Først en stor tak alle de personer, som har været involveret i etableringen af kurset. Uden deres hjælp, opbakning, kritiske kommentarer og vilje til at se det realiseret, var det aldrig blevet til noget. Og en særlig tak til de, som var villige til at yde bidrag til rækken af forelæsninger og dermed være med til at give en større indholdsmæssig bredde og dybde.
[1] Teksten her er en lettere revideret udgave af introduktionen fra tidligere udgaver. For en uddybende karakteristik af begrebet naturfilosofi, se "Naturfilosofiens genkomst", Kritik nr. 113 (28. årg., 1995), s. 15-29.
[2] Ud fra en fænomenologisk betragtning (jf. nedenfor) vil man protestere og indvende, at når vi opfatter naturen, sker det i første omgang umiddelbart og direkte, og først i anden omgang oversætter og fortolker vi oplevelsen i et sprog, som evt. er formuleret i en naturvidenskabelig forklaringsramme. Indvendingen er rigtig, men det er uklart i hvilket omfang man kan skelne mellem den `uspolerede' førsproglige og førvidenskabelige `spontane' erfaring og den (af den moderne kultur medierede) `videnskabelige' eller kvasi-videnskabelige erfaringsform: Vi ser solen `gå ned' men vi véd samtidig, at jorden bevæger sig rundt om solen; vi oplever direkte forårssolen varme vor hud, men er samtidig pinligt bevidste om faren ved et tyndslidt ozonlag, etc.
[3] Både ontologi og metafysik kan bruges synonymt om "filosofisk tænkning over det værendes grundlæggende karakter", men ofte bruges de lidt forskelligt. Meningen med ordet metafysik er ofte refleksionsbestemt af meningen med begreber som `fysik' eller `videnskab', dvs. nogle problemer opfattes som videnskabeligt løsbare (fx "hvad består en organisme af?"), mens andre spørgsmål opfattes som metafysiske, dvs. videnskabeligt uløsbare eller uinteressante, evt. meningsløse ("hvad er karakteren af de abstrakte begreber?"; "eksisterer Gud?", etc.). Mens `metafysik' således lever af modsætningen mellem videnskab og filosofi, lever begrebet ontologi mere af distinktionen mellem epistemologi (= erkendelsesteori dvs. filosofiske teorier om hvordan vi erkender verden) og ontologi (forstået som filosofiske teorier om hvad verden dybest set er). Epistemologi og ontologi er kun delvis uafhængige. Blandt filosoffer er der groft sagt to lejrer: De som mener at videnskaben bidrager til efterhånden at løse/opløse ontologiske problemer (evt. med filosofi som en særlig sub-videnskab), og de som mener at de ontologiske problemer så at sige altid går forud for partikulære videnskabelige teorier.
[4] Jf. artiklen "Naturfilosofisk eksperiment", Hovedområdet nr.6 (22.årg.), 3. sept. 1993, s.14-15. Lad mig tilføje to ting: (1) Naturfilosofi, i den her tilsigtede moderne forstand, må kunne inkludere kritiske studier af de vanskeligheder, der i det hele taget er forbundet med forsøg på at begrunde ontologiske udsagn eller metafysiske teorier videnskabeligt. Som forskningsfelt er det ikke nødvendigvis ontologiserende de naturvidenskabelige resultater, og kan som sådan have forskellige "naturfilosofiske" systemer som genstand. (2) Naturfilosofi i den nedenfor skitserede `moderne form' forstås i denne tekst dels som et tværfagligt forskningsfelt med plads til alle mulige opfattelser og teorier ("mange naturfilosofier"), dels forsøger jeg selv at antyde én mulig naturfilosofi. Jeg ønsker hermed mere klart at sondre mellem a) Naturfilosofi som felt for forskning, kritik og diskussion, og b) specifikke naturfilosofier bud på et helhedsbillede.
[5] De er grundigt behandlet i eksempelvis Karsten Friis Johansens Antikken (bd.1 af Den europæiske filosofis historie, Nyt Nordisk, København 1991).
[6] Denne betydning af naturfilosofi som noget fortænkt klæber stadig til ordet i dag (når der ses bort fra de folk, som har fulgt dette kursus). Et klart udtryk for dette findes hos Edg. Rubin, som i Salmonsens Konversationsleksikon bd. XVII (Schultz, København, 1924), afslutter en iøvrigt nuanceret artikel om naturfilosofi med følgende: "I Romantikkens Tidsalder tillod man (bl.a. Schelling og Hegel) sig - under navn af Naturfilosofi - med suveræn foragt for Kendsgerninger og videnskabelig Forskning de vildeste og vilkaarligste Spekulationer ang. den levende og den livløse Natur; og herved er navnet Naturfilosofi til en vis grad kommet i daarligt Ry." Man kan tilføje, at i dag holder en del videnskabsfolk sig ikke for gode til i populærvidenskabelige sammenhænge at fremsætte de vildeste spekulationer og ekstrapolere voldsomt ud fra begrænsede teorier og data.
[7] Hvad enten de som mange videnskabssociologer har forholdt sig overvejende positivt eller som mange filosoffer overvejende kritisk, til: Thomas Kuhn, 1962: The Structure of Scientific Revolutions, 2nd ed. 1970, The University of Chicago; på dansk, Videnskabens Revolutioner, Fremad, Kbh (ny udg. 1995). Dette videnskabshistoriske værk kom til at spille så stor rolle for den generelle videnskabsteoretiske debat, at man idag kan tale om tre faser eller generationer i det 20. århundredes videnskabsteori og videnskabsfilosofi: (1) den positivistiske generation, m. bl.a. Rudolf Carnap, Hans Reichenbach, Carl Hempel, Herbert Feigl; (2) den historicistiske generation med Th. Kuhn, Paul Feyerabend, Norwood R. Hanson, Stephen Toulmin m.fl.; (3) den postpositivistiske og posthistoricistiske generation, hvor man bl.a. finder videnskabsfilosoffer som Philip Kitcher, David Hull, Dudley Shapere og Ronald L. Giere, der som generation er svær at karakterisere og fattes et samlet `program' ud over at afvise en forsimplet relativisme (som der næppe er belæg for hos Kuhn selv). Inddelingen må ikke opfattes for skematisk; en filosof som Karl Popper har fx i sin filosofi klare positivistiske træk (som forsøget på at finde et formelt demarkationskriterium på videnskab/ikke-videnskab), selvom han kritiserer positivisterne og i sine senere skrifter deler mange synspunkter med fx D. Hull. Se iøvrigt: Werner Callebaut, 1993: Taking the Naturalistic Turn, Univ.of Chicago Press, Chicago. Callebaut peger på den "naturalistiske vendning" (empiriske studier af hvordan videnskab rent faktisk fungerer, snarere end blot traditionelle filosofiske og historiske studier) som dét, der er fælles for den 3. generation, dvs. den aktuelle videnskabsfilosofi.
[8] Det kan diskuteres hvor selvkritisk - og kritisk m.h.t. hvad - naturvidenskaben er. Den interne rent faglige kritik er i princippet indbygget som et institutionelt træk i naturvidenskaben (det giver så at sige point at kunne kritisere en teori for hidtil upåagtede mangler), mens mere omfattende former for kritik (m.h.t. relevans, etik, erkendelsesinteresse m.v.) sjældent leveres af naturvidenskaben selv som institutionelt subsystem, men evt. af andre samfundsmæssige subsystemer.
[9] Ideen til kurset opstod i okt. 1992, men flere andre personer har ved tidligere lejligheder fremført lignende tanker om at skabe et bredt tværfagligt og filosofisk orienteret kursus. Beslutningen om at iværksætte kurset, i første omgang som et forsøg, blev taget af det naturvidenskabelige fakultetsråd v. KU i foråret 1993, så det kunne afholdes første gang samme efterår. I juni 1994 besluttede fakultetet at støtte en idé om dannelse af et Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, som skal fungere som forskningsmæssig baggrund for det filosofikum-lignende kursus, og bidrage til at udvikle et faglig miljø omkring såvel forskning som undervisning i emner af den type kurset behandler (noget som hidtil i Danmark kun i begrænset omfang er institutionaliseret; med Institut for de Eksakte Videnskabers Historie i Århus som undtagelse). Centeret er `uden mure' og består dels af et netværk af forskere, som udover deres fag- og institutspecifikke forskning beskæftiger sig med naturfilosofiske og videnskabsteoretiske emner, dels nogle få personer, som udelukkende forsker og underviser indenfor dette felt.
[10] Jf. tema-artiklerne "Død over filosofikum" v. Jacob Thommesen i Hovedområdet nr. 1, d. 31/1, 1992, og Blegvads artikel (Mogens Blegvad 1977: "Filosofikum", s. 11-32 i: Svend Erik Nordenbo og Arne Friemuth Petersen, red.: Dansk Filosofi og Psykologi 1926-1976, bind 2, Filosofisk Institut, Københavns Universitet).
11 Spørsmålet kan formuleres: Er `naturvidenskab' blot en ret løs betegnelse for en samling discipliner med en vis (i Wittgensteinsk forstand) familielighed, eller dækker den over dybere generiske fælles ligheder som `naturligt' adskiller naturvidenskaberne fra humaniora og samfundsvidenskab?
[12] Men måske ikke i tilstrækkelig grad; det bør derfor overvejes at lade kurset i Naturfilosofi bestå af en mere systematisk-filosofisk del på 1 semester plus en mere kalajdoskopisk-diskuterende del på 1 semester.
[13] Kurset kan nu også læses som ph.d.-kursus efter nærmere aftale.
[14] Hvilket ikke er opfordring til amatørisme! Pointen er, at ingen kan være ekspert i alt eller have patent på én form for faglighed som dén centrale i relation til naturfilosofi eller naturvidenskabsteori. Videnskabsteori er et bredt forskningsfelt med et blomstrende virvar af sub-professioner - videnskabshistorikere, videnskabsfilosoffer, videnskabssociologer m.v., der hver har deres fagligheder og ideer om det, som kendetegner deres subdisciplins særlige form for professionalisme.