Sydney Part 3 - Taronga Zoo og Langham Hotel
1st - 3rd of March 2023



The sun came up through the Heads and stole its way to the Quay, far over the bay.
Each of the tiny waves turned to flame, and as the sun rose higher it left pearly tracks across the water.
A month would not be long enough to imbibe such beauty ...

[Miles Franklin (1879-1954), My Career Goes Bung (1946)]


Taronga Zoo:
Tina havde fundet ud af, at man kunne bo en nat i Sydneys legendariske Taronga Zoo, så det havde vi booket for længe siden. Hotellet var dejligt, og nedenfor var der en afsides del af zoo, hvor der blandt andet var Koala’er i træerne! Receptionen havde en fantastisk udsigt til Sydney skyline, og de havde blandt andet en gammel påfugl (George!), som gik rundt.



Fantastisk eftermiddagstur:
Den eftermiddag fik en privat rundtur inden åbningstid. Der var Echidna’er, som ligner et pindsvin, men er et æglæggende pattedyr (i familie med næbdyret), der spiser myrer og er god til at grave med sine “omvendte” bagben. Der var også Wallabies, der spiste pænt sammen og en Tasmansk djævel, som luskede rundt og nussede efter et stykke kød, som var blevet gemt. Og blandt alle Australiens særegne dyr var der også en blå-tunget øgle. Alt dette krævede noget aftensmad, hvilket vi fik nede i den lokale roklub.



Gorillaer i disen (regnen):
Om morgenen kom der lidt regn, men det afholdt os ikke fra stadig at tage et kig på resten af den store Zoo (og det var lidt svært at få ungerne op til det). Der var en laaang anaconda, som snoede sig afsted, giraffer der gav Sydney skyline et eksotisk look, og en tiger der sov lige op og ned ad os. Men det, som nok gjorde størst indtryk var gorillaerne. Deres normale (store) område var ved at blive ryddet op, så de opholdt sig alle sammen i et lille område ved siden af, hvor man kunne stå og se dem på nært hold. Og deres utroligt menneskelige egenskaber var en utrolig kilde til fascination. Der var den arbejdende far, den roligt siddende mor, den spisende teenager, og den nysgerrige lille gorillaunge. Helt som i menneskernes verden på den anden side.



Langham Hotel:
For fire år siden boede Tina og Troels en enkelt nat på Langham Hotel, mens Karen og farfar passede Storm og Astrid. Hotellet ligger lige ved Observatory Hill, hvorpå Sydneys gamle observatorium (*) troner, og ikke langt fra den smukke Harbour Bridge (som man dog ikke kan se fra hotellet). Og der flyttede vi igen ind for en enkelt nat, denne gang med ungerne. Ved ankomsten var der et lille dekorer-to-småkager-sæt, som Astrid straks kastede sin kreativitet over. Desuden hyggesnakkede vi med Astrids klasse, og svømmede i poolen under hotellet. Tina og Troels gik en tur oppe ved observatoriet - hvor der var ved at blive dækket op til en brylllupsfrokost ude i det blå - og ud på Barangaroo Reserve ved Millers Point. Oppe ved observatoriet var der også en genkendelig buste.




(*) Sydney Observatorium har bevaret deres såkaldte “Time Ball”, som var datidens (ca. 1830-1920) metode til at kalibrere ure til skibsrejser på. For at kende sin længdegrad skulle man nemlig (dengang) kende klokken præcist. Denne kunne observatorier beregne, og de lod derfor en stor “tidskugle” falde præcis på et fastlagt tidspunkt (klokken 13:00 i Sydney). Denne kunne ses på stor afstand, og skibene i havnen kunne så sætte deres ure derefter, inden afsejling. Ved Sydney Observatory (og flere andre steder) har man bevaret disse “Time Balls” som et minde om en anden tid.