Forskere ved Københavns Universitet har udviklet en ny pålidelig metode til at måle store afstande i rummet.

I dag bruger astronomerne observationer af supernovaer til at måle lange afstande i universet. Supernovaer er kæmpestjerner, som dør i voldsomme eksplosioner, der lyser som fyrtårne i rummet.

Ulempen ved supernovaer er, at de opstår tilfældigt, så forskerne aldrig kan vide, hvor og hvornår de er der. Desuden varer eksplosionen oftest kun få uger. Derfor har videnskaben i årtier søgt efter andre metoder.

En sådan har forskere fra Dark Cosmology Centre på Niels Bohr Institutet nu fundet i form af lyset fra kvasarer, som er aktive, supermassive sorte huller i hjertet af galakser.

Metoden beskrives i det videnskabelige tidsskrift Astrophysical Journal Letters.

Kvasarer har en ufattelig tyngdekraft og suger alt ind i deres centrum. Når gas og støv fra omgivelserne suges ind og opsluges med enorm hastighed, opstår temperaturer på millioner af grader.

Denne ekstreme hede udsender røntgenstråling og ultraviolet stråling, som opvarmer de enorme tætte skyer af støv og gas, der kredser i en afstand fra det sorte hul.

Den opvarmede gas lyser op med en udstråling så enorm, at den er stærkere end lyset fra 1000 galakser.

Astrofysiker Darach Watson så bogstaveligt talt lyset under et foredrag, som en kollega holdt om kvasarer.

"Jeg fik pludselig den idé, at hvis lysstyrken af kvasaren var relateret til størrelsen af gasskyen omkring den, og hvis man kunne måle størrelsen af denne sky, ville man derudfra kunne beregne afstanden til kvasaren," forklarer Darach Watson.

Og sådan er det, kan forskerne nu fastslå, efter at teorien har været efterprøvet af Darach Watson i samarbejde med to kolleger fra Niels Bohr Institutet samt den kosmologiske ekspert Tamara Davis fra Queensland University i Australien.

Målinger ved hjælp af kvasarer er ret præcise, og kvasarerne har den fordel, at de findes alle vegne og er stabile og vedvarende.