New Zealand
22nd-28th of March 2023

Everywhere you turn in New Zealand, there's something exciting to do.
It's the gem of the world. It's so far away from the madness, and so you get that element.
[Wes Bentley, US actor]

En uperfekt tur til Auckland:
Turen til Auckland gik ikke helt så glat, som de øvrige. I tumulten med hastig middag indtaget ved gaten, glemte vi Astrids nye taske (heldigvis uden nogen essentielle ting i). Og da alle sad i flyet, blev afgangen yderligere forsinket med det resultat, at da vi ankom i Auckland, så havde vores biludlejningsfirma lukket. Suk… men sådan er rejse også.
Vi tog en taxa til vores AirBnB hjem for to dage i det nord-østlige (Waimarie St.) Auckland. Stedet havde en stor terrasse med udsigt til Aucklands beskedne men trods alt karakteristisk skyline, og vi tog på Auckland Museum den ene dag, og på MOTAT (Museum of Transport and Technology) den næste, idet det var på vejen til vores næste destination: Syd-Vest-kysten af Auckland på den anden side af Waitakere Ranges.





På kanten af verden (og vejen) i KareKare:
Turen til den lille samling af huse i en dal tæt på havet, KareKare (hvor dele af filmen “The Piano” blev indspillet) skulle vise sig at være flot men også udfordrende på grund af cyklonen Gabrielles hærgen måneden forinden. Vejene havde politichecks, og vi fik kun adgang, fordi vi havde en tilladelse baseret på at skulle bo der. Køreturen ned til KareKare viste hvorfor, idet 4-5 store jordskred havde taget halvdelen af vejbanen væk flere steder, og der var flere huse i Kare Kare, som var skredet ned at skrænterne.
Vi kom dog godt frem og til et fantastisk hus i bakkerne, som viste sig at have sin helt egen historie. Nigel Horrocks købte grunden af Edmund Hillary (første mand på Mount Everest), og sammen med en ven og ung arkitekt designede og byggede de huset (færdigt 1986, Young Architects Award 1987). I sommeren 1993 blev det lejet ud til Harvey Keitel under indspilningen af “The Piano”. Derefter ringede Niel Finn (forsanger i Crowded House), og “the settlement was immortalised in song by Crowded House on their Together Alone album in 1993, much of which was recorded (red: In this house) at Karekare” [Wikipedia on Karekare]. Tænk at bo der!
Dagene gik med at nyde området og gåture til stranden, hvor havets bølger brusede ind over det sorte sand. Fra baghaven kunne man tage en sti (Ahu Ahu) til den fantastisk gåtur (ad Coman’s trail) på toppen af klipperne langs havet. Udsigten var uden sidestykke, ligesom solnedgangen ved nærliggende Piha beach. Og sidst men ikke mindst, blev det et sted at slappe af og være på ferie.





Alene på en strand på en ø:
Efter Karekare troede vi ikke, at vi kunne komme “længere væk”, men det blev udfordret på vores tur til øen Waiheke en god halv times (virkelig dejlig) færgetur mod øst fra Auckland. Tina havde fundet et hus ved Circular Bay, som skulle vise sig at ligge alene for enden af en lang og til tider vildt stejl vej (på første tur holdt Tina vejret flere gange).
Belønningen var et skønt hus med store vinduer ud mod stranden og solnedgangen, som vi havde helt for os selv. Bedst af alt var to padelboards, som vi alle fire var ude på flere gange i den lune bugts vande. Vi roede dem siddende, da det trods alt bød på den største stabilitet, til ungernes store glæde. Og når man kom ind fra en sejltur kunne man hoppe i jacuzzi’en. Det blev også til en børnefri treretters italiensk frokost på den “nærliggende” (et kvarter ad den udfordrende vej) vingård Poderi Crisci.
En eftermiddag samlede vi brænde på stranden til et bål, hvor vi lavede snobrød i den nedgående sol. Og ellers raflede vi, spillede Uno, læste, tegnede, spillede fodbold, så iPad/film/serier (især Mandalorian) og nød bare udsigten, hinandens samværd og tilværelsen generelt. Sikke et smukt, fjernt og specielt sted.







En udfordret afgang til Tahiti:
Aftenen før vi skulle flyve til Tahiti checkede vi ind online, men fik den besked, at det kunne vi ikke, fordi vores flight var flyttet fra d. 28. til den 30. marts - WHAT? Det var vi hverken informeret om, eller havde accepteret.
Efter først at have snakket med Qantas Air (oprindelig udbyder) og så Air Tahiti Nui (operator), fik vi til sidst fat i de rette “skurke”: Lastminute.com. De kunne hverken oplyse os om hvornår og hvorfor vi var blevet flyttet, for flyet gik stadig og havde pladser! Men så skete “miraklet” - de fik ringet til Air Tahiti Nui og ændret billetterne, og vores oprindelige plan stod ved magt. Og da vi checkede vores tunge kuffert (30 kg) ind, var der ingen ekstra charge.
Til gengæld viste det sig, at flyet skulle have skiftet en essentiel del, som var ved at blive fløjet til Auckland, så afgangen var udskudt “mellem 2 og 24 timer” fortalte den ansvarlige. Det var værre. Men heldet var med os/dem, for efter en halv time kunne vi boarde, og de indhentede lidt af det tabte i luften, så vi landede næsten til tiden… endda dagen forinden pga tidsforskellen!