Stafet-interview med
Rasmus Grønfeldt Winther
Fag:
Biologiens videnskabsteori.
Mine interesser spænder bredt: Filosofihistorie, metafysik og epistemologi, naturvidenskabsteori, science studies, evolution og genetik.
Titel:
Assistant Professor.
Ansættelsessted: Department of Philosophy, University of California, Santa Cruz.
Nationalitet: Jeg er en slags "udenlandsdansker". Jeg er dansk statsborger men har altid boet på de amerikanske kontinenter, i Venezuela, USA og Mexico. Hele min familie bor dog i Danmark, så jeg tager ofte "hjem" på besøg.
Jeg vil lige benytte denne lejlighed til at takke Marie Svarre Nielsen. Det var meget sødt af hende at invitere mig, selv om jeg jo hverken er ansat eller bosat i Danmark. Jeg læser tit Hugin og Munin, og jeg synes, at hun gør et fantastisk stykke arbejde.
Hvad er den sidste fagrelaterede bog, du har læst?
En bog der har givet indhold og inspiration til mit forksningsprojekt om ontologiske antagelser i matematisk modellering i biologien (bredt forstået) er A Climate Modelling Primer (1997, John Wiley & Sons, anden udgave). De to australske forfattere, McGuffie og Henderson-Sellers har skrevet en fantastisk bog, der på en let tilgængelig måde forklarer de forskellige matematiske modelleringsstrategier, der benyttes i klimaforsking ("energibalance modeller" parametriserer f.eks. kun input og output af solstråling mens "generelle cirkulationsmodeller" også indeholder parameter og variabler af bevægelsen af atmosfæren og havene). Der er ingen perfekt strategi, da der er mange kompromisser i hver eneste modelleringsform, f.eks. mellem modelkompleksitet og mulighed for effektiv og hurtig beregning, eller mellem modelkompleksitet og kognitiv forståelse af modellen. Hver strategi, vil jeg tilføje, begår fejl og udtrykker blindpletter i den måde den anskuer verden på, dvs. i de ontologiske antagelser den forpligter sig til. Det farlige er så, hvis vi anser en enkelt modelleringsform som værende den absolutte sandhed***. Men der findes en løsning som McGuffie og Henderson-Sellers også kommer ind på: Man kan og bør samle en storfamilie af matematiske modeller og benytte forskellige modeller til forskellige formål, eller endda til samme formål og så sammenligne resultaterne. I sidste ende stræber det videnskabelige samfund efter at modellerne skal være forståelige og robuste. Og så kommer det svære: Ændring af vores livsstil så vi kan undgå de frygtelig forudsigelser modellerne faktisk giver. Der kan videnskabsfolk jo ikke sige så meget. Der er det nok mere op til politikerne, ingeniørerne og i sidste ende, os alle sammen.
Selv om der har været en masse kritik af klimavidenskab, så står det klart, at den er en videnskab med et fremragende empirisk grundlag. Og videnskabsfolk er særdeles gode til at være selv-kritiske i deres modelleringsarbejde. Måske er det derfor deres resultater er så overbevisende?
***Pragmatisterne kaldte dette "abstraktionisme" og den marxistiske Frankfurterskole skrev om "tingsliggørelse". Videnskabsfolk abstraherer hele tiden og de kan let blive for glade for en bestemt måde at abstraherer på (og dermed også anskue verden på). Løsningen er at etablere en dialog mellem videnskabsfolk, der benytter forskellige strategier og antagelser, ellers er det lidt ligesom de tre blinde mænd og elefanten.
Er der en bog, du vil anbefale?
Michael Friedmans A Parting of the Ways. Carnap, Cassirer, and Heidegger (2000, Open Court Publishing). Friedman har skrevet en fantastisk historisk-filosofisk bog, hvor han viser oprindelsen af skellet mellem hvad vi i dag betegner som analytisk og kontintental filosofi. Carnap inspirerede og underviste mange analytiker, mens Heidegger er en af de vigtigste forbilleder inden for kontinentalfilosofi. Det interessante er, at de kendte hinanden. Der var en gensidig respekt og Carnap læste faktisk Sein und Zeit grundigt. Kant og neoKantianisme var en uhyre vigtig baggrund for dem begge. Men "de gik fra hinanden". Hvorfor? Der er selvfølgelig ikke noget nemt svar, men de havde to vidt forskellig filosofiske orienteringer. For Carnap var formel logik et vigtigt redskab, der kunne give et universelt og objektivt billede og rekonstruktion (og "Aufbau") af vores videnskabelig og almen viden. For Heidegger var logik næsten en ideologisk fejl, der ikke kunne bruges til særlig meget. Han ville til bunds i vores væren i verden. Hvad er væren i sig selv? Hvilke muligheder har vi (og har vi ikke) i tilværelsen generelt set? Og hvordan skal vi forholde os til vores egen temporalitet og død?
Det er ikke let at finde kontaktpunkter mellem Carnap og Heidegger, mellem analytisk og kontinental filosofi. Men Friedman giver et bud. Friedmans helt er Cassirer, en filosof som ifølge Friedman, forstod spørgsmålene og metodologierne på begge sider af skellet. Friedmans bog slutter med denne sætning: "Those interested in finally beginning a reconciliation of the analytic and continental traditions, however, can find no better starting point than the rich treasure of ideas, ambitions, and analyses stored in his [Cassirers] astonishingly comprehensive body of philosophical work." (s. 159) Men måske er der også nulevende filosoffer som netop prøver på at artikulere en mere holistisk filosofi. Jeg tænker bl.a. på Robert Brandom og Jürgen Habermas. Måske burde vi tilskynde flere samtaler mellem disse to filosofiske verdener, måske kunne noget dejligt og lovende udvikle sig, noget med relevans for videnskaben, humaniora og måske endda for samfundet.
Hvad er den mest interessante artikel, du har læst inden for de sidste par måneder?
Jeg anser del-helheds relationen som grundlæggende indenfor biologien. Biologiske systemer (f.eks., genomer, organismer og økosystemer) består af mange forskellige dele som interagerer med hinanden på mange forskellige måder (f.eks. alle arterne i et økosystem, samt de fysiske og kemiske indflydelser). Stuart Kauffman udgav en dejlig artikel i 1971 om en forklaringsform som han kaldte: "articulation of parts explanations". Han mente at denne forklaringsform var udbredt i biologien, men nok ikke i eksempelvis fysikken, hvor forklaringer der indebærer matematiske naturlove er meget vigtigere ("Articulation of Parts Explanation in Biology and the Rational Search for Them", Boston Studies in the Philosophy of Science 8: 257-72). Den artikel læste jeg godt nok for en del år siden, men jeg synes, at den kan fint læses sammen med en anden artikel som jeg først fandt for nylig, af filosoffen Kit Fine "Compounds and Aggregates" (Noûs 28: 137-158). Fine analyserer en række måder man kan benytte til at bygge en helhed op fra dele. Hans abstrakte filosofisk resultater og fremgangsmåder kunne bestemt anvendes i en meget mere konkret biologisk sammenhæng.
|
Hvad er den sidste konference, du har været til?
"The Darwin Symposium" som The Field Museum holdte, og som Dr. Olivier Rieppel organiserede. Vi var ti der præsenterede. Det var meget sjovt at få muligheden for at give et foredrag foran et par hundrede mennesker (jeg var faktisk meget nervøs). Jeg har sendt teksten jeg forelæste over, "Systemic Darwinism" til et videnskabeligt tidsskrift. Den kan blive afvist, men det er da værd at prøve.
www.fieldmuseum.org/
Er der et eller flere nyhedsbreve eller andre net-aktiviteter, du vil anbefale?
Jeg kan varmt anbefale to links, hvis man har lyst til at finde filosofiartikler på nettet. Vi kan henholdsvis takke David Chalmers (Australian National University, Canberra) og Claus Emmeche (NBI, KU) (!) for dem:
consc.net/people.html
www.nbi.dk/~emmeche/theobiophi.html
Er der et eller flere tidsskrifter, du vil anbefale?
Jamen, der har Claus jo igen gjort os en stor tjeneste:
nbi.dk/~emmeche/tb/jour.html
Giv et bud på et centralt spørgsmål for forskningen i dit felt.
Kan ortodoks videnskabsteori (f.eks. debatterne om realisme eller forklaring) lære noget fra (selv)kritiske filosofiske skoler, såsom kritisk teori (Frankfurterskolen), feministisk teori og hermeneutik?
Giv et bud på en udbredt misforståelse.
At biologien er en mindre fin videnskab og såmænd også at den er mindre videnskabelig. Der er en ret udbredt opfattelse af, at fysik er den paradigmatiske videnskab. Videnskab handler jo om at finde frem til simple matematiske ligninger, der beskriver universelle principper og mønstre, ikke? Videnskabelig viden er abstrakt, formel, universel og en sand afspejling af universet, ikke?
Jeg kan godt forstå hvorfor dette er en udbredt holdning, også i det videnskabsteoretiske miljø. Matematikken er imponerende, og det er virkelig utroligt alt det, man kan opnå med brug af naturlove såsom Newtons eller Maxwells. Men jeg synes bestemt at der er andre former for videnskabelig viden og analytiske metoder, der er mindst lige så vigtige. For eksempel er historisk metodologi og viden om bestemte arters oprindelse eller mekanistisk metodologi og viden om hvordan en celle eller et økosystem fungerer utrolige vigtige. Og biologien har alt. Vi har også matematiske ligninger og måske endda naturlove i f.eks. populations genetik.
I stedet for at tro, at der skal være en sand videnskab, er det nok mere retfærdigt og præcist at sige, at der er en pluralitet af fremgangsmåder af, hvad Ian Hacking har kaldt "forskningsstilarter" i videnskaben. Det fantastiske ved biologien er, at næsten alle stilarter er vigtige for forskningen. Måske er det også tilfældet med fysik (f.eks. er astrofysik såmænd også historisk!), men det bør jeg nok holde mig fra at sige for meget om.
Ville du tage imod en tidagestur til månen?
Nej, jeg synes Jorden er for spændende. Og den er stor.
Har du en helt?
Jeg har mange, nok for mange. Måske vi kan få en snak over en kop kaffe?
Hvem vil du give stafetten videre til?
Hanne Andersen. Jeg traf hende sidste år og er ret nysgerrig efter at høre mere om hvad hun arbejder med. Mit indtryk er at hun har bidraget til udviklingen af et godt videnskabsteoretisk miljø i Danmark.
|
