighed af grundlæggende systemtyper eller genstande (psyke, liv, stof i hhs. psykologi, biologi og fysik) er et komplekst tegn på virkelighedens niveaudelte organisation, der selv rummer en kosmologisk historie.[46] I verdens historie opstår kvalitativt nye fænomener, som i sig rummer noget genuint nyt, der ikke bare kan beregnes eller udledes på grundlag af det allerede værende, det fysiske. Således er molekylerne i hjernens kemi organiseret i en biologisk krop, som igen, for i al fald for menneskers vedkommende, realiserer et psykisk niveau med særlige kvaliteter. Emergens er her udtryk for at det nye ikke blot er mere af det gamle: Det er anderledes. Det er i sin egen ret, og kræver derfor også selvstændige former for beskrivelse - nye perspektiver. Den menneskelige frihed (så socialt formet og foranderlig den nu er i artshistorisk og kulturhistorisk forstand) kunne ikke eksisterer uden molekyler, men molekylerne er blot en nødvendig forudsætning. Det fysiske univers har udviklet tilstrækkelig mange frihedsgrader til at rumme selv det, der ikke kan forstås udfra fysikken som videnskab. For at gøre en lang historie kort:

Den fri vilje sidder ikke i hjernens fængsel. Den udfoldes i et mellemmenneskeligt rum for kommunikation, handling, beslutning, ansvar, aftale og samtale. Dette socialt betingede psykiske rum er ikke kun fornuftigt; det rummer mindst lige så meget ufornuft og sammenbrud på rationalitet - konflikter, krige og katastrofer. Men disse sammenbrud kan dog selv underlægges iagttagelse, analyse og genopbygningsforsøg, og dette udgør en betingelse for at vi overhovedet kan fortsætte med at diskutere det fornuftige, kritisere det rene vanvid, og udvide fornuftens begreb.

3. Sandhedens problem

At pege på at vi har en frihed, selvom vi er bundet af krop og historie, er ikke at gøre den frie tanke til Gud. Tilsvarende, det at fremhæve den rationelle tanke som noget, der ikke har udtømt sine muligheder, er ikke det samme som at genopvække en naiv historiefilosofi om fornuftens uhindrede udbreden sig med videnskabens og oplysningens fremskridt - næppe en troværdig fortælling her ved det 20. århundredes afslutning, hvor fremskridt og videnskab fremstår noget blakkede af dét man har kaldt den `negative dialektik' i oplysningen,[47] konkretiseret ved verdenskrige, imperialisme, material grådighed og ressourcemisbrug. Hvad er da den videnskabelige fornufts forhold til begrebet sandhed? Kan sandhed både være relativ og nødvendig? Giver det videnskabelige verdensbillede os kun snapshots af forbipasserende paradigmer, eller afslører det for os glimt af de evige sandheder?

Verdensbilleder er kommet for at blive, men de er ikke længere i ental. Politisk, erkendelsesmæssigt og religiøst virker verden som en flimrende mangfoldighed. Der tales om postmodernisme, dekonstruktion, fænomenologi og andre strømninger med sære navne, der har det til fælles, at de tager afstand fra en tro på objektivitet og sandhed som noget absolut, og i stedet søger at gøre al erkendelse `situeret'; dvs. hørende hjemme hos en konkret person i en bestemt situation; en opfattelse af viden som noget kontekstbestemt, determineret af tid, historie, kultur, klasse, køn og etnicitet. Erkendelsens ikke-platoniske karakter fremhæves, dens bundethed til et bestemt menneske med biologisk bestemte drifter, behov og kropslige handlinger. Bl.a. inspireret af biologien henvises tanken til sin plads i et hovede, som trods al snak om æstetik og etik er et organ på kroppen af en bestemt abeart. Biologien bruges som skyts mod tendensen til at isolere erkendelsen fra den erkendende krop, mod dualismens split mellem sjæl og legeme og dens syn på bevidsthed som immateriel.

Naturvidenskab får derved aktualitet i en kulturdebat, der præges af hvad vi kunne kalde det meteorologiske verdensbillede: Det er opfattelsen af verden som et ustadigt vejrlig, og samfundet som et skib med slagside på et stormende hav. På sin vis har dette verdensbillede allerede indenfor naturvidenskaben afløst de tidligere: Det geocentriske, det kopernikanske, det Newtonske og sidst Einsteins relativistiske verdensbillede, som ikke var så relativt endda, fordi tiden og rummet stadig kunne anskues indenfor en fælles og gyldig beskrivelsesramme, der muliggjorde deterministisk forudsigelse.

Det meteorologiske verdensbillede, i snæver forstand, går tilbage til bl.a. vejr-forskeren Edward N. Lorenz, en af `kaosfysikkens' fædre, som i 1962 opdagede, at selv en simpel matematisk model af vejret som deterministisk system er ekstremt følsomt på begyndelsesbetingelserne. Det har til følge, at nok så mange data om begyndelsestilstanden aldrig vil være nok til at gøre modellen brugbar til at forudsige det virkelige vejrs udvikling på lang sigt. På en måde blev kaosteorien[48] anledningen til, for det første, en ny og knap så reduktionistisk type fysik, det vi omtalte som en fysik for komplekse systemer. For det andet blev det gjort tydeligt, at vi også indenfor de makroskopiske systemers fysik må operere med flere principielt forskellige beskrivelsesmåder (termodynamiske systemer; klassisk mekaniske; kaotiske).

Det stiller os ikke blot i kvantemekanikkens situation, som i sig selv var overraskende, nemlig kravet om brug af komplementære, gensidigt udelukkende begreber til beskrivelse af den samme type system under forskellige eksperimentelle situationer (som Niels Bohr påpegede). Det viser os, at de fysiske systemer selv frembyder en ægte mangfoldighed (kvantemekanik, klassisk mekanik, kaosteori for ikkelineære dynamiske systemer, termodynamik, klyngefysik m.v.), som kræver disse forskellige begrebsrammer. Man taler simpelthen ikke om `forudsigelse' på samme måde når man har at gøre med et klassisk system og et ægte kaotisk system (også selvom sidstnævnte beskrives v.h.a. en deterministisk matematik).

En kaotisk verden?

Men dér hvor `kaos i vejret' og mangfoldighed i systemteorien blot bliver metafor for en mere almen form for erkendelsesmæssig mangfoldighed, nærmer vi os det meteorologiske verdensbillede i en mere udvidet forstand, som kendetegner netop den turbulente situation, hvor erkendelsens lokalitet og situerbarhed til stadighed betones.[49] Her hævdes det altid umulige i en erkendelsesposition af fuldstændig alviden og syntese, dvs. en position `fra Guds eget synspunkt'.[50] En sådan position er ikke blot praktisk uopnåelig, men afvises som et falsk ideal at ville fremholde for erkendelse i moderne videnskab. Videnskaben er tværtimod, som Karl Popper fremhævede, et åbent projekt der kan tage mange veje, og hvor man aldrig opnår fuldstændig viden - lige så lidt som evolutionen nogensinde vil skabe den perfekte organisme, sikret mod enhver tænkelig miljømæssig trussel. Videnskaben kan ikke give os sikker viden, men testbare hypoteser, som vi i sandhedens tjeneste må afstå fra at opfatte som evige sandheder: Vi må i stedet gøre dem så dristige som muligt, så de i princippet kan tilbagevises gennem eksperimentelle tests eller logikkens prøver. Vi kan tage fejl, og må derfor imødese storme på erkendelsens hav.

Popper afstår fra ideen om, at vi gennem videnskab kan nå sandheden med stort S, men han er samtidig langt fra en radikal relativisme, som præger det fænomen (eller den tidsånd), vi her forsøger at indkredse som det meteorologiske verdensbillede i den mere udvidede forstand, hvis relativisme især gælder kulturelle værdier og men også findes på det mere erkendelsesteoretiske plan. Idet verden opfattes som et ustabilt vejrlig og samfundet som et skib med slagside i stormvejr, ligger det i billedet, at havet kun ses fra skibet, og passagererne aldrig når frem til en gyldig forklaring på slagsidens årsag. Den opleves forskelligt, alt efter om man befinder sig på godsdækket, i salonerne eller på kaptajnens bro. Sandheden er relativ. Perspektivismen florerer. Alt flyder, og der synes ingen faste holdepunkter længere. Hvor de historiske epoker førhen aftegnede ét verdensbillede som det dominerende, er det meteorologiske verdensbillede snarere en serie levende billeder, en film, eller rettere, et bundt verdenskanaler, som hver især er i stadig tilbliven, og hvor `brugeren' kan zappe rundt mellem de forskellige kanaler - astrofysik, science fiction, økosofi, astrologi, brain research, gaiateori, psykoneuroimmunilogi - og selv må sammenstykke sig brokker til det, der aldrig kan blive noget helhedsbillede. Relativismens fare er ikke så meget bevidstheden om værdiernes mangfoldighed og fraværet af et arkimedisk punkt, som det er faren for ligegyldighed overfor kanalernes kvalitet og manglende respekt for deres egentlige betydning - at de overhovedet betyder noget, at de er indhold, ikke rent udtryk eller rent virtuelle, men forankret i det sociale liv og livtaget med naturen.

I forhold til denne relativisme er det forståeligt, at man stiller kontante krav om svar fra videnskaben - skjoldet mod relativismens stormflod. Har mennesket virkelig en sjæl, eller er vi bare en computer? Kan vi handle fornuftigt eller er vi et irrationelt produkt af molekylært kaos i kroppens biomekanik? Lad videnskaben svare! Problemet er, at spørgsmålene som antydet bindes til en forventning om svarets art. Naturvidenskaben går trods alt ud på at udforske årsagernes struktur i verdens kausale netværk. Er man ude på at finde et billede af mennesket som noget lovbundet og determineret, går man vel ikke helt gal i byen når man spørger naturvidenskaben? Jo, det gør man faktisk, eller rettere: Man kommer for sent. For hverken biologer eller fysikere tror længere skråsikkert på determinismen, den kausale nødvendigheds doktrin, som videnskabelig begrundet ontologi. Vi har i dette århundrede set forskning på områder, der alle peger på det modsatte af streng nødvendighed (og som giver tilfældigheden sjove navne): kvantemekanisk indeterminisme, termodynamiske fluktuationer, matematiske katastrofer og singulariteter, den kaotiske sommerfugleeffekt, og i biologien stokastisk udvikling p.g.a. kompleksitet og tilfældige mutationer. Ikke mindst i hjerneforskningen har det faktisk stor betydning filosofisk og videnskabeligt at hjernen m.h.t. væsentlige aspekter ikke er et deterministisk system.[51]

Den enkelte forsker er med hensyn til de metafysiske og filosofiske spørgsmål nok så meget i ideernes vold som alle andre. Hans eller hendes filosofi behøver ikke at afspejle gængse opfattelser i den pågældendes disciplin. Er man neurobiolog og ved noget om nerveceller, kan man stadig (som f.eks. Eccles) være dualist af overbevisning og tro at bevidstheden er en ikke-materiel substans. I det daglige går neurobiologer nemlig ikke rundt og taler om sjæl, fri vilje og bevidsthed, men om ting som neuropeptider, postsynaptiske inhibitorer og konformationen af ionkanalproteinerne i cellemembranen. Og der er immervæk langt fra en cellemembran til sådan noget som forestillingsevnen. Alligevel findes der områder indenfor neurobiologi og kognitionsforskning, der mere direkte berører forbindelsen til de metafysiske og eksistentielle spørgsmål. Men der går ingen lige vej fra videnskabelige kendsgerninger til den måde, vi vælger at fortolke videnskabens resultater og teorier på.

Pointen er, at der altid er et spillerum for vores valg af fortolkning af f.eks. neurobiologiske data (bl.a. derfor handler den videnskabelige debat om argumenter for forskellige fortolkninger). I den forstand kan neurobiologien som videnskab aldrig føre bevis for at mennesket blot er et ufrit, deterministisk væsen med en usand illusion om at være fri. Vi kan endda ved nærmere eftertanke stramme pointen ved at hævde, at det er en forudsætning for selve det, at udøve neurobiologi (og al anden eksperimentel videnskab), at vi frit er i stand til at anstille alternative forsøgsopstillinger, vælge mellem forskellige måder at udføre eksperimenter på, og i det hele taget træffe beslutninger om hvordan vi bedst går til det objekt, vi vil udforske. Følte vi altså opfattelsen af os selv som frie individer truet af en neurobiologi, som overfladisk set giver anledning til et deterministisk billede af os selv som en samling neuroner, en neural computer, så fører eftertanken os til at se, at selve denne videnskab ironisk nok selv synes at forudsætte menneskelig frihed: Uden den var videnskab ikke mulig; for vi kunne ikke tænke alternative forklaringer, mulige verdener, og kontrafaktiske konsekvenser af andre betingelser og størrelser af de faktorer, vi rent faktisk opererer med.[52]

Alternative sandheder?

Vi oplevede i 1980'erne en kraftig øget interesse for `alternativ videnskab' - især lægevidenskaben fik konkurrence fra alternative helbredelsesformer, men interessen samlede sig også om fysik, kemi og biologi - somme tider endog også datalogi og matematik - som udgangspunkt for det projekt at gentænke verdensbilledet i en mere helhedsorienteret og ikke-reduktionistisk retning. Samtidig med at naturvidenskaben blev beskyldt for at være mekanicistisk, beherskelsesorienteret og uden sans for skønhed og helhed, førte en række nye udviklinger indenfor de selvsamme videnskaber til en strøm af bøger og artikler om det, man kunne kalde `den naturvidenskabelige holisme'. Den var hverken særlig videnskabelig, og egentlig var den `helhed', den beskæftigede sig med ofte underlig afstumpet, viste det sig - det enkelte isolerede individs højere bevidsthed eller den kosmiske kærlighed, helt adskilt fra den praktiske og politiske virkelighed.[53] Det er nok en karrikatur af denne strømining, for der var bestemt vigtige og blivende erkendelser, der kom fra `de nye videnskaber', ikke mindst på det naturfilosofiske plan[54] - på det praktiske plan havde såvel miljøbevægelsen og som de fleste økologer allerede i hele tiåret før tænkt holistisk. Men én ting er sikkert: I 1980'erne talte man en del om nye paradigmer, og det er næppe forkert, at udover postmodernisme og dekonstruktion bidrog interessen for alternative paradigmer i naturvidenskaberne til en opfattelse af viden som noget, der ikke alene er paradigme-ladet, men noget, man nærmest kan forholde sig til som varer i et supermarked, dvs. en kras epistemologisk relativisme. "Du må da gerne vælge dét paradigme, jeg tror nu kvanteholismen er bedre for mig".

Debatten bar ikke præg af massiv deltagelse af professionelle forskere; ofte var de fysikere og biologer, som optrådte, personer, der af deres fagfæller i de respektive territorier blev iagttaget med forskellige grader af skepsis. Tænk blot på folk som David Bohm, der var velrennomeret som fysiker for sit arbejde til kvantemekanikken, men nærmest ringeagtet p.g.a. sit holistiske og `mystiske' syn på virkelighedens dybder; eller Ilia Prigogine, nobelpristager i kemi og samtidig aktiv naturfilosof og ofte kritiseret som spekulativ; James E. Lovelock, manden bag Gaia-teorien som trods stigende respekt hos økologer og klimatologer stadig er en kontroversiel teori; og endelig en mand som Rupert Sheldrake med ideen om de `morfogene felter' som de fleste fysikere og biologer betragter som utroværdig, men som nyder stor popularitet blandt `de alternative'. Mange videnskabsfolk var villige til at popularisere den nye fraktalgeometri eller teorien om kaos (som ikke er spor kaotisk) i fysiske systemer - men når det kom til stykket kunne de som forholdsvis ædruelige fagfolk ikke tilslutte sig de helt vilde påstande om at deres resultater betød en hel anden måde at lave videnskab på, eller en hel anden verdensopfattelse. Holismen som intellektuel strømning kom derved til at bidrage til verdensbilledernes flimmer ved selv at tilbyde flere nye metaforer og udtryksformer, og ved at skyde en ny kile ind mellem den etablerede, tilbagetrukne `rene' videnskab og den pop-science, der kom til at dominere mediesfæren.

Sand viden, virkelig sandhed

Vi kan nu anskue et væsentligt problem i forholdet mellem viden og sandhed: Videnskaben er forpligtet på at søge at opnå sand viden. Viden er netop, ifølge en filosofisk standard, lig med begrundet sand overbevisning (justified true belief).[55] Nu er der jo mange videnskaber, men sandhed er normalt ikke noget man opfatter som genstand for forhandling. Problemet er så, at der tilsyneladende ikke gives én universel metode til at fastholde eller begrunde summen af sande overbevisninger om et givet genstandfelt. Netop fordi en `ting' som mennesket for det første er genstand for både kultur- og natur- og samfundsvidenskaberne, og for det andet ikke er en `ting' (men også selv har et ord at skulle have sagt!), synes det som om hvert billede af mennesket disse videnskaber producerer ikke stemmer overens, eller ikke alle kan være sande samtidig. Sandheden afhænger af de briller eller det paradigme, forskeren beskriver mennesket ud fra. Debatten om de alternative paradigmer viste med al tydelighed, at sandheden for biomedicineren ikke er sandheden for zoneterapeuten. Sandheden er relativ. Den turbulente tidsånd, vi karakteriserede ved det metereologiske verdensbillede - hvor mange perspektiver sameksisterer, hvor der mangler et fast centrum, et fundament, og hvis eneste centrum er orkanens, medie-orkanen, som er i konstant bevægelse - for denne tidsånd synes kun relativismen sand.

Jeg tror ikke selv relativismen er modsigelsesfri som erkendelsesteoretisk position, men lad os spare papir på at begrunde det her. Det væsentlige er, tror jeg, at vi kan sondre mellem forskellige former for sandhed, uden at blive radikale relativister eller værdinihilister af den grund. I kort form:

* Empirisk sandhed (f.eks. i biologi og fysik)

* Analytisk sandhed (f.eks. i logik og matematik)

* Normativ sandhed (f.eks. i sociale forhold)

Vi kan i de empiriske naturvidenskaber tale om sandhed som beskrivelsernes overensstemmelse med tingene (eller `kendsgerningerne'). Det er stadig essentielt for begrebet videnskab, at noget kan testes, at man kan se efter selv, at det kan tjekkes og kontrolleres. Fusk med data er nu engang den værste forseelse forskere kan begå. Dette sandhedsbegreb spiller selvsagt også stor rolle i vores hverdag - de færreste bryder sig om at få en historie bundet på ærmet og finde ud af at det `i virkeligheden' forholder sig anderledes end historien hævder.

Et andet begreb om sandhed er, at noget er sandt, hvis det kan udledes af - eller stemmer overens med - det vi ved i forvejen. Det er et logisk sandhedsbegreb, vi var inde på i forbindelse med omtalen af forholdet mellem matematik og logik. Rent formelt er sandhed blot bevisbarhed, mens sandheden af de slutningsregler og aksiomer, der ligger til grund for det formelle system, er af en højere art, og har f.eks. forbindelse med matematisk intuition.

Endelig kan vi tale om sandhed i normativ forstand - hvad vil det sige at være `en sand ven', eller have et sandt og oprigtigt forhold til sine omgivelser, eller bestræbe sig på at opbygge et samfund, der sikrer sande fællesskaber. Her er sandhed overensstemmelse mellem et ideal og virkeligheden, og hvis overensstemmelsen mangler er det i normativ forstand så meget desto værre for virkeligheden, for så bør den laves om, i al fald i den udstrækning man regner idealerne selv for sande (og med mindre andre hensyn vejer tungere). Også her finder vi flere niveauer: Dels om et samfund faktisk virkeliggør de pågældende værdier (graden af `overensstemmelse'), dels selve værdierne selv: hvad er de højeste, de vigtigste eller mest sande værdier.

En del filosoffer vil ikke bryde sig om at kalde det sidste begreb for sandhed, og vil fastholde et (mere eller mindre positivistisk) skel mellem (sande eller falske) beskrivelser og (ønskede eller uønskede) værdier og vurderinger. Det kan der være en vis fornuft i, når man blot husker, at det ikke garanterer den person, der `blot vil give videnskabelige beskrivelser', nogen automatisk objektivitet.

Desuden ligger der en række værdier til grund for selve videnskaben, og i den forstand kan man ikke adskille det normative fra det deskriptive. Det bør f.eks. være muligt for filosofien og videnskabsforskningen, gennem beskrivelser af hvordan videnskaben faktisk går sin skæve (og ikke altid ideale) gang, at bidrage også normativt til at skabe bedre rammer for en forskning, der lever op til de ideelle krav.[56] Ellers havner filosofi og videnskabsteori i ren kynisme.

Frie molekyler

Efter det mislykkede første kupforsøg i 1953 mod Batista-regimet på Cuba blev Castro fængslet og stillet for retten, hvor han holdt en forsvarstalen "Historien vil frikende mig". Jeg ved ikke om han fik ret, jeg tvivler, men overlader gerne spørgsmålet om revolutionsheltens blakkede eftermæle til historikerne. Det jeg tvivler på er sandheden af enhver total-determinisme, hvad enten den er historisk, genetisk eller neurobiologisk. Videnskaben følger efter sin natur en stolt revolutionær tradition - oplysningens. Oplysning, sagde Kant, er menneskets udtræden af sin selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at bruge sin egen forstand uden en andens ledelse. Den manglende evne er selvforskyldt, når den ikke skyldes forstandens mangler, men manglende beslutsomhed og mod til at bruge den uden en andens ledelse.[57]

Er videnskaben i dag revolutionær i oplysningsfilosofisk forstand? Det er svært at skimte samme vilje til at tilkende mennesket autonomi og myndighed, som lyser ud af Kants diktum om oplysningen. Ofte får man følelsen af at videnskaben fratager mennesket selvstændighed (viljen er en illusion), eller værdighed. Alligevel er der humanistisk kerne i selve det videnskabelige projekt. Videnskaben er jo en art institutionaliseret kritik. I kraft af det videnskabelige etos stiller den sig kritisk overfor såvel gammel overtro som nye teorier, men er åben overfor nye opfattelser, som kan begrundes, ikke ved henvisning til overindividuelle autoriteter men i kraft af fornuftige argumenter og gennem erfaringer (bl.a. erfaringer med mislykkede gendrivelsesforsøg) - og deri ligger en væsentlig rest af oplysningens tradition.[58]

Oplysningen hviler på ideen om mennesket som det væsen, der kan beherske både naturen og sig selv. Ved industrialismens opkomst blev naturvidenskab og teknologi afgørende midler i den udnyttelse af naturen, som blev kaldt beherskelse, men som i vort århundrede viste sig som ubehersket, ukontrolleret og vilkårlig. Idag er der brug for at beherske ikke bare os selv (og vores anden naturs narcissistiske forbrugerisme), men også den uhæmmede brug af den version af fornuften, som er rent kalkulerende og beherskelsesorienteret. Det er denne fornuft, som har frembragt den besynderlige ide om os selv som værende kodet af en egennyttig genetisk kalkule, en kropsmekanisme, hjemfalden til naturens kausale gang og fritaget fra samfundsmæssig skyld og individuelt ansvar. En sådan ide er et misfoster. Hverken historien, vores gener eller samfundet kan fritage os for personligt ansvar. Vi har en krop og vi har en historie, men vi har også en frihed til at handle, og selvom vi kan søge at flygte fra den praktiske frihed, burde vi bruge naturvidenskabelige indsigter bedre end til undskyldninger for os selv. Determinismens begreb om frihed er morbidt: Hvis kun mine molekyler vil frikende mig, tilhører frifindelsen alene dem. Frihed vil da blot være deres endelige løsning fra kroppen. Vi behøver en anden frihed end molekylernes.

Litteratur

Baas, Nils A. (1994): "Emergence, Hierarchies, and Hyperstructures", p. 515-537 in: C. G. Langton, ed., Alife III, Santa Fe Studies in the Sciences of Complexity, Proc. Volume XVII, Addison-Wesley, Redwood City, Calif.

Bang, Jens og Benny Lautrup (1992): "Mystifysik", s.174-191 i: Ib Ulbæk og Lars Peter Jepsen, red.: Er der mere mellem himmel og jord? Gyldendal, Kbh.

Berger, Peter L. og Thomas Luckman (1987): Den Samfundsskabte Virkelighed. Lindhardt og Ringhof, København. (orig.: The social construction of reality. A treatise in the sociology of knowledge, 1966).

Blitz, David (1992): Emergent Evolution, Kluwer, Dordrecht.

Bohr, Niels (1959): Atomfysik og menneskelig erkendelse. (bd.I: 1959, bd.II: 1964). Schultz, Kbh.

Bohr, Tomas (1992): Bevægelsens Uberegnelige Skønhed. Om kaos. Gyldendal, København.

Bonabeau, Eric W. and G. Theraulaz (1995): "Why do we need artificial life?", p. 303-325 in: Christopher G. Langton, ed.: Artificial Life. An Overview. MIT Press, Cambridge, Massachusetts.

Brockman, John (1995): The Third Culture. Simon & Schuster, New York.

Caygill, Howard (1995): A Kant Dictionary. Blackwell, Oxford.

Christiansen, Peder Voetmann (1990): "Peirce som udgangspunkt for tværvidenskab", s. 160-172 i Hans Fink og Kirsten Hastrup, red.: Tanken om enhed i videnskaberne. Aarhus Universitetsforlag, Århus.

Collin, Finn (1995): "Socialkonstruktivisme", Filosofiske Studier, 15: 45-62. (Inst.f. Filosofi, Pædagogik og Retorik, Kbh.)

Collins, Harry M. (1985): Changing Order: Replication and induction of scientific practice, The Univ. of Chicago Press, Chicago.

Dawkins, Richard (1996): Climbing Mount Improbable. Viking, London.

Depew, David. J. and Bruce H. Weber (1995): Darwinism evolving. System dynamics and the genealogy of natural selection. MIT Press, Cambridge, Massachusetts.

Emmeche, C. (1990): Det biologiske informationsbegreb. Forlaget Kimære, Århus.

Emmeche, C. (1991): Det levende spil. Om biologisk form og kunstigt liv. NYSYN, Munksgaard, København.

Emmeche, C. (1993): "Hvad neodarwinismen glemmer", s. 219-242 i: Niels Henrik Gregersen, red.: Naturvidenskab og livssyn, Munksgaard, København.

Emmeche, C. (1995): "Naturfilosofiens genkomst", Kritik (23.årg.) nr.113, s. 15-29.

Emmeche, C., S. Køppe & F. Stjernfelt (1996): "Explaining Emergence: towards an ontology of levels" 45 pp. (accepted for publ. in Journal for the General Philosophy of Science).

Gell-Mann, Murray (1995): Quarken og Jaguaren. Eventyrlige beretninger om det simple og det komplekse. Munksgård/Rosinante, København (orig. udg. 1994).

Goodwin, Brian (1994): How the leopard changed its spots. The evolution of complexity. Charles Scribner's Sons, New York.

Ho, Mae-Wan and Peter T. Saunders, eds. (1984): Beyond neo-Darwinism, Academic Press, London.

Hoffmeyer, Jesper (1993): En snegl på vejen. Om betydningens naturhistorie. Rosinante/ Munksgaard, Kbh.

Hofstadter, Dougles R. (1979): Gödel, Escher, Bach: An Eternal Golden Braid. Harvester Press, London. (Dansk udg. 1992, Aschehoug, København).

Horkheimer, Max og Theodor W. Adorno (1993): Oplysningens Dialektik. Filosofiske Fragmenter. Gyldendal, København. (1. da. udg. 1972; orig.: "Dialektik der Aufklärung", 1944, Social Studies Association, New York).

Kant, Immanuel (1784): "Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?" Slagmark nr.9, s. 82-88, 1987 (opr. i Berlinische Monatschrift).

Kant, Immanuel (1790): Kritik der Urteilskraft. [The Critique of Judgement. (transl. J.C. Meredith), Claredon Press, Oxford, 1964].

Kauffman, Stuart (1993): The Origins of Order. Self-organization and selection in evolution. Oxford University Press, Oxford.

Kauffman, Stuart (1995): At Home in the Universe. The search for the laws of complexity. Viking, Oxford & London.

Knudsen, Sanne (1996): By the grace of gods - and years and years of evolution. Analysis of the development of metaphor in scientific discourse. Ph.D.-thesis, Dept. of Languages and Culture, University of Roskilde.

Küppers, B.-O. (1990): Information and the origin of life, MIT Press, Cambridge, Mass.

Køppe, Simo (1990): Virkelighedens Niveauer, Gyldendal, København.

Lewin, Roger (1992): Complexity. Life at the edge of chaos. Macmillan, New York.

Maturana, H.R. & F.J. Varela (1980): Autopoiesis and Cognition, D.Reidel Publishing Company, Dordrecht, Holland.

Maturana, H.R. & F.J. Varela (1987): Kundskabens Træ, Forlaget Ask, Åbyhøj.

Maynard Smith, J.; R. Burian, S. Kauffman, P. Alberch, J. Campbell, B. Goodwin, R. Lande, D. Raup and L. Wolpert (1985): "Developmental constraints and evolution." Quart. Rev. Biol. 60 (3): 265-287.

Mayr, Ernst (1974): "Teleological and teleonomic, a new analysis." Boston Stud. Philos. Sci. 14: 91-117.

McShea, Daniel W. (1991): "Complexity and evolution: What everybody knows". Biology and Philosophy 6 (3): 303-324.

Needham, Joseph (1943): Time: The Refreshing River. George Allen & Unwin, London.

Pattee, H.H. (1989): "Simulations, realizations, and theories of life," pp. 63-77 in: Artificial Life (Santa Fe Institute Studies in the Sciences of Complexity, Vol. VI), Langton, ed., Addison-Wesley, Redwood City, Calif.

Pedersen, Stig Andur (1987): "Fra dødens til livets naturvidenskab: En diskussion af Prigogines og Stengers nye pagt mellem menneske og univers", Paradigma 1. årg. (nr.2): 5-14.

Pedersen, Stig Andur (1996): "Kuhns videnskabsfilosofi, dens betydning og udvikling", s. 7-44 i: Thomas S. Kuhn: Videnskabens Revolutioner. Fremad, København. (1. eng. udg.: 1962).

Peirce, Charles S. (1877): "The Fixation of Belief", Popular Science Monthly (genoptrykt i p.5-22 i Philosophical Writings of Peirce. ed. Justus Buchler, Dover Publi-cations, New York 1955).

Ravn, Ib, m.fl. (1994): De nye videnskabers ord. Munksgaard-Rosinante, København.

Requardt, M. (1991): "Gödel, Turing, Chaitin and the question of emergence as a meta-principle of modern physics. Some arguments against reduction", World Futures 32: 185-196.

Riedl, Rupert (1978): Order in Living Organisms. A Systems Analysis of Evolution. John Wiley & Sons, Chichester. [trans. of Die Ordnung des Lebendigen, Verlag Paul Parey, Hamburg 1975.]

Rosenberg, Alex (1996): "A field guide to recent species of naturalism", Brit. J. Phil. Sci. 47: 1-29.

Schneider, T.D. (1991): "Theory of molecular machines, I-II", J. theor. Biol. 148, 83-137.

Schrödinger, Erwin (1944): What is Life? The Physical Aspect of the Living Cell. (Reprint 1962). Cambridge University Press, Cambridge.

Searle, John (1992): The Rediscovery of the Mind. The MIT Press, Cambridge, Mass.

Siggaard Jensen, Hans (1990): "Mangfoldighedens paradigmer. Om enhedsvidenskab og typer af systemer", s. 88-113 i Hans Fink og Kirsten Hastrup, red.: Tanken om enhed i videnskaberne. Aarhus Universitetsforlag, Århus.

Siggaard Jensen, Hans (1992): "Nørretranders uberegnelighed", s. 129-143 i Willy Thrysøe og Ole Fogh Kirkeby, red.: Krop, Intuition og Bevidsthed. Tiderne Skifter, København.

Sørensen, Villy (1992): Den frie vilje. Et problems historie. Reitzels Forlag, København.

Thom, René (1983): Mathematical Models of Morphogenesis. Ellis Horwood, Chichester.

Wicken, Jeffrey S. (1987): Evolution, Thermodynamics, and Information. Extending the Darwinian Program. Oxford University Press, Oxford.

Witt-Hansen, Johannes (1985): Filosofi. Gyldendal, København.

*