Rio de Janeiro
7th - 12th of February 2025

The harbour entrance to Rio de Janeiro as seen from the Christ the Redeemer statue with Sugarloaf Mountain prominently in the middle.


Rio de Janeiro is the pride of Brazilians. At the mouth of the bay stands an inaccessible block of granite, the base of which is lapped by the waves: Sugarloaf Mountain.
Its strange and familiar shape is popular in Brazil, and one of the most universally loved features of the image of the country.
[Pierre Denis, French journalist and playwrighter]

Renes lejlighed i LeBlon:
Vi ankom om aftenen, og fik en Uber den lange vej fra lufthavnen til Troels' ven, Renes, lejligheden i LeBlon ved Ipanima stranden. Der gav Renes svigermor og svigerinde en tour af stedet (og noeglen), hvorefter vi alle faldt i dyb soevn. Givet fire dage i Rio de Jainero kom der mere ro over rejsen. Efter et solidt indkoeb var alle klar til - ud over lektier - at tage paa stranden. Men da vejret var godt, saa valgte vi foerst...



En stejl togtur til frelse:
Den legendariske "Christ the Redeemer" statue er et emblem for Rio de Janeiro, og der gaar en skoen lille smalsporsbane op til toppen. Den tog vi, og kom paa et magisk tidspunkt, idet der skiftevis var skyet og udsigt. Det var ret fantastisk at staa paa dette unikke sted og grant skue ud over den ikoniske by med alle dens sjove bjergtoppe omkring. Der var et kor som sang, folk blev velsignet, og folk forsoegte sig med alle mulige interessante billeder. Storm gjorde det godt som "redeemer".



Et helt anderledes - og aldeles fantastisk - strandliv:
En gaatur ned ad bakke i 10 minutter tog os til Ipanema strand, hvor vi gik hen til Renes stamsted: "181'eren". Den lange strand har omkring 200 smaa stande/klubber, som driver et lille stykke strand med stole, parasoller og bar. Der var pakket da vi ankom, men efter en hyggesnak om "gringo Hene" (de udtaler "r" som "h") blev der fundet stole og parasol frem i maengden. Og der var bare hygge og strandudflugt paa tapetet. Der var alle typer og alle noed det.
Vejret var herligt og boelgerne rimelig store. Vi fik os nogle gode gennemskyld og Storm og Troels blev en gang vaeltet helt rundt, men det var en fed oplevelse. Strandsaelgerne solgte alt muligt paa stranden, og strandloeverne viste overkroppe og spillede strandfodbold. Et sambaband spillede om kap med forskellige hoejtalere (og vandt klart) og solen, boelgerne, og Dois Irmaos (to broedre) bjerget bag stranden skabte en vidunderlig baggrund.



En tur i byen og frem og tilbage i tiden:
Vi tog en taxa ind til byen for at tage paa cafeen "Confiteria Columbo" og fremtidsmuseet "Museo de Amanha" (Museum of tomorrow). Confiteria Columbo var som at tage et skridt omkring 100 aar tilbage i tiden. Et storladent konditeri med 5m hoeje spejle og vitrineskabe i moerkt trae paa alle sider, og klassiske tjenere som serverede alt hvad hjertet kunne begaere, ikke mindst i form af smaa kager og cacao. Selv deres elevatorer var 130 aar gamle og nummer to elevator installeret i Brasilien. Her er byens borgere kommet gennem tiden og har forkaelet sig selv og hinanden (og boernene).
Mht. fremtiden, saa var den desvaerre lukket om mandagen! Saa det maatte vi udsaette besoeget til vores sidste dag, hvor vi gjorde det paa vej til lufthavnen. Det var dog det hele vaerd, for ikke nok med at det nye museum havde en cool arkitektur og laa et prominent sted, men indholdet var ogsaa tankevaekkende og smukt sat op. Og det hele startede med en kort film inden i en sort kugle.



Sukkertoppen og Botanisk Have:
Sukkertoppen kan enten naas med to svaevebaner, hvoraf den foerste har et fantastisk alternativ i form af en (lidt stejl) sti gennem junglen op til mellemstationen (Morro da Urca). Den tur tog Troels, som samtidig fik den smukke udsigt ud over Rios havn og mange oeer.
Tina og Troels tog ogsaa en tur til Rios Botaniske Have, som er meget smuk og kendt for sine op til 48m hoeje palmer, der udgoer flere alleer i haven. Der er gennem tiden kommet et utal af forskellige tropiske planter dertil, og sammen med de gamle smukke huse udgoer det en fin oase midt i byen.



Det naermeste man kommer dagligdags(driver)liv i Rio:
"Com licenca, voce pode me emprestar um pouco de asucar?" (DK: Unskyld, men du kan vel ikke laane mig en kop sukker?). Det var saetningen Troels laerte udenad, da han skulle spoerge naboerne om en kop sukker, idet vi havde taget fejl af noget andet for at vaere sukker. Vi fik det, og saa var der pandekager familien.
Rio de Janeiro blev ogsaa stedet, hvor vi begyndte at spille poker i familien. Det var Storm, som gerne ville laere det, og efter en introduktion fra Troels, saa havde alle lyst. Vi brugte de regulaere Uno-kort som jeton'er og koekkenrullen som blind, og derfra gik det over stok og sten, og blev et helt lille aftenritual. Alle var bare vilde med det, og det er sjovt at se, hvordan nye steder giver nye rutiner, lyster og faelleskab.
Storm og Troels gik ogsaa ned til den naerliggende fodboldklub og de meget gaestfrie brasilianere gav os en bold og en bane at boltre os paa - herligt. Vi tog ogsaa mere paa stranden, og sluttede opholdet af med at spise en super middag paa en lokal restaurant (Club BBQ) for foden af vejen. Tusind tak til Rene for laan af lejlighed og tusind tak til Rio for at vaere saa fantastisk.





Den umulige opgave - et SIM kort:
Min (danske) ven Rene, som bor i Rio de Janeiro, anbefalede mig at skaffe et brasiliansk SIM-kort, hvilket jeg var enig med, idet ingen af vores abonnementer daekker Brasilien (OK, jo, men for en formue!). Jeg har foer gjort det i Nepal og paa Madagascar, og det koster typisk 20-40 kr. og varer rigeligt til hele opholdet. Alas - saadan skulle det ikke gaa denne gang. Der var ingen steder i lufthavnen, som havde det, og jeg forsoegte derefter i et storcenter i Sao Paulo. Men selv efter at vaere i fem forretninger og have snakket (gennem venlige tolke og Google Translate) med endnu flere "eksperter" var det ikke muligt. De havde det simpelthen ikke!
I Rio havde jeg fordelen af, at Renes svigerinde (Rafaella) talte glimrende engelsk og hun fortalte, hvordan man kunne koebe et SIM-kort i bestemte butikker. Der gik jeg ned en morgen, fandt det, og skulle til at koebe det. Men nej... det kan du ikke uden et braziliansk CPR (kaldet CPF) nummer! Heldigvis havde Rafaella givet mig hendes, hvis det var noedvendigt, saa det lykkedes trods alt. Men i mobil-forretningen kunne de ikke saette SIM-kortet i telefonen og ej heller goere det gyldigt! Det kunne de heller ikke i den naeste, og kun fordi en kunde (som talte engelsk) havde saadan en "pin" til at trykke SIM-kort ud med. De var lidt flove i butikken.
Saa var der bare at ringe op og faa SIM-kortet gjort gyldigt, men det fik jeg at vide kun kunne goeres paa... portugisisk. Saa jeg soegte med lys og lygte, og fik til sidst hjaelp fra dem i Ipanema-181 strandkiosken. Men der skulle bruges en braziliansk adresse! Suk... tilbage og snakke med Rafaella, som gav mig sin. Men jeg skulle ringe op igen, og forsoegte til sidst selv. Der VAR mulighed for engelsk. Omsider en mulighed for at faa afsluttet sagen. Og det blev den... da instruktionen var den simple, at gaa ned i den forretning, hvor jeg havde koebt SIM-kortet. Tableau - jeg var faerdig, og det var ogsaa dagen foer vi skulle rejse videre. Lad os se, hvordan det gaar i Argentina!


Link tilbage til hovedsiden.