Information 28. juni 1996

Hvad for en Tredie Kultur?

Af Benny Lautrup

Her midt i kulturåret udkommer John Brockmans bog Den Tredie Kultur så på dansk. Brockman er litterær agent og forlægger for en række af de videnskabsmænd, der i de senere år har haft stor succes med på bogform at præsentere deres tanker og opdagelser for et bredere publikum. Han ser denne bølge af popularisation som budbringer for en ny folkelig kultur, der også omfatter naturvidenskabens begreber.

Oprindeligt og indtil noget ind i dette århundrede, bestod kultiverthed ikke blot i et kendskab til klassikerne og filosofiske strømninger, men også i et kendskab til tidens bedste naturvidenskabelige teorier og empiriske resultater. Matematiseringen af de fundamentale lovmæssigheder, som var begyndt med Newtons love for mekanikken og Maxwells ligninger for elektromagnetismen, fortsatte i dette århundrede med Einsteins relativitetsteori og Bohrs kvantemekanik. Især kvantemekanikken lagde for alvor afstand til dagligsproget, ikke blot på grund af dens matematiske formulering, men også på grund af vanskelighederne ved at forbinde begreberne med hverdagens erfaringer. Senere i dette århundrede vanskeliggjorde den kompleksitet, som blev afdækket i stoffets, livets og tankens inderste strukturer, yderligere adgangen til disse områder.

I 1959 pegede den engelske videnskabsmand og forfatter C.~P.~Snow på det besynderlige split, der var opstået mellem de traditionelle litterære intellektuelle og udøverne af naturvidenskab. Ikke alene vidste de finkulturelle intet om naturvidenskab, men de proklamerede ofte stolt og skamløst deres uvidenhed og udelukkede arrogant selv de betydeligste naturvidenskabsmænd fra, hvad de anså for det gode intellektuelle selskab. I hvilket hovedbeskæftigelsen var at udveksle dybsindige litterære kommentarer til dybsindige litterære kommentarer i en uendelighed. Finkulturen var den første kultur, og videnskaben udgjorde anden rang, hvis man overhovedet kunne tale om kultur i forbindelse med de nørdede æggehoveder og deres teknofikserede og ikke ufarlige resultatorienterethed.

Nogle få år senere fremkom Snow med den optimistiske tanke, at der ville opstå en tredie kultur, som kunne slå bro mellem de to kulturer og nedbryde kommunikationsbarrieren. Brockman mener, at en tredie kultur nu er opstået eller i hvert fald er ved at opstå, men hans version er noget anderledes en Snows. Han mener ikke, at der er etableret en kommunikation, for det vil de litterære intellektuelle ikke. For ham består tredie kultur udelukkende af naturvidenskabelige tænkere, der kommunikerer direkte med den brede offentlighed, og uden mellemmænd udtrykker ``deres dybeste tanker på en måde, der kan forstås af det intelligente læsende publikum''.

Brockman har nok ret i det sidste, selvom det er udtrykt ret så floskulært. De seneste års væld af bøger om naturvidenskab er uden tvivl et udtryk for såvel en forøget interesse for at kommunikere videnskabens resultater som en forøget trang til at læse om dem. Mange af disse bøger er veritable mediesuccesser, og en del bliver vel købt ind for et syns skyld for derefter at ligge på teaktræssofabordet uden nogensinde at blive læst. Men måske er der en tid på vej, hvor det at være kultiveret ikke blot betyder, at man snakke med om kunst, musik og litteratur, men at et dannet menneske også forventes at kende til hovedtrækkende i den moderne naturvidenskabs historie og begrebsverden.

Brockman mener også, at ``Amerika i dag er det intellektuelle væksthus for Europa og Asien''. Ikke desto mindre er otte af de treogtyve kapitler i bogen skrevet af europæiske, hovedsagelig engelske, videnskabsmænd, så helt galt står det vel ikke til her i Europa. Når det tages i betragtning, at man i dag systematisk er ved at afmontere amerikansk videnskab, så kunne det jo ske, at der med tiden ville blive plads til et specielt europæisk bud på en tredie kultur --- med mindre Europa endnu engang vælger at kopiere Amerika. Third Culture Copenhagen som i disse uger finder sted på Holmen er et eksperiment i denne retning, mere i Snows ånd end i Brockmans aggressive stil.

Gudskelov træder Brockman selv til side efter sin korte indledning og lader treogtyve anerkendte forskere, der alle også er velformulerede popularisatorer, få ordet. Hvert kapitel består af et delvis selvbiografisk oplæg til forskerens hjerteemne, efterfulgt af en kritisk diskussion af oplægget mellem nogle af forfatterne til de andre kapitler. Det er en meget vellykket metode, fordi det giver læseren det korrekte indtryk af, hvad der foregår på kanten af det kaos af ideer og halvfærdige hypoteser, forskningsfronten udgør.

Når man læser en sædvanlig populær bog skrevet af en enkelt forfatter, er man som regel prisgivet forfatterens argumentation fra den ene ende af bogen til anden. Det kræver megen indsigt at gennemskue faldgruber, fejlslutninger, og hvad der blot er forfatterens egne fikse ideer. Kapitel efter kapitel bliver man i denne bog præsenteret for modargumenter, fremført af personer, som har brugt en stor del af deres åndskraft på at gennemtænke netop disse problemstillinger. Og de lægger ikke fingrene imellem, men sønderlemmer hinanden i al kollegial elskværdighed. Det er her videnskaben viser sit sande ansigt. Disse forskere vender ikke ryggen til omverdenen, men udstiller engagementet, usikkerheden og ambitionerne til offentlig beskuelse.

Bogen er opdelt i fire hovedafsnit, som handler om evolution, bevidsthed, oprindelse og kompleksitet. Disse emner er centrale i den moderne naturfilosofi, der går ud over den traditionelt historiske videnskabsteori og i stedet udforsker mellemrummet mellem de nuværende videnskabelige discipliner, og deres relationer til det samfund, videnskab dyrkes i.

Evolutionens mekanismer er stadig gådefulde, og det er endnu ikke klart, hvad der driver den. Darwins bud på drivkraften, nemlig den naturlige udvælgelse af de bedst egnede mellem alle mutanterne, er i de senere år blevet draget i tvivl, specielt af Stephen Jay Gould. Han mener, at ydre tilfældigheder, som for eksempel meteornedslag, spiller en lige så stor rolle for evolutionen. Richard Dawkins er evolutionsteoriens ærkereduktionist og lægger hele vægten på generne, medens Brian Goodwin nærmest er mystiker og mener, at formgivende felter spiller en stor rolle. Lynn Margulis, som blev berømt, fordi hun for tyve år siden opkastede den kætterske --- men nu helt accepterede --- tanke, at celler med kerner er opstået ved symbiose mellem bakterier, har et lidt sværmerisk forhold til Lovelock's hypotese, at Jorden som helhed er en levende organisme --- Gaia.

Marvin Minsky, som åbner diskussionen om computere, hjernen og bevidstheden, har vel nok været den førende forsker i kunstig intelligens siden 60'erne. Han er fortaler for, at hjernen ikke er opbygget efter et overskueligt sæt af principper, men mere en opportunistisk rodebutik, et gigantisk klamphuggeri, der med nød og næppe klarer ærterne. Han mener, det kan være en fejltagelse at lede efter fundamentale principper i hjernen. Hemmeligheden ved intelligensen er, at der ikke er nogen hemmelighed. I modsætning hertil mener Roger Penrose, at bevidstheden indeholder ikke-beregnelige komponenter, som kan føres tilbage til måleproblemet i kvantemekanikken og den endnu ukendte kvantegravitation. I diskussionen overfalder alle Penrose og beskylder ham blandt andet for at være ``det perfekte eksempel på, hvordan fysikere tiltager sig autoritet til at udtale sig om alt mellem himmel og jord''. Der er almindelig enighed om, at det er at gå for langt, og at forklaringen af bevidstheden ikke kræver henvisning til specielle og endnu ikke kendte fysiske processer.

Astrofysikken har i dag fuldstændig tilsidesat teologien som kosmologi, altså forklaring på universets oprindelse, struktur og udvikling. Martin Rees ``er interesseret i, hvilke generelle egenskaber vores univers må have haft for at udvikle kompleksitet''. Der skal ikke store ændringer af naturkonstanterne til, førend livet som vi kender det, ikke har nogen mulighed for at opstå. Omvendt fører det faktum, at vi er her, til begrænsninger på naturkonstanternes størrelse. Denne metode kaldes det antropiske princip, eller som Rees foretrækker det, den antropiske tænkemåde. Måske er der kun et sæt mulige naturlove i et univers, der har liv og tænkende væsener. I Allan Guths kapitel kan man ane mørket mellem stjernerne. Guth har været afgørende for opstillingen af den moderne teori for universets første øjeblikke, hvor alting --- inklusive det tomme rum --- eksploderede. Den yngre fysiker Lee Smolin spekulerer om der hele tiden kan opstå babyuniverser nær sorte huller, og at disse universer udvælges til overlevelse ud fra et darwinistisk princip, hvor egnetheden til at overleve afgøres af evnen til at producere sorte huller.

Alle er enige om, at kompleksitet er nøgleordet i den moderne videnskab, men ingen ved endnu, hvordan man skal definere kompleksitet kvantitativt. Der har i de senere år været adskillige bud på det, for eksempel længden af den korteste beskrivelse af et systems lovmæssigheder, men ingen definition har rigtig vundet hævd. Murray Gell-Mann kalder videnskaben om, hvorledes enkle regler fører til komplekse strukturer, for plektik. Han ser plektikken som det centrale emne i det enogtyvende århundredes videnskab og har lagt sin store prestige ind i opbygningen og ledelsen af Santa Fe institutet, hvor mange aspekter af dette emne studeres teoretisk og gennem computersimuleringer. En af disse ideer, som især har været fremført af Chris Langton fra Santa Fe, er, at kompleksitet optræder spontant i overgangen mellem orden og kaos. En smuk ide, der dog stadig venter på at blive anvendt på de mest komplekse fænomener vi kender: livet og tanken.

Om der virkelig er tale om en tredie kultur, som Brockman hævder, eller blot den velkendte videnskabelige kulturs erobring af talerstolen på bekostning af lah-dih-dah kulturen, må man nok overlade til videnskabsteoretikerne. Det er karakteristisk, at denne gruppe i lighed med de traditionelle filosoffer og deres ideer overhovedet ikke er repræsenteret i bogen. Denne bog handler om de tanker, man gør sig om selve naturen, ikke de tanker, man gør sig om de tanker, der gøres om naturen.

John Brockman:
Den Tredie Kultur
Forord: Tor Nørretranders
Oversættelse: Jasper Terkelsen
404 sider, 275 kr Forlag:
Tiderne Skifter