af Claus Emmeche
I de moderne samfund er det i stigende grad blevet naturvidenskaberne, der formulerer væsentlige elementer af vores kollektive erfaringer med naturen. Det sker på basis af stadigt mere forfinede tekniske hjælpemidler og ved udvikling af abstrakte fagsprog med det resultat, at man mere detaljeret og nuanceret end nogensinde tidligere afdækker naturprocesser på næsten enhver tænkelig skala. Det forhold, at vi lever med naturen igennem teknikken og for en stor del opfatter den omgivende natur i lyset af moderne naturvidenskab, er blevet så selvfølgeligt for os, at vi sjældent tænker over det: Det er blevet indgroet vane, `anden natur' for os.[2] Men hvis naturfilosofi er den sammenfattende eftertanke over erfaringerne med naturen, er det så ikke simpelthen videnskaben som har formuleret den moderne naturfilosofi? (eller "de moderne naturfilosofier", eftersom der er mange grene af naturvidenskaben og talrige teorier).
Mange vil sige nej og mene, at videnskaben har snarere overflødiggjort filosofien i forståelsen af naturen: Filosofisk spekulation er afløst af velkontrollerede iagttagelser ved eksperiment og udledning af naturlove formuleret i et eksakt matematisk sprog. På grundlag af denne udforskning fremkommer det videnskabelige verdensbillede. Det er ikke en "filosofi". Det er heller ikke i sig selv er nogen videnskabelig teori, men det hviler på naturvidenskabens teorier om verden.
Uanset om man køber tanken om at naturvidenskab har overflødiggjort filosofien eller ej (filosofi er jo så meget), så er det naturvidenskabelige verdensbillede i umiddelbar forstand det nærmeste man kommer på "en moderne naturfilosofi". Vi skal stille en række spørgsmål til dette billede.
Hvad siger det om vores placering som mennesker i naturen? Hvad siger det om universet som vores ophav? Fortæller det os noget om vores bestemmelse som menneske, som individualitet, eller som del af et samfund? Hvis naturvidenskaben er en aktivitet blandt andre i den menneskelige kultur, hvad er så det eventuelt ganske særlige ved denne aktivitet? Og kan dette spørgsmål selv besvares naturvidenskabeligt? Hvad er mon viden, og hvilke lakuner i vores viden ligger gemt i det videnskabelige verdensbillede? Er det mon et harmonisk panorama, der rækker hele horisonten rundt og giver en helhedsmæssig forståelse af verden og af de dimensioner af virkeligheden, som vi i bestemte situationer udmærker ved at kalde dem "virkelige" fremfor fiktive, illusoriske, mulige eller blot forestillede? Eller er det et fragmentarisk billede, en mosaik af teorier og hypoteser, som kun med største velvilje lader sig forstå i sammenhæng? Dvs. som et sammenhængende bud på hvad verdens mursten og mørtel består af, hvordan grundplanen for dens konstruktion ser ud, hvis der er en sådan grundplan, og hvilken rolle det historiske spiller i dette billede?
Og hvem formulerer det videnskabelige verdensbillede (denne vores foreløbige tilnærmelse til et moderne begreb om naturfilosofi) hvis det ikke blot er en form for spekulativ filosofi, men netop noget som er fremkommet på grundlag af naturvidenskabelig forskning, dvs. det er noget erfaringsbaseret, og dog alligevel er det en form for helhedsbeskrivelse, som ikke kan siges at være "videnskabelig" og testbar på samme måde som enkeltvidenskabelige teorier? Hvem er dette verdensbilledes egentlige forfattere og bagmænd; er det forskere, formidlere, teknokrater eller åndelige spekulanter af andre slags?
Spørgsmålene fører os til grænsen mellem filosofi og videnskab, til et område, som er svært på forhånd at definere, men som indeholder emner af erkendelsesteoretisk art, men også mere `værensmæssige' (ontologiske) spørgsmål, logiske paradokser, og overvejelser over grænser for selve den specifikke videnskabelige erkendelsesform af både logisk, praktisk og etisk karakter. Forfølger man den slags spørgsmål, tvinges man til at indse, at grænsen mellem filosofisk spekulation og nøgtern videnskab ikke altid er så klar og let at trække som grænsen mellem et naturvidenskabeligt og et filosofisk institut. Men hvad er så naturfilosofi?
Naturfilosofi
I daglig tale forbinder man (mindst) tre forskellige ting med selve ordet naturfilosofi: De gamle græske naturfilosoffer, den nu berygtede romantisk-spekulative tyske Naturphilosophie, og endelig naturfilosofi som en mere eller mindre neutral betegnelse for enhver tænkning over naturen som helhed, fx som forsøg på at sætte naturvidenskabelige resultater i et alment lys. En fagfilosofisk variant af det sidste kaldes gerne ontologi eller metafysik, men det er som regel noget mere specielt.[3] Når jeg har valgt denne gamle og flertydige betegnelse for kurset, er det ikke med særligt henblik på de to første betydninger, ja, knap nok den tredje, som i sig selv blot er et ret intetsigende samlebegreb for vidt forskellige måder at drive naturfilosofi på. Der er snarere tale om et ønske om at give begrebet naturfilosofi et nyt indhold.[4] Et indhold, der skal klargøre følgende påstand:
En ny naturfilosofi har allerede længe været på vej. Vi er bare først ved at opdage det nu. Der er tale om et møde mellem naturvidenskaben (som historisk set er en ret sen opfindelse), den klassisk filosofiske og humanistiske tradition, og en naturbevidst politisk tænkning af en hel ny art. Et møde, som af historiske årsager ikke har været muligt før nu, som heller ikke er erkendt som tvingende at realisere før nu, men som nu netop bliver livsnødvendigt. For at forstå hvad det nærmere går ud på, er det hensigtsmæssigt at vi først, meget skitsemæssigt, betragter de tidligere udgaver af begrebet naturfilosofi.
De ioniske naturfilosoffer
Der findes en samlebetegnelse for en gruppe af filosoffer, der historisk står lige ved indgangen til den vestlige udgave af filosofihistorien, dvs. før Sokrates; det er de ioniske naturfilosoffer fra Ionien på Lilleasiens kyst, omfattende navne som Thales (omkr. 585 f.v.t.), Anaximander (ca. 610-546 f.v.t.), Anaximenes (ca. 570-525 f.v.t.) og Heraklit (ca. 540-480 f.v.t.). Ofte tælles Parmenides fra Elea (ca. 515 f.v.t.) og matematikerne omkring Pythagoras (6. årh. f.v.t.) med i den lidt løsere betegnelse "den græske naturfilosofi". Betragter vi disse filosoffers ideer med vor tids videnskabelige briller forekommer de ofte dybt spekulative. Alligevel startede de ioniske naturfilosoffer selve den naturvidenskabelige aktivitet, med deres særlige nysgerrighed og måde at undre sig over verden på. De var interesserede i netop spørgsmålet om universets mursten og mørtel; alle tings ophav, det fundamentale stof i verden. Thales mente det var vand, mens Anaximenes holdt på luft som det basale. Heraklits dynamiske "altid flyder" er velkendt. Vi skal ikke opholde os særligt ved dem her - allerede i Antikkens senere perioder kendtes Thales' tanker mest gennem tvivlsomme anekdoter, og fx Aristoteles' kommentarer til ham hviler ikke på overleverede tekster.[5] Vi skal nøjes med at bemærke, at naturfilosofferne var eksponenter for den afmytologisering, som medførte nye tanker om naturens årsagssammenhænge og love, og som dannede grobund for udviklingen af de eksakte videnskaber. Iøvrigt foregik såvel denne forskning som den filosofiske refleksion over naturforegangene i lang tid fremover under betegnelsen naturfilosofi.
Den romantiske Naturphilosophie
En anden umiddelbar association til termen er den naturfilosofi, som var tæt forbundet med tysk idealisme og romantik, og hvis ledende teoretiker var F.W.J. Shelling (1775-1854). Han fremførte, inspireret af Kant (1724-1804), en almen teori om bevidsthedens eller åndens kræfter eller evner, hvorefter ånden konstruerer de kategorier igennem hvilke vi opfatter og forstår naturens fænomener - en sofistikeret form for videnskabelig antropomorfisme. Naturens kræfter sammenknyttes med de åndelige kræfter som kendetegner sindet, og det er herfra de henter deres forklaringskraft. En væsentlig doktrin i naturfilosofien var ideen om en ultimativ enhed i alle naturkræfter. Andre hovedideer var tanken om udvikling i naturen (men selvfølgelig ikke udvikling i darwinistisk forstand); vægt på `organiske' forklaringer, snarere end mekaniske; og hævdelse af kontinuitet mellem den uorganiske og den levende natur, hvilket tillod anvendelsen af `organiske' forklaringsmodeller på uorganiske fænomener. For de romantiske naturfilosoffer var naturen udstyret med ikke-mekaniske `vitale' kræfter, der kom til udtryk i fænomener som elektricitet, magnetisme, kemiske affiniteter, vækst af krystaller, og i alle levende væsener - en vitalisme, som spillede en betydelig rolle i biologiens kontroverser om karakteren af liv. Desuden stræbte man efter at finde harmonier, symmetrier, parallelismer og andre mønstre i naturen. Selvom det sidste kunne afstedkomme ret spekulative teorier, kunne det også inspirere fx den komparative anatomi og embryologi, og give frugtbare resultater her.
Der var blandt de naturfilosofiske tænkere en udtrykt frygt for at videnskaben kunne medføre for abstrakte og umenneskelige måder at tænke på, som man mente at kunne iagttage det i udviklingen af videnskaben siden 1600-tallet; og man søgte at forbinde videnskaben med et helhedssyn, der udtrykte respekt for det ophøjede i hele naturen. Filosoffen Hegel (1770-1831) kan ses som del af Naturphilosophie, ligesom digteren J. W. von Goethe (1749-1832), der ydede væsentlige bidrag til bevægelsen - filosofisk såvel som videnskabeligt, det var uadskilleligt for ham - både gennem sit arbejde om "Planternes metamorfose" fra 1790 og ved sit langvarige arbejde med farver og farveopfattelse, som Goethe selv anså som en teoretisk kritik af det newtonske approach til en ambitiøs naturvidenskab, der vil omfatte en forklaring af fænomenet lys.
Det var Schelling der skabte betegnelsen "det ubevidste"; han blev efterhånden stærkt optaget af undersøgelsen af psykiske processer som drømme, helt atypiske sindstilstande og også mere okkulte fænomener. I det hele taget blev den idealistiske naturfilosofi ofte (og ikke mindst af tilhængerne af den fremspirende positivistiske filosofi) anset for lettere okkult, eller i al fald uigennemsigtig, tåget og fortænkt.[6] Ikke desto mindre lykkedes det for disse filosoffer, i al fald midlertidigt, at bibringe en fornemmelse af, at det var muligt at hele de brud - mellem fornuft og følelse, videnskab og religion, og menneske og natur - som mange så som konsekvensen af den moderne videnskab. I det mekaniske verdensbillede, som fulgte den newtonske revolution, var opfattelsen af menneskets plads i naturen temmelig omdiskuteret. Mennesket var splittet, det fremstod endnu med visse `guddommelige' træk (viljens frihed, bevidsthedens ikke-materielle natur), men som krop var mennesket en del af den fysiske verdens mekanik.
Naturfilosofi som fag(filosofi): metafysik, ontologi.
I den fagfilosofiske terminologi har naturfilosofi tre betydninger, nemlig de to førstnævnte og denne: En samlebetegnelse på ethvert spekulativt eller erfaringsbaseret forsøg på at systematisere verdens inventar og vores erfaring af dette (også kaldet ontologi: lære om væren; et ord som bruges hyppigere end det nu ofte negativt ladede `metafysik'). Naturfilosofi i denne sidste neutrale betydning kan således betegne vidt forskellige filosofier eller ontologier.
Der kan fx være tale om fænomenologisk filosofi: Forsøg på at sige noget om verden i egentlig forstand. Og det vil i denne sammenhæng sige: før verden puttes i det videnskabelige eksperiments Prokrustes-seng, for sådan betragter fænomenologer eksperimentet, dvs. som realiseringen af en abstraktion, hvor man i forhold til de rene fænomener allerede før sine målinger og iagttagelser har klippet en hæl og hugget en tå. Den fænomenologiske filosofi er altså et forsøg på, som hos filosoffen Husserl, at bestemme det præ-teoretiske grundlag for al dagligdags, filosofisk og videnskabelig erkendelse af "væren's struktur", udfra en umiddelbar, førvidenskabelig erfaring af fænomenerne i menneskets livsverden, dvs. i menneskets konkrete og historisk bestemte verden. En sådan erkendelse betragtes som mere oprindelig end den refleksive fornufts videnskabelige kategorisering af verden; den er en forudsætning for denne.
Eller naturfilosofi kan være videnskabsorienterede forsøg på - som i den nu afdøde dialektiske materialisme eller i visse varianter af den nypositivistiske filosofi - at bestemme verdens `logiske opbygning' eller naturens `dialektiske' udviklingslove med sideblik på naturvidenskabens seneste resultater. Det er iøvrigt interessant, at såvel den logiske positivisme i 20'erne og 30'erne som østmarxismen i samme periode tilstræbte en enhedsvidenskab, med filosofien (i respektive udgave) som overordnende integrationskraft.
Før vi forlader de tre betydninger af naturfilosofi, som er i omløb idag, skal det nævnes, at betegnelsen "natural philosopher" indtil ca. midten af 1800-tallet var det mest almindelige engelske navn for en person, der studerede naturen og dyrkede det vi idag kalder naturvidenskab. Jævnfør titlen på Newtons hovedværk fra 1687, Philosophiæ Naturalis Principia Mathematica ("Naturfilosofiens matematiske grundsætninger"). De fleste andre ord til at betegne en "man of science" var enten meget generelle (fx "the learned") eller fremmedord (fx savant, virtuoso). Det indikerer fraværet af en specifik profession af forskere. "Natural philosopher" blev kontrasteret med "moral philosopher" som studerede menneskets moralske sindelag. Først efter midten af 1800-tallet blev betegnelsen gradvist erstattet med "scientist".
En moderne naturfilosofi ?
Jeg påstod før, at en ny naturfilosofi allerede længe har været på vej, og at vi bare først er ved at opdage det nu. Lad os undersøge hvad den påstand går ud på.
Ved indgangen til det 20. århundredes videnskabelige landvindinger betegnede `naturfilosofi' for de positivistiske filosoffer de mest spekulative former for metafysik med ringe forbindelse til empirisk forskning, hvilket var en væsentlig grund til at den analytiske filosofi helt forkastede feltet, og blev til sprog- eller handlingsfilosofi. (Denne vurdering af den gamle Naturphilosophie er stærkt forsimplet, men jo ikke helt forkert). Situationen idag er ændret radikalt: Idag står en række anerkendte naturvidenskabsfolk ikke blot som fremragende formidlere, men som betydningsfulde bidragsydere til konstruktionen af de store linier i det moderne verdensbillede - den moderne naturfilosofi om man vil. Det er tilsyneladende naturvidenskaben, der nu forsøger at besvare spørgsmål som "hvad er mennesket?", "hvor kommer vi fra?", "hvordan opfatter vi verden omkring os?", "hvad er denne verdens oprindelse?" osv. Samtidig har en ny generation filosoffer (dvs. videnskabsfilosoffer som har forholdt sig til den diskussion om relativisme og videnskabens sociale determinanter, der fulgte i kølvandet på Thomas Kuhn's arbejde[7]) påbegyndt et avanceret arbejde med naturvidenskabens ontologi. Det er (i et lille udvalg) frugterne af begge typer arbejde, som vil blive præsenteret i kurset her - dels den `tredje kulturs' forsøg på at skitsere et samlet, videnskabeligt baseret verdensbillede, som det kommer til udtryk de populære og semi-populære bøger af Hawking, Davies, Pagels, Feynman, Polkinghorne, Penrose, Eigen, Crick, Jacob, Dawkins, Gould, Hofstadter, Gardner, Stewart, Rucker, osv.; og dels en ny fagfilosofisk bearbejdning af begreber som kausalitet, forklaringstyper, beregnbarhed, model, formelt system, forudsigelse, funktion, m.m..
Idag, hvor metafysikken er faldet (i al fald metafysikken i de versioner, der foregiver at udgøre overgribende og totale forklaringssystemer), er der derfor mulighed for at bruge ordet naturfilosofi offensivt i betydningen: en filosofi om naturvidenskaben som en erkendelsesform, der er stadigt åben og progressiv (men ikke enerådende eller uden begrænsninger, som visse positivistiske filosoffer troede) og selvkritisk[8]; og som et metodisk reflekteret og videnskabeligt begrundet bud på et verdensbillede, som på én gang er bevidst om hullerne i dette billede, og vedstår brugbarheden og rationaliteten af den opnåede kortlægning. Det er en grundlæggende pointe af civilisationsmæssig betydning, at selvom naturvidenskaben i sin metode er teknisk og analytisk, kan den give velreflekterede og empirisk kontrollerbare bud på elementer til en samlet verdensbeskrivelse. Men en ny naturfilosofi kan næppe længere stille sig tilfreds med blot at beskrive en natur, som er ved at forsvinde. Den må gennemtænke realiteterne i den jordiske natur og dens samspil med de menneskelige samfund på en måde, der har bæredygtighed og harmoni som retningsgivende erkendelsesinteresser.
Dette kan være udgangspunktet for en undersøgelse, som kursets deltagere hermed indbydes til at deltage i: Er det muligt at formulere en moderne naturfilosofi, i den netop nævnte betydning af en selvreflekteret helhedsbeskrivelse af natur, menneske og samfund?
En sådan er ikke videnskab (i fagvidenskabelig forstand) men netop filosofi i dialog med forskningen. Den er måske end ikke naturfilosofi "på videnskabeligt grundlag" fordi grundlags-metaforen giver associationer til et (lettere neurotisk) ønske om at finde ét sikkert forankringspunkt i hvilket al videre tænkning kan tage udgangspunkt og vende tilbage til. Men den må være i tæt dialog med forskningen, og ikke nøjes med den naturvidenskabelige del af denne. Den må være bevidst om grænserne for enhver total-model, umuligheden af at give en samlet holdbar beskrivelse af "verden som helhed", der let bliver et rent metafysisk skin.
En ny naturfilosofi er heller ikke tænkt som en bestemt `lære', et bestemt filosofisk system, eller en ideologisk overbygning på en række teorier eller politiske interesser. Den vil kunne tage flere former, leve i mange sprogdragter og varianter, som vil kunne karakteriseres mere præcist. Et bud på nogle positive karakteristika må dog lige skitseres for egen regning: Den må være moderne i historisk forstand. Den må være krisebevidst i økologisk/politisk forstand. Den må være kritisk i filosofisk forstand. Og den må være rationalistisk, pragmatisk og realistisk orienteret i sit syn på kultur, videnskab og natur, samtidig med at den er grænsebevidst og åben. Hvad alt dette vil sige vil blive mere klart undervejs i kurset, hvor vi vil vende tilbage til disse spørgsmål.
Håbet er at kunne identificere en ny form for naturfilosofi, der står i et andet forhold til naturvidenskab og humaniora end dét, som har været typisk for såvel antikkens naturfilosoffer, for hvem splittet mellem filosofi og videnskab slet ikke fandtes endnu, som for den romantiske naturfilosofi med sin grandiose ambition om at skabe et helt alternativ til den etablerede naturvidenskab. Hvis der er noget som, på trods af den meget forskellige karakter af de forskellige former for naturfilosofi, binder dem sammen i en fælles historie, må det være dette, at søge dybere indsigt i verden. En indsigt, som burde kunne hjælpe os til i fællesskab at leve bedre med jorden end vores forgængere. Jorden er i bogstaveligste forstand ikke nogen betydningsløs planet. Vi må give den videre til de kommende generationer på en værdig måde, og på en måde så de ikke kan undgå at synes at planeten er et smukt sted at være.
Naturfilosofi er også et kursus der afholdes ved Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Det forsøger at behandle de nævnte spørgsmål om naturvidenskab og virkelighed og om det moderne verdensbillede, fordi de ofte lades ubesvaret eller end ikke stilles i de mange specialiserede fag, der undervises i. Kurset indeholder stof af `videnskabsteoretisk' art, men er ikke et traditionelt kursus i videnskabsteori, erkendelsesteori eller metodelære, selvom disse elementer berøres. Det er et kursus i naturvidenskabernes teori, grundlagsproblemer og verdensbilleder.
Det følgende fortæller lidt om baggrunden for og hensigten med selve kurset.[9] Idag tilskyndes man som studerende til hurtigt at specialisere sig indenfor en ofte ret snævert afgrænset emnekreds. Kurset tilbyder begrebsmæssige midler til et løft ud af det faglige indelukke. Som formidlende et bestemt stofområde er det et kursus i traditionel forstand, merit- og kompetancegivende, selvom det er de mere almene kompetancer, generalist-siden af (ud)dannelsen som er i fokus. Men det er også håbet, at kurset fortsat vil være et mødested mellem faglige traditioner og udgøre et forum for den filosofiske samtale på fakultetet. Var der ikke plads til sådanne kanaler for dialog på tværs af fagene stod det sløjt til med selve universitetets idé; kombinationen af udsyn og indsigt, vision og fordybelse.
Kurset er et forsøg på at lave et tidssvarende `filosofikum', dvs. videreføre de bedste sider af det gamle fælleskursus i filosofi ved Københavns Universitet, som blev afskaffet i 1971.[10] Filosofikums idé var dengang at alle, der skulle studere ved et universitet, burde kende noget til den lange åndshistoriske tradition, som ligger til grund for fagenenes aktuelle udseende og indhold, og her ansås filosofihistorie, logik og psykologi for centrale områder (psykologi var "psykologi på biologisk grundlag" som en af lærebøgerne i faget hed, skrevet af positivisten og filosoffen Jørgen Jørgensen). Ideen var på mange måder god, men kursets faktiske udformning og beliggenhed i studiet blev efterhånden problematisk. Da antallet af studerende ved universitetet steg voldsomt igennem 1960'erne, blev selve faget, også set fra institutionens side, lidt af en flaskehals; det var jo obligatorisk for alle. Ingen havde forudset den udvikling. Mange studenter følte, at filosofikum var en forhindring der skulle overstås før man kunne begynde på det, der virkelig interesserede én. Hvis det passede til et gammeldags universitet for eliten, var universitetet selv ved at udvikle sig til et masseuniversitetet. Kurset blev udsat for en radikal kritik af sit indhold, af undervisningens kvalitet og de kaotiske undervisningsforhold. Da studenteroprøret så brød ud i `68 var filosofikums dage talte (og oprørerne kunne fristes til at tro, at det døde af ideologikritikken snarere end af effektiviseringsbestræbelserne).
Der var også sket et og andet med filosofien i den tid filosofikum havde eksisteret. Det var blevet indført på universitetet i 1674! Det gamle filosofikums fagområder psykologi og logik er idag selvstændige videnskabelige discipliner. Og filosofi er blevet fagfilosofi og har, i al fald for nogle emners vedkommende, antaget en mere `disciplineret', normalvidenskabelig og partikulær form. Idag bedømmer man filosoffer som man "evaluerer forskning", som det hedder, via objektive indikatorer, hvilket vil sige efter metermål publikationer og citationer, nok så meget som efter tænkningens substans og betydning.
Ofte har man begrædt tabet af filosofikum. Rundt omkring på fagene opstod forskellige initiativer til at oprette kurser i videnskabsteori. De omfattede indføring i videnskabens metoder, struktur og relation til det omgivende samfund. De var dels fagrelaterede, dels gennemgik man her bestemte standard-videnskabsfilosofiske diskussioner; fx om hvilke forhold, der grundlæggende er med til at drive forskningen fremad (hvis man ellers fastholder selve begrebet om videnskabeligt fremskridt) -- er det en særlig videnskabelig metode som den hypotetisk-deduktive metode, som mange positivister mente, er det gisninger og gendrivelser i form af `falsifikation' som filosoffen Karl Popper fremførte, eller er det paradigmer og kriser med et tydeligt socialt islæt som fysikeren og videnskabshistorikeren Thomas Kuhn beskrev det? Kurserne i videnskabsteori koncentrerede sig ofte om spørgsmål som "hvad er videnskab?" og "hvad er videnskabens rolle i samfundet?".
Disse kurser findes stadig, de er både vigtige og nødvendige, men næppe tilstrækkelige. Dels er det tilfældigt hvilke fag de er blevet oprettet på: Der er ikke iværksat noget samlet initiativ til at sikre udbud af videnskabsteoretisk undervisning på alle studieretninger. Dels er disse kurser ofte mere svævre i perspektiv. Man koncentrerer sig enten kun om det videnskabsfilosofiske, som nævnt ovenfor, eller man ser på forholdet mellem videnskab og samfund udfra generelle sociologiske perspektiver eller videnskabshistoriske indfaldsvinkler. Eller man tager udgangspunkt i et enkelt fags problemstillinger, hvor det tværfaglige aspekt af den måde, man faktisk driver forskning på idag, bliver mindre iøjenfaldende, fordi fagene tit præges af egne lokale fordomme. Disse kan kun udryddes ved dialog og konfrontation med andre faglige traditioner. Den faglighed, der krystalliserede sig omkring fag og kurser i videnskabsteori har ofte været præget af specifikt humanistiske diskussioner, fx mellem forskellige sprog- og samfundsvidenskabelige skoler. Hvad der ofte gled i baggrunden var spørgsmål om naturbeskrivelsen som helhed og de særlige karakteristika ved de enkeltvidenskabelige modeller af naturens fænomener - eller, som man siger, af forskellige typer `systemer' (kvantemekaniske, klassisk fysiske, kemiske, biologiske, geologiske, etc.).
Kurset i naturfilosofi er et supplement. Det er bredere i sit sigte og hensigten er bl.a. en dialog om hvad det er, der trods forskelle dog binder de enkelte discipliner sammen som naturvidenskab;11 hvordan de hver især bidrager til at udvide erkendelsen af naturen - hvis man ellers mener at forskning altid er erkendelsesudvidende (selv dét kan diskuteres). Der ønskes en dialog om grundlag, forudsætninger og rammerne for naturerkendelse; og om hvad tværfaglighed er (andet end en slidt frase); hvad grænserne for naturvidenskabelig metode er; hvilke etiske problemer forskere må være med til at forholde sig til - og mange andre emner. Derfor handler kurset ikke blot om filosoffernes teorier om videnskab, eller sociologer og samfundshistorikeres analyse af videnskabens rolle i den moderne verden. Det gør det også.[12] Men det handler nok så meget om de moderne forestillinger om den natur, som vi er placeret i; hvad kan vi egentlig sige om den som totalt system; har vi overhovedet et helstøbt verdensbillede - som noget vi går rundt med i baghovedet eller hvor vi ellers opbevarer den slags - og hvis vi har: Hvad er dets grundlæggende principper; hvilket sprog, matematisk eller andet, må det beskrives i?
Når kurset fokuserer på dette, må det naturligvis også ske i bevidstheden om, at netop spørgsmål af den art er underlagt en altid skiftende tidsånd. Det fordrer refleksion over grunden til deres aktualitet; hvorfor det lige er idag, de står højt på dagsordenen, i al fald i den subkultur vi selv tilhører, og ikke for 15 år siden, og måske heller ikke om 15 år. Men ud over forsøget på at bidrage til denne refleksion vil kurset såre liberalt tillade deltagerne at give efter for deres umiddelbare nysgerrighed overfor naturen af selve naturen.
Om undervisningen
Der holdes forelæsninger, to timer om ugen, og der er to diskussionstimer om ugen hvor deltagerne i kurset selv bidrager med spørgsmål, indlæg, udfald og oplæg. Forelæsningerne gives af lærere ved Fakultetet og af gæster udefra, jf. planen over forelæsningerne (forrest i kompendiet).
Kurset henvender sig primært[13] til studerende ved det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet på 3. året af grunduddannelsen og på overbygningsuddannelserne (dvs. folk som læser geologi, geografi, fysik, biokemi, biologi, kemi, matematik, idræt, statistik m.v.), men iøvrigt også til enhver anden, der måtte have interesse i de emner, der tages op. Kun plads og lærerressourcer kan tænkes at sætte visse begrænsninger såfremt deltagerantallet er stort.
Til advarsel og opbyggelse bør det siges, at i forhold til en del anden undervisning ved Fakultetet er kurset som antydet mere vidt favnenede og overordnet i sit indhold. Hvis man undervejs i forløbet fortvivler over ikke at kunne se sammenhængen mellem de enkelte emner eller mener, at man blot bliver mere forvirret, end man var i forvejen, er der et par ting, som er værd at huske:
* Du er ikke alene; alle har kun begrænset viden, og på det her område er vi alle i en vis forstand amatører.[14]
* Forvirring kan være frugtbar.
* De spørgsmål, vi tager op, er der ikke altid noget sikkert svar på (gælder ofte også for de `eksakte' fag, men nok i særlig grad her).
Og en ting til: Kurset er et forsøg. Vov pelsen; vi deltager alle i et eksperiment. Det er tidligere faldet heldigt ud, men den slags eksperimenter er ikke altid reproducerbare. Måske er der ikke nogen helt stor sammenhæng mellem de enkelte emner. I så fald er dét også værd at vide: Mange af os leder, med større eller mindre intensitet, efter tegn på en større sammenhæng, men det er værd at huske Umberto Eco's ord om tegn i romanen `Foucaults Pendul'; nemlig at alt kan være et tegn på alt ...
Med andre ord: Der er grænser for hvor dybt kurset i sin nuværende form kan nå rundt om de enkelte emner, som hver især kunne fortjene et selvstændigt kursus. Men idéen med naturfilosofi som fag er da også primært at introducere deltagerne for en række problemstillinger. Nogle af disse kan være afgrundsdybe. Vi behøver ikke kende afgrundene i alle tekniske detaljer. Men man skal vide at de eksisterer: Så er man forberedt. Så har man et værktøj til at gå videre selv. Og så bliver man ikke senere helt så rystet over at finde ud af, at matematikken er uden sikkert grundlag, eller at ikke alt i naturen nødvendigvis foregår med nødvendighed. Den slags chock kan tage hårdt på en uforberedt sjæl. Således kan naturfilosofi, som megen anden filosofisk refleksion, have en terapeutisk værdi.