Af Benny Lautrup

Som en af de sidste af den gamle garde beretter Stefan Rozental i denne fine lille bog om sine indtryk fra den sidste del af kæmpetiden i dansk fysik. Bogen skildrer forholdene omkring Niels Bohr og hans institut lige før, under og efter Anden Verdenskrig. Det er en let revideret genudgivelse fra 1985, hvor bogen udkom under titlen NB.

Rozental blev født i Polen i 1903 lige før Einstein formulerede relativitetsteorien, han var en halvstor knægt, da Bohr forklarede atomets kvantestruktur, og en ung student af Werner Heisenberg, da kvantemekanikkens subtilitet for alvor gik op for videnskaben. Politiske begivenheder bragte ham til Danmark under Første Verdenskrig, hvor han lærte sproget, og igen i 1938, da krigen på ny truede i Europa.

Han gled efter et par år ind i rollen som en slags videnskabelig sekretær eller sparringspartner for Niels Bohr, en position han beholdt til midten af 50'erne, hvor han påtog sig nogle mere officielle opgaver, dels som vicepræsident for the International Union of Pure and Applied Physics, og dels som den første vicedirektør for Nordisk Institut for Teoretisk Atomfysik.

I dag er Rozental 91, og vi ser ham ikke mere så ofte på institutet, hvor han dog stadig har tilknytning til Niels Bohr arkivet. Men jeg har gennem årene ved mange lejligheder med stor glæde lyttet til hans fortællinger om dette specielle instituts historie. Det har moret mig igen at se mange af disse anekdoter på tryk i denne bog, som er skrevet med den uforlignelige og renhjertede humor, der er så karakteristisk for Rozental.

Det har altid været svært for min generation af fysikere, som kom til institutet kort tid efter Bohr's død, at forstå hvilken kraft, der må have udstrålet fra denne mærkværdige mand. Der er skrevet mange autoritative biografier om Bohr, men Rozental's bog giver en særlig vinkel på ham, et respektfuldt nærbillede af hans arbejdsstil og personlighed, som vil være værdifuldt for eftertiden.

Bogen er således ikke en nøgle til Bohr's fysik, filosofi eller til de politiske tanker, som diskuteres så meget for tiden. Det er en personlig beretning om, hvordan Bohr arbejdede med materialet, hvad enten det drejede sig om en artikel om partiklers gennemgang af stof, om et åbent brev til de Forenede Nationer, eller om hvor dørene skulle anbringes på institutet.

Det, der især kommer frem i bogen, er den simplicitet, der karakteriserer de omgivelser, hvorunder selv de største tanker frembringes. Der behøves ikke høje lofter eller guldkandelabre til at diskutere eller udvikle de mest grundlæggende tanker om denne verden dybeste fænomener. Bohr's åbne brev til de Forenede Nationer blev, som Rozental beretter, redigeret på gulvet i det rum i Bohr's gamle lejlighed, der nu er mit kontor.

Det billede, der tegner sig af Bohr i denne bog, er af en mand, som altid var villig til at påtage sig et ansvar. Ikke alene var han den naturlige leder og dermed den ansvarlige for det meste af den videnskab, som blev ``produceret'' på institutet, men han påtog sig også ansvaret for det materielle og menneskelige miljø omkring institutet. Gennem omhyggeligt formulerede ansøgninger fremtryllede han midler fra private og offentlige fonde og fra ministerierne, og institutet fik på mange måder en privilegeret stilling på grund af hans indsats, privilegier der endnu ikke helt er forsvundet.

Efter krigen påtog Bohr sig ansvaret for at gøre verden opmærksom på, at tiden efter atombomben var en ny fase i historien og krævede nye politiske holdninger og nye institutioner. Medens hans storpolitiske bestræbelser ikke lykkedes, i hvert fald på kort sigt, så kronedes hans internationale videnskabspolitiske anstrengelser med held. Rozental fortæller om den ledende rolle, Bohr spillede ved oprettelsen af Nordisk Institut for Teoretisk Atomfysik og det fælleseuropæiske laboratorium CERN i Geneve. Begge disse institutioner eksisterer i bedste velgående i dag.

Om nogle få år pensioneres de sidste af den generation af fysikere, der kendte Bohr personligt, og dermed brydes det bånd til fortiden, der på godt og ondt har haft enorm indflydelse på institutets virke i de sidste 30 år. Nye felter skyder frem inden for fysikken, felter der vil overtage den dominerende plads, kernefysikken har haft på dette institut siden Bohrs tid.

Rozental's bog er en lille tidsmaskine, som fortæller eftertiden om den frie og livsglade holdning til videnskab, der var så karakteristisk for tiden før Anden Verdenskrig, og som til dels er bevaret på institutet i dag. Om eftertiden kan tage ved lære af den videnskabelige ansvarlighed, der selv for Bohr kom som en eftertanke, er et åbent spørgsmål.

Stefan Rozental: Niels Bohr,
Erindringer om et samarbejde,
168 sider, 188 kr.,
Christian Ejlers' Forlag