Nørretranders' Verden

Tor Nørretranders:
Verden Vokser -
Tilfældighedens Historie,
244 sider, 248 kroner, Aschehoug

Anmeldt af Benny Lautrup

Min første reaktion er irritation over titlens åbenlyse reference til den foregående bog, Mærk Verden. Er det fordi intet emne er stort nok længere, med mindre det drejer sig om det hele? Eller er der økonomiske hensyn begravet i titlen som i en amerikansk filmserie? Kan man nu forudsige, at forfatterens endnu uskrevne selvbiografi engang vil komme til at hedde Min Verden? Selvfølgelig er det svært at komme videre efter en stor succes - Nørretranders har megen medgang at kæmpe imod!

Men denne bog kan sagtens stå på egne ben. Den er spændende og velskrevet, og i modsætning til den foregående, som mange har fortalt mig de anskaffede og begyndte på, men desværre aldrig fik læst færdig, har denne bog en helt anden overkommelig størrelse.

Den bærer præg af at være skrevet i skiftende sindsstemninger, fra den rørstrømske indledning over den køligt saglige beskrivelse af standardmodellen for universets udvikling, til den begejstrede fortælling om at se det hele i en malerklat, der afslutter bogen. Det rørstrømske kunne den godt undvære, som i påstanden om at ``Det bevidste indhold i matematikerens sind er spinkelt, vindagtigt skrøbeligt, få tegn og gerninger, der risler gennem sindet''. Tak for kaffe!

Bogens emne er, hvad Nørretranders kalder de solitære objekter: Universet, livet på Jorden og den bevidste oplevelse. Universet er nærmest per definition det eneste der findes, denne planet er den eneste vi kender med liv, og den bevidste oplevelse er yderst privat. De solitære objekter er ikke tilgængelige for gentagne eksperimenter og indeholder alle en vigtig komponent af tilfældighed. Hvis universet blev startet igen ville det tage en anden form, livet på Jorden ville føre til andre skabninger, og mine bevidste oplevelser som er produktet af mine tilfældige omstændigheder, ville blive anderledes. De solitære objekter er så komplekse, at de kan bære deres historie i sig. Det kan atomer for eksempel ikke. De er historieløse.

Et gennemgående tema er, at det solitære ikke kan forklares udtømmende ved almene naturlove, der jo ikke tager meget hensyn til historien. Medens naturlovene er superbe til at beskrive atomernes opførsel, kan vi ikke aflede Universets detaljerede struktur, livets udvikling eller bevidste oplevelser ud fra dem. Det kort over Universet, naturlovene frembyder, er forskelligt fra Universet selv og langt mindre righoldigt. Videnskaben må supplere sine love med fænomenologiske data: her er der en stjerne, der er der en galakse, her er der et græsstrå, der er der en ko.

I beskrivelsen af Universets fysiske indretning og udvikling finder vi Nørretranders, når han er bedst. Kosmologien er hans gamle kærlighed. Ikke alene formår han at redegøre for det historiske forløb i de opdagelser, der er gjort, men han formidler indholdet af dem på forbilledlig vis. Fortællingen er næsten dagsaktuel. De seneste astrofysiske opdagelser offentliggjort i slutningen af 1993 er også medtaget. Det drejer sig om observationer, der formodentlig berigtiger eksistensen af en del af det hypotetiske usynlige stof, der grundet i andre observationer må udgøre mindst 90% af Universet.

Det mest interessante faktum, vi kender om vores Univers, er at det vokser. Heraf titlen på bogen. Det er denne vækst, som efter dannelsen af atomerne en halv million år efter skabelsen, bragte Universet i uligevægt med varme stjerner, der stråler ud i et koldt rum. Og det er uligevægten mellem det varme og det kolde, der i sidste instans danner grundlaget for al anden udvikling, inklusive menneskets. Universets vækst afføder al anden vækst. Og det allermest fascinerende er, som Nørretranders beretter, at det hele måske blot er en kvantefluktuation i intetheden.

Alt tyder på, at livet opstod på Jorden kort tid efter, at det kosmiske bombardement med meteorer og kometer stoppede for små fire milliarder år siden. Medens vi har tilbøjelighed til at se livet på Jorden ud fra det individuelle, har det i de senere år vist sig frugtbart at anskue det under et som et kollektiv, der kaldes Gaia. På samme måde som individer og enkeltarter forsøger at bevare omgivelsernes stabilitet (for de moderne samfunds vedkommende er der endog et ministerium, som vogter over den), så er der meget der tyder på, at det kollektive liv også bestræber sig på at bevare hele Jorden på beboelig form.

Som deltagere i denne anstrengelse er der to store grupper organismer, de metanproducerende og de iltproducerende bakterier. De to typer liv kan som rigtige venner hverken udstå eller undvære hinanden. Medens de iltproducerende bakterier har taget bolig i planternes blade, har de metanproducerende taget bolig i dyrenes tarmkanaler. Uden ilten ville dyrene dø og uden dyrene og specielt den metan, de lufter ud, ville der komme så meget ilt i atmosfæren, at skovene ville brænde af.

Det udtrykker Nørretranders meget poetisk: ``Vi er her for at fise''. Men som han også siger, kan man da udmærket tale sammen og lave stor kunst og videnskab, eller måske bowle, mens man fiser. Hmm...

I det hele taget bestræber han sig for at trække mennesket ned fra den piedestal, som det ofte anbringer sig selv på. Jorden er en levende planet, og vi er en integreret del af et kredsløb, der ikke er arrangeret til ære for os alene. Han viser os et større perspektiv og er derved med til at afskaffe de antropocentriske forestillinger, der tidligere herskede i videnskaben, men nu især vedligeholdes af religionerne og de så populære alternative discipliner. Han er da også erklæret ateist.

I bogens sidste kapitler skifter Nørretranders rolle. I stedet for blot at være formidleren, der beretter om det han ser og forstår, deltager han nu i selve den vidensskabende proces. I forlængelse af det bevidsthedssyn, han fremlagde i Mærk Verden belyser han fæmomener som autisme, kreativitet og stammen. Han fortæller om, hvorledes han - sammen med vennerne - inspireret af strukturer i malerklatter er blevet ført til en teori for Universets struktur på stor skala. Kun tiden vil vise om disse ideer er egnede til at overleve, eller om de som de fleste videnskabelige ideer ender i den store skraldespand.

En svaghed ved bogen er, at den forsøger at spænde over det hele, og så alligevel ikke får det hele med. Et solitært objekt, der ikke er medtaget i bogen, er den menneskeskabte kultur, som er baseret på symbolsk kommunikation. Ordet `kultur' kan end ikke findes i indekset. Selv om vi fysisk er udrustet nøjagtigt som vore forfædre for nogle tusinde år siden, så kan vi lave computere, rejse i rummet og splejse gener, medens de bare rendte rundt og slog sten mod hinanden. Forskellen ligger alene i den kultur, vi har opbygget, og som ikke findes i individerne, men mellem dem.

Kultur er ikke det samme som univers, liv eller bevidsthed. Den vokser også, men dens vækst adskiller sig fra livets darwinistiske evolution ved, at individuelt erhvervet viden kan videregives. Og dybest set drives kulturens vækst vel også af Universets udvidelse.

Jeg kan dog ikke længe være kritisk over for en person, hvis verdensopfattelse i så høj grad stemmer overens med min egen. I disse år, hvor så mange bekender sig til alskens overtro og hekserier, er det nødvendigt med bøger som denne, der viser, at den virkelige verden er langt forunderligere end den, vi kan drømme os til.

Vi lever i et univers, der med sin tidsskala, voldsomhed og fremmedartethed ikke er særlig menneskevenligt. Selve mennesket er blot en kortvarig station i evolutionen. Liv, bevidsthed og kultur findes kun i en tynd bræmme på overfladen af en planet, der tilfældigvis ikke har været forstyrret udefra i lang tid. Resten er kulde eller flammer. Det er ikke rart at tænke på, men at det ikke er rart, gør det ikke mindre sandt. Vi kan blot lukke øjnene op og forsøge at forstå.

Nørretranders skriver da også - med et let moralistisk anstrøg: ``Det handler om at se det man ser; ikke det man tror man skal se. Det handler om ikke at være noget andet sted, end lige der hvor man er, for der er mere at se, end man måske tror.''




File translated from TEX by TTH, version 3.00.
On 1 Dec 2002, 21:10.