[1] Jeg takker Dorte Skovgård for kommentarer til en tidligere version af denne artikel, desuden takkes Uffe Gråe Jørgensen, Bent Raymond Jørgensen og Benny Lautrup for kommentarer til en populariseret og stærkt ændret udgave af teksten, som er udgivet i i bogen "Videnskaben eller Gud?".

[2] Uvidenhed er nok et dårligt ord for så vidt det betegner en tilstand af manglende viden som allerede findes og i princippet kan tilegnes. Hvad der her tænkes på er endnu-ikke-opnået viden, om hvilken det endda kan gælde, at den kan være uopnåelig: F.eks. kan visse typer spørgsmål i matematikken være principielt uafgørbare. Nogle filosoffer mener, at spørgsmålet om der vil kunne findes én videnskabelig ramme, der restløst gør rede for subjektive ("psykiske") og objektive ("fysiske") beskrivelser af kroppen, sandsynligvis må besvares benægtende, og at "mind/body" eller sjæl/legeme-problemet derfor er uløseligt.

[3] Når biologer, fysikere og kemikere giver deres bud på et verdensbillede, holder de op med at være forskere og bliver naturfilosoffer. De fleste naturvidenskabsfolk gør det ofte spontant, implicit, og uden problemer - men med et afværgende smil, hvis der pludselig sættes fokus på denne `hermeneutiske' erkendelsesinteresse i naturvidenskaben, og da med en hastig tilbagevenden til en mere instrumentel eller pragmatisk (evt. direkte instrumentalistisk) holdning. Naturvidenskaben befinder sig i den forstand selv på grænsen mellem forskning i snæver forstand og naturfilosofi forstået som netop de mere synteseskabende bestræbelser. En moderne form for naturfilosofi må forholde sig dialogisk-kritisk til passagen fra laboratoriets mikroskoper til verdensbilledernes makrokosmos.

[4] Vitalistisk i betydningen "forårsaget af en mystisk kraft" eller et livsprincip af åndelig art (jf. Henri Bergsons élan vital, Hans Drieschs enteleki), som ikke kan beskrives v.h.a. naturvidenskab .

[5] Meget kort sagt er et fysisk system komplekst hvis det består af mange dele, som kan have en kollektiv adfærd, der er vanskelig at forudsige eller beregne, eller hvis de mange dele er meget forskelligartede. Det er dynamisk, hvis det kan beskrives v.h.a. et sæt bevægelsesligninger, fx et sæt koblede differentialligninger, eller et sæt regler for beregning af den næste tilstand af systemet ud fra den forrige. Det er ikke-lineært, hvis der i bevægelsesligningerne eller reglerne indgår muligheden for at "en lille årsag medfører en stor effekt", evt. en synlig effekt på det kollektive makro-niveau.

[6] Det har været vanskeligt at nå til enighed om en hel præcis definition af emergente egenskaber, men følgende mere vage definition kan gives: For at en egenskab B skal være emergent, er følgende forudsat: Systemet kan beskrives på et mikro- og et makro-niveau; B er en egenskab på makroniveau, F er en egenskab, eller et sæt af egenskaber, på mikroniveauet; tilsvarende er Tb og Tf teorier om hhs. makro- og mikro-niveauet. B kan afhænge af F (afhængighedsrelationen kan fx være supervenient, så hvis F først er fastlagt, vil B også være det). B er da pr. def. en emergent egenskab hvis og kun hvis B ikke (ved hjælp af Tf) kan udledes deduktivt af viden om F. For så vidt Tb omhandler B, har Tb derfor også relativ autonomi i forhold til Tf. To eksempler: (1) Systemet = vand; B = vådhed, Tb = teori om væskers viskositet (`sejhed'), F = de kvantemekaniske egenskaber ved vandmolekylet, Tf = kvantemekanikken. Egenskaben B kan næppe udledes af Tf, og er derfor emergent. (2) Systemet = en colibakterie, B = selvreproduktion, Tb = cellebiologi, F = de molekyler bakterien består af, Tf = kemi. Igen kan B ikke udledes af Tf og er emergent. Emergensbegrebets historie gennemgås i Blitz 1992, for uddybende diskussion se Emmeche, Køppe og Stjernfelt 1996. At tale om "kvalitativt-nyopdukkede-helhedsegenskaber" må ikke forveksles med den holisme, som mere radikalt hævder, at helheden i en vis forstand "bestemmer" delenes egenskaber (strukturalistisk, eller ved `downward causation', el. lign.), eller som slagordsagtigt hævder at "helheden er mere end summen af delene".

[7] I fysikken svarer en `fænomenologisk beskrivelse' ofte til én, der refererer til noget empirisk målbart eller operationelt definerbart eller noget makroskopisk; i modsætning til en mere teoretisk fundamental mikrofysisk beskrivelse. (Derimod er `fænomenerne' i den fænomenologiske tradition i filosofien snarere det for sanserne umiddelbart givne, det forhåndenværende, etc.).

[8] To tidlige og vigtige opgør med den vildfarelse at der skulle være modstrid mellem forøgelse af den fysiske uorden (entropi) og forøgelse af den biologiske "orden" (organisation) er Schrödinger 1944 og Needham 1943. Se også Wicken 1987.

[9] Det gælder både for bidragene til de mange konferencer Santa Fe Institute har afholdet om emnet (se serien Santa Fe Institute Studies in the Sciences of Complexity, Addison-Wesley Publishing Co., Redwood City, Calif.) og introduktionen i Gell-Mann 1995.

[10] På dansk kunne man sige "tilpasningsdygtige", men "adaptiv" er brugt her, fordi "tilpasning" på dansk har en klang af dét at indordne sig efter de socialt givne forhold. Biologisk evolutionær adaptation foregår på populationsniveau - i sidste ende er det arten, der adapteres til de ændrede kår. Social tilpasning er noget ganske andet.

[11] Farmer, in Brockman 1995, p. 369 (min oversættelse; bogen udkom på dansk i 1996 fra Tiderne Skifter, København).

[12] Som den teoretiske molekylærbiolog Tom Schneider, der faktisk er en af de få der på fornuftig vis har anvendt Shannons metematiske informationsbegreb i biologien, se f.eks. Schneider 1991 (eller på internet: http://www-lmmb.ncifcrf.gov:80/~toms/index.html). Derimod synes forskere i komplekse systemer at forbeholde sig ret til en videnskabeligt set upræcis omgang med et begreb som information, hvilket kan undre.

[13] Måske endda lettere tautologisk da der i ordet `overleve' i det første punkt allerede ligger noget biologisk indbygget. Det er i det hele taget et åbent spørgsmål om man kan definere liv biologisk-videnskabeligt uden cirkularitet (ved i de til definitionen benyttede begreber at forudsætte det, som defineres). Maturana & Varela (1980) er et bud, som måske ikke direkte er tautologisk, men dog gør massiv brug af rekursive konstruktioner.

[14] For en uddybning, se Emmeche 1990, Hoffmeyer 1993, Küppers 1990.

[15] Dvs. de er `teleonomiske' i Mayrs forstand. Evolutionsbiologen Ernst Mayr (1974) har skelnet mellem 1) en klassisk aristotelisk teleologi, en slags `final årsag' eller målårsag, der siden renæssancen har været anset for problematisk, idet målrettetheden i organismen opfattes som beroende på noget, der ikke kan forklares med fysikkens effektive kausalitet; og 2) teleonomi, den målrettethed eller funktionalitet, der som regel kan forklares som resultat af naturlig selektion. Sml. Richard Dawkins (1996), der skelner mellem design, som mennesker bevidst har frembragt, og designoider, den naturlige selektion har frembragt.

[16] I. Kant 1790 (min oversættelse fra eng. udg.), [[section]]66, 2. del.

[17] "The term "vitalism" should be restricted to all propositions of the type "the living being consists of an X in addition to carbon, hydrogen, oxygen, nitrogen, etc., plus organising relations". (...) Recognition of the objectivity and importance of organising relations had always been an empirical necessity, forced upon biologists by the very subject-matter of their science, but the issue was always confused by their inability to distinguish between the organisation of the living system and its supposed anima. (...) Today we are perfectly clear (...) that the organisation of living systems is the problem, not the axiomatic starting-point, of biological research. Organising relations exist, but they are not immune from scientific grasp and understanding. On the other hand, their laws are not likely to be reducible to the laws governing the behaviour of molecules at lower levels of complexity." (fra 1937-essayet "Integrative levels: a revaluation of the idea of progress", i Needham 1943.)

[18] Med andre ord, organicisme indenfor biologiens filosofi, men også i bredere forstand et synspunkt, der angår både naturen og vores erkendelse af den - et eksempel på hvad man kan kalde en ikke-reduktionistisk niveau-tænkning, jf. Køppe 1990, Ravn m.fl. 1994.

[19] Altså: Bevidstheden er realiseret i (indlejret i) hjernen. Hvilket nok bør kvalificeret i og med at i al fald den menneskelige psyke både kræver det biologiske men også det sociale (tænk på det socialt-sproglige domæne som en del af det, der danner vor bevidsthed) som forudsætning.

[20] Se også Emmeche 1991. Maturana & Varela (1980, 1987) har forsøgt at undgå liste-tilgangen til definitionen af liv, men de mangler til gengæld det semantiske aspekt.

[21] Se evt. diskussionen i Pattee 1989; Emmeche 1991, Bonabeau & Theraulaz 1995.

[22] Når jeg her siger "tror på" og ikke f.eks. "vi véd at udviklingen er sket v.h.a. naturlig selektion", er det ikke for at gøre spørgsmålet til et spørgsmål om tro i simpel forstand, modsætning til viden. Vi har en overvældende mængde observationer, også eksperimentelt, for at den naturlig selektion er en virksom mekanisme. Det er dels for at understrege, at viden selv er en form for (velunderbygget) tro - f.eks. anså filosoffen Peirce videnskaben for den eneste rationelle metode til at fastholde tro (Peirce 1877); dels for at sige, at den videnskabelige overbevisning om darwinistisk evolution selv ligger indenfor et paradigme, og et sådant vil altid støde mod `uforklarlige spørgsmål' eller anomalier, som ikke kan løses indenfor paradigmet selv. De seneste 20 års kritik af neodarwinismen peger netop på uløste gåder i paradigmet. (For et eksempel på debatten, se Ho & Saunders 1984, Emmeche 1993; en historisk fremstilling er Depew and Weber 1995). M.a.o.: Nok ved vi at evolutionen er foregået via naturlig selektion, men det er en paradigme-afhængig viden; og vi ved ikke i hvor stort omfang andre udviklingsmekanismer (f.eks. `genetic drift', `molecular drive' etc.) har bidraget, og på hvad måde de har samspillet med naturlig selektion.

[23] Det morfologiske rum vil faktisk have flere slags `tomme huller', f.eks: 1) De mulige former, som endnu ikke er blevet `valgt' af evolutionen (men måske bliver realiseret). 2) Former, som tilfældigvis ikke blev `valgt' og som p.g.a. evolutionens irreversibilitet næppe nogensinde bliver det. 3) Former, som rent fysisk, biokemisk eller biologisk er ikke-realiserbare, f.eks. fordi en biologisk celles membran har en bestemt topologi (lukket overflade med en yder- og en inderside) og aldrig ville overleve hvis den tog form af en Klein-flaske (en lukket overflade med én side, dvs. den `indre' overflade svinger tilbage i sig selv for at gå sammen med `yder'-siden), som cytoplasmaet ville løbe ud af.

[24] En klassisk afhandling om disse er Maynard Smith et al. 1985.

[25] På neodarwinistisk grundlag har især Stuart Kauffman (1993) markeret en sådan kritisk udvidelse af neodarwinismen som paradigme (en populær fremstilling er Kauffman 1995).

[26] Der findes f.eks. i biologien intet objektivt mål for organismers grad af kompleksitet, så selvom vi kan mene, at vi er mere komplekse end bakterier, har vi i biologisk forstand intet belæg for at sige at vi er mere komplekse end chimpanser, mus eller hyæner; en vigtig kritik er McShea (1991), også diskuteret i Lewin (1992) og Hoffmeyer (1993).

[27] Opsummeret i Witt-Hansen (1985).

[28] En sådan `Gödel-sætning', G, som er sand men uafgørbar, kan v.h.a. en særlig kode-procedure konstrueres med en indirekte refleksivitet idet den udtaler sig om et tal som netop er kodetallet for G selv, hvilket i almindeligt sprog svarer til at G siger om sig selv "Jeg kan ikke bevises v.h.a. formalistisk matematik". Er G sand, kan den altså ikke bevises, og det formelle system er ufuldstændigt; er G falsk, kan G altså bevises, men da er systemet (og den matematik, det indeholder) inkonsistent. Det sidste er værst (kan man bevise en falsk sætning kan man bevise hvad som helst og så er beviser intet værd), så man vælger `pragmatisk' (Christiansen 1990) at tro på konsistensen og besinde sig på ufuldstændigheden af den slags formelle systemer. Den bedste `populære' introduktion til Gödel's arbejde er Hofstadter 1979.

[29] Hvilket ikke rammer enhver form for matematisk bevis, der jo også omfatter ikke-formelle (`ikke-mekaniske'), non-konstruktive og indirekte former for bevis. Se evt. Sigaard Jensen 1992.

[30] Denne sammenhæng mellem emergens og sande uafgørbare sætninger er påpeget af Requardt 1991 og Baas 1994.

[31] Denne metafor indeholder ganske vist vanskeligheder, som vi dog ikke vil opholde os ved her; se diskussionen s. 84-99 i Emmeche (1991). Epigenese betyder egentlig `efterfølgende skabelse' og bruges ofte synonymt med ontogenese.

[32] Det erindres, at der er tale om en hypotetisk og lettere spekulativ sammenligning mellem de to former for afmagt; dvs. en ren analogi mellem umuligheden af reduktionen af matematik til ren logik og reduktionen af `developmental biology' (embryologi, morfologi) til ren biokemi. Analogien er imidlertid tilstrækkelig interessant til en nærmere analyse.

[33] NB: En form kan sagtens være `bestemt af' såvel miljø, gener, deres samspil og af hele det embryonale udviklingssystem, uden at være `genetisk determinerbar' forstået som beregnelig på basis af ren genetisk information. Det er banalt men ekstremt væsentligt at huske, at den tredimensionale form af en organisme ikke er entydigt er defineret ved organismens gener. Det betyder naturligvis ikke, at en ændring i et gen ikke kan føre til radikale form-ændringer gennem biokemiske kaskadeeffekter (og genetisk pleiotropi m.v.) - mutationer kan netop give formændringer, men kun med et komplekst system med et helt netværk af kausale sammenhænge som forudsætning.

[34] For en analyse af denne og lignende metaforer, se Knudsen 1996.

[35] Arbejdet er udført af en molekylærbiologisk gruppe ved Århus Universitet, Science, vol.120 p. 1464-72 (1/12-1995); og Bio-Nyt nr.92A (særtillæg).

[36] Omend det kan diskuteres om dét er en oprindelig og ubetinget opfattelse. Iøvrigt hænger problemet også sammen med forestillinger om skæbne og retfærdighed. Villy Sørensen (1992) nævner, at problemet om viljens frihed først stiller sig for de som erfarer at tilværelsen ikke retter sig efter retfærdighedens krav - at ikke alle er lige frie.

[37] Se Berger og Luckman 1987 for et tidligt alment videnssociologisk synspunkt. For en kritisk gennemgang af den nyere videnskabssociologiske debat om `socialkonstruktivismen', se Collin 1995.

[38] Som filosofi findes den i mange udgaver, for en introduktion til nogle af de videnskabsfilosofiske varianter, se Rosenberg 1996.

[39] i den 3. antimoni i Kritik der Reinen Vernunft fra 1781 (2. rev. udg. 1787). Se også Pedersen 1987, som viser hvorledes modsætningen mellem kantianske (eller andre transcendentale) og naturalistiske filosofier lever videre idag, i diskussionen af Prigogine og Stengers `nye pagt'. Bemærk, at Kant ikke ønsker at afgøre om tesen eller antitesen i antinomien er rigtig, eller finde et kompromis eller lignende, men vise hvordan en sådan antimoni kan opstå p.g.a. forstandens manglende evne til at indse sin egen begrænsning, dens fejlagtige tagen repræsentationer (fx begreber) for tingene i sig selv, i sin søgen efter absolut fuldstændighed.

[40] citeret fra V. Sørensen 1992, s. 38.

[41] Kant, Moralens Metafysik, 1797, her citeret fra p.316 i Caygill 1995.

[42] Jf. Pedersen 1987.

[43] Sml. John Searle, der understreger, at skønt "subjektivitet" er lige så meget en del af naturen som al det objektive, kan vi m.h.t. det subjektive ikke bruge den traditionelle model for videnskabelig iagttagelse, hvor en iagttager står udenfor den genstand, der iagttages: Her bryder modellen sammen (Searle 1992). Man kan sige at Searle er en af de få naturalister, der bevarer en genuin plads til det subjektive, til bevidstheden, i sit verdensbillede. Andre er, på dansk grund og udfra meget forskellige udgangspunkter, tænkere som Jesper Hoffmeyer og Simo Køppe.

[44] En og anden naturvidenskabsmand ville måske indvende, at det er da bare et postulat - hvem kan vide, om ikke netop 100 milliarder NMR-scanninger ville kunne give os data nok til at vi - engang, hvor vi har en mere fuldstændig viden om hjernens `programmer' - vil kunne beregne sådan noget som oplevelsen af den omtalte smag. Her skal man imidlertid være opmærksom på, at argumentet for, at dette netop ikke vil være muligt, slet ikke handler om beregningskraften i vores datamaskiner eller omfanget af den naturvidenskabelige detailviden om hjernens struktur. Argumentet er, at man ikke (uden brug af andre supplerende erkendelseskilder) ad logisk vej kan komme fra en viden, som i sin art er kvantitativ og offentlig kommunikerbar (en `ydre' viden om objektive størrelser) til en viden om hvordan noget føles eller opleves, dvs. til en viden, som snarere er et subjektivt kendkab til smagen af den nævnte kage.

[45] I modsætning til Leibniz' utopi om engang at kunne sige noget i stil med "Mine herrer!, vi har nu hørt synspunkterne for og imod, lad os sætte os ned og beregne hvilket der er det rigtige."

[46] Om systemtyper, se Siggaard Jensen (1990), om niveau-ontologi, se Køppe (1990).

[47] Horkheimer og Adorno (1993).

[48] For en brugervenlig introduktion, se Bohr (1992).

[49] Hvilket ofte udlægges således, at hvad der er sandt for en muslim, en kristen og en ateist er ikke nødvendigvis det samme, og sikkert forskelligt fra hvad der er sandt for et barn, en hest, en myre, en marsmand, en skorstensfejer ... Med andre ord en relativisme m.h.t. sandhed. At denne relativisme er accepteret i naturvidenskaben er dog langt fra tilfældet. Derfor er det i en vis forstand dækkende, når Poul Behrendt i Weekendavisens bogtillæg (d.2/2-1996, i anmeldelse af Johan Fjord Jensens Tomrum og Babel) sammenfatter situationen således: "Gud er død. Naturvidenskaberne ved det bare ikke. De bliver ved med at operere med et sandhedsbegreb, der forudsætter, at han findes. Kun humanisterne har taget konsekvensen. De ved, at der ikke længere eksisterer andet end menneskelige interesser og fortolkninger." Dette sker jo ikke mindst på baggrund af de sidste mange års debat om dekonstruktion, men selve sammenfatningen er i sig selv let at dekonstruere: Hvordan kan humanisterne så sikkert vide de har ret? Behrendt synes da også selv at vente på, som han udtrykker det, "nogen, som føler sig forpligtet af det gamle spørgsmål: Hvad er sandhed?"

[50] "From a God's eye point of view" - et synspunkt man også finder i den klassiske fysik, og som Niels Bohr i sin naturfilosofi eksplicit brød med (se f.eks. Bohr 1959).

[51] Bang og Lautrup (1992) fremhæver tre niveauer af indeterminisme i hjernen, som giver uforudsigelighed: 1. Dynamiske kaotiske processer i nervecellerne (uforudsigelighed på det systemiske niveau). 2. Termodynamiske fluktuationer i hjernevævets indre miljø. 3. Kvantemekanisk usikkerhed i molekylernes vekselvirkning, "som ikke kan reduceres til deterministisk kaos" (p.181).

[52] Jeg er Jens Bang, Niels Bohr Institutet, tak skyldig for dette (transcendentale) argument om fri vilje som en grundlæggende forudsætning for udførelse af videnskabelig aktivitet.

[53] Men i overensstemmelse med budskabet i en kendt popsang; `You got to find the hero in yourself'.

[54] Se Ravn (1994) for en guide med vægt på de erkendelsesmæssige aspekter.

[55] Hvilket skal forstås sådan, at tro/overbevisninger er det basale, men der findes både sande og falske overbevisninger (og kun de sande gælder for viden). Jeg må som endelig erkender være indstillet på at jeg kan tage fejl, og at visse af mine overbevisninger viser sig ikke at være viden (blot noget jeg troede jeg vidste), da de er falske, evt. p.g.a. verdens foranderlighed (den ven jeg tror i live kan være død), eller min egen erkendelses fejlbarlighed (det jeg `ser' som en hund kan vise sig at være en ulv) etc. Endelig gælder åbenbaringer, clairvoyance o.l. `overbevisninger' ikke som viden, hvis den ikke kan begrundes: Noget kun er viden, hvis det kan retfærdiggøres (empirisk eller logisk eller lign.) som sådan. Denne moderne filosofiske standardanalyse af viden rimer godt på Peirce's definition af videnskab som en særlig metode til at fastholde tro (se en tidligere note).

[56] Når en socialkonstruktivist som Harry Collins (se Collins 1985, pp. 51-112) indenfor et radikalt hjørne af videnskabssociologien hævder, at sandheden - om f.eks. gravitationsbølger (hvis natur har været omstridt) - ikke er årsag til den konsensus der opnås om emnet, men snarere omvendt: at det er stridens udfald der afgør, hvad der er `sandt' om gravitationsbølger; at sandheden m.a.o. er en konstruktion, en nyttig fiktion, - så begrundes denne filosofiske påstand selv med sociologisk empiri i form af studier af videnskabelige kontroverser og de magtspil, der indgår her. Der sker efter min opfattelse en kortslutning fra empirisk videnssociologi til videnskabsfilosofisk antirealisme.

[57] Her følger vi blindt Kants katakteristik af oplysningens begreb (Kant 1784).

[58] En stor del af den videnskabsteoretiske diskussion efter Kuhn har drejet sig om den status rationaliteten i den videnskabelige udvikling får, hvis det accepteres, at det er Kuhns snarere end Poppers teori om videnskab, der er den mest sande i historisk forstand. Kuhn har forsøgt at præcisere sine synepunkter siden 1962's Structure, og han søger idag at forlige en anti-realistisk videnskabsopfattelse med en fastholden af gyldigheden af visse tvær-paradigmatiske universelle kriterier for rationalitet. For en introduktion, se Pedersen 1996.