Bolivia
4th - 12th of March 2025

A typical view in the Los Lipez - dessert and mountains, clouds and lagunas.


Kid - the next time I say, 'Let's go someplace like Bolivia,' let's go someplace like Bolivia.
[Butch Cassidy]

In Turkey it was always 1952, in Malaysia 1937; Afghanistan was 1910 and Bolivia 1949.
It is 20 years ago in the Soviet Union, 10 in Norway, five in France.
It is always last year in Australia and next week in Japan.
[Paul Theroux]

Dr. Petersen, I presume:
Paa vej til La Paz floej jeg over Lake Titicaca, som stod knivskarpt mellem skyerne, og det var lidt surrealistisk at se de forskellige smaa samfund saa klart men fra saa stor afstand. I lufthavnen (som ligger i El Alto, der er en tilbygget by til La Paz men hoejere oppe: 4150m vs. 3640m). Da jeg kom til Hotel "El Diplomatico" kunne jeg hoere en velkendt stemme udbrude "Dr. Petersen, I presume". Det var Adam, som grinende gentog sit eget udbrud fra da vi tilbage i 2009 moedtes i Arusha paa vej til at bestige Kilimanjaro. Han var ankommet meget tidlig morgen, og nu klar paa at tage en tur ud at se byen.
Til vores lette overraskelse, saa var der en slags karnival, som gjorde at byen generelt var lukket, men vi fik ikke desto mindre syn for sagen, da vi tog "metroen" (skilifter, som i Medellin) rundt i byen og til nogle gode udsigtspunkter. Vi sluttede dagen af med at spise empenadas paa den lille Cafe Tipica, som laa lige rundt om hjoernet.



En drabelig fed cykeltur ned i Yungas-junglen:
Vi var tidligt oppe, og koerte afsted mod bjergene med vores guide og tre andre for at cykle fra toppen af passet og ned til junglen. Turen var omkring 70km, startende fra en hoejde paa 4700m og saa ned ad den smalle "Yungas" junglevej til 1100m, dvs. hjulpet afsted af en forskel paa godt 3600m. Det er ikke hver dag man lige kommer det spektrum igennem.
Vi startede i skyerne, hvor der var omkring 2 graders varme og utroligt fugtigt, og med omkring 50km/h var det ret ekstrem koersel - den kolde fugt drev ind alle steder, og daekkede ogsaa briller, saa vi standsede af samme grund ofte. Efterhaanden som vi kom ned aftog effekten heldigvis, og til sidst koerte vi af den asfalterede vej og ud paa den grusbelagte junglevej. Og langsomt forsvandt taagen, og junglen paa de stejle klippesider traadte frem - hvilket syn.
Det var svaert at forestille sig, at denne vej engang var stort set den eneste vej mellem hoejlandet og junglen (noget nemmere at forestille sig antallet af ulykker!). Men det var virkelig fedt at cykle med saa fantastisk en udsigt, og vi passerede jaevnligt (gennem) vandfald, som faldt ned paa vejen.
Der var en tysk mand (Roland) i gruppen, som cyklede sammen med os (hurtigere) og to israelere, som cyklede lidt langsommere, men givet at vi tog billeder undervejs, saa fungerede det hele godt. Roland fik ogsaa en af guiderne til at cykle efter os med hans kamera i en gennemsigtig holder, og ellers noed vi bare turen, som var godt hjulpet paa vej af tyngdekraften.




Sanctuary for vilde dyr:
Da vi var naaet ned i Yungas og over floden, fik vi os et velfortjent hvil. Inden vi tog hjem, besluttede vi os for at besoege et naerliggende sanctuary for vilde dyr, som af den ene eller den anden grund ikke kunne klare sig i naturen (typisk pga. mennesker). Jeg var lidt skeptisk, men ville godt stoette stedet, og det skulle vise sig at vaere et godt valg, for man kom virkelig taet paa de forskellige dyr, og jeg fik ogsaa chancen for at se en vaske aegte capybara (lokalt kaldet carpincho). Der var lidt stille i bilen, da vi koerte hjem, men vi var heldigvis i god tid, da Adam og jeg skulle naa hjem og klaede om, idet vi havde en reservation paa restaurant Gustu, der er en Boliviansk aflaegger af Noma. Vi kom dertil, og havde en god aften, om end maden var noget anderledes og ikke helt saa rafineret, som paa Noma... helt som forventet (prisen var det heller ikke!).



Rundt omkring i La Paz:
Det var planen, at vi skulle flyve til Sucre den foelgende morgen, men Adam var hen over aftenen og natten blevet syg med maveproblemer, og kunne ikke rejse nogen steder. Saa vi aflyste den tur, og efter at have soerget for, at han fik noget coca-te (virkelig godt), gik jeg en god lang tur rundt i La Paz og fik set alle de steder, museer, kurser, pladser, og andet, som jeg havde misset den foerste dag. Det var i det hele taget en glimrende loesning, og solen skinnede saagar noget af tiden, trods lovning paa det modsatte i vejrudsigten. Et overraskende highlight var San Francisco klosteret, hvor billetten inkluderede en guide, endda engelsktalende. Jeg foretraekker normalt selv at gaa rundt, men taenkte at det maaske var en fordel for en gang skyld at kunne snakke med nogen om byen, landet, kulturen, etc. Min guide var en ung studerende, som talte glimrende engelsk, og jeg fik et interessant indblik i Bolivias nuvaerende situation, mens vi gik rundt paa det gamle kloster. Det var endda muligt at komme op paa taget og i klokketaarnet, hvilket kun adderede til oplevelsen.
I loebet af dagen fik Adam det en del bedre, men dog ikke godt nok til, at han ville rejse til Potosi, som for mit vedkommende var en gammel droem at naa til. Saa vi besluttede, at mens jeg tog natbussen dertil, saa ville han flyve direkte til Uyuni, hvor vi saa kunne moedes dagen efter og rejse ud over saltsletten og Altiplano.



Potosi - en verdensby fra fortiden:
I starten af sekstenhundredetallet var Potosi (4090m) en af verdens baade stoerste og rigeste byer, med en befolkning paa stoerrelse med London, Paris og Milano (150.000-200.000 indbyggere). Rigdommen kom fra Cerro Rico (rich mountain), som var (og stadig er) et bjerg af soelv, hvorfra det spanske imperium fik sin rigdom. De fleste moenter kom derfra, og "en potosi" blev i sig selv en valuta og moentenhed. I dag er Potosi en relativt lille by (globalt set) hoejt oppe i bjergene, men UNESCO World Heritage for sin utrolige historie og velbevarede bymidte. Og den er paa en gang et mindesmaerke over menneskets formaaen men ogsaa tilhoerende graadighed.
Natbussen var som business class paa et fly med egen stol/seng i et lille aflukke. Desvaerre havde jeg det ikke saerligt godt, og havde nok en snaert af, hvad Adam led under. Og jeg kom frem til mit hotel blot for (langsomt) at finde ud af, at det var lukket og under ombyging, men heldigvis fandt jeg et andet og meget bedre i "Hostal Colonial". Efter et hvil og lidt morgenmad tog jeg ned til Casa de La Moneda, som var centrum for "soelvmoentindustrien" og stadig hoejdepunktet i Potosi. Det var fantastisk at se den systematik med hvilket soelvbarrer blev lavet om til moenter i hvad der mest af alt mindede om en 1500-tallets fremtidsfabrik. Med til historien hoerer dog ogsaa, at over en million mennesker doede i minerne gennem de ca. 250 aar, hvor byen tilhoerte Spanien.
Resten af dagen gik med at gaa rundt og se alle de andre smukke bygninger, blandt andet et kloster, hvor det foerst i 1962 blev tilladt for nonnerne at se (og roere) deres slaegtningen. Indtil da maatte de kun tale igennem en moerk skaerm.



Gensyn i lille Uyuni:
Tidlig naeste morgen tog jeg bussen til Uyuni, hvor jeg moedtes med Adam og vores guide/chauffoer Rodrigo. Byen var ikke noget at skrive hjem om, og vi koerte straks afsted til den "beroemte" Train Cemetery, som var helt anderledes vild og... anderledes. Der stod et utal af gamle tog og rustede i det barske vejr, hvilket selvfoelgelig gav ophav til en del klatren omkring paa de gamle tog, som var det i en film.



Salt og spejlinger saa langt oejet raekker:
Et ventet hoejdepunkt var dog, at koere ud paa Salar de Uyuni, som er verdens stoerste saltslette (180km x 150km). Det var regntid, saa der var vand i overfladen, hvilket forhindrede os i at koere hurtigt/langt, men som til gengaeld gav nogle helt utrolige spejlinger. Bedst som vi stod og beundrede de vilde horisonter kom en flok flamingoer flyvende i horisonten, og deres formation gav en perfekt spejling i det heftige landskab.
Til vores overraskelse, saa var det oeverste lag salt (som vi gik og koerte paa) ikke tykkere end omkring 15-20cm, og havde spraekker og huller flere steder. Utroligt nok kunne det holde til bilen, og vi fik ogsaa taget et stykke med hjem af den famoese slette. Vi vendte tilbage omkring solnedgang, og selv om skyerne daekkede for den, saa gav et tordenvejr et par kilometer borte os en fantastisk oplevelse.



Trickfotos i de tabte horisonter:
Ingen tur paa Salar de Uyuni uden at udnytte den tabte horisonts manglende egenskab til at afsloere stoerrelsesforhold. Rodrigo var mester i den slags foto, og vi fulgte blot grindende hans instrukser. Det blev ogsaa til et par sjov film, hvor Rodrigo drejede kameraet mens sportsdirektionen marcherede hen over (salt)stepperne.



Oerken, laguner og vulkaner i Los Lipez:
Dagen efter koerte vi afsted paa det lange straek mod syd, hvor Altiplano haever sig fra 3600m til 4900m, alt imens vegetationen bliver utroligt sparsom, luften maerkbart tyndere, og vejret koldere og barskere. Vulkanerne omringer en, og vejen gaar fra at vaere asfaldt til at vaere grusvej, for til sidst at vaere hjulspor af ringere og ringere tydelighed. Paa et tidspunkt begyndte det at sne, og selv Rodrigo maatte dokumentere dette udsaedvanlige vejr. Men vi fik oplevet baade den sidste by, lamaernes overtag i antal, laguner og flamingoer i massevis, og saere klippeformationer, inden vi om aftenen kom frem til en lille bitte hytte i intetheden. Den nat sov vi i 4900m hoejde, hvilket er 300m hoejere, end sidste camp inden toppen af Kilimanjaro, som vi besteg sammen for omkring 15 aar siden.



En tidligt morgen blandt gejsere:
Vi stod op klokken 4:00 og efter en kort morgenmad koerte vi afsted i den gryende solopgang, hvor horisonten nu indeholdt et nyt faenomen: Roegsoejler! Det viste sig at vaere fra gejsere, som stod og dampede i morgenlyset, og inden vi vidste af det, blev vi sat af til en gaatur gennem et boblende landskab, som mindede om en mellemting mellem en naturkatastrofe og Alien. Det var ret spaendende at gaa der i dette ellers totalt oede landskab.
Vi kom videre derfra af noget, som daarligt kvalificerede sig som hjulspor, og passerede paa vejen flere flokke af lamaer, der syntes at trives i dette landskab. Og ud af horisonten dukkede der en lagune, hvor der ved bredden var en dampende swimmingpool. Vi hoppede straks i, og langsomt fyldtes poolen med en total blanding af forskellige nationaliteter. Det var svaert at faa taget sig sammen til at forlade det herlige varme vand, men vi koerte videre mod de to sidste laguner og tilhoerende bjerge, hvor Bolivia slutter og Chile tager over. Graenseovergangen var problemfri, og efter afsked med den gode Rodrigo og med lidt taalmodighed oveni, koerte vi med en gammel bus mod San Pedro de Atacama paa den anden side af Andes-bjergene.



San Pedro de Atacama - som taget ud af Lucky Luke:
Temperaturen steg betydeligt ved at komme ned i 2500m, og solskinnet gjorde sig med. Byen lignede virkelig noget fra Lucky Luke, og vi spenderede tiden med at se byen, slappe af, faa noget sol og varme, og finde busbilletter videre til Salta i Argentina. Da det var paa plads kunne vi nyde en god boefmiddag, og den klare stjernehimmel paa vej hjem.
Naeste morgen pakkede vi og steg paa den lange bustur tilbage over Andes-bjergene til Salta i Argentina. Vi passerede baade en (meget mindre) saltsoe, kaempe store kaktusser, og bjergveje med dybe dale imellem, inden vi rullede ind i Salta.



Den uventede oase Salta:
Salta var en lille perle af en (stor) provinsby, der med sin centrale plads, domkirke og skoenne klima var en uventet oase. Den aften fik vi et om muligt endnu bedre maaltid i form af rigtig Argentisk asado (grill) middag, men foerst efter at vi havde faaet os nogle drinks paa pladsen.
Vores fly dagen efter var desvaerre blevet udsat, saa vi fik rig mulighed for at se byen. Vi lagde haardt ud med en gaatur op paa den lokale bakke, hvorfra der var en god udsigt. Bagefter besoegte vi et specielt museum, som var bygget over et fund af tre mumier af boern, som var blevet ofret tilbage i inka-tiden, og begravet paa toppen af en af de hoejeste bjerge. Det var et makabert fund, men virkelig interessant at hoere historien bag, og ikke mindst se alle de forunderlige og fuldstaendig bevarede genstande fra den tid. Da vi omsider skulle afsted, lykkedes det os at komme i loungen i lille Salta lufthavn. Men den var utroligt godt udstyret, og det lykkedes mig at producere to grundkorrekte Negroni'er til turen. Herlig afslutning paa en fabelagtig tur.




Link tilbage til hovedsiden.